7.7.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 199/15

—

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af hhv. 17. juni 2010 og 11. december 2009,

—

der henviser til protokollen fra ØKOFIN-mødet den 19. oktober 2010 og til den heri citerede rapport til Det Europæiske Råd,

—

der henviser til det belgiske formandskabs program, navnlig forslagene om innovativ finansiering,

—

der henviser til sin beslutning af 10. marts 2010 om skat på finansielle transaktioner (1),

—

der henviser til sin beslutning af 20. oktober 2010 om den finansielle, økonomiske og sociale krise (2),

—

der henviser til sin beslutning af 22. september 2010 om europæiske tilsynsmyndigheder (3) og særlig sin beslutning af 22. september 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed for forsikrings- og arbejdsmarkedspensionsordninger (4), af 22. september 2010 om oprettelse af en europæisk banktilsynsmyndighed (5), af 22. september 2010 om oprettelse af en europæisk værdipapirtilsynsmyndighed (6) og af 22. september 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et europæisk råd for systemiske risici (7),

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om innovativ finansiering på globalt og europæisk plan (SEK(2010)0409) og til Kommissionens meddelelse om beskatning af den finansielle sektor (KOM(2010)0549/5) samt til det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SEK(2010)1166),

—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (KOM(2010)0484),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om Bankafviklingsfonde (KOM(2010)0254),

—

der henviser til G20-erklæringen udstedt i Washington den 15. november 2008, G20-erklæringen udstedt i London den 2. april 2009 og ledernes erklæring efter G20-topmødet i Pittsburgh den 25. september 2009,

—

der henviser til IMF's 2010-rapport til G20 om beskatning af den finansielle sektor,

—

der henviser til OECD's rådgivende fagforeningskomités papir af 15. februar 2010»The parameters of a financial transaction tax and the OECD global public good resource gap, 2010-2020«,

—

der henviser til OECD's 2010-rapport »The elephant in the room: the need to deal with what banks do«,

—

der henviser til det østrigske økonomiske forskningsinstituts (WIFO) undersøgelsesrapport fra marts 2008, »A General Financial Transaction Tax: Motives, Revenues, Feasibility and Effects«,

—

der henviser til Foundation for European Progressive Studies' papir fra marts 2010, »Financial Transaction Taxes: Necessary, Feasible and Desirable«,

—

der henviser til Centre for Economic Policy Research's undersøgelsesrapport fra december 2008, »Benefits of a Financial Transactions Tax«,

—

der henviser til Kommissionens beretning - Resultattavle for statsstøtte - Beretning om den seneste udvikling inden for krisestøtte til den finansielle sektor (KOM(2010)0255),

—

der henviser til Notre Europe's undersøgelsesrapport »An ever less carbonated Union? Towards a better European Taxation against climate change«,

—

der henviser til slutdokumentet fra FN's generalforsamlings plenarmøde på højt niveau, »Keeping the promise: united to achieve the Millennium Development Goals« fra september 2010,

—

der henviser til den erklæring, der blev fremsat i forbindelse med det syvende plenarmøde i Styringsgruppen for Innovativ Udviklingsfinansiering, som blev afholdt i Santiago i januar 2010,

—

der henviser til ekspertudvalgsrapporten fra 2010 til Taskforce on International Financial Transactions for Development, »Globalising Solidarity: The Case for Financial Levies«,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A7-0036/2011),

A.

der henviser til, at den globale finansielle og økonomiske krise i 2007 var af et hidtil uset omfang og afslørede, at de forskrifts- og tilsynsmæssige rammer for det globale finansielle system led under væsentlige funktionssvigt, der kan beskrives som en kombination af uregulerede finansielle markeder, alt for komplekse produkter og uigennemsigtige jurisdiktioner, der henviser til, at Europa har behov for mere gennemsigtige og effektive finansielle markeder,

B.

der henviser til, at frie markeder er grundlaget for skabelse af velfærd på verdensplan, og at markedsøkonomier og fri handel skaber velfærd og løfter folk ud af fattigdom,

C.

der henviser til, at den bemærkelsesværdige stigning i omfanget af finansielle transaktioner i den globale økonomi i løbet af det seneste årti - et omfang, der i 2007 nåede et niveau, der var 73,5 gange højere end verdens nominelle BNP, hovedsagelig som følge af boomet på derivatmarkedet - illustrerer, at der i stadig stigende grad er tale om en manglende forbindelse mellem de finansielle transaktioner og realøkonomiens behov,

D.

der henviser til, at den finansielle sektor er stærkt afhængig af handelsmønstre, f.eks. højfrekvenshandel, som fortrinsvis sigter mod udbytte på kort sigt og er sårbare over for en høj grad af gearing, som var en af hovedårsagerne til den finansielle krise; der henviser til, at dette har ført til overdreven prisvolatilitet og vedvarende afvigelser i aktie- og råvarepriserne i forhold til deres basisniveauer,

E.

der henviser til, at erhvervslivets, regeringers og enkeltpersoners mulighed for at låne og udlåne til hinanden er en afgørende faktor for verdensøkonomien; der henviser til, at den finansielle krise har blotlagt eksempler på negative sider af det internationale kapitalmarked; der henviser til, at det derfor er nødvendigt at skabe balance mellem behovet for at træffe foranstaltninger, der bidrager til at bevare den finansielle stabilitet, og behovet for at bevare bankernes evne til at yde kredit til økonomien,

F.

der henviser til, at der på G20-topmøderne i Washington i 2008 og i Pittsburgh i 2009 nåedes til enighed om at iværksætte reformer for at styrke de forskriftsmæssige rammer for og overvågningen af de finansielle markeder for at få finansielle institutioner til at påtage sig en rimelig del af ansvaret for turbulensen på de finansielle markeder,

G.

der henviser til, at det hidtil er skatteyderne, der har båret størstedelen af udgifterne til krisen, og at deres penge mange steder i verden er blevet brugt af regeringerne til at redde private banker og andre finansielle institutioner ud af krisen; der henviser til, at der er et stigende krav om, at finansielle institutioner og aktører, der i årevis har nydt godt af umådeholdent store afkast af værdipapirer og årlige bonusudbetalinger og modtaget størstedelen af virksomhedernes samlede overskud, skal yde et rimeligt bidrag til dækning af udgifterne,

H.

der henviser til, at det navnlig i EU forholder sig sådan, at udgifterne til redningsaktioner har forværret og fremskyndet den skatte- og gældskrise, der er opstået, og som har lagt en uventet stor byrde på de offentlige budgetter og bragt jobskabelse, velfærdsforanstaltninger og opnåelsen af klima- og miljømål i alvorlig fare,

I.

der henviser til, at kortsigtede dispositioner og spekulation på det europæiske marked for statsobligationer bidrog væsentligt til at forværre den statslige underskudskrise i euroområdet i perioden 2009-2010 og har blotlagt den nære sammenhæng mellem ulemperne ved den finansielle sektor og problemerne med at garantere de offentlige finansers langsigtede holdbarhed i en tid med ekstreme budgetunderskud og voksende offentlig og privat gæld,

J.

der henviser til, at stabilitets- og vækstpagtens ineffektivitet i dens nuværende form og forskellene mellem medlemsstaterne med hensyn til konkurrenceevne satte gang i den aktuelle debat om den europæiske økonomiske forvaltning, hvis nøgleelementer skulle være foranstaltninger til styrkelse af stabilitets- og vækstpagten, særlig hvad angår dens forebyggende del, ufortøvet iværksættelse af uundgåelige strukturreformer samt koordinering af skattepolitikker og bekæmpelsen af skattesvig og -unddragelse for at sikre retfærdig beskatning og gradvist flytte skattebyrden fra arbejde over mod kapital og aktiviteter med store negative eksternaliteter,

K.

der henviser til, at krisen har understreget behovet for at finde nye, bredere, retfærdige og bæredygtige indtægtskilder og styrke den gældende lovgivning og gøre opkrævningen af skatter mere effektiv for at sikre, at finanspolitisk konsolidering reelt kombineres med langsigtet økonomisk genrejsning og holdbare offentlige finanser, jobskabelse og social integration, som er centrale prioriteringer i EU 2020-strategien,

L.

der henviser til, at de alvorlige budgetmæssige begrænsninger som følge af den nylige krise kommer på et tidspunkt, hvor EU har afgivet særdeles vigtige tilsagn på globalt plan, hovedsagelig vedrørende klimaændringsmålene, 2015-målene og udviklingsbistand, navnlig til tilpasning til og afbødning af virkningerne af klimaændringer i udviklingslandene,

M.

der henviser til, at Det Europæiske Råd den 17. juni 2010 erklærede, at EU bør føre an i bestræbelserne på at fastsætte en global tilgang til indførelsen af ordninger med afgifter og skatter for finansielle institutioner, og efterlyste en nærmere undersøgelse og yderligere uddybning af spørgsmålet om indførelse af en global afgift på finansielle transaktioner,

N.

der henviser til, at Europa-Parlamentet allerede har anmodet Kommissionen om at foretage en konsekvensvurdering og analysere fordelene ved en afgift på finansielle transaktioner, og at Europa-Parlamentet derfor bør afvente resultatet af denne analyse, inden det træffer yderligere foranstaltninger,

1.

tager Kommissionens hidtil udførte arbejde for at imødekomme Parlamentets opfordring i beslutningen af 10. marts 2010 om en gennemførlighedsundersøgelse vedrørende en afgift på finansielle transaktioner på globalt plan og på EU-plan til efterretning; understreger behovet for en grundig konsekvensvurdering og opfordrer til, at resultatet heraf samt eventuelle konkrete forslag offentliggøres inden sommeren 2011 som bebudet i Kommissionens meddelelse om beskatning af den finansielle sektor; understreger, at en afbalanceret og grundig undersøgelse af gennemførligheden af en afgift på finansielle transaktioner i EU er det grundlag, som proceduren for indførelse af en sådan afgift bør gennemføres på;

2.

påpeger, at en forhøjelse af de nuværende beskatningsværktøjers skatteprocenter og en udvidelse af disse værktøjers anvendelsesområde samt yderligere nedskæringer i de offentlige udgifter hverken er nogen tilstrækkelig eller nogen holdbar løsning med henblik på imødegåelse af de største fremtidige udfordringer på europæisk og globalt plan; understreger, at en af hovedprioriteringerne ved imødegåelsen af disse udfordringer og drøftelsen af nye finansieringsordninger bør være at skabe redskaber til at styrke den europæiske konkurrenceevne og den økonomiske vækst;

3.

understreger, at et velfungerende indre marked er EU's bedste redskab i en globaliseret og konkurrencepræget verden og hoveddrivkraften bag europæisk vækst; understreger, at der bør fokuseres på styrkelse af det indre marked og eftersøgning af mere intelligente måder til at bruge nationale og europæiske midler gennem en mere holistisk tilgang til budgetreformen, som omfatter både udgifts- og indtægtssiden af budgettet; påpeger, at udgifterne bør være resultatorienterede, og at de nye finansielle instrumenter til gennemførelse af budgettet skal være praktiske, integrerede og fleksible;

4.

fremhæver, at den bedste måde, hvorpå reelle og effektive vækstpolitikker kan fremmes, er at fjerne de resterende hindringer på det indre marked; henviser til, at undersøgelser har vist, at der kunne opnås årlige besparelser på helt op til 200-300 mia. EUR, hvis alle hindringer for de fire friheder blev fjernet;

5.

fremhæver betydningen af relanceringen af det indre marked og understreger nødvendigheden af, at EU udarbejder og effektivt gennemfører fælles regler for det indre marked, så det kan fungere som relæ for strukturel vækst; understreger, at indsatsen skal fokusere på drivkraften bag den europæiske økonomi: Europas 20 millioner virksomheder, særlig de små og mellemstore virksomheder, der ledes af iværksættere og andre kreative personer;

6.

understreger, at et af EU’s største aktiver er dets størrelse, og at der bør drages fuldt udbytte af denne fordel ved at udnytte det indre markeds potentiale og bruge EU-budgetmidler til at give den offentlige sektors indsats for at stimulere vækstfaktorerne større gennemslagskraft;

7.

understreger, at Kommissionen bør vedtage en fælles strategisk ramme, som skitserer en samlet investeringsstrategi, der omsætter målene og målsætningerne for Europa 2020 til investeringsprioriteter og indkredser investeringsbehovene i forhold til overordnede mål og flagskibsprojekter og de reformer, der er nødvendige for at få størst muligt udbytte af de »impactinvesteringer«, der støttes af samhørighedspolitikken;

8.

understreger, at en af hovedfordelene ved innovative finansieringsinstrumenter er deres dobbelte fordel, da de kan bidrage til at nå vigtige politiske mål, f.eks. stabilitet på de finansielle markeder og gennemsigtighed, og samtidig er forbundet med et betydeligt indtægtspotentiale; understreger i denne forbindelse, at der også bør tages højde for disse instrumenters indvirkning på de negative eksternaliteter, der er forbundet med den finansielle sektor;

9.

henviser til, at skatteunddragelse og skattesvig i Europa anslås at forårsage årlige økonomiske tab på 200-250 mia. EUR; mener derfor, at det ved at reducere omfanget af skattesvig ville være muligt at begrænse de offentlige underskud uden at forhøje skatterne; påpeger på denne baggrund, at innovativ finansiering bør puste nyt liv i medlemsstaternes, EU’s og det internationale samfunds bestræbelser på at bekæmpe skatteunddragelse og -svig samt andre former for ulovlig kapitalflugt, der har alvorlige budgetmæssige konsekvenser;

10.

understreger, at EU i kølvandet på krisen er nødt til at overbevise sine borgere om, at det har viljen og værktøjerne til at anvende en afbalanceret kombination af en finanspolitisk konsolideringsstrategi og konjunkturstimulerende politikker for at sikre en langsigtet økonomisk genrejsning;

11.

mener, at skattepolitikken er den manglende dimension i EU's tilgang til den finansielle sektor, hvorimod der for nylig er gjort betydelige fremskridt med hensyn til både regulering og tilsyn;

12.

udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen har erkendt, at den finansielle sektor ikke pålægges tilstrækkelige afgifter, navnlig fordi de fleste finansielle tjenesteydelser ikke er pålagt moms, og opfordrer til innovative finansieringsforanstaltninger for at få mere udbytte af denne sektor og dermed bidrage til at flytte skattebyrden væk fra arbejdstagerne;

13.

mener, at indførelsen af en afgift på finansielle transaktioner kan være med til at tackle problemet med de yderst skadelige handelsmønstre på de finansielle markeder, f.eks. kortsigtede dispositioner og automatiseret højfrekvenshandel, samt til at begrænse spekulation; understreger, at en afgift på finansielle transaktioner således ville have potentiale til at forbedre markedseffektiviteten, øge gennemsigtigheden, begrænse overdreven prisvolatilitet og skabe incitamenter for den finansielle sektor til at foretage langsigtede investeringer med merværdi for realøkonomien;

14.

fremhæver de aktuelle skøn over forventede indtægter fra en lav afgift på finansielle transaktioner, som i kraft af en sådan afgifts store skattegrundlag årligt ville indbringe næsten 200 mia. EUR på EU-plan og 650 mia. USD på globalt plan; mener, at den finansielle sektor på denne måde ville kunne yde et betydeligt bidrag til dækning af omkostningerne ved krisen og til holdbare offentlige finanser;

15.

bemærker udviklingen i debatten om en global afgift på finansielle transaktioner og de forskellige holdninger med hensyn til en sådan afgifts gennemførlighed og effektivitet samt den nye drøftelse af en afgift på finansielle aktiviteter, men konstaterer, at G20 ikke hidtil har været i stand til at fremme meningsfyldte fælles initiativer på dette område; opfordrer G20-lederne til at sætte skub i drøftelserne om en aftale om det minimum af fælles elementer, der skal gælde for en global afgift på finansielle transaktioner, samt til at give retningslinjer for, hvilken fremtid de ønsker for de forskellige afgiftsformer;

16.

er tilhænger af, at der indføres en afgift på finansielle transaktioner, hvis indtægter vil fremme markedernes funktion ved at begrænse spekulation og bidrage til at finansiere globale offentlige goder og nedbringe de offentlige underskud; mener, at indførelsen af en afgift på finansielle transaktioner bør ske på det bredest mulige grundlag, og at EU bør fremme indførelsen af en afgift på finansielle transaktioner på globalt plan; mener endvidere, at EU, hvis dette mislykkes, bør indføre en afgift på finansielle transaktioner på EU-plan som et første skridt; opfordrer Kommissionen til inden for kort tid at udarbejde en gennemførlighedsundersøgelse, idet der tages hensyn til behovet for lige vilkår på globalt plan, og forelægge konkrete lovgivningsmæssige forslag;

17.

påpeger, at der bør tages hensyn til erfaringerne fra indførelsen på medlemsstatsplan af sektorspecifikke afgifter på transaktioner, når mulighederne for beskatning af den finansielle sektor på globalt plan og på EU-plan undersøges;

18.

understreger endvidere, at en forskydning af rent spekulative transaktioner i retning af andre jurisdiktioner ville have få negative følger, men muligvis også har potentiale til at bidrage til øget markedseffektivitet; betoner i øvrigt, at ikke alle aktiviteter, der anses for at være spekulative, bør fordømmes, eftersom visse former for risikotagning kan øge stabiliteten på EU’s finansielle markeder;

19.

understreger, at central clearing og afvikling af værdipapirtransaktioner inden for det centraliserede europæiske marked kan lette indførelsen af en EU-afgift på finansielle transaktioner, som kan være administrativt billig og enkel at gennemføre; minder imidlertid om, at det skal tages i betragtning, at den finansielle sektor er global og indbyrdes forbundet, i forbindelse med udformningen af de tekniske aspekter af afgiften på finansielle transaktioner;

20.

noterer sig Kommissionens nylige meddelelse som et første skridt, der kan bidrage til en forståelse af dette emne; mener, at bevisbyrden med hensyn til eventuelle fordele og/eller ulemper ved indførelsen af en EU-afgift på finansielle transaktioner ligger hos Kommissionen og i dennes konsekvensvurdering;

21.

bemærker, at Kommissionens nylige meddelelse annoncerede en konsekvensvurdering af de forskellige muligheder for beskatning af den finansielle sektor, og opfordrer til, at Kommissionen i sin gennemførlighedsundersøgelse også ser på transaktionernes og indtægternes geografiske asymmetri og muligheden for at indføre en gradueret eller differentieret afgiftsprocentsats på basis af aktivkategori, afgiftsincidens, den pågældende aktørs karakter eller den kortsigtede og spekulative karakter af visse former for transaktioner; anmoder Kommissionen om at trække på al tilgængelig forskning;

22.

opfordrer Kommissionen til i sin gennemførlighedsundersøgelse at analysere de forskellige mulige løsningsmodeller for en EU-afgift på finansielle transaktioner og deres konsekvenser, herunder fordelene for økonomien og samfundet ved at reducere omfanget af de spekulative finansielle transaktioner, som i øjeblikket forårsager alvorlige markedsforvridninger;

23.

understreger, at en afgift på finansielle transaktioner bør have det bredest mulige grundlag for at garantere lige vilkår på de finansielle markeder og ikke forskyde transaktioner i retning af mindre gennemsigtige produkter; mener derfor, at Kommissionens gennemførlighedsundersøgelse bør se på alle transaktioner med finansielle aktiver, såsom spot- og derivattransaktioner, der gennemføres på børserne, samt Over-The-Counter (OTC)-derivater; påpeger, at graduering af en afgift på finansielle transaktioner med forskellige afgiftsprocentsatser på tværs af de forskellige handelssystemer vil kunne forbedre markedsstabiliteten yderligere ved at skabe positive incitamenter for finansielle aktører til at flytte deres transaktioner væk fra OTC-produkter og til mere transparente og velregulerede handelssystemer;

24.

glæder sig i den forbindelse over Kommissionens nylige forslag om OTC-derivater og short-selling, ifølge hvilket der skal gælde udtrykkelige krav vedrørende central clearing og handelsregistre for alle OTC-derivattransaktioner, hvorved der åbnes teknisk mulighed for at indføre denne EU-afgift på finansielle transaktioner på et bredt grundlag;

25.

insisterer på, at det slås fast, hvem der i sidste ende kommer til at betale afgiften, da byrden som regel lægges over på forbrugerne, som i dette tilfælde ville være detailinvestorer og enkeltpersoner; understreger behovet for omfattende regler om undtagelser og tærskler med henblik på at forhindre dette;

26.

glæder sig over IMF's nylige forslag, som støttes af Kommissionen, om at indføre en afgift på bankaktiver for at gøre det muligt for hvert enkelt land at opkræve mellem 2 og 4 % af BNP til finansiering af fremtidige kriseløsningsmekanismer; er af den opfattelse, at bankafgifter bør stå i rimeligt forhold til det berørte kreditinstituts systemiske betydning og til det risikoniveau, der er forbundet med en aktivitet;

27.

påpeger, at bankafgifter, en afgift på finansielle aktiviteter og en afgift på finansielle transaktioner alle har forskellige økonomiske formål og forskelligt indtægtspotentiale; understreger, at bankafgifter, da de er baseret på balanceførte positioner, ikke kan bruges til at begrænse finansiel spekulation og regulere den grå banksektor yderligere; betoner endvidere i denne forbindelse betydningen af mekanismer til finansielt tilsyn og gennemsigtighed for at øge det finansielle systems robusthed og stabilitet;

28.

bemærker IMF's forslag om en afgift på finansielle aktiviteter og Kommissionens nylige tilsagn om at gennemføre en grundig konsekvensvurdering af potentialet heri; understreger, at en afgift på finansielle aktiviteter primært er et indtægtsorienteret beskatningsværktøj, der er rettet mod den finansielle sektor og gør det muligt at beskatte økonomiske afkast og fortjenester ved overdreven risikovillighed og som sådan kunne være en løsning på den nuværende momsfritagelse for den finansielle sektor;

29.

er klar over, at der findes forskellige muligheder for at forvalte de ekstra indtægter fra beskatning af den finansielle sektor på både nationalt og europæisk plan; understreger, at det er nødvendigt at få løst spørgsmålet om, hvordan de indtægter, der genereres gennem en afgift på finansielle transaktioner, skal anvendes, samt at en vurdering og prioritering af disse muligheder bør ses som et afgørende element i den overordnede debat om innovativ finansiering for at give skatteyderne et dækkende billede af rationalet bag yderligere beskatning af den finansielle sektor; understreger, at indtægterne fra en global afgift på finansielle transaktioner som følge af dennes globale karakter bør anvendes til finansiering af globale politiske mål som f.eks. udvikling og fattigdomsbekæmpelse i udviklingslandene samt bekæmpelse af klimaændringerne; bemærker Kommissionens mål om at øge størrelsen på EU’s budget gennem innovative finansielle instrumenter; er overbevist om, at det af hensyn til beskyttelsen af ovennævnte innovative finansieringsværktøjers europæiske merværdi bør sikres, at en del af disse indtægter kan tildeles EU-budgettet til finansiering af EU-projekter og -politikker; minder om, at Kommissionens nylige meddelelse om en gennemgang af EU-budgettet betragter en EU-beskatning af den finansielle sektor som en mulighed for at skabe egne midler; opfordrer til en bred debat mellem EU-institutionerne, de nationale parlamenter samt EU-interessenter og repræsentanter for civilsamfundet om de valgmuligheder, der er til rådighed i forbindelse med disse politikker, hvilken del af indtægterne, der skal tildeles hhv. EU-budgettet og de nationale budgetter, og de forskellige måder hvorpå dette kan opnås; bemærker vedrørende forvaltningen af den del af indtægterne, der skal tildeles de nationale budgetter, at alle løsningsmuligheder bør vurderes, herunder tildeling af indtægter til konsolidering af de offentlige finanser;

30.

understreger, at den eventuelle indførelse af disse nye beskatningsværktøjer i den finansielle sektor bør analyseres i lyset af de eksisterende skatteforhold i den sektor, idet der tages hensyn til sekundære virkninger og sættes særligt fokus på at indkredse synergier mellem gamle og nye afgifter;

31.

bemærker Kommissionens mål om at øge størrelsen på EU’s budget gennem innovative finansielle instrumenter og anerkender de potentielle fordele ved at geare finansiering i den private sektor med offentlige midler; er dog opmærksom på, at brugen af SPV-selskaber til at finansiere projekter kan føre til en stigning i betingede forpligtelser; mener derfor, at sådanne foranstaltninger bør ledsages af en fuldstændigt gennemsigtig offentliggørelse kombineret med passende retningslinjer, risikostyring, eksponeringsgrænser og kontrol- og overvågningsprocedurer, som alle skal oprettes på en demokratisk ansvarlig måde;

32.

bemærker, at eurobonds i stigende grad omtales som et fælles gældsforvaltningsinstrument; noterer sig alle de nylige forslag og initiativer med sigte herpå; opfordrer Det Europæiske Råd og Kommissionen til omgående at komme med en reaktion på opfordringen i Parlamentets beslutning af 16. december 2010 (8) om oprettelse af en permanent krisemekanisme til sikring af den finansielle stabilitet i euroområdet om at sende det nødvendige politiske signal med henblik på en kommissionsundersøgelse af et fremtidigt system af eurobonds med en klar specificering af de betingelser, der skal til, for at et sådant system vil være gavnligt for alle deltagende medlemsstater samt for euroområdet som helhed;

33.

støtter tanken om at udstede fælles EU-projektobligationer med henblik på finansiering af Europas betydelige infrastrukturbehov og strukturelle projekter inden for rammerne af EU 2020-strategien og i lyset af forventede nye EU-strategier, som f.eks. den nye strategi for udvikling af energiinfrastrukturen, og andre store projekter; mener, at EU-projektobligationer ville sikre de fornødne investeringer og skabe tilstrækkelig tillid til, at store investeringsprojekter ville kunne tiltrække den nødvendige støtte, og at de således ville blive en vigtig mekanisme til at sikre maksimal gearing af den offentlige støtte; minder om, at disse projekter for at give Europa et bæredygtigt fundament skal bidrage til den økologiske omformning af vore økonomier og dermed bane vejen for en kulstoffri økonomi;

34.

understreger, at EU-budgettet i højere grad bør anvendes til at sætte skub i investeringer; fremhæver, at normen for projekter med langsigtet kommercielt potentiale bør være, at EU-midler anvendes i partnerskab med den private banksektor, navnlig gennem Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD);

35.

opfordrer Kommissionen og Den Europæiske Centralbank til at undersøge, hvilken betydning den moralske risiko får for medlemsstater, der finansierer væsentlige infrastrukturprojekter via EU's projektobligationer eller eurobonds, især når sådanne infrastrukturprojekter har tværnational rækkevidde;

36.

understreger, at den nuværende beskatningsmodel fuldt ud bør integrere princippet om, at forureneren betaler, gennem anvendelse af innovative finansieringsværktøjer med det formål at lægge afgiftsbyrden over på aktiviteter, der forurener miljøet, skaber væsentlige drivhusgasemissioner eller forbruger betydelige mængder af ressourcer;

37.

støtter derfor tanken om at styrke emissionshandelsordningen, samt om at foretage en omfattende revision af direktivet om energibeskatning for at gøre CO2-emissioner og energiindhold til grundlæggende kriterier for beskatning af energiprodukter;

38.

understreger, at begge værktøjer er forbundet med en stor dobbelt fordel, idet de på den ene side skaber store incitamenter for at gå over til CO2-fri og bæredygtige og vedvarende energikilder og, på den anden, betydelige ekstra indtægter; minder imidlertid om, at hovedformålet med at indføre en CO2-afgift er at ændre adfærden og produktionsstrukturerne, eftersom den forventede indtægt falder, når produktionsmønstrene skifter til bæredygtige og vedvarende energikilder;

39.

mener, at en CO2-afgift og revisionen af energibeskatningsdirektivet bør være det obligatoriske mindstemål for alle medlemsstater, og at det bør overlades til den enkelte medlemsstats kompetence at gå videre, hvis den finder det passende;

40.

understreger, at der bør fastsættes passende overgangsperioder med henblik på at undgå CO2-lækager og for at forhindre, at der lægges uoverkommelige byrder over på lavindkomstforbrugerne; finder det derudover nyttigt at fastsætte særlige målrettede foranstaltninger til gavn for lavindkomsthusstande og øge investeringerne i infrastruktur til den offentlige sektor og i husholdningernes energieffektivitet;

41.

mener dog, at muligheden for en global aftale på G20-plan eller inden for WTO bør undersøges til bunds, forud for indførelsen af en sådan afgift på udenlandsk import til EU for at sikre, at dette grænsebeskatningsredskab ikke på den ene side fører til mangel på råvarer og på den anden side fører til gengældelsesforanstaltninger fra tredjelande over for EU-eksport;

42.

henviser til, at det i betragtning af den stigende efterspørgsel efter energi i de nye lande er bydende nødvendigt for EU at foretage tilstrækkelige investeringer i energiforsyning og -effektivitet, der vil styrke Unionens energiinfrastruktur og i så vid udstrækning som muligt reducere dens sårbarhed over for markedsudsving, som kan have negative konsekvenser for EU's økonomi og 2020-målene;

43.

opfordrer medlemsstaterne til at overveje at tildele indtægter fra klimaafgifter til at finansiere F & U og foranstaltninger til nedbringelse af kulstofemissioner og bekæmpelse af global opvarmning, fremme af energieffektivitet, bekæmpelse af energifattigdom og forbedring af energiinfrastrukturen i EU og i udviklingslandene; minder i denne sammenhæng om, at mindst 50 % af indtægterne fra auktionssystemet over CO2-emissioner ifølge direktivet om handel med emissionskvoter under EU's emissionshandelsordning skal øremærkes til foranstaltninger til bekæmpelse af klimaændringer, navnlig i udviklingslandene;

44.

bemærker, at revolverende finansielle instrumenter til energibesparende foranstaltninger er en innovativ måde at finansiere klimavenlige projekter på; bifalder skabelsen af en særlig finansieringsfacilitet, der også kunne tiltrække private investorer (inden for rammerne af offentlige-private partnerskaber), der kunne sikre anvendelsen af uudnyttede midler fra forordningen om genopretningsprogrammet til støtte for energieffektivitet og vedvarende initiativer; anmoder Kommissionen om nøje at vurdere dette instruments effektivitet og at analysere mulighederne for at anvende en lignende tilgang, herunder initiativer inden for energi, energieffektivitet og råstoffer, til fremtidige ubrugte midler i EU's budget;

45.

anerkender vigtigheden af energieffektivitet og opfordrer derfor indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre effektiv brug af strukturfondene for at øge energieffektiviteten i bygninger, især boliger; opfordrer til en effektiv udnyttelse af midlerne fra EIB og andre offentlige organer til finansiering samt koordinering mellem EU og nationale fonde og andre former for bistand, der kan fremme investeringer i energieffektivitet med henblik på at nå EU's mål;

46.

minder medlemsstaterne om muligheden for at anvende nedsatte momssatser på tjenesteydelser, der tilbyder forbedringer i hjemmet og øget energieffektivitet;

47.

mener endvidere, at økonomisk udnyttelse af ressourcer og innovation i grønne teknologier er af stor betydning for konkurrenceevnen;

48.

understreger, nu hvor der udvikles og med tiden skal gennemføres ny, innovativ beskatning, behovet for en overordnet, grænseoverskridende og tværsektoriel vurdering af forskellige typer af eksisterende og planlagt finansiering og beskatning af og subsidier til miljø- og klimaaktiviteter, hvad man kunne kalde »miljøfinansieringens de Larosière«, med henblik på at målrette disse nye værktøjer mere effektivt og udelukke muligheden for overlapning og/eller indbyrdes modstridende politikker;

49.

erkender, at en CO2-afgift vil være et instrument til at nedbringe emissionerne snarere end en langsigtet indtægtskilde, da denne kilde med tiden vil blive udtømt, hvis instrumentet viser sig at være effektivt;

50.

opfordrer medlemsstaterne til på ny at bekræfte deres tilsagn om at øremærke 0,7 % af deres bruttonationalindkomst (BNI) til officiel udviklingsbistand (ODA); beklager dybt, at det i 2008 kun var Sverige, Luxembourg, Danmark og Nederlandene, der nåede eller overskred dette mål, skønt alle EU-medlemsstater har accepteret dette 0,7 % mål for udgifterne;

51.

minder om, at Den Europæiske Union som helhed, inklusive dens medlemsstater, på trods af den globale krise fortsat er den førende donor af udviklingsbistand og tegner sig for 56 % af verdens samlede udviklingsbistand til i alt 49 mia. EUR i 2009, hvilket bekræftes af EU-regeringernes samlede tilsagn om at øremærke hhv. 0,56 % og 0,70 % af BNI til ODA i hhv. 2010 og 2015;

52.

understreger den altafgørende betydning af sund økonomisk forvaltning for så vidt angår al EU’s udviklingsbistand og humanitære bistand, navnlig fordi de EU-institutioner, der er involveret i beslutningstagningen og implementeringen af denne bistand skal stå fuldt til ansvar over for EU’s borgere og skatteydere;

53.

understreger, at innovativ udviklingsfinansiering kan supplere traditionelle udviklingsbistandsmekanismer og dermed bidrage til, at de når deres mål til tiden; minder om, at innovative finansieringsinstrumenter bør ligge ud over FN’s mål om, at 0,7 % af BNP skal gå til udviklingssamarbejde; betoner, at innovativ udviklingsfinansiering bør være kendetegnet ved diversificeret finansiering for at nå det højeste indtægtspotentiale, men også være fuldt tilpasset det enkelte lands prioriteringer og give det stor råderet over midlerne; understreger samtidig behovet for, at udviklingslandene selv øger deres indsats på skatteområdet, navnlig med hensyn til skatteopkrævning og bekæmpelse af skatteunddragelse, hvilket er af afgørende betydning for en forsvarlig finanspolitik;

54.

understreger, at levering af effektiv udviklingsbistand af høj kvalitet kræver en særlig indsats med hensyn til donorkoordination og forvaltningsordninger; mener, at hvis problemerne med fragmentering af den europæiske udviklingsbistand, som fører til ineffektivitet med såvel økonomiske som politiske konsekvenser, blev løst, ville det medføre effektivitetsgevinster for medlemsstaterne på anslået op til 6 mia. EUR om året og desuden lette arbejdet for partnerlandenes forvaltninger;

55.

minder om, at der er behov for 300 mia. USD for at nå 2015-målene inden 2015; beklager den kendsgerning, at flertallet af udviklede lande til trods for den erklæring, som de for nylig afgav på FN’s topmøde på højt plan om 2015-målene i september 2010, endnu ikke har opfyldt deres løfte om at forhøje udviklingsbistanden, og påpeger, at det er nødvendigt at gøre en langt bedre samlet indsats; understreger, at det ikke er acceptabelt, at innovative finansieringsmekanismer måske af visse lande vil blive opfattet som en tilskyndelse til ikke at yde offentlig udviklingsbistand (ODA); understreger, at tilsagn om ODA og innovative finansieringsmekanismer skal ses som et afgørende og supplerende element i bekæmpelsen af fattigdom;

56.

understreger, at offentligt tilsyn og gennemsigtighed i innovative finansieringssystemer, som en afspejling af erfaringerne fra den nylige finans- og fødevarekrise, er en uomgængelig forudsætning for, at disse kan indføres;

57.

understreger, at det er nødvendigt hurtigst muligt at forbedre EU's koordination af velstandsskabende foranstaltninger på lokale markeder, og at fremme af innovativ finansiering af udvikling ikke kun skal baseres på en forhøjelse af skatterne, men at man også bør undersøge andre metoder, såsom en forøgelse af de nationale indtægter, hvilket bedst kan opnås gennem anerkendelse og beskyttelse af ejendomsrettigheder, kortlægning af landbrugsarealer og forbedring af forretnings- og investeringsmiljøet i udviklingslandene;

58.

minder om, at alvorlige pandemiske sygdomme - aids, tuberkulose og malaria - som rammer udviklingslandene, navnlig Afrika syd for Sahara, udgør en alvorlig hindring for opnåelse af 2015-målene; erindrer i denne forbindelse om, at et solidaritetsbidrag, der opkræves på flybilletter, er et væsentligt finansielt redskab til at afhjælpe sundhedsproblemer, og at dette bør udvikles yderligere; opfordrer navnlig Kommissionen til at undersøge flere finansieringsmekanismer for at behandle globale sundhedsspørgsmål og lette adgangen til medicin i fattige lande;

59.

påpeger, at klimaændringerne i særdeleshed vil berøre udviklingslandene, og mener, at finansieringsforanstaltninger til afbødning af virkningerne af klimaændringer og til at mindske energifattigdom vil bidrage til opnåelse af 2015-målene;

60.

glæder sig over, at sluterklæringen fra FN-topmødet om 2015-målene, der blev vedtaget den 22. september 2010, for første gang særligt henviser til den innovative finansierings rolle for at opfylde disse mål;

61.

understreger den hidtidige succes med innovative finansieringsmekanismer, navnlig den internationale facilitet for køb af medicin (UNITAID), den internationale finansieringsfacilitet for immunisering (IFFIm) og det forudgående markedsengagement for vacciner (AMC), som til dato har tilvejebragt mere end 2 mia. USD; bemærker, at andre innovative finansieringsmekanismer også har vist sig at være effektive, f.eks. gæld-for-natur-aftaler eller gæld-for-sundhed-aftaler eller bunkerfuelafgifter;

62.

minder om den konsekvente støtte, som en række europæiske stats- og regeringschefer har givet til gennemførelse af en afgift på finansielle tjenesteydelser ved FN-topmødet om 2015-målene i september 2010 og forventer afgørende foranstaltninger fra dem til fordel for dette tilsagn;

63.

opfordrer de medlemsstater, som endnu ikke har gjort det, til at tilslutte sig pilotgruppen om innovative finansieringsmekanismer oprettet i 2006 og deltage i alle eksisterende mekanismer, herunder i solidaritetsbidraget fra flybilletter;

64.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at foreslå gennemførelse af innovative udviklingsfinansieringsmekanismer på EU-plan;

65.

opfordrer institutionerne og EU's regeringer til nøje at undersøge muligheden for at oprette et globalt lotteri til at finansiere foranstaltninger til bekæmpelse af sult, som det foreslås i Verdensfødevareprogrammet, i stil med fødevareprojektet;

66.

mener, at ODA ikke vil være i stand til at udrydde fattigdom, hvis ikke G20, EU og de finansielle virksomheder står fast på at modarbejde korrupte regeringer i modtagerlandene; understreger derfor nødvendigheden af at optrappe EU’s bistand til styrkelse af skattemyndigheder, retsvæsen og antikorruptionsagenturer i udviklingslandene; opfordrer indtrængende EU's medlemsstater til at bekæmpe bestikkelse, som udføres af virksomheder, som har hjemsted i deres jurisdiktioner, men driver virksomhed i udviklingslande;

67.

minder om, at et beløb, der anslås til 800 mia. EUR, dvs. 10 gange så stort som den samlede mængde af ODA, hvert år går tabt for udviklingslandene på grund af illegale praksisser, såsom ulovlige kapitalstrømme og skatteunddragelse, og at forhindring og begrænsning heraf kunne vise sig at være afgørende for opnåelse af 2015-målene; opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at sætte bekæmpelse af skattely, korruption og destruktive beskatningsstrukturer øverst på dagsordenen i alle internationale fora for således at gøre udviklingslandene i stand til at øge deres nationale indtægter;

68.

minder om G20's kollektive ansvar for at afbøde virkningerne af krisen for udviklingslandene, som har været hårdt ramt af krisens indirekte følger;

69.

opfordrer med henblik på at opnå gennemsigtighed i ODA indtrængende til, at ansvarlighed bør fremmes ved, at de nationale kontrolmekanismer og den parlamentariske kontrol med støtten styrkes; opfordrer EU og G20 til at forfølge deres dagsorden om at slå ned på skattely og skattehemmelighed ved at fremme landespecifik rapportering;

70.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at fremme og arbejde hen imod gennemførelse af innovative finansieringsinstrumenter for udvikling såsom en international skat på finansielle transaktioner, transportafgifter, bekæmpelse af illegale kapitalstrømme og en nedsættelse eller lettelse af omkostningerne ved pengeoverførsler;

71.

konstaterer, at den økonomiske og finansielle krise vil kaste mange udviklingslande ud i en ny gældskrise, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forny deres bestræbelser på at lette gældsbyrden for udviklingslandene;

72.

erindrer om, at udviklingslandene er dårligst rustet til at klare klimaændringerne, og at de sandsynligvis generelt vil blive hårdest ramt af dette fænomen; opfordrer til gennemførelse af EU's finansielle løfter i henhold til Københavnsaftalen og den globale klimaændringsalliance; opfordrer EU til at spille en afgørende rolle i de fælles initiativer fra de industrialiserede landes side med henblik på at yde et større og mere konkret bidrag til understøttelse af udviklingen i den tredje verden, som de har et historisk ansvar for;

73.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Europa-Parlamentets Udvalg om Politikudfordringer, Kommissionen, Det Europæiske Råd, EIB, ECB, IMF og Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.