8.7.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 184/82

A.

der henviser til, at anvendelse af nanomaterialer og nanoteknologier (herefter kaldet »nanomaterialer«) indebærer vigtige fremskridt med mange fordele for forbrugere, patienter og miljøet i utallige anvendelser, da nanomaterialer kan frembyde andre eller nye egenskaber sammenlignet med samme stof eller materiale i normal form,

B.

der henviser til, at fremskridtene med hensyn til nanomaterialer forventes at få en betydelig indvirkning på de politiske beslutninger inden for områder som folkesundhed, beskæftigelse, sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, informationssamfundet, energi, transport, sikkerhed og rum,

C.

der henviser til, at EU til trods for iværksættelsen af en europæisk strategi for nanoteknologi og konsekvente bevillinger til det syvende rammeprogram for Det Europæiske Fællesskabs indsats inden for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) på ca. 3 500 000 000 EUR til forskning i nanovidenskab er bagud i forhold til sine vigtigste konkurrenter, USA, Japan og Sydkorea, som står for mere end halvdelen af investeringerne og to tredjedele af de patenter, der er registreret på verdensplan,

D.

der henviser til, at nanomaterialer på den anden side på grund af deres diminutive størrelse kan indebære væsentlige nye risici som f.eks. større reaktivitet og mobilitet, som kan føre til øget toksicitet i forening med ubegrænset adgang til menneskelegemet, eventuelt med helt nye former for vekselvirkning med menneskers, dyrs og planters fysiologi,

E.

der henviser til, at sikker udvikling af nanomaterialer i høj grad kan bidrage til at EU's økonomi bliver konkurrencedygtig og til opfyldelsen af Lissabonstrategien,

F.

der henviser til, at den nuværende diskussion om nanomaterialer er kendetegnet ved en betydelig mangel på oplysninger og viden, hvilket fører til uenighed allerede angående definitionerne:

G.

der henviser til, at der for øjeblikket ikke findes noget fuldstændigt sæt harmoniserede definitioner, men at der findes en række internationale standarder, og der er flere under udarbejdelse, som definerer nanoskala som »en eller flere dimensioner på indtil ca. 100 nm«, og som ofte skelner mellem:

H.

der henviser til, at der ikke findes nogen klare oplysninger om den faktiske anvendelse af nanomaterialer i forbrugsvarer, f.eks.:

I.

der henviser til, at klare krav om anmeldelse af anvendelsen af nanomaterialer, forbrugeroplysninger samt en fuldstændig gennemførelse af direktiv 2006/114/EF er nødvendige for at der kan gives troværdige oplysninger om anvendelsen af nanomaterialer,

J.

der henviser til, at det ved præsentationer af nanoteknologiernes mulige fordele spås, at der vil være en næsten uendelig mangfoldighed af fremtidige applikationer for nanomaterialer, men at der ikke gives troværdige oplysninger om den aktuelle anvendelse,

K.

der henviser til, at der er store diskussioner om muligheden for at vurdere sikkerheden ved nanomaterialer; der konstaterer, at EU's videnskabelige komiteer og agenturer peger på alvorlige mangler, ikke blot når det gælder vigtige data, men også de metoder, der anvendes for at nå frem til disse data; der henviser til, at der således er behov for, at EU investerer flere midler i en tilstrækkelig vurdering af nanomaterialer, således at hullerne i videngrundlaget kan lukkes, og således at der hurtigst muligt kan udvikles vurderingsmetoder og en passende og harmoniseret nomenklatur i samarbejde med EU's agenturer og internationale partnere,

L.

der henviser til, at SCENIHR har identificeret en række specifikke sundhedsrisici samt giftige virkninger på miljøorganismer for nogle nanomaterialer; der henviser til, at SCENIHR desuden fandt en generel mangel på eksponeringsdata af høj kvalitet for såvel mennesker som miljø, og konkluderer, at viden om metoden til såvel eksponeringsberegning som risikoidentifikation skal udvikles, valideres og standardiseres yderligere,

M.

der henviser til, at der under det syvende rammeprogram for forskning aktuelt er afsat alt for få midler til finansiering af forskning i nanomaterialernes miljø-, sundheds- og sikkerhedsaspekter; der henviser til, at vurderingskriterierne for tildeling af forskningsprojekter til vurdering af nanomaterialers sikkerhed under det syvende rammeprogram er for restriktive (dvs. de har en snæver innovationsmargen), og at de således ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser den presserende nødvendige udvikling af videnskabelige metoder til vurdering af nanomaterialer; der henviser til, at det er afgørende at der tildeles tilstrækkelige midler til forskning i sikker udvikling og anvendelse af nanomaterialer,

N.

der henviser til, at viden om de potentielle sundheds- og miljømæssige virkninger af nanomaterialer halter meget bagefter udviklingen på markedet, når henses til den meget hurtige udvikling, der sker inden for området for nanomaterialer, hvilket således rejser det grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt den gældende lovgivning er egnet til at håndtere nye teknologier, såsom nanomaterialer, i realtid,

O.

der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 28. september 2006 om nanovidenskab og nanoteknologi har krævet, at virkningerne af nanopartikler, der er svært opløselige eller svært biologisk nedbrydelige, undersøges i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet, inden sådanne partikler sættes i produktion og bringes i omsætning,

P.

der henviser til, at værdien af Kommissionens ovennævnte meddelelse om de lovgivningsmæssige aspekter ved nanomaterialer er ret begrænset som følge af mangelen på oplysninger om nanomaterialers specifikke egenskaber, faktiske anvendelse eller mulige risici og fordele, og således ikke indeholder nogen overvejelser om de lovgivningsmæssige og politiske udfordringer, som følge af nanomaterialers specifikke beskaffenhed, hvilket blot har resulteret i en generel oversigt over lovgivningen, som viser, at fællesskabslovgivningen ikke for øjeblikket indeholder nogen nanospecifikke bestemmelser,

Q.

der henviser til, at nanomaterialer bør være undergivet et pluralistisk og differentieret regelsæt, som kan tilpasses, og som er baseret på forsigtighedsprincippet (20), princippet om producentansvar og princippet om, at forureneren betaler, med henblik på at sikre en sikker fremstilling, anvendelse og bortskaffelse af nanomaterialer inden teknologien bringes i omsætning, samtidig med at en systematisk anvendelse af generelle moratorier eller en udifferentieret behandling af forskellige applikationer af nanomateriale undgås,

R.

der henviser til, at den næsten ubegrænsede anvendelse af nanoteknologier i så forskellige sektorer som elektronik, tekstil, biomedicin, produkter til personlig pleje og sundhed eller rengøringsprodukter, landbrugsfødevarer og energi gør det umuligt at indføre en fælles lovramme på fællesskabsniveau,

S.

der henviser til, at der i forbindelse med REACH allerede blev opnået enighed om, at der er behov for yderligere vejledning og rådgivning om nanomaterialer, navnlig om stofidentifikation, samt en tilpasning af risikovurderingsmetoderne; der henviser til, at en nærmere granskning af REACH afslører mange yderligere mangler med hensyn til behandlingen af nanomaterialer,

T.

der henviser til, at affaldslovgivningen som følge af manglen på nanospecifikke bestemmelser risikerer ikke at blive korrekt gennemført,

U.

der henviser til, at nanomaterialer gennem hele deres livscyklus stiller store fordringer til arbejdsmiljøet og sikkerheden på arbejdspladsen, da mange arbejdstagere i produktionskæden udsættes for disse materialer uden at vide, om de gennemførte sikkerhedsprocedurer og de trufne beskyttelsesforanstaltninger er tilstrækkelige og effektive; bemærker, at antallet og forskelligartetheden af arbejdstagere, der udsættes for virkningerne af nanomaterialer, forventes at stige i fremtiden,

V.

der henviser til, at de vigtige ændringer angående nanomaterialer, som Rådet og Europa-Parlamentet blev enige om ved førstebehandlingen i forbindelse med omarbejdningen af kosmetikdirektivet (21) og de vigtige ændringer, som Europa-Parlamentet vedtog ved førstebehandlingen af revisionen af forordningen om nye fødevarer (22), understreger, at der er et behov for at ændre den relevante fællesskabslovgivning, så den på passende vis tager højde for nanomaterialer,

W.

der henviser til, at den aktuelle debat om de lovgivningsmæssige aspekter ved nanomaterialer i høj grad er begrænset til ekspertkredse, selv om nanomaterialer potentielt kan afstedkomme omfattende samfundsmæssige ændringer, som kræver vidtrækkende høringer af offentligheden,

X.

der henviser til, at bred anvendelse af patenter på nanomaterialer, ligesom de urimeligt høje omkostninger ved patentering og meget små virksomheders og små og mellemstore virksomheders manglende adgang til patenter risikerer at hæmme yderligere innovation,

Y.

der henviser til, at nanoteknologi sandsynligvis vokser sammen med bioteknologi, biologi, kognitiv videnskab og informationsteknologi, hvilket rejser alvorlige spørgsmål med hensyn til etik, sikkerhed og respekten for grundlæggende rettigheder, som skal analyseres i en ny udtalelse fra Den Europæiske Gruppe vedrørende Etik inden for Naturvidenskab og Ny Teknologi,

Z.

der henviser til, at adfærdskodeksen er et vigtigt instrument til sikker, integreret og ansvarlig forskning i nanomateriale; der henviser til, at adfærdskodeksen skal gennemføres og overholdes af alle producenter, der agter at fremstille eller markedsføre varer,

AA.

der henviser til, at revisionen af den relevante fællesskabslovgivning bør gennemføres efter princippet om »ingen data, intet marked« for nanomaterialer,

1.

er overbevist om, at anvendelsen af nanomaterialer bør opfylde borgernes reelle behov, og at fordelene ved disse kun kan opnås på en sikker og ansvarlig måde inden for en klar lovgivningsmæssig og politisk ramme (lovgivningsmæssige og andre bestemmelser), som udtrykkeligt omhandler aktuelle og fremtidige applikationer for nanomaterialer samt selve karakteren af de potentielle problemer med hensyn til sundhed, miljø og sikkerhed;

2.

beklager, at der ikke er foretaget nogen ordentlig evaluering af den faktiske anvendelse af de almindelige bestemmelser i EU-lovgivningen i lyset af nanomaterialernes virkelige beskaffenhed;

3.

er, så længe der ikke er sket en passende evaluering af gældende fællesskabslovning og ikke findes nanospecifikke bestemmelser i fællesskabslovgivningen, ikke enig i Kommissionens konklusion om, a) at den nuværende lovgivning i princippet dækker de relevante risici i forbindelse med nanomaterialer, og b) at beskyttelsen af sundheden og sikkerheden samt miljøbeskyttelsen hovedsagelig skal forbedres gennem en forbedret gennemførelse af den gældende lovgivning, når den på grund af manglen på passende data og metoder til at vurdere risiciene ved nanomaterialer i realiteten ikke er i stand til at modvirke risiciene ved disse materialer;

4.

mener, at idéen om en sikker, ansvarlig og integreret tilgang til nanoteknologier, som EU slår til lyd for, sættes over styr som følge af manglen på oplysninger om anvendelsen af og sikkerheden ved de nanomaterialer, der allerede er på markedet, navnlig i følsomme anvendelser med direkte eksponering af forbrugerne;

5.

opfordrer Kommissionen til at gennemgå al relevant lovgivning inden for to år for at sikre sikkerhed for alle anvendelser af nanomaterialer i produkter med potentielle sundheds-, miljø- eller sikkerhedsmæssige virkninger i produkternes livscyklus og til at sikre, at lovgivningens bestemmelser og gennemførelsesværktøjerne afspejler nanomaterialernes særlige kendetegn, som arbejdstagerne, forbrugerne og/eller miljøet eventuelt udsættes for;

6.

understreger, at en sådan revision ikke blot er nødvendig for at beskytte menneskers sundhed og miljøet på passende måde, men også for at skabe sikkerhed og forudsigelighed for økonomiske aktører og styrke offentlighedens tillid;

7.

opfordrer til, at der indføres en omfattende, videnskabelig definition af nanomaterialer i fællesskabslovgivningen som en del af nanospecifikke ændringer af relevant horisontal og sektorspecifik lovgivning;

8.

opfordrer Kommissionen til at fremme vedtagelsen af en harmoniseret definition af nanomaterialer på internationalt plan og tilpasse den relevante EU-lovgivningsramme i overensstemmelse hermed;

9.

anser det for særlig vigtigt udtrykkeligt at behandle nanomaterialer inden for rammerne af i det mindste kemikalielovgivningen (REACH, biocidholdige produkter), fødevarelovgivningen (fødevarer, tilsætningsstoffer til fødevarer, fødevarer og foder på basis af genetisk modificerede organismer), den relevante lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne samt lovgivningen om luftkvalitet, vandkvalitet og affald;

10.

opfordrer til, at de fabrikanter, der ønsker at markedsføre nanomaterialer, underlægges en pligt til at udvise ansvarlighed, og kræver, at de overholder den europæiske adfærdskodeks for ansvarsbevidst nanovidenskabelig og nanoteknologisk forskning,

11.

opfordrer specifikt Kommissionen til at vurdere behovet for en revision af REACH vedrørende bl.a.:

12.

opfordrer specifikt Kommissionen til at vurdere behovet for en revision af affaldslovgivningen vedrørende bl.a.:

13.

opfordrer specifikt Kommissionen til at vurdere behovet for en revision af emissionsgrænseværdierne og miljøkvalitetsstandarderne i lovgivningen om luft og vand, hvor de massebaserede målinger suppleres med et målesystem baseret på antallet af partikler og/eller overfladen med henblik på at tage behørigt højde for nanomaterialer;

14.

understreger, hvor vigtigt det er for Kommissionen og/eller medlemsstaterne at sikre, at principperne i EU's arbejdsmiljølovgivning overholdes i fuldt omfang og håndhæves, når det gælder nanomaterialer, herunder passende uddannelse til arbejdsmiljøeksperter, med henblik på at forhindre potentielt skadelig eksponering for nanomaterialer;

15.

opfordrer specifikt Kommissionen til at vurdere behovet for en revision af lovgivningen om beskyttelse af arbejdstagere vedrørende bl.a.:

16.

opfordrer Kommissionen til inden juni 2011 at udarbejde en opgørelse over de forskellige typer og anvendelser af nanomaterialer på det europæiske marked, samtidig med at berettigede forretningshemmeligheder som f.eks. recepter respekteres, og at gøre denne opgørelse offentligt tilgængelig; opfordrer desuden Kommissionen til samtidig at aflægge rapport om disse nanomaterialers sikkerhed;

17.

gentager sit krav om forbrugeroplysning om anvendelse af nanomaterialer i forbrugsvarer; bestanddele i form af nanomaterialer i stoffer, blandinger eller artikler bør klart angives i produktmærkningen (i listen over bestanddele bør navnet på sådanne bestanddele f.eks. følges af ordet »nano« i parentes);

18.

opfordrer til, at direktiv 2006/114/EF gennemføres fuldt ud for at sikre, at der ikke opstår vildledende reklame med nanomaterialer;

19.

kræver, at der snarest muligt udvikles passende testprotokoller og målesystemstandarder til vurdering af faren ved og arbejdstageres, forbrugeres og miljøets eksponering for nanomaterialer i hele deres livscyklus, herunder i ulykkestilfælde, ved hjælp af en tværvidenskabelig metode;

20.

opfordrer til, at finansieringen af forskning i miljø-, sundheds- og sikkerhedsaspekter ved nanomaterialer i hele deres levetid øges markant, f.eks. gennem oprettelse af en særlig europæisk fond under det syvende rammeprogram; opfordrer konkret Kommissionen til at revidere vurderingskriterierne under det syvende rammeprogram, så programmet tiltrækker og finansierer langt mere forskning med henblik på at forbedre den videnskabelige metode til vurdering af nanomaterialer;

21.

opfordrer Kommissionen til at fremme medlemsstaternes koordination af og udveksling om forskning og udvikling, risikovurdering, udarbejdelse af vejledninger og regulering af nanomaterialer ved anvendelse af de eksisterende mekanismer (f.eks. REACH Competent Authorities Subgroup on Nanomaterials) eller ved eventuelt at oprette yderligere mekanismer;

22.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til hurtigst muligt at foreslå dels et permanent europæisk net, der er uafhængigt og har beslutningskompetence, og som skal overvåge nanoteknologierne og nanomaterialerne, og dels et program for grundforskning og anvendt forskning i metoderne for denne overvågning (bl.a. metrologi, sporing, toksicitet og epidemiologi);

23.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om på EU-plan at iværksætte en borgerdebat om nanoteknologier og nanomaterialer og de lovgivningsmæssige aspekter ved nanomaterialer;

24.

anerkender, at det er vigtigt at fjerne hindringerne for adgangen til patenter, særligt for meget små og små og mellemstore virksomheder, og kræver samtidig, at patentrettighederne begrænses til specifikke anvendelser eller produktionsmetoder for nanomaterialer og kun ekstraordinært udstrækkes til nanomaterialerne som sådanne, med henblik på at undgå at hæmme innovationen;

25.

mener, at der i rette tid bør udarbejdes strenge etiske retningslinjer, især for nanomedicin, som f.eks. respekt for privatlivets fred, et frit og informeret samtykke, fastsatte grænser for ikketerapeutiske indgreb i menneskekroppen, samtidig med at der sker en stimulering af dette lovende tværfaglige område med banebrydende teknologier som molekylær billeddannelse og diagnose, som kan have meget store fordele for tidlig diagnosticering og intelligent og omkostningseffektiv behandling af mange sygdomme; opfordrer Den Europæiske Gruppe vedrørende Etik inden for Naturvidenskab og Ny Teknologi til at komme med en udtalelse om dette emne, der hviler på dens udtalelse nr. 21 af 17. januar 2007 om etiske aspekter af nanomedicin, og som endvidere bygger på etiske udtalelser fra nationale etiske organer i EU samt det arbejde, der udføres i internationale organisationer såsom UNESCO;

26.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at være særlig opmærksomme på de sociale aspekter af udviklingen inden for nanoteknologi; mener endvidere, at de berørte arbejdsmarkedsparters aktive deltagelse skal sikres fra det tidligst mulige tidspunkt.

27.

opfordrer Kommissionen til at vurdere behovet for en revision af lovgivningen med henblik på en regulering for på en omkostningseffektiv måde at tage højde for nanomaterialer, der opstår som utilsigtede biprodukter i forbrændingsprocesser;

28.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.