EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52021XC0125(03)

Offentliggørelse af en ansøgning om registrering af en betegnelse i henhold til artikel 50, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer 2021/C 27/11

C/2021/315

EUT C 27 af 25.1.2021, p. 26–28 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

25.1.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/26


Offentliggørelse af en ansøgning om registrering af en betegnelse i henhold til artikel 50, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer

(2021/C 27/11)

Denne offentliggørelse giver ret til at gøre indsigelse mod ansøgningen, jf. artikel 51 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 (1), senest tre måneder efter datoen for offentliggørelsen.

ENHEDSDOKUMENT

»Nagykun rizs«

EU-nr.: PGI-HU-02416 — 22.8.2018

BOB ( ) BGB (X)

1.   Betegnelse

»Nagykun rizs«

2.   Medlemsstat eller tredjeland

Ungarn

3.   Beskrivelse af landbrugsproduktet eller fødevaren

3.1.   Produkttype

Kategori 1.6. Frugt, grøntsager og korn, også forarbejdet

3.2.   Beskrivelse af produktet med betegnelsen i punkt 1

Den beskyttede geografiske betegnelse »Nagykun rizs« må anvendes for følgende hvide eller hele (brune) korn af de ungarske sorter af arten Oryza sativa L: M-225, M-488, Fruzsina M, Sandora, Dáma, Risabell, Janka, Ábel og Bioryza. Betegnelsen må også anvendes for alle andre rissorter, der dyrkes i det geografiske område, og hvis hvide eller hele (brune) korn har følgende kvalitetsegenskaber:

for hvide ris: renhed: mindst 99,9 % (m/m); andre korn: højst 0,1 % (m/m); korn med røde riller: højst 4 % (m/m)

for brune ris: renhed: mindst 99,9 % (m/m); andre korn: højst 0,1 % (m/m); slebne korn: højst 1,5 % (m/m); brudkorn: højst 2 % (m/m).

Arsenindholdet i »Nagykun rizs« er ekstremt lavt på grund af jordbundsforholdene i det geografiske område. Det overstiger ikke 0,1 mg/kg, hvilket er langt under EU-grænseværdien.

Alt efter riskornets form kan kornene af hver sort være runde, halvrunde eller lange.

3.3.   Foder (kun for animalske produkter) og råvarer (kun for forarbejdede produkter)

3.4.   Specifikke etaper af produktionen, som skal finde sted i det afgrænsede geografiske område

Alle etaper af produktionen: såning, høst, tørring og forarbejdning.

3.5.   Særlige regler for udskæring, rivning eller emballering osv. af det produkt, som den registrerede betegnelse henviser til

3.6.   Særlige regler for mærkning af det produkt, som den registrerede betegnelse henviser til

4.   Kort angivelse af det geografiske områdes afgrænsning

»Nagykun rizs« produceres inden for den administrative grænse for byen Kisújszállás i det nordlige område af Nagykunság i distriktet Jász-Nagykun-Szolnok.

5.   Tilknytning til det geografiske område

Produktets tilknytning til det geografiske område er baseret på kvalitet.

Naturlige faktorer:

Kisújszállás ligger på Den Ungarske Slette. Produktionsteknologien drager fordel af, at agerjorden i kommunen Kisújszállás afgrænses af kanaler, der tilføres vand fra Hortobágy-Berettyó-floden, hvilket også giver mulighed for kunstvanding af rismarkerne.

Jordbunden i produktionsområdet for »Nagykun rizs« har følgende egenskaber: op til en dybde på 1 m er lerindholdet på mellem 50 og 60 %, og selv dybere end 1 m er lerindholdet fortsat over 40 %. Jordbundsprofilen er meget kompakt, og jorden er således meget hård, når den er tør, og formbar og klæbrig, når den er våd. På grund af den midlertidige dræning af de øverste jordbundslag får vandet jorden, som har et højt lerindhold, til at svulme op og blive uigennemtrængelig (Fuchs, 2012).

Udviklingen af rismarkerne og den fortsatte sikre produktion har betydet, at der er etableret forsvarsværker mod oversvømmelser fra indre vandveje og floder, der går over deres breder, grundvandsniveauet er nedbragt, og der er anlagt vandingskanaler. Det tekniske og andet arbejde, som har strakt sig over 150 år, har skabt betingelserne for risproduktionen i det geografiske område, hvor der i øjeblikket produceres ris af høj kvalitet takket være en lav forurening af biologisk skadelige tungmetaller og rige mængder af mineraler, som er nødvendige for dyrkningen.

Menneskelige faktorer:

Risproduktionen i Ungarn begyndte efter Anden Verdenskrig på baggrund af forskning foretaget af Lajos Kreybig og Ernő Obermayer, og den spredte sig i Hortobágy-Berettyó-floddalen fra 1948 og fremefter. I »Kisújszállás Város Története« (Byen Kisújszállás' historie) nævnes det, at »de første grupper af forpagtere blev oprettet under landbrugskooperativet i Kisújszállás i 1948, hovedsagelig med henblik på dyrkning af ris. Senere udgjorde disse grupper kernen i nye kooperativgrupper« (s. 161).

Produktionen af »Nagykun rizs« i det geografiske område har medført et væld af viden og knowhow i de seneste 70 år, hvilket har skabt talrige tekniske produktionsløsninger, herunder en sund og korrekt forberedelse af jorden, næringsstofforsyning, pleje og udvælgelse af sorter, effektiv sygdomsbekæmpelse og rettidig anvendelse af passende oversvømmelsesteknikker til dyrkningen samt en omhyggelig høstmetode.

»Nagykun rizs« er resultatet af næsten 30 års udvikling af en stamme og fremstilles af sorter, der har tilpasset sig områdets jordbund og klima overordentligt godt. I forbindelse med avlen er værdifulde egenskaber blevet genetisk indpodet i sorterne, hvilket har gjort det muligt for dem at tilpasse sig de geografiske forhold og udnytte dem. Vækstsæsonens varighed tilpasses den faktiske gennemsnitstemperatur hvert år. I de tidlige udviklingsstadier er planterne modstandsdygtige over for kulde, så de kan modstå de skadelige virkninger af kuldebølger i begyndelsen af maj. Deres rødder og metabolisme er resistente over for den høje saltkoncentration i jorden. Desuden indeholder de høje koncentrationer af mikroelementer, der er vigtige for ernæringen.

Der er udviklet særlige produktionsteknologier i det geografiske område (knowhow):

På grund af den kompakte jord med et højt saltindhold kræver frøene en lang spiretid på 40 dage. I denne periode er det nødvendigt at oversvømme markerne op til tre eller fire gange for at fremme spiringen. Man vil typisk ikke oversvømme planten permanent, før den har seks til otte blade. I andre geografiske områder, hvor der sås frø, sker dette allerede, når planten har tre til fire blade.

Risen høstes, når kornene har et vandindhold på 20-24 %, da der herved opnås en betydeligt større renhed. I andre geografiske områder høstes der på et tørrere stadium, hvor kornene har et vandindhold på 16 %.

Sammenhængen mellem produktets kvalitet det geografiske miljø:

Produktionsteknologien for »Nagykun rizs« indebærer oversvømmelse af dyrkningsområdet i vækstperioden. Som følge heraf bliver jorden, som har et højt lerindhold selv på 1 meters dybde, uigennemtrængelig. Takket være dette kan planten ikke absorbere det arsen, der udledes i grundvandet fra klipperne. Det gør, at arsenindholdet i »Nagykun rizs« er betydeligt lavere end i ris, der er dyrket andre steder.

Som følge af dyrkningsmetoderne i det geografiske område opfylder »Nagykun rizs« betydeligt strengere kvalitetskrav end ris, der produceres i andre geografiske områder.

Det lave arsenindhold i »Nagykun rizs« (under 0,1 mg/kg) er enestående i Europa. Takket være det er der en langsigtet og kontinuerlig eksport af »Nagykun rizs« til velkendte internationale virksomheder i Tyskland, der fremstiller babymad. For ris, der anvendes til fremstilling af fødevarer til spædbørn, er den tilladte grænseværdi for arsenindholdet 0,1 mg/kg, hvilket »Nagykun rizs« konsekvent overholder.

Henvisning til offentliggørelsen af varespecifikationen

(Artikel 6, stk. 1, andet afsnit, i denne forordning)

http://eredetvedelem.kormany.hu/download/f/27/02000/11%20FM%20értesítő.pdf


(1)  EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1.


Top