30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/88

1.1

Et sundt og sikkert arbejde for de europæiske borgere som arbejdstagere er en afgørende forudsætning for at opnå målene i den fornyede Lissabon-strategi om øget produktivitet og konkurrenceevne. Fællesskabslovgivning sammen med foranstaltninger på nationalt plan sikrer arbejdstagernes sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Det er, hvad den nye fællesskabsstrategi om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen for perioden 2007-2012 skal omsætte i praksis.

1.2

Sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen bør betragtes som et nøgleelement for økonomisk vækst og produktivitet. Det medfører betragtelige omkostninger, og taberne er ikke blot virksomheden og arbejdstagerne, men hele samfundet. Disse omkostninger bør analyseres bedre. Det er vigtigt, fordi det kan være med til at afsløre, hvor store omkostninger utilstrækkelig sikkerhed på arbejdspladsen og et dårligt arbejdsmiljø har for de involverede parter, og hvor meget det går ud over produktiviteten.

1.3

EØSU bifalder målet om at reducere antallet af arbejdsulykker med 25 %. Et sammenligneligt mål for at mindske arbejdsrelaterede sygdomme bør også opstilles. Der bør fæstes særlig opmærksomhed på arbejdsrelaterede kræftsygdomme. En særlig handlingsplan med målelige målsætninger og troværdige og sammenlignelige indrapporteringsmekanismer bør indføres, kontrolleres og justeres.

1.4

Arbejdstagernes rettigheder skal respekteres og effektivt gennemføres, idet der tages højde for nye beskæftigelsesformer og behovet for at sikre, at alle arbejdstagere er omfattet af lovgivningen og derfor kontrollen, uanset arbejdstype eller beskæftigelsesform: Hvis det ikke sker, vil der være tale om en krænkelse af grundlæggende rettigheder.

1.5

EØSU går ind for sikring af en hensigtsmæssig gennemførelse af EU-lovgivningen, især gennem udvikling og gennemførelse af nationale strategier.

1.6

Prioriterede målgrupper — arbejdstagere med handicap, kvinder, ældre arbejdstagere, unge arbejdstagere og vandrende arbejdstagere — har brug for særlig lovgivning, politikker og støtte.

1.7

For at gennemføre og overvåge strategien er der brug for særlige mindstenormer for antallet af arbejdsinspektører for at sikre en effektiv og standardiseret overvågning/kontrol på EU- og nationalt niveau (1):

1.8

Antallet af ansatte i Udvalget af Arbejdstilsynschefer (SLIC) og antallet af ansatte i de relevante nationale og EU-myndigheder bør ikke beskæres, men øges i overensstemmelse med den erhvervsdygtige og samlede befolkning i det udvidede EU.

1.9

Medlemsstaterne bør fremme arbejdsmarkedsdialogen på EU-, nationalt, lokalt og arbejdstagerniveau, der er et afgørende instrument for at sikre sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen for de enkelte arbejdstagere.

1.10

Samarbejdet mellem medlemsstaterne bør gradvist optrappes. Især bør der også i EU's budgetpolitik træffes de nødvendige budgetmæssige foranstaltninger til sikring af en systematisk og effektiv gennemførelse af fællesskabsstrategien for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen i praksis.

1.11

Ved at koordinere fællesskabspolitikkerne til udvikling af en risikoforebyggelseskultur bør uddannelsesprogrammer iværksættes og udvides, hvor der tages udgangspunkt i lokale, regionale og nationale erfaringer, samtidig med at der tages højde for risikoforebyggelse i uddannelsesprogrammerne — fra børnehaveniveau og inklusive grundlæggende og faglig uddannelse — og idet der sikres koordination med folkesundhedspolitikker.

1.12

Arbejdspladsens arbejdsmiljøkultur, arbejdsmiljøinstanser og tilsynsfolk, der er ansvarlige for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen er afgørende for, at forebyggelsesforanstaltningerne giver resultater. Det er vigtigt at sikre, at uddannelse i sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen er up to date. De vigtigste målgrupper er ledelsen og medarbejdere, der har sundhed og sikkerhed som ansvarsområde. De skal tilbydes den nødvendige uddannelse, råde over den nødvendige tid til at varetage deres ansvarsfunktioner inden for sundhed og sikkerhed og have mulighed for at påvirke udviklingen af f.eks. arbejdsprocesser. Her spiller arbejdsmarkedets parter en stor rolle med hensyn til indgåelse af aftaler og den praktiske gennemførelse på arbejdspladsen.

1.13

SMV'erne, som beskæftiger over 80 % af arbejdstagere, står i en enormt ugunstig situation i forhold til de multinationale virksomheder, hvad angår finansielle ressourcer og muligheder. Sådanne virksomheder er yderst sårbare og behøver særlig støtte på betingelse af, at de indbyrdes påtager sig at overholde arbejdsmarkedsaftaler om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen.

1.14

Nye og hastigt ændrede former for arbejdstilrettelæggelse og nye teknologier indebærer nye risici, der kræver en reaktion på fællesskabsniveau. Ifølge Det Videnskabelige Udvalg vedrørende Grænseværdier for Erhvervsmæssig Eksponering for Kemiske Agenser (SCOEL) bør der indføres eksponeringsgrænseværdier baseret på sundhedskriterier. Udvalget bifalder, at arbejdsmarkedets parter har ydet et væsentligt bidrag til arbejdstagernes mentale sundhed ved at indgå aftaler om stress, vold og mobning på arbejdspladsen, der bør gennemføres på nationalt niveau.

1.15

Virksomhedernes sociale ansvar hilses velkommen som metode, men kan ikke erstatte eksisterende og fremtidige lovbestemmelser

1.16

Især i lyset af globaliseringen kan de problemer, som fællesskabspolitikkerne fokuserer på, ikke løses ene og alene i EU. Fair globalisering og et menneskeværdigt arbejde for alle arbejdstagere er en garanti for, at EU kan opnå sine målsætninger på internationalt plan. EU-institutionerne bør tilskynde medlemsstaterne til at ratificere ILO's konventioner.

2.1

I forbindelse med Lissabon-strategien har medlemsstaterne erkendt, at politikkerne for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen yder et vigtigt bidrag til den økonomiske vækst og beskæftigelsen (2). Bedre sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen er også et aspekt af den europæiske arbejdsmarkedsmodel. De senere år har været kendetegnet ved nødvendigheden af at genoprette den europæiske offentligheds tillid og opbakning (3).

2.2

En ambitiøs og hensynsfuld socialpolitik ansporer ikke kun til større produktivitet og vækst, men sikrer også den sociale samhørighed og derved social harmoni og politisk stabilitet, uden hvilken en varig eller bæredygtig udvikling er umulig. Arbejdsmarkeds- og socialpolitikken er med andre ord en faktor, som påvirker produktiviteten (4). Sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen er ikke kun et mål i sig selv; på langt sigt vil det ikke kun veje op for udgifterne på dette område, men kan også have en klart positiv indflydelse på de økonomiske resultater.

2.3

Arbejdsvilkårene er særligt vigtige for sundheden, idet voksne tilbringer en tredjedel af deres liv på arbejdspladsen. Farlige og usunde arbejdsvilkår koster 3-5 % af BNP. Forebyggelse, udgifter til det almene sundhedsvæsen og beskæftigelsesrelaterede sundhedsudgifter skal ses som investeringer. For at klare de demografiske ændringer er det nødvendigt at tage hensyn (5) til princippet om bæredygtig udvikling, da Europa har brug for flere investeringer og flere arbejdspladser, som sikrer den enkelte borgers sundhed.

2.4

En omfattende ramme for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen skal løbende udvikles og gennemføres på en passende måde i hele EU, så den også kommer til at omfatte sårbare grupper, der endnu ikke i tilstrækkeligt omfang er omfattet, og som har svært ved at gøre deres rettigheder gældende, når det gælder sikkerhed på arbejdspladsen, herunder især personer under usikre ansættelsesforhold og i et højrisiko-arbejdsmiljø, eller som udsættes for risici på grund af forsøg på at opnå konkurrencemæssige fordele.

2.5

Fremme af sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og sikring heraf på et varigt grundlag er en af forudsætningerne for at beskytte og bevare arbejdstagernes sundhed. Det er også omkostningseffektivt. Forebyggelse er en af de vigtigste metoder til at opnå dette mål. Forebyggelse er den mest rentable investering. Kombineret med passende beskyttelsesstandarder på alle arbejdspladser giver forebyggelse et betydeligt afkast på langt sigt og besparelser, bl.a. når det gælder de overordnede sundheds- og socialordninger og ulykkesforsikringspræmier for virksomheder eller andre omkostninger, som direkte eller indirekte er forbundet med virkningerne af arbejdsulykker. Kvaliteten af forebyggende tjenester, uddannelse om sundhed og sikkerhed for arbejdstagere, bedre og mere effektive sikkerhedskrav, kompetent og vedvarende kontrol og samarbejde med arbejdsmarkedets parter er afgørende og indbyrdes afhængige aspekter for at opnå sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen.

2.6

PROGRESS-programmet fastslår, at hovedformålet med EU's arbejdsmarkeds- og socialpolitik er en konstant forbedring af arbejdsvilkår, idet man er lydhør over for arbejdstagerne og deres repræsentanter og inddrager dem i beslutningsprocessen. Den tværsektorielle arbejdsmarkedsdialog på EU-niveau bør garantere lige rettigheder i alle medlemsstater. Aftaler baseret på arbejdsmarkedsdialog (f.eks. om fjernarbejde, bekæmpelse af vold på arbejdspladsen og arbejdsrelateret stress) bør konsolideres og følges op af effektive foranstaltninger uanset arbejdstype eller beskæftigelsesform. Trods brugen af arbejdsmarkedsdialog er der tale om meget store uligheder, ikke kun i lovgivningen, men også i praksis, når det gælder de ansatte i den offentlige sektor. Et særligt institutionelt træk ved arbejdsmarkedsdialogen er inddragelsen af en permanent arbejdstagerrepræsentant i den regelmæssige overvågning af og forvaltning af sundheds- og sikkerhedsrisici på arbejdspladsen.

2.7

EØSU henstiller, at medlemsstaterne alvorligt overvejer at straffe krænkelser, og at der gennemføres en analyse af udgifter til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, eftersom konsekvenserne af arbejdsulykker og arbejdsrelaterede sygdomme udgør en byrde for samfundet som helhed, ligesom de også påvirker produktiviteten og følgelig konkurrenceevnen.

2.8

Trods generelle forbedringer i sundheden og sikkerheden på arbejdspladser i de senere år, både hvad angår antallet og ulykkernes og de arbejdsrelaterede sygdommes alvor, bliver erhvervsfarerne ikke reduceret på nogen ensartet måde. For visse sektorer, bestemte kategorier af arbejdstagere og bestemte typer virksomheder forbliver situationen urovækkende, og der er tale om tal langt over gennemsnittet (6). Evalueringen viser, at de nationale programmer ikke tager hensyn til bestemte sårbare grupper, f.eks. falske selvstændige. Det skal ændres.

2.9

Selv om den tidligere strategi gav mulighed for at udvikle en forebyggelseskultur, er en sådan ikke blevet vidt udbredt. SMV'er især bør drage nytte af mere regelmæssig finansiel støtte på betingelse af, at de indbyrdes påtager sig at overholde arbejdsmarkedsaftaler om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen.

2.10

EØSU opfordrer til, at man i forbindelse med kontroller fremhæver, at virksomheder har pligt til på eget initiativ at gennemføre intern overvågning.

2.11

Hvis fællesskabspolitikker og -lovgivning skal gennemføres på nationalt niveau og være effektive, skal anvendelsen og kontrollen sikres på nationalt niveau. EØSU bifalder det faktum, at medlemsstaterne udarbejder regelmæssige rapporter om gennemførelsen af direktiver.

2.12

EØSU støtter Kommissionens forslag om fællesskabsstatistikker om folkesundhed og om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen (KOM(2007) 46 endelig) og kan ikke understrege betydningen af fælles definitioner og godkendelsesordninger nok (7). Ensartet lovgivning er nødvendig for at sikre, at hensigtsmæssige, differentierede data kan indsamles, så standarder og indikatorer kan indføres.

3.1

Kommissionen har i sin meddelelse opstillet målet om at forbedre arbejdets kvalitet og produktiviteten i perioden 2007-2012 som grundlag for fællesskabsstrategien for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, der følger op på fællesskabsstrategien for 2002-2006, som var baseret på rammedirektiv 89/391/EØF.

3.2

En evalueringsrapport er blevet udarbejdet om gennemførelsen af og virkningen af de mål, der blev opstillet i strategien for 2002–2006 (8). Under denne periode fik EU ti nye medlemsstater. I mangel på statistikker og information blev situationen i de ti nye medlemsstater ikke behandlet i evalueringen, og også den nye strategi blev forberedt på basis af 1999-tal. I lyset heraf er EØSU meget skuffet over, at Kommissionen, selv om de nye medlemsstater ankom halvvejs inde i strategien, ikke greb denne chance til at planlægge på løbende basis og tilpasse strategien på passende vis hen ad vejen.

3.3

Det er positivt, at fællesskabsstrategien har opstillet et mål om at mindske arbejdsulykker med 25 %. En særlig handlingsplan med målelige målsætninger og indikatorer og med pålidelige og sammenlignelige rapporteringsmekanismer samt overvågningsmekanismer vil være nødvendig for at opfylde dette mål. Der bør også tages hensyn til interne årsager til arbejdsulykker som f.eks. tidspres og korte leveringsfrister samt udefra kommende årsager som følge af uagtsomhed, der f.eks. skyldes stress i hjemmet. Foruden arbejdsrelaterede ulykker er det ligeledes vigtigt at se på det meget større antal af arbejdsrelaterede sygdomme. Det første skridt hen imod forebyggelse er at anerkende arbejdssygdomme og opdatere definitionen af sådanne sygdomme. Hvis sygdommenes årsager kendes i tide, kan der træffes rettidige foranstaltninger til bekæmpelse heraf. Der bør derfor også opstilles et specifikt kvantitativt mål for antallet af personer, der arbejder under farlige vilkår, og for antallet af arbejdsrelaterede sygdomme, eftersom det har væsentlig indflydelse på det fremtidige antal af arbejdsrelaterede sygdomme.

3.4.1

EØSU understreger behovet for en afbalanceret sundheds- og sikkerhedsstrategi med lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger, afhængigt af hvilken der er den mest effektive, hvad angår den praktiske gennemførelse. Det vil især være nyttigt at fokusere på nye og ændrede arbejdsvilkår. Disse ændringers indvirkning på sundhed og sikkerhed skal behandles systematisk. På grundlag af forskning skal det overvejes, hvorvidt hensigtsmæssige foranstaltninger skal udvikles som svar på omfattende og eksponentielle ændringer i arbejdsforhold og -vilkår og især arbejdets hurtigere og mere intensive tempo. EØSU påpeger, at alle arbejdstagere har de samme rettigheder, og at disse rettigheder bør respekteres på EU- og nationalt niveau.

3.4.2

I løbet af gennemførelsen af den nye strategi har unge, vandrende arbejdstagere, kvinder, ældre og arbejdstagere med handicap brug for specifik lovgivning og politikker til at støtte dem, eftersom de er de grupper, der er mest udsat for risici samt arbejdsulykker og sygdomme. Manglen på uddannelse, videreuddannelse og information, manglende indføring og vejledning i arbejdsopgaverne samt utilstrækkelige sprogfærdigheder udgør alle risici. I tilfældet vandrende arbejdstagere er sprogfærdigheder en vigtig faktor for at sikre forebyggelse og informering. Ligebehandling skal sikres.

3.4.3

Tilstrækkelig finansiering og personale skal stilles til rådighed for at sikre koordinering og overvågning af direktiver. Men trods 2004-udvidelsen planlægges det at nedlægge stillinger i Udvalget af Arbejdstilsynschefer (SLIC). Det vil heller ikke være hensigtsmæssigt at skære ned på udvalgets medlemstal. Også i den relevante myndighed i Kommissionen er der kun 26 medarbejdere, hvoraf 4-5 beskæftiger sig med lovgivningens gennemførelse. Det blev allerede kritiseret i en EØSU-udtalelse i 2002, da der kun var 15 medlemsstater, mens der i dag er 27. Denne situation trænger klart til at blive forbedret. Det må også forhindres, at antallet af arbejdstilsynschefer nedskæres på medlemsstatsplan.

3.4.4

Hovedmålsætningen bør være at sikre overensstemmelse med lovgivningen om beskyttelse af arbejdstagere. Antallet af kontrolbesøg af de behørige myndigheder bør øges, hvad angår både arbejdsgiveres og arbejdstageres sundheds- og sikkerhedsforpligtelser. En mere udbredt sundheds- og sikkerhedskultur på arbejdspladsen bør fremmes gennem uddannelse og en mere tilgængelig lovramme.

3.4.5

Foruden overvågning af overholdelsen af sikkerhedsregler kan nationale arbejdstilsyn spille en positiv rolle ved at yde rådgivning og konsulentvirksomhed til arbejdsgiverne. Passende finansiering er nødvendig for at sikre, at det nationale arbejdstilsyn er effektivt og uafhængigt.

3.4.6

Helt tilbage i 2002 besluttede Udvalget af Arbejdstilsynschefer (SLIC) at gøre arbejdspladstilsynet mere effektivt, da et af hovedinstrumenterne er udvikling af indikatorer, så kvaliteten af kontrolbesøg kan vurderes. EØSU støttede denne beslutning i en tidligere udtalelse (9). EØSU er enig i SlIC's konklusioner og bakker op om dets forslag og er derfor skuffet over at være ladt ude af strategien.

3.5.1

Arbejdsmarkedsdialog om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen skal tilskyndes, og der er brug for foranstaltninger på EU-niveau, som er udviklet af arbejdsmarkedsparterne. Kandidatlandene skal støttes — ikke mindst finansielt — gennem EU's socialfonde, og venskabsrelationer mellem gamle og nye medlemsstater. I tilfældet kandidatlande og potentielle kandidatlande er gennemførelsen af lovgivning begyndt ligesom styrkelsen af arbejdspladstilsyn.

3.5.2

Læger og andet sundhedspersonale kan godt udpege fænomener, som skyldes arbejdsvilkår, men det er nødvendigt at overveje den generelt omkostningskrævende situation for sundhedsvæsenet. Omkostningerne ved forebyggelse bør ikke pålægges arbejdstagerne, da mange af finansielle årsager vil tilsidesætte deres sygdomme, hvilket følgelig kan resultere i højere udgifter til behandling. Arbejdsgiverne tilbyder på virksomhedsniveau en række sundhedsfremmede foranstaltninger, der er tilrettelagt i samarbejde med arbejdstagerne. Nævnes kan bl.a. gratis screeninger, rygeafvænningsprogrammer, rådgivning om sund ernæring og motion samt forebyggelse af stress (10).

3.5.3

Strategien opfordrer til omfattende foranstaltninger for at forbedre revalidering og reintegrering af arbejdstagere, der er blevet udstødt fra arbejdsmarkedet på grund af en arbejdsrelateret sygdom eller et handicap. EØSU bakker op om Kommissionens idéer, men fællesskabspolitikken har ikke indført de fornødne finansielle vilkår for, at det kan ske.

3.5.4

EØSU mener ligesom Kommissionen, at der ligger et stort arbejde forude, hvad angår integrationen af sundheds- og sikkerhedsspørgsmål i andre EU-politikker, f.eks. når det gælder udvikling af foranstaltninger i fællesskab med det offentlige sundhedsvæsen.

3.5.5

Med henblik på at der kan sikres synergier og opnås konkrete resultater, støtter EØSU arbejdet i gruppen bestående af flere organisatoriske enheder fra GD for Beskæftigelse, Sociale Anliggender og Lige Muligheder.

3.6.1

Bedre beskyttelse af sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen på nationalt niveau er et centralt led i en almen sundhedskultur. Det er også i medlemsstaternes interesse. Desuden kan arbejdstagerne drage nytte af en kontinuerlig deltagelse i uddannelse på dette område. Faktisk kræves det af dem. Arbejdsgiverne skal overholde deres forpligtelse om konstant at holde arbejdstagerne orienteret og samarbejde med dem og er derfor nøgleaktører i udformningen og udviklingen af en national kultur. Kollektive overenskomster er også et vigtigt instrument i denne forbindelse.

3.6.2

EØSU minder medlemsstaterne og arbejdsmarkedsparterne om vigtigheden af forebyggelse og uddannelse og om deres ansvar på dette område. Sundheds- og sikkerhedsspørgsmål bør præsenteres og udvikles i børnehaver, på det primære skoletrin, i faguddannelser, på de højere læreanstalter, inden for voksenuddannelse og videreuddannelse.

3.6.3

Uddannelse og videreuddannelse skal tage hensyn til de forskellige målgruppers behov. EØSU er tilfreds med, at den nye strategi og den forebyggende tilgang tager højde for livslang læring.

3.6.4

Generelt bliver der ikke taget højde for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, hverken i skolen eller inden for videreuddannelse, og EØSU er derfor glad for, at livslang læring er blevet taget med i den nye strategi og den forebyggende tilgang.

3.6.5

Hvad angår særligt farlige arbejdspladser, hvor de fleste ulykker og arbejdsrelaterede sygdomme forekommer, henstiller EØSU, at nationale strategier fæster særlig opmærksomhed ved nye risici, når farer skal kortlægges og forhindres. Det vil også være meget nyttigt at etablere sektorspecifikke databaser.

3.6.6

Efter EØSU's opfattelse er sygdomme, der skyldes kræftfremkaldende faktorer, et vigtigt arbejdsmiljømæssigt problem. Alene i 2006 blev der i EU-25 registreret 2,3 mio. nye tilfælde af kræft, der nu er hovedårsagen til for tidlig død i Unionen. Det anslås, at der i ca. 9,6 % af de dødsfald, der skyldes kræft, er en sammenhæng med arbejdsmiljøet (11). Derfor opfordrer udvalget medlemsstaterne til at tage konkrete skridt til drastisk at reducere antallet af arbejdstagere, der er udsat for kræftfremkaldende stoffer.

3.6.7

EØSU mener, at der er behov for at udvikle en generel sundhedskultur for at opnå større bevidsthed om sundhed blandt arbejdstagere. For at det kan ske, er det ikke nok med støtte fra arbejdsgiverne, men også fra nationalt og EU-niveau. Derudover skal arbejdstagerne undervises i deres rettigheder på sundhedsområdet, som er nedfældet i ILO's, EU's og medlemsstaternes egen lovgivning.

3.6.8

På EU- og nationalt niveau skal der gøres en klar indsats for at udvikle forebyggende politikker og tilvejebringe tilstrækkelig støtte fra budgetter/sociale ydelser. For at opbygge en stærkere forebyggelseskultur er det nødvendigt at udvikle en omfattende og forebyggende strategi. Det skal sikres, at alle arbejdstagere har adgang til uddannelse, så visse gruppers sårbarhed kan mindskes. Det er i lyset af de ændrede beskæftigelsesformer særlig vigtigt for arbejdstagere, som uforskyldt ofte ikke omfattes af uddannelse og videreuddannelse om arbejdstagersikkerhed, lægeundersøgelser på arbejdspladsen, forebyggelse og kontroller.

3.6.9

EØSU anbefaler, at man er særlig opmærksom på massemediernes indflydelse, når det gælder bedre oplysning af den brede offentlighed om nødvendigheden af at overholde reglerne om sikkerhed og sundhedsbeskyttelse på arbejdspladsen. Endvidere bør man i højere grad trække på de kampagner, der føres af Kommissionen, Det Europæiske Agentur for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen, ILO og fagforeningerne (f.eks. den internationale mindedag for dræbte eller tilskadekomne arbejdstagere).

3.7.1

EØSU foreslår, at der anvendes videnskabelige metoder til at vurdere nye arbejdsrelaterede risici som f.eks. arbejdsrelateret stress eller nye anstrengende forhold. Nye arbejdsområders og -vilkårs psykosociale og fysiske konsekvenser for arbejdstagerne skal undersøges ved hjælp af videnskabelige metoder: I det øjemed skal nye indikatorer udvikles. Efter EØSU's mening bør alle arbejdspladslæger gennemgå en uddannelse, der gør dem i stand til at diagnosticere mentale belastninger af arbejdstagerne som følge af deres arbejdsvilkår og de problemer, der heraf følger.

3.7.2

EØSU forventer ligesom Kommissionen en mere sundhedsbevidst indstilling fra arbejdstagernes side. Det kan imidlertid kun ske, når de fornødne betingelser er til stede. Usikre og tidsbegrænsede kontrakter, den faktisk præsterede arbejdstid og konstant stress som følge af frygt for at miste éns arbejde, uvidenhed om og mangel på information om arbejdstageres rettigheder og vandrende arbejdstageres ugunstige situation, når de anvender sundhedstjenester, er nogle af de problemer, som hindrer en hensigtsmæssig holdning til sundhed.

3.7.3

Under gennemførelsen af sin strategi for 2002-2006 om trivsel på arbejdet har EU endnu ikke løst de opgaver, der går ud på at sikre en arbejdsplads, hvor den mentale sundhed ikke trues af stress eller depression. EØSU er skuffet over dette og opfordrer Kommissionen til at fremsætte specifikke forslag.

3.8.1

EU er ikke kun ansvarlig for sine egne borgeres arbejdsvilkår, men også for de arbejdsvilkår, borgere uden for EU's grænser har. Som den tidligere strategi allerede påpegede, skal der også tages hensyn til grundlæggende arbejdstagerrettigheder i de eksterne handels- og udviklingspolitikker, selv om der på disse områder kan være en konflikt med princippet om frie markeder (12).

3.8.2

I international politik bør vedtagelsen af ILO-foranstaltninger/henstillinger tilskyndes sammen med EU-tiltag som f.eks. REACH. Der bør udvikles politikker og lovgivning om reduktion af farer og sygdomme forårsaget af asbest, kræftfremkaldende materialer og silikone.

3.8.3

I forbindelse med leveringen af statslige eller offentlige tjenester bør medlemsstaterne foregå med et godt eksempel ved at favorisere virksomheder, der overholder lovgivningen om arbejdstageres sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen (som foreslået i 2002-2006-strategien om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen).

3.8.4

Alle EU-medlemsstater skal tilskyndes til at ratificere gældende ILO-konventioner.