EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 17.6.2019
COM(2019) 271 final
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET
om handels- og investeringshindringer
1. januar 2018 - 31. december 2018
INDLEDNING
Den niende udgave af rapporten om handels- og investeringshindringer indeholder analyser af de nye handelshindringer, som EU's erhvervsliv mødte i 2018, og af dem, der blev fjernet for vores virksomheder det samme år takket være EU's partnerskab for markedsadgang mellem Kommissionen, medlemsstaterne og det europæiske erhvervsliv
. Dette partnerskab er til for interessenterne, som også driver det. Det identificerer hindringer, som EU's virksomheder støder på i tredjelande, definerer en fælles strategi for at nedbryde dem – og følger op på denne strategi.
Som reaktion på den stigende protektionisme har Kommissionen opprioriteret håndhævelse sammen med et skærpet fokus på gennemførelsen af handelsaftalerne. Dette falder i tråd med vores meddelelse om "Handel for alle"
, som forenede en mere robust tilgang til traditionel nedbrydning af hindringer med en skærpet indsats for at efterleve de vigtige løfter, vi har fået i vores brede vifte af frihandelsaftaler
.
Hvad angår traditionel markedsadgang, har vi arbejdet på tre områder. Først har vi øget samordningen mellem EU-institutionerne og interessenterne (i Bruxelles, medlemsstaterne og i vores store netværk af diplomatiske missioner). Dernæst har Kommissionen øget sin kommunikationsindsats for at forklare, især små og mellemstore virksomheder (SMV'er), hvordan de kan indberette nye hindringer, de måtte komme ud for uden for EU, og hvordan Kommissionen og medlemsstaterne kan udforme og gennemføre en skræddersyet strategi for at fjerne dem. Dette har initiativet "markedsadgangsdage" bidraget til gennem møder, der er tilpasset det lokale erhvervslivs behov og afholdes rundt om i medlemsstaterne. Arrangementerne har allerede fundet sted i Danmark, Spanien, Nederlandene, Litauen, Portugal og Frankrig. For det tredje har vi opstillet en klogere prioritering af handelshindringerne, der giver os mulighed for at målrette midlerne mere effektivt for at opnå resultater.
Nærværende rapport indeholder nye forbedringer på dette punkt for at identificere og mere detaljeret beskrive de handelshindringer, som påvirker EU's virksomheder mest. Mens tidligere års rapporter traditionelt har drejet sig om de partnere, der har det højeste antal nye og fjernede hindringer, lægges der i dette års rapport også vægt på de hindringer, der har påvirket EU's eksport mest, og dermed kastes der nyt lys over deres forholdsmæssige betydning.
Det første afsnit i rapporten indeholder en kvantitativ og kvalitativ analyse – opdelt efter land, type af hindring og sektor – af de i alt 425 aktive
handels- og investeringshindringer og af de 45 nyregistrerede hindringer i 2018, som er indberettet til Kommissionen og registreret i EU's markedsadgangsdatabase
.
Det andet afsnit indeholder en mere detaljeret analyse af de nye hindringer, der blev rapporteret i 2018 (1. januar til 31. december 2018), med en beskrivelse af de særlige tendenser i de forskellige lande og en vurdering af de handelsstrømme, der potentielt påvirkes.
Det tredje afsnit udpeger de værktøjer, der anvendes i markedsadgangsstrategien til at fjerne hindringer, og giver et overblik over de 35 hindringer, der blev fjernet i 2018. Det indeholder også en nærmere analyse af de mest indflydelsestunge handelshindringer, vi fik fjernet. Endelig beskrives de økonomiske gevinster ved vores markedsadgangspartnerskab under den nuværende kommission på grundlag af økonomiske modeller.
I.
OVERBLIK OVER HANDELS- OG INVESTERINGSHINDRINGER
Vores interessentdrevne tilgang indebærer, at rapportens fokus udelukkende er rettet mod de hindringer, som virksomhederne har gjort opmærksom på. Dette kapitel indeholder en analyse af sådanne handelshindringer, som EU's virksomheder støder på i tredjelande, og de tilhørende tendenser samt foranstaltninger, der skal træffes for at fjerne dem inden for rammerne af vores markedsadgangspartnerskab. Databasen og denne rapport giver ikke en vurdering af, hvorvidt de registrerede foranstaltninger er lovlige eller ulovlige, men hindringerne er alle blevet udpeget som problematiske for EU-virksomheder og prioriteret med henblik på yderligere foranstaltninger i vores arbejde med at sikre markedsadgang, fordi de potentielt er diskriminerende, uforholdsmæssige eller handelsbegrænsende. De indgår alle i vores markedsadgangsdatabase.
A.
SAMLET STATUS OVER ANTAL HANDELS- OG INVESTERINGSHINDRINGER
Ved udgangen af 2018 var 425 aktive handels- og investeringshindringer i 59 tredjelande
registreret i EU's markedsadgangsdatabase
. Dette rekordhøje antal bekræfter den fortsat stigende tendens til protektionisme, som berører EU-interessenterne. Samtidig er det et tegn på stadig større fremgang for vores markedsadgangspartnerskab som det forum, som vores interessenter oftere og oftere benytter til at identificere og bekæmpe handelshindringer. Databasen giver mulighed for at sondre mellem registrerede handelshindringer opdelt efter tredjeland, type foranstaltning og sektor. Denne rapport er opdelt som følger:
1.
Hindringer opdelt efter tredjeland
Sammenlignet med 2017 er det de samme ti lande, om end i en lidt anden rækkefølge, der har de fleste hindringer. Mest bemærkelsesværdigt og for første gang er Kina gået i spidsen med det største antal registrerede hindringer, nemlig 37 hindringer for EU's eksport- og investeringsmuligheder. Rusland fulgte tæt efter som nummer to med 34 aktuelle hindringer og herefter Indien (25), Indonesien (25) og USA med 23 hindringer.
Andre tredjelande med ti eller flere handelshindringer omfattede Tyrkiet (20), Brasilien (18), Sydkorea (17), Australien (15), Thailand (12), Mexico (11) og Algeriet (10). Figur 1 giver en mere detaljeret analyse af hindringer på globalt plan.
Figur 1: Geografisk fordeling af handels- og investeringshindringer i MADB
2.
Hindringer opdelt efter type foranstaltning
Figur 2 viser, at der i kølvandet på den udvikling, der allerede kunne ses sidste år, er flere foranstaltninger bag grænsen (234) end traditionelle grænseforanstaltninger (191).
Foranstaltninger bag grænsen er restriktioner på tjenesteydelser, investeringer, offentlige indkøb, intellektuelle ejendomsrettigheder eller uberettigede tekniske handelshindringer for varehandel. De fleste sådanne foranstaltninger er registreret i Kina (25), Rusland (18) og Brasilien (15).
Grænseforanstaltninger er restriktioner, der direkte berører import og eksport, som regel i form af toldforhøjelse, kvantitative restriktioner, visse sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (SPS), importlicenser eller egentlige handelsforbud. Det højeste antal af sådanne foranstaltninger blev registreret for Rusland (16) efterfulgt af Indonesien (13) og USA (13).
Figur 2: Fordeling af handels- og investeringshindringer registreret i MADB opdelt efter type (antal foranstaltninger)
B.
NYE HANDELS- OG INVESTERINGSHINDRINGER INDBERETTET I 2018
Der blev i 2018 registreret i alt 45 nye hindringer i 23 tredjelande
, hvilket er omkring en tredjedel færre end de 67 nye hindringer, der blev indberettet i 2017. Som nærmere beskrevet nedenfor er den anslåede økonomiske indvirkning af de indberettede hindringer i 2018 imidlertid betydeligt højere end dem, der blev registreret året før.EU's eksportører har stået over for mere og mere komplekse og systemiske hindringer på betydningsfulde markeder, hvilket atter bekræfter den tendens til stigende protektionisme, som blev understreget i de to foregående rapporter.
De handelsstrømme i form af eksport fra EU28, som blev berørt af de nye hindringer i 2018, repræsenterer en værdi på op mod 51,4 mia. EUR, hvilket er mere end en fordobling i forhold til 2017 (23,1 mia. EUR). Da dette tal ikke indeholder hindringer for tjenesteydelser eller hindringer for handel med produkter, der er vanskelige at identificere, vil den potentielle påvirkning af disse handelsstrømme sandsynligvis være undervurderet.
1.
Nye hindringer indberettet i 2018 opdelt efter tredjeland
Tabel I og figur 3 giver et overblik over den geografiske fordeling af de nye hindringer, der blev registreret i 2018. Dette viser, at det højeste antal nye hindringer blev registreret inden for vores handels- og investeringsforbindelser med Algeriet og Indien, som begge fik registreret fem nye hindringer. Kina og USA fulgte tæt efter med hver fire nye hindringer. Der er registreret tre hindringer for hver af landene Indonesien, Iran og De Forenede Arabiske Emirater. Brasilien og Tyrkiet indførte endvidere to nye hindringer, mens de sidste 14 hindringer blev registreret for andre tredjelande. Hvad angår regionale tendenser, blev langt størstedelen af de nye hindringer i 2018 indført i Asien (17) og regionen med det sydlige Middelhavsområde og Mellemøsten (17).
Når disse tal sammenlignes med resultaterne fra 2017, tegner der sig en negativ tendens i form af tallene fra Kina (med ti nye hindringer sidste år) og Indien (med tre nye hindringer sidste år). Det er desuden vigtigt at bemærke, at Algeriet også blev nævnt i sidste års rapport som en del af en afsmittende tendens, der bredte sig i det sydlige Middelhavsområde. De fem nye hindringer i 2018 synes at bekræfte denne tendens.
Tabel I: Geografisk fordeling af nye hindringer indberettet i 2018
Figur 3: Geografisk fordeling af nye hindringer indberettet i 2018, opdelt efter region
Som angivet ovenfor lægger denne rapport øget vægt på de nye hindringers økonomiske betydning. Figur 4 illustrerer de anslåede påvirkede handelsstrømme i forhold til antallet af registrerede hindringer i 2018 opdelt efter bestemte partnere og regioner. Den viser, at nye hindringer registreret i Kina (4) har en betydeligt større indvirkning på de påvirkede handelsstrømme (25,7 mia. EUR) end de hindringer, der er registreret i andre tredjelande. Det skal bemærkes, at dette betydelige tal for potentielt påvirket handel navnlig skyldes én ny hindring i IKT-sektoren, som kan have stor økonomisk betydning for EU-virksomheders eksport til Kina – denne hindring er beskrevet nærmere i kapitel II.
Figur 4 viser også, at Kina, USA, Indien og Algeriet ligger højest – om end i en anden rækkefølge – på listen over såvel antallet af nye hindringer registreret i 2018 som omfanget af disse nye hindringers påvirkning af EU28's handelsstrømme. Disse fire partnere står for 81 % (41,8 mia. EUR) af påvirkningen af al EU28-handel i 2018 og 40 % af de nyindberettede hindringer (18).
Figur 4: Antal nye hindringer indberettet og handel påvirket for EU28 (mia. EUR), udvalgte partnerlande og regioner
Tabel II viser påvirkede handelsstrømme for alle 23 partnerlande, som indførte nye handelshindringer i 2018. Vurderingen af den økonomiske indvirkning af nye hindringer for markedsadgang afspejler dog til tider ikke fuldt ud de reelle virkninger af hindringerne. Dette kan være tilfældet med hensyn til hindringer for tjenesteydelser eller horisontale hindringer, som er vanskelige at kvantificere, eller når der er tale om overlappende restriktioner, der omfatter de samme produkter.
Tabel II: EU28's handelsstrømme, der er påvirket af nye hindringer indberettet i 2018 af partnerlande (mia. EUR)
2.
Nye hindringer indberettet i 2018 opdelt efter type foranstaltning
En opdeling af de nye hindringer efter type af foranstaltning viser en lignende række nye foranstaltninger bag grænsen (23) og grænseforanstaltninger (22), hvilket understreger, at tredjelande stadig benytter begge slags restriktioner.
De fleste foranstaltninger bag grænsen består i mærkningskrav, afgiftsforanstaltninger og nye lovgivningsmæssige krav, som er blevet indført af adskillige tredjelande. Størstedelen af grænseforanstaltningerne er SPS-restriktioner og foranstaltninger i form af forhøjede toldafgifter, -satser og -kontingenter. I år blev der også indberettet to nye hindringer af tjenesteydelser.
Figur 5: Fordeling af nye handels- og investeringshindringer indberettet i 2018 opdelt efter type (antal foranstaltninger)
3.
Nye hindringer indberettet i 2018 opdelt efter sektor
De nye hindringer, der blev indberettet i 2018, påvirkede EU's handel inden for 13 økonomiske sektorer og på tværs af flere sektorer, når hindringerne var horisontale eller tværgående.
Det højeste antal nye hindringer blev indberettet inden for sektorerne vin og spiritus (9) og landbrug og fiskeri (8). I alt 10 hindringer blev registreret som fuldstændig horisontale (5) eller tværgående restriktioner med indvirkning på forskellige brancher (5). Kosmetiksektoren og bilindustrien stødte på henholdsvis fire og tre nye hindringer, mens brancherne lægemidler og tekstiler og læder hver oplevede to nye hindringer i 2018. Endelig blev flere andre sektorer påvirket af hver én nyligt indført handelshindring: IKT, keramik og glas, jern, stål og ikkejernholdige metaller, mineralske produkter, papir, træ & papirmasse, plast og ædelmetaller.
Figur 6: Sektorfordeling af handels- og investeringshindringer indberettet i 2018 (antal hindringer)
Mens antallet af identificerede foranstaltninger er en vigtig indikator, kaster analysen af den påvirkede handel mere lys over hver hindrings faktiske påvirkning. Som vist i figur 7 udgjorde industrielle sektorer ca. 97 % af den påvirkede handel, mens der kun var tre sektorer (IKT, jern, stål og ikkejernholdige metaller samt ædelmetaller) svarende til 72 % af al eksport fra EU28, der var påvirket af nye registrerede hindringer
.
Figur 7: EU28's handelsstrømme, der er påvirket af hindringer indberettet i 2018, opdelt efter sektor (procentdel af påvirkede handelsstrømme)
II.
VIGTIGSTE NYE HANDELS- OG INVESTERINGSHINDRINGER INDBERETTET I 2018
Dette kapitel indeholder en analyse af nye hindringer indberettet for handelspartnere, som blev noteret for fire eller flere hindringer i 2018, og som repræsenterer broderparten af EU's potentielt påvirkede handelsstrømme (81 %), nemlig Kina, USA, Indien og Algeriet.
A.
KVALITATIV ANALYSE AF DE NYE HINDRINGER
1.
Kina
Handelsforbindelserne mellem EU og Kina er blandt de mest komplekse. Selv om Kina fortsat er et vigtigt marked for EU's virksomheder, har en myriade af fordrejninger af handelen og hindringer for markedsadgang i betydelig grad påvirket vores bilaterale handelsforbindelser i årevis, herunder forskellige systemiske problemer såsom massiv subsidiering, forpligtelser vedrørende teknologioverførsel, overkapacitet i ikke alene traditionelle sektorer, f.eks. stål og aluminium, men også i stigende grad højteknologiske områder (Made in China 2025) samt uberettigede cybersikkerheds- og krypteringsregler.
På denne baggrund indførte Kina fire nye hindringer i 2018 og bekræftede dermed tendensen fra sidste år, da landet satte rekord med 10 nye hindringer. Denne udvikling har nu placeret Kina som EU's mest handelsbegrænsende partner med i alt 37 hindringer. Samlet set kan disse fire nye hindringer påvirke EU's eksport med op mod 25,7 mia. EUR
Som allerede understreget i sidste års rapport har Kina indført forskellige handelsbegrænsende foranstaltninger inden for de højteknologiske områder suppleret med overordnede industripolitiske tiltag og forskellige handelsfordrejninger i henhold til strategien "Made in China 2025". I 2018 fortsatte Kina med at føje nye foranstaltninger til de snesevis af gennemførelsesforanstaltninger på IKT-området, landet har iværksat for at operationalisere cybersikkerhedsloven, som trådte i kraft den 1. juni 2017. Som led i denne udvikling sendte ministeriet for offentlig sikkerhed i juni 2018 et udkast til forordning om klassificeret cybersikkerhedsbeskyttelse, også kendt som Cyber Multi-Level Protection Scheme (eller Cyber-MLPS), i høring med henblik på eventuelt at lade denne erstatte den oprindelige Multi-Level Protection Scheme (MLPS) fra 2007. Formålet med disse forordninger er at klassificere alle informationssystemer efter sikkerhedsniveau. Baseret på den opfattede grad af følsomhed kan udenlandske virksomheder udelukkes fra visse markedssegmenter. Generelt er det problematisk, at udkastet giver betydelige fortolkningsmuligheder, idet centrale begreber ikke er defineret. Desuden kan bevisbyrden for virksomhederne blive øget for selv lavrisikoprogrammer, flere programmer kan uberettiget falde ind under kategorier med højere risiko, og der kan blive stillet unødvendige afprøvnings- og certificeringskrav til krypteringsprogrammer. Foranstaltningerne vækker også bekymring i henseende til intellektuel ejendomsret. Endelig er det langvarige spørgsmål om manglende adgang til relevante kinesiske standardiseringsorganer (TC 260 Working Group 3, Cybersecurity Standardisation Technical Committee) også blevet endnu mere presserende i samspil med denne Cyber-MLPS på grund af sammenhængen med de standarder, som disse organer udsteder. Denne hindring kan i sig selv påvirke EU's eksport væsentligt, idet de påvirkede handelsstrømme i IKT- og elektroniksektoren ansættes til 24,9 mia. EUR, og det bemærkes, at denne foranstaltning faktisk også kan have betydelige konsekvenser for EU's investeringer i Kina og tillige også vil række ud over IKT-sektoren og ind i forskellige andre højteknologiske brancher.
Desuden stødte distributører af sifoner med gaspatroner til fødevareservicemarkedet på vanskeligheder på grund af uklare krav om besiddelse af licens til opbevaring og distribution af "farligt gods" i henhold til Kinas aktuelle lovgivning. Dette berører eksport for op mod 383 mio. EUR
For det tredje blev der med standarder inden for fødevareregulering fastsat restriktive parametre for gær, som hindrede EU's eksport af visse oste og skabte forsinkelser i godkendelsesprocedurerne for eksport af steriliseret mælk. Dette kan berøre eksport for op mod 469 mio. EUR
Endelig reviderede Kina sine saltmonopolregler gennem foranstaltninger, der blev offentliggjort i december 2017 og maj 2018. Som følge heraf er al import af salt blevet effektivt bremset af kinesisk told, og ifølge reglerne kan kun udpegede engrosforhandlere af salt sælge det en detail i Kina. Det er uklart, om udenlandske virksomheder kan udpeges.
Selv om EU har udnyttet alle metoder til at løse sine udfordringer i Kina, herunder bilateral dialog (arbejdsgruppen om økonomi og handel, IKT-dialogen, Cyber Task Force, den politiske dialog om handel og investering, dialogen på højt plan om økonomi, topmøde) og multilaterale fora (forskellige WTO-udvalg), kræver den nyeste udvikling yderligere og velkoordinerede bestræbelser for at opnå en bedre løsning af problemerne med adgang til det kinesiske marked.
Parallelt hermed har Kommissionen, når dialog ikke har givet tilfredsstillende resultater, ikke tøvet med at træffe beslutsomme foranstaltninger til at håndhæve internationale handelsregler. Den 1. juni 2018 lagde EU således sag an i WTO-regi mod Kina om foranstaltninger vedrørende den teknologioverførsel (DS549), som undergraver europæiske virksomheders intellektuelle ejendomsrettigheder. Samtidig er det blevet tydeligt, at visse handelsforvridninger nu risikerer at true verdenshandelssystemets integritet. Selv om EU fortsat vil udnytte sin velassorterede værktøjskasse fuldt ud til inden for de eksisterende internationale regler at imødegå handelsforvridende praksis, er det også blevet klart, at WTO-reglerne skal moderniseres, hvis der skal findes reelle og varige løsninger. I denne forbindelse blev der på topmødet mellem EU og Kina i 2018 nedsat en bilateral arbejdsgruppe om reform af WTO.
Der forhandles også fortsat om en omfattende aftale om investeringer for at lette betingelserne for adgang til Kinas investeringsmarked for EU's virksomheder. Efter topmødet mellem EU og Kina i 2018 udvekslede de to parter tilbud om markedsadgang.
2.
USA
EU og USA har verdens mest omfattende økonomiske forbindelse. Da den transatlantiske økonomi understøtter 15 mio. arbejdspladser i EU og USA, er samarbejdet mellem EU og USA afgørende for stabiliteten i betydelige handelsstrømme og det multilaterale handelssystem.
Spændingerne i handelen mellem EU og USA steg i 2018, idet USA indførte fire nye handelshindringer og dermed nåede op på 23 hindringer i alt. Selv om en af disse hindringer allerede er blevet fjernet i 2018, berører de resterende tre hindringer EU's eksport for op mod 6,8 mia. EUR
Spændingerne i handelen mellem EU og USA blev betydeligt forværret som følge af indførelsen den 1. juni 2018 af yderligere såkaldt "section 232-told" på import af stål fra EU (25 %) og aluminium (10 %), angiveligt af hensyn til den nationale sikkerhed. EU reagerede straks og forholdsmæssigt på disse foranstaltninger ved at kræve samråd i henhold til WTO's tvistbilæggelsesforståelse, genoprette balancen ved hjælp af yderligere told på udvalgte varer fra USA svarende til en amerikansk eksport på 2,8 mia. EUR og indføre sine egne sikkerhedsforanstaltninger mod potentiel handelsforvridning og beskyttelse af EU's virksomheder mod indirekte negative virkninger af de amerikanske foranstaltninger.
Endvidere vækker iværksættelsen i maj 2018 af en særskilt undersøgelse af det nationale sikkerhedsaspekt ved USA's import af biler og reservedele alvorlig bekymring i EU, idet skadelige foranstaltninger kan få betydelige følger for den transatlantiske handel.
Sådan var omstændighederne, da Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og USA's præsident, Donald Trump, holdt møde den 25. juli 2018. Deres drøftelser gav resultat, og parterne enedes om en aftale om at indlede en ny fase i handelsforholdet med henblik på at lette handel og nedtrappe spændingerne. Deres fælles erklæring af 25. juli 2018 definerede et sæt arbejdsstrømme med henblik på at nå dette mål. Endvidere aftalte EU og USA, at de ville afholde sig fra at træffe foranstaltninger, som ville stride mod ånden i denne aftale, og der arbejdes videre med denne fælles dagsorden.
Andre nylige handelshindringer indført af USA uden for rammerne af den fælles erklæring vedrører for det første to specifikke bestemmelser i US Tax Cuts and Jobs Act 2017, dvs. Base Erosion and Anti-abuse Tax (BEAT), som rummer visse diskriminerende aspekter, og Deduction for Foreign Derived Intangible Income (FDII), som kan udgøre et forbudt tilskud. EU er bekymret for, at de to bestemmelser vil påvirke EU's erhvervsliv negativt (især banker og forsikringsselskaber), og har bragt spørgsmålet på bane på politisk og teknisk plan over for sine amerikanske modparter.
For det andet medfører visse uoverensstemmelser med hensyn til toldpositioner, dvs. det forhold, at det amerikanske toldvæsen ikke følger Verdenstoldorganisationens toldnomenklatur for flerlagsparket, at importen pålægges 5 % told i stedet for 0 % eller endda 8 %, når flerlagsparket anses for krydsfinér.
Endelig blev der fjernet en hindring, som blev indført i 2018 i henhold til "formaldehydloven", som fastsætter emissionsstandarder for formaldehyd fra amerikansk producerede og importerede blandingstrævarer. Problemet skyldtes en tidligere ikrafttrædelsesdato end oprindelig bekendtgjort (juni 2018 i stedet for december 2018). Som følge heraf var visse EU-virksomheder bekymrede over den korte frist, især for de ordrer, der allerede var afskibet til USA. Efter at EU havde kontaktet den amerikanske regering (herunder et brev til det amerikanske miljøbeskyttelsesorgan) og hørt de europæiske interessenter, blev det bekræftet, at problemet var løst, idet det amerikanske toldvæsen ikke havde opholdt forsendelser.
Det langvarige spørgsmål om unødige forsinkelser i offentliggørelsen af den endelige regel om tilladelse til, at otte EU-medlemsstater (Belgien, Nederlandene, Frankrig, Italien, Spanien, Tyskland, Portugal og Polen) eksporterer æbler og pærer til USA, er endnu ikke løst og er særlig bemærkelsesværdigt. Ansøgningen har ligget til behandling siden 2008, og offentliggørelsen af den endelige regel om handelstilladelse udsættes på urimelig vis trods mangel på sundheds-/plantesundhedsmæssige begrundelser.
3.
Indien
Der var i 2018 fortsat tendens til protektionisme i Indien, idet hindringerne for import fra EU fortsatte og til en vis grad forstærkedes. Der er bl.a. tale om uforholdsmæssig høj importtold på varer i vigtige sektorer, SPS-restriktioner på import af landbrugsprodukter og et stigende antal tekniske handelshindringer i forskellige former, herunder afvigelser fra internationale standarder. Yderligere vanskeligheder for europæiske aktører knytter sig til lokale krav til indhold i forbindelse med offentlige indkøb og fraværet af en ramme for beskyttelse af udenlandske investeringer.
I denne forbindelse blev der registreret fem nye handelshindringer i 2018, hvormed Indien når op på i alt 25. Selv om en af disse hindringer allerede er blevet delvist fjernet i 2018, berører de resterende fire hindringer EU's eksport for op mod 6,5 mia. EUR
En af de nye hindringer vedrører registreringsprocessen for kosmetik med diskriminerende registreringskrav til import og afvigelse fra internationale standarder, mens en anden vedrører en ny stigning i importtolden på polerede diamanter – den fjerde toldstigning på seks år. Disse nye hindringer, som endnu ikke er kommet på dagsordenen for omfattende drøftelser med de indiske myndigheder, vedrører en væsentlig del af EU's eksport til en værdi af op mod 6,1 mia. EUR og kan hæmme EU's handel med Indien i alvorlig grad.
Desuden har Indien gennem årene, oven i langvarige høje toldsatser og afgifter i bilindustrien, indført over 1 000 nye landespecifikke standarder, hvoraf en stigende andel ikke svarer til internationale standarder. Kombinationen af disse foranstaltninger hindrer europæiske producenter i at konkurrere med lokale producenter på lige fod, hvilket påvirker handelsstrømme for aktuelt op mod 144 mio. EUR – en værdi, der er forholdsvis lav i en sektor, hvor EU's eksport traditionelt har været omfattende, hvilket illustrerer den begrænsede markedsadgang, som EU's virksomheder for øjeblikket har i denne vigtige sektor.
Desuden offentliggjorde Food Safety and Standards Authority of India (FSSAI) i april 2018 en ny forskrift for fødevaresikkerhed og -standarder, som omfatter nye standarder for destillerede alkoholholdige drikkevarer, vin og øl. Trods visse positive elementer indeholder forskriften bestemmelser, der vil skade EU's import til Indien for op mod 193 mio. EUR. Dette omfatter f.eks. den manglende anerkendelse af geografiske betegnelser, tekniske specifikationer, som afviger fra internationale standarder og praksis, og overdrevne mærkningskrav.
På den positive side kan det bemærkes, at en af de nye hindringer, der blev indberettet i 2018 vedrørende obligatoriske veterinærcertifikater for import af lædervarer, allerede er delvist fjernet og omtales nærmere i denne rapports afsnit om fjernede hindringer.
I tilgift til disse nye hindringer kan også yderligere negative tendenser noteres for eksisterende hindringer, idet Indien siden 2014 konstant har øget tolden på IKT-produkter. De seneste toldstigninger blev indført i oktober 2018, og både antallet af varer og den pålagte told steg yderligere. De forhøjede satser påvirker importen af utallige IKT-produkter, såsom basisstationer og mobiltelefoner samt komponenter og tilbehør hertil, for omtrent 800 mio. EUR. Kommissionen indledte en WTO-sag om disse foranstaltninger den 2. april 2019.
Som understreget i EU's nye strategi for Indien værdsætter EU sit strategiske partnerskab med Indien og er fuldt bevidst om det uudnyttede potentiale og det gensidige udbytte af de bilaterale økonomiske og handelsmæssige forbindelser. EU er derfor fuldt indstillet på at samarbejde konstruktivt med Indien om at skabe et bedre erhvervsklima, øget og retfærdig markedsadgang og beskyttelse af investeringer. I denne forbindelse har EU reageret konsekvent og vil fortsat holde nøje øje med både nye og langvarige hindringer i Indien. EU og Indien har en regelmæssig bilateral handelsdialog om at fjerne handelshindringer inden for rammerne af Underudvalget EU-Indien vedrørende Handel og de tilhørende specialiserede arbejdsgrupper, f.eks. om sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (SPS) og tekniske handelshindringer (TBT). Imidlertid er dette en gradvis proces, som sidste år kun gav beskedne resultater med hensyn til at imødekomme EU's bekymringer. De vanskeligheder, som EU's eksportører støder på, og den manglende fremdrift med hensyn til at finde løsninger synes at være knyttet til den indiske regerings økonomiske prioritering af omdannelsen af Indien til et produktionscenter ved hjælp af "Make in India"-initiativet, som skal tiltrække udenlandske investeringer, men ikke prioriterer åbenhed i handel.
4. Algeriet
Tendensen til stigende protektionisme i Middelhavsområdet, som blev påpeget i 2017-udgaven af denne rapport, fortsatte i 2018. Antallet af handels- og investeringshindringer i regionen steg til 36 (Algeriet, Egypten, Israel, Libanon, Marokko og Tunesien), hvoraf Algeriet nu står for det højeste antal hindringer (10) fulgt af Egypten (8) og Israel (6).
Foruden en række langvarige hindringer for EU's eksport og trods fortsat engagement fra EU's side i en konstruktiv dialog indførte Algeriet fem nye hindringer i 2018, hvilket bringer Algeriet à point med Indien øverst blandt alle EU's handelspartnere med hensyn til nye hindringer. Selv om en af disse hindringer allerede er blevet fjernet i 2018, er den samlede virkning af disse hindringer stadig meget væsentlig, idet den berørte EU-eksport andrager op mod 2,7 mia. EUR
For det første indførte Algeriet et vidtrækkende midlertidigt importforbud for 851 varer i omkring 45 varegrupper via budgetloven og det tilhørende gennemførelsesdekret vedtaget den 7. januar 2018 og udvidede det siden til 877 varer senere i maj (foranstaltningen er blevet yderligere ændret i 2019). Budgetloven for 2018 udløste også en betydelig forhøjet told på 129 toldpositioner. Denne liste indeholder produkter, der er vigtige for europæiske eksportører, såsom telefonkomponenter, modemmer, kabler og elektriske apparater, hvor der pålægges told på op mod 60 %.
Desuden blev europæiske shippingvirksomheder massivt påvirket af to nye foranstaltninger, der blev indført i 2018
. For det første blev der indført en momsforpligtelse pr. 1. januar 2018. Fragttjenesteydelser leveret af fragtskibe er nu pålagt moms på 19 %. I modsætning til algeriske shippingvirksomheder – som ikke pålægges moms i EU's medlemsstater – kan europæiske shippingvirksomheder ikke få momsrefusion. For det andet blev det algeriske toldvæsen i et nyt cirkulære af 20. maj 2018 udpeget som kompetent myndighed til vilkårligt at udpege tørhavne, hvor skibene dirigeres hen for at losse gods i havnen i Algier. Cirkulæret giver europæiske shippingvirksomheder alvorlige driftsmæssige, juridiske og økonomiske problemer.
EU har over for de algeriske myndigheder bragt de forskellige eksisterende og nyindførte handelsbegrænsende foranstaltninger op i alle mulige fora (f.eks. Associeringsrådet, Associeringsudvalget, Underudvalget vedrørende handel og andre relevante underudvalg), og der er også i 2018 blevet nedsat en arbejdsgruppe på højt plan til at drøfte disse problemer med henblik på at finde en fælles løsning inden for rammerne af associeringsaftalen mellem EU og Algeriet. Uanset denne indsats har Algeriet fortsat sine ensidige tiltag med at indføre handelshindringer og er nu blevet en af de mest udfordrende handelspartnere for EU set i et markedsadgangsperspektiv. Kommissionen vil gøre sit yderste for at afhjælpe denne situation.
Endelig er som nævnt ovenfor en af de nye hindringer fra 2018 blevet fjernet. De algeriske myndigheder havde krævet, at importørerne fremlagde et officielt certifikat for fri bevægelighed udstedt i oprindelseslandet. I foranstaltningen blev det ikke nævnt, hvilken myndighed der skulle udstede certifikatet, og den praktiske gennemførelse af foranstaltningen var ikke altid konsekvent, hvilket skabte retsusikkerhed blandt aktørerne og potentielt kunne få konsekvenser for al import fra alle EU's medlemsstater. I april 2018 på et møde i Algier i den nyetablerede erhvervskontaktgruppe mellem EU og Algeriet og takket være EU's interessenters input i forbindelse med vores markedsadgangspartnerskab gav Kommissionen Algeriet en standardblanket, som kunne udstedes af handelskammeret i alle EU-medlemsstater. I maj 2018 bekræftede de algeriske myndigheder officielt, at den foreslåede blanket var godtaget og dermed gav alle EU-eksportører mulighed for at opfylde kravet. Selv om det er en positiv udvikling, vækker den overordnede situation med hensyn til markedsadgang for EU's virksomheder fortsat alvorlig bekymring på grund af antallet og indvirkningen af de resterende hindringer som forklaret ovenfor.
III.
VIGTIGSTE HANDELS- OG INVESTERINGSHINDRINGER, DER ER BLEVET FJERNET I 2018
I dette kapitel analyseres de 35 hindringer, som er blevet helt eller delvist fjernet i 25 forskellige tredjelande i løbet af 2018, og Europa-Kommissionens strategi til at håndtere handels- og investeringshindringer beskrives.
A.
EU'S STRATEGI TIL AT HÅNDTERE HANDELS- OG INVESTERINGSHINDRINGER
Fjernelse af handelshindringer i en verden, hvor protektionismen er stigende, blev en væsentlig opgave for Kommissionen. Derfor har Kommissionen styrket EU's markedsadgangsstrategi, skærpet samordningen mellem EU-institutionerne og interessenterne, forbedret prioriteringen af hindringerne og sikret bedre kommunikation og oplysningsaktiviteter. Disse bestræbelser resulterede i, at der blev fjernet 23 hindringer i 2015, 20 hindringer i 2016, et rekordhøjt antal på 45 hindringer i 2017 og 35 hindringer i 2018. Samlet set er 123 hindringer under den siddende Kommissionen blevet fjernet, hvilket afspejler den højere prioritet, som gennemførelsen og håndhævelsen får i det aktuelle, mere transaktionsbaserede verdenshandelsklima. Desuden tjener de forskellige kanaler i vores markedsadgangsstrategi også som et tidligt varslingssystem, så hindringer kan forebygges, inden de opstår.
EU's virksomheder kan bruge forskellige kanaler til at indberette handels- og investeringshindringer til Europa-Kommissionen. Når Kommissionen har identificeret en handelshindring, benytter den sit brede udvalg af værktøjer til at fjerne den.
Værktøj nr. 1: diplomatiske skridt. Der er en stadig strøm af diplomatisk arbejde, hvor Europa-Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten, EU's medlemsstater og erhvervslivet arbejder tæt sammen i netværket af EU-delegationer og medlemsstaternes ambassader i tredjelande. Dette omfatter en bred vifte af aktiviteter – lige fra tekniske handelsaktioner såsom dialog og udvalg, over formelle tiltag som kommissærers missioner på højt plan til tiltag på minister- og præsidentniveau. Hvor som helst det kan forbedre effektiviteten af vores arbejde, koordineres aktiviteterne med ligesindede partnere. I denne forbindelse er det også værd at notere, at Kommissionen har haft fortsat fremgang med initiativet til fremme af europæisk økonomisk diplomati og har afsluttet første runde af den økonomiske diplomatiske prioritering, der har omfattet 107 lande. I stort set alle disse lande er markedsadgang angivet som en central prioritet og nyder derfor godt af de fælles bestræbelser, der udfoldes af alle aktører i felten – dvs. medlemsstater, brancheforeninger og EU-delegationer – for at skabe fremgang på dette område og bidrage til at fjerne hindringer.
Værktøj nr. 2: bilæggelse af tvister. Det almindelige WTO-udvalgsarbejde suppleres med Kommissionens solide aktivitet i forbindelse med bilæggelse af tvister. I 2018 har EU anlagt to nye WTO-sager: en sag mod USA om stål- og aluminiumsforanstaltninger (DS548) og en mod Kina om foranstaltninger vedrørende teknologioverførsel (DS549). EU indledte også en sag om overensstemmelse i forbindelse med Ruslands foranstaltninger vedrørende import af svinekød (DS475). EU har endvidere sikret tredjelandes korrekte efterlevelse af WTO-afgørelserne, f.eks. Rusland i sagerne om toldsatser (DS485) og antidumpingtold på lette erhvervskøretøjer (DS479) og Kina i den tredje sag om råvarer ("Raw materials III", DS509). WTO afsagde også endelig afgørelse i EU's tvist med Brasilien om vidtrækkende importsubstitutionsforanstaltninger, som bekræftede EU's holdning om, at disse foranstaltninger stred mod WTO's regler. Igen holder EU nu nøje øje med situationen for at sikre, at disse afgørelser gennemføres korrekt.
EU har også for første gang anmodet om samråd om forpligtelser til bæredygtig udvikling i bilaterale frihandelsaftaler, nemlig med Republikken Korea. Det nylige sagsanlæg mod Ukraine i henhold til Associeringsaftalen (forbud mod eksport af træ) – som strengt taget er foregået i 2019 – viser, at Kommissionen om nødvendigt ikke tøver med at benytte bilateral tvistbilæggelse som fastsat i frihandelsaftalerne.
Endelig kan Kommissionen som et yderligere værktøj på foranledning af eksportørerne også gøre brug af proceduren i handelshindringsforordningen, f.eks. som det er sket over for Tyrkiet i 2017 vedrørende papirvarer. Denne mekanisme giver interessenterne mulighed for at anmode Kommissionen om at overveje at benytte tvistbilæggelse. Undersøgelser i henhold til handelshindringsforordningen kan også føre til en forhandlingsløsning med det berørte tredjeland, før en formel WTO-sag indledes, og det kan bidrage til en hurtigere fjernelse af hindringerne til gavn for vores virksomheder og forbrugere.
Værktøj nr. 3: EU's frihandelsaftaler. Hindringer, der konstateres i forbindelse med vores arbejde for at sikre markedsadgang, kanaliseres direkte ind i handelsforhandlinger – eller når der findes frihandelsaftaler, ind i de relevante gennemførelsesmekanismer – for at sikre, at der tages ordentlig hånd om prioriteter for markedsadgang. Den nuværende Kommission fortsatte sin ambitiøse plan om at udvide sit udvalg af velafbalancerede handels- og investeringsaftaler. Dette resulterede i gennemførelsen af otte aftaler med 15 lande, hvormed det samlede antal nåede op på 40 EU-handelsaftaler med 72 partnerlande i hele verden. Vores intense forhandlingsdagsorden holder det høje tempo. Desuden revideres aftalerne, ikke mindst for at fjerne nye hindringer, der ikke er omfattet af den eksisterende ramme.
Kommissionen skærpede også sin indsats for fremme af gennemførelse og håndhævelse for at sikre, at erhvervslivet, især SMV'erne, kan nyde godt af eksisterende forpligtelser. EU har redskaberne og bruger dem effektivt til at fjerne handelshindringer, forbedre beskyttelsen og håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder, iværksætte tvistbilæggelsessager og træffe handelsbeskyttelsesforanstaltninger i tilfælde af illoyal handelspraksis – og har øget samordningen af disse forskellige søjler inden for sine håndhævelsesaktiviteter. I denne forbindelse vedtog Kommissionen i 2018 sin anden rapport om gennemførelsen af frihandelsaftaler, offentliggjorde sin rapport om beskyttelse og håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder i tredjelande og udsendte den 36. årsrapport om EU's antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsesforanstaltninger.
B.
OVERSIGT OVER DE HINDRINGER, DER BLEV FJERNET I 2018
Takket være alle interessenters fælles indsats i vores markedsadgangspartnerskab er i alt 35 hindringer blevet helt eller delvist ryddet af vejen i 2018 i 25 forskellige tredjelande og i primært otte økonomiske sektorer samt horisontalt. Når alle kvantificerbare hindringer tælles med, beløb den samlede EU-eksport, der var berørt af de handelshindringer, der blev fjernet i 2018, sig til 7,8 mia. EUR for EU28.
1.
Hindringer, der blev fjernet i 2018, fordelt efter tredjeland
Figur 8 er en oversigt over de tredjelande, hvor det bedst lykkedes at afhjælpe hindringerne. Egypten ligger øverst med tre hindringer, der blev fjernet i 2018, fulgt af Brasilien, Tyrkiet, Argentina, Kina, Sydkorea, Indien, Algeriet og Rusland (to hver). Yderligere 16 handelshindringer for europæiske virksomheder blev fjernet i 16 andre tredjelande i 2018.
Figur 8: Geografisk fordeling af hindringer, der blev fjernet i 2018 (* G20-lande)
Baseret på værdien af den handel (tabel III), der var påvirket af de fjernede hindringer, blev de vigtigste hindringer fjernet i Rusland, svarende til en andel på 23 % af alle påvirkede handelsstrømme, fulgt af De Forenede Arabiske Emirater (16 %) og Kina (15 %). Af de handelsstrømme, der var påvirket af fjernede hindringer, angik 18 % lande syd for Middelhavet.
Tabel III: EU28's handelsstrømme, der er påvirket af hindringer fjernet i 2018 af partnerlande (mio. EUR)
2.
Hindringer fjernet i 2018 efter type foranstaltning
Vores indsats inden for markedsadgangspartnerskabet har bidraget mere til fjernelsen af grænseforanstaltninger (26) end fjernelsen af foranstaltninger bag grænsen (9). Dette er sammenligneligt med resultaterne sidste år, da 34 grænseforanstaltninger og 11 foranstaltninger bag grænsen blev fjernet.
Næsten en tredjedel af de grænseforanstaltninger, der blev fjernet i 2018, vedrørte SPS-anliggender inden for landbrug og fiskeri. Andre fjernede hindringer påvirkede EU's virksomheder i form af told, toldbehandling, eksportafgifter eller eksportforbud. Endelig blev en enkelt hindring vedrørende tjenesteydelser også fjernet i 2018.
Med hensyn til de ni foranstaltninger bag grænsen lykkedes det at fjerne tekniske handelshindringer og hindringer inden for standarder samt handelsrelaterede beskatningsforanstaltninger.
Figur 9: Fordeling af hindringer, der blev fjernet i 2018, efter type (antal foranstaltninger)
3.
Hindringer fjernet i 2018 pr. sektor
Figur 10 giver et overblik over antallet af fjernede hindringer i de forskellige områder af økonomien. Landbrug og fiskeri var den sektor, hvor flest foranstaltninger blev fjernet (10), fulgt af bilindustrien, hvor fem hindringer blev fjernet. Sektorerne tekstiler og læder og vin og spiritus stod hver for fire fjernede hindringer. I alt otte hindringer, som enten var fuldstændig horisontale (4) eller havde indvirkning på forskellige brancher (4), blev fjernet. Endelig blev der fjernet individuelle hindringer i sektorerne kosmetik og mineralske produkter sammen med delvist fjernede hindringer på områderne for henholdsvis dele til luftfartøjer og IKT-produkter.
Figur 10: Sektorfordeling af hindringer, der blev fjernet i 2018, som registreret i MADB (antal hindringer)
Figur 11 er baseret på beregninger af de påvirkede handelsstrømme og viser den økonomiske vægt af de fjernede hindringer i de forskellige sektorer, hvilket understreger, at fjernelsen af dem i 2018 først og fremmest kan påvirke EU's eksport inden for bilindustrien svarende til 32 % af de samlede potentielt påvirkede handelsstrømme. Sektorerne vin og spiritus (17 %) og kosmetik (16 %) og nød også særdeles godt af de fjernede hindringer. Samlet set udgjorde industrielle sektorer 83 % af den økonomiske vægt af de fjernede hindringer, mens landbrug og fiskeri udgjorde de resterende 17 %
Figur 11: EU28's handelsstrømme, der er påvirket af hindringer fjernet i 2018, opdelt efter sektor (procentdel af påvirkede handelsstrømme)
C.
KVALITATIV ANALYSE AF HINDRINGER, DER ER BLEVET FJERNET I 2018
Dette kapitel indeholder en mere dybtgående analyse af et udvalgt antal hindringer, som det lykkedes det udvidede partnerskab for markedsadgang at fjerne. I modsætning til sidste år, da denne kvalitative analyse var koncentreret om de partnere, der fik det højeste antal hindringer fjernet
, er vi nu gået over til at fokusere på de lande, hvis handelsstrømme potentielt set var mest påvirket af de fjernede foranstaltninger. Som følge heraf vil vi analysere, hvor effektiv EU har været i fjernelsen af hindringer i følgende partnerlande: Rusland, Kina, De Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Japan, Indien og Sydkorea. Disse syv partnerlande modsvarer 93 % af de handelsstrømme, der potentielt var påvirket af de fjernede foranstaltninger i 2018.
1.
Rusland
Som forklaret i kapitel I har tendenserne i markedsadgangsvilkårene generelt været negative i Rusland, idet EU's eksportører står over for det næsthøjeste antal hindringer (34) i dette land, som fortsat har forfulgt sin importsubstitutionspolitik ved hjælp af en bred vifte af virkemidler. F.eks. er hindringer, der blev indberettet i tidligere år, f.eks. begrænsninger på skibsfart i Arktis og eksportkvoter for birketømmer, begyndt at påvirke EU's virksomheder i 2018. Desuden bør det også bemærkes, at der er sket yderligere negativ udvikling i eksisterende hindringer vedrørende mærkningskrav, som blev udvidet til også at omfatte andre varer såsom elektronik.
Selv om flere foranstaltninger er tvivlsomme med hensyn til deres forenelighed med Ruslands internationale forpligtelser – og EU har udnyttet de relevante fora til at udfordre dem – har de ikke vist sig effektive med hensyn til at fremme Ruslands konkurrenceevne og evne til at tiltrække udenlandske investeringer. Tværtimod har de bidraget sammen med andre faktorer til at hindre en stigning i handelen mellem EU og Rusland.
I dette udfordrende handelsklima greb EU resolut til de mest effektive redskaber, der er til rådighed, og opnåede betydelige resultater i 2018 ved at sikre den korrekte gennemførelse af to WTO-afgørelser i Rusland, som vedrørte EU's eksport i størrelsesordenen 1,8 mia. EUR. Dette svarer til en andel på 23 % af EU's eksport, som er påvirket af de i alt 35 fjernede foranstaltninger i 2018.
En af disse afgørelser gjaldt bl.a. en hindring, der påvirkede forskellige brancher, og Rusland har nu til fulde efterlevet WTO-afgørelsen i en tvist om toldsatser (DS485). Desuden blev der på grundlag af panelets resultater i DS485 gjort forberedelser tilbage i 2017 til endnu en sag mod Rusland om toldsatser (yderligere toldpositioner af interesse for EU). Efter bilaterale drøftelser med Rusland i ultimo 2017 og primo 2018 blev det imidlertid alligevel ikke nødvendigt at anlægge sag, idet Rusland fjernede alle uoverensstemmelser på de berørte toldpositioner. Dette er et godt eksempel på, at Kommissionens koordinerede indsats har givet konkrete resultater, uden det reelt var nødvendigt at benytte WTO's tvistbilæggelsesordning.
Ligeledes har den sag, som EU anlagde inden for bilindustrien om antidumpingtold på lette erhvervskøretøjer (DS479) fra Tyskland og Italien, givet et positivt resultat, idet foranstaltningerne, der udløb medio 2018, ikke er blevet fornyet.
2.
Kina
Som understreget i kapitel I er Kina blevet EU's mest handelsbegrænsende partner med i alt 37 hindringer, heraf 14 nye hindringer siden 2017. Imidlertid skete der visse fremskridt, om end overvejende trinvise, hvilket viser, at EU's strategi for fjernelse af hindringer kan give resultater selv i de mest udfordrende miljøer. Disse fremskridt blev opnået på SPS-området med den delvise fjernelse af to hindringer og yderligere forbedringer med hensyn til et andet langvarigt spørgsmål. De to delvist fjernede hindringer inden for landbrug og fiskeri svarer til en samlet andel på 15 % af al EU-eksport, der var berørt af de fjernede hindringer i 2018.
Selv om Kinas efterspørgsel efter ost forventes at stige, er for det første de kinesiske standarder i mejerisektoren ikke justeret ind efter internationale standarder, og det skaber en uberettiget handelshindring for EU's eksportører. Efter at dette spørgsmål blev bragt på bane af EU i forskellige bilaterale møder, har Kina besluttet ikke at håndhæve disse standarder for varer, der allerede er blevet importeret i årevis (traditionelle produkter). Desuden oplyste Kina, at man nu ville revidere disse ostestandarder i mere generelle vendinger, hvilket EU bifaldt. Selv om det underliggende problem ikke er løst, og fødevaresikkerhedsstandarderne skal revideres for helt at bortvejre EU's bekymringer, har den løsning, der blev fundet for traditionelle produkter, allerede virket for handelen, og den kan påvirke EU's eksport positivt for op mod 1,2 mia. EUR
For det andet traf Kina tidligt i 2012 en midlertidig handelsbegrænsende foranstaltning vedrørende import af okse- og fåresæd og okse- og fåreembryoner, som er fremstillet efter 1. juni 2011, fra flere EU-medlemsstater. EU indbød ved to lejligheder kinesiske eksperter til at besøge Europa, og kinesiske videnskabsfolk har besøgt veterinærinstitutter og forskningscentre i flere EU-medlemsstater. Som følge heraf bekendtgjorde Kina, at man ville fjerne handelshindringerne for eksport af genetisk materiale fra okser/får fra flere medlemsstater.
Endelig skal det bemærkes, hvad angår en delvist fjernet hindring, som allerede blev omtalt i sidste års rapport, at der er sket yderligere fremskridt med importforbuddet mod oksekød og oksekødsprodukter fra EU, idet Irland og Nederlandene nu har fået adgang til markedet. Da processen for andre medlemsstater ikke er afsluttet, vil Kommissionen fortsat benytte enhver anledning til at bringe emnet på bane.
3.
De Forenede Arabiske Emirater
De Forenede Arabiske Emirater er en vigtig handelspartner. Kommissionen har således gjort en stor indsats og fjernet en vigtig hindring for markedsadgang i 2018 i kosmetiksektoren, svarende til en andel på 16 % af den EU-eksport, der er berørt af alle de foranstaltninger, der blev fjernet i 2018.
Denne hindring vedrørte nye mærkningskrav, som ville have forbudt brug af etiketter uden på originalemballagen og gjort det obligatorisk at trykke et logo på alle kosmetikemballager inden udgangen af 2018. Denne foranstaltning pålagde virksomhederne at udarbejde en særlig grafik udelukkende til markedet i De Forenede Arabiske Emirater. Kommissionen kontaktede De Forenede Arabiske Emirater via deres WTO TBT Enquiry Point, og EU's virksomheder og EU-delegationen fortalte Emiraternes økonomiministerium og Emirates Authority for Standardization and Metrology (ESMA) om deres bekymringer. Som følge heraf bekræftede ESMA på et møde med EU's delegation, at kosmetiksektoren blev undtaget fra dette krav, før det trådte i kraft, hvormed EU's virksomheder kunne fortsætte deres eksport til markedet i Emiraterne og notere en positiv virkning på op mod 1,2 mia. EUR
4.
Egypten
Handelsforbindelserne mellem EU og Egypten er baseret på en associeringsaftale. Egypten indførte en ny hindring i 2017 og en i 2018 oven i flere langvarige hindringer, hvormed landet nu har i alt otte hindringer. Dette synes at bekræfte tendensen til nye protektionistiske foranstaltninger i det sydlige Middelhavsområde, der blev nævnt i sidste års rapport. I lyset af denne udfordrende tendens bidrog EU's markedsadgangsstrategi også til fjernelsen i 2018 af en hindring i bilindustrien og to hindringer i sektoren for tekstiler og læder. EU's eksport, der er berørt af fjernelsen af disse hindringer, andrager op mod 1,2 mia. EUR
Hvad angår bilindustrien, har Egypten efter en dialog og udvekslinger på højt plan fuldstændig fjernet told på biler fra EU og overholder nu den plan for afvikling af told, der er aftalt i associeringsaftalen. Dette kan udløse en positiv virkning for EU's eksport i størrelsesordenen 1.1 mia. EUR.
Desuden stod sektoren for tekstiler og læder over for en uforholdsmæssig begrænsning af handelen med tekstilvarer på grund af obligatoriske mærkningskrav, som var tidkrævende og omkostningstunge for producenterne, idet arbejdet skulle foregå manuelt. Kravene til mærkningens form og oplysningerne på etiketten blev til sidst slækket efter bilaterale drøftelser med EU.
Endelig blev den langvarige hindring i sektoren for tekstiler og læder vedrørende det egyptiske toldvæsens håndtering af blandede fakturaer indeholdende varer med og uden præferenceoprindelse løst i 2018 efter gentagne gange at være blevet taget op af EU over for de egyptiske myndigheder.
5.
Japan
Handelsforbindelserne mellem EU og Japan bygger nu på den økonomiske partnerskabsaftale, der trådte i kraft 1. februar 2019. Parallelt hermed blev en hindring fjernet i sektoren for vin og spiritus.
I 2018 overvejede det japanske sundheds-, arbejds- og velfærdsministerium at fjerne nogle tilsætningsstoffer i fødevarer og drikkevarer fra Japans liste over tilladte tilsætningsstoffer. Hvis de blev fjernet, ville mange virksomheder i EU's sektor for vin og spiritus blive påvirket negativt. Kommissionen skrev til de kompetente myndigheder i Japan (april 2018) med bemærkninger til de tilsætningsstoffer, som Japan overvejede at fjerne fra listen (september 2018). Japan godtog bemærkningerne, og der vil derfor ikke blive fjernet nogen af de tilsætningsstoffer, som blev identificeret som anvendt af EU's producenter. Dette kan lette EU's eksport i størrelsesordenen 1.1 mia.EUR.
6.
Indien
Som beskrevet i afsnit II fortsatte den protektionistiske tendens i Indien i 2018. Trods denne vanskelige situation gav markedsadgangsstrategien også visse positive resultater. En hindring i IKT-sektoren og en i sektoren for tekstiler og læder blev delvist fjernet, hvilket svarer til 6 % af al EU's eksport, der er berørt af de fjernede foranstaltninger i 2018 (457 mio. EUR)
De indiske myndigheder krævede veterinærcertifikater ved import af lædervarer. Derfor fortsatte importen af færdigvarer – som ikke længere har det animalske produkts karakter af råvare – med at være omfattet af sundhedskrav. Ifølge de internationale standarder fra Verdensorganisationen for Dyresundhed (OIE) og WTO's SPS-aftale bør sådanne krav imidlertid kun stilles til animalske råvarer, subsidiært være videnskabeligt begrundet af Indien. Som et resultat af EU's indsats med at rejse spørgsmålet over for de relevante myndigheder i Indien er denne hindring blevet fjernet for udvalgte færdigvarer ved hjælp af vedtagelsen af en ny meddelelse fra Indien. Uanset denne delvise succes vil EU fortsætte sin indsats for at løse problemet.
Vedrørende IKT-sektoren er Indien fortsat en udfordrende partner på grund af de forskellige restriktioner, der hæmmer markedsadgangen for EU's virksomheder såsom fortsatte toldforhøjelser (som nævnt i kapitel II), obligatorisk afprøvning og licenskrav samt obligatoriske registrerings- og mærkningskrav. Der er dog én hindring for brugt telekommunikationsudstyr, der er blevet delvist fjernet, idet Indien slækkede betydeligt på normerne for eksportvarer, som skal genindføres med henblik på reparation. I henhold til den meddelelse, som er udsendt af Central Board of Indirect Taxes and Customs (CBIC), kan disse varer importeres toldfrit på den betingelse, at de bliver genudført efter reparationen. De eksporterede elektronikvarer kan nu genindføres med henblik på reparation inden syv år efter eksporten (tidligere tre år) og skal genudføres inden ét år efter genindførslen (tidligere seks måneder). Hvis aktører fra EU fortsat støder på vanskeligheder trods disse fremskridt, er Kommissionen klar til fortsat at tage spørgsmålet op med Indien.
7.
Sydkorea
Handelsforbindelserne mellem EU og Sydkorea bygger på den frihandelsaftale mellem EU og Sydkorea, der har været midlertidigt i kraft siden juli 2011 og formelt blev ratificeret i december 2015. Selv om der fortsat er 17 hindringer i Sydkorea, blev en af dem fjernet fra bilindustrien og en delvist fjernet i sektoren for dele til luftfartøjer.
Hvad angår bilindustrien, krævede Sydkorea, at et tomt køretøj skulle have en frihøjde på over 12 cm. Da EU ikke havde en tilsvarende forskrift, eftersom det blev anset for at være et forældet sikkerhedskriterium, udløste dette vanskelig markedsadgang for bestemte kategorier af køretøjer (sportsvogne). Efter henvendelser fra EU's delegation så Sydkorea velvilligt på en ændring af foranstaltningen for at afspejle EU's krav. Derfor blev frihøjden ændret fra 12 til 10 cm, og visse sportsvogne kan nu markedsføres i Sydkorea uden bekostelige ændringer i denne retning. EU vil fortsat anvende alle midler til at få fjernet de resterende hindringer for bilindustrien i Sydkorea, såsom certificering af reservedele til biler og vejtraktorer og besværlige told- og administrationsprocedurer.
Da frihandelsaftalen ikke rummer bestemmelser om fritagelse af reparerede varer fra told på genindførsel i Sydkorea efter reparation i EU, kan visse varer såsom dele til luftfartøjer efter reparation i EU være pålagt told (3-8 %), når de genindføres i Sydkorea. Tilbage i 2016 efter Kommissionens hyppige henvendelser udvidede Sydkorea toldfritagelserne til at omfatte disse produkter frem til udgangen af 2018, hvor de skulle udløbe. Efter forskellige henvendelser fra EU's delegation og drøftelser i varehandelsudvalget og toldudvalget under frihandelsaftalen mellem EU og Korea i 2018 har nationalforsamlingen nu yderligere udvidet fritagelsen til reparerede dele til luftfartøjer i tre år indtil den 31. december 2021. Uanset denne velkomne midlertidige løsning vil EU fortsat forsøge at opnå en permanent løsning på problemet.
D.
VIRKNINGERNE AF DE FJERNEDE HINDRINGER
I tidligere kapitler af denne rapport analyserede vi handelsstrømme, der var knyttet til hindringer, der blev fjernet i 2018. Denne metodologi er baseret på bilaterale EU-eksporttal for de relevante toldkoder i det harmoniserede system (HS) og kvantificerer den handel, der foregår trods hindringen.
Desuden har denne rapport siden sidste år omfattet en detaljeret analyse baseret på en økonometrisk model, hvorefter det kan vurderes, i hvor høj grad handelen med partnerlande, som havde indført en handelshindring, har ændret sig, efter at hindringen er fjernet. Med henblik herpå er der anvendt en regressionsanalyse, som kvantificerer den virkning, det har på EU's eksport, at hindringerne er fjernet.
Resultaterne af denne økonometriske analyse viser muligvis ikke den fulde virkning af markedsadgangsstrategien, idet vi kun har fokuseret på de fuldstændigt fjernede hindringer, og fordi analysen ikke dækker mere komplekse horisontale hindringer, som påvirker f.eks. investeringer eller intellektuelle ejendomsrettigheder. Vi har analyseret virkningen, når der kun tages hensyn til denne undergruppe af hindringer, der blev fjernet mellem 2014 og 2017.
Resultaterne viser, at fjernelsen af denne undergruppe af hindringer udløste håndgribelige fordele for EU's eksportører. Vurderingerne peger på en gennemsnitlig stigning i handelen på ca. 57 %, efter at hindringerne er fjernet. Dette betyder, at fjernelsen af disse hindringer genererede yderligere eksport for vores virksomheder i 2018 til en værdi af 6,1 mia. EUR. Fordelene er således af en størrelsesorden, der svarer til fordelene ved mange af vores handelsaftaler De overstiger for eksempel den samlede virkning af vores aftaler med Colombia og Peru.
Sidste år gav analysen efter samme metodologi et tal på 4,8 mia. EUR.
IV. KONKLUSION
Denne rapport giver et overblik over de handels- og investeringshindringer, der direkte påvirker EU's virksomheder, sådan som de er blevet indberettet og behandlet via EU's udvidede partnerskab for markedsadgang mellem Kommissionen, medlemsstaterne og EU's erhvervsliv.
I 2018 blev der indberettet 45 nye hindringer til Kommissionen, hvilket bragte antallet af handelsbegrænsende foranstaltninger op på det rekordhøje tal 425 i alt. For første gang har Kina overtaget pladsen som det land, der lægger det højeste antal hindringer i alt (37) i vejen for vores virksomheder, fulgt af Rusland (34), Indien (25), Indonesien (25) og USA (23).
Hvad angår de 45 nye hindringer, der er indberettet i 2018, ligger Kina, USA, Indien og Algeriet øverst, både hvad angår antal nye hindringer registreret i 2018 (18) og omfanget af deres potentielle påvirkning af handelsstrømmene (41,8 mia. EUR) med 81 % af den samlede mængde. Set fra et regionalt perspektiv er Asien og det sydlige Middelhavsområde de områder, som har indført det højeste antal nye handelsbegrænsende foranstaltninger i 2018 med 26 nye hindringer, hvilket bekræfter den negative tendens fra 2017.
De fleste sektorspecifikke foranstaltninger var målrettet mod sektorerne vin og spiritus, landbrug og fiskeri, kosmetik og bilindustrien. Med hensyn til deres mulige indvirkning var hindringerne i sektorer som IKT, ædelmetaller og jern, stål og ikkejernholdige metaller særlig markante med deres kombinerede virkning for 73 % af den påvirkede eksport, som i alt beløb sig til 51,4 mia. EUR (mere end dobbelt så meget som året før, nemlig 23,1 mia. EUR).
Dette bekræfter, at protektionismen er stigende, og at handelshindringerne i stigende grad påvirker EU's interessenter. Som reaktion herpå har EU kraftigt opprioriteret håndhævelse og gennemførelse af sin handelspolitik. Kommissionen har da også styrket sin markedsadgangsstrategi med en øget koordinering mellem EU-institutionerne og interessenterne, forbedret prioriteringen af hindringer og sikret bedre kommunikation og oplysningsaktiviteter (f.eks. gennem initiativet "markedsadgangsdage"). EU har ikke blot fortsat til fulde udnyttet, men også yderligere udvidet sit brede udvalg af værktøjer til effektiv fjernelse af handelshindringer lige fra multilaterale og bilaterale tvistbilæggelsessager over en ambitiøs dagsorden for handelsforhandlinger, gennemførelse af frihandelsaftaler og diplomatiske henvendelser til indførelse af det overordnede initiativ til europæisk økonomisk diplomati.
Der blev fjernet 23 hindringer i 2015, 20 hindringer i 2016, et rekordhøjt antal på 45 hindringer i 2017 og yderligere 35 hindringer i 2018, hvilket bringer det samlede antal fjernede hindringer under den siddende Kommission op på 123. Denne solide håndhævelseshistorik afspejler EU's faste reaktion på et mere transaktionsbaseret verdenshandelsklima.
I 2018 var fjernelsen af 35 hindringer en hjælp i særlig otte forskellige økonomiske sektorer – bl.a. landbrug og fiskeri, bilindustrien, tekstiler og læder, vin og spiritus, kosmetik, mineralske produkter, dele til luftfartøjer og IKT. Med hensyn til den påvirkede handel er 17 % af de potentielle fordele knyttet til landbrug og fiskeri og 83 % til industrielle sektorer, hvoraf bilindustrien (32 %), vin og spiritus (17 %) og kosmetiksektoren (16 %) har fået størst gavn. Samlet set kan vores partnerskab for markedsadgang påvirke EU28's eksport positivt i størrelsesordenen 7,8 mia. EUR
Fra og med sidste år omfatter disse rapporter en detaljeret regressionsanalyse, som mere præcist kvantificerer den reelle virkning, det har på EU's eksport, at hindringerne er fjernet. Skønnene viser, at de handelshindringer, der er blevet fjernet i perioden 2014-2017, har genereret yderligere eksport for mindst 6,1 mia. EUR til vores virksomheder i 2018. Dette er den størrelsesorden, der gælder for mange af vores handelsaftaler. Sidste år gav analysen efter samme metodologi et tal på 4,8 mia. EUR.
Dette understreger, at når protektionismen er blevet øget i tredjelandene, har vi øget indsatsen for at nedbryde hindringerne. Gennemførelse og håndhævelse er vigtigere end nogensinde for at sikre vækst, beskæftigelse og konkurrencedygtighed til gavn for vores virksomheder og borgere.
Kommissionen er fast besluttet på i det tætteste samarbejde med medlemsstaterne og interessenterne at fortsætte med yderligere at styrke partnerskabet for markedsadgang for effektivt at fjerne hindringer og øge mulighederne for EU's aktører rundt om i verden.