16.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/60

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig over, at Kommissionen i god tid har opfordret udvalget til at udarbejde en sonderende udtalelse om sundhedseftersynet og den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013.

1.2.

I forbindelse med reformen af den fælles landbrugspolitik i 2003 skete der et gennemgribende paradigmeskifte. De regulerende indgreb i landbrugsmarkederne blev stærkt begrænset, de direkte betalingers kobling til produktionen har siden da kun været undtagelsen, og på trods af udvidelsen af EU er udgifterne til den fælles landbrugspolitik blevet skåret ned. Hermed har EU ydet et langt større forhåndsbidrag til en yderligere liberalisering af den internationale handel med landbrugsvarer end nogen af Unionens medkonkurrenter.

1.3

Landmændene, men også virksomhederne i forarbejdningsindustrien, er i øjeblikket inde i en vanskelig overgangsfase. Efter EØSU's opfattelse er erhvervet i høj grad indstillet på at reagere forretningsmæssigt og markedsorienteret på de ændrede rammebetingelser, hvis de tilsagn, der blev givet i forbindelse med reformen, overholdes, og der tilbydes tilstrækkelig juridisk og planlægningsmæssig sikkerhed. Dette gælder så meget mere, som der på globalt plan er stærk efterspørgsel efter fødevarer og vedvarende energi, og forsyningssikkerheden igen er i høj kurs.

1.4

EØSU mener, at sundhedseftersynets primære formål må være at forenkle bestemmelserne om administration af præmierne, at gennemføre krydsoverensstemmelseskravene og at undersøge, om der eventuelt er behov for en tilpasning af de eksisterende bestemmelser til de fremtidige udfordringer (jf. punkt 6.3).

1.5

I forbindelse med diskussionen om den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013 finder EØSU, at der er behov for en tilpasning af den fælles landbrugspolitiks målsætninger (jf. EF-traktatens artikel 33) til den aktuelle situation og de nuværende udfordringer.

1.6

EU går ind for den europæiske landbrugsmodel og for multifunktionalitet. EØSU gør opmærksom på, at dette ikke uden videre kan bringes i samklang med en stadig mere vidtgående liberalisering, navnlig eftersom det europæiske samfunds forventninger til landbruget er høje og fortsat vil være det.

1.7

På grund af liberaliseringen af handelen med landbrugsvarer må det påregnes, at landbrugsmarkederne bliver mere volatile og ustabile. Klimaforandringen trækker i samme retning. Derfor bør EU også i fremtiden råde over instrumenter til stabilisering af landbrugsmarkederne. EØSU støtter imidlertid ligeledes, at der diskuteres og udvikles alternative systemer.

1.8

Generelt forventes det, at kvoteordningen for mælk udløber den 31. marts 2015. EØSU gør imidlertid opmærksom på, at mange regioner med naturbetingede ulemper er afhængige af mælkeproduktionen, hvorfor der bør udarbejdes tidssvarende forslag til sikring af produktionen i disse områder.

1.9

Derudover henviser EØSU til sin aktuelle udtalelse om »Udvikling i udligningsgodtgørelsen for ugunstigt stillede områder fra 2010« (1), som handler om behovet for målrettet at fremme områder med naturbetingede ulemper.

1.10

EØSU er overbevist om, at de direkte betalinger til landbrugsbedrifterne også i fremtiden vil være uundværlige. For at opnå og sikre offentlighedens accept af betalingerne, bør de kunne begrundes med funktionsmæssige argumenter.

1.11

Den fælles landbrugspolitiks anden søjle (udvikling af landdistrikterne) vil få endnu større betydning med hensyn til at sikre landbrugets multifunktionalitet. Derfor går EØSU ind for, at der tilføres anden søjle flere økonomiske midler. Det kan dokumenteres, at målrettet støtte kan sikre eller skabe arbejdspladser i landbruget og i landdistrikterne.

2.1

EU kan være stolt af 50 års vellykket europæisk integration. Den fælles landbrugspolitik har siden Rom-traktaternes ikrafttrædelse den 1. januar 1958 været et vigtigt led i denne enestående udvikling. Til dags dato er landbrugspolitikken det eneste område, som fuldstændig er underlagt fællesskabslovgivningen.

2.2

Derfor er det glædeligt, at EU-borgerne er forholdsvis positivt indstillede over for landbruget og den fælles landbrugspolitik. Det fremgår klart af en repræsentativ undersøgelse (2). Denne positive grundstemning bør udnyttes til at overbevise samfundet om, at de midler, som stilles til rådighed via den fælles landbrugspolitik, er en god investering i samfundspolitisk henseende. Politikerne opfordres til at fremføre gode argumenter via relevante tiltag og programmer.

2.3

Med landbrugsreformen af 2003 (siden suppleret med reformer inden for andre sektorer) blev den fælles landbrugspolitik ændret i et omfang, der går langt ud over alle tidligere reformer.

2.3.1

Reformen blev begrundet med, at der var behov for at gøre landbruget mere markedsorienteret og forbedre dets konkurrenceevne. Samtidig ville den gøre det lettere at forsvare den fælles landbrugspolitik inden for rammerne af WTO-forhandlingerne og at leve op til samfundets ændrede forventninger til landbrugsproduktionen.

2.4

Det er i forbindelse med reformen flere gange fra politisk hold blevet forsikret, at landmændene og virksomhederne i forarbejdnings- og distributionsleddene igen kunne planlægge i tillid til den fælles landbrugspolitiks instrumenter, når reformen var gennemført. EØSU har flere gange udtrykkeligt gjort opmærksom på dette løfte.

2.5

Da der i december 2005 blev indgået en aftale om EU-budgettet for perioden 2007-2013, opfordrede Rådet Kommissionen til i løbet af 2008 og 2009 at foretage en gennemgang af udgifter og indtægter, der skulle omfatte samtlige aspekter af fællesskabspolitikkerne.

2.5.1

Inden da er det planen, at der skal foretages en revision af de foranstaltninger, der er led i reformen af den fælles landbrugspolitik, et såkaldt »sundhedseftersyn«. Kommissionen har forsikret, at meningen ikke er at gennemføre en ny reform. Snarere skal det undersøges, om målene i landbrugsreformen nås, og om der er behov for justeringer.

2.6

Allerede i efteråret 2007 bliver der taget hul på en bred diskussion heraf. Kommissionen har bebudet, at denne den 20. november vil fremlægge en »meddelelse« med konkrete forslag. Forslag til lovgivning i forlængelse heraf planlægges fremlagt i første halvår af 2008 (3). Uafhængigt af sundhedseftersynet skal det overvejes, hvorledes den fælles landbrugspolitik bør udvikles i perioden efter 2013.

3.1

De ændringer af den fælles landbrugspolitik, som blev besluttet allerede i forbindelse med Agenda 2000, blev fulgt af et gennemgribende paradigmeskifte med landbrugsreformen fra juni 2003.

3.1.1

De direkte betalinger til de enkelte bedrifter afkobles fra produktionen. »Afkoblingen« er det centrale element i reformen. På nuværende tidspunkt er ca. 85 % af betalingerne blevet afkoblet.

3.1.2

De direkte betalinger (»enkeltbetalingsordningen«) blev kædet sammen med overholdelsen af bestemte standarder for miljøbeskyttelse, fødevaresikkerhed, dyre- og plantesundhed og dyrebeskyttelse (»krydsoverensstemmelse«).

3.1.3

De regulerende indgreb i landbrugsmarkederne ved hjælp af prisstøtte, oplagring eller eksportrestitutioner blev stærkt begrænsede.

3.1.4

De udbudsstyringsforanstaltninger, der stadig findes (f.eks. produktionskvoter), skal gradvist afvikles.

3.1.5

De økonomiske udgifter til den fælles landbrugspolitik bliver i tidsrummet 2007-2013 trods udvidelsen og nye opgaver reduceret med 7,8 % i forhold til 2006.

3.2

EØSU gør opmærksom på, at den fælles landbrugspolitik i 2008 vil udgøre 43,6 % af EU's samlede budget (jf. Kommissionens foreløbige budgetforslag) (4) og dermed for første gang ikke længere vil være den største post på budgettet. Det skal ligeledes påpeges, at udgifterne til markedsintervention i 1997 stadig beløb sig til 35 mia. EUR og dermed udgjorde 85 % af landbrugsbudgettet. I 2007 er der kun afsat 5,7 mia. EUR (13 %) hertil. Loftet for udgifterne til eksportrestitutioner er for 2007 fastsat til maksimalt 1 mia. EUR, hvor der i 1997 stadig blev brugt 6 mia. EUR til dette formål.

3.3

Nedbringelsen af udgifterne til den fælles landbrugspolitik samtidig med det øgede antal støtteberettigede (hovedsagelig som følge af udvidelsen af EU) betyder, at der for forskellige foranstaltningers vedkommende kan blive tale om nedskæringer.

3.4

Et væsentligt argument for reformen af den fælles landbrugspolitik var efter Kommissionens opfattelse, at den ville styrke EU's position i WTO-forhandlingerne, når man skulle forsvare den europæiske landbrugsmodel. EU har med reformen af den fælles landbrugspolitik ydet en enorm forhåndsindsats. Kommissionen understreger, at de tilbud, der indtil videre er blevet fremsat under WTO's Doha-runde, har været i overensstemmelse med landbrugsreformen fra 2003. Det er der delte meninger om.

3.5

EØSU er bekymret over, at den fælles landbrugspolitik bliver mere og mere usammenhængende. Siden reformen i 2003 er forskellene i den fælles landbrugspolitiks nationale implementering blevet væsentligt større. Dette har imidlertid også konsekvenser for konkurrencen på det indre marked.

4.1

Den fælles landbrugspolitik er i henhold til Rådets afgørelser fra 2003 og 2005 om EU-budgettet indarbejdet i EU's overordnede finansielle ramme. Der findes klare politiske retningslinjer, som gælder indtil 2013. Nu bør landmændene have den nødvendige tid til at tilpasse sig de ændrede rammebetingelser.

4.2

Som følge af nedsættelsen af de institutionelle priser, den begrænsede markedsintervention og yderligere åbning af markederne for import er producentpriserne i EU-15 realt faldet yderligere i perioden 2000-2005 (5).

4.3

Kommissionen havde håbet på, at afkoblingen ikke blot ville indebære en stabilisering (6), men ligefrem ville medføre en forbedring af indtægterne i landbruget (7). Indtægtsudviklingen i perioden 2005 og 2006 kan imidlertid endnu ikke bekræfte dette. Der kan dog forventes en indtægtsstigning i 2007, ikke mindst på grund af den nuværende stigning i verdensmarkedspriserne på landbrugsråvarer.

4.4

EØSU har i sin udtalelse »Revision af den fælles landbrugspolitik 2003« (8) utvetydigt påpeget, at fremskaffelse af belæg for krydsoverensstemmelsesstandarder vil indebære stadig større dokumentations- og administrationsbyrder for bedrifterne. Ofte er det også nødvendigt at foretage dyre investeringer f.eks. inden for kvægavl. Erfaringerne viser allerede på nuværende tidspunkt, at landmænd med små og økonomisk svagere brug i visse tilfælde ikke er i stand til at foretage de nødvendige investeringer og derfor giver op.

4.5

Afkoblingen af den direkte støtte skal give landmændene mulighed for at udnytte chancerne på markedet optimalt. Tilpasninger til markedet kræver ofte investeringer, der i visse tilfælde kan være særdeles kapitalkrævende, og som i andre kun kræver meget ringe finansielle investeringer, men derimod megen vejledning. Der er under anden søjle mulighed for at opnå støtte til driftsomlægning og investeringer. Viljen i landbrugssektoren — og frem for alt hos erhververe af landbrugsejendomme — til at indstille sig på nye betingelser og foretage de nødvendige investeringer afhænger bl.a. i væsentlig grad af, hvorvidt der kan fæstes lid til de meldinger, der kommer fra politisk hold.

5.1

De globale landbrugsmarkeder har i nogle måneder gennemgået stærke forandringer som en følge af en kraftig global efterspørgsel på fødevarer, fornybare råstoffer (fra land- og skovbruget) og vedvarende energi. Generelt giver dette landmændene nye dyrknings- og afsætningsmuligheder. Både for europæisk landbrug og landbruget i udviklingslandene vil dette være en klar fordel. EØSU lægger imidlertid særlig vægt på, at den intensiverede udnyttelse af produktionspotentialerne inden for land- og skovbruget i højere grad foregår i overensstemmelse med bæredygtigheds- og økologiske principper. Udvalget gør samtidig opmærksom på, at den forventede stigende volatilitet på markederne også indebærer betydelige risici.

5.2

Udnyttelsen af de eksisterende potentialer betyder mindre afhængighed for de vigtigste dagligvarers vedkommende. Desuden kan der derved ydes et væsentligt bidrag dels til at styrke værdiskabelsen i landdistrikterne, dels til beskæftigelsen i samtlige led fra produktion over forarbejdning til distribution.

5.3

Den billige fossile energiforsyning blev igennem mange år betragtet som en fordel. Den enorme afhængighed, såvel som de stærkt stigende priser, har ført til kritiske overvejelser om, hvilken betydning dette har for vigtige dagligvarer. Forsyningssikkerheden vil — både på energi- og fødevareområdet — komme i højere og højere kurs og få større og større betydning, efterhånden som det kommer til at stå klart, at den ikke kan sikres ved import alene.

5.4

FN's klimarapport bekræfter de advarsler om virkningerne af den globale opvarmning, som forskerne allerede har registreret. Selv om det lykkes at dæmme op for den globale opvarmning, må man regne med alvorlige konsekvenser i form af stadig mere ekstremt klima, tørke, vandmangel osv. I mange lande vil land- og skovbruget blive ramt særlig hårdt.

5.5

EØSU glæder sig over, at EU er blevet sig problemet mere bevidst, hvilket blandt andet kommer til udtryk i erklæringen i anledning af 50-årsdagen for underskrivelsen af Rom-traktaterne (Berlin-erklæringen). EØSU mener, at denne erklæring, hvori stats- og regeringscheferne tilkendegiver deres vilje til at »indtage en ledende rolle« i bekæmpelsen af sult og fattigdom og »sammen at føre an i […] klimabeskyttelsen«, bør støttes for enhver pris. Landbruget i EU-15 har i perioden fra 1990 til 2004 reduceret sin udledning af drivhusgasser med 16 % (9), men må, når dette er sagt, lægge sig i selen for at opnå en yderligere reducering.

5.6

Det tvingende behov for at reducere CO2- udslippet betragteligt bør også føre til, at der tænkes i nye baner, hvad angår forsyningen med varer som f.eks. landbrugsprodukter. Den stærke vækst i transporten er en væsentlig årsag til, at der udledes mere CO2. Selv stærkt stigende energipriser vil næppe lægge økonomisk pres på transport, hvis miljørigtighed kan betvivles (f.eks. flytransport af æbler og asparges fra Sydamerika). Det er helt afgørende, at spørgsmålet om forsyning med fødevarer og energi uden lange transporter prioriteres højere. At dette er muligt at opnå netop i landdistrikterne, samtidig med at hensynet både til miljø og beskæftigelse tilgodeses, er der mange gode eksempler på.

5.7

Stats- og regeringschefernes beslutning i Bruxelles i marts 2007 om, at 20 % af EU's energiforbrug inden 2020 skal komme fra vedvarende energikilder, er et vigtigt bidrag til nedbringelsen af CO2-emissionerne. Dette mål vil det først være muligt at opnå, når anvendelsen af biomasse øges. EØSU har gentagne gange gjort opmærksom på, at land- og skovbruget både er i stand og har viljen til at producere større mængder af biomasseråstof. Som forskellige undersøgelser (10) har vist, ligger der et betydeligt potentiale i produktivitetsstigninger og udnyttelse af braklagte arealer.

5.7.1

Arealudtagning har vist sig at være et særdeles effektivt instrument til aflastning af kornmarkederne. Reformen fra 2003 og behovet for landbrugsråstoffer til fremstilling af biobrændsstoffer har dog været med til at ændre forudsætningerne. EØSU støtter derfor planerne om en afvikling af arealudtagningen. Det er imidlertid en forudsætning, at der ikke optræder økologisk negative virkninger heraf, eller at der kompenseres for arealudtagningen. Kommissionen bør så vidt muligt snarest fremlægge studier og forslag desangående.

6.1

Samtidig med beslutningerne om landbrugsreformen i 2003 og aftalen om EU-budgettet for perioden 2007-2013 (de finansielle overslag) blev der også fastsat retningslinjer for revisionen. Den planlagte revision af landbrugsreformen kaldes »sundhedseftersyn«. Meddelelsen herom ventes offentliggjort den 20. november 2007, og lovgivningsinitiativerne i forlængelse heraf i foråret 2008. EØSU vil skulle afgive udtalelse herom.

6.2

Udvalget peger på, at Det Europæiske Råd både i december 2002 og i forbindelse med beslutningerne om de finansielle overslag i 2005 fastsatte, at såvel EU's landbrugsbudget som de landbrugspolitiske foranstaltninger skulle gælde frem til 2013. Dette var givetvis også en reaktion på den omstændighed, at proceduren i forbindelse med den seneste midtvejsrevision af mange blev opfattet som et tillidsbrud, eftersom man havde bebudet en revision, men rent faktisk vedtog den mest gennemgribende reform af den fælles landbrugspolitik, siden den blev indført.

6.3

Sundhedseftersynet er ment som en kontrol af, om målene med landbrugsreformen nås. Navnlig skal det undersøges, på hvilke områder der er behov for en tilpasning af de eksisterende bestemmelser med henblik på

Efter EØSU's opfattelse bør der tages hensyn til den samlede værdiskabelseskæde, dvs. produktion, forarbejdning og distribution.

6.4

EØSU mener, at en grundig gennemgang af administrationen af enkeltbetalingsordningen og gennemførelsen af krydsoverensstemmelsen bør have første prioritet i forbindelse med sundhedseftersynet. Det, der hidtil er sluppet ud om Kommissionens planer, peger i retning af sådanne konkrete forenklinger. For at undgå, at krydsoverensstemmelseskravene bliver en kilde til konstant uro, er det imidlertid efter udvalgets opfattelse også vigtigt, at landmændene er loyale over for princippet om krydsoverensstemmelse.

6.5

Landbruget giver udtryk for tvivl om, hvorvidt der i forbindelse med sundhedseftersynet skulle være planlagt substantielle reformer f.eks. af systemet med de afkoblede direkte betalinger eller af markedsordninger, der allerede er reformeret. EØSU kan blot råde Kommissionen til ved hjælp af klare tilsagn at rydde den form for tvivl af vejen.

6.6

I forbindelse med reformen af den fælles landbrugspolitik i 2003 fik landmændene garanti for, at der ikke ville blive rørt ved de ændrede rammebetingelser frem til og med 2013. Principielt bør samtlige reformtiltag være omfattet af denne garanti.

6.7

Udvalget støtter derimod Kommissionens ønske om, at der i god tid gennemføres en grundig debat om de nødvendige foranstaltninger som led i overvejelserne om »den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013«. Det gælder f.eks. afviklingen af mælkekvoteordningen pr. 31. marts 2015 eller de uundgåelige konsekvenser af afskaffelsen af eksportrestitutionerne. Der er ligeledes inden starten på diskussionen om de næste finansielle overslag behov for troværdige forklaringer på, hvorfor en velfungerende fælles landbrugspolitik med passende økonomiske midler også er i EU's samlede interesse efter 2013.

6.8

Udvalget peger endvidere på de nye medlemsstaters forventning om, at den fælles landbrugspolitiks instrumenter også vil gælde i fuldt omfang for dem efter 2013. Sundhedseftersynet ville være en lejlighed til at få undersøgt, om der er behov for yderligere initiativer i den anledning.

7.1

Grundlaget for den fælles landbrugspolitik er de mål, der er fastlagt i EF-traktatens artikel 33, dvs. at sikre landbrugsbefolkningen en rimelig levestandard, stabilisere markederne, sikre forsyningerne, sikre forbrugerne landbrugsvarer til rimelige priser og øge landbrugets produktivitet.

7.1.1

Derudover er de senere fastsatte bestemmelser i EF-traktaten om miljøbeskyttelse, forbrugerbeskyttelse og samhørighed vigtige for udformningen af den fælles landbrugspolitik.

7.1.2

EØSU finder, at de målsætninger for landbrugspolitikken, der er fastsat i EF-traktaten, bør tilpasses de nuværende ændrede realiteter. Det er vigtigt at sikre, at den fælles landbrugspolitiks målsætninger stemmer overens dels med kravet om, at europæisk landbrug skal være multifunktionelt, dels med de nye udfordringer.

7.1.3

Landbrugspolitikken har hidtil haft afgørende betydning for og været et uundværligt led i den vellykkede europæiske integrationsproces. Overvejelser i retning af en renationalisering af væsentlige elementer af den fælles landbrugspolitik er ikke en farbar vej, når det drejer sig om at håndtere de nye udfordringer, europæisk landbrug kommer til at stå over for. Den fortsatte globalisering og de sandsynlige følger af klimaforandringen kræver endnu flere fælles tiltag.

7.1.4

Den vedvarende målkonflikt, som europæisk landbrug befinder sig i (jf. EØSU's udtalelse »Den fælles landbrugspolitiks fremtid«) (11), vil blive skærpet, dels på grund af høje krav til produktionen, dels på grund af forventningerne om, at landbrugsbedrifterne skal kunne begå sig i den internationale konkurrence

7.1.5

Den yderligere liberalisering af landbrugsmarkederne (WTO, bilaterale aftaler) er ensbetydende med intensiveret konkurrence. Mere ekstremt klima medfører større usikkerhed i landbrugsproduktionen. Samfundet forventer imidlertid fortsat forsyningssikkerhed og sikre fødevarer af høj kvalitet, samvittighedsfuld omgang med naturressourcerne, hensynsfuld behandling af dyrene og bevarelse af smukke landskaber. At sikre alt dette er en konstant udfordring for den fælles landbrugspolitik, eftersom markedet kun delvis, om overhovedet, honorerer opfyldelsen af disse krav.

7.2.1

Den europæiske landbrugsmodel udgør en del af den særlige europæiske samfundsmodel og økonomiske politik. Landmændene skal være i stand til på et bæredygtigt grundlag at opfylde samfundets forventninger om multifunktionelle ydelser, også under skiftende økonomiske rammevilkår.

7.2.2

EØSU har i sin udtalelse »En politik til konsolidering af den europæiske landbrugsmodel« (12) fremhævet, at der ikke er nogen modsætning mellem på den ene side at holde fast ved den europæiske landbrugsmodel og på den anden side behovet for at tilpasse europæisk landbrug til de skiftende økonomiske rammevilkår. Udvalget understregede desuden, at det landbrugspolitiske spillerum, EU har behov for, skal sikres også efter den næste WTO-handelsrunde.

7.2.3

Der er fortsat opbakning til den europæiske landbrugsmodel. Et særligt indtryk efterlades af landbrugsministrenes enstemmige erklæring fra Luxembourg 1997 om deres vilje til at sikre, at europæisk landbrug

Af lige så stor betydning er henvisningen til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Luxembourg 1997, hvori det blev fastslået, at »det europæiske landbrug […] i sin egenskab af økonomisk sektor [skal] være multifunktionelt, bæredygtigt, konkurrencedygtigt og fordelt på hele det europæiske område, herunder i regioner med særlige vanskeligheder«.

7.2.4

EØSU kritiserer imidlertid den omstændighed, at der bliver mindre og mindre sammenhæng mellem opbakningen til den europæiske landbrugsmodel og landbrugets multifunktionalitet på den ene side og bedrifternes daglige vilkår på den anden.

7.2.5

På grund af udvidelserne i 2004 og 2007 er bedriftsstrukturerne og produktionsbetingelserne inden for landbruget i EU blevet endnu mere forskelligartede. Der er i stadig mindre grad tale om én og kun én form for landbrug. I stedet er mangfoldigheden blevet endnu større. Efter EØSU's opfattelse sår denne omstændighed ikke tvivl om den europæiske landbrugsmodel som nødvendigt fundament til sikring af europæisk landbrugs multifunktionalitet.

7.2.6

Udvalget mener, at den europæiske landbrugsmodel kun har en fremtid i det omfang, der kan skabes balance mellem de økonomiske, sociale og miljømæssige hensyn. Som EØSU allerede slog fast i sin udtalelse »Den fælles landbrugspolitiks fremtid«, er det ikke muligt at opnå et landbrug, der

7.2.7

Efter EØSU's opfattelse er det indlysende, at WTO's vidtgående liberaliseringstiltag og bilaterale handelsaftaler øger konkurrencepresset. De strenge EU-regler og -standarder både inden for landbrugsproduktionen og i forarbejdningsleddet er oftest forbundet med udgifter, som konkurrenterne i tredjelande ikke har, helt bortset fra at de nyder godt af andre omkostningsfordele. Disse kendsgerninger harmonerer helt klart ikke med europæisk landbrugs multifunktionalitet, og disse problemstillinger bør stå centralt i udformningen også af den fremtidige fælles landbrugspolitik og dens instrumenter.

7.3.1

Målsætningerne i EF-traktatens artikel 33 forpligter Fællesskabet til handling. Udviklingen i de seneste år har allerede gjort det klart, at man verden over må regne med, at ekstreme vejrforhold kommer til at optræde hyppigere. Dette påvirker landbrugsproduktionen i betydeligt omfang og er derfor formentlig forbundet med mere ustabile markeder. Desto vigtigere er det at overveje nøje, hvilke instrumenter der skal bevares og/eller videreudvikles.

7.3.2

EØSU understreger, at reformen af den fælles landbrugspolitik i 2003 på ingen måde havde til formål i løbet af få år at overflødiggøre væsentlige led i denne politik. Der er ingen grund til at antage, at det europæiske landbrugs konkurrencemæssige stilling eller samfundets krav til landbrugsproduktionen forandrer sig så gennemgribende inden for de kommende fem år, at den fælles landbrugspolitik eller dens instrumenter mister deres berettigelse. Tværtimod vil der blive stillet nye krav til landbrugspolitikken.

7.3.3

Dette gælder navnlig EU's politik til fremme af udviklingen i landdistrikterne (anden søjle). EØSU har i flere omgange givet udtryk for, at denne politik bør sikres passende finansiering. Foranstaltningerne under anden søjle vil imidlertid ikke kunne erstatte foranstaltningerne til stabilisering af markederne og de direkte betalinger under første søjle. Sidstnævnte vil også have stor betydning for den fælles landbrugspolitik efter 2013. EØSU er tilsvarende imod anvendelse af fonden for udvikling af landdistrikterne (anden søjle) til foranstaltninger vedrørende risiko- og krisestyring (jf. KOM(2005) 74 endelig).

7.3.4

EØSU bekræfter sit standpunkt om, at der bør sikres den nødvendige finansiering til løsningen af de fælles opgaver. Så meget mere vigtigt er det som led i forberedelsen af de drøftelser om EU's fremtidige budget, der skal finde sted i 2009, at oplyse offentligheden om fremtidens krav til en effektiv fælles landbrugspolitik.

7.3.5

EØSU har gentagne gange klart givet udtryk for sin modstand mod en renationalisering af landbrugspolitikken. Kravet om en afskaffelse af den fælles landbrugspolitik vil fortsat være et marginalt synspunkt. Der er imidlertid behov for at modarbejde bestræbelserne på en delvis renationalisering af vigtige led i den fælles landbrugspolitik, der med god grund er en opgave, som udelukkende varetages af Fællesskabet.

7.4.1

Erfaringen viser, at landbrugsmarkederne er særligt udsatte for prisudsving. Store prisudsving udsender hyppigt forkerte signaler, der kan medføre store tab, og som på længere sigt heller ikke er til forbrugernes fordel.

7.4.2

Efter EØSU's opfattelse vil de forhold, som anerkendte landbrugsøkonomer i 1997 anførte som begrundelse for en stabilisering af markedet i den af Kommissionen bestilte studie »Towards a common agricultural and rural policy for Europe« (13), gælde i endnu højere grad i fremtiden, nemlig

7.4.3

Disse begrundelser for foranstaltninger til stabilisering af markedet er ikke blevet forældet af den udvikling, der siden har fundet sted på de internationale landbrugsmarkeder. Tværtimod må der imødeses nye udfordringer. EØSU henstiller derfor, at alle fremtidige initiativer til en liberalisering eller fjernelse af eksisterende instrumenter overvejes nøje, og eventuelle følgevirkninger gennemanalyseres.

7.4.4

Med landbrugsreformerne i 1999 og 2003 blev der taget væsentlige skridt i retning af en liberalisering af de fælles markedsordninger i form af sænkning af EU's priser (f.eks. interventions- og indikativpriserne), fjernelse af interventionsordninger, reduktion i godtgørelse for lageromkostninger og afkobling af de produktionsafhængige direkte betalinger. Reformprocessen blev i 2004 udvidet til at omfatte tobak, oliven, bomuld og humle, i 2005 til sukker, og i 2007 til frugt og grøntsager. Markedsordningen for vin er til debat i øjeblikket.

7.4.5

Når WTO's Doha-runde afsluttes, opstår der er ny situation for landbrugsmarkederne i EU. Det gælder også, hvis den indgåede aftale baseres på de indrømmelser, der allerede er givet, det vil f.eks. sige en afskaffelse af eksportrestitutionerne inden 2013 eller en nedsættelse af de eksisterende toldsatser på mellem 35 % og 60 %. Ifølge Kommissionens beregninger vil dette medføre et indtægtstab i europæisk landbrug på rundt regnet 20 mia. EUR.

7.4.6

Fastholdelsen af landbrugets multifunktionalitet og forpligtelserne i henhold til EF-traktatens artikel 33 kræver efter EØSU's opfattelse også i fremtiden foranstaltninger, der

7.4.7

EØSU gør opmærksom på, at markederne i EU allerede gennem adskillige år har været blandt de mest åbne i verden. Også for udviklings- og tærskellandene er EU langt det mest åbne afsætningsmarked. Disse lande eksporterer til EU toldfrit eller til lave toldsatser flere landbrugsprodukter end til USA, Canada, Japan, Australien og New Zealand til sammen. Det er ikke nødvendigt at føre en diskussion om, hvorvidt der skal importeres landbrugsprodukter og/eller fødevarer, der er produceret og forarbejdet under forhold, som ville være samfundsmæssigt uacceptable i EU.

7.4.8

Efter EØSU's opfattelse bør der også i fremtiden kunne gøres brug af fællesskabspræferencer og foranstaltninger til reduktion af udbuddet, f.eks. i form af oplagring, hvis udviklingen på markedet skulle nødvendiggøre dette. Oplagring er også en kriseforebyggende foranstaltning. Overbevisende alternativer til beskyttelse af landmændene mod den manglende stabilitet på markederne er indtil videre ikke påvist. EØSU går ind for, at man med udgangspunkt i de erfaringer, der er blevet indhøstet i visse lande som f.eks. USA og Canada, drøfter mulige modeller med en passende tillempning til forholdene i EU. Det bør sikres, at EU fortsat fremstiller sikre fødevarer af høj kvalitet til sine borgere, hvilket kun kan lade sig gøre, såfremt landmændene har en indkomst, der giver dem mulighed for og lyst til at blive i erhvervet.

7.4.9

EU har hidtil ikke haft held til at få de ikke-handelsrelaterede spørgsmål (miljø- og sociale standarder, dyrevelfærd) inddraget i forhandlingerne i WTO's Doha-runde. EØSU forventer, at Kommissionen stiller mere vedholdende krav om, at dette sker i forbindelse med de nuværende WTO-forhandlinger. Direkte betalinger er imidlertid ikke i sig selv nok til på længere sigt at sikre en produktion med høje standarder. Så længe produktionsbetingelserne og standarderne i den globale konkurrence er vidt forskellige, er der behov for passende beskyttelse mod produkter udefra. Beskyttelsen må imidlertid ikke undergraves af kortsigtede politiske tiltag, som det f.eks. kan frygtes som følge af EU's seneste tilbud til AVS-landene (toldfri import). I fremtiden bør EU, navnlig i forbindelse med indgåelsen af bilaterale aftaler, gøre yderligere handelslettelser på landbrugsområdet afhængige af, at visse minimumsstandarder overholdes.

7.4.10

Den i mellemtiden meget restriktive håndtering af markedsordningsinstrumentet »eksportrestitutioner« viser med al ønskelig tydelighed, hvad den foreslåede afvikling i fremtiden kan komme til at betyde i en kritisk markedssituation. EØSU forventer, at Kommissionen omsider fremlægger en grundig analyse af, hvilke konsekvenser der må imødeses for landbrugssektoren i EU ved en afskaffelse af eksportrestitutionerne.

7.4.11

Øget bevidsthed om de ambitiøse standarder i alle led af fødevareproduktionen kan medvirke til at forbedre producentindtægterne. Dette vil i fremtiden få stigende betydning for europæisk landbrug. EØSU går ind for, at EU yder effektiv støtte til oplysnings- og pr-kampagner. Der er ligeledes behov for, at Kommissionen i forbindelse med WTO-forhandlingerne insisterer på en passende beskyttelse af produkternes geografiske oprindelsesbetegnelser.

7.4.12

I sin udtalelse om »Den fælles landbrugspolitiks fremtid« har EØSU beskæftiget sig indgående med spørgsmålet om »udbudsstyring«. Udvalget fastslog, at regulering af produktionsmængderne kan have en vigtig funktion. Det er imidlertid ubestrideligt, at mælkekvoten i stigende grad er blevet udhulet gennem de seneste år.

7.4.13

Kommissionen har i en undersøgelse fra 2002 konstateret (14), at en afvikling kvoteordningen for mælk vil resultere i et indkomsttab på over 7 mia. EUR for landmændene i EU-15. Mængden af mælk vil stige med 12 %, og priserne falde med over 35 %. Dette vil medføre bedriftsmæssige og regionale forskydninger i mælkeproduktionen. Så længe der ikke er klarhed over, hvordan der kan kompenseres for denne udvikling, bør der ikke træffes endegyldige beslutninger vedrørende mængdestyringssystemer på mælkeområdet.

7.4.14

I henhold til Rådets (landbrug og fiskeri) beslutning om reformen af den fælles landbrugspolitik i 2003 udløber kvoteordningen for mælk i 2015. Ifølge Kommissionen skal der ikke rokkes ved denne beslutning. I Rådet (landbrug og fiskeri) øjnes der heller ikke noget kvalificeret flertal for en forlængelse af ordningen. På grund af mælkeproduktionens store betydning, herunder navnlig for opretholdelsen af driften i mange ringere stillede regioner, bør der herske klarhed om følgevirkningerne og de uundgåelige konsekvenser af en afvikling af kvoteordningen. EØSU mener derfor, at der er et tvingende behov for at udarbejde et fremtidsrettet program til gavn for de regioner, der stilles ringere ved afskaffelsen af mælkekvoteordningen, så produktionen sikres her.

7.4.15

Uden landbrug og kvægavl vil mange regioner med naturbetingede ulemper generelt set være i fare for at blive økonomisk ubæredygtige. EØSU mener derfor, at der er et tvingende behov for at gennemføre en detaljeret analyse af landbrugssektorens fremtid efter 2013 for hver enkelt region og produktionsområde, så sektoren kan imødegå de fremtidige udfordringer og forandringer på et sikkert grundlag.

7.5.1

Siden reformen i 1992 har de direkte betalinger udviklet sig til et centralt og uundværligt instrument i landbrugspolitikken, navnlig eftersom markedsindkomsterne i mange tilfælde ikke i sig selv er tilstrækkelige til at sikre driften og en passende levestandard. De direkte betalinger løste også det problem, at landbrugsbedrifterne

7.5.2

Efter EØSU's opfattelse er det tvingende nødvendigt dels ved tilrettelæggelsen af de direkte betalinger at hense til disses formål, dels at fremtidssikre de direkte betalinger som led i den fælles landbrugspolitik. De forskellige typer af direkte betalinger bør hver især være passende begrundet for at sikre generel accept af dem.

7.5.3

Derfor finder udvalget, at der bør skelnes klart imellem dem. De direkte betalinger, der blev indført i 1992 som følge af nedsættelsen af priserne, vil i fremtiden fungere som en modydelse, som der ikke er dækning for i markedspriserne. De har en anden funktion end de direkte betalinger, der ydes i forbindelse med bestemte miljøprogrammer, og som også i fremtiden via incitamenter under anden søjle gives som modydelse for en særlig miljøindsats, eller dem, der gives til udligning af naturbetingede ulemper (udligningsgodtgørelse).

7.5.4

De direkte betalinger, der efter reformen af den fælles landbrugspolitik i 2003 i vidt omfang er blevet afkoblet, har i dag, og efter EØSU's opfattelse navnlig i fremtiden, en nøglefunktion med hensyn til at sikre europæisk landbrugs multifunktionalitet. Overholdelsen af de strenge krav til produktionen, f.eks. af hensyn til miljø- og dyrebeskyttelsen eller fødevaresikkerheden, er forbundet med omkostninger, som konkurrenterne fra tredjelande ofte ikke har. Samfundet forventer imidlertid overholdelse af kravene, men markedet honorerer ikke ydelsen tilstrækkeligt under de givne konkurrencevilkår. Der kan efter EØSU's opfattelse ikke herske tvivl om, at kompensationen herfor via målrettede direkte betalinger, nu i form af enkeltbetalinger pr. bedrift, skal gives over første søjle.

7.5.5

De tidligere produktionspræmier er allerede for 85 %'s vedkommende afkoblet i form af enkeltbetalinger pr. bedrift. Udbetalingen er afhængig af, at krydsoverensstemmelseskravene overholdes. EØSU påskønner Kommissionens indsats for at løse de praktiske problemer i forbindelse hermed.

7.5.6

Det vil i fremtiden være afgørende at sikre, at der hverken sås tvivl om principperne for betalingerne eller om deres størrelse, samt at betalingerne har et tilstrækkeligt finansieringsgrundlag. Det er vigtigt samfundsmæssigt at kunne begrunde betalingerne passende og fyldestgørende. Dette er forudsætningen for, at betalingerne til landbruget i det hele taget kan opretholdes i det nuværende omfang også efter 2013.

7.6.1

90 % af EU's areal består af landdistrikter. Arealudnyttelsen sker for størstedelens vedkommende ved landbrugsdrift og skovbrug. Iflg. Eurostat er fødevareproduktionen med en andel på knap 15 % af værditilvæksten i EU det tredjestørste beskæftigelsesområde.

7.6.2

I Kommissionens nyhedsbrev fra marts 2006 om »Beskæftigelse og vækst gennem udvikling af landdistrikterne« fastslås det, at mange landdistrikter i EU ville stå over for store økonomiske, sociale og miljømæssige problemer uden den fælles landbrugspolitik. Det understreges, at navnlig foranstaltningerne til udvikling af landdistrikterne kan spille en stor rolle for at øge og bevare levestandarden i de pågældende områder. EØSU henviser til sin udtalelse »Udvikling af landdistrikterne/ELFUL« (15), hvori det bl.a. fastslås, at »hvis man vil sikre en bæredygtig økonomisk og social udvikling i disse distrikter, må man være opmærksom på, at landbrugspolitikken og dens to søjler bidrager til opretholdelsen og skabelsen af arbejdspladser på hele EU's område, navnlig via udviklingen af landbrugsmæssige og/eller ikke landbrugsmæssige aktiviteter baseret på innovation.«

7.6.3

EØSU mener, at resultaterne af den af Kommissionen bestilte undersøgelse »Study on Employment in Rural Areas« fra maj 2006 er alarmerende. Heraf fremgår det, at antallet af beskæftigede i landbruget i EU-15 antagelig vil falde med ca. 4-5 mio. i perioden fra 2000 til 2014, og i de nye medlemsstater (inklusive Rumænien og Bulgarien) med yderligere 3-6 mio.

7.6.4

EØSU understeger, at en bredt anlagt politik til gavn for landdistrikterne kræver en horisontal tilgang. Udviklingen af landdistrikterne, der er tilrettelagt som den fælles landbrugspolitiks anden søjle, har på grund af sit særlige formål en selvstændig rolle og kan derfor ikke erstatte andre instrumenter til udvikling og styrkelse af landområderne. EU's beskæftigelsesstrategi er en helhed og bør derfor også være rettet mod at bevare og øge beskæftigelsen inden for land- og skovbruget.

7.6.5

EØSU henviser til en ny undersøgelse med titlen »Arbeit und Einkommen in und durch die Landwirtschaft« (»Beskæftigelse og indkomstskabelse i landbruget«) gennemført af miljøorganisationen Euronatur. Med Hohenlohe-regionen som eksempel dokumenteres det, at man ved hjælp af diversificering af produktion og markedsføring på trods af internationaliserede landbrugsmarkeder, øget konkurrence og koncentreret forarbejdning ikke blot kan bevare, men også skabe nye arbejdspladser inden for landbruget. Gennem en målrettet anvendelse af støttemidler kan der opnås store økonomiske og strukturelle effekter i kraft af øget beskæftigelse i landdistrikterne.

7.6.6

EU's politik til fremme af udviklingen i landdistrikterne er knyttet umiddelbart til den fælles landbrugspolitik og skal opfattes som et instrument til gavn for land- og skovbruget. EØSU betragter bæredygtigheden i dette koncept og en konsekvent gennemførelse af landbrugspolitikkens to søjler som en vigtig målsætning. Strategiske aspekter som styrkelse af konkurrenceevnen, anerkendelse af land- og skovbrugets betydning for miljøet og brofunktionen, hvad angår forbedringen af de strukturelle forhold i landdistrikterne, udgør et uundværligt supplement til instrumenterne under første søjle i den fælles landbrugspolitik.

7.6.7

Finansieringen af udviklingen af landdistrikterne er i formel henseende adskilt fra finansieringen af landbrugspolitikkens første søjle ved, at førstnævnte har sin egen fond, hvilket skal understrege betydningen af den reformerede landbrugspolitik. Resultatet af forhandlingerne om de finansielle overslag for perioden 2007-2013 medførte, at der ikke blev tilført anden søjle tilstrækkelige midler, hvilket EØSU har kritiseret i flere udtalelser. Efter EØSU's mening skal den fælles landbrugspolitiks forskellige funktioner opretholdes. Yderligere skridt med hensyn til graduering af de direkte betalinger under første søjle skal tilgodese dette krav. Hvis finansieringsmidler efterfølgende overføres fra første til anden søjle, må det udelukkende ske på den betingelse, at de pågældende midler går til at fastholde landbrugets multifunktionalitet. Det vil betyde et vigtigt bidrag til beskæftigelsen i landområderne.

7.6.8

Udvalget går ind for, at der tilføres foranstaltningerne under anden søjle markant flere økonomiske midler efter 2013. EØSU går ligeledes ind for, at de midler, som EU på grund af markedssituationen i øjeblikket sparer på eksportrestitutioner og andre foranstaltninger til aflastning af markedet, anvendes målrettet til projekter til udvikling af landdistrikterne.

7.6.9

EØSU opfordrer Kommissionen til at præcisere, hvordan der helt konkret skal skelnes mellem Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU). EØSU er betænkelig ved, at 2. søjle i stigende grad betragtes som en reserve, der kan anvendes til finansiering af alle mulige investeringer.

7.6.10

EØSU støtter fuldt ud, at det med ELFUL-forordningens opgave 3 også er muligt at finansiere foranstaltninger, som ligger uden for land- og skovbrugssektoren, men mener, at sådanne foranstaltninger bør have en klar, og ikke nogen søgt, forbindelse til primærproduktionen. Overvejelser om f.eks. at finansiere bredbåndsnet eller Galileo-projektet over denne søjle afvises af EØSU. Hertil bør den klassiske regionaludviklingsfond anvendes.

7.6.11

Udvalget mener, at der ved tilrettelæggelsen af foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne bør henses til, at der på grund af de forskellige forhold i medlemsstaterne af hensyn til subsidiariteten må levnes disse et vist manøvrerum. I den forbindelse er den nationale medfinansiering af programmerne en vigtig faktor, der kan medvirke til at skabe medansvarlighed for en målrettet gennemførelse af de enkelte foranstaltninger.