27.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 175/1

1.1

EØSU mener ikke, at det er på sin plads at foretage en automatisk tilpasning til inflationsraten i EU-12 siden 1992, eftersom andre lande i mellemtiden er blevet medlemmer (3 lande i 1995, 10 den 1. maj 2004 og 2 den 1. januar 2007).

1.2

For at den ønskede harmonisering kan finde sted i EU-27, bør man efter udvalgets opfattelse ligeledes overveje at vedtage en maksimumspunktafgiftssats — en foranstaltning, der helt sikkert giver mulighed for effektivt at bekæmpe smugleri og svig og harmonisere afgiftsniveauerne — og for dermed at fremme virkeliggørelsen af det indre marked. Denne harmonisering bør ske gradvis af hensyn til forbrugerne, der ikke bør betragtes som smuglere, blot fordi de køber alkoholholdige drikkevarer, dér hvor de koster mindst.

1.3

EØSU anbefaler, at der indføres et udtrykkeligt forbud mod i medlemsstaterne at anvende andre former for forbrugsafgifter ud over de normale punktafgifts- og momssystemer, f.eks. under den kreative betegnelse »fællesskabsafgift« som fastslået af EF-domstolen (1).

1.4

EØSU mener ikke, at forslaget i tilstrækkeligt omfang kan begrunde valget af retsgrundlag, dvs. traktatens artikel 93, der giver Rådet mulighed for med enstemmighed at vedtage bestemmelser om harmonisering af medlemsstaternes skattelovgivninger. Forslaget fører ikke til nogen form for harmonisering, eftersom det giver medlemsstaterne mulighed for frit at fastsætte deres afgifter ud fra minimumssatsen.

1.5

EØSU mener, at Kommissionen gør forkert i at nedtone betydningen af forslaget og derved retfærdiggøre den manglende konsekvensanalyse og høring af de berørte parter. Under en høring i udvalget gav alle deltagerne udtryk for, at de var imod Kommissionens forslag, og de anmodede samtidig Kommissionen om i fremtiden at foretage en nøjagtig konsekvensanalyse.

1.6

EØSU håber, at forslaget bliver trukket tilbage, og anmoder Kommissionen om i fremtiden at ajourføre henvisningerne til den kombinerede nomenklaturs koder, som direktiv 92/83/EØF henviser til, og tage klassificeringsmetoderne op til revision.

2.1

Forslaget til Rådets direktiv om ændring af direktiv 92/84/EØF om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer fastsætter minimumspunktafgiftssatser for alkohol og de forskellige kategorier af alkoholholdige drikkevarer. I henhold til direktivets artikel 8 skal Kommissionen foretage regelmæssige undersøgelser og fremlægge en rapport samt eventuelle ændringsforslag.

2.2

Kommissionens fremlagde den 26. maj 2004 en rapport, hvori den konkluderede, at det ville være hensigtsmæssigt med større konvergens mellem minimumssatserne af hensyn til det indre markeds funktion og for at forebygge svig og smugling, som havde gunstige vilkår under de forskellige systemer i medlemsstaterne. Den efterfølgende debat fik Kommissionen til at følge Rådets opfordring om at »fremsætte et forslag, der dels indebærer en tilpasning af minimumspunktafgiftssatserne for at undgå et fald i realværdien af Fællesskabets minimumssatser, dels indførelse af overgangsperioder og undtagelser for de medlemsstater, der kan have vanskeligheder med at forhøje deres satser«. »Kommissionen skulle også tage passende hensyn til, at dette særlige spørgsmål er politisk følsomt«.

2.3

Kommissionen foreslår derfor at ændre direktivet på følgende måde:

2.4

Forslaget har efter anmodning fra Rådet først og fremmest til formål at regulere satserne op til deres realværdi fra 1992 — en værdi, som ifølge Kommissionen vil »sikre, at det indre marked kan fungere tilfredsstillende uden fiskale grænser«.

3.1

I mangel af en konsekvensanalyse besluttede EØSU selv at foretage en høring af producent-, forbruger- og fagforeningsorganisationer. Samtlige høringsdeltagere havde været forbløffet over direktivforslaget. Nogle organisationer bemærkede ligeledes, at forslaget ville øge den ulige behandling af forskellige alkoholholdige drikke, hvilket ville ske på bekostning af de afgiftspligtige. Ikke-afgiftspligtige drikkevareproducenter anmodede derimod om opretholdelse af det nuværende system — der i øvrigt er defineret i bestemmelserne om den fælles landbrugspolitik.

3.2

Høringsdeltagerne (2) var desuden enige om, at der bør tages højde for de sociale og sundhedsmæssige aspekter, der dog ikke skal danne basis for afgifterne. Samtidig anmodede de om iværksættelse af en kampagne for »ansvarligt forbrug« for at begrænse risikoen for misbrug — hvilket udvalget i øvrigt støtter. Det blev ligeledes understreget, at den europæiske industri er førende i verden på dette område, og at den yder et væsentligt bidrag til Europas bruttonationalprodukt samt den direkte og indirekte beskæftigelse.

3.3

Forslaget om at ændre direktivet ligner umiddelbart en rutineforanstaltning, der blot har til formål at justere satserne i forhold til den inflation, der har fundet sted siden 1993. Forslaget vedrører imidlertid et meget komplekst og vanskeligt emne, der viser hvor fjernt de nationale politikker og interesser ligger for et afgørende skridt mod egentlig skattemæssig konvergens i EU. EØSU har flere gange slået til lyd for fiskal harmonisering — en proces, der er absolut nødvendig for at få forbrugerne til at påskønne fordelene ved det indre marked.

3.4

ECOFIN-møderne den 7. og 28. november 2006, hvor bl.a. dette forslag blev behandlet, førte til genoptagelse af de endeløse diskussioner mellem medlemsstaterne — en situation, der på mange måder minder om situationen i 1992, der banede vej for direktivet, men som kun førte til fastsættelse af minimumssatser uden mulighed for at finde en fælles tilgang til harmonisering og indbyrdes tilnærmelse af punktafgifterne.

3.5

Ved nærmere iagttagelse af de punktafgifter, som anvendes i de enkelte medlemsstater, står det klart, at satserne varierer betydeligt fra en medlemsstat til en anden. Rapporten af 26. maj 2004 omfattede foranstaltninger, der fandt anvendelse på de forskellige kategorier af drikkevarer i de dengang 25 medlemsstater og kandidatlandene Rumænien og Bulgarien (3), der blev medlemmer den 1. januar 2007. Forskellen mellem de laveste og de højeste satser var i størrelsesordenen 1.100 %!

3.6

For vin var spændet eksempelvis på mellem 0 og 273 € pr. hl, for mousserende vin mellem 0 og 546 € pr. hl, for øl fra 0,748 pr. Plato-grad (4) — hvilket svarer til 1,87 — 19,87 € pr. hl/alkoholgrad — for ikke-mousserende og mousserende mellemklasseprodukter mellem 45 og 497 € pr. hl, for ren alkohol mellem 550 og 5 519 € pr. hl — hvilket for drikkevarer med et alkoholindhold på 40 % svarer til et spænd på mellem 220 og 2 210 € pr. hl.

3.7

Hvis minimumssatserne som foreslået af Kommissionen justeres, vil det mindske forskellen mellem de satser, som anvendes i de forskellige lande, fra 1.100 % til et sted mellem 800 og 1.000 %. Kommissionens påstand om, at denne foranstaltning vil kunne sikre et velfungerende indre marked, synes derfor lovlig forhastet. Skal der kunne findes en effektiv løsning, foreslår EØSU, at der ud over en minimumssats indføres en maksimumssats — en foranstaltning, der på sigt giver mulighed for at bekæmpe smugling og svig.

3.8

Der synes heller ikke at være belæg for Kommissionens ord om, at en tilpasning af minimumssatserne til inflationsraten ikke vil medføre en forøgelse af realværdien. Kommissionen burde af hensyn til oplysningernes fuldstændighed have givet et billede over tid af, hvordan punktafgifterne har bevæget sig i medlemsstaterne — fra 1985, hvor forslaget om harmonisering blev fremsat i en hvidbog. Det konkrete resultat af en sådan analyse er i virkeligheden — på nær enkelte undtagelser — at realværdien af medlemsstaternes punktafgifter var steget efter udløbet af de overgangsperioder, som nogle lande var blevet indrømmet. EØSU stiller sig kritisk over for medlemsstaternes anvendelse af nationale afgiftsformer ud over punktafgifterne, i nogle tilfælde under betegnelsen »fællesskabsafgift«.

3.9

Denne tendens bekræftes af en af Kommissionen (5) bestilt undersøgelse, som viser, at alle medlemsstater — på nær tre — hvert år eller med få års mellemrum har forhøjet værdien af deres punktafgifter.

3.10

I henhold til samme undersøgelse, hvor der blev taget højde for efterspørgselselasticiteten i forhold til priserne, vil der ske følgende, hvis minimumssatserne tilpasses inflationen:

3.11

Eftersom denne undersøgelse af konsekvenserne af de varierende minimumssatser var begrænset til EU-15, kunne det være interessant at sammenligne med en undersøgelse af konsekvenserne i EU-27.

3.12

EØSU rejser det spørgsmål, om Kommissionen — på et så følsomt område — fortsat blot bør spille en administrativ rolle, eller om den ikke snarere, eventuelt i dialog med medlemsstaterne, bør fremsætte forslag, som effektivt dæmmer op for de betydelige konkurrenceforvridninger, som opretholdelsen af et så fragmenteret afgiftssystem giver anledning til.

3.13

Et andet aspekt, som Kommissionen slet ikke har taget hensyn til ved udarbejdelsen af sit forslag om ændring af direktiv 92/84/EØF, er, at forskellen i gennemsnitsindkomsten pr. indbygger i EU-12 i 1992 ikke var af en sådan størrelse, at de gældende afgiftssatser udgjorde en reel byrde. I EU-27, hvor der er så stor forskel på niveauet for lønninger og pensioner, vil det ikke være retfærdigt fortsat at overveje det samme afgiftsniveau for nye og gamle medlemsstater, eftersom det vil ske på bekostning af de laveste indkomster. For arbejdstagere og pensionister, hvis lønninger og pensioner ikke overstiger 100-150 euro pr. måned, og som allerede har oplevet en stigning i punktafgifterne på alkohol på 50-400 %, vil det helt sikkert påvirke forbruget negativt, hvis satserne forhøjes med yderligere 31 %. Navnlig på grund af de nye udvidelser af EU, der nu tæller yderligere tolv medlemsstater, mener EØSU ikke, at det er på sin plads at foretage en automatisk tilpasning til inflationsraten i EU-15 siden 1992.

3.14

Det foreslåede system er — på nær enkelte undtagelser — i modstrid med alle de anti-inflationspolitikker, som er blevet gennemført i medlemsstaterne, hvor mekanismer til indeksering af lønninger og pensioner i forhold til inflationen blev afskaffet for længe siden. Kommissionen giver ikke en tilstrækkelig forklaring på, hvorfor denne mekanisme bør opretholdes for skatter og afgifter!

3.15

EØSU finder derimod, at det nuværende system er særdeles uhensigtsmæssigt, og at en justering i forhold til inflationen (i EU-12, -25 eller -27?) udgør en unødvendig foranstaltning, der navnlig rammer de laveste lønninger, ligesom det er tilfældet med alle andre former for indirekte skatter, som ikke tager hensyn til skatteydernes nettoindkomst.

3.16

Et moderat indtag af vin er en del af kulturen og historien i flere medlemsstater, og det samme gælder andre typer af alkoholiske drikkevarer i andre dele af EU's befolkning. Problemet i alle dets facetter bør imidlertid ses i et bredere perspektiv.

3.17

EØSU respekterer, at nogle lande har valgt at føre en stram afgiftspolitik med hensyn til alkohol og tobak, formentlig på grund af risikoen for misbrug, særligt blandt unge. Nogle medlemsstater har gjort det klart, at de i deres afgiftspolitik ønsker at tage hensyn til folkesundheden, men disse landes frivillige beslutning må ikke influere på andre medlemsstaters valg og bevæggrunde.

3.18

EØSU har allerede givet sit syn på dette aspekt i en særskilt udtalelse (7), hvor det understreges, at »problemer med alkoholmisbrug (…) bedst (kan) løses gennem undervisnings-, oplysnings- og uddannelsesprogrammer, der primært er rettet mod alkoholmisbrugerne selv«.

3.19

EØSU finder ikke, at betingelserne i traktatens artikel 93 er opfyldt, dvs. betingelserne om, at Rådet med enstemmighed vedtager bestemmelser om harmonisering af skattesystemer, i det omfang en sådan harmonisering er nødvendig for at sikre det indre markeds oprettelse og funktion inden for den i artikel 14 fastsatte frist. Frem for at bidrage til en harmonisering vil en forhøjelse af minimumssatserne snarere resultere i et minimumsniveau, som hver enkelt medlemsstat frit kan forhøje. Den kendsgerning, at forskellen mellem de gældende satser er blevet endnu større siden vedtagelsen af direktiv 92/84EØF, viser, at et sådant direktiv ikke kan føre til harmonisering.

4.1

Ud over at hindre det indre marked i at fungere tilfredsstillende er en anden negativ konsekvens af de store afgiftsforskelle, at de medfører en stærk tilbøjelighed til skatteunddragelse — enten delvis ved at betale afgift i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor det endelige forbrug finder sted, eller helt ved at importere varer fra tredjelande eller omdirigere varer, mens de er under transit og ikke afgiftspålagt.

4.2

Med udviklingen af e-handel er der opstået nye muligheder for skattesvig, da det er umuligt at kontrollere fjernsalg, og der ikke findes en koordineret politik til bekæmpelse af svig med alkoholafgifter. Grunden hertil er, at nogle medlemsstater ikke anser denne type svig for et problem, og at problemet som regel kun berører de områder, der har de højeste afgifter.

4.3

Udvidelsen har betydet, at EU's ydre grænser nu strækker sig til lande med afgifter, der ligger langt under EU-gennemsnittet, hvorved mulighederne for svig er steget eksponentielt. I nogle af de stater, som i dag grænser op til EU, findes der megen korruption, der også involverer toldmyndighederne. Foranstaltningerne til bekæmpelse af smugling bør styrkes yderligere. Hvis forslaget om en forhøjelse af satserne vedtages, vil det medføre endnu større overskudsmarginer for internationale smuglere.

4.4

Den Europæiske Union har lige siden 1992 — og vedtagelsen af Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed — søgt at bekæmpe svig med afgiftspligtige varer. Eftersom de ønskede resultater udeblev, blev dette direktiv ændret i 2004 med Rådets direktiv 2004/106/EF af 16. november 2004 om ændring af direktiv 77/799/EØF om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter, visse punktafgifter og afgifter på forsikringspræmier.

4.5

Af hensyn til en effektiv bekæmpelse af svig fastholder EØSU i en af sine udtalelser (8), at »set i dette lys er det tydeligt, at der er behov for modernisering, styrkelse, forenkling og effektivisering af samarbejdet mellem myndighederne og udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne på punktafgiftsområdet«.

4.6

I samme udtalelse understreges også følgende: »Endnu en gang er det beskyttelsen af nationale interesser, som er en hindring for de fordele, der kunne opnås ved et mere velfungerende indre marked og mere effektive procedurer med henblik på afsløring og bekæmpelse af skattesvig og skatteunddragelse«. »Der hersker nemlig ingen tvivl om, at mange tilfælde af svindel hænger direkte sammen med de til tider store forskelle mellem punktafgifternes størrelse i de forskellige medlemsstater«.

»EØSU benytter lejligheden til endnu en gang at pege på begrænsningerne ved det gældende enstemmighedsprincip, som på nuværende tidspunkt styrer de fleste EU-beslutninger vedrørende skattelovgivning, og understreger behovet for at fjerne dette til fordel for flertalsprincippet, herunder kvalificeret flertal, i forbindelse med skatter, der påvirker det indre markeds funktion, eller som er konkurrenceforvridende«.

4.7

EØSU har gennem årene lagt vægt på følgende vigtige indsatsområder:

4.8

I eksempelvis Sverige importerede rejsende og smuglere i 2004 omkring 164 mio. liter øl, svarende til den mængde — 173 mio. liter — som blev solgt af det svenske Systembolag, hvorved den svenske statskasse mistede ca. 190 mio. euro i indtægter fra afgifter og moms. Sådanne køb er steget med 40 % siden afskaffelsen i 2002 af det særlige system til begrænsning af indkøb i udlandet. Det vurderes, at smuglingen inden for de seneste to år er blevet fordoblet. I Danmark skønnes det, at der indkøbes omkring 95 mio. liter øl fra Tyskland. Hvis man dertil føjer ca. 10 % smuglervarer, kommer man frem til, at ca. 30 % af det danske ølforbrug unddrager sig beskatning. I Finland blev der i 2005 importeret mere end 42 mio. liter, svarende til 10 % af det samlede forbrug, hvilket medførte et provenutab på mere end 50 mio. euro. I Østrig blev der importeret op til 30 mio. liter fra Tyskland og Tjekkiet, mens der i Det Forenede Kongerige blev importeret mere end 100 mio. liter, for ikke at tale om smugling i stor skala (9).

5.1

Kommissionen henledte i sin rapport fra 2004 opmærksomheden på flere problemer, der var blevet registreret i forbindelse med gennemførelsen af direktiv 92/84/EØF, herunder især

5.2

Hvad angår det første punkt, begrunder Kommissionen forslaget om at fratage medlemsstaterne muligheden for at beskatte mousserende og ikke-mousserende vine forskelligt med, at de årsager, som lå til grund for denne løsning — nemlig det forhold, at mousserende vine kan betragtes som et luksusprodukt (mens det forholder sig modsat for visse ikke-mousserende vine) — ikke længere findes.

5.3

Hvad angår det andet punkt, hedder det i artikel 26 i direktiv 92/83 (om afgiftsstrukturen), at de i direktivet fastsatte KN-koder er de gældende koder på tidspunktet for direktivets vedtagelse (19. oktober 1992). Kommissionen foreslår imidlertid at henvise til de seneste KN-koder og fremover træffe beslutninger om ændringer i overensstemmelse med artikel 24 i direktiv 92/12/EØF (procedure, der involverer afgiftsudvalget, ligesom det er tilfældet med energiprodukter).

5.4

Hvad angår endelig det tredje punkt, foreslår Kommissionen — med henblik på at løse det problem, som mange aktører har gjort opmærksom på, og som skyldes direktivets alt for upræcise formulering af, i hvilket omfang der kan tilsættes destilleret alkohol til »gærede drikkevarer« — at klassificeringen af alkoholholdige drikkevarer ikke længere i samme grad skal afhænge af KN-klassificeringen i beskatningsøjemed.

5.5

EØSU anser de ændringer, som flere aktører af forenklings- og konkurrencemæssige hensyn har anmodet om, for at være berettigede og sammenhængende. EØSU støtter grundlæggende de forslag, som Kommissionen allerede har fremsat, men undrer sig over, hvorfor disse ændringer ikke er blevet foretaget og direktiv 92/83/EØF tilsvarende ændret.

5.6

EØSU håber, at direktivforslaget bliver trukket tilbage, og anbefaler samtidig, at man vedtager de af Kommissionen foreslåede ændringer af direktiv 92/83/EØF.