Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52009DC0013

    Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet - Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene - – Årsrapport til Rådet og Europa-Parlamentet om Eurodacs centrale enheds virksomhed i 2007

    /* KOM/2009/0013 endelig udg. */

    52009DC0013

    Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet - Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene - – Årsrapport til Rådet og Europa-Parlamentet om Eurodacs centrale enheds virksomhed i 2007 /* KOM/2009/0013 endelig udg. */


    [pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

    Bruxelles, den 26.1.2009

    KOM(2009) 13 endelig

    MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN

    TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene – Årsrapport til Rådet og Europa-Parlamentet om Eurodacs centrale enheds virksomhed i 2007

    MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN

    TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDETArbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene – Årsrapport til Rådet og Europa-Parlamentet om Eurodacs centrale enheds virksomhed i 2007

    1. INDLEDNING

    1.1. Rammerne for beretningen

    Rådets forordning (EF) nr. 2725/2000 af 11. december 2000 om oprettelse af "Eurodac" til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af Dublinkonventionen (i det følgende benævnt "Eurodac-forordningen")[1] fastlægger, at Kommissionen en gang om året skal forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om den centrale enheds virksomhed[2]. Nærværende femte årsrapport omfatter oplysninger om forvaltningen af systemet og dets resultater i 2007. I rapporten vurderes Eurodacs resultater og omkostningseffektivitet samt kvaliteten af den centrale enheds tjenester.

    1.2. Juridiske og politiske udviklinger

    På grundlag af de foregående årsrapporter[3] og en høring af medlemsstaterne offentliggjorde Kommissionen i juni 2007 sin rapport om evalueringen af Dublinsystemet[4] (i det følgende benævnt "evalueringsrapporten") for de første tre års drift af Eurodac (2003-2005). Der blev i rapporten kortlagt visse spørgsmål i tilknytning til effektiviteten af de gældende forskriftsbestemmelser, ligesom rapporten bekendtgjorde de spørgsmål, som måtte takles for at forbedre Eurodacs supportfunktion for at lette anvendelsen af Dublinforordningen.

    Med henblik på at løse disse problemer fremlagde Kommissionen den 3. december 2008[5] et forslag til ændring af Eurodac-forordningen.

    2007 indebar vigtige ændringer af Eurodac-forordningens anvendelsesområde, idet Bulgarien og Rumænien tiltrådte Den Europæiske Union og (efter at have meddelt Kommissionen, at de var rede til at deltage i systemet i overensstemmelse med artikel 27, stk. 2, litra a), i Eurodac-forordningen) blev tilsluttet Eurodac den 1. januar 2007[6].

    2. EURODACS CENTRALE ENHED[7]

    2.1. Forvaltning af systemet

    På grund af den stigende mængde oplysninger, der skal forvaltes (nogle transaktionskategorier skal opbevares i ti år), den naturlige forældelse af den tekniske platform (leveret i 2001) og uforudsigelige tendenser i Eurodacs transaktionsmængder som følge af nye medlemsstaters[8] tiltrædelse, skal der foretages en opgradering af Eurodac-systemet, og denne forventes efter planerne tilendebragt i andet halvår 2009. De væsentlige opgraderinger er dog allerede gennemført. Navnlig er Eurodacs Business Continuity System opgraderet med henblik på fyldestgørende understøtning af medlemsstaterne i tilfælde af, at den centrale enhed skulle være nede i længere tid. Kommissionen undertegnede i 2006 aftalen om det sikre kommunikationsnet "secure-Trans European Services for Telematics between Administrations (s-TESTA)". Medlemsstaterne påbegyndte i 2007 deres migration fra det tidligere anvendte TESTA II-netværk til s-TESTA, og nu er 18 medlemsstater migreret til det nye system, der er mere sikkert og pålideligt.

    2.2. Tjenesternes kvalitet og omkostningseffektivitet

    Kommissionen har gjort sig umage med at levere en kvalitetsservice til medlemsstaterne, som er de endelige brugere af Eurodacs centrale enhed[9]. Der var ingen uplanlagte afbrydelser af driften i 2007, men ved udgangen af april måned blev systemet isoleret på grund af en manglende forbindelse til TESTA II-nettet, som varede i 50 timer. Det nye sTESTA-net (der erstatter TESTA II) er sikrere og mere pålideligt. Eurodacs centrale enhed var i 2007 til rådighed 99,43 % af tiden.

    Der blev i 2007 indberettet et "falsk hit", dvs. forkert identificering udført af AFIS, hvilket var det første falske hit indberettet fra en tifingersøgning i Eurodac, siden systemet blev taget i drift. Selv om medlemsstaterne har pligt til at efterprøve samtlige hits øjeblikkeligt som beskrevet i artikel 4, stk. 6, i Eurodac-forordningen (EF) nr. 2725/2000, er de for øjeblikket ikke forpligtet til at anmelde falske hits til Kommissionen[10]. Med et falsk hit indberettet ud af flere end 1,1 millioner søgninger og flere end 200 000 hits kan systemet imidlertid anses for at være yderst præcist.

    Efter fem års drift beløb Fællesskabets udgifter til samtlige eksternaliserede aktiviteter i forbindelse med Eurodac sig til 8,1 mio. EUR. Udgifterne til vedligeholdelse og drift af den centrale enhed var i 2007 820 791,05 EUR. Udgiftsstigningen i forhold til de foregående år skyldes først og fremmest stigende omkostninger i forbindelse med systemvedligeholdelse og en vigtig opgradering af kapaciteten for Business Continuity System.

    Besparelserne i Eurodac-udgifterne skyldes effektiv brug af eksisterende ressourcer og infrastruktur, som Kommissionen forvalter, bl.a. brugen af TESTA-nettet.

    Fællesskabet tilvejebragte også (via IDA-programmet) kommunikations- og sikkerhedstjenesterne til udvekslingen af oplysninger mellem den centrale enhed og de nationale enheder. Disse omkostninger, som de enkelte medlemsstater oprindeligt skulle have båret i overensstemmelse med forordningens artikel 21, stk. 2 og 3, blev i sidste ende betalt af Fællesskabet ved at anvende de til rådighed værende infrastrukturer og dermed skabe besparelser for de nationale budgetter.

    2.3. Databeskyttelse og datasikkerhed

    Selv om statistikkerne viser et klart fald i antallet af sager, hvor den særlige søgefunktion "specielle søgninger" blev anvendt af medlemsstaterne, er Kommissionen fortsat bekymret for denne brug og mener, at antallet af sådanne søgninger (195 i 2007, svarende til mellem 1 og 88 pr. medlemsstat) fortsat er for højt. Som drøftet i de foregående rapporter samt i evalueringsrapporten reguleres denne transaktionskategori af Eurodac-forordningens artikel 18, stk. 2. Denne bestemmelse afspejler reglerne om databeskyttelse for at beskytte den registreredes rettigheder til indsigt i egne oplysninger, hvor bestemmelsen giver mulighed for sådanne "specielle søgninger" på anmodning fra den person, hvis personoplysninger er registreret i den centrale database. For bedre at kunne kontrollere dette fænomen har Kommissionen i sit forslag til ændring af Eurodac-forordningen indføjet et krav til medlemsstaterne om at medsende en kopi af den anmodning om indsigt, som den registrerede har stilet til den kompetente nationale tilsynsmyndighed.

    I samordning med den europæiske tilsynsførende for databeskyttelse har Kommissionen til hensigt at gribe ind over for de medlemsstater, der vedvarende misbruger denne vigtige bestemmelse om databeskyttelse.

    I medfør af forordningens artikel 20, stk. 2, foretog den europæiske tilsynsførende for databeskyttelse i november 2007 en grundig it-sikkerhedsaudit af Eurodacs centrale enhed[11]. Sikkerhedsstrategien og -begrebet vil blive omformuleret i tråd med anbefalingerne og arbejdsmetoderne i omtalte audit.

    3. TAL OG RESULTATER

    Bilaget til denne årsrapport indeholder tabeller med faktuelle tal frembragt af den centrale enhed i perioden 1.1.2007 – 31.12.2007. Eurodac-statistikkerne tager udgangspunkt i registrerede fingeraftryk af samtlige personer fra alderen 14 år og op, som har indgivet en asylansøgning i medlemsstaterne, som er pågrebet i forbindelse med ulovlig passage af en medlemsstats ydre grænse, eller som opholder sig ulovligt på en medlemsstats område (ifald de kompetente myndigheder finder det nødvendigt at tjekke muligheden af en forudgående asylansøgning).

    Det bør bemærkes, at Eurodac-oplysninger om asylansøgninger ikke kan sammenlignes med de data, Eurostat frembringer, da sidstnævnte er baseret på månedlige statistikker fra Justits- og Indenrigsministerierne. Der er en række årsager af metodologisk karakter til disse forskelle. Eurostat-definitionerne omfatter samtlige asylansøgninger (uanset alder), og der skelnes mellem førstegangsansøgninger og gentagne ansøgninger. I praksis forholder medlemsstaterne sig forskelligt med hensyn til at inddrage pårørende til asylansøgere eller ej i deres asylstatistikker. Der er også forskelle med hensyn til, hvordan gentagne ansøgninger indgår i statistikkerne.

    3.1. Vellykkede transaktioner

    En "vellykket transaktion" er en transaktion, som den centrale enhed har kunnet behandle korrekt uden afvisning på grund af manglende validering, fingeraftryksfejl eller utilstrækkelig kvalitet[12].

    Den centrale enhed modtog i 2007 i alt 300 018 vellykkede transaktioner, hvilket udgør en stigning i forhold til 2006 (270 611). Efter et fald mellem 2005 og 2006 viser Eurodac-statistikkerne en stigning på 19 % (197 284 sammenholdt med 165 958 i 2006) i antallet af datatransaktioner for asylansøgere ( kategori 1 [13]) . En sådan stigning afspejler den generelle stigning i antallet af asylansøgninger i EU i 2007.

    Tendensen vedrørende antallet af personer, der blev pågrebet i forbindelse med en ulovlig passage af en ydre grænser ( kategori 2 [14]) ændrede sig ligeledes i 2007. Efter en markant stigning mellem 2004 (16 183) over 2005 (25 162) og 2006 (41 312) viste 2007 et fald på 8 % (38 173). Det kan bemærkes, at Italien (15 053), Grækenland (11 376) og Spanien (9 044) indsender langt størstedelen af fingeraftrykkene i kategori 2, efterfulgt af Ungarn (894), Det Forenede Kongerige (480) og Malta (384). Problemet med nogle medlemsstaters tilbageholdenhed med systematisk at indsende kategori 2-transaktioner som påpeget i evalueringsrapporten er imidlertid fortsat relevant. Otte medlemsstater (Cypern, Den Tjekkiske Republik, Danmark, Estland, Island, Letland, Luxembourg og Portugal) indsendte i strid med forpligtelsen i artikel 8, stk. 1, i Eurodac-forordningen ikke nogen kategori 2-transaktioner i 2007.

    Der blev i 2007 ikke bemærket nogen større ændringer i brugen af muligheden for at indsende[15] kategori 3 -transaktioner[16] (oplysninger for personer, som opholder sig ulovligt på en medlemsstats område). Der er kun tale om en stigning på 2 %: 64 561 sammenholdt med 63 341 i 2006. Irland og Malta indsendte ingen kategori 3-transaktioner.

    3.2. "Hits"

    3.2.1. Hits: kategori 1 over for kategori 1

    Tabel 3 i bilaget viser for de enkelte medlemsstater antallet af asylansøgninger, som svarede til asylansøgninger, der allerede var registreret i en anden ("udenlandske hits") eller i den samme medlemsstat ("lokale hits"[17]). Tabellen giver også en ledetråd for asylansøgernes sekundære bevægelser inden for EU. Bortset fra de "logiske" ruter mellem nærliggende medlemsstater, kan det ses, at et stort antal (1 116[18]) af asylansøgerne i Frankrig tidligere havde indgivet deres ansøgning i Polen, eller at det højeste antal udenlandske hits i Grækenland (177) og Italien (287) fremkom ved søgninger over for oplysninger på asylansøgere registreret i Det Forenede Kongerige. I sidstnævnte tilfælde er strømmene symmetriske, og de fleste hits for kategori 1-transaktioner foretaget af Det Forenede Kongerige fremkommer i forbindelse med oplysninger indsendt af Italien (370). Det er slående, at 44,37 % af de efterfølgende ansøgninger blev indgivet i samme medlemsstat som den tidligere ansøgning. I Cypern (87 %), Polen (82 %), Ungarn (75 %) og Den Tjekkiske Republik (61 %) blev godt over halvdelen af de efterfølgende ansøgninger indgivet i den samme medlemsstat.

    3.2.2. Flere samtidige ansøgninger

    Af de i alt 197 284 asylansøgninger, der registreredes i Eurodac i 2007, udgjorde 31 910 ansøgninger "flere samtidig ansøgninger", hvilket betyder, at i 31 910 tilfælde var fingeraftrykkene for den samme person allerede registreret som en kategori 1-transaktion (i den samme eller i en anden medlemsstat). En første gennemgang af statistikkerne for systemet synes derfor at antyde, at 16 % af asylansøgningerne i 2007 udgjorde efterfølgende ansøgninger (dvs. andengangs eller mere), hvilket udgør et fald på 1 % sammenholdt med det foregående år. Videregivelse af en kategori 1-transaktion betyder imidlertid ikke i samtlige tilfælde, at den pågældende har indgivet en ny asylansøgning. Det er i nogle medlemsstater praksis at tage fingeraftryk efter tilbagetagelse i henhold til Dublinforordningen, hvilket fører til en fordrejning af statistikkerne vedrørende flere samtidige ansøgninger: når der på ny tages og videregives fingeraftryk for ansøgeren efter dennes ankomst som følge af en overførsel i henhold til Dublinforordningen, giver det et forkert billede, nemlig at ansøgeren på ny har ansøgt om asyl. Kommissionen har til hensigt at løse dette problem og har i forslaget til ændring af Eurodac-forordningen indført det krav, at overførsler ikke skal registreres som nye asylansøgninger.

    3.2.3. Hits: kategori 1 over for kategori 2

    Disse hits giver en ledetråd for de ruter, der benyttes af personer, der ulovligt er indrejst i Den Europæiske Unions område forud for deres ansøgning om asyl. Som de tidligere år fremkommer der flest hits over for oplysninger indsendt af Grækenland og Italien og i noget mindre udstrækning af Spanien og Slovakiet. De fleste af disse hits er "lokale" (hvilket betyder, at personer, der ulovligt er indrejst i området, efterfølgende ansøger om asyl i det samme land[19]). Når samtlige medlemsstater tages i betragtning, fremgår det, at mere halvdelen (63,2 %) af de personer, der pågribes i forbindelse med ulovlig passage af en grænse og som beslutter at indgive en asylansøgning, gør dette i den samme medlemsstat, som de ulovligt rejste ind i.

    De fleste af de personer, der ulovligt indrejste i EU via Grækenland og dernæst rejste videre, søger hovedsageligt til Italien, Sverige og Det Forenede Kongerige. De personer, der indrejste via Italien, fortsætter hovedsageligt videre til Det Forenede Kongerige og Sverige, og de personer, der indrejste via Spanien, fortsætter ofte til Italien og Østrig. De personer, der indrejste via Slovakiet, rejser hovedsageligt videre til Østrig og Frankrig.

    3.2.4. Hits: kategori 3 over for kategori 1

    Disse hits udgør en ledetråd for, hvor ulovlige indvandrere først ansøgte om asyl, inden de rejste til en anden medlemsstat. Det skal imidlertid erindres, at kategori 3-transaktionen ikke er obligatorisk, og at ikke alle medlemsstater gør systematisk brug af denne kontrolmulighed. På grundlag af de foreliggende oplysninger kan det imidlertid bemærkes, at f.eks. personer, der ulovligt opholder sig i Tyskland, ofte tidligere har ansøgt om asyl i Østrig eller Sverige, og at personer, der ulovligt opholder sig i Frankrig, ofte tidligere har ansøgt om asyl i Det Forenede Kongerige eller Italien. Det er værd at bemærke, at gennemsnitligt ca. 18 % af de personer, der ulovligt opholdt sig på et område, tidligere havde ansøgt om asyl i en medlemsstat.

    3.3. Transaktionsforsinkelser

    Eurodac-forordningen giver for øjeblikket kun en meget vag frist for videregivelse af fingeraftryk, hvilket kan forårsage store forsinkelser i praksis. Spørgsmålet er af afgørende betydning, idet forsinkelser i videregivelsen kan føre til resultater, der er i strid med de principper, der ligger til grund for den i Dublinforordningen fastlagte ansvarsfordeling. Spørgsmålet om overdrevne forsinkelser mellem optagelse af fingeraftryk og indsendelsen af dem til Eurodacs centrale enhed er blevet påpeget i de foregående årsrapporter og understreget som et gennemførelsesproblem i evalueringsrapporten.

    Selv om fænomenet ikke længere er vidt udbredt, giver nogle medlemsstater (Spanien, Bulgarien, Grækenland og Danmark) fortsat anledning til store forsinkelser ved at indsende fingeraftryk indtil næsten 12 dage senere[20], end de var blevet taget. Kommissionen må på ny gentage, at en forsinket videregivelse kan føre til ukorrekt udpegelse af en medlemsstat som følge af to forskellige scenarier beskrevet i årsrapporten for 2006, nemlig "forkerte hits"[21] og "manglende hits"[22].

    Den centrale enhed opdagede i 2007 60 "manglende hits", hvoraf 57 var "til fordel" for den samme medlemsstat, og 233 "forkerte hits", hvoraf 183 var på grundlag af forsinkelser forårsaget af den samme medlemsstat. Sammenholdt med det foregående år udgør dette en stigning på 28 % for "manglende hits", hvorimod antallet af "forkerte hits" er tredoblet. Kommissionen opfordrer derfor på ny medlemsstaterne til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at indsende deres oplysninger i overensstemmelse med artikel 4 og 8 i Eurodac-forordningen.

    Kommissionen har i sit forslag til ændring af Eurodac-forordningen foreslået en tidsfrist på 48 timer for videregivelse af oplysninger til Eurodacs centrale enhed.

    3.4. Kvaliteten af transaktionerne

    Gennemsnitligt var niveauet for afviste transaktioner i 2007 for samtlige medlemsstater 6,13 %, hvilket er næsten det samme niveau som i 2006 (6,03 %). Nogle medlemsstater havde en meget højere procentdel (18 % i Finland) end andre (3,59 % i Norge). Niveauet for afviste transaktioner var i 14 medlemsstater højere end gennemsnittet, herunder tre medlemsstater med et mere end dobbelt så højt niveau som gennemsnittet (Finland, Letland, Nederlandene). Det bør understreges, at niveauet for afviste transaktioner ikke afhænger af teknologien eller svagheder i systemet. Årsagerne til de afviste transaktioner er først og fremmest en lav kvalitet af de fingeraftryksbilleder, som medlemsstaterne indsender, menneskelige fejl eller en forkert konfigurering af medlemsstatens udstyr. På den anden side bør det også bemærkes, at tallene i nogle tilfælde indeholder flere forsøg på at sende de samme fingeraftryk, efter at de var blevet afvist af systemet på grund af dårlig kvalitet. Kommissionens tjenestegrene påpeger imidlertid på ny, at problemet med generelt høje niveauer for afviste transaktioner allerede er understreget i tidligere årsrapporter med opfordring til medlemsstaterne om at tilbyde særlig uddannelse til de nationale Eurodac-operatører og om at konfigurere deres udstyr korrekt med henblik på at nedbringe niveauet for afviste transaktioner.

    4. KONKLUSIONER

    Eurodacs centrale enhed tilvejebragte igen i 2007 meget tilfredsstillende resultater for så vidt angår tempo, søgningsresultater, sikkerhed og omkostningseffektivitet.

    Som en logisk følge af den overordnede stigning i 2007 (efter fem år med en nedadgående tendens) i asylansøgninger med i EU steg også antallet af kategori 1-transaktioner registreret i Eurodac. På en anden side faldt antallet af kategori 2–transaktioner en smule, og der blev ikke registreret nogen væsentlig ændring i antallet af kategori 3-transaktioner. Det er også værd at bemærke, at antallet af flere samtidige ansøgninger faldt med 1 % i forhold til det foregående år.

    De overdrevne forsinkelser i videregivelse af oplysninger til Eurodacs centrale enhed samt oplysningernes lav kvalitet og det store antal "specielle søgninger" i enkelte medlemsstater giver imidlertid fortsat anledning til bekymring.

    Bilag: Statistikker

    Tabel 1: Eurodacs central enhed, status over databaseindholdet pr. 31.12.2007

    [pic]

    Tabel 2: Vellykkede transaktioner til Eurodacs central enhed i 2007[23]

    category 1 | category 2 | category 3 | TOTAL |

    AT | 8.467 | 143 | 1.938 | 10.548 |

    BE | 10.243 | 8 | 686 | 10.937 |

    BG | 847 | 343 | 426 | 1.616 |

    CY | 4.090 | 0 | 151 | 4.241 |

    CZ | 1.807 | 0 | 2.466 | 4.273 |

    DE | 19.130 | 17 | 15.948 | 35.095 |

    DK | 1.449 | 0 | 532 | 1,981 |

    EE | 13 | 0 | 10 | 23 |

    ES | 4.622 | 9.044 | 2.418 | 16.084 |

    FI | 1.127 | 1 | 194 | 1.322 |

    FR | 24.100 | 9 | 9.067 | 33.176 |

    GR | 23.343 | 11.376 | 16 | 34.735 |

    HU | 3.087 | 894 | 60 | 4.041 |

    IC | 36 | 0 | 1 | 37 |

    IE | 3.284 | 1 | 0 | 3.285 |

    IT | 15.003 | 15.053 | 1.088 | 31.144 |

    LT | 67 | 7 | 49 | 123 |

    LU | 331 | 0 | 313 | 644 |

    LV | 33 | 0 | 13 | 46 |

    MT | 904 | 384 | 0 | 1.288 |

    NL | 7.159 | 4 | 12.156 | 19.319 |

    NO | 5.218 | 1 | 6.066 | 11.285 |

    PL | 5.608 | 8 | 320 | 5.936 |

    PT | 184 | 0 | 36 | 220 |

    RO | 588 | 207 | 328 | 1.123 |

    SE | 29.636 | 2 | 239 | 29.877 |

    SI | 347 | 6 | 622 | 975 |

    SK | 2.311 | 185 | 1.186 | 3682 |

    UK | 24.250 | 480 | 8.232 | 32.962 |

    TOTAL | 197.284[24] | 38.173[25] | 64.561[26] | 300.018[27] |

    Tabel 3: Fordelingen af hits - kategori 1 over for kategori 1 i 2007

    [pic]

    Tabel 4: Fordelingen af hits - kategori 1 over for kategori 2 i 2007

    [pic]

    Tabel 5: Fordelingen af hits - kategori 3 over for kategori 1 i 2007

    [pic]

    Tabel 6: Afviste transaktioner i 2007 (i %)

    [pic]

    Tabel 7: Gennemsnitligt tidsforløb mellem tidspunktet for optagelse af fingeraftryk og indsendelsen af dem til Eurodacs centrale enhed i 2007

    [pic]

    Tabel 8: Forkerte hits i 2007, kategori 1 over for kategori 1

    [pic]

    Tabel 9: Fordeling af manglende hits i 2007 for kategori 1 over for kategori 2 på grund af forsinket indsendelse af kategori 2

    [pic]

    Tabel 10: Fordeling i 2007 af hits over for blokerede sager (artikel 12 i forordning (EF) nr. 2725/2000)

    [pic]

    Tabel 11: Antallet af kategori 9–sager[28] fordelt på medlemsstater i 2007

    [pic]

    [1] EFT C 316 af 15.12.2000, s. 1.

    [2] Artikel 24, stk. 1, i Eurodac-forordningen.

    [3] De foregående årsrapporter blev offentliggjort som arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene med følgende referencer: SEK(2004) 557, SEK(2005) 839, SEK(2006) 1170, SEK(2007) 1184.

    [4] Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om evalueringen af Dublinsystemet, KOM(2007) 299 endelig {SEK(2007) 742}.

    [5] Forslag til Rådets og Europa-Parlamentets forordning om oprettelse af "Eurodac" til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af Dublinforordningen, KOM(2008) XXX.

    [6] Kommissionens tjenestegrene bistod med tilkoblingen til Eurodac-systemet, herunder den forudgående driftstestning, som omfattede 69 tests.

    [7] En generel beskrivelse af Eurodacs centrale enhed samt definitioner på de forskellige former for transaktioner, der behandles i den centrale enhed og på de hits, der kan forekomme, findes i den første årsrapport om Eurodacs centrale enheds virksomhed. Se Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene – Første årsrapport til Rådet og Europa-Parlamentet om Eurodacs centrale enheds virksomhed, SEK(2004) 557, s. 6.

    [8] Samtlige EU-medlemsstater samt Norge og Island anvender Dublin- og Eurodac-forordningerne, hvorfor begrebet "medlemsstater" i denne meddelelse dækker de 29 stater, der bruger Eurodac-databasen.

    [9] Tjenesterne omfatter ikke blot den centrale enheds direkte tjenester (f.eks. matchingkapacitet, lagring af oplysninger osv.), men også kommunikations- og sikkerhedstjenester vedrørende videregivelsen af oplysninger mellem den centrale enhed og de nationale adgangspunkter.

    [10] Kommissionen har i forbindelse med revideringen af Eurodac-forordningen foreslået at tilføje en forpligtelse for medlemsstaterne til at oplyse om ethvert falsk hit.

    [11] "Rapport om audit af Eurodac", et dokument, der er klassificeret som EU RESTRICTED, en kort sammenfatning findes på følgende adresse:http://www.edps.europa.eu/EDPSWEB/webdav/site/mySite/shared/Documents/Supervision/Eurodac/07-11-09_Eurodac_audit_summary_EN.pdf

    [12] Tabel 2 i bilaget viser vellykkede transaktioner pr. medlemsstat fordelt på kategorier mellem den 1. januar 2007 og den 31. december 2007.

    [13] Data for asylansøgninger. Fingeraftryk (aftryk af samtlige ti fingre) af asylansøgere indsendes med henblik på sammenligning med fingeraftryk af alle andre asylansøgere, der tidligere har indgivet deres ansøgning i en anden medlemsstat. De samme oplysninger sammenlignes også med kategori 2-oplysninger (se nedenfor). Oplysningerne opbevares i ti år bortset fra enkelte specifikke tilfælde, der er fastlagt i forordningen (f.eks. en person, der opnår statsborgerskab i en af medlemsstaterne), idet oplysningerne for den pågældende i sådanne tilfælde slettes.

    [14] Oplysninger om udlændinge, der blev pågrebet i forbindelse med en ulovlig passage af en ydre grænser, og som ikke afvises . Disse oplysninger (aftryk af samtlige ti fingre) indsendes udelukkende til lagring med henblik på sammenligning med asylansøgeroplysninger, der efterfølgende indsendes til den centrale enhed. Disse oplysninger opbevares i to år bortset fra tilfælde, som slettes øjeblikkeligt, når den pågældende opnår opholdstilladelse, forlader medlemsstatens område eller opnår statsborgerskab i en af dem.

    [15] Og dermed sammenligne oplysninger om tredjelandsstatsborgere, som opholder sig ulovligt på området med tidligere registrerede fingeraftryk for asylansøgere.

    [16] Oplysninger vedrørende udlændinge, som opholder sig ulovligt i en medlemsstat. Der foretages en søgning for disse oplysninger, som ikke lagres, over for oplysninger om asylansøgere lagret i den centrale database. Videregivelsen af oplysninger af denne kategori er frivillig for medlemsstaterne.

    [17] Statistikkerne vedrørende lokale hits i tabellerne svarer ikke nødvendigvis til de hitresultater, der videregives af den centrale enhed og registreres af medlemsstaterne. Årsagen er, at medlemsstaterne ikke altid anvender den mulighed, der er indeholdt i artikel 4, stk. 4, hvor den centrale enhed bedes om at foretage en søgning over for deres egne oplysninger, der allerede er lagret i den centrale database. Selv når en medlemsstat ikke gør brug af den mulighed, skal den centrale enhed imidlertid af tekniske årsager altid foretage en sammenligning med samtlige oplysninger (nationale og udenlandske), der er lagret i den centrale enhed. I disse konkrete tilfælde vil den centrale enhed, selv hvis der findes en match over for nationale oplysninger, simpelthen svare "intet hit", fordi medlemsstaten ikke bad om sammenligningen af de indsendte oplysninger med egne oplysninger.

    [18] Hvilket udgør en stigning på 230 % sammenholdt med statistikkerne for 2006 (486). Asylansøgere, der først ansøgte i Polen, synes også i væsentligt omfang at bevæge sig til Belgien.

    [19] En asylansøgning har forrang frem for ulovlig indrejse, hvorfor det ikke er nødvendigt at indsende en kategori 2-transaktion i tilfælde, hvor en person pågrebet ved grænsen samtidigt også ansøger om asyl.

    [20] Den årlige gennemsnitlige forsinkelse i videregivelse af kategori 1-oplysninger for medlemsstaten med de største forsinkelser.

    [21] Scenariet med et såkaldt "forkert hit" betyder, at en tredjelandsstatsborger indgiver en asylansøgning i en medlemsstat (A), hvis myndigheder tager den pågældendes fingeraftryk. Mens disse fingeraftryk stadig venter på at blive videregivet til den centrale enhed (kategori 1-transaktion), kan den pågældende allerede indfinde sig i en anden medlemsstat (B) og igen ansøge om asyl . Hvis denne medlemsstat (B) indsender fingeraftrykkene først, bliver de fingeraftryk, der indsendes af medlemsstat (A) registreret i den centrale database senere end fingeraftrykkene indsendt af medlemsstat (B) og vil dermed resultere i et hit mellem oplysninger indsendt af medlemsstat (B) og oplysninger indsendt af medlemsstat (A). Medlemsstat (B) vil derfor blive udpeget som ansvarlig i stedet for medlemsstat (A), hvor en asylansøgning er indgivet først.

    [22] Scenariet med det såkaldte "manglende hit" betyder, at en tredjelandsstatsborgere pågribes i forbindelse med ulovlig passage af en grænse , og den pågældendes fingeraftryk tages af myndighederne i den medlemsstat (A), som den pågældende er indrejst i. Mens disse fingeraftryk stadig venter på at blive videregivet til den centrale enhed (kategori 2-transaktion), kan den pågældende allerede indfinde sig i en anden medlemsstat (B) og igen ansøge om asyl . Ved den lejlighed tages den pågældendes fingeraftryk af myndighederne i medlemsstat (B). Hvis denne medlemsstat (B) indsender fingeraftrykkene (kategori 1-transaktion) først, vil den centrale enhed først registrere en kategori 1-transaktion, og medlemsstat (B) vil anlagde ansøgningen i stedet for medlemsstat (A). Når en kategori 2-transaktion modtages på et senere tidspunkt, vil der ikke være tale om noget helt, idet der ikke kan søges på kategori 2-oplysningerne.

    [23] En "vellykket transaktion" er en transaktion, som den centrale enhed har kunnet behandle korrekt uden afvisning på grund af manglende validering, fingeraftryksfejl eller utilstrækkelig kvalitet.

    [24] 16.5958 in 2006.

    [25] 41.312 in 2006.

    [26] 63.341 in 2006.

    [27] 270611 in 2006.

    [28] Kategori 9 udgør specielle søgninger i henhold til artikel 18 i Rådets forordning (EF) nr. 2725/2000.

    Top