15.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 11/3

1.1

Under de nuværende omstændigheder, hvor en tilbagevenden til de tidligere vækstniveauer har lange udsigter, er det af afgørende betydning, at forbrugeren sættes i centrum for Unionens politik på det økonomiske og finansielle område i tråd med Kommissionens meddelelse "Europa 2020 – En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst". Den rolle, stærke og uafhængige forbrugerorganisationer spiller på markedet, er yderst vigtig, og de bør forsynes med de menneskelige, materielle og tekniske ressourcer, som er nødvendige for at løse deres opgave med at beskytte forbrugernes rettigheder og interesser.

1.2

Forbrugernes ret til at organisere sig for at sikre deres rettigheder anerkendes i EU's primære ret i artikel 169 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Det anerkendes således ved lov på EU-niveau, at forbrugerorganisationer spiller en uundværlig rolle som garanter for tilliden til det indre marked og for dets udvikling.

1.3

Uden at tilsidesætte nærhedsprincippet opfordrer EØSU Kommissionen til at tage initiativ til at finde frem til nogle fælles minimumsrettigheder for forbrugerorganisationer, især retten til at blive konsulteret og hørt gennem deres repræsentanter, en juridisk og/eller administrativ fastlæggelse af forbrugernes rettigheder og interesser gennem forudgående høring og samråd om foranstaltninger, som berører deres rettigheder eller retligt beskyttede interesser på nationalt og europæisk niveau, og retten til at deltage i reguleringen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

1.4

Det faktum, at leverandørerne af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er fælles om det forbrugergrundlag, der aftager disse tjenester, herunder mange sårbare forbrugere, gør det nødvendigt at overvåge de særlige træk ved de enkelte markeder (gas, vand elektricitet osv.) uden at glemme, at alle disse tjenester danner en integreret helhed i betragtning af den indvirkning, som de samlet set kan have på livskvaliteten og husholdningsbudgettet. Disse aspekter er forbrugerorganisationerne særligt egnede til at tage sig af. Der bør for mangelfulde tjenesteydelser oprettes et system svarende til det, der er indført for produkter (RAPEX), således at forbrugerorganisationerne kan advare forbrugerne online om eksistensen af sådanne tjenester.

1.5

Der er en enorm forskel på adgangen til information og ekspertviden om, hvordan markederne for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse fungerer, hvordan priser, værdier og elementer, der betyder noget for adgangen til nettene, fastsættes, og hvordan de påvirker forbrugerne, eftersom reguleringen er meget teknisk og kompliceret, men samtidig af uomtvistelig interesse for forbrugerne og de organisationer, der repræsenterer dem.

1.6

Forbrugerne finder det som oftest vanskeligere at sammenligne tjenesteydelser end produkter. Denne opgave er særlig kompleks, når det drejer sig om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Dels er kontraktvilkårene i forbindelse med disse tjenesteydelser meget forskellige, f.eks. måden at fastsætte tarifferne på, dels skal inddragelse af elementer ud over selve tjenesteydelsen forklares tydeligt af de regulerende organer, drøftes med organisationer, der repræsenterer forbrugernes interesser, og forstås af disse.

1.7

EØSU mener, at Kommissionen bør tilskynde medlemsstaterne og de nationale reguleringsorganer til at fremme gennemsigtighed, information og beslutningstagning ved at skabe debat om de interesser, der står på spil – udbud/efterspørgsel (regulerede økonomiske sektorer og forbrugere) – og bakke op om positiv forskelsbehandling af repræsentative organisationer for forbrugernes interesser, så de kan deltage sammen med de økonomiske aktører på lige vilkår i reguleringsmyndighedens diskussionsfora og rådgivende organer. Hensigten er at styrke forbrugerorganisationernes handlekraft og dermed også den enkelte forbrugers.

2.1

EØSU vil som europæisk talerør for civilsamfundets organisationer med denne initiativudtalelse understrege behovet for at give det indre marked et menneskeligt ansigt og forsvare økonomisk demokrati (1) med alt, hvad det indebærer af høring, deltagelse og gennemsigtig beslutningstagning i forbindelse med regulering af tjenesteydelser af almen interesse, adgang til information og deltagelse, høring og repræsentation af forbrugerne i reguleringen af disse tjenesteydelser, herunder også finansielle tjenesteydelser.

2.2

I overensstemmelse med Kommissionen meddelelse "Europa 2020 – en strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst", som vil sætte forbrugerne og deres rettigheder i centrum på det indre marked, bør forbrugerne kunne have tillid til, at deres nationale og europæiske organisationer er i stand til at beskytte dem og råder over de midler, den viden og de instrumenter, der er nødvendige for at handle på deres vegne. De regler, der skal sikre, at konkurrencen ikke bliver fordrejet på det indre marked, har som deres endegyldige mål at øge forbrugernes velfærd (2).

2.3

EØSU konstaterer, at det i den nuværende situation er vigtigt at placere forbrugeren i centrum for EU's politik og for opbygningen af det indre marked, og at det derfor er afgørende, at forbrugerorganisationerne er uafhængige og stærke. EØSU har allerede bemærket, at bevarelse af den økonomiske ligevægt forudsætter, at disse organisationer er i stand til fuldt ud at udfylde deres rolle som modvægt til markedet, og har anbefalet Kommissionen at øge finansieringen væsentligt for at give dem de nødvendige midler til at specialisere sig (3).

2.4

EØSU er klar over og understreger, at medlemsstaterne også har forskellige tilgange til forbrugerorganisationernes rolle, deres måde at organisere sig på, ressourcer, videnniveau og specialisering samt hvor repræsentative de skal være. Og skønt der findes forbrugerorganisationer på EU-plan (f.eks. BEUC, ANEC), anser EØSU det for afgørende at tackle forbrugernes problemer ud fra et EU-perspektiv.

Ligeledes tilskynder EØSU til samarbejde mellem erhvervsorganisationer og forbrugerorganisationer som en form for dialog, der er særligt velegnet til at finde frem til mere afbalancerede løsninger til gavn for markedsudviklingen, og støtter eksistensen af fora på nationalt og EU-plan, der har dette mål for øje.

3.1

EU's institutioner har fuldt ud erkendt, hvad forbrugernes tillid betyder for den fulde gennemførelse af det indre marked. Forbrugernes ret til at blive repræsenteret og hørt har været eksplicit anerkendt siden det første program for en forbrugerbeskyttelsespolitik i 1975 (4), hvor medlemsstaterne bekræftede deres vilje til at øge indsatsen til fordel for forbrugerne. De efterfølgende programmer bekræftede de opstillede mål og rettigheder indtil godkendelsen af de såkaldte "strategiske planer for forbrugerbeskyttelse", som sikrer inddragelse af forbrugerorganisationerne i EU's politikker, både hvad angår indhold og procedurer.

3.2

Ifølge disse programmer og planer skulle forbrugerne og deres repræsentanter råde over den fornødne kapacitet og tilstrækkelige ressourcer til at kunne sikre deres interesser på samme betingelser som de øvrige parter på markedet. Det var derfor nødvendigt at ændre mekanismerne for organisationernes deltagelse i udformningen af EU's politikker.

3.3

I den aktuelle strategiske plan (5) er styrkelse af forbrugersammenslutningerne på EU-niveau imidlertid ikke længere hovedmålet for forbrugerpolitikken, der nu fokuserer på at styrke forbrugerbevægelserne i de enkelte medlemsstater. Desværre er opfyldelsen af disse planers mål med hensyn til forbrugerinddragelse aldrig blevet evalueret på EU-plan.

3.4

Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet har i de seneste år valgt at bruge en strategi, der går ud på at styrke forbrugerne individuelt, i håbet om at det vil fremtvinge den ønskede tillid til det indre marked. For at videreføre denne strategi har de i forbindelse med revisionen af den eksisterende EU-lovgivning om forbrugerbeskyttelse været varme fortalere for total harmonisering på nøgleområder i forbrugerpolitikken, og samtidig har de udviklet teorien om gennemsnitsforbrugeren (6) som en "almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet forbruger" (7) til det yderste. Det har medført, at lovgivningen bygger på et falsk grundlag, nemlig eksistensen af en ideel oplyst og bevidst forbruger, som statistikkerne har vist ikke findes.

3.5

De tilgængelige data viser, at langt fra alle forbrugere spiller den aktive, oplyste og stærke rolle, som et konkurrencedygtigt og innovativt marked kræver. I realiteten føler flertallet af de europæiske forbrugere sig hverken tillidsfulde, vidende eller beskyttede (8).

3.6

Samtidigt har EU været meget tilbageholdende med at betragte forbrugerne som en samlet gruppe. EU's konkrete tiltag i forhold til forbrugerorganisationer er få, og EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at fremlægge et konkret forslag om gruppesøgsmål, som er et meget vigtigt middel til at forsvare forbrugernes interesser på nationalt og europæisk plan.

3.7

Forbrugernes ret til at organisere sig for at sikre deres interesser anerkendes i artikel 169 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Det er derfor vigtigt med en anerkendelse på EU-niveau af, at forbrugerorganisationer spiller en enestående og uundværlig rolle som garanter for tilliden til det indre marked og for dets udvikling. Dette retfærdiggør, at der fastlægges visse grundlæggende fælles rettigheder og principper, som det er op til medlemsstaterne konkret at formulere i deres nationale politikker.

3.8

I januar 2011 nævnte ECCG (Den Europæiske Rådgivende Forbrugergruppe) bl.a. følgende hovedårsager til, at der er behov for stærke forbrugerorganisationer:

EØSU henviser her til sine bemærkninger i en tidligere udtalelse om de karakteristika, der bør kendetegne forbrugerorganisationerne (10).

3.9

Uden stærke forbrugerorganisationer, der er uafhængige af den politiske og økonomiske magt og bidrager aktivt til et frit og konkurrencedygtigt marked, som kræver gennemsigtig information og griber til handling for at beskytte forbrugernes individuelle og kollektive interesser, vil det være vanskeligere at opbygge tillid blandt europæiske forbrugere.

4.1

Forbrugerorganisationerne er vigtige allierede i kampen for at genvinde forbrugernes tillid og i opbygningen af det indre marked. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at tage initiativ til at tildele forbrugerorganisationerne nogle fælles minimumsrettigheder, især ret til at blive konsulteret og ret til at blive hørt via deres repræsentanter, en retlig og/eller administrativ definition af forbrugerrettigheder og forbrugerinteresser med hensyn til forudgående høring om tiltag, som berører deres rettigheder eller retligt beskyttede interesser, på nationalt eller EU-plan, samt ret til at deltage i reguleringen af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse.

4.2

Da det ikke er muligt at drøfte alle de aspekter, der bør sikres for de relevante forbrugerorganisationer, i denne udtalelse, vil EØSU blot fremhæve følgende:

4.3

EØSU minder om, at Lissabontraktaten i protokol 26 om tjenesteydelser af almen interesse og i chartret om grundlæggende rettigheder, artikel 36, fremhæver betydningen af disse tjenesteydelser for EU, som fastlægger de principper, der styrer tilgangen til dem. Desuden minder EØSU om, at levering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ikke kan sikres af markedet uden offentlig indgriben (eller kun på andre betingelser hvad angår kvalitet, sikkerhed og tilgængelighed, ligebehandling og adgang for alle). Den specifikke forpligtelse til offentlig tjeneste pålægges leverandøren ved en overdragelsesakt og ud fra et kriterium om almen interesse, der sikrer, at tjenesteydelsen ydes på vilkår, der gør det muligt for leverandøren at opfylde sine opgaver (11).

4.4

Mange tjenesteydelser af almen økonomisk interesse som f.eks. elektricitet og gas, vand eller kommunikation har traditionelt været leveret af staten, som ejede forsyningsnettene. Debatten om dem har ofte fokuseret på risici (sundhed, sikkerhed, miljø), nationale politiske strategier for naturressourcer eller markedsliberaliseringsprocesser som i energisektoren.

4.5

Ud fra forbrugerens synsvinkel drejer de vigtigste spørgsmål sig om garantier for sikker forsyning og om forbrugerens egen adgang hertil, med prisen som næsten enerådende faktor for forbrugerens valg.

Forbrugerne finder det vanskeligere at sammenligne tjenesteydelser end produkter, og opgaven bliver særlig vanskelig i forbindelse med kontraktvilkår, der som regel ikke er tydeligt forklaret, f.eks. metoden til fastsættelse af tariffer og priser, som er meget bred og inddrager mange elementer ud over selve tjenesteydelsen. Hertil kommer, at metoden hverken bliver drøftet eller forstået af de organisationer, der repræsenterer forbrugernes interesser.

Der bør for mangelfulde tjenesteydelser oprettes et system svarende til det, der er indført for produkter (RAPEX), således at forbrugerorganisationerne kan advare forbrugerne online om eksistensen af sådanne tjenester.

4.6

Markedsobservatoriet for Energi opdeler energiprisen i tre store grupper: 1) energi, transport og distribution (net), 2) andre afgifter og 3) moms, og sammenligninger priserne i forskellige medlemsstater. Selv om de specifikke elementer, der indgår i "andre afgifter" i hver medlemsstat, ikke defineres som de burde, er det muligt at foretage en sådan prisanalyse for andre tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (vand, kommunikation). Det ville være en nyttig information, hvis der blev foretaget en sådan analyse også i andre sektorer.

4.7

Kommissionen har gennemført detaljerede undersøgelser af prisen på bestemte tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og har især fremhævet oplysningerne fra Markedsobservatoriet for Energi. Den konkluderer bl.a. følgende:

4.8

På trods af de mange forskellige reguleringsorganer og de europæiske incitamenter til gennemsigtighed i beslutningsprocessen er der reelt set enorme forskelle på forbrugerorganisationernes adgang til oplysninger og specialviden om, hvordan markederne for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse fungerer, især hvad angår prisdannelsen, de involverede værdier og adgangen til netværk samt måden, disse elementer berører forbrugerne på.

4.9

Efter EØSU's mening bør Kommissionen tilskynde medlemsstaterne og de nationale reguleringsorganer til ikke kun at fremme oplysningernes og beslutningsprocessernes gennemsigtighed, men også til at fremme en balance mellem de forskellige interesser – de regulerede økonomiske sektorers og forbrugernes – ved at støtte de organisationer, der repræsenterer forbrugernes interesser, og give dem positiv forskelsbehandling (for eksempel via specifik uddannelse, opfølgning, finansiel støtte).

4.10

Forbrugerorganisationernes deltagelse i diskussionsfora og rådgivende organer på lige fod med de økonomiske aktører er efter EØSU's opfattelse den måde, hvorpå man på et konkurrencedygtigt marked mest hensigtsmæssigt kan sikre, at forbrugerorganisationernes og dermed også den enkelte forbrugers handlekraft styrkes (12).

4.11

EØSU mener imidlertid, at risiciene (først og fremmest for, at forbrugerorganisationerne bliver "bundet") er sekundære i forhold til vigtigheden af at sikre erhvervelse af specifik viden på komplekse områder, der har en mærkbar indvirkning på forbrugernes livskvalitet, som kun kan beskyttes gennem en effektiv repræsentation af forbrugerne.

4.12

EU-institutionerne kan og bør tilskynde forbrugerorganisationerne til at deltage i reguleringsmyndighedernes organer og debatfora – især i fora, hvor der drøftes tariffer og priser (13) – ikke kun for at demonstrere reguleringsprocessens uafhængighed og gennemsigtighed, især vedrørende takststrukturen, men også for at bidrage til et aktivt medborgerskab og stærke forbrugerorganisationer.

4.13

Ganske vist berøres denne problematik overfladisk i direktiverne om fælles regler for det indre marked for henholdsvis elektricitet og naturgas (14), hvorefter den regulerende myndighed, i det omfang det er relevant, og i overensstemmelse med principperne om bedre regulering, skal høre transmissionssystemoperatørerne og i givet fald arbejde tæt sammen med andre relevante nationale myndigheder under udførelsen af opgaverne, under iagttagelse af disses uafhængighed og uden at det berører deres egne specifikke kompetencer. Ikke desto mindre anbefales deltagelse og debat med forbrugerorganisationer ikke i alle konkurrencesituationer.

4.14

I konkurrencesituationer bestemmer tarifstrukturen ikke kun tjenesteleverandørernes, men også forbrugernes adgang, eftersom den direkte påvirker prisen, hvilket kan holde nogle forbrugere udenfor eller forhindre dem i at skifte leverandør (15).

4.15

I forbindelse med reguleringen har man forsømt spørgsmålet om prisen og behovet for at drøfte tarifstrukturen, som former prisen, med forbrugernes repræsentanter. Dette spørgsmål behandles heller ikke i EU's retsakter om emnet (f.eks. førnævnte direktiver). Oplysningerne fra Markedsobservatoriet for Energi viser imidlertid klart, at prisen på disse tjenesteydelser påvirkes af omkostninger (afgifter og andet), der væltes over på forbrugerne og virksomhederne, hvilket skader virksomhedernes konkurrenceevne og gør forbrugerne mere sårbare på det indre marked.

4.16

Der findes valg vedrørende tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som har direkte indvirkning på de omkostninger, der i sidste ende afspejles i den pris, forbrugerne skal betale. EØSU mener, at hensynet til sund konkurrence på det indre marked og beskyttelse af forbrugerne gør det berettiget, at EU-institutionerne griber ind for at sikre større gennemsigtighed i prisdannelsen for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og for at overvåge udviklingen af dens forskellige elementer og tariffer. Med henblik på dette bør medlemsstaterne og de nationale reguleringsmyndigheder tilskyndes til at støtte aktiv deltagelse af forbrugerorganisationer og små og mellemstore virksomheder i beslutningsprocessen for fastsættelse af tarifferne (16).

4.17

EØSU påpeger til slut, at det vil være vanskeligt af opnå en effektiv repræsentation af forbrugerne, hvis de ikke får mulighed for at tage affære gennem kollektive søgsmål. På den baggrund opfordres Kommissionen til at sætte nyt skub i arbejdet med indførelse af kollektive søgsmål på europæisk plan.