This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52013DC0037
GREEN PAPER ON UNFAIR TRADING PRACTICES IN THE BUSINESS-TO-BUSINESS FOOD AND NON-FOOD SUPPLY CHAIN IN EUROPE
GRØNBOG OM ILLOYAL HANDELSPRAKSIS I VIRKSOMHED-TIL-VIRKSOMHED-FORSYNINGSKÆDEN FOR FØDEVARER OG NONFOODVARER I EUROPA
GRØNBOG OM ILLOYAL HANDELSPRAKSIS I VIRKSOMHED-TIL-VIRKSOMHED-FORSYNINGSKÆDEN FOR FØDEVARER OG NONFOODVARER I EUROPA
/* COM/2013/037 final - 2012/ () */
GRØNBOG OM ILLOYAL HANDELSPRAKSIS I VIRKSOMHED-TIL-VIRKSOMHED-FORSYNINGSKÆDEN FOR FØDEVARER OG NONFOODVARER I EUROPA /* COM/2013/037 final - 2012/ () */
Indholdsfortegnelse 1........... INDLEDNING.. 3 2........... DEFINITION AF ILLOYAL HANDELSPRAKSIS. 6 2.1........ Begrebet illoyal handelspraksis. 6 2.2........ Eksempler på illoyal handelspraksis. 8 2.3........ Potentielle virkninger af illoyal handelspraksis. 9 3........... DE RETLIGE RAMMER FOR ILLOYAL HANDELSPRAKSIS. 11 3.1........ Fragmenterede retlige rammer på nationalt plan. 11 3.2........ Beskyttelse mod illoyal handelspraksis på EU-plan. 13 4........... HÅNDHÆVELSE AF REGLER MOD ILLOYAL HANDELSPRAKSIS. 16 4.1........ Håndhævelsesordninger på nationalt plan. 16 4.2........ Håndhævelsesordninger på EU-plan. 17 5........... FORMER FOR ILLOYAL HANDELSPRAKSIS. 19 5.1........ Uklare kontraktvilkår 19 5.2........ Fravær af skriftlige kontrakter 19 5.3........ Kontraktændringer med tilbagevirkende kraft 19 5.4........ Urimelig overførsel af kommercielle risici 20 5.5........ Illoyal anvendelse af oplysninger 20 5.6........ Uberettiget opsigelse af et forretningsforhold. 21 5.7........ Territoriale forsyningsbegrænsninger 21 5.8........ Fælles træk ved de forskellige former for illoyal handelspraksis. 22 6........... GENERELLE BEMÆRKNINGER.. 23 7........... DE NÆSTE SKRIDT. 24 1. INDLEDNING Virksomhed-til-virksomhed-forsyningskæden
(B2B) er et vigtigt element i den europæiske økonomi. Den kanaliserer produkter og tjenesteydelser fra leverandørerne til
forbrugerne og har direkte indvirkning på den økonomiske vækst og
beskæftigelsen. Handel og
distribution tegner sig for 4,3 % af EU's BNP, 18,7 mio. (eller 8,3 %)
af EU’s arbejdstagere og 17 % af EU's små og mellemstore virksomheder[1]. Sektoren sikrer forbrugernes adgang til varer og
tjenesteydelser fra andre økonomiske sektorer som f.eks. landbruget,
fremstillingsindustrien, logistik og it-tjenester. Denne grønbog omhandler B2B-forsyningskæden
for fødevarer og nonfoodvarer, som er kæden af transaktioner mellem
virksomheder eller mellem virksomheder og offentlige myndigheder, som indebærer
levering af varer hovedsagelig beregnet til den brede offentlighed til
personlig brug eller husholdningsbrug eller forbrug. Forsyningskæden består af en række aktører (producenter,
forarbejdningsvirksomheder og distributører), som alle har indvirkning på den
endelige pris, som forbrugeren betaler. Denne indvirkning varierer alt efter den pågældende delsektor for fødevarer
eller nonfoodvarer. En velfungerende
B2B-forsyningskæde for fødevarer og nonfoodvarer er nøglen til at indfri det
maksimale økonomiske potentiale i disse sektorer. I de sidste to årtier har B2B-forsyningskæden
for fødevarer og nonfoodvarer undergået betydelige forandringer af økonomiske,
sociale og demografiske årsager. Større
koncentration og vertikal integration i hele EU har ført til strukturændringer
i B2B-forsyningskæden for fødevarer og nonfoodvarer. Forskellige internationale indkøbsalliancer i detailsektoren er dukket
op i bestræbelserne på at opnå stordriftsfordele inden for indkøb gennem øget
indkøbsstyrke. Den øgede brug af
handelsmærker har bevirket, at visse forhandlere er blevet direkte konkurrenter
til deres leverandører. Et begrænset antal
relativt stærke aktører i forsyningskæden synes at være i en stærk
forhandlingsposition. Disse faktorer kan i visse tilfælde føre til
anvendelse af illoyal handelspraksis i forholdene i B2B-forsyningskæden for
fødevarer og nonfoodvarer. Illoyal
handelspraksis er en praksis, som klart afviger fra god praksis på
handelsområdet og er i strid med god tro og redelig handlemåde. Illoyal handelspraksis anvendes typisk af en
stærkere part over for en svagere part i en situation med en ulige
magtfordeling og kan forekomme i begge ender af B2B-forbindelsen og på et
hvilket som helst stadium i forsyningskæden. På EU-plan blev illoyal handelspraksis først
drøftet i EU's fødevaresektor i 2009, hvor forbrugerpriserne steg på baggrund
af prishoppene i landbruget. Manglende
markedsgennemsigtighed, ulige forhandlingspositioner og konkurrencebegrænsende
metoder har resulteret i markedsfordrejninger med negative virkninger for
fødevareforsyningskædens konkurrenceevne som helhed. Dette udløste et behov for at analysere den måde,
fødevareforsyningskæden fungerer på. Kommissionen
fandt, at forbrugerne ikke fik tilstrækkeligt rimelige aftaler, for så vidt
angår varesortiment og priser, og at mellemmænd, industrivirksomheder inden for
fødevareforarbejdning og detailhandlere pressede landbrugsproducenternes
fortjenstmargener[2]. Fødevareforsyningskædens resultater påvirker rent
faktisk EU-borgernes dagligdag - ca. 14 % af husstandenes udgifter går til
fødevarer[3]
– og effektiviteten i økonomiske sektorer som f.eks. landbrug, fødevareforarbejdningsindustri
og detailhandel. Desuden er de reelle
fødevarepriser steget med over 3 % bare i 2008[4], hvilket har ført til
et fald i købekraften og forbrugernes tillid og er ved at blive en af de
vigtigste drivkræfter bag den generelle prisinflation. Som reaktion herpå blev der i 2010 nedsat en ekspertgruppe om
aftalepraksis mellem virksomheder under Forummet på Højt Plan for en Bedre
Fungerende Fødevareforsyningskæde, som skal søge at finde en løsning på dette
problem. Ekspertgruppen udarbejdede i
2011 en række principper og eksempler på loyal og illoyal praksis i vertikale
forbindelser i fødevareforsyningskæden, som blev undertegnet af 11
organisationer, som repræsenterer forskellige interesser i hele den europæiske
fødevareforsyningskæde[5]. I 2012 har gruppen arbejdet på en
håndhævelsesordning. Trods den fælles
indsats blev der inden for den foreslåede ramme ikke peget på effektive
retsmidler til afhjælpning af manglende overholdelse, og den opnåede ikke
støtte fra repræsentanter for hele forsyningskæden, da det tredje møde i
forummet på højt plan blev afholdt den 5. december 2012. Otte af de elleve organisationer har dog meddelt, at de har til hensigt
at indlede gennemførelsen af principperne om loyal praksis på frivilligt
grundlag i begyndelsen af 2013[6]. Samtidig arbejder alle de berørte parter fortsat
på at nå frem til et kompromis gennem denne sektorspecifikke tilgang. Kommissionen opfordrer alle de berørte parter til
at nå til enighed om en aftale i løbet af de kommende måneder. Kommissionen har også forlænget varigheden af
mandatet for forummet på højt plan indtil den 31. december 2014[7] og vil fortsat overvåge den
specifikke udvikling inden for fødevareforsyningskæden for at følge op på de
resultater, der er opnået indtil videre. Parallelt hermed vil Kommissionen begynde at
arbejde på en konsekvensanalyse af de forskellige muligheder for at behandle
spørgsmålet om illoyal handelspraksis. I forbindelse med konsekvensanalysen vil det også blive undersøgt, om
problemet kan løses lokalt, eller om der er behov for en løsning på EU-plan. Denne tilgang vil sikre de resultater, som
forummet på højt plan i fødevaresektoren har opnået, samtidig med at alle
mulige løsninger fra selvregulering til lovgivning tages i betragtning. Kommissionen vil på dette grundlag foreslå
yderligere relevante tiltag i anden halvdel af 2013. Illoyal handelspraksis har været genstand for
en række undersøgelser og analyser i en række medlemsstater[8].
En rapport udarbejdet af Det Europæiske Konkurrencenetværk
bekræftede, at en lang række nationale konkurrencemyndigheder pegede på illoyal
handelspraksis[9]
som et problem i fødevaresektoren. I et bredere perspektiv er det imidlertid
blevet fremført, at illoyal handelspraksis ikke kun forekommer i
fødevaresektoren, men også i andre sektorer. Denne grønbog vil bidrage til indsamling af oplysninger om dette emne,
som har sammenhæng med en række forskellige faktorer. For det første går udviklingen i detailsektoren for fødevarer og nonfoodvarer
i retning af et blandet format, hvor langt de fleste detailhandlere fører
fødevarer, varer til husholdningsbrug og andre produkter under samme struktur
og på de samme betingelser og vilkår. Det forhold, at nogle af de største producenter fremstiller fødevarer
samt andre typer varer som f.eks. rengøringsmidler, kosmetik, hygiejneprodukter
osv., kombineret med betydningen af visse mærker kan også påvirke forholdet
mellem leverandører og detailhandlere. Der blev konstateret illoyal handelspraksis i en række sektorer,
herunder møbler og tekstiler[10]. Hvad angår beklædningssektoren, blev der i en
rapport fra 2007 om forretningsforholdene i EU's beklædningsindustri peget på
ni former for praksis mellem fabrikanter og detailhandlere, som anses for at
være illoyal. Disse omfatter bl.a.: automatisk opkrævning af detailhandlernes
omkostninger til salgsfremme, annullering af betalinger, forsinkede betalinger,
returnering af varer, der ikke er blevet solgt, pludselige afbrydelser af
leveranceforholdet og udnyttelse af innovative idéer, der indgår i prøver[11]. I forbindelse med Kommissionens overvågning af
detailmarkedet[12]
peges der på illoyal handelspraksis i forskellige detailsektorer. Europa-Parlamentet har også erkendt, at der er
behov for at gå videre end til agrofødevareindustrien, og tilskynder
Kommissionen til at træffe foranstaltninger i den henseende[13]. I akten for det indre marked I[14] gav Kommissionen
udtryk for, at den havde til hensigt at iværksætte et initiativ for at bekæmpe
illoyal handelspraksis i forretningsforhold. Desuden har et antal høringer med erhvervslivet, som blev gennemført
for nylig, bekræftet relevansen af dette emne[15]. Illoyal handelspraksis kan have skadelig
indvirkning på EU's økonomi og B2B-forsyningskæden for fødevarer og nonfoodvarer
i særdeleshed. En sådan praksis kan
påvirke virksomhedernes, herunder SMV'ernes, evne til at investere og innovere. Desuden kan fragmenterede nationale regler udgøre
en yderligere hindring for at indlade sig på grænseoverskridende indkøb og
distribution i det indre marked. Denne grønbog omfatter en foreløbig vurdering,
og heri søges yderligere dokumentation og synspunkter vedrørende de mulige
problemer, som udspringer af illoyal handelspraksis i relationer i
B2B-forsyningskæden for fødevarer og nonfoodvarer og er relateret til effektiv
håndhævelse af de eksisterende nationale regler, der tager sigte på at bekæmpe
illoyal handelspraksis, og den omhandler desuden konsekvenserne for det indre
marked. Formålet med denne grønbog er
at iværksætte en høring af de berørte parter om denne analyse, at indsamle
oplysninger og, hvor det er relevant, at indkredse, hvad der skal ske fremover
for at løse problemet. Forbedring af fødevareforsyningskædens
effektivitet vil tilskynde til større økonomisk integration og løse væsentlige
problemer på det indre marked, som skyldes illoyal handelspraksis og
fragmenteringen af de nationale regler, der skal bekæmpe denne praksis. Dette vil bidrage til det bredere mål for EU om
at blive en mere intelligent, bæredygtig og inklusiv økonomi senest i 2020. 2. DEFINITION
AF ILLOYAL HANDELSPRAKSIS 2.1. Begrebet illoyal handelspraksis Aftalefrihed er hjørnestenen i alle
B2B-forbindelser i markedsøkonomien, og parterne bør kunne udforme sådanne
aftaler, som bedst passer til deres behov. Dette vedrører navnlig illoyal handelspraksis i prækontraktuelle forhandlinger,
som derefter bliver omfattet af kontraktvilkårene. For at drage gensidig fordel af denne aftalefrihed skal parterne rent
faktisk kunne forhandle om aftalevilkår. I visse tilfælde, hvor en af de kontraherende parter har en stærkere
forhandlingsposition, kan denne dog ensidigt pålægge den svagere modpart vilkår
- og dermed på urimelig vis udforme forretningsforholdet således, at det
udelukkende er til fordel for hans egne økonomiske interesser. Den kontraherende part kan navnlig anvende
markant ulige vilkår og betingelser og som følge af sin stærke
forhandlingsposition afvise at forhandle dem enkeltvis. I sådanne situationer er den svage part måske ikke i stand til at
afvise disse ensidigt pålagte ugunstige betingelser, fordi han frygter at gå glip
af aftalen eller endog at blive tvunget til at lukke sin forretning. Den ulige forhandlingsposition kan skyldes
forskellige faktorer, f.eks. en væsentlig forskel i parternes relative
størrelse og omsætning, økonomisk afhængighed eller betydelige irreversible
omkostninger, som en af parterne allerede har afholdt (f.eks. store forudgående
investeringer). Det er typisk en stærk part, som i en
situation med en ulige magtfordeling anvender illoyal handelspraksis over for
en svagere part, som ofte ikke er i stand til at opgive det urimelige forhold
og skifte til en anden forretningspartner på grund af de omkostninger, der
følger af en sådan ændring, eller manglende alternativer til aftalepartneren. Det er vigtigt at bemærke, at denne uligevægt kan
eksistere i begge ender af B2B-forbindelsen: Detailhandlere såvel som leverandører kan blive ofre for illoyal
handelspraksis, som kan forekomme på et hvilket som helst stadium i
B2B-forsyningskæden i detailhandelen. Sådanne situationer kan f.eks. opstå for landbrugsproducenter, som ofte
kun kan sælge deres produktion til et begrænset antal forretningspartnere, og
som på grund af mange varers specifikke karakter ikke er i stand til at
opbevare deres produktion i en længere periode for at opnå bedre vilkår. En sådan praksis omfatter f.eks.
utilstrækkelige oplysninger om aftalevilkår, krav om betaling for varer eller
tjenesteydelser, der ikke er af værdi for den kontraherende part,
kontraktvilkår, som er ensidige eller med tilbagevirkende kraft, samt betaling
for fiktive tjenesteydelser, som forhindrer den kontraherende part i at
foretage indkøb hos leverandører fra andre medlemsstater, hvilket medfører en
territorial opdeling af det indre marked. Illoyal handelspraksis kan forekomme på et
hvilket som helst stadium i B2B-forholdet. En sådan praksis kan blive anvendt i forbindelse med
kontraktforhandlinger, kan være en del af selve kontrakten eller kan blive
indført efter aftalens indgåelse (f.eks. ændringer af aftalen med
tilbagevirkende kraft). Efter indgåelsen af aftalen kan den illoyale
handelspraksis blot bestå i, at de urimelige kontraktvilkår gøres gældende. I tilfælde, hvor aftalevilkårene synes at være
acceptable for begge parter, kan der stadig opstå problemer. Generelt dækker aftaler ikke alle aspekter af
parternes adfærd i den fase, hvor aftalen gennemføres, eller også er de så
komplekse, at parterne ikke fuldt ud forstår, hvad vilkårene indebærer i
praksis. Desuden råder parterne
muligvis ikke over de samme oplysninger om transaktionen, hvilket kan resultere
i, at den stærkeste part udviser urimelig adfærd over for den svage modpart. I denne henseende står SMV'er generelt svagt i
forhold til større virksomheder, da de ikke nødvendigvis råder over den
specialviden, der er nødvendig for at kunne vurdere samtlige konsekvenser af de
aftalte vilkår. På et marked, som fungerer optimalt, vil
manglende tillid mellem parterne medføre, at der skiftes til en anden
forretningspartner. Hvis det er
forbundet med store omkostninger at skifte partner, eller der ikke er mulighed
for at skifte, betyder det helt konkret, at den stærke part opnår en så gunstig
forhandlingsposition, at han føler sig tilskyndet til at udvise en urimelig
adfærd. Manglende mulighed for at skifte til en anden
handelspartner og bringe den eksisterende forbindelse til ophør spiller en
central rolle, for så vidt angår anvendelse af illoyal handelspraksis. Desuden frygter den svage part ofte, at
forretningsforbindelsen vil blive afbrudt i tilfælde af en klage. Denne frygt gør det mere usandsynligt, at der vil
blive klaget, og er derfor et af de vigtigste spørgsmål, som skal behandles,
når det hensigtsmæssige i en håndhævelsesmekanisme vurderes. Eksempelvis ser det ud til, at 87 % af
leverandørerne ikke træffer andre foranstaltninger end en drøftelse med deres
kunder. Næsten to tredjedele (65 %)
af disse foretager sig ikke noget på grund af frygt for gengældelse, og 50 %
tvivler på effektiviteten af de offentlige retsmidler[16]. Senest har næsten alle de leverandører og
producenter, der blev opfordret til at give møde for det irske parlamentsudvalg
for forholdet mellem leverandører og detailhandlere på det irske marked for
dagligvarer for at drøfte deres forbindelser med detailhandelen, afvist at møde
op[17]. For at indsamle relevante oplysninger valgte
udvalget at anvende direkte kontakter under iagttagelse af fortrolighedshensyn.
Spørgsmål: 1)
Er De enig i ovenstående definition af
illoyal handelspraksis? 2)
Anerkendes begrebet illoyal handelspraksis i
Danmark? Hvis ja, bedes De
oplyse hvordan. 3)
Bør begrebet illoyal handelspraksis efter
Deres mening begrænses til kontraktforhandlinger, eller bør det også omfatte
perioden før og/eller efter kontraktens indgåelse? 4)
I hvilken fase af B2B-forsyningskæden i
detailhandelen kan illoyal handelspraksis forekomme? 5)
Hvad mener De om frygt som en faktor i
handelsforbindelser? Er De enig
i ovennævnte vurdering vedrørende spørgsmålet? Forklar nærmere.
2.2. Eksempler på illoyal handelspraksis Illoyal handelspraksis har været genstand for
en række undersøgelser og analyser, som ofte har fokuseret på fødevaresektoren. I den undersøgelse af fødevareforsyningskæden,
som Det Forenede Kongeriges konkurrencekommission gennemførte i 2008[18],
peges der på 52 forskellige former for praksis, hvoraf 26 havde potentiale til
at skabe usikkerhed om leverandørernes indtægter eller omkostninger som følge
af, at urimeligt store risici eller uventede omkostninger væltes over på
leverandørerne. Disse omfattede
pristilpasninger med tilbagevirkende kraft, finansiering af salgsfremmende
foranstaltninger med tilbagevirkende kraft eller anden praksis, som i praksis
førte til regulering med tilbagevirkende kraft af leveringsordninger, der var
aftalt tidligere. I den spanske konkurrencemyndigheds rapport om
forholdet mellem leverandører og detailhandlere i fødevaresektoren[19]
peges der på 18 forskellige former for praksis mellem fabrikanter og
detailhandlere, og disse opdeles i tre kategorier: i) forretningsmæssige betalinger (f.eks. honorarer for transport og
markedsføring af produkter), ii)
bidrag til supplerende aktiviteter, der gennemføres af detailhandleren (f.eks.
honorarer for salgsfremme) og iii)
ekstraordinære udgifter (f.eks. udgifter, som efter producentens mening er
detailhandlerens ansvar). I det irske parlamentsudvalgs rapport henledes
opmærksomheden på påstande om, at visse detailhandlere begår alvorlige
forseelser, chikanerer og truer eller endog anvender ulovlig praksis over for
leverandørerne, og det anføres, at mange leverandører har været udsat for en
praksis fra detailhandlernes side, som omfattede urimelige krav om finansielle
bidrag i tilfælde af, at de nægtede at efterkomme detailhandlernes krav[20]. 2.3. Potentielle virkninger af illoyal handelspraksis Anvendelse af illoyal handelspraksis i
B2B-forsyningskæden for fødevarer og nonfoodvarer kan have negative virkninger
for virksomhederne, og dette kan igen have negative virkninger for økonomien
som sådan. Det er vanskeligt at kvantificere virkningerne
af illoyal handelspraksis for B2B-forsyningskæden for fødevarer og
nonfoodvarer, først og fremmest som følge af problemets art, men også på grund
af vanskeligheder med hensyn til målingen. Imidlertid hævdes det, at de potentielle skadelige virkninger af
illoyal handelspraksis på både kort og lang sigt kan omfatte indvirkning på
investeringer og innovation[21]. Kommissionen har for nylig iværksat en
undersøgelse af udviklingen med hensyn til udvalg og innovation inden for
detailsalg af fødevarer med henblik på at kvantificere udviklingen i de senere
år efter moderniseringen og koncentrationen af detailsektoren i Den Europæiske
Union. Arbejdsdokumentet fra Kommissionens
tjenestegrene, som ledsager rapporten om overvågning af handels- og
distributionsmarkedet, giver som eksempel UHT-mælk i Frankrig, hvor
producenternes pris (ikke fortjenstmargenen) som andel af den endelige
forbrugerpris på UHT-mælk ifølge Observatoire des prix et des marges, som
administreres af FranceAgrimer, var faldet fra 32,2 % til 25,9 %
i perioden 2005-2009 - hvilket tydeligvis har haft skadelige virkninger for
producenternes evne til at investere. Desuden konstateres der i ledsagedokumentet "Analysis on price
transmission along the food chain in the EU" (analyse af prisafsmitningen
i fødevarekæden i EU) til Kommissionens meddelelse "En bedre fungerende
fødevareforsyningskæde i Europa"[22]
for perioden 2007-2009 en forholdsvis begrænset og asymmetrisk prisafsmitning
fra landbrugsproducenterne til forbrugerne på de analyserede markeder (f.eks.
svinekød og mælk), som til dels kunne skyldes ubalancer med hensyn til
forhandlingsstyrke og/eller konkurrencebegrænsende adfærd i fødevarekæden. Illoyal handelspraksis kan i mange tilfælde
være relateret til spørgsmål vedrørende betaling, som er direkte knyttet til
strukturen for priser mellem leverandører, mellemmænd og detailhandlere. De finske konkurrencemyndigheders undersøgelse af
dagligvarehandel, som blev gennemført for nylig, viser f.eks., at 90 % af
de adspurgte virksomheder havde betalt såkaldte markedsføringsgodtgørelser, som
var knyttet til uklare fordele. I
visse tilfælde var disse betalinger en forudsætning for handel og indebar ikke
nogen "reel" kompensation[23]. Illoyal handelspraksis kan have en negativ
indvirkning på investeringerne og innovationen på grund af lavere indtjening og
usikkerhed. Navnlig urimelige
kontraktvilkår, der indføres med tilbagevirkende kraft, kan give anledning til
usikkerhed i forbindelse med forretningsplanen og føre til færre investeringer. Beregninger af investeringsafkastet omfatter en
vurdering af potentielle risici. Efterfølgende
ændringer eller "urimelig" anvendelse af oplysninger kan reducere
virksomhedernes evne til at investere, innovere, udvide kapaciteten eller
udvikle nye varesortimenter. Dette
vil være tilfældet, hvis der ikke betales for usolgte varer, som leveres
tilbage til leverandørerne, selv om det modsatte fremgår af kontrakten (f.eks.
sæsonbetonede husholdningsartikler eller produkter med begrænset holdbarhed). Dette tvinger leverandørerne til at afholde
unødige omkostninger, kan skabe usikkerhed og efterfølgende få følger for
investeringerne. De eventuelle skadelige
virkninger af illoyal handelspraksis rammer alle aktører i B2B-forsyningskæden
for fødevarer og nonfoodvarer, men kan have uforholdsmæssigt store virkninger
for SMV'er, som ofte ikke har specialviden om komplekse kontrakter, har højere
omkostninger til at skifte forretningspartner og færre handelsforbindelser, er
mindre villige til at benytte de formelle håndhævelsesmekanismer og har ringere
muligheder for at sætte sig igennem over for stærke handelspartnere. Desuden hævdes det, at illoyal handelspraksis
kan have en negativ indvirkning på den grænseoverskridende handel og er til
hinder for et velfungerende indre marked. F.eks. kan leverandører være tilbageholdende med at indgå handler med
udenlandske detailhandlere af frygt for at blive ofre for illoyal
handelspraksis i en ukendt national juridisk kontekst. Dette er naturligvis ikke den eneste hindring: Omfanget af den grænseoverskridende handel i EU's forsyningskæde
varierer fra medlemsstat til medlemsstat alt afhængigt af tilstedeværelsen af
store vertikalt integrerede detailhandlere, andelen af onlineforhandlere,
segment inden for detailhandelen og grossisternes rolle[24]. Uafhængigt af disse faktorer kan illoyal handelspraksis imidlertid
hindre udviklingen af grænseoverskridende forbindelser, hovedsagelig på grund
af vanskelighederne med at håndhæve de regler, der skal imødegå sådan praksis,
i en grænseoverskridende sammenhæng.
Spørgsmål: 6)
I hvilket omfang og hvor ofte mener De på
baggrund af deres erfaringer, at illoyal handelspraksis forekommer i fødevaresektoren? I hvilken fase af forretningsforbindelsen
forekommer en sådan praksis hovedsageligt og på hvilken måde? 7)
Forekommer illoyal handelspraksis også i
detailsektoren for nonfoodvarer? Hvis ja, bedes De anføre konkrete eksempler. 8)
Har illoyal handelspraksis negative
virkninger, navnlig hvad angår Deres virksomheds evne til at investere og
innovere? Giv konkrete
eksempler, og forsøg at kvantificere problemstillingen så vidt muligt. 9)
Har illoyal handelspraksis virkninger for
forbrugerne (f.eks. i form af indvirkning på priserne, produktudvalg eller
innovation)? Giv konkrete
eksempler, og forsøg at kvantificere problemstillingen så vidt muligt. 10)
Har illoyal handelspraksis virkninger for
handelen på tværs af grænserne i EU? Fører illoyal handelspraksis til en fragmentering af det indre marked? Hvis ja, bedes De oplyse, i hvilket omfang
illoyal handelspraksis påvirker Deres virksomheds evne at handle på tværs af
grænserne. 3. DE
RETLIGE RAMMER FOR ILLOYAL HANDELSPRAKSIS 3.1. Fragmenterede retlige rammer på nationalt plan I årenes løb er de offentlige myndigheder i
stigende grad begyndt at betragte illoyal praksis i forholdet mellem
leverandører og købere som et vigtigt politisk emne. Som følge heraf har mange medlemsstater truffet foranstaltninger over
for illoyal handelspraksis, men på forskellig vis. Dette har ført til store forskelle i beskyttelsen mod illoyal
handelspraksis på nationalt plan, hvad angår omfanget, arten og den retlige
form. Udgangspunktet har ofte været en analyse, som
de nationale konkurrencemyndigheder har gennemført for at vurdere konkurrencen
i detailsektoren og betydningen af handelspraksis for forholdet mellem
detailhandlere og leverandører[25]. Forholdet mellem konkurrencelovgivningen
og lovgivningen om illoyal handelspraksis I denne sammenhæng er det nødvendigt at sondre
mellem konkurrencelovgivning og love, der tager sigte på at forebygge illoyal
praksis. Regler vedrørende illoyal
handelspraksis har normalt et andet sigte end konkurrencelovgivningen, da de
regulerer kontraktlige forbindelser mellem virksomheder ved at fastsætte vilkår
og betingelser, som f.eks. leverandører skal tilbyde distributører uanset de
faktiske eller formodede virkninger for konkurrencen på markedet. Dette gælder navnlig lovgivning, der forbyder
virksomheder at påtvinge, aftvinge eller søge at aftvinge deres handelspartnere
vilkår, der er urimelige, uforholdsmæssige eller ydet uden vederlag[26]. Konkurrencelovgivningen kan dække visse former
for illoyal handelspraksis i B2B-forsyningskæden for fødevarer og nonfoodvarer. Den vil imidlertid ikke dække alle former for
sådan praksis, da den forfølger målet om at beskytte konkurrencen på markedet
og typisk vedrører situationer, der drejer sig om markedsstyrke[27]. En række medlemsstater har konkurrenceregler om ensidig adfærd, som
eksempelvis forbyder misbrug af en dominerende stilling over for økonomisk
afhængige virksomheder og/eller misbrug af en bedre forhandlingsposition, og
som indebærer, at der kan anvendes sanktioner i sådanne situationer. I en rapport, som for nylig blev udarbejdet af
Det Europæiske Konkurrencenetværk, der består af de nationale
konkurrencemyndigheder og Europa-Kommissionen, blev det konkluderet, at visse
former for handelspraksis, som betragtes som illoyale af mange af de berørte
parter "ikke er omfattet af konkurrencereglerne på EU-plan eller i de
fleste af medlemsstaterne"[28]. Det civil- og handelsretlige område og
illoyal handelspraksis Hvad angår loyalitet i forbindelse med
individuelle forretningsforbindelser, kan de grundlæggende principper på det
civil- og handelsretlige område give en vis grad af beskyttelse mod illoyal
handelspraksis. I de fleste
medlemsstater er den generelle opfattelse, at man er forpligtet til at udvise
loyal adfærd. Denne opfattelse
vedrører almindeligvis begreber som f.eks. adfærd, som er i strid med god
forretningsskik, og ydelser/forhandlinger i overensstemmelse med principperne
om god tro, god moral, retfærdighed og loyalitet. Manglende overholdelse af disse principper medfører typisk, at
kontrakterne bliver ugyldige eller ikke kan håndhæves ved domstolene. Specifikke nationale regler vedrørende
illoyal handelspraksis Visse medlemsstater har udvidet beskyttelsen
under civilretten for at behandle det stigende antal sager vedrørende illoyal
handelspraksis[29]. I den forbindelse er der blevet anvendt
forskellige nationale instrumenter. Mens
den foretrukne løsning i visse medlemsstater var vedtagelse af specifikke
bestemmelser på området[30],
har andre indført eller fremmet adfærdskodekser eller overvejer at gøre dette[31]. Endvidere er der store forskelle mellem
medlemsstaternes syn på anvendelsesområdet for de relevante lovbestemte eller
frivillige foranstaltninger. I visse
medlemsstater yder de beskyttelse mod illoyal handelspraksis i forsyningskæden
i detailhandelen eller i en bestemt detailsektor, mens reglerne i andre gælder
på alle områder. I Portugal[32], Slovenien[33], Spanien[34], Belgien[35] og Det Forenede Kongerige[36] findes der f.eks.
adfærdskodekser, der fokuserer på dagligvareforsyningskæden[37], mens der i Nederlandene og
Irland er planer om at vedtage sådanne kodekser. Tjekkiet, Ungarn og Italien har vedtaget love, der dækker illoyal
handelspraksis i agrofødevaresektoren. I detailsektoren for motorkøretøjer er selvregulering ligeledes det
foretrukne middel, når problemerne vedrørende illoyal handelspraksis skal
løses. I modsætning hertil finder de
franske handelsretlige bestemmelser vedrørende illoyal handelspraksis
anvendelse på alle B2B-forbindelser. Desuden kan der fremover forventes en
yderligere stigning i problemerne på det indre marked som følge af forskellige
lovgivninger på baggrund af den mere udbredte brug af e-handel og
globaliseringen mere generelt. De deraf følgende forskelle med hensyn til
beskyttelse mod illoyal handelspraksis kan afskrække virksomhederne fra at gøre
forretninger uden for deres egen medlemsstat. Situationen forværres yderligere af, at de nationale juridiske rammer
er genstand for hyppige ændringer, hvilket tyder på, at foranstaltningerne til
bekæmpelse af illoyal handelspraksis ikke altid er vellykkede, da de skal følge
udviklingen af nye former for illoyal handelspraksis. Virksomheder, der berøres af illoyal handelspraksis, hævder således, at
det er vanskeligt og dyrt at holde sig ajour med de juridiske rettigheder i de
forskellige medlemsstater, navnlig når der er tale om SMV'er. I medlemsstater,
hvor der ikke findes specifikke bestemmelser om illoyal handelspraksis, er
begrundelsen som regel, at den generelle konkurrencelovgivning er
tilstrækkeligt effektiv til at løse problemet (Tjekkiet), eller at der er en
vis modvilje mod at gribe ind i parternes aftalefrihed (Det Forenede
Kongerige), navnlig hvis der ikke er tale om en overtrædelse af
konkurrencereglerne[38]. Undertiden fremføres der også mere generelle
argumenter om effektiviteten af og behovet for lovgivning om illoyal
handelspraksis og de potentielle virkninger, herunder også for priserne, af en sådan
lovgivning. 3.2. Beskyttelse mod illoyal handelspraksis på EU-plan Selv om spørgsmålet om illoyal handelspraksis
er blevet rejst i forbindelse med en række nyere initiativer[39], findes der i
øjeblikket ingen specifikke EU-regler vedrørende illoyal handelspraksis i
B2B-forsyningskæden for fødevarer og nonfoodvarer. EU's konkurrencelovgivning tager sigte på at
bidrage til opbygningen og opretholdelsen af det indre marked og at forbedre
forbrugernes velfærd[40]. Lovgivningen søger at fastlægge betingelser,
hvorunder markedet kan fungere korrekt, og omhandler ikke som sådan loyalitet i
forbindelse med individuelle forretningsforbindelser, medmindre disse medfører
et utilstrækkeligt fungerende marked, fordi der findes aktører på markedet med
en stærk markedsposition. Som følge
heraf kan EU's konkurrencelovgivning dække nogle, men ikke alle former for
illoyal handelspraksis. Andre tværsektorielle EU-instrumenter tager
ligeledes sigte på at afhjælpe illoyal praksis i handelsforbindelserne. Direktivet om urimelig handelspraksis[41]
dækker kun aspektet vedrørende virksomhedernes praksis over for forbrugerne,
men anerkender behovet for en nøje undersøgelse af behovet for tiltag på
EU-plan inden for B2B-området[42]. Denne lovgivning harmoniserer fuldt ud
beskyttelsen af forbrugerne før, under og efter en handelstransaktion mod
former for praksis, der er i strid med den erhvervsmæssige diligenspligt og kan
påvirke deres økonomiske adfærd. Medlemsstaterne
har mulighed for at udvide disse regler til praksis mellem virksomheder,
hvilket nogle af dem har gjort. Direktivet
berører ikke aftaleretten og navnlig ikke bestemmelserne om kontrakters
gyldighed, indgåelse og virkning. Inden
for markedsføring fastsætter direktivet om vildledende og sammenlignende
reklamer[43]
allerede regler for minimumsbeskyttelse i hele Europa og beskytter
erhvervsdrivende, både kunder og konkurrenter, mod vildledende reklame. For nylig beskrev Kommissionen fremtidige aktioner
inden for vildledende markedsføringspraksis[44]
mellem virksomheder, som vil omfatte styrkelse af håndhævelsen og materielle
regler, som beskytter virksomhederne mod vildledende ordninger i Europa. Kommissionen har navnlig til hensigt at forelægge
en revision af direktivet om vildledende og sammenlignende reklamer. Desuden omhandler direktivet om forsinkede
betalinger[45]
specifikt betalingsbetingelser. Forordning
nr. 593/2008 og nr. 864/2007 om lovvalgsregler for henholdsvis kontraktlige og
ikke-kontraktlige forpligtelser fastlægger på den anden side et omfattende sæt
regler for at afgøre, hvilken ret der finder anvendelse på tvister, der
involverer illoyal handelspraksis, for så vidt som disse omfatter kontraktlige
og ikke-kontraktlige forpligtelser mellem parterne. På sektorplan er der i mælke- og
mejerisektoren blevet indført principper om rimelighed i kontraktforhold[46]. Disse omfatter bl.a. obligatoriske skriftlige
kontrakter mellem landmænd og fødevareproducenter og en forpligtelse for
køberen til at give landmændene en kontrakt med en minimumsvarighed. En række sektorløsninger med selvregulering er
også blevet undersøgt på EU-plan. Det
skal bemærkes, at direktivet om urimelige kontraktvilkår kun beskytter
forbrugere mod urimelige aftalevilkår[47]. Ifølge denne lovgivning anses et kontraktvilkår,
der ikke har været genstand for individuel forhandling, for urimeligt, hvis det
til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes
rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren. I forbindelse med lovforslagene vedrørende reform
af den fælles fiskeripolitik har Kommissionen også truffet en række initiativer
på sektorplan for at fremme rimelige vilkår i forbindelserne mellem
virksomhederne inden for fiskeri og akvakultur[48]. Visse retlige bestemmelser på EU-plan
behandler muligvis til en vis grad illoyal handelspraksis i forretningsforhold. Dette kan dog skabe et sammensurium af
forskellige regler, som kan komme i betragtning, alt efter de pågældende
særlige former for praksis, eller alt efter hvor virksomheden, der anvender den
pågældende praksis, er i besiddelse af en stærk markedsposition. I det store og hele forholder det sig dog sådan,
at en virksomhed, som er genstand for en forretningspartners illoyale
handelspraksis, ikke nyder godt af en ensartet beskyttelse i hele EU. Denne opsplitning af reglerne på det indre marked
kan afskrække virksomhederne eller endog forhindre dem i at gøre forretninger
uden for deres egen medlemsstat. I 2011 foreslog Europa-Kommissionen en fælles
købelov, der kan anvendes til grænseoverskridende salg af materielle goder og
digitalt indhold[49]. Denne fælles EU-købelov bliver valgfri: En kontrakts parter kan vælge at anvende den, men
vil ikke være forpligtet til det. For
at den skal være gældende i forbindelse med B2B-forbindelser, skal mindst en af
parterne være SMV. Den vedrører
navnlig SMV'er og skal beskytte dem mod ensidige, ugunstige betingelser. Nogle regler vil være standardregler: F.eks. bestemmer den fælles EU-købelov, at hvis
prisen ikke er udtrykkeligt aftalt, skal prisen være den, der normalt betales i
sammenlignelige situationer, eller at en tidsubestemt aftale kan opsiges af en
af parterne, hvis der blot gives et rimeligt varsel. Visse bestemmelser, som sikrer en retfærdig balance mellem begge
parters interesser, er så vigtige, at de bliver obligatoriske: ·
Parterne har pligt til at handle i god tro og i
overensstemmelse med redelig handlemåde. ·
Aftalevilkår, der ikke er forhandlet individuelt i
forbindelse med B2B-kontrakter, anses for at være urimelige, hvis anvendelsen
heraf afviger betydeligt fra god praksis på handelsområdet og er i strid med
god tro og redelig handlemåde. De kan
kun gøres gældende over for den anden part, hvis den anden part kendte til dem,
eller hvis den part, der har indført vilkårene, har taget rimelige skridt til
at gøre den anden part opmærksom på dem. ·
Når en part er berettiget til ensidigt at fastsætte
prisen, og denne parts fastsættelse af prisen er åbenbart urimelig, skal den
pris, der normalt betales for varen, betales. ·
En kontrakt kan ophæves, hvis en part udnyttes
uretmæssigt f.eks. som følge af manglende erfaring, og den anden part vidste
eller kunne forventes at vide dette og udnyttede den første parts stilling til
at opnå en uforholdsmæssig modydelse eller en ubillig fordel. Parterne kan ikke baseret på det faktiske eller
formodede kendskab til de faktiske forhold afkorte forældelsesfristen til
mindre end ét år og ikke forlænge den til mere end ti år.
Spørgsmål: 11)
Imødegår de nationale rammer for regulering/selvregulering
i visse medlemsstater i tilstrækkelig grad anvendelsen af illoyal handelspraksis? Hvis ikke, hvorfor? 12)
Er fraværet af specifikke nationale rammer
for regulering/selvregulering til imødegåelse af illoyal handelspraksis et
problem i de retsområder, hvor de ikke findes? 13)
Har de foranstaltninger, der tager sigte på
at imødegå illoyal handelspraksis, kun virkninger på de nationale markeder
eller også på den grænseoverskridende handel/levering af tjenesteydelser? Hvis ja, bedes De redegøre for virkningerne
for Deres virksomheds evne til at handle på tværs af grænserne. Fører forskellene mellem de nationale
rammer for regulering/selvregulering til fragmentering af det indre marked? 14)
Mener De, at der bør træffes yderligere
foranstaltninger på EU-plan? 15)
Har reguleringen af illoyal handelspraksis
positive virkninger, hvor en sådan regulering findes? Er der eventuelt ulemper/problemer forbundet med at indføre regulering
af illoyal handelspraksis, f.eks. i form af uberettigede begrænsninger af
aftalefriheden? Forklar
nærmere. 4. HÅNDHÆVELSE
AF REGLER MOD ILLOYAL HANDELSPRAKSIS 4.1. Håndhævelsesordninger på nationalt plan Beskyttelsen af
den svageste part i et B2B-forhold varierer fra medlemsstat til medlemsstat. Der anvendes forskellige håndhævelsesordninger
til at løse problemer vedrørende illoyal handelspraksis på nationalt plan. Disse omfatter bl.a. domstolsprøvelse (i de
fleste medlemsstater), tiltag fra konkurrencemyndighedernes side under
nationale regler om misbrug af dominerende stilling (f.eks. Spanien),
klagemuligheder (f.eks. Frankrig) og ombudsmænd (f.eks. Det Forenede
Kongerige). De
retshåndhævende myndigheders beføjelser varierer alt afhængigt af den
håndhævelsesordning, der anvendes af de enkelte medlemsstater. Visse organer kan ikke acceptere anonyme klager
(f.eks. domstole), andre kan ikke sikre anonymitet for klagere i hele
proceduren (f.eks. konkurrencemyndighederne i visse medlemsstater), mens en
tredje gruppe udelukkende kan indlede undersøgelser på grundlag af pålidelig
dokumentation (f.eks. den særlige, uafhængige dommer for Groceries Supply Code
of Practice (adfærdskodeks for leverandører af dagligvarer) i Det Forenede
Kongerige eller det franske økonomiministerium). Medlemsstaternes
mange forskellige tilgange til problemet vedrørende illoyal handelspraksis kan
føre til en betydelig fragmentering af det indre marked. Virksomhederne, navnlig SMV'erne, finder det vanskeligt at få overblik
over, hvilke retsmidler der er til rådighed i de forskellige medlemsstater. Foruden de forskellige tilgange, der anvendes
af medlemsstaterne, viser en høring af erhvervslivet, som blev gennemført for
nylig, sluttelig også, at de nuværende håndhævelsesordninger anses for at være
utilstrækkelige (jf. skema 1 nedenfor). Skema 1: Vurdering
af tilstrækkeligheden af eksisterende håndhævelsesordninger opdelt efter
medlemsstat (det europæiske virksomhedspanel, 2012) Ifølge de respondenter, der deltog i det
europæiske virksomhedspanels høring, hæmmer den udbredte mangel på
tilstrækkelige håndhævelsesordninger, som beskytter den svageste part mod
illoyal handelspraksis, udviklingen af erhvervslivet, især hvad angår
grænseoverskridende handel. Dette har
en betydelig indvirkning på SMV'er, der er mindst tilbøjelige til at råde over
tilstrækkelige midler til at dække de potentielt store omkostninger til
juridisk bistand som følge af kompleksiteten af sådanne processer og den
manglende viden om, hvordan de kan håndhæve deres rettigheder ved hjælp af de
midler, som er til rådighed. 4.2. Håndhævelsesordninger på EU-plan Som beskrevet i
afsnit 3.2 findes der på nuværende tidspunkt ingen særlig håndhævelsesordning
på området for illoyal handelspraksis på EU-plan. Der findes imidlertid adskillige tværsektorielle instrumenter, der
dækker tvister generelt og dermed også tvister vedrørende illoyal
handelspraksis[50]. Med hensyn til
vildledende markedsføringspraksis mellem virksomheder har Kommissionen i
forbindelse med sin revision af direktiv 2006/114/EF i 2012 bebudet, at den vil
skabe en ordning for samarbejde om håndhævelse[51]
for at styrke det grænseoverskridende samarbejde og sikre bedre beskyttelse mod
de mest skadelige former for vildledende markedsføring. Som nævnt ovenfor
har repræsentanter for fødevarekædens aktører inden for rammerne af Forummet på
Højt Plan for en Bedre Fungerende Fødevareforsyningskæde også set på
forskellige muligheder for konfliktløsning med henblik på håndhævelse af de
principper for god praksis, der er blevet udpeget. Denne tilgang er sektorspecifik, mens denne grønbog behandler illoyal
handelspraksis i forbindelser i B2B-forsyningskæden for fødevarer og
nonfoodvarer tværsektorielt. Kommissionen
vil parallelt med den høring, der iværksættes med denne grønbog, overvåge den
specifikke udvikling i fødevareforsyningskæden og påbegynde arbejdet med en konsekvensanalyse
af de forskellige muligheder for at opnå en retfærdig og effektiv løsning på
problemerne vedrørende illoyal handelspraksis. På trods af disse tværsektorielle ordninger,
som allerede finder anvendelse på illoyal handelspraksis, kan det være nødvendigt
at sikre, at der findes et fælles sæt håndhævelsesprincipper i alle
medlemsstaterne for at løse problemerne vedrørende de forskellige typer illoyal
handelspraksis, der er nævnt i afsnit 5. De emner, som skal dækkes, kunne f.eks. omfatte et effektivt middel mod
den frygt, der er beskrevet i det foregående; f.eks. kunne de kompetente
myndigheder i medlemsstaterne som løsning på dette gives beføjelser til at
iværksætte foranstaltninger på eget initiativ og at acceptere anonyme klager. Desuden kunne et sådant fælles sæt
håndhævelsesprincipper også indebære, at de kompetente myndigheder skal have
ret til at pålægge passende sanktioner. Disse kunne f.eks. omfatte mulighed for at kræve overholdelse af loyal
praksis, kræve erstatning, pålægge bøder med afskrækkende virkning og udarbejde
offentligt tilgængelige rapporter om deres resultater. Eksisterende nationale regler kan give eksempler på de mest effektive
håndhævelsesordninger, som skal indgå i et sådant fælles sæt
håndhævelsesprincipper.
Spørgsmål: 16)
Er der betydelige forskelle med hensyn til
den retlige behandling af illoyal handelspraksis mellem medlemsstaterne? Hvis dette er tilfældet, hæmmer disse forskelle
da den grænseoverskridende handel? Giv konkrete eksempler, og forsøg at kvantificere virkningerne så vidt
muligt. 17)
Hvis der er tale om sådanne negative
virkninger, i hvilket omfang bør en fælles EU-tilgang til håndhævelse da
behandle dette problem? 18)
Bør de relevante håndhævelsesorganer gives
undersøgelsesbeføjelser, herunder ret til at træffe foranstaltninger på eget
initiativ, pålægge sanktioner og acceptere anonyme klager?
5. FORMER
FOR ILLOYAL HANDELSPRAKSIS Resultaterne af ovennævnte undersøgelser og
analyser viser, at illoyal handelspraksis opfattes som et udbredt fænomen i
hele B2B-forsyningskæden for fødevarer og nonfoodvarer i mange
EU-medlemsstater. Dertil kommer, at
der er blevet udpeget forskellige former for illoyal handelspraksis eller
beslægtede problemer, som er beskrevet nedenfor. Baseret på de principper for og eksempler på henholdsvis loyal og
illoyal praksis i vertikale forbindelser i fødevareforsyningskæden, som
Forummet på Højt Plan for en Bedre Fungerende Fødevareforsyningskæde har peget
på, og det arbejde, som Kommissionen har udført vedrørende B2B-forsyningskæden
for fødevarer og nonfoodvarer, er der blevet indkredset syv forskellige former
for illoyal handelspraksis. Nedenfor
findes en beskrivelse af disse former for illoyal handelspraksis samt eksempler
på loyal praksis, som kan bidrage til at løse problemerne. 5.1. Uklare kontraktvilkår Den mest udbredte form for illoyal
handelspraksis (som det fremgår af ovennævnte undersøgelser og analyser)
skyldes uklare kontraktvilkår, som gør det muligt at indføre supplerende
forpligtelser over for svagere kontraherende parter. Loyal praksis kunne bestå i, at de
kontraherende parter sikrer, at bestemmelser om rettigheder og forpligtelser,
herunder sanktioner, der fastsættes i kontrakter, er klare, gennemskuelige og
utvetydige. De kontraherende parter
bør give præcise og fyldestgørende oplysninger om deres kommercielle forhold. Det kunne også omfatte, at de kontraktlige
sanktioner bør stå i rimeligt forhold til den skade, der er lidt. Kontrakter bør indeholder bestemmelser om de
omstændigheder og betingelser, hvorunder efterfølgende ændringer i
omkostningerne eller prisen på varer eller tjenesteydelser er tilladt. 5.2. Fravær af skriftlige kontrakter De omstændigheder, under hvilke illoyal
handelspraksis kan opstå, skal tages i betragtning. Det er lettere at anvende illoyal handelspraksis i tilfælde, hvor der
ikke foreligger nogen skriftlig kontrakt, da parterne i så fald ikke har noget
håndfast bevis for de betingelser, der er aftalt. Loyal praksis kunne bestå i, at de
kontraherende parter sikrer, at aftalerne foreligger på skrift, medmindre det
er praktisk umuligt for en eller begge parter. Indholdet af mundtlige aftaler bør bekræftes skriftligt af mindst en af
de kontraherende parter efter indgåelsen. 5.3. Kontraktændringer med tilbagevirkende kraft Ændringer med tilbagevirkende kraft som f.eks.
fradrag i det fakturerede beløb til dækning af honorarer for salgsfremme,
ensidige rabatter på grundlag af solgte mængder, betaling for optagelse i
varesortiment osv. kan ved første øjekast synes at være legitime, men kan være
urimelige, hvis der ikke på forhånd er indgået en klar aftale herom. Loyal praksis kunne bestå i vilkår og
betingelser, der er rimelige for begge parter. Enhver aftale bør indeholde præcise bestemmelser om omstændigheder og
regler, som muliggør, at parterne i fællesskab - rettidigt og på gennemskuelig
vis - ændrer dens betingelser, herunder også bestemmelser om processen for
fastsættelse af den nødvendige kompensation for eventuelle omkostninger, der
følger af en sådan kontraktlig ændring, der foretages på en af de kontraherende
parters initiativ. 5.4. Urimelig overførsel af kommercielle risici Visse former for praksis bør undersøges,
uanset om de er blevet aftalt på forhånd eller ej. En betydningsfuld kategori af sådanne former
for praksis er overførsel af risiko til den anden part, f.eks. hvis ansvaret
for stjålne varer udelukkende placeres på leverandøren (gebyrer for svind),
mens detailhandleren typisk har de bedste muligheder for at sætte ind over for
tyveri eller svind i sine egne lokaler. Når risikoen for tyveri overdrages til leverandøren, bliver
detailhandlerens incitament til at træffe passende forebyggende
foranstaltninger væsentligt mindre. Andre
former for praksis i denne kategori omfatter finansiering af den anden parts
egne forretningsaktiviteter (f.eks. krav om investeringer i nye salgssteder),
forpligtelser til at kompensere for tab, som handelspartneren har pådraget sig,
eller lange betalingsfrister. En anden form for illoyal handelspraksis, man
bør være opmærksom på, er misbrug af praksis med såkaldt "reverse margin". Denne model indgår i mange moderne
detailhandleres forretningsmodeller og består i at kombinere køb af varer med
en række tjenesteydelser, som detailhandlerne tilbyder leverandørerne mod
betaling (f.eks. reklame og transport, tjenesteydelser i tilknytning til
anvendelse af hyldeplads osv.). En
sådan praksis er i de fleste tilfælde lovlig. I visse tilfælde kan den dog også være for vidtgående og urimelig: I visse retsområder (f.eks. Frankrig) har
domstolene afgjort, at gebyrer for optagelse i varesortiment kun bør betragtes
som lovlige, hvis de er forbundet med reelle tjenesteydelser, står i rimeligt
forhold til ydelsen og opkræves på en gennemskuelig måde. Loyal praksis kunne bestå i, at de
kontraherende parter bliver enige om, at hver enkelt erhvervsdrivende selv
bærer ansvaret for sine risici og ikke uretmæssigt forsøger at overføre sine
risici til andre parter. De
kontraherende parter bør blive enige om vilkår og betingelser for deres bidrag
til den anden parts (salgsfremmende) aktiviteter. Størrelsen på gebyrer for lovlige tjenesteydelser bør svare til disses
værdi. Det kunne også bestå i, at de
gebyrer for optagelse i varesortiment, der aftales mellem parterne, skal stå i
forhold til risikoen. De
kontraherende parter bør aldrig anmode om betaling for ydelser eller varer, der
ikke er leveret, og bør aldrig anmode om betalinger, som ikke åbenbart svarer
til værdien af/omkostningerne til de tjenesteydelser, der er leveret. 5.5. Illoyal anvendelse af oplysninger "Illoyal" anvendelse af oplysninger
fra en af parternes side gør sig gældende i forbindelse med en række
forskellige former for illoyal handelspraksis. Selv om det er lovligt for en part at anmode om oplysninger om de
tilbudte varer, bør de oplysninger, der modtages, eksempelvis ikke anvendes til
udvikling af en konkurrerende vare, da dette ville berøve den svagere part
muligheden for at udnytte resultaterne af sin innovation. Kommissionen har offentliggjort en undersøgelse af de økonomiske og
retlige aspekter af anvendelse og uretmæssig tilegnelse af fortrolige
forretningsoplysninger og forretningshemmeligheder og tvister herom[52]. Andre former for praksis i denne kategori kan omfatte afvisning af at
underskrive fortrolighedsklausuler eller undladelse af at respektere kravet om
fortrolighed. Loyal praksis kunne bestå i, at oplysninger,
som gives til en kontraherende part i et forretningsforbindelser, skal anvendes
loyalt (navnlig i situationer, hvor forretningspartnerne i et vist omfang også
er konkurrenter). Det kunne også
indebære, at hver part i aftalen skal udvise rimelig omhu for at sikre, at de
oplysninger, der gives til de øvrige parter, er korrekte og ikke vildledende. 5.6. Uberettiget opsigelse af et forretningsforhold Pludselig og uberettiget opsigelse af et
forretningsforhold eller opsigelse uden en rimelig opsigelsesfrist er også en
central form for illoyal handelspraksis. Mens afslutning af et forretningsforhold er en del af erhvervslivet,
bør ingen af parterne anvende det som et middel til at chikanere en
kontraherende part ved at afvise at begrunde denne beslutning eller ved ikke at
overholde en rimelig frist. Loyal praksis kunne bestå i, at de
kontraherende parter skal sikre en rimelig opsigelse af aftaler. Aftaler bør opsiges i overensstemmelse med den
lovgivning, der gælder for aftalen, og samtidig bør den part, som opsiger
aftalen, give den anden part en rimelig frist, således at han får mulighed for
at dække sin investering ind. 5.7. Territoriale forsyningsbegrænsninger Territoriale forsyningsbegrænsninger indført
af visse multinationale leverandører kan forhindre detailhandlere i at foretage
grænseoverskridende indkøb af identiske varer fra et centralt salgssted og
distribuere dem til andre medlemsstater[53]. Hvis producenterne af de store mærkevarer i
praksis kontrollerer logistikken eller engrosniveauet, har de muligvis ingen
direkte interesse i at sænke priserne og vil forsøge at indgå kontrakter på
nationalt plan for at fastholde prisforskellene. På den anden side søger detailhandlerne at købe hos de billigste
engrosforretninger eller leverandørdatterselskaber og lægger pres på
producenterne ved at indgå aftaler med konkurrerende leverandører med henblik
på at udbyde handelsmærker. Detailhandlere
i små medlemsstater fremfører, at de bliver omdirigeret til det datterselskab,
der er ansvarligt for det pågældende geografiske marked eller deres nationale
grossister, som har regionale aftaler med leverandørerne, når de forsøger at
købe varer hos ikke indenlandske grossister eller endog direkte fra
leverandører på mere konkurrencedygtige markeder med bedre priser i nabolande. Sådanne begrænsninger kan føre til segmentering
af markedet og kan resultere i betydelige engrosprisforskelle mellem landene. I sin meddelelse fra 2009, "En bedre
fungerende fødevareforsyningskæde i Europa", har Kommissionen analyseret
prisspredningen for udvalgte produkter i medlemsstaterne[54]. Som eksempel kan nævnes Irland, hvor de irske
detailhandlere er forpligtet til at foretage indkøb på grundlag af prislisten
for Irland, og hvor priserne på produkter, der sælges i henholdsvis Irland og
Det Forenede Kongerige, kan variere med op til 130 % ifølge de
oplysninger, der blev forelagt på et møde i et irsk parlamentsudvalg i februar
2009. Mens faktorer såsom løn og
socialbidrag, energiomkostninger, skatter og logistik kan forklare en del af
forbrugerprisforskellene mellem forskellige markeder for samme mærkevare, står
det klart, at territoriale forsyningsbegrænsninger kan have skadelige
virkninger. Der blev gennemført en
lignende undersøgelse i Belgien i 2012[55]. Hvis de ikke er begrundet i objektive årsager
vedrørende effektivitet (f.eks. logistik), vil sådanne restriktioner på
grænseoverskridende indkøb sandsynligvis føre til prisdiskriminering baseret på
køberens hjemland. Det betyder, at
forbrugerne påvirkes negativt som følge af højere priser og et mere begrænset
produktudvalg og ikke får adgang til bedre priser og et velfungerende indre
marked. De tekniske årsager, som
leverandørerne anfører, f.eks. vedrørende mærkning, kan være relevante i visse
tilfælde, men kan normalt ikke gøres gældende for identiske varer. 5.8. Fælles træk ved de forskellige former for illoyal handelspraksis Overførsel af omkostninger og økonomisk risiko
til den svageste part i forholdet er kendetegnende for de fleste af ovennævnte
former for illoyal handelspraksis. Et
stort pres, manglende evne til at udarbejde en effektiv forretningsplan og
manglende klarhed om det reelle indhold af kontrakten står alt sammen i vejen
for optimal beslutningstagning og fører til mere beskedne fortjenstmargener,
som potentielt kan begrænse virksomhedernes evne til at investere og innovere. Spørgsmål: 19)
Omfatter ovennævnte liste de vigtigste
former for illoyal handelspraksis? Findes der andre former for illoyal handelspraksis? 20)
Kunne udarbejdelse af en liste over forbudte
former for illoyal handelspraksis være et effektivt middel til at løse
problemet? Ville en sådan
liste skulle opdateres regelmæssigt? Findes der eventuelt alternative løsninger? 21)
For hver form for illoyal handelspraksis og
den tilsvarende form for loyal praksis, der udpeges ovenfor, bedes De:
a) angive, hvorvidt De er enig i Kommissionens analyse. Hvis det er relevant, bedes De fremlægge
yderligere oplysninger
b) angive, hvorvidt den pågældende form for illoyal handelspraksis er
relevant for Deres erhvervssektor
c) angive, om den tilsvarende form for loyal handelspraksis kunne anvendes
generelt i andre sektorer
d) angive, om den pågældende form for illoyal handelspraksis bør forbydes som
sådan, eller om anvendelsen heraf bør vurderes fra sag til sag. 22)
Specifikt hvad angår territoriale
forsyningsbegrænsninger, bedes De anføre:
a) Hvilke objektive årsager vedrørende effektivitet kan efter Deres mening
berettige, at en leverandør ikke ønsker at levere til en bestemt kunde? Hvorfor?
b) Hvilke fordele og
ulemper er forbundet med et forbud mod territoriale forsyningsbegrænsninger
(som beskrevet ovenfor)? Hvilke
praktiske virkninger ville et sådant forbud have for virksomhedernes oprettelse
af distributionssystemer i Europa? 23)
Bør ovennævnte eksempler på loyal praksis
indgå i en EU-ramme? Ville der
være ulemper forbundet med en sådan fremgangsmåde? 24)
Hvis De mener, at der bør træffes yderligere
foranstaltninger på EU-plan, bør sådanne foranstaltninger da have form af en
bindende retsakt? En ikke
bindende retsakt? Et initiativ
vedrørende selvregulering? 6. GENERELLE
BEMÆRKNINGER
Spørgsmål: 25)
Denne grønbog omhandler illoyal
handelspraksis og rimelighed i B2B-forhold i B2B-forsyningskæden for fødevarer
og nonfoodvarer. Mener De, at
der er vigtige spørgsmål, som er blevet udeladt eller ikke behandles i
tilstrækkeligt omfang?
7. DE
NÆSTE SKRIDT Kommissionen har forpligtet sig til fortsat at
samarbejde med alle relevante aktører og vil sætte pris på bidrag, som kan
sætte Kommissionen i stand til at forbedre effektiviteten af B2B-forsyningskæden
for fødevarer og nonfoodvarer. Alle interesserede parter opfordres til at
indsende deres synspunkter som svar på de stillede spørgsmål. Bidrag skal være Kommissionen i hænde senest
den 30. april 2013 og sendes til følgende adresse: markt-retail@ec.europa.eu. Bidragene behøver ikke at dække alle de
spørgsmål, som stilles i denne grønbog. Angiv derfor klart de spørgsmål, som Deres bidrag vedrører. Hvis det er muligt, bedes De give konkrete
argumenter for eller imod de løsninger og tilgange, der fremlægges i grønbogen. Som en opfølgning på denne grønbog og på
grundlag af de svar, der modtages, vil Kommissionen offentliggøre de næste
skridt medio 2013. Bidragene vil blive offentliggjort på
internettet. Det er vigtigt at læse
den særlige databeskyttelseserklæring, der er vedlagt denne grønbog, og som
indeholder oplysninger om behandling af personoplysninger og indlæg. [1] Eurostat, 2010. [2] En bedre fungerende
fødevareforsyningskæde i Europa", KOM(2009) 591
af 28. oktober 2009. [3] Eurostat, 2012. [4] Ibid. [5] AIM, CEJA, CELCAA, CLITRAVI,
Copa-Cogeca, ERRT, EuroCommerce, EuroCoop, FoodDrinkEurope, UEAPME og UGAL. [6] AIM, CELCAA, ERRT, EuroCommerce,
Euro Coop, FoodDrinkEurope, UEAPME og UGAL. [7] Kommissionens afgørelse af 19.
december 2012 om ændring af afgørelse af 30. juli 2010 for så vidt angår dens
anvendelse og sammensætningen af Forummet på Højt Plan for en Bedre Fungerende
Fødevareforsyningskæde (2012/C 396/06) (EUT C-396, s. 17, af 21.12.2012). [8] Disse omfatter Bulgarien, Tjekkiet,
Finland, Frankrig, Tyskland, Irland, Italien, Litauen, Polen, Portugal,
Rumænien, Slovenien, Spanien og Det Forenede Kongerige. [9] Det Europæiske Konkurrencenetværks
rapport om håndhævelse af konkurrencelovgivningen og europæiske
konkurrencemyndigheders markedsovervågningsaktiviteter i fødevaresektoren, maj
2012, s. 116-120. [10] Business relations in the EU
clothing chain: from
industry to retail and distribution (forretningsforbindelser i
beklædningsforsyningskæden i EU: fra industri til detailhandel og distribution). Bocconi University. ESSEC Business School. Baker
& McKenzie. 2007, s.124. [11] Business relations in the EU
clothing chain: from
industry to retail and distribution (forretningsforbindelser i
beklædningsforsyningskæden i EU: fra industri til detailhandel og distribution), s.126. [12] Overvågning af handels- og
distributionsmarkedet "Mod et mere effektivt og fair indre marked for
handel og distribution frem til 2020" (KOM(2010) 355 af 5.7.2010). [13] Europa-Parlamentets beslutning af
5. juli 2011 om et mere effektivt og retfærdigt marked for detailhandel
(2010/2109 (INI)). [14] En akt for det indre marked. "Tolv løftestænger til at skabe vækst
og øget tillid - Sammen om fornyet vækst"
(KOM(2011) 206 endelig af 13. april 2011). [15] Medlemsstaternes undersøgelse af
illoyal handelspraksis, Det
Europæiske Konkurrencenetværks rapport om håndhævelse af
konkurrencelovgivningen og de europæiske konkurrencemyndigheders
markedsovervågningsaktiviteter i fødevaresektoren, maj 2012, s. 117, EU's virksomhedspanel, Høring om direktiv 2006/114/EF om vildledende og sammenlignende reklame
og om illoyal handelspraksis, der påvirker erhvervslivet. [16] Specifikke undersøgelsesresultater
- AIM-CIAA's undersøgelse vedrørende illoyal handelspraksis i Europa, marts
2011 - kan findes på følgende adresse: http://www.dlf.no/filestore/CIAAAIMSurveyonUCP-Europe.pdf. [17] Parliamentary report on the
Supplier-Retailer relationship in the Irish Grocery Market, Committee on
Enterprise, Trade and Employment (det irske parlaments rapport om forholdet
mellem leverandører og detailhandlere på det irske markedet for dagligvarer,
udvalget om erhvervspolitik, handel og beskæftigelse), marts 2010, s. 19. [18] Competition Commission, Final
Report of the supply of groceries in the UK market investigation
(konkurrencekommissionen, endelig rapport om undersøgelsen af
fødevareforsyningskæden i Det Forenede Kongerige), 30. april 2008. [19] Comisión Nacional de la Competencia,
rapport om forholdet mellem producenter og detailhandlere i fødevaresektoren,
oktober 2011. [20] Se fodnote 15. [21] Dette er i overensstemmelse med
resultaterne af en undersøgelse gennemført af Dedicated Research af
leverandørernes opfattelser, som viser, at illoyal handelspraksis havde
negative virkninger på omkostninger, salg og innovation (for henholdsvis
83 %, 77 % og 40 % af de adspurgte). Se fodnote 15. [22] SEK(2009) 1450. [23] Kilpailuviraston
Päivittäistavarakauppaa koskeva selvityksiä I/2012, side 119. [24] Jf. "The functioning of the
food supply chain and its effect on food prices in the European Union"
(fødevareforsyningskædens effektivitet og virkningerne for fødevarepriserne i Den
Europæiske Union), European Economy, Occasional Papers 47, maj 2009. [25] Jf. bl.a. Autoridade da
Concorrência (Portugal), rapport om handelsforbindelser mellem store grupper i
detailhandelen og deres leverandører, oktober 2010, Competition Commission (Det Forenede Kongerige), The supply of
groceries in the UK market investigation (undersøgelse af levering af
dagligvarer på det britiske marked), 30. april 2008, Konkurrensverket
(Sverige), Mat och marknad — från bonde til bord (mad og marked – fra bonde til
bord), april 2011, Comisión Nacional
de la Competencia (Spanien), Informe sobre el código de buenas prácticas de
distribución del automóvil og Informe sobre el anteproyecto de ley de contratos
de distribución, 5. oktober 2011, og Kilpailuviraston
Päivittäistavarakauppaa koskeva selvityksiä (Finland). Andre undersøgelser er nævnt i den i fodnote 9 omhandlede ECN-rapport. [26] Betragtning 9 i forordning 1/2003
omhandler udtrykkeligt en afgrænsning mellem konkurrencelovgivningen (som
omfatter nationale regler om ensidig adfærd, som er strengere end artikel 102)
og love om illoyal handelspraksis. [27] Ibid. [28] Jf. den i fodnote 9 omhandlede
ECN-rapport, afsnit 26. [29] Dette skete enten under
civilretten, f.eks. gennem vedtagelse af specifikke handelsretlige bestemmelser
(f.eks. i Frankrig), eller under forvaltningsretten. [30] F.eks. Frankrig, Belgien, Italien
og Spanien. [31] F.eks. Nederlandene, Portugal,
Slovenien og Spanien. [32] Kodeks for god forretningsskik
(1997) udarbejdet af distributørsammenslutningen og industrisammenslutningen. [33] Kodeks for god forretningsskik. [34] Kodeks for god handelspraksis i
distributionssektoren for motorkøretøjer undertegnet af ANFAC, ANIACAM,
FACONAUTO og GANVAM den 10.6.2011, aftale af 1.8.2007 mellem FIAB og ASEDAS om
anbefalingen vedrørende god handelspraksis med henblik på forbedring af
forvaltningen i hele værdikæden og fremme af samarbejde mellem virksomhederne
samt aftale af 29.7.2011 om en kodeks for god handelspraksis i fødevarekæden i
Catalonien. [35] Kodeks for loyale
forretningsforbindelser mellem leverandører og købere i agrofødevarekæden af
20. maj 2010. [36] Groceries Supply Code of Practices
(GSCOP) (adfærdskodeks for leverandører af dagligvarer). [37] Det Europæiske Konkurrencenet,
Report on competition law enforcement and market monitoring activities by
European competition authorities in the food sector (rapport om håndhævelse af
konkurrencelovgivningen og de europæiske konkurrencemyndigheders
markedsovervågningsaktiviteter i fødevaresektoren), maj 2012, s. 118. [38] Jf. ICN's særlige program for den
årlige konference i Kyoto. Report on
Abuse of Superior Bargaining Position 2008 (rapport om misbrug af en overlegen
forhandlingsposition 2008). [39] En bedre fungerende
fødevareforsyningskæde i Europa (KOM(2009) 591 af 28.
oktober 2009), Et indre marked for
Europa i det 21. århundrede (KOM(2007) 725 af 20.
november 2007), rapport om overvågning af handels- og distributionsmarkedet
(jf. fodnote 12) og akten for det indre marked (jf. fodnote 13). [40] Jf. beretningen om
konkurrencepolitikken 2010 (KOM(2011) 328 endelig, afsnit 9). [41] Direktiv
2005/29/EF om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på
det indre marked. [42] Ibid., betragtning 8: "Dette
direktiv beskytter direkte forbrugernes økonomiske interesser mod virksomheders
urimelige handelspraksis. […]Der er naturligvis andre former for handelspraksis, der, skønt de
ikke skader forbrugerne, kan skade konkurrenter og erhvervskunder. Kommissionen bør omhyggeligt undersøge, om
der er behov for fællesskabsforanstaltninger på området urimelig handelspraksis
ud over direktivets anvendelsesområde, og om nødvendigt fremsætte et
lovgivningsforslag for at dække de øvrige aspekter af illoyal
konkurrence." [43] Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og sammenlignende
reklame. [44] Beskyttelse af erhvervsdrivende
mod vildledende markedsføring og sikring af en effektiv regelhåndhævelse. Revision af direktiv 2006/114/EF om
vildledende og sammenlignende reklame (COM(2012) 702
final). [45] Direktiv
2011/7/EU om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner. [46] Forordning (EU) nr. 261/20112, for
så vidt angår kontraktforhold i mælke- og mejerisektor. [47] Direktiv 93/13/EØF om urimelige
kontraktvilkår i forbrugeraftaler. [48] KOM(2011)
416 endelig af 13. juli 2011. [49] Forslag til forordning om en
fælles EU-købelov (KOM(2011) 635 endelig). [50] Direktiv 2002/8 om retshjælp (som
skaber et sæt rammer for opnåelse af retshjælp i grænseoverskridende tvister), direktiv 2008/52 om mægling (som sikrer effektiv
samordning mellem mægling og retssager), forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (som
fastsætter, hvilke retter i EU der har kompetence til at behandle en given
tvist, og hvordan retsafgørelser truffet i en medlemsstat, skal anerkendes og
fuldbyrdes i andre medlemsstater – bemærk, at denne forordning er blevet
omarbejdet ved forordning nr. 1215/2012, som vil afskaffe hele den
mellemliggende procedure for anerkendelse og fuldbyrdelse), forordning 1896/2006 og 861/2007 (som fastlægger
ensartede procedurer ved EU-Domstolen for henholdsvis ubestridte krav og mindre
krav) samt forordning nr. 593/2008 og nr. 864/2008, der er nævnt ovenfor, og
som skaber retssikkerhed i behandlingen af tvister i Europa. [51] COM(2012) 702 final. [52] http://ec.europa.eu/internal_market/iprenforcement/trade_secrets/index_en.htm#maincontentSec1. [53] Bemærk, at territoriale
forsyningsbegrænsninger her defineres som et forbud mod, at leverandører sælger
til forhandlere, som selv ønsker at foretage indkøb hos de pågældende
leverandører. Det anses ikke, at der
er tale om territoriale forsyningsbegrænsninger, hvis f.eks. en distributør,
der har fået et eneforhandlingsområde i et bestemt geografisk område, er
beskyttet mod aktivt salg fra andre distributørers side på dette område. [54] KOM(2009) 591 endelig. [55] SPF Economie, Etude sur les
niveaux de prix dans les supermarchés, februar 2012.