Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52015DC0684

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Fjerde statusrapport om Georgiens gennemførelse af handlingsplanen for visumliberalisering

COM/2015/0684 final

Bruxelles, den 18.12.2015

COM(2015) 684 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

Fjerde statusrapport om Georgiens gennemførelse af handlingsplanen for visumliberalisering

{SWD(2015) 299 final}


1. INDLEDNING

I juni 2012 iværksattes en dialog om visumliberalisering mellem EU og Georgien. I februar 2013 forelagde Europa-Kommissionen den georgiske regering en handlingsplan for visumliberalisering. I handlingsplanen er der fastsat en række præcise benchmarks vedrørende fire "hovedområder" 1 af teknisk relevante spørgsmål med henblik på såvel vedtagelse af en lovgivningsmæssig, politisk og institutionel ramme (fase 1) som dens praktiske og bæredygtige gennemførelse (fase 2). Disse benchmarks skal opfyldes, før georgiske statsborgere, der er i besiddelse af et biometrisk pas, har ret til indrejse i Schengenområdet ved kortvarige ophold uden at ansøge om visum 2 .

I november 2013 vedtog Kommissionen sin første statusrapport om Georgiens gennemførelse af handlingsplanen for visumliberalisering 3 og fremsatte en række anbefalinger om gennemførelsen af den første (lovgivningsmæssige og planlægningsmæssige) fase. I oktober 2014 vedtog Kommissionen sin anden statusrapport 4 , hvori den konkluderede, at Georgien havde opfyldt benchmarkene i første fase af handlingsplanen for visumliberalisering og var rede til at blive vurderet på, om landet kunne gennemføre anden fase. I sine konklusioner af 17. november 2014 erklærede Rådet sig enig i Kommissionens vurdering. Rapporten blev ledsaget af en vurdering af de potentielle migrations- og sikkerhedsmæssige konsekvenser af en fremtidig visumliberalisering for georgiske statsborgere, der rejser til EU.

I december 2014 fremsendte Georgien en ajourført statusrapport. Evalueringen af alle fire hovedområder af handlingsplanen fandt sted fra december 2014 til marts 2015 under ledelse af Kommissionen i form af evalueringsbesøg med deltagelse af eksperter fra EU's medlemsstater ledsaget af Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EEAS) og EU's delegation i Georgien. Kommissionen vedtog den tredje statusrapport om Georgiens gennemførelse af handlingsplanen for visumliberalisering den 8. maj 2015 5 . Ifølge rapporten havde de georgiske myndigheder gjort betydelige fremskridt med hensyn til gennemførelsen af anden fase af handlingsplanen, og mange af de benchmarks, der blev identificeret under de fire hovedområder, blev anset for opfyldt.

Det blev dog også påpeget i rapporten, at der fortsat var en række problemer, der skulle løses på følgende områder: migrationsforvaltning, asylpolitik, menneskehandel, bekæmpelse af korruption, hvidvaskning af penge, narkotika, retshåndhævelse og borgerlige rettigheder.

Dette er den fjerde statusrapport om Georgiens gennemførelse af handlingsplanen for visumliberalisering. Heri gøres rede for, hvordan de georgiske myndigheder har efterlevet anbefalingerne i den tredje statusrapport med hensyn til resten af benchmarkene i handlingsplanen. Denne rapport omhandler ikke de benchmarks, som blev anset for opfyldt allerede i den forrige rapport, fordi overvågningen har påvist, at de fortsat er opfyldt.

De faktuelle oplysninger og vurderingen bygger på resultaterne af EU-evalueringsbesøgene, der fandt sted i Georgien i ugen fra den 28. september til den 2. oktober 2015 inden for fire områder (migrationsforvaltning, asyl, korruptionsbekæmpelse og menneskehandel) og havde deltagelse af eksperter fra EU-medlemsstaterne, Kommissionens embedsmænd, repræsentanter for EEAS og EU's delegation i Georgien. Der blev indhentet yderligere oplysninger om disse fire områder og andre uopfyldte benchmarks gennem efterfølgende møder og udveksling af meddelelser mellem Kommissionen, EEAS og de georgiske myndigheder samt de statusrapporter, som Georgien fremsendte den 17. august og den 22. oktober 2015.

Denne rapport ledsages af et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene 6 , som giver mere detaljeret information om udviklingen under hvert benchmark. I bilaget til arbejdsdokumentet fremlægger Kommissionen baseret på input fra relevante EU-agenturer og interessenter en ajourført faktaanalyse og oplysninger baseret på statistikker om de mulige migrations- og sikkerhedsmæssige virkninger af den fremtidige visumliberalisering for georgiske borgere, som rejser til EU. Konsekvensanalysen beskriver de mulige vigtigste tendenser med hensyn til migration og sikkerhed. Den viser, at EU fortsat er et attraktivt bestemmelsessted for migranter fra Georgien, og at der er potentielle migrations- og sikkerhedsmæssige udfordringer, som skal overvåges.

2. VURDERING AF FORANSTALTNINGERNE UNDER DE RESTERENDE BENCHMARKS I HANDLINGSPLANEN FOR VISUMLIBERALISERING

2.1. Hovedområde 1: Dokumentsikkerhed, herunder biometri

Dette benchmark, som blev anset for at være opfyldt ifølge den tredje statusrapport, er fortsat opfyldt.

2.2. Hovedområde 2: Integreret grænseforvaltning, migrationsforvaltning og asylpolitik

2.2.1.    Integreret grænseforvaltning

Dette benchmark, som blev anset for at være opfyldt ifølge den tredje statusrapport, er fortsat opfyldt.

2.2.2.    Migrationsforvaltning

Benchmarket for migrationsforvaltning blev i den tredje statusrapport anset for næsten nået, og der er sket målbare fremskridt i mellemtiden med Kommissionens anbefalinger.

Risikoanalysekonceptet, som indenrigsministeriet har udviklet, er blevet udbredt til alle migrationsområder. En arbejdsgruppe, der er nedsat under den statslige kommission om migrationsspørgsmål, færdiggjorde i september 2015 et nyt omfattende analysesystem til begrebet migrationsrisiko. Syv statslige agenturer vil blive involveret i indsamling af analytiske rapporter. Indsamlingen af data fra forskellige statslige agenturer om indvandring, udvandring og intern migration vil blive varetaget ved hjælp af det ensrettede system til analyse af migration. EU og den georgiske regering har samfinansieret indførelsen af dette sæt elektroniske værktøjer, som skal afprøves inden medio 2016. Alle disse redskaber vil være en støtte for Georgien, når landet skal indkredse risici, forudse trusler og træffe tilstrækkelige forholdsregler for derved at sikre en altomfattende migrationsforvaltning.

Ministeriet for internt fordrevne personer fra de besatte områder, indkvartering og flygtninge har ansvaret for koordineringen af reintegrationsaktiviteter, som er blevet omstruktureret inden for rammerne af migrationsstrategien 2016-2020. Georgiens regering er gradvist ved at tage ejerskab til processen med hjælp til reintegration. Den udformede et statsligt reintegrationsprogram i 2015, finansieret over statens budget, og vil overtage mobilitetscentrene, når et EU-finansieret projekt, som er finansieret af Det Europæiske Naboskabsinstrument (ENI), udfases. I overensstemmelse med migrationsstrategien for 2016-2020 vil en bæredygtig finansiering og den udbyggede kapacitet sikre, at mobilitetscentrene er uafhængige i deres levering af forskellige reintegrationstjenester. En ny analyseafdeling i ministeriet for internt fordrevne personer fra de besatte områder, indkvartering og flygtninge skal etablere et analytisk rapporteringssystem til at indsamle data om det samlede antal hjemvendte samt oplysninger om deres kvalifikationer og behov for reintegration.

I perioden fra juli til december 2015 gennemførte Georgien en altomfattende informations- og kommunikationshandlingsplan for visumliberaliseringsplanen og en kommende visumfri ordning. Møder, undervisning og andre arrangementer afholdt i Tbilisi og regionerne tiltrak over 25 000 georgiske borgere. Der benyttes forskellige understøttende medier til at formidle informationen, lige fra foldere til videoklip og infografik-applikationer på sociale netværk, om rettigheder og forpligtelser i forbindelse med visumliberaliseringen. Disse aktiviteter vil fortsætte under EU-integrations- og kommunikationsstrategien 2014-2017 og migrationsstrategien 2016-2020.

Georgien har på tilfredsstillende vis gennemført de foranstaltninger, der blev anbefalet i den tredje statusrapport. Benchmarket for migrationsforvaltning anses for at være opfyldt.

2.2.3.    Asylpolitik

Benchmarket for asyl blev i den tredje statusrapport anset for delvis nået, og der er sket målbare fremskridt i mellemtiden med Kommissionens anbefalinger.

Den retlige ramme blev ændret for udtrykkeligt at indlemme asylansøgere som en kategori, der ville berettige til et visum af humanitære grunde. Gennemførelsen er allerede indledt.

Ministeriet for internt fordrevne personer fra de besatte områder, indkvartering og flygtninge, som har ansvaret for at fastslå flygtningestatus, vedtog proceduremæssige kvalitetsindikatorer til overvågning af kvaliteten af beslutningstagningen vedrørende asylansøgninger. Kvaliteten af et personligt interview bliver nu vurderet på grundlag af en lydoptagelse.

Der er gjort en betydelig indsats for at nedbringe efterslæbet af uafsluttede sager. Ministeriet for internt fordrevne personer fra de besatte områder, indkvartering og flygtninge har udviklet en effektiv strategi med klare retningslinjer for hvert oprindelsesland og instruktioner, der sætter sagsbehandlerne i stand til at specialisere sig. Uden at gå på kompromis med kvaliteten blev efterslæbet reduceret fra 1 174 uafsluttede sager i marts 2015 til en normal arbejdsbyrde på ca. 200 sager i oktober 2015. Der er blevet oprettet en beredskabsplanlægningsmekanisme til at håndtere eventuelle massive tilstrømninger af asylansøgere, og der vil blive nedsat et udvalg, som skal træffe beslutning om tilførsel af de menneskelige og finansielle ressourcer, der er brug for til at håndtere en eventuel ny sagspukkel.

For at imødegå det store antal afviste ansøgninger om flygtningestatus på grund af fortrolige sikkerhedshensyn er artikel 25 i loven om flygtninge og humanitær status blevet ændret. Den nye bestemmelse specificerer, med hvilke begrundelser der kan gives afslag på en ansøgning af hensyn til statens sikkerhed, og pålægger statens sikkerhedsagentur at give ministeriet for internt fordrevne personer fra de besatte områder, indkvartering og flygtninge et minimum af oplysninger om, hvilken potentiel trussel asylansøgerne udgør mod statens sikkerhed.

Personale, der arbejder med at bestemme flygtningestatus, deltog i utallige eksterne og interne kurser. Den nye enhed for kvalitetskontrol og uddannelse i ministeriet for internt fordrevne personer fra de besatte områder, indkvartering og flygtninge vil få ansvaret for at udarbejde det nationale uddannelsesprogram.

Indførelsen i Georgien af en ny database med oplysninger om oprindelseslande (COI) samt adgang til andre landes lignende databaser vil bidrage til at fremskaffe ajourførte oplysninger af høj kvalitet. Desuden er sagsbehandlerne blevet instrueret i de grundlæggende principper for COI, og ved en ændring af den retlige ramme sondres der nu klart mellem oplysninger om oprindelsesland og oplysninger om politiske aspekter.

Fristen for at anke en negativ afgørelse om flygtningestatus er blevet forlænget fra 10 til 15 dage, mens tidsfristen for enhver retsinstans, der skal træffe en afgørelse, er blevet forkortet til to måneder.

For at sikre, at retten til at anke en negativ afgørelse faktisk kan udnyttes, er det statsligt betalte retshjælpssystem blevet udvidet til at omfatte asylansøgere. Fra den 1. januar 2016 vil disse få adgang til kvalificerede medarbejdere og gratis retshjælp og repræsentation i retten.

Den almindelige procedure for at opnå georgisk statsborgerskab kræver viden om Georgiens sprog, historie og grundlæggende retsprincipper. Et særligt uddannelsesprogram er blevet udviklet til flygtninge for at hjælpe dem med i praksis at få adgang til indfødsretsproceduren.

På grundlag af Georgiens allerede betydelige fremskridt på området for integration af udenlandske statsborgere er der fastsat ambitiøse målsætninger herfor i migrationsstrategien for 2016-2020. I den ledsagende handlingsplan vil det blive kortlagt, hvilke finansielle behov udførelsen af de planlagte aktiviteter vil afstedkomme.

Georgien har på tilfredsstillende vis gennemført de foranstaltninger, der blev anbefalet i den tredje statusrapport. Benchmarket for asylpolitik anses for at være opfyldt.

2.3. Hovedområde 3: Offentlig orden og sikkerhed

2.3.1.    Forebyggelse og bekæmpelse af organiseret kriminalitet, terrorisme og korruption

2.3.1.1. Forebyggelse og bekæmpelse af organiseret kriminalitet

Dette benchmark, som blev anset for at være opfyldt ifølge den tredje statusrapport, er fortsat opfyldt.

2.3.1.2. Menneskehandel

Benchmarket for menneskehandel blev i den tredje statusrapport anset for delvis nået, og der er sket målbare fremskridt i mellemtiden med Kommissionens anbefalinger. 

De tjenesteydelser, der tilbydes ofrene i de to centre for ofre, er blevet revideret, så de egner sig bedre til børn. Der er ansat mere personale til at tage sig af mindreårige ofre for menneskehandel og børn, der er i følge med forældre, som desuden nyder godt af individuelle rehabiliteringsplaner.

For at øge omkostningseffektiviteten af den statslige fond vil de tjenesteydelser, der tilbydes i centrene, blive tilbudt på fleksibel basis afhængigt af ofrenes behov. En ny formular med tilbud om tjenesteydelser indeholder en fortegnelse over alle tilgængelige tilbud fra den statslige fond og gør det lettere at angive årsagen til, at der er givet afslag på en tjenesteydelse.

Georgien har taget væsentlige skridt til bekæmpelse af menneskehandel med henblik på arbejdsmæssig udnyttelse. Der blev i 2015 oprettet en afdeling for tilsyn med arbejdsforhold under ministeriet for arbejde, sundhed og sociale anliggender, hvis inspektører allerede har besøgt 75 virksomheder. I øjeblikket må arbejdstilsynsinspektørerne få adgang til virksomheder, hvis de har en begrundet mistanke om menneskehandel, udnyttelse eller tvangsarbejde, men afdelingen har ikke beføjelser til at iværksætte sanktioner.

Indenrigsministeriet optrappede de efterforskningsbaserede undersøgelser af enhver form for udnyttelse. Ud af 17 undersøgelser, der foregik mellem januar og september 2015, var 11 et resultat af en proaktiv tilgang.

For at sikre vidneudsagn fra personer, der har købt handlede kvinder, blev straffeloven ændret, så det er muligt at undlade at retsforfølge dem, der samarbejder med politiet i forbindelse med undersøgelserne og retsforfølgelsen af menneskehandlerne.

Indsamling af data om ofre, vidner og mistænkte menneskehandlere samt andre relevante oplysninger er nu centraliseret i en enkelt database. Alle centrale agenturer kan tilgå og udveksle disse oplysninger.

Eksistensen af to separate hotlines til ofre for menneskehandel, hvoraf den ene drives af indenrigsministeriet og den anden af den statslige fond, er berettiget i det forhold, at nogle mennesker måske ønsker at modtage hjælp uden nødvendigvis at samarbejde med de retshåndhævende myndigheder.

Partnerskabet med lande, som Europol har identificeret som centrale destinationer og kilder til menneskehandel, er blevet styrket med bevillingen af en politiattaché og gensidig retshjælp.

Georgien har på tilfredsstillende vis gennemført de foranstaltninger, der blev anbefalet i den tredje statusrapport. Benchmarket vedrørende menneskehandel anses for at være opfyldt.

2.3.1.3. Forebyggelse og bekæmpelse af korruption

Antikorruptionsbenchmarket blev i den tredje statusrapport anset for delvis nået, og der er sket målbare fremskridt i mellemtiden med Kommissionens anbefalinger.

Den 28. oktober 2015 vedtog parlamentet loven om den offentlige forvaltning sammen med en pakke af 46 afledte love. Disse retsakter træder i kraft den 1. januar 2017. Et af målene er at gøre den offentlige forvaltning upolitisk. Der er indført supplerende beskyttelsesforanstaltninger vedrørende afskedigelse af chefen for Georgiens kontor for offentlig forvaltning.

Den 28. oktober 2015 vedtog parlamentet ved tredjebehandlingen ændringer til loven om interessekonflikter og korruption i den offentlige forvaltning, som danner retsgrundlag for overvågning af formueangivelser og tillader kontoret for offentlig forvaltning at gennemføre overvågningsprocessen. Systemet til oplysning om formueforhold indeholder nye mekanismer til at påvise og iværksætte sanktioner for interessekonflikter og ubegrundet rigdom. På baggrund af disse ændringer vil angivelserne blive overvåget på følgende tre måder: a) konstant kontrol med angivelser fra højtstående embedsmænd, som er udsat for en høj korruptionsrisiko, b) ved tilfældig udvælgelse af angivelser på en gennemsigtig måde ved hjælp af det elektroniske system på basis af specifikke risikokriterier opstillet af den uafhængige kommission, c) på basis af velbegrundede skriftlige klager/oplysninger indsendt til kontoret for offentlig forvaltning.

Ændringer til loven om offentlige indkøb, som indfører kriterier for dispensation fra en udbudsproces vedrørende offentlige indkøbskontrakter, trådte i kraft den 1. november 2015. De nye bestemmelser specificerer kriterierne for tildeling af en kontrakt gennem forenklede procedurer for offentlige indkøb og kræver godkendelse fra statens indkøbscentral. Ansøgninger om at følge den forenklede procedure for offentlige indkøb bliver offentliggjort, og alle berørte parter har ret til at fremsætte deres synspunkter.

Beskyttelsen af whistleblowere har været genstand for lovændringer, som udvider whistlebloweres status og rapporteringssystemet herfor. Således kan enhver anses for at være whistleblower, uanset om vedkommende er offentligt ansat. Bestemmelserne gør det muligt for whistleblowere at fremsætte oplysninger anonymt og fortroligt.

Myndighederne fortsatte arbejdet med fuldt ud at efterleve GRECO-anbefalingerne.

Georgien har på tilfredsstillende vis gennemført de foranstaltninger, der blev anbefalet i den tredje statusrapport. Benchmarket vedrørende forebyggelse og bekæmpelse af korruption anses for at være opfyldt.

2.3.1.4. Hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme

Benchmarket for hvidvaskning af penge blev i den tredje statusrapport anset for næsten nået, og der er sket målbare fremskridt i mellemtiden med Kommissionens anbefalinger.

I juli 2015 vedtog det georgiske parlament flere ændringer for at styrke sin retlige ramme for grænseoverskridende kontante pengestrømme. Systemet til angivelse af grænseoverskridende pengestrømme har fået udvidet sit anvendelsesområde. Ud over kontanter, som fysisk medbringes af fysiske og juridiske personer, er rede penge sendt og modtaget pr. post og fragt nu også omfattet. Hvis en person ikke opfylder angivelsesforpligtelsen, vil vedkommende skulle betale en bøde, der nu er forhøjet. For at øge sanktionernes afskrækkende virkning er de ikke længere begrænset til et maksimalt beløb af 3 000 GEL. Ifølge de nye bestemmelser i skatteloven kan bøden svare til 10 % af det beløb, der transporteres, hvis det har en samlet værdi af mindst 100 000 GEL.

Statsadvokaten udstedte en anbefaling om at skærpe effektiviteten af konfiskeringen af ulovligt erhvervede aktiver. Blandt andre foranstaltninger, der skal gennemføres i løbet af strafferetlige sager, er anklagere og undersøgere blevet instrueret i at spore hvert af sagsøgtes og vedkommendes nære slægtningens aktiver samt foretage konfiskation, selv i tilfælde af strafnedsættelsesaftaler. Der er blevet afholdt forskellige kurser og debatmøder om disse emner med retshåndhævende organer og anklagere.

Den finansielle overvågningstjeneste har siden 2004 fungeret som et nationalt center for modtagelse, analyse og udbredelse af mistænkelige transaktionsrapporter. Tjenesten ansatte to nye medarbejdere i oktober 2015 og vil snarest annoncere efter flere kandidater til de resterende ubesatte stillinger.

Georgiens nationalbank overvåger alle finansielle institutioner undtagen forsikringsselskaber og private pensionsselskaber. Dens enhed for metodologi og ekstern inspektion er blevet forstærket med rekrutteringen af seks medarbejdere. Forsikringstilsynsmyndigheden, som fører tilsyn med forsikringsselskaber og private pensionsselskaber, har oprettet en ny separat afdeling for ekstern overvågning under tilsynsafdelingen.

Den finansielle overvågningstjeneste afholdt for nylig oplysningsaktiviteter primært rettet mod advokater. Der var bl.a. tale om uddannelsesseminarer om krav om kundelegitimation og udvikling af en vejledning i forebyggelse af hvidvaskning af penge. Fremtidige aktiviteter bliver også rettet mod regnskabsfolk og revisorer.

Georgien har på tilfredsstillende vis gennemført de foranstaltninger, der blev anbefalet i den tredje statusrapport. Benchmarket for hvidvaskning af penge anses for at være opfyldt.

2.3.1.5. Narkotika

Benchmarket for narkotika blev i den tredje statusrapport anset for delvis nået, og der er sket målbare fremskridt i mellemtiden med Kommissionens anbefalinger.

Georgien har gjort gode fremskridt med gennemførelsen af den nationale narkotikabekæmpelsesstrategi og -handlingsplan takket være foranstaltninger til nedbringelse af såvel efterspørgsel som udbud. Artikel 260 i straffeloven er blevet ændret, så der nu sondres mellem strafbar besiddelse af narkotika til personligt brug og med henblik på salg til andre. Den maksimale straf for besiddelse af narkotika er blevet nedsat fra 11 års fængsel til seks års fængsel. Siden ikrafttrædelsen af ændringen den 31. juli 2015 er den dømte i praksis blevet idømt andre straffe end fængsel i de fleste sager, som er blevet afgjort på grundlag af artikel 260 om besiddelse af narkotika.

Georgiens lovgivning rummer tilstrækkelige beskyttelsesforanstaltninger til at beskytte enkeltpersoner mod politiets vilkårlige narkotikatests. Ved indenrigsministerens bekendtgørelse af 30. september 2015 blev der indført strengere krav til udførelse af stikprøvebaserede narkotikatests. Det er ikke længere tilstrækkeligt, at der er rimelig grund til at tro, at en person har indtaget narkotika; der skal også foreligge andre omstændigheder for at berettige en uanmeldt test. Desuden kan en beslutning om at udføre en test anfægtes ved den interne overvågningsmyndighed under indenrigsministeriet, en forvaltningsdomstol og/eller anklagemyndigheden.

Georgien har på tilfredsstillende vis gennemført de foranstaltninger, der blev anbefalet i den tredje statusrapport. Benchmarket for narkotika anses for at være opfyldt.

2.3.2. Retligt samarbejde i straffesager

Dette benchmark, som blev anset for at være opfyldt ifølge den tredje statusrapport, er fortsat opfyldt.

2.3.3.    Retshåndhævelsessamarbejde

Benchmarket for retshåndhævelsessamarbejde blev i den tredje statusrapport anset for næsten nået, og der er sket målbare fremskridt i mellemtiden med Kommissionens anbefalinger.

En tværorganisatorisk arbejdsgruppe blev nedsat i maj 2015 til at udvikle et koncept til en ensrettet risikoanalysemekanisme baseret på efterforskningsdrevet politiarbejde. Konceptet blev godkendt den 22. oktober 2015, og arbejdsgruppen indledte udarbejdelsen af en detaljeret handlingsplan med foranstaltninger, der skulle vedtages til gennemførelsen af det fremtidige risikovurderingssystem. De evalueringsrapporter om altomfattende trusler, der bliver udarbejdet på dette grundlag, bør bidrage til at fastslå fremtidige kriminalitetstendenser og foranstaltninger til at imødegå dem.

Indenrigsministeriet udstedte for nylig nye instrukser om eksisterende ressourcer og aktiviteter, der er nødvendige for internationalt samarbejde, og præsenterede dem for personalet i Tbilisi og regionerne. Indenrigsministeriets og statsadvokaturens personale modtog en informationsbrochure om de eksisterende samarbejdsmekanismer via Interpol, og der blev afholdt fælles uddannelseskurser for forskellige afdelingers undersøgere for at drøfte de muligheder, der ligger i den internationale ramme for retshåndhævelsessamarbejde.

Georgien har på tilfredsstillende vis gennemført de foranstaltninger, der blev anbefalet i den tredje statusrapport. Benchmarket for retshåndhævelsessamarbejde anses for at være opfyldt.

2.3.4. Databeskyttelse

Dette benchmark, som blev anset for at være opfyldt ifølge den tredje statusrapport, er fortsat opfyldt.

2.4. Hovedområde 4: Eksterne forbindelser og grundlæggende rettigheder

2.4.1.    Fri bevægelighed i Georgien

Dette benchmark, som blev anset for at være opfyldt ifølge den tredje statusrapport, er fortsat opfyldt.

2.4.2.    Betingelser og procedurer i forbindelse med udstedelse af rejse- og identitetsdokumenter

Dette benchmark, som blev anset for at være opfyldt ifølge den tredje statusrapport, er fortsat opfyldt.

2.4.3.    Borgerlige rettigheder, herunder beskyttelse af mindretal

Benchmarket for borgerlige rettigheder blev i den tredje statusrapport anset for næsten nået, og der er sket målbare fremskridt i mellemtiden med Kommissionens anbefalinger.

Georgien har igangsat og fortsætter med i den offentlige forsvarsmyndigheds regi at afholde en oplysningskampagne over hele landet og via diverse medier om lighed, tolerance og mangfoldighed. Den 17. august 2015 blev den nye strategi for borgerlig lighed og integration vedtaget sammen med en handlingsplan for 2015-2020. Den erstatter den tidligere strategi efter en grundig resultatevaluering og en bred høring af de centrale berørte parter. Statens tværministerielle kommission har ansvaret for at overvåge gennemførelsen af strategien og handlingsplanen, herunder de resultater, der skal nås inden 2020. For hver af de planlagte aktiviteter skal statslige organer levere tilstrækkelig finansiering inden for deres respektive områder.

Denne nye strategi er rettet mod at forbedre etniske mindretals adgang til beslutningstagning, politik og offentlige tjenester, herunder ved at forcere sprogbarrierer. Alle relevante ministerier og statslige organer har gjort en fælles indsats for at informere forskellige samfund om deres rettigheder og lette deres adgang til uddannelse og bevaring af deres kulturelle arv.

Georgien fortsatte med at tilbyde uddannelse til jurister i borgerlige rettigheder, lighed og ikkediskrimination. Der blev i samarbejde med civilsamfundet, internationale organisationer og donorer tilrettelagt uddannelsesforløb rettet primært mod anklagere, dommere og embedsmænd i indenrigsministeriet.

I 2015 blev en række lovforslag fremsat af den offentlige forsvarsmyndighed behørigt behandlet. Udvalget for menneskerettigheder og civil integration har sammen med det georgiske parlaments lovudvalg støttet og samarbejdet om disse ændringer, ifølge hvilke privatpersoner skal have pligt til at forsyne den offentlige forsvarsmyndighed med materiale, dokumenter eller oplysninger, som måtte være nødvendige for undersøgelsen af en sag.

Georgien har på tilfredsstillende vis gennemført de foranstaltninger, der blev anbefalet i den tredje statusrapport. Benchmarket for borgerlige rettigheder anses for at være opfyldt.

3. OVERORDNET VURDERING OG NÆSTE SKRIDT

Siden visumdialogen mellem EU og Georgien blev indledt i juni 2012, og handlingsplanen for visumliberalisering blev fremlagt for de georgiske myndigheder i februar 2013, har Kommissionen regelmæssigt informeret Europa-Parlamentet og Rådet om Georgiens fremskridt med hensyn til opfyldelse af benchmarkene på de fire hovedområder i første og anden fase af handlingsplanen.

Kommissionen har ligeledes fortsat fulgt Georgiens fremskridt inden for områder med relevans for handlingsplanen inden for rammerne af:

mødet mellem højtstående embedsmænd i visumdialogen mellem EU og Georgien

EU's og Georgiens blandede visumlempelsesudvalg

EU's og Georgiens blandede tilbagetagelsesudvalg

EU's og Georgiens blandede underudvalg om retfærdighed, frihed og sikkerhed

mødet på højt plan i mobilitetspartnerskabet mellem EU og Georgien

menneskerettighedsdialogen mellem EU og Georgien.

I hvert af disse udvalg og dialoger tages samarbejdet mellem EU og Georgien jævnligt op. På det seneste møde i det blandede visumlempelsesudvalg og tilbagetagelsesudvalg, som fandt sted i Bruxelles den 13. oktober 2015 med deltagelse af repræsentanter for EU-medlemsstaterne, konstaterede Kommissionen, at gennemførelsen af begge aftaler generelt set var meget tilfredsstillende.

Visumdialogen mellem EU og Georgien har vist sig at være et vigtigt og særdeles effektivt redskab til fremskyndelse af vidtrækkende og vanskelige reformer på området retlige og indre anliggender, men har herudover også indflydelse på områder som f.eks. retsstat og reform af retssystemet. Ud over benchmarkene i handlingsplanen for visumliberalisering tog Georgien yderligere skridt i forbindelse med reformen af retssystemet og den offentlige anklagemyndighed. Der føres tilsyn med disse områder inden for andre dialogrammer, som f.eks. associeringsudvalget og associeringsrådet, og der vil ligeledes blive ført tilsyn med disse områder i forbindelse med associeringsdagsordenen.

De fremskridt, som Georgien har gjort inden for alle de områder, der er omfattet af handlingsplanens fire hovedområder, har været konstante og effektive i de seneste tre år. De afspejler det engagement, der er udvist, og de konstante bestræbelser, der er gjort af Georgiens regering og alle statslige institutioner, som har sat gennemførelsen af handlingsplanens benchmarks øverst på den nationale dagsorden.

Georgien har bevilget passende økonomiske og menneskelige ressourcer til at sikre reformernes bæredygtighed. EU bidrager også til denne proces, bl.a. med sit program til 16 mio. EUR om kapacitetsopbygning til støtte for grænse- og migrationsforvaltning. Desuden hjælper programmet "Menneskerettigheder til alle i Georgien" med at fremme beskyttelse af mindretal og sårbare grupper, styrke kapaciteten hos den tilsynsførende for databeskyttelse og få arbejdsformidlingen til at fungere effektivt. Den fortsatte gennemførelse af reformerne ifølge handlingsplanen for visumliberalisering vil også blive støttet af den kommende tekniske samarbejdsfacilitet, som vil omfatte migrationsforvaltning og bekæmpelse af organiseret kriminalitet og vold i hjemmet. Alle disse typer EU-bistand finansieres over Det Europæiske Naboskabsinstrument (ENI).

Der er blevet afviklet omfattende informationskampagner, som har til formål at tydeliggøre rettigheder og forpligtelser i forbindelse med visumfri indrejse. Der er planlagt yderligere aktiviteter lige op til og efter visumliberaliseringen under EU-integrations- og kommunikationsstrategien for 2014-2017 og migrationsstrategien for 2016-2020.

Der er blevet fremlagt tre statusrapporter om gennemførelsen af handlingsplanen for visumliberalisering. I den tredje statusrapport blev det bekræftet, at Georgien i det store og hele overholder alle de benchmarks, der er fastsat på de fire hovedområder i handlingsplanen, og det blev fastlagt, hvilke foranstaltninger der, hvis de blev iværksat, ville resultere i, at Georgien ville være ved vejs ende med hensyn til gennemførelsen af alle benchmarks i anden fase af handlingsplanen.

Kommissionen mener, at Georgien siden da har gjort de nødvendige fremskridt og gennemført alle de påkrævede reformer for at sikre en praktisk og bæredygtig opfyldelse af de resterende benchmarks. Alle de foranstaltninger, der blev identificeret i den tredje statusrapport, er blevet iværksat. Den lovgivningsmæssige og politiske ramme såvel som de institutionelle og organisatoriske principper samt gennemførelsen af procedurerne inden for alle fire hovedområder er i overensstemmelse med europæiske og internationale standarder.

På baggrund af denne vurdering og set i lyset af resultatet af den løbende overvågning og rapportering, der er blevet foretaget siden indledningen af visumdialogen mellem EU og Georgien i juni 2012, vurderer Kommissionen, at Georgien opfylder alle de benchmarks, der er fastsat på de fire hovedområder i anden fase af handlingsplanen. Under hensyntagen til de overordnede forbindelser mellem EU og Georgien vil Kommissionen i begyndelsen af 2016 fremlægge et ændringsforslag til forordning (EF) nr. 539/2001.

Kommissionen vil fortsat aktivt overvåge Georgiens løbende gennemførelse af alle benchmarks under de fire hovedområder i handlingsplanen for visumliberalisering inden for rammerne af de eksisterende associeringsstrukturer og -dialoger og, om nødvendigt, ved hjælp af ad hoc-opfølgningsmekanismer.

(1)

Hovedområderne er: i) dokumentsikkerhed, herunder biometri, ii) integreret grænseforvaltning, migrationsforvaltning og asylpolitik, iii) offentlig orden og sikkerhed samt iv) forbindelser udadtil og grundlæggende rettigheder.

(2)

Borgere, der var omfattet af visumfritagelsen og i besiddelse af et biometrisk pas, kunne rejse igennem eller opholde sig i en EU-medlemsstat (undtaget Det Forenede Kongerige og Irland) og associerede Schengenlande og måtte højst opholde sig der i 90 dage i en periode på 180 dage uden at ansøge om visum.

(3)

COM(2013) 808 final.

(4)

COM(2014) 681 final.

(5)

COM(2015) 103 final.

(6)

SWD(2015)299 final.

Top