15.1.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 13/40

Ordfører:

Bernd SCHLÜTER

1.1.

EØSU opfordrer til, at EU retter et stærkere strategisk fokus mod socialpolitikken. Der bør således også drages konsekvenser af krisen, krisepolitikken og den manglende tillid i befolkningen.

1.2.

Kommissionen opfordres til inden for rammerne af et omfattende arbejdsprogram at udarbejde generelle socialpolitiske principper, som EØSU stiller forslag til under punkt 4. Dette kan bl.a. ske i form af et flagskibsinitiativ, styringsregler og en hvidbog. Grundlaget er en forbedret sammenlignende indsamling af data på EU-plan og i medlemsstaterne. Rene inputindikatorer (hvor mange penge bruges der i de enkelte medlemsstater på en bestemt social ydelse) er ikke tilstrækkelige til at påvise socialsikringssystemernes kvalitet.

1.3.

Ved udformningen af socialpolitiske principper for en konvergerende videreudvikling af de sociale standarder bør der tages hensyn til medlemsstaternes og arbejdsmarkedsparternes kompetencer samt de politiske og kulturelle forskelle i de sociale systemer, og der bør så vidt muligt sikres konsensus mellem medlemsstaterne.

1.4.

De socialpolitiske principper skal danne et indholdsmæssigt grundlag, bl.a. for fremtidige henstillinger til medlemsstaterne inden for rammerne af et mere velstruktureret europæisk semester (1). Principperne bør også finde anvendelse på strukturfondene, den åbne koordinationsmetode og sociale konsekvensanalyser i overensstemmelse med artikel 9 i TEUF. Foranstaltningerne bør også omfatte tilstræbelse af et obligatorisk minimumsniveau for social beskyttelse (grundlæggende basis for social beskyttelse). Derved kan de eksisterende retsgrundlag anvendes.

1.5.

Socialpolitiske principper bør også danne grundlag for EU-institutionernes aktiviteter, navnlig økonomisk forvaltning, budgetkontrol og krisestyring.

1.6.

Arbejdsmarkedets parter er vigtige aktører, især i de fælles socialforsikringssystemer og andre systemer, der er etableret som følge af forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. Disse aktører bør inddrages i udformningen af socialpolitiske principper. Civilsamfundets aktører, sammenslutninger af sociale tjenester, sociale virksomheder, kommunale myndigheder, den statslige socialforvaltning, socialforsikringer samt brugere og forbrugere bør ligeledes inddrages inden for deres kompetenceområder.

1.7.

EØSU fremsætter i denne forbindelse konkrete forslag om socialpolitiske principper vedrørende socialsikringssystemer. Målet er at forbedre de sociale ydelsers effektivitet og pålidelighed, både med hensyn til social beskyttelse, social sikring og sundhedssystemer, uanset hvilken type tjenesteyder og ydelse der er tale om. EØSU sigter i den forbindelse først og fremmest mod at opnå socialretlig og finansiel sikkerhed for moderne sociale tjenesteydelser af almen interesse i alle EU's medlemsstater.

1.8.

EØSU antager, at der er tale om forskellige systemer og henviser bl.a. til de sociale ydelsers mål, form og indhold, forholdet mellem solidaritet og personligt ansvar, retlige garantier, finansiering og kvalitet. Udvalget henviser desuden til brugernes og de sociale tjenesters rolle. EØSU ser det som en nødvendighed at sikre grundlæggende sociale ydelser baseret på fælles EU-regler.

2.1.

Den europæiske socialpolitik bygger bl.a. på menneskerettighederne, erfaringerne fra verdenskrigene (2), det kontraktlige princip om social markedsøkonomi, målene i Europa 2020-strategien, behovet for stærke økonomier, opgaven med at bekæmpe fattigdom, traktatafsnittene om social-, beskæftigelses- og sundhedspolitik, målet om social samhørighed og de fælles konkurrenceregler (artikel 3 i TEU). Målet med socialpolitikken er i henhold til artikel 151 i TEUF bl.a. at fremme beskæftigelsen, forbedre levevilkårene, opnå passende social beskyttelse og bekæmpe social udstødelse. Den europæiske sociale model vidner om et unikt værdi- og kultursamfund (3), der forbinder demokrati og retsstatsprincippet med socialt ansvar og solidaritet. EØSU ønsker at støtte denne model og gøre den klar til fremtiden.

2.2.

EØSU er overbevist om, at socialpolitikken, både i sig selv og som middel til på bæredygtig vis at fremme vækst og beskæftigelse  (4), bør udgøre en hjørnesten i EU's politik. Udvalget bifalder de fremskridt, der allerede er gjort med hensyn til beskæftigelsespolitikken, på mange områder med hensyn til samordning samt i forbindelse med sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. EØSU gentager, at effektive socialsikringssystemer kræver investeringer (5) og henleder opmærksomheden på de immaterielle, sociale og materielle omkostninger, der er forbundet med en manglende socialpolitik. EØSU mener, at stærke, innovative økonomier og pålidelige, effektive sociale ydelser er indbyrdes forbundne. Tidssvarende sociale systemer kan gøre økonomierne mere modstandsdygtige over for kriser samt fremme beskæftigelsen og har i sig selv et stort beskæftigelsespotentiale, også i de mindre gunstigt stillede regioner (6). I lyset af det moderne teknologi- og informationssamfund, den demografiske udvikling (7) og indvandringssituationen er der ingen vedvarende konkurrencemæssige fordele ved lave udgifter til bl.a. aktiv inklusion, selvstændiggørelse af jobsøgende og muligheder for børn og unge. En videreudvikling af systemerne på baggrund af fælles principper kan medvirke til at fremme lige muligheder og fair konkurrence i EU.

2.3.

Socialsikrings- og sundhedssystemer samt lignende systemer bidrager bl.a. til opnåelse af den nødvendige sociale balance, fattigdomsbekæmpelse, subsidiær eksistenssikring og social stabilitet. Næsten alle unionsborgere har behov for sociale tjenester i visse perioder af deres liv. Sociale systemer sikrer bl.a. tilstrækkelige pensioner og garanterer kvalificeret pleje af pleje- og omsorgskrævende personer.

2.4.

Såvel arbejdsgivere som arbejdstagere har interesse i bl.a. foreneligheden af arbejde og familieliv, sundhedsfremme og selvstændiggørelse. Professionelle sociale tjenester hjælper folk med at kommunikere og klare sig selv i hverdagen samt tilegne sig kompetencer og støtter bl.a. personer, der har problemer med stofmisbrug eller befinder sig i en krisesituation og sikrer familierne pleje og undervisning.

2.5.

EØSU erkender, at der er store forskelle på de sociale systemer med hensyn til effektivitet og pålidelighed  (8). Ganske vist er der velfungerende systemer i mange medlemsstater, men en fælles socialpolitisk tilgang for alle medlemsstater kunne være nyttig. Det er ikke alle lande, der garanterer en minimumseksistenssikring gennem sociale tjenesteydelser/minimumsindkomst, professionelle sociale tjenesteydelser og en effektiv integration på arbejdsmarkedet og i samfundet. Navnlig sundhedsvæsenet er ofte ikke tilgængeligt for alle, f.eks. hvis en person ikke kan betale de beløb, der officielt eller uofficielt afkræves som egenbetaling, og professionelle tjenesteydelser, herunder ambulant behandling, hjælp til handicappede og til personer med uddannelses- eller udviklingsproblemer, tilbydes ikke i alle regioner og medlemsstater. EØSU erkender, at der er behov for delvist at forbedre den solidariske finansiering og de retlige garantier.

2.6.

En nylig undersøgelse fra Bertelsmann Stiftung (9) har påvist betydelige forskelle i de sociale systemers kapacitet, en foruroligende udvikling i fattigdom og rigdom i EU og i alle medlemsstaterne og stillet krav til EU om en højere grad af socialpolitisk engagement. Undersøgelsen viser, at sociale systemer kan være effektive, selv om BNP er relativt lavt, og at utilstrækkelige sociale systemer også forekommer, når BNP er relativt højt. Fattigdomsudviklingen skader den samfundsmæssige stabilitet og den økonomiske udvikling (10). Kløften mellem medlemsstaterne og de foruroligende politiske tendenser bør også imødegås ved hjælp af socialpolitiske forslag.

2.7.

Det indholdsmæssige grundlag for henstillinger til medlemsstaterne og for krisepolitikken bør forbedres. I stedet for efterfølgende at stille krav om humanitære aktioner bør EU følge sammenhængende socialpolitiske principper. Den tvivlsomme skattefinansierede udligning af bankernes risikoforetagender bør stå i rimeligt forhold til investeringerne i de sociale systemers funktion. Reglerne for det indre marked, f.eks. vedrørende statsstøtte og offentlige indkøb, har allerede en betydelig indvirkning på de sociale systemer og sociale tjenester, uden at de er evalueret ud fra socialpolitiske kriterier.

2.8.

I henhold til det nye traktatmål om social markedsøkonomi  (11) bør politikken for det indre marked suppleres med socialpolitiske elementer (12). EØSU noterer sig de aktuelle krav (13) og opfordrer Kommissionen og Det Europæiske Råd til at udarbejde og gennemføre socialpolitiske tilkendegivelser (14).

2.9.

En ny fase af den europæiske socialpolitik kan bl.a. bygge videre på følgende tidligere arbejde: Rådet opfordrede allerede i 1992 til at indføre en garanteret minimumsindkomst (15). I 2000 fremsatte det en social dagsorden. Artikel 12 i den europæiske socialpagt forpligter medlemsstaterne til at have sociale sikringssystemer. EU-traktaterne indeholder bl.a. mål om social samhørighed og beskyttelse af tjenesteydelser af almen interesse (16). ILO (17) har fastlagt grundlæggende normer for sociale systemer. Den eksisterende hvidbog om EU's socialpolitik er fra 1994. På EU-plan foreligger der en ret til minimumseksistenssikring  (18). FN's konvention om handicappedes rettigheder er en vigtig normskabende faktor.

2.10.

EØSU opfordrer i udtalelsen SOC/482 i lighed med Europa-Parlamentet (19), Regionsudvalget (20) og andre sammenslutninger til en passende minimumsindkomst (21). Udvalget har bl.a. aktivt beskæftiget sig med spørgsmål vedrørende sociale tjenester, sociale virksomheder, sociale investeringer, beskæftigelse, artikel 9 i TEUF, ungdomsinitiativet, økonomisk styring og ydelser af almen interesse. Udtalelsen er knyttet til dokumenter fra EØSU og mange andre EU-dokumenter, som ikke vil blive nævnt enkeltvis.

3.1.

EØSU koncentrerer sig i udtalelsen om et punkt på den nødvendige socialpolitiske dagsorden: forbedring af ydelsernes effektivitet og pålidelighed, både med hensyn til social beskyttelse, social sikring og sundhedssystemer. Udvalget henviser til »sociale ydelser«, som helt eller delvis finansieres via skatter og socialforsikringssystemer, og som på kontrolleret vis indgår i den sociale lovgivning eller fælles aftaler på området offentligt socialpolitisk ansvar. I den forbindelse er typen af tjenesteyder ikke afgørende. I henhold til udtalelsen kan »sociale ydelser« leveres af en offentlig og kommunal forvaltning, socialforsikringer, selvstændige sociale virksomheder, velgørende organisationer og virksomheder under forskellige retlige former. Alle sådanne tjenesteydere betragtes i denne forbindelse som »sociale tjenester«, når de selv leverer sociale tjenesteydelser. Begrebet »social ydelse« omfatter i denne sammenhæng alle typer ydelser, herunder tjenesteydelser og kontantydelser i social- og sundhedssektoren. Med »socialforsikring« menes fælles og/eller lovpligtige socialforsikringer og/eller gensidige forsikringer, der har en funktion i de socialretlige eller fælles kontrollerede sociale sikringsordninger.

3.2.

De store forskelle i de sociale systemer, ydelserne, begreberne og begrebsindholdet kræver omhu i den socialpolitiske debat og ved oversættelse. Medlemsstaternes systemer er i overensstemmelse med den respektive socialpolitik, kultur og historie. De bør videreudvikles i henhold til den europæiske sociale model. Der må findes en rimelig balance mellem systemernes forskellighed og de nødvendige fælles principper (22).

3.3.

EU bør udvikle et fælles rum til debat om socialpolitik, udarbejde tidssvarende standarder og selv tage initiativer. Unionen bør fremme konvergens i forbindelse med videreudviklingen af de sociale systemer. Socialpolitiske principper kan udgøre et indholdsmæssigt grundlag for Kommissionens henstillinger, især inden for rammerne af det europæiske semester, Europa 2020-strategien, den åbne koordinationsmetode og anvendelsen af sociale konsekvensanalyser i overensstemmelse med artikel 9 i TEUF (23). Sådanne principper bør også danne indholdsmæssigt grundlag for et obligatorisk minimumsniveau for social beskyttelse, for egen indsats og for EU-institutionernes forvaltning (24), navnlig med hensyn til krisestyring, budgetkontrol og økonomisk forvaltning.

3.4.

Socialsikringssystemerne bør vurderes på baggrund af deres levedygtighed. Sociale tjenester bør med respekt for deres konceptuelle autonomi være tilknyttet demokratisk legitimerede politiske mål.

3.5.

Beslutningen om tilkendelse af sociale ydelser til borgerne træffes som regel af offentlige socialforvaltninger, socialforsikringer eller tredjeparter som tjenesteyder, f.eks. læger, der foreskriver en bestemt behandling. Der må sondres mellem beslutningen om tilkendelse af en ydelse og spørgsmålet om levering af ydelsen og dennes finansiering. Der leveres bl.a. reelle kontantydelser til brugere med eller uden forpligtelse til at gøre brug af bestemte kvalificerede tjenester. Visse sociale tjenesteydelser leveres direkte af de kommunale myndigheder, de øvrige socialforvaltninger eller socialforsikringerne. Tjenesteydelser, der leveres af selvstændige sociale tjenester, kan være meget forskellige med hensyn til retsforhold og finansiering. Der er bl.a. udbudssystemer, ydelses- og vederlagsaftaler mellem sociale tjenester og omkostningsbærere, efterfølgende godtgørelser, kuponordninger og uspecifik direkte støtte til de sociale tjenester, navnlig når der er tale om rådgivning og forebyggelse. I kontrakt- og kuponordninger finansierer den offentlige omkostningsbærer den sociale tjeneste direkte på baggrund af antallet af sager. Alle systemer bør undersøges for at fastslå, om de tilbyder passende retlig beskyttelse, et tilstrækkeligt udbud og muligheden for at inddrage brugerne.

3.6.

Navnlig i socialforsikringssystemer spiller arbejdsmarkedets parter en central rolle. Derfor bør de prioriteres ved opstillingen af socialpolitiske principper. Statslige og kommunale socialforvaltninger, socialforsikringer og selvstændige sociale tjenester spiller en central rolle, bl.a. med hensyn til levering af sociale ydelser. Derfor bør deres repræsentanter ligeledes konsekvent inddrages inden for deres kompetenceområder.

3.7.

I betragtning af, at der må findes en rimelig balance mellem medlemsstaternes kompetencer og de fælles europæiske værdier, og i lyset af behovet for fair konkurrence i EU bør følgende principper sætte indholdsmæssigt skub i yderligere socialpolitiske tiltag i EU.

4.1.

Princippet om en minimumsbeskyttelse: sikring af grundlæggende, subsidiære sociale ydelser, bl.a. til eksistenssikring/minimumsindkomst for personer uden tilstrækkelig indkomst, f.eks. gennem beskæftigelse, pensioner og andre sociale ydelser. Til dette hører udviklingen af fælles indikatorer for grundlæggende sociale ydelser (25). Den finansielle eksistenssikring bør som et minimum dække de reelle udgifter til kost, bolig, tøj, vand, energi og basale sundhedsydelser.

4.2.

Behovsprincippet: udvikling og tilvejebringelse af tidssvarende, professionelle social- og sundhedstjenesteydelser i forbindelse med forskellige problemstillinger: bl.a. til familier, personer med handicap, syge, arbejdsløse, enlige forsørgere, børn, personer, der plejer familiemedlemmer, flygtninge, unge (26) med udviklingsproblemer, forældre, der har problemer med at varetage forældrerollen, hjemmepleje og andre tjenester i hjemmet (27), bistand i tilfælde af overdreven gældsætning (28), misbrugsadfærd, hjemløshed og psykosociale problemer. Effektive sociale tjenesteydelser er bl.a. rådgivning, pasning, vejledning, ledsagelse, pleje, selvstændiggørelse og uddannelse samt terapeutisk behandling og terapi (29). Da der er mange årsager til arbejdsløshed og en eskalerende fattigdom bør undgås, vil det være hensigtsmæssigt via retligt garanterede, aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger at støtte en hurtig reintegration på arbejdsmarkedet og sikre en anstændig ydelse til alle jobsøgende, især unge arbejdstagere, der venter på deres første job, og kvinder, der ønsker at komme i arbejde igen efter et længere karriereafbræk.

4.3.

Fastlæggelsesprincippet: udvikling af klare socialpolitiske målsætninger for sociale ydelser, f.eks. lige muligheder for alle og lighed mellem generationerne, aktiv inklusion, opvejning af ulemper, forening af arbejde og familieliv, sikring mod risici gennem livet, forebyggelse, krisestøtte, deltagelse i beskæftigelse og samfund, materielle pensioner, selvstændiggørelse osv. Dertil kommer en meningsfuld socialretlig fastlæggelse af ydelsernes art: f.eks. penge eller/og tjenesteydelse, ambulant behandling, indlæggelse osv. I den forbindelse bør brugernes ret til selvbestemmelse og målet om effektive sociale ydelser afvejes mod hinanden.

4.4.

Tilgængelighedsprincippet: sikring af lokal, rettidig, finansiel og ikke-diskriminerende tilgængelighed af sociale ydelser, især sociale tjenesteydelser. Tilgængeligheden fremmes ved solidarisk og bæredygtig finansiering, gennemsigtighed i forbindelse med de udbudte ydelser og en konkret retsgaranti med klage- og søgsmålsmuligheder. Når de findes, skal krav om kontante bidrag være socialt velafbalancerede og må ikke have suspenderende virkning. Administrative undersøgelser af det konkrete behov for bistand kan virke mod hensigten i forbindelse med visse ydelser såsom behandling af stofmisbrug og psykosociale problemer. Navnlig rådgivningsydelser og forebyggende foranstaltninger bør tilbydes brugerne aktivt.

4.5.

Proportionalitetsprincippet: Ydelserne bør være af passende art og omfang og bør være nødvendige. Der bør tages hensyn til dette ved skønsmæssige vurderinger og i sociallovgivningen. Anvendelsen af ressourcer og det forventede resultat af en social ydelse bør stå i rimeligt forhold til hinanden. Borgernes retlige forpligtelser til brugen af sociale ydelser eller til anden adfærd samt forholdet mellem rettigheder og forpligtelser bør ligeledes være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

4.6.

Solidaritetsprincippet: Finansieringen af sociale ydelser bør hovedsageligt baseres på solidariske socialforsikringssystemer og retfærdige solidariske skattesystemer. Solidarisk finansiering bør så vidt muligt vedrøre alle samfunds- og socialgrupper. Dette vil styrke finansieringens pålidelighed, accept og bæredygtighed. Sort arbejde (30) og skatteundgåelse skader de sociale systemer. I betragtning af den demografiske og økonomiske udvikling virker det hensigtsmæssigt at inddrage alle indkomstkategorier, f.eks. kapitalindkomster. En bedre koordinering af skatte- og finansieringssystemerne i EU kan forbedre finansieringsgrundlaget. Private investeringer, donationer, engagement som medborgere, religiøst engagement og anvendelse af fondsmidler er kærkomne supplementer til standardfinansieringerne, men de sikrer ingen juridiske rettigheder og skaber ingen infrastruktur.

4.7.

Princippet om personligt ansvar: Arbejdssøgende og personer med faglige vanskeligheder med at integrere sig på arbejdsmarkedet osv. bør tildeles støtte i form af sociale tjenesteydelser og incitamentsordninger, således at de helt eller delvist selv kan tjene til livets ophold. Borgeren bør kunne opnå supplerende dækning inden for rammerne af fælles aftaler, der supplerer det offentlige system, og som forhandles og forvaltes uden gevinst for øje. Kompetent støtte til udvikling af faglige kvalifikationer og personlige færdigheder, f.eks. evnen til at kommunikere, sociale kompetencer og evnen til at klare sig selv i hverdagen, er ofte en forudsætning for tilstrækkelig kapacitet med hensyn til personligt og socialt ansvar. Hvad angår den enkeltes sundhedsbeskyttelse kan de sociale sikringsordninger fremme en sund livsstil ved hjælp af tilbud om forebyggelse, incitamenter og et højere niveau af forbrugerbeskyttelse.

4.8.

Deltagelsesprincippet: Alle ydelser bør i sig selv eller i kombination med andre ydelser bidrage til at hjælpe borgerne med at deltage i samfundet. Deltagelse i samfundet omfatter også erhvervsmæssig, kulturel og politisk deltagelse samt medvirken til samfundstrivslen.

4.9.

Strukturprincippet: en hensigtsmæssig udformning af det lovgivningsmæssige og finansielle forhold mellem brugerne og de sociale tjenester (offentlige eller selvstændige alt efter hvilket system der er tale om), den offentlige socialforvaltning eller socialforsikringerne. Hvis selvstændige sociale tjenester indgår i de offentlige socialsikringssystemer, f.eks. via sociallovgivning og finansiering, bør deres ydelser, og navnlig ydelsernes finansiering og tilgængelighed, være i overensstemmelse med de her skitserede principper. Sådanne sociale tjenester bør finansieres solidarisk og socialretligt, således at de kan tilbyde hele befolkningen ydelser af høj kvalitet.

4.10.

Princippet om brugernes ret til selvbestemmelse: Brugerne er ikke genstande, men derimod medproducenter af støtte og ydelsesberettigede borgere. De bør på baggrund af et rimeligt budget kunne vælge mellem forskellige ydelsesformer, f.eks. ambulant behandling og indlæggelse samt andre former såsom beskyttede boliger. Den relevante ydelsestype afhænger af den enkeltes situation, de specifikke behov for professionel hjælp, der skal kontrolleres af uddannede fagfolk, af den enkeltes ønsker og af den lokale situation. Hvis selvstændige sociale tjenester indgår i de offentlige socialsikringssystemer, f.eks. via sociallovgivning og finansiering, bør brugerne kunne vælge mellem forskellige tjenester.

4.11.

Princippet om retssikkerhed: retlig beskyttelse af ydelserne, evt. gennem sociallovgivningen eller lignende demokratisk baserede retlige instrumenter i medlemsstaterne. Det socialretlige indhold af sådanne bestemmelser bør omhandle: juridiske rettigheder, diskretionære klausuler, brugernes pligt til samarbejde, beskrivelse af betingelserne for erhvervelse af ret til ydelser, klage- og søgsmålsmuligheder, eventuelt offentlig kontrol af private udbydere af offentlige ydelser, kvalitetsforskrifter og tilgængelighedsgarantier, forpligtelser med hensyn til infrastruktur, finansieringsform osv. Beskyttelsen af brugernes retsstilling hhv. rettigheder bør som et minimum sikres for grundlæggende social- og sundhedstjenesteydelsers vedkommende. Ved skønsmæssige vurderinger kan der på mange ydelsesområder tages bedre hensyn til omstændighederne. Især sårbare personers ve og vel må beskyttes juridisk (31). Selvstændige sociale tjenester kræver beskyttet retsstilling og ikkediskriminerende adgang til ydelser, for så vidt der ikke er tale om monopolsystemer. I visse medlemsstater understøtter en forfatningssikret velfærdsstat socialpolitikken og garanterer grundlæggende sociale ydelser, selv i krisetider.

4.12.

Princippet om hensyntagen til samfundets interesse: navnlig for virksomheder og organisationer, der tager hensyn til samfundets interesse og ønsker inddragelse  (32), f.eks. nonprofitorganisationer, sociale virksomheder, offentlige tjenester, foreninger, visse typer fonde og andelsselskaber, brugerorganisationer og andre civilsamfundsaktører, bør have passende finansielle og retlige vilkår. Finansieringen af profitsøgende virksomheder, som opererer på dette område, gennem skatter eller sociale sikringsbidrag bør drøftes indgående med en socialpolitisk vinkel, der bør indføres en passende kontrol, og som et minimum bør der udstikkes en ramme for overskudsudlodning.

4.13.

Gennemsigtighedsprincippet: Sociale tjenesters og offentlige forvaltningers anvendelse af offentlige midler bør foregå på gennemsigtig vis. Retsgrundlag samt begrundelser for ydelses- og tildelingsafgørelser osv. bør være tilgængelige for borgerne.

4.14.

Princippet om netværkssamarbejde: Hverdagens realiteter, ændrede livscyklusser, nye familieformer, aldring og indvandring kræver integrerede tjenesteydelser og tjenesteydelser, der udspringer af netværkssamarbejde  (33). Segregation, udstødelse og forskelsbehandling bør undgås.

4.15.

Princippet om at være på lige fod: Brugere, socialforvaltninger og sociale tjenester bør have juridisk fastlagte rettigheder og pligter, der kan håndhæves. Sanktioner for eventuelle overtrædelser eller erstatninger bør ikke kun gælde for brugerne, men også for de offentlige socialforvaltninger.

4.16.

Kvalitetsprincippet: Sociale tjenesteydelser bør knyttes til kvalitetssikringsforanstaltninger. Behovsanalyser, planlægning og gennemførelse af foranstaltninger bør baseres på samfundsvidenskab og faglig ekspertise. Personlige tjenesteydelser bør styrkes inden for rammerne af den frie forhandlingsret via uddannelsesforanstaltninger, professionalisering og rimelige lønninger og arbejdsvilkår. En kvalitetsramme for tjenesteydelser af almen interesse i Europa (34) kan danne forbillede for EU's henstillinger vedrørende sociale tjenester. I visse tilfælde bør man, hvor dette er hensigtsmæssigt, fremme omfanget af og vejledningen til personer, der udøver frivilligt arbejde.

4.17.

Koordineringsprincippet: håndteringen af grænseoverskridende situationer med hensyn til sociale sikkerheds- og sikringsydelser bør forbedres. I den forbindelse bør omkostningsbærerens og skatte- og bidragydernes kapacitet samt princippet om social solidaritet og proportionalitet tages i betragtning. En ensidig pålæggelse af byrder på stærke nationale systemer bør undgås.