52020IE1448

EUR-Lex

Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

EUROPA
EUR-Lex home
EUR-Lex - 52020IE1448 - EN

Help

Search tips

Need more search options? Use the Advanced search

Document 52020IE1448

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Mellem et transeuropæisk supernet og lokale energienklaver — den rette sammensætning af decentraliserede løsninger og centraliserede strukturer til sikring af en økonomisk, socialt og økologisk bæredygtig energiomstilling (initiativudtalelse)

EESC 2020/01448

EUT C 429 af 11.12.2020, p. 85–92 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

HTML

PDF

Official Journal

11.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 429/85

(initiativudtalelse)

(2020/C 429/12)

Ordfører:	Lutz RIBBE
Medordfører:	Thomas KATTNIG

Plenarforsamlingens beslutning	20.2.2020
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet
Vedtaget i sektionen	3.9.2020
Vedtaget på plenarforsamlingen	18.9.2020
Plenarforsamling nr.	254
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	216/2/2

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Spørgsmålet om, hvor centralt eller decentralt EU's fremtidige energisystem skal være, er ikke afklaret på politisk plan. Hverken Kommissionen eller medlemsstaterne har meldt klart ud i den henseende. Det ligger kun fast, at decentrale strukturer først er blevet mulige med fremkomsten af vedvarende energikilder.

1.2.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har i mange udtalelser påpeget, at det er vigtigt at erkende, at energiomstillingen ikke kun er et teknologisk spørgsmål, men i høj grad en social og politisk udfordring. De politiske beslutningstagere har givet tilsagn om at inddrage arbejdstagere, fagforeninger og forbrugere i denne energiomstilling, og EØSU opfordrer indtrængende til, at dette løfte overholdes. Også på dette område lader Kommissionen og medlemsstaterne imidlertid flere spørgsmål stå ubesvarede, end de besvarer. De nuværende energipolitiske initiativer vil ovenikøbet snarere lægge hindringer i vejen for en bred inddragelse af borgerne end de vil tilskynde til øget deltagelse.

1.3.

EØSU er overbevist om, at det fremtidige europæiske energisystem vil omfatte både centrale og decentrale elementer. Dette må dog ikke bestemmes på vilkårlig vis. Der er behov for en klar ambition for, hvorvidt decentralisering eller centralisering skal have forrang. I den europæiske energiomstilling er der først og fremmest brug for investeringssikkerhed — både for offentlige og private aktører. Dette kan kun sikres ved hjælp af klare politiske valg.

1.4.

I et decentralt energisystem er der lige så høje systemomkostninger som i et centralt. Under alle omstændigheder er der omkostningerne til de forskellige systemkomponenter: I et centralt system er der tale om forholdsvis store anlæg og transmissionsnet, i et decentralt system er der ud over mindre produktionsanlæg først og fremmest tale om de fleksibilitetsmuligheder, der også befinder sig hos forbrugerne. Desuden spiller distributionsnettene en større rolle, navnlig intelligente net, som er en forudsætning for intelligente markeder og dermed for de enkelte aktørers systemnyttige adfærd. Denne teknologiske udvikling giver mulighed for større autonomi og selvregulerende decentrale netenheder.

1.5.

Dette ledsages af forskelle i fordelingen af værdiskabelsen og dermed også forskellige økonomiske og socialpolitiske implikationer. I et centralt system er værdiskabelsen typisk koncentreret på få aktører. I et decentralt system kan forbrugere som aktive kunder, borgerenergifællesskaber, landbrugere, SMV'er og kommunale selskaber tage del i værdiskabelsen.

1.6.

Derfor er spørgsmålet om, hvordan det nye energisystem skal indrettes, langt mere end blot et teknisk spørgsmål og i langt højere grad en politisk problemstilling: En retfærdig og rimelig omstilling handler om, hvem der kan (og bør) spille hvilken rolle, og dermed kort fortalt om hvem der i fremtiden kan og må tjene penge på energi, og hvem der som følge heraf kan tage økonomisk del i energiomstillingen. Svaret på dette spørgsmål vil også afgøre, i hvor høj grad energiomstillingen vil stimulere til innovation.

1.7.

I pakken om ren energi findes der vigtige oplysninger om den forventede udvikling. Heri er der tale om en energiunion, der (bl.a.) skal reducere energiimport og »hvor borgerne er i centrum, og hvor de tager ejerskab af energiomstillingen, drager fordel af nye teknologier, der gør deres regninger mindre, og deltager aktivt på markedet« og bliver til aktive producenter og markedsdeltagere.

1.8.

Efter EØSU's opfattelse har Kommissionen og stort set alle medlemsstater i de sidste fem år imidlertid forsømt at skabe reel klarhed omkring de fremtidige strukturer og opgavefordelingen.

1.9.

Heller ikke Rådet har indtil videre bidraget med meget til en tilstrækkeligt klar energipolitik. EØSU beklager i den sammenhæng, at det tyske rådsformandskab ensidigt satser på bestemte teknologier (som offshore-vindenergi og brint fra vedvarende energikilder), samtidig med at vigtige strukturelle spørgsmål i den forbindelse helt udelades. EØSU ønsker klart at understrege, at følgerne af disse teknologiske præferencer skal tages med i betragtning, herunder en markedskoncentration på få aktører og omfattende investeringer i transportkapacitet, dvs. i naturlige monopoler.

1.10.

Det er en forudsætning for nye markedsdeltageres fulde deltagelse, at de har adgang til alle relevante elektricitetsmarkeder, især også fleksibilitetsmarkeder. Det er i så godt som alle medlemsstater ikke tilfældet. Medlemsstaterne opfordres derfor indtrængende til at tilpasse deres lovgivningsrammer, så grundtanken bag pakken om ren energi kommer fuldt ud til sin ret, og der skabes lige muligheder. På den måde vil der også på regionale markeder kunne findes frem til yderst effektive løsninger takket være digitaliseringen, hvilket vil bidrage til en stabil og modstandsdygtig forsyningssikkerhed, hvis de er forbundet med hinanden på intelligent vis.

1.11.

Med henblik på de økonomiske og socialpolitiske konsekvenser gentager EØSU sit synspunkt om, at decentrale energisystemer giver vigtige impulser til den regionale udvikling og kan skabe nye og kvalificerede arbejdspladser af høj kvalitet i regionerne (1).

1.12.

De politiske beslutningstagere kommer til dels ind på problemet med sårbare forbrugere og energifattigdom, men der peges ikke på mulige løsninger, og problemet behandles heller ikke i tilknytning til den fremtidige udformning af energisystemet. EØSU opfordrer Kommissionen til at foreslå, at man på EU-niveau bliver enige om en definition af energifattigdom og fælles indikatorer som et første skridt i retning af at blive bedre til at måle forekomsten heraf. Medlemsstaterne er nødt til at udvikle flere statistiske værktøjer for kunne sætte mere effektivt ind over for de dårligt stillede familier. Samtidig skal man sørge for, at husholdninger med lave indkomster har mulighed for at implementere energieffektivitetstiltag, så de også kan sænke deres energiforbrug.

1.13.

Det afgørende spørgsmål er, om den kritiske infrastruktur »elnettet« som et naturligt monopol og af hensyn til en bæredygtig forsyningssikkerhed ikke bør være offentligt ejet, navnlig fordi denne infrastruktur er skabt og udbygget ved hjælp af omfattende offentlige midler. Dette spørgsmål bør behandles mere indgående i en EØSU-udtalelse.

1.14.

Med genopretningsplanen (»recovery plan«) og den flerårige finansielle ramme for perioden 2021-2028 investeres der nu flere hundrede milliarder euro i energiinfrastruktur og -teknologier. Det er vigtigt at sikre, at disse investeringer anvendes effektivt til at fremme en energiomstilling, der fokuserer på borgerne og ikke på dem, der hidtil har været involveret i det fossile energisystem. EØSU opfordrer Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet til snarest muligt at indgå i en bred, struktureret dialog med civilsamfundet og de lokale og regionale myndigheder med henblik på at finde svar på de spørgsmål, der stilles i denne initiativudtalelse.

2. Baggrund for initiativudtalelsen

2.1.

Europa befinder sig midt i en svær omstillingsproces mod klimaneutralitet, der skal opnås i 2050. Det kræver en omfattende ændring af energisystemet. Der vil bl.a. være tale om grundlæggende tekniske forandringer, men også om strukturelle spørgsmål i forbindelse med produktion, handel og markedsføring samt samfundspolitiske forandringsprocesser. Præcis hvordan disse forandringer skal se ud, og hvor langt de skal gå, er der endnu ingen afgørende klarhed omkring. Det er vigtigt at forstå, at energiomstillingen ikke kun er et spørgsmål om teknologi, men i særdeleshed også er en social udfordring. Det skal sikres, at arbejdstagere, fagforeninger og forbrugere inddrages i denne energiomstilling.

2.2.

I de seneste år har Kommissionen afgivet en lang række politiske hensigtserklæringer og udarbejdet nye regler. EØSU har kommenteret disse og i de fleste tilfælde bifaldet og støttet dem. Samtidig har udvalget dog kritiseret, at mange af disse udmeldinger er for vage og ukonkrete.

2.3.

Én ting står klart: Debatten om centrale eller decentrale strukturer på energiområdet er først blevet mulig med fremkomsten af vedvarende energikilder. Vedvarende energikilder (sol, vind og biomasse) er decentrale, de er tilgængelige overalt, og investeringerne er forholdsvis beskedne, mens atom- og kulkraftværker udgør store centrale strukturer.

2.4.

Der er ingen klar forståelse af, hvordan de vedvarende energikilder skal håndteres. Det er især uklart, om Kommissionen stræber efter en integration af de vedvarende energikilder i det eksisterende system eller en ændring af markedet.

2.5.

EØSU har gjort opmærksom på, at det ikke mener, at det primært handler om »integration« af vedvarende energi i det eksisterende elsystem, og at det ved en »grundlæggende forandring« forstår langt mere end kun at slutte de nationale systemer til et europæisk net og øge andelen af vedvarende energikilder markant, hvilket betyder, at de nuværende konventionelle energikilder (inkl. naturgas) kun får tildelt en overgangsrolle.

2.6.

Til et helt nyt energisystem hører et meget større antal aktører. I særdeleshed får distributionsnettene en væsentligt større betydning — de skal under alle omstændigheder blive til »intelligente net«: Informationer om den til enhver tid relevante netsituation skal stilles til rådighed for markedsdeltagerne i en pålidelig, let forståelig og tidsmæssigt og evt. også placeringsmæssigt meget præcis form. Intelligente net er i denne model en forudsætning for intelligente markeder, der skaber effektive incitamenter til systemnyttig adfærd.

2.7.

Kommissionen taler i sin pakke om energiunionen om en ny rolle til de hidtil »passive« forbrugere: »Vigtigst af alt er vores vision om en energiunion, hvor borgerne er i centrum, og hvor de tager ejerskab af energiomstillingen, drager fordel af nye teknologier, der gør deres regninger mindre, og deltager aktivt på markedet, alt imens de sårbare forbrugere beskyttes« (2).

2.8.

Hvad dette helt konkret betyder, er dog uklart. Det skyldes også, at der ikke skelnes mellem industrielle og erhvervsmæssige forbrugere samt private husholdninger og ved sidstnævnte heller ikke mellem socialt og dermed også teknisk bedre stillede private forbrugere og mindre velstillede husholdninger. Som minimum kan det konstateres, at forbrugerne i fremtiden ikke længere kun skal være (betalende) modtagere af energi. De skal heller ikke kun have bedre muligheder for at skifte udbyder og/eller reagere mere fleksibelt på markedssignaler. De skal have adgang til alle relevante elektricitetsmarkeder. Begreber som »aktive« kunder, selvforsynere, borgerenergifællesskaber samt VE-fællesskaber er blevet skabt, og disse nye aktører har fået tildelt bestemte rettigheder, uden at det dog herved klart fremgår, i hvilken form de rent faktisk skal deltage på markedet, det vil sige: Hvor åbent og liberalt markedet reelt skal være, og hvordan man behandler de forbrugere, der ikke råder over økonomiske midler eller juridiske muligheder for at deltage i det (se punkt 5.6).

2.9.

Ligeledes bliver problemet med sårbare forbrugere og energifattigdom ganske vist nævnt, men der peges ikke på reelle løsningsmuligheder. EØSU opfordrer endvidere Kommissionen til at foreslå, at man på EU-niveau bliver enige om en definition af energifattigdom og fælles indikatorer som et første skridt i retning af at blive bedre til at måle forekomsten heraf. Med henblik på at tilpasse denne definition til de forskellige nationale forhold er medlemsstaterne nødt til at udvikle flere statistiske værktøjer for kunne sætte mere effektivt ind over for de dårligt stillede familier.

2.10.

Kommissionen har efter EØSU's opfattelse i de sidste fem år kun i beskedent omfang skabt klarhed over de fremtidige strukturer og opgavefordelingen. Først og fremmest har medlemsstaterne kun meget tøvende — eller slet ikke — tilpasset deres lovgivningsrammer. I mange medlemsstater har forbrugerne, men også små virksomheder og borgerenergifællesskaber, stadig ikke adgang til elektricitetsmarkederne.

2.11.

Idet Kommissionen med den grønne pagt har sat emnet »klimaneutralitet« øverst på dagsordenen og vil investere flere hundreder milliarder EUR i genopretning af økonomien samt skabelse og sikring af arbejdspladser af høj kvalitet i Europa ved hjælp af genopretningsplanen (»recovery plan«), anser EØSU det for tvingende nødvendigt, at der snart (!) føres en bred samfundsmæssig og politisk debat, der skal skabe klarhed over, hvor mange »centrale strukturer«, der er behov for, og hvor mange decentrale elementer der i givet fald vil være mulighed for, og som vil være hensigtsmæssige. Denne initiativudtalelse skal give incitamenter hertil.

2.12.

Vi kan lære af covid-19-krisen, at der behov for at handle hurtigt, inden det hele eskalerer. I henhold til Kommissionens vurdering kræver opfyldelsen af de aktuelle klima- og energimål inden 2030 i sig selv yderligere investeringer på op til 260 mia. EUR om året. Dette vil ikke kunne ske uden en massiv udvidelse af de offentlige investeringer i udbygningen af vedvarende energikilder, lagringskapacitet, renovation af varmeinstallationer, offentlig transport, forskning og udvikling etc. Omstillingen skal desuden gennemføres på en socialt retfærdig måde. Her viser covid-19-krisen nye veje. Den midlertidige ophævelse af de europæiske regler for gæld og underskud skal også gælde for håndteringen af klimakrisen. Midlerne skal dog anvendes på en sådan måde, at målet om at sætte borgerne i centrum for energiomstillingen og dermed puste nyt liv i den regionale økonomi også opfyldes.

2.13.

For at undgå fejlinvesteringer er det nødvendigt at fjerne eksisterende uklarheder og selvmodsigelser vedrørende det nye energisystems væsentlige strukturer, markedsarkitekturen, markedsrollerne og markedsreglerne, og først og fremmest skal der hurtigst muligt skabes klarhed over de sociale virkninger for beskæftigede og forbrugere. I den forbindelse spiller en retfærdig fordeling af investeringsomkostningerne en central rolle. Det samme gælder for en retfærdig fordeling af de mulige gevinster.

3. Betydningen af en klar præference for eller imod decentralitet for investeringssikkerheden

3.1.

Det nye energisystem vil omfatte både centrale og decentrale elementer, ikke kun fordi kategoriseringen som centralt eller decentralt element ikke altid er entydig. Således er det for eksempel uklart, om en vindmøllepark på land med en installeret kapacitet på mere end 30 megawatt stadig kan betragtes som »decentral«. Alligevel er spørgsmålet om, hvorvidt det nye energisystem hovedsageligt skal udformes efter principperne om decentralitet eller centralitet af stor betydning for en effektiv gennemførelse af omstillingen af energisystemet.

3.2.

Afhængigt af svaret på spørgsmålet i punkt 3.1 skal forskellige investeringsbeslutninger prioriteres og træffes for både det offentlige og private kapitalindskydere og investorer. Risikoen for »stranded investments« kan kun forebygges, hvis de politiske beslutningstagere så hurtigt og entydigt som muligt træffer en grundlæggende beslutning om, hvorvidt energiomstillingen fortrinsvis skal være central eller decentral.

3.3.

Grundtanken bag det hidtidige centrale energisystem er: Der må grundlæggende ikke forekomme flaskehalse ved transport af elektricitet, og alle markedsaktører skal kunne handle, som om transporten inden for systemet er ubegrænset mulig. Dermed får transmissionsnettene en afgørende betydning for systemet. Ud over idéen om en europæisk »kobberplade«, dvs. et paneuropæisk elektricitetsnet uden fysiske begrænsninger, er der endda idéer om at forbinde det europæiske sammenkoblede net med de syd- eller østasiatiske net.

3.4.

3.5.

I et centralt system bør produktionsstedet og placeringen af fleksibilitetsmulighederne derfor ikke spille nogen rolle for driften af det egentlige marked. Hverken produktionsstedet eller forbrugsstedet skal være baseret på transportinfrastrukturen. Tværtimod følger transportinfrastrukturen produktionens og forbrugets struktur og placeringer.

3.6.

Med et decentralt energisystem forstår man derimod et system, hvor produktionen (og lagringen) af den strøm, der anvendes til elektricitet, varme og mobilitet, er placeret så tæt på forbruget som muligt, hvilket er muligt med vedvarende energikilder. Det resulterer i en i vidt omfang systemisk minimeret transport af elektricitet — og dermed også mindre transporttab. Som følge af volatiliteten af elproduktionen fra vedvarende energikilder står elnettene over for nye udfordringer. På grund af decentraliseringen får distributionsnettene en stadig vigtigere rolle i forbindelse med at opretholde stabiliteten og forsyningssikkerheden.

3.7.

I et decentralt system anses flaskehalse i netinfrastrukturen ikke grundlæggende for at være problemer, der skal prioriteres og løses. Tværtimod satser et decentralt system på fleksibilitetsmuligheder på stedet, der direkte er med til at udligne udsving i produktionen. Disse fleksibilitetsmuligheder omfatter ud over lagre og forskydning af efterspørgslen fra tidspunkter med højt forbrug til tidspunkter med lavt forbrug også produktion af varme gennem elektricitet samt e-mobilitet. Sektorkobling spiller en langt større rolle i et decentralt system end i et centralt system. Desuden vil såkaldte fleksibilitetsmarkeder spille en meget vigtigere rolle end i et centralt elektricitetssystem.

3.8.

I et decentralt energisystem er uafhængigheden af netinfrastrukturen større. Undersøgelser har vist, at dette medfører en større robusthed over for angreb udefra, for eksempel cyberkriminalitet, i hvert fald hvis den enkelte enklave kan fungere selvstændigt. Større investeringer i distributionsnettene sikrer dermed en stabil forsyning og større robusthed over for cyber-kriminalitet.

3.9.

EU's energipolitik skal derfor besvare følgende spørgsmål:

—

Skal investorerne tage udgangspunkt i, at det nye energisystem opbygges nedefra og op? Det vil sige: Lokale elektricitetsoverskud og lokal knaphed udlignes fortrinsvis gennem fleksibilitetsmuligheder på stedet. Kun i tilfælde af, at dette ikke er økonomisk eller teknisk muligt, transporteres elektricitet også over længere strækninger,

—

eller skal investorerne forvente en opbygning oppefra og ned? Det betyder, at udviklingen af transmissionsnettene prioriteres højest. Så godt som hver eneste producerede kilowatttime skal kunne transporteres i henhold til denne model. Hvis udsving overhovedet skal udlignes, bestemmer netinfrastrukturen placeringen af fleksibilitetsmulighederne. Grundlæggende betyder dette en videreførelse af den hidtidige netudvidelsespolitik med samtidig udskiftning af fossile og nukleare kraftværker med så store alternative produktionsparker som muligt (f.eks. Desertec, offshore-vindmølleparker, meget store onshore-vindmølleparker).

Det haster med at afklare disse spørgsmål, idet begge tilgange kræver store investeringer, men på forskellige områder: I et centralt system går pengene primært til transmissionsnettene, i et decentraliseret system til mindre, distribuerede fleksibilitetsmuligheder.

3.10.

Implicit tages det nye energimarkeds struktur og design op med spørgsmålene i punkt 3.9. Dette anerkendes i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/943 (3) om det indre marked for elektricitet. Der træffes dog ingen beslutning i den forbindelse. Dette overlades i stedet til medlemsstaterne.

Det er meget tvivlsomt, om dette er tilstrækkeligt til at sikre en målrettet europæisk energiomstilling. I mange medlemsstater passer den retlige ramme indtil nu tydeligvis ikke til de mål, der ligger til grund for pakken om ren energi.

3.11.

Baggrunden for spørgsmålene i punkt 3.9 skal findes i et særdeles politisk følsomt spørgsmål: Det handler om, hvem der i det nye energisystem fremover kan og må tjene penge, og hvem der som følge heraf kan få økonomisk del i energiomstillingen. F.eks. satser det tyske rådsformandskab ensidigt på bestemte teknologier (nemlig offshore-vindenergi og brint fra vedvarende energikilder). Der tages ikke højde for, at disse teknologier vil resultere i en koncentration af producenter på markedet i form af et lille antal aktører. Det vil også være nødvendigt at foretage omfattende investeringer i transportkapaciteten, dvs. i naturlige monopoler, og disse teknologier kan også fastholde eller endog øge Europas energiafhængighed. Spørgsmålet om, hvordan borgerne kan komme i centrum i energipolitikken, står derimod ikke på dagsordenen.

4. Beslutningskriterier for eller imod centralitet eller decentralitet

4.1.

Udsagnet i punkt. 3.10 har central betydning for den samfundspolitiske beslutningstagning. Det drøftes dog ikke åbent og ærligt i den politiske debat, men sættes hele tiden i baggrunden af formodentligt »rationelle« argumenter:

4.1.1.

Energiomstillingen kræver en ændring af forretningsmodellen for de store energiforsyningsvirksomheder. Øjensynligt har mange energiforsyningsvirksomheder dog lettere ved at udskifte deres gamle (centrale) store kraftværksparker med vedvarende anlæg, der også er centraliserede, og som undertiden har stort set samme kapacitet. På den måde kan de dermed forbundne distributionsstrukturer også bevares. En decentralisering ville derimod medføre meget radikale ændringer, hvilket betyder, at de store energiforsyningsvirksomheder, i modsætning til SMV'er og kommunale værker, ville få det langt sværere.

4.1.2.

Det samme gælder for transmissionssystemoperatører: De har ingen interesse i at transportere mindre strøm på tværs af Europa — de lever jo trods alt af det.

Omkostningsargumentet

4.2.

Hvordan man opnår størst mulig forsyningssikkerhed til de lavest mulige omkostninger anses med rette for et vigtigt kriterium. Det kan på en troværdig måde konkluderes og vises i modeller, at transportomkostningerne i et centralt system er højere end i et decentralt. Derimod er omkostningerne til produktion, lagring og belastningsomfordeling lavere i et centralt system end i et decentralt system.

4.3.

En række undersøgelser har sammenlignet omkostningsforskellene. De kommer dog ikke frem til entydige resultater, idet forskellene mellem omkostningsfordelene i et decentralt system og i et centralt system ikke er særlig store og mere specifikt afhænger kraftigt af de antagelser, der ligger til grund. Der mindes om, at Det Fælles Forskningscenter allerede i 2016 slog fast, at ca. 80 % af europæerne ville kunne forsyne sig selv med egenproduceret solcelleelektricitet billigere end med elektricitet, der hentes fra nettet. Siden da er prisen på solcelleenergi endda faldet drastisk.

4.4.

Det grundlæggende spørgsmål, om investeringer fortrinsvis skal gå til projekter i tilknytning til et centralt energisystem eller til projekter i et decentralt energisystem, og hvilke retningslinjer lovgivningen bør udstikke, kan dermed ikke besvares ved alene at se på systemomkostningerne.

4.5.

Spørgsmålet lyder dermed, hvilke alternative kriterier ud over en ren omkostningsbesparelse, man kan se på, for at kunne træffe den ud fra investorernes synspunkt absolut nødvendige grundlæggende beslutning om en fortrinsvis decentral udformning eller en fortrinsvis central udformning af det nye energisystem.

En anderledes værdiskabelse …

4.6.

Værdiskabelsen er strukturelt forskellig: I et centralt system kommer den større anlæg og naturlige monopoler til gode. I et decentralt system ligger den som oftest hos mindre anlæg og først og fremmest hos de fleksibilitetsmuligheder, der ofte anvendes i et decentralt system, f.eks. batterilagring, varmepumper, minikraftvarmeværker samt elbiler, der lader begge veje (»Vehicle-to-Grid«). Fleksibilitetsmuligheder vil altså ofte være at finde i private husholdninger. Også elproduktionsanlæggene findes ofte hos privatpersoner, udlejere, nyetablerede SMV'er, energiandelsselskaber, kommunale selskaber, kommunale værker etc. Dermed er det i et decentralt energisystem nogle helt andre, der har del i værdiskabelsen, end i et centralt system: Aktive forbrugere spiller her en langt større rolle.

4.7.

Et decentralt energisystem er nærmest utænkeligt uden denne brede samfundsmæssige deltagelse. En mere aktiv rolle til forbrugerne til og med prosumenterne er derfor kendetegnende for et decentralt system. Det giver også mening af hensyn til accepten samt af hensyn til styrkelsen af den regionale økonomi.

4.8.

Idet Kommissionen ønsker at skabe en energiunion, hvor borgerne er i centrum, hvor der skabes nye regionale arbejdspladser, og hvor energiomstillingen skaber økonomiske impulser i mange af Europas regioner, bør den satse på et decentralt energisystem. Dette er også vigtigt af hensyn til håndteringen af covid-19-krisen.

5. Økonomiske og socialpolitiske følgevirkninger af spørgsmålet om centralitet over for decentralitet

5.1.

Et decentralt system betyder i forbindelse med værdiskabelsen, at forbrugerne går fra at være betalere til at være aktører, der deltager i energiøkonomiens værdiskabelse, dvs. de tjener penge eller sparer penge, og derfor skal spørgsmålet i punkt 3.11 om, hvem der i fremtiden må tjene penge på energi, diskuteres åbent og ærligt.

Med udvidelsen af prosumforståelsen udvides prosum i pakken om ren energi begrebsmæssigt og definitionsmæssigt: I fremtiden er det ikke kun forbrugere, der råder over egen grund, jord og fast ejendom, der kan blive prosumenter. Prosum bliver f.eks. også relevant for lejere og beboere i flerfamiliehuse samt for leverandører til bygninger eller hele områder, herunder industriparker og -grunde. Netop i disse tilfælde er en intelligent sammenkobling af de enkelte produktions- og lagerkapaciteter samt de enkelte forbrugere i et virtuelt kraftværk eller via et intelligent mikronet uundgåelig. Kravene til de lokale og regionale distributionssystemoperatører vokser dermed hele tiden.

5.2.

Prosumenterne bliver kun til en integreret del af energisystemet, hvis de rent faktisk har adgang til alle relevante elektricitetsmarkeder. Aktive forbrugere skal også kunne stille den fleksibilitet, som de opnår ved hjælp af batterilagring, efterspørgselsstyring, elbiler, varmepumper osv., til rådighed for systemet. Det kræver særligt konfigurerede markeder, der endnu ikke står til rådighed i de fleste medlemsstater.

5.3.

Ofte betegnes en energiomstilling, der medfører et decentralt energisystem, ikke blot som en økologisk omstilling, men som en socialøkologisk omstilling. Den decentrale energiomstilling medfører vigtige impulser for den lokale og regionale økonomi, arbejdspladser i selvstændige erhverv samt små og mellemstore virksomheder og en styrkelse af den lokale købekraft. På den baggrund har det endnu større konsekvenser, at talrige medlemsstater holder fast i strukturer i deres energisystemer, der forhindrer disse positive effekter. Samtidig skal man være opmærksom på, at de arbejdspladser, der opstår, fører til jobs af høj kvalitet med en høj social sikkerhed.

5.4.

For at disse impulser rent faktisk kommer alle borgere i de pågældende regioner til gode og ikke kun de ressourcestærke, er det nødvendigt at prioritere projekter, der resulterer i energiforbrugerfællesskaber, hvor mennesker med beskeden kapital, indkomst og aktiver kan deltage (se også EØSU's udtalelse TEN/660 (4)). Der eksisterer allerede koncepter herfor. Gennemførelsen af dem i medlemsstaterne skal dog fremmes langt mere beslutsomt end hidtil. Det er vigtigt, idet decentralitet ikke må føre til et energisamfund med to klasser. For så vidt som personer med lave indkomster og få ressourcer gennem direkte støtte også får mulighed for at deltage i energiforbrugerfællesskaber, kan deltagelsen være et effektivt middel mod energifattigdom, fordi de, der hidtil har lidt under høje energiomkostninger, aflastes af de hurtigt faldende omkostninger til vedvarende energi.

5.5.

Sårbare forbrugere og energifattigdom er et alvorligt problem, og det vil som udgangspunkt sandsynligvis hverken kunne løses i et centralt eller et decentralt energisystem. Dog kan det i lyset af omkostningsdegressionen for anlæg baseret på vedvarende energi og elektricitetslagre mildnes noget mere i et decentralt system end i et centralt system. Anvendelsen af vedvarende energi og lagring inden for rammerne af lokalområdebaserede løsninger kan føre til, at energiregningerne falder permanent, og at forbrugerne slipper fri af den prismæssige afhængighed af energiforsyningsselskaber og netoperatører. Det kræver dog en aktiv politik, der støtter udviklingen af relevante koncepter. Samtidig skal man sørge for, at husholdninger med lave indkomster har mulighed for at implementere energieffektivitetstiltag, så de også kan sænke deres energiforbrug.

5.6.

Endvidere må større muligheder for deltagelse ikke udnyttes som påskud for at afskaffe forbrugerrettigheder. De skal styrkes og evt. også tilpasses nye forretningsmodeller.

5.7.

Endelig skal man være opmærksom på forbrugscentrene — storbyer og industrielle storforbrugere af elektricitet. For at de kan forsynes sikkert og billigt, skal de kobles sammen med oplandet i energiregioner. Det samme gælder også for energienklaver. Energiregionerne vil tage form af koncentriske cirkler omkring forbrugscentrene. For at oplandet kan udnytte sit fulde potentiale for udnyttelse af vedvarende energi, er der behov for målrettede incitamenter. Det kan f.eks. være reducerede netudgifter, der gør sig gældende, hvis energiregionen forsyner sig selv. En positiv konsekvens af denne systemarkitektur er en styrkelse af de regionale økonomiske strukturer — et aspekt, der især kan have betydning for det økonomiske system efter covid-19.

6. Fremtidens energisystem

6.1.

Det nye energisystem bør ikke længere bygge på »top-down«-princippet (fra store kraftværker til forbrugerne), men på »bottom-up«-princippet, det vil sige det bør udformes som et net bestående af mange produktions- og forsyningsenklaver, der leverer vedvarende el og varme, hvor el- og varmedistribution samt efterspørgselsstyring (herunder lagring) spiller en fremtrædende rolle.

6.2.

En tilstrækkelig og sikker forsyning af alle regioner i Europa kan sikres på denne måde (5). I forbindelse med den ønskede nye, bredere vifte af aktører vil dette betyde, at der ud over de etablerede (engros-)handelsstrukturer skal oprettes helt nye decentrale markedsføringsmetoder og energistyringssystemer.

6.3.

Innovationsfremstød på IT-området, inden for produktions- og lagringsteknik samt distributionssystemer og bygningsteknik har betydet, at der i dag er opstået mange af disse »produktions- og forsyningsenklaver«, som var utænkelige for kun få år siden. Enkeltpersoner, virksomheder, sammenslutninger (f.eks. energiandelsselskaber) eller kommuner (kommunale værker) har fundet løsninger, der bygger på selvforsyning eller delvis selvforsyning, og de er dermed langt mindre afhængige af traditionelle tilbud og handelsstrømme. Det er vigtigt at se denne parallelitet mellem den tekniske og den sociale udvikling. De peger begge i samme retning, nemlig i retning af større autonomi og selvregulerende decentrale netenheder.

6.4.

Øget lokal produktion og direkte salg må også hilses velkommen af den grund, at det gør det muligt at reducere ledningstab. Bundesnetzagentur i Tyskland skriver i den forbindelse (6): »Det er indlysende, at omlægningen af energiforsyningssystemet bedst kan lykkes, hvis alle involverede arbejder tæt sammen. (…) Modeller, hvor mest mulig energi forbruges på produktionsstedet, må hilses velkommen (…), fordi det gør det muligt at reducere ledningstab til et minimum«.

6.5.

I sine overvejelser om handelssystemet skal Kommissionen derfor tage udgangspunkt i den ønskede energiinfrastruktur og ikke forsøge at gøre de nødvendige ændringer af energiinfrastrukturen kompatible med det eksisterende handelssystem.

6.6.

Der skal imidlertid også tages hensyn til erfaringerne fra talrige lande, hvor nogle markedsaktører, f.eks. strategiske investorer, har plukket de mest lukrative markedssegmenter for at opnå maksimale gevinster, men samtidig vægrer sig ved at investere i forsyningssikkerhed, innovation og vedligeholdelse, hvorfor disse omkostninger gives videre til deres kunder.

Bruxelles, den 18. september 2020.

Luca JAHIER

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Se bl.a. EUT C 367 af 10. oktober 2018, s. 1.

(2) COM(2015) 80 final, 25.2.2015, s. 2.

(3) EUT L 158 af 14.6.2019, s. 54.

(4) EUT C 367 af 10.10.2018, s. 1.

(5) Se EUT C 82 af 3.3.2016, s. 13, EUT C 82 af 3.3.2016, s. 22.

(6) »Smart Grid und Smart Market — Eckpunktepapier der Bundesnetzagentur zu den Aspekten des sich verändernden Energieversorgungssystems« (oplæg fra det tyske forbundsnetagentur om aspekterne ved et energiforsyningssystem under forandring), december 2011, s. 42.

Top

Choose the experimental features you want to try