11.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 88/76

1.1

Den foreliggende initiativudtalelse om de »Overordnede retningslinjer for den økonomiske politik (2005–2008)«, der indgår i de »Integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse (2005-2008)«, er at betragte som et supplement til udtalelsen om »Retningslinjer for beskæftigelsen (2005-2008)«. (1) EØSU har gentagne gange kritiseret fremgangsmåden i forbindelse med konsultationsproceduren, der ikke yder sammenhængen mellem de to udtalelser retfærdighed. En samlet udtalelse om både de økonomiske og de beskæftigelsespolitiske retningslinjer ville bedre afspejle de mange indbyrdes sammenhænge mellem de to områder.

1.1.1

For at sikre bedre gennemførelse af Lissabon-strategien besluttede Det Europæiske Råd på forårstopmødet at knytte de økonomisk-politiske og de beskæftigelsespolitiske retningslinjer sammen og at integrere dem i Lissabon-processen.

1.1.2

Allerede i udtalelsen om »Overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker 2003-2005« (2) opfordrede udvalget til i højere grad at indrette policy-mix'et, så det fremmer vækst og fuld beskæftigelse. Denne opfordring er ikke mindre aktuel i dag.

1.2

ECB skal som led i sine traktatlige forpligtelser, ud over prisstabilitet, også iagttage realøkonomiske krav i relation til vækst og beskæftigelse. Som følge af den i Köln-processen fastlagte samordning af makropolitikkens enkelte områder skal den gå ind i en konstruktiv dialog med budget- og lønpolitikkens beslutningstagere.

1.3

De integrerede retningslinjer er at betragte som henstillinger vedrørende medlemsstaternes økonomiske politik, hvis ansvarsbevidste gennemførelse dog ifølge subsidiaritetsprincippet er medlemsstaternes sag. »På de områder, som ikke hører ind under dets enekompetence, handler Fællesskabet, i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor, på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger, bedre kan gennemføres på fællesskabsplan.« (EF-traktatens art. 5). Det hindrer dog ikke, at den økonomiske politik er et spørgsmål af fælles interesse (EF-traktatens art. 99, stk. 1).

1.4

Nærværende udtalelse behandler den samlede europæiske økonomi, selv om de enkelte medlemsstaters økonomier er heterogene.

2.1

Efter fire år med skuffende økonomisk vækst i EU nåede væksten i 2005 igen kun op på henholdsvis 1,5 procent (EU-25) og 1,3 procent (euroområdet). Dog er der signifikante forskelle på udviklingen i de enkelte medlemsstater. Trods den økonomiske vækst har den europæiske økonomi ikke i fuldt omfang kunnet profitere af opsvinget i verdensøkonomien. Afstanden til andre industrilande og regioner uden for Europa er vokset.

2.1.1

Bl.a. på grund af deprecieringen af euroen har udenrigshandelen på det seneste i betydeligt omfang virket fremmende på den økonomiske aktivitet. De europæiske forbrugeres tillid har derimod kun bedret sig tøvende siden 2003, og gennem mange måneder i 2005 var den endda i tilbagegang, så der kun er sket en beskeden forøgelse af forbrugernes efterspørgsel. Der er fortsat ikke tale om en robust intern efterspørgsel, som kan drive et konjunkturopsving. De europæiske forbrugeres fortsatte usikkerhed giver sig også udslag i en opsparingskvote, der ligger over det internationale gennemsnitsniveau.

2.1.2

De faste investeringer, der praktisk talt er faldet uafbrudt siden afmatningen satte ind i 2001, er igen steget i løbet af det sidste år. Takket være gunstige finansieringsmuligheder som følge af lave renter og stigende virksomhedsoverskud hersker der nu investeringsvenlige betingelser, som dog mere begunstiger finansielle investeringer med højt børsafkast end produktive investeringer. Udvalget er imidlertid bekymret over kapitaludstrømningen til USA, da denne ligeledes er udtryk for svag investeringsaktivitet i Europa. En forbedring af de erhvervsøkonomiske rammevilkår er derfor et vigtigt punkt, hvis investeringerne skal øges vedvarende. En hovedårsag til det lave investeringsniveau er den nuværende ringe forbrugerefterspørgsel. Samtidig ligger inflationen, trods vedvarende høje energipriser, på et acceptabelt niveau. Dette gælder specielt kerneinflationen (renset for energi og ikke-forarbejdede fødevarer), som fortsat ligger klart under den samlede inflation. Geopolitiske risici og kapacitetsmæssige flaskehalse i forbindelse med olieudvindingen rummer dog muligheder for fremtidigt inflationspres. Den udfordring, der følger af råolieprisernes udvikling, behandles nedenfor.

2.1.3

Udvalget er overrasket over, at storforetagendernes stærkt stigende overskud i 2003 og 2004, trods den gunstige finansielle situation og det gode afkastniveau, ikke har udmøntet sig i investeringer i forskning og produktion, som ville sætte EU i stand til at mildne den konkurrence, som det udsættes for. I stedet bruges de ophobede likvide midler til at give aktionærerne ekstra afkast, til at indkøbe egne aktier for at hæve kursen på børsen, eller til at foretage fusioner og overtagelser, som udløser omstruktureringer. Udvalget ser med særlig bekymring på virksomhedernes kortsigtede indstilling, som lægger en bremse på de nødvendige langsigtede erhvervsinvesteringer.

2.1.4

Et af hovedproblemerne for den europæiske økonomi, ved siden af den svage efterspørgsel og den internationalt set lave vækst, er den høje strukturelle arbejdsløshed. Således har det seneste konjunkturopsving kun i meget ringe grad skabt bedre tilstande på arbejdsmarkedet. Arbejdsløsheden er med sine ca. 9 % fortsat for høj, hvorfor produktionen i den europæiske økonomi ligger lavere end potentialet. Dertil kommer, at de nuværende svage investeringer yderligere forringer de fremtidige vækstmuligheder.

2.1.5

Denne tendens til »jobless recovery« kan også iagttages på arbejdsmarkederne i andre sammenlignelige industrilande og –regioner. Men der ser situationen på arbejdsmarkedet i de fleste tilfælde væsentligt bedre ud. Ifølge Kommissionens vurdering (3) vil væksten i 2005 og 2006 resultere i over 3 mio. nye arbejdspladser i EU. Men konsekvenserne for arbejdsløshedsprocenten bliver beskedne, da man må regne med, at erhvervsfrekvensen øges i kraft af tilbagevenden til arbejdsmarkedet som følge af den forbedrede økonomiske situation.

2.1.6

Derfor vil beskæftigelse af det uudnyttede arbejdskraftpotentiale fortsat være en af de største udfordringer for EU. Der bør iværksættes særprogrammer for at lette kvinders og unges adgang til arbejdsmarkedet og for at genindsluse ældre arbejdstagere.

2.2

Ud over de aktuelle økonomisk- og finanspolitiske problemer som den utilfredsstillende situation på arbejdsmarkedet samt arbejdsløshed og stigende underskud på de offentlige budgetter venter der også EU andre udfordringer, som man allerede nu er opmærksom på, men som først kommer til fuld udfoldelse i fremtiden.

2.2.1

For det første må EU affinde sig med hårdere økonomisk konkurrence. Med den kraftige vækst i Kinas og Indiens økonomi er der kommet nye konkurrenter på banen, som for 10 år siden ikke spillede nogen rolle i verdensøkonomisk sammenhæng. Det globale arbejdskraftpotentiale er fordoblet, og globalt set er der sket en forskydning af forholdet mellem kapital og arbejde. På grund af deres økonomiske udvikling har de folkerige lande Kina og Indien langt mindre kapital til rådighed pr. arbejdstager end de traditionelle industrilande.

2.2.2

Alt må sættes i værk for, at de hidtidige konsekvenser af globaliseringen og den forøgede internationale arbejdsdeling også kan ses som en chance for Europa. Efter Kinas og andre sydøstasiatiske staters økonomiske åbning øges konkurrencen om investeringerne ganske vist, men samtidig har der for europæiske firmaer åbnet sig enorme afsætningsmarkeder, der rummer betydeligt potentiale som følge af den tiltagende velstand i disse lande. Til støtte for den hermed sammenhængende strukturændring må der træffes egnede økonomisk-politiske ledsageforanstaltninger. Hertil hører bl.a. udformning af de verdensomspændende rammebetingelser for beskyttelse af økologiske og sociale minimumsnormer og af ejendomsrettigheder.

2.2.3

EU må også komme til rette med olieprisernes dramatiske stigning, som hænger sammen med globaliseringen og den tiltagende efterspørgsel efter olie i verden som helhed. Takket være besparelser på forbruget og øget anvendelse af andre energikilder er EU's afhængighed af olie dog klart mindre end tidligere. Konkurrerende industrilande — som f. eks. Kina — er faktisk værre stillet. Desuden er der udsigt til, at EU i højere grad end andre kan profitere af recirkuleringen af de olieeksporterende landes indtægter ved at dække deres importbehov.

2.2.4

Den anden store udfordring for de europæiske økonomier bliver den demografiske udvikling og den deraf følgende aldring i samfundet. Men det kan Fællesskabet kun i begrænset omfang gøre noget ved, for som Kommissionen med rette har konstateret andetsteds, er der mange spørgsmål i tilknytning til de demografiske ændringer, der hører under medlemsstaternes eller arbejdsmarkedsparternes kompetence. Desuden er den demografiske omvæltning et samfundsmæssigt fænomen, som kun delvis kan tackles ved hjælp af økonomisk-politiske foranstaltninger. Desto vigtigere er det at sørge for, at nødvendige tilpasninger kan gennemføres i tide.

2.2.5

Hovedårsagerne til den demografiske omvæltning er den vedblivende forøgelse af middellevetiden, tilvæksten i aldersgruppen over 60 år og den fortsat lave fødselsrate. Ændringen af aldersstrukturen påvirker alle markeder i en økonomi: Arbejdsmarkedet kommer fra 2020 i stigende grad til at savne unge erhvervsaktive, varemarkederne må indstille sig på en anden kundekreds, og på kapitalmarkedet vil opsparingsadfærden og efterspørgselen efter formueplaceringer ændre sig. Desuden må man formode, at den højere generelle konkurrenceintensitet, der følger af globaliseringen, slår igennem på arbejdsmarkedet, og at den vil kræve en anden organisering af arbejdet inden for rammerne af den sociale dialog. I den sammenhæng er livslang læring yderst relevant (4). De demografiske ændringer bliver også en udfordring for den sociale dialog og for civilsamfundet.

2.2.6

Skal det lykkes at skabe en konkurrencedygtig vidensøkonomi, som målsætningen lyder, må virksomhederne være i stand til at fremme og udvikle teknologisk og organisatorisk omstilling, produktivitet og innovation. Det lader sig kun gøre via stadig tilpasning af de ansattes kvalifikationer til den foranderlige efterspørgsel og via aktive virksomhedsstrategier. Med sigte herpå bør virksomhederne i deres strategi medtage uddannelse som en investering på mellemlang og lang sigt og ikke som et tiltag, der kræver øjeblikkeligt afkast. Erhvervsuddannelse og livslang uddannelse og videreuddannelse må ikke anskues isoleret, men skal indgå som grundlæggende elementer i planlægningen af de erhvervsaktives karriere. I alle aldersgrupper bør tilstedeværelsen af tilstrækkelig motivation til at deltage i efteruddannelse sikres ved, at erhvervede kompetencer påskønnes i form af karrieremæssige fremskridt. Set ud fra denne synsvinkel er kompetenceopgørelser og validering af uddannelsesresultater nogle værktøjer, der bør videreudvikles som led i individuelle karrieremål, der er indpasset i virksomhedens målsætninger (5).

2.3

Verdensøkonomiens udvikling i løbet af de seneste 5 år underbygger Lissabon-strategiens ambitiøse målsætninger om på lang sigt at styrke konkurrenceevnen og sikre arbejdspladser. Man bør lægge sig Lissabon-dagsordenens principper på sinde. Kun med tillid til egen styrke og med mod til forandring kan EU blive den førende vidensøkonomi med sikre og bedre arbejdspladser, den har sat sig som mål at blive. Men både ifølge EØSU's udtalelse (6) og ifølge rapporten til Det Europæiske Råd fra højniveaugruppen af sagkyndige (Wim Kok-rapporten) (7), der evaluerer de hidtidige resultater af Lissabon-strategien, har det lange udsigter med at realisere de opstillede målsætninger. Den økonomiske vækst i EU, som er hæmmet af kravene i den monetaristiske politik, der ikke giver den muligheder for at sætte nyt skub i efterspørgslen via udgifter, ligger på det seneste mærkbart under væksten i USA. Den gennemsnitlige vækstrate i EU udgjorde i perioden 2001-2004 1,5 %. Målt på BNP pr. capita og produktivitetsstigning er det ikke lykkedes at formindske afstanden til andre sammenlignelige industrilande og –regioner.

2.3.1

Lissabon-dagsordenen indeholder imidlertid mange ideer til styrkelse af den økonomiske dynamik i EU og medlemsstaterne (8).

2.3.2

Potentiale for større vækst kan i de fleste medlemsstater tilvejebringes ved at øge erhvervsfrekvensen.

2.4

Nogle af årsagerne til den svage vækst i Europa og til den hidtidige skuffende udvikling på arbejdsmarkedet ligger i de uløste strukturproblemer, som navnlig de store økonomier i euroområdet har at kæmpe med. Der er desuden i regeringerne i alle medlemsstaterne enighed om, at det er nødvendigt både at gennemføre en finanspolitisk konsolidering af de offentlige budgetter og at forbedre den svage vækst.

2.4.1

EU må selv til at optræde som motor for væksten for ikke fortsat at tabe terræn til andre førende økonomier og for at nå de høje mål, der er opstillet som led i Lissabon-strategien.

2.4.2

Udvalget tillægger i den forbindelse arbejdsmarkedsparterne og de organisationer, der repræsenterer civilsamfundet, en vigtig rolle. Det henviser desuden på ny til udtalelsen om bedre gennemførelse af Lissabon-strategien (9), der fremskrives i nærværende udtalelse.

2.5

Usikkerheden som følge af beskæftigelsessituationen har i nogle medlemsstater ført til, at forbrugerne har opgivet eller udsat beslutninger om forbrug. Der opstår dermed en »vent-og-se-mekanisme« (attentisme), der svækker den interne efterspørgsel, udsætter transaktioner med langsigtede virkninger og påvirker den økonomiske vækst i negativ retning. Det vækker bekymring, at udgifterne til forbrug, der faldt som følge af konjunktursvækkelsen i 2001-2003, i en række medlemsstater ikke er steget signifikant igen efter den derpå følgende konjunkturstigning. Noget lignende gælder virksomhedernes investeringsbeslutninger. Der er fare for, at selvopfyldende forventninger bider sig fast, og at der fortsat vil herske en hårdnakket konjunkturmæssig ubalance. Den fare skal imødegås med dertil egnede foranstaltninger.

2.5.1

Tillidskrisen hos arbejdstagere og forbrugere forstærkes i mange af EU-landene af, at offentligheden får kendskab til fejl begået af ledere og ledende organer. Udvalget finder det vigtigt, at de europæiske stater, støttet af Fællesskabet, ofrer større opmærksomhed på og sætter kraftigere ind imod manglende uddannelse og integritet hos lederne. Desuden må det overvejes, hvordan man via forøget transparens og evt. også via strengere ansvarlighedsregler kan tvinge folk i ansvarsfulde stillinger til nøje at passe deres opgaver og udvise social ansvarlighed.

2.5.2

Det er en af de vigtigste opgaver at overvinde tillidskrisen i de store økonomier i euroområdet. Kun en strategi, der sikrer finans- og social- og arbejdsmarkedspolitisk bæredygtighed, kan fastholde og styrke borgernes tillid til deres nationale regeringers og EF-institutionernes handlekraft (10).

2.5.3

Kun i forbindelse med en varig forbedring af arbejdsmarkedssituationen kan de offentlige budgetter aflastes og de sociale sikringssystemer styrkes. Arbejdsmarkedsreformer, der tager højde for de stadig hastigere økonomiske forandringer og samtidigt bevarer den sociale sikkerhed, må integreres som kerneelementer i en bæredygtig økonomisk politik. I overensstemmelse med Lissabon-strategien kan staten påtage sig en styrende rolle med henblik på, som en positiv reaktion på globaliseringen, at fremme investeringer og skabelse af arbejdspladser i nye sektorer.

2.5.4

Det er derfor særdeles vigtigt ved hjælp af forbedret koordinering af foranstaltningerne på områderne handel, konkurrence, industri, innovation, uddannelse og beskæftigelse at satse på disse nye sektorer og de muligheder, de rummer. Her bør hele civilsamfundet leve op til sit ansvar.

2.5.5

Det er helt afgørende, at også penge- og finanspolitikken støtter stimuleringen af vækst og beskæftigelse (11). Det, medlemsstaterne virkelig har brug for, er koordinering af den økonomiske politik. I den forbindelse skal der imidlertid drages omsorg for, at konjunkturpolitiske foranstaltninger til stimulering af efterspørgslen ikke bringer tilliden til stabiliteten i fare.

3.1

Strukturreformer uden tilstrækkelig efterspørgsel har negative konsekvenser for beskæftigelsen. Der skal allerede nu tages hensyn til, at befolkningens aldring på lang sigt resulterer i store udgifter. Under den forudsætning kan finanspolitikken som led i en afbalanceret makroøkonomisk politik også bidrage til at styrke den faktiske efterspørgsel (12).

3.1.1

Med henblik herpå må medlemsstaterne sørge for en mere realistisk og mere transparent budgetplanlægning. Opgaveprioritering og større udgiftsdisciplin ville være beviser på de offentlige udgifters kvalitet og ville bidrage til større vækst. Dette gælder også for alle EU-niveauer. Der er behov for strengere gennemførelsesmekanismer i de enkelte lande for at kunne angribe risiciene for underskud ved roden. Kommissionens efterårsprognose 2005 om de offentlige underskud understreger behovet for konsolidering. Trods vedvarende (om end svagt) konjunkturopsving anslår Kommissionen budgetunderskuddet i EU-25 til ca. 2,7 % både i 2005 og 2006, altså kun en smule under referenceværdien på 3 %.

3.1.2

Finanspolitisk disciplin er en vigtig forudsætning for, at de europæiske centralbanker varigt kan sikre prisstabilitet med relativt lave renter. ECB bør fortsat holde et vågent øje med trusler mod prisstabiliteten, f. eks. udgående fra det verdensomspændende likviditetsoverskud eller fra følgevirkninger af energiprisstigningerne. Dermed støtter udvalget Kommissionens udsagn om, at det fremdeles er ECB's fornemste mål at sikre prisstabilitet.

3.2

Det store behov for tilpasning af de sociale sikringssystemer skyldes ikke først og fremmest globaliseringen, men derimod den omfattende strukturelle arbejdsløshed og de indgribende demografiske ændringer som følge af faldende fødselstal og stigende gennemsnitslevealder, som kan resultere i stadig længere pensionisttilværelse. Udvalget støtter Kommissionen i alle dens beskæftigelsestiltag samt dens krav om bæredygtig modernisering af de sociale sikringssystemer, idet omfattende social sikkerhed er nødvendig for at sikre balance mellem konkurrenceevne, efterspørgsel og social samhørighed (13). Det er vigtigt at bevare den sociale sikkerhed, som mange mennesker med rette sætter deres lid til.

3.2.1

En reform af de sociale sikringssystemer skal også knyttes nøje sammen med specifikke planer for at lette kvindernes adgang til arbejdsmarkedet; af samme grund bør der også stilles garanti for børnepasningsordninger, skoler osv. Foranstaltninger, der kan gøre det lettere at forene familieliv og job, som f. eks. bedre muligheder for heldagspasning af småbørn, må fremmes (14). I lande med utilstrækkelige børnepasningstilbud er kvindernes beskæftigelsesfrekvens relativt lav. Omvendt er der i lande med høj erhvervsfrekvens blandt kvinderne god adgang til børneinstitutioner. Det fremgår af undersøgelser, at der er stor forskel mellem det ønskede (2,3) og det faktiske (1,5) antal børn i EU. Og faktisk ville allerede en fødselsrate på 2,1 være tilstrækkelig til at stoppe det forestående fald i befolkningstallet i Europa. Hvis man oprettede passende infrastrukturer og sikrede en arbejdstilrettelæggelse med respekt for arbejdstagernes garanterede rettigheder — f. eks. ved at gøre deltidsarbejde mere attraktivt for såvel arbejdstagere som arbejdsgivere, ved, uden nødvendigvis direkte at yde incitamenter, at lette adgangen til pauser i erhvervsaktiviteten og ved at indføre mere fleksible arbejdstidsregler — ville man i det mindste i nogle medlemsstater klart øge tilskyndelsen til at genindtræde på arbejdsmarkedet efter en periode helliget børneopdragelse. Desuden vil en bæredygtig arbejdsmarkedsreform, der forstærker efterspørgselen efter arbejdskraft, styrke arbejdstagernes stilling og dermed øge arbejdsgivernes beredvillighed til at medvirke til at gøre det lettere at forene erhvervsarbejde og familieforpligtelser.

3.2.2

Det er regeringernes og arbejdsmarkedsparternes pligt via kollektive aftaler at fremme nye beskæftigelsesmuligheder og en i første række innovationsvenlig balance mellem fleksibilitet og sikkerhed. Med dette for øje har EØSU, navnlig hvad angår »ældre arbejdstagere«, støttet Kommissionens henstillinger og analyse i meddelelsen KOM(2004) 146 endelig, hvor det hedder: »...bør arbejdsmarkedsparterne udvide og uddybe deres bestræbelser på at skabe en ny kultur som ansporer til en bedre udnyttelse af den ældre arbejdsstyrke og en bedre håndtering af ændringer, såvel på nationalt plan som på EU-niveau. Arbejdsgiverne fortsætter alt for ofte med at ty til førtidspensionering«. Det er vigtigt at øge beskæftigelsesfrekvensen. EØSU går ud fra, at forøgelse af den samlede beskæftigelseskvote eller kvoten for aldersgruppen 55-64 år går hånd i hånd med forøgelse af kvoten for de kategorier af potentielle arbejdstagere, der er utilstrækkeligt repræsenterede i arbejdsstyrken. På den baggrund må der træffes omfattende foranstaltninger for at mobilisere samtlige arbejdskraftreserver i EU, herunder navnlig unge mennesker, som alt for ofte fastholdes i en demotiverende arbejdsløshed, hvilket ikke lover godt for den fremtidige overordnede beskæftigelsesfrekvens, samt kvinder og handicappede (15).

3.3

Udvalget understreger Kommissionens udsagn om, at det særlig i de store økonomier er nødvendigt at hæve beskæftigelsesfrekvensen mærkbart og varigt at forøge udbuddet af arbejdskraft. For at sikre den europæiske økonomis langsigtede bæredygtighed må bekæmpelsen af massearbejdsløsheden have højeste prioritet.

3.3.1

Den høje strukturelle arbejdsløshed og verdenshandelens udvidelse stiller nye krav om effektiv og dynamisk tilpasning på arbejdsmarkederne. Særlig på eksportmarkederne, men også i servicesektoren, åbner der sig mange nye muligheder som følge af den stærkt ekspanderende verdenshandel. Det stiller helt nye krav til arbejdsmarkedernes tilpasningsevne, men stabile rammer er en forudsætning for at leve op til disse krav.

3.3.2

De europæiske arbejdsmarkeder må kunne reagere bedre og mere dynamisk på fænomener som outsourcing og offshoring. Arbejdsløshedsforsikringssystemerne, de sociale sikringssystemer og arbejdsformidlingen bør fungere sådan, at de ikke blot dækker overgangen fra arbejdsløshed til beskæftigelse, men også letter et skifte mellem forskellige beskæftigelsessituationer såsom arbejde, uddannelse, pause i erhvervsaktiviteten og selvstændig erhvervsaktivitet. Da Fællesskabet kun har begrænset mandat på dette område, er det medlemsstaternes sag at styre deres arbejdsmarkedsinstitutioner i overensstemmelse hermed.

3.3.3

Desuden er der stadig midlertidige hindringer for arbejdstagernes grænseoverskridende mobilitet inden for EU. EØSU opfordrer medlemsstaterne til seriøst at undersøge, om overgangsperioderne ikke kan bringe til afslutning. Dette kræver passende inddragelse og høring af arbejdsmarkedsparterne på alle niveauer (16). Bevarelse af overgangsperioderne skal under alle omstændigheder begrundes med tungtvejende og objektive argumenter.

3.3.4

Da personer uden eller med kun beskeden erhvervsuddannelse har langt højere arbejdsløshedsfrekvens end gennemsnittet, er fremme af uddannelse og efteruddannelse et af de vigtigste arbejdsmarkedspolitiske instrumenter. Uddannelse er investering i humankapital. Den forøger den enkeltes chancer på arbejdsmarkedet og forbedrer virksomhedernes produktionsmuligheder. Uddannelse er en vigtig komponent i forbindelse med udvikling af produktiviteten og den internationale konkurrenceevne. Arbejdsmarkedets parter bør i kollektive overenskomster og i alle kontraktforhold aftale, at arbejdstagerne skal have mulighed for at opretholde og styrke deres humankapital.

3.3.5

Særlig for unge menneskers vedkommende betragtes en erhvervsuddannelse med rette som en nødvendig forudsætning for fremtidig beskæftigelse, selv om den ikke er en tilstrækkelig betingelse for, at der så også foreligger en til uddannelsen passende efterspørgsel efter arbejdskraft. Ældre personer, der ligesom de unge har højere arbejdsløsfrekvens end gennemsnittet, må ligeledes samle ny viden via uddannelses- og efteruddannelsesforanstaltninger. I virkeligheden nedsættes ældre arbejdstageres produktivitet ikke på grund af alder, men på grund af forældede kvalifikationer, hvilket må afhjælpes via efteruddannelse. I lyset af ovenstående bør det præciseres, at det ikke er ikke tilstrækkeligt at føre en politik for aldersgruppen 45-50 år og opefter (17).

3.4

EØSU ser det som et graverende problem, at arbejde belastes så hårdt med skat og sociale bidrag.

4.1

Udvalget er enigt med Kommissionen i, at et udvidet og udbygget indre marked må indgå som en vigtig bestanddel i en økonomisk politik, der sigter mod vækst og beskæftigelse. Men det mener ikke, at problemerne med at gennemføre Lissabon-strategien hovedsageligt ligger i, at det indre marked ikke er tilstrækkeligt integreret.

4.1.1

At tjenesteydelsesmarkederne endnu ikke er fuldt integrerede, kan næppe betragtes som eneårsag til vanskelighederne på arbejdsmarkederne og til den svage økonomiske vækst. En stor del af de arbejdsløse tilhører gruppen af lavt kvalificerede, som kun i ringe grad ville få fordel af et integreret europæisk tjenesteydelsesmarked. Ganske vist kan man forbedre investeringsklimaet ved at fjerne skattemæssige hindringer og lette forholdene for nogle arbejdsgivere og arbejdstagere ved at fjerne hindringerne for mobilitet. Men det vil næppe bidrage væsentligt til at aflaste de nationale arbejdsmarkeder. Ikke desto mindre kan videreudvikling af det indre marked med henblik på at skabe et virkeligt og afbalanceret indre marked for tjenesteydelser yde et vigtigt bidrag.

4.1.2

Efter EØSU's opfattelse ville det være forkert under alle omstændigheder at sætte maksimal markedsintegration lig med optimal markedsintegration. Særlig hvor der er tale om typisk regionale eller lokale markeder, hvad der er for mange serviceudbyderes vedkommende, vil omfanget af grænseoverskridende tjenesteydelser altid være stærkt begrænset. Her kan man ved at forcere harmoniseringen vække det indtryk, at EU-politikken ikke tager tilstrækkeligt hensyn til særlige regionale forhold, og dermed cementere eksisterende forbehold. Derfor må eksisterende hindringer klart identificeres og opvejes mod regler, der på grund af særlige forhold i medlemsstaterne også vil bestå fremover, og som markedsaktørerne må indrette sig efter. Der må her foretages en omhyggelig afvejning marked for marked og branche for branche.

4.1.3

Udvalget støtter også Kommissionens henstilling om at afvikle konkurrencehindrende statsstøtte eller omdirigere støtten til sektorer som forskning, innovation og uddannelsespolitik, der har forbindelse til Lissabon-programmet. Samtidig med at sikre mere intensiv konkurrence ville man på den måde også kunne aflaste de offentlige budgetter og/eller styrke fremtidsorienterede offentlige investeringer.

4.1.4

Integrationen af de europæiske kapitalmarkeder er af betydning for, at der kan sættes gang i væksten i EU. I de seneste år er der udfoldet store bestræbelser for at skabe lovgivningsmæssige rammebetingelser for et integreret marked for kapital og finansielle tjenesteydelser. På den baggrund konstaterer udvalget, at der klages over, at harmoniseringen er foregået for hurtigt og har været for dyr.

4.1.5

Forud for yderligere harmoniserings- og reguleringsprojekter bør det nøje undersøges, om de er nødvendige, og om de haster. På kort sigt bør direktivforslag, der ikke er absolut nødvendige, stilles i bero. Foreløbig er det mere hensigtsmæssigt at koncentrere sig om markedsorienteret og omkostningseffektiv gennemførelse og konsolidering af nyere lovgivningsinitiativer, der ikke er helt afsluttede. Udvalget støtter de synspunkter desangående, der kommer til udtryk i Kommissionens grønbog om politikken for finansielle tjenesteydelser (2005–2010).

4.2

Udvalget bifalder Kommissionens målsætning om friere handel. En slank, moderniseret forvaltning, der holder sig til sine kernekompetencer, rummer muligheder for besparelser, men kan bringe medlemsstaterne i knibe, da de ikke har nogen interventionsmekanismer i tilfælde af krise. Medlemsstaterne bør i højere grad end nu betragte ambitiøs koncentration om statens kerneopgaver såsom uddannelse, offentlig infrastruktur, inden- og udenrigs sikkerhed, social sikring og et højt offentligt sundhedsniveau som et ideal. I den forbindelse støtter udvalget fuldt ud Kommissionens udsagn om, at bedre lovgivning er af økonomisk betydning. Øget høring af interessenterne som led i lovgivningsprocessen resulterer i en mere transparent beslutningstagning, til gavn for såvel lovgiverne som markedsdeltagerne.

4.2.1

Øget konkurrence bliver også drivkraften bag fremme af innovation. De politiske rammebetingelser for innovation, og mere generelt for forskning, bør forbedres. Udvalget minder i den forbindelse om, at det i flere udtalelser har fremsat forslag, som stadig er aktuelle. Udvalget står stadig ved disse forslag (18).

4.2.2

EØSU gør opmærksom på, at temaet afbureaukratisering ikke har fået tilstrækkelig opmærksomhed i retningslinjerne. Ganske vist fremhæves betydningen af EU-projektet bedre lovgivning endnu en gang, men udvalget savner i retningslinjerne en indtrængende appel til medlemsstaterne om at træffe foranstaltninger til forenkling af bureaukratiet, f.eks. forenkling af skatte- og afgiftssystemet. Det samme gælder i forhold til EU-lovgivningen og dens anvendelse i medlemsstaterne. Ikke blot korte beslutningsveje, men også forenklede procedureregler ville reducere omkostningerne og aflaste de offentlige budgetter.

4.2.3

I forbindelse med regulering, deregulering og liberalisering af markeder er der behov for omhyggelig afvejning af forbrugerbeskyttelses- og miljøinteresser samt social- og arbejdsmarkedspolitiske målsætninger i forhold til nationaløkonomiske vækstmuligheder. Fremtidige lovgivnings- og kontrolmæssige aktiviteter bør i højere grad end de hidtidige underkastes konsekvensanalyser (19).

4.2.4

Små og mellemstore virksomheders og andre selvstændiges produktivitet rammes hårdere end andre af for omfattende regler, da de har en flad ledelse og administration. Udvalget gentager derfor sin anmodning om at oprette en særskilt SMV-statut (20).

4.2.5

Udvalget ser store muligheder i øget samarbejde mellem det offentlige og virksomhedssektoren om løsning af offentlige opgaver (Public-Private-Partnership). Denne nye form for samarbejde fra medlemsstaternes og EU's side om løsning af offentlige opgaver bør sikre, at der gælder ens vilkår for den private og den offentlige sektor, således at fordelene for det offentlige bliver størst mulige. Låntagning fra den private sektor til finansiering af projekter bør overvejes, hvis det er omkostningseffektivt, og det ikke påvirker projekternes planlægning, udførelse og drift.

4.3

Livslang uddannelse — også ved hjælp af fleksible metoder — spiller en vigtig rolle i forbindelse med videnssamfundet. Hvis livslang uddannelse skal blive en realitet, forudsætter det en uddannelseskultur i samfundet og en infrastruktur, som støtter den. Arbejdsmarkedsparterne og civilsamfundet bør støtte ideen om livslang uddannelse. Også i forbindelse med uddannelse bør man i øvrigt overveje i højere grad at udnytte mulighederne for offentligt-privat partnerskab. Der er brug for mere statsstøtte til finansiering af infrastrukturen, men den er hidtil ikke blevet ydet i tilstrækkeligt omfang. De samlede udgifter til uddannelse i EU-25 beløber sig (2002) til 5,2 % af BNP, hvilket stort set svarer til niveauet i sammenlignelige økonomier. Men kun de 0,6 % kommer fra private midler, og det er langt mindre end i referenceregionerne; den andel kunne øges, hvor det er omkostningseffektivt gennem projektets levetid eller låneperioden.

4.3.1

EØSU har i en tidligere udtalelse ytret sig om sammenhængen mellem kulturel udveksling og unge mennesker i forbindelse med et handlingsprogram inden for livslang læring (21). Her skal denne sammenhængs betydning for etableringen af et videnbaseret samfund endnu en gang understreges. Kulturel udveksling (navnlig af unge mennesker) vækker interessen for andre kulturer og bidrager dermed til gensidig overførsel af viden.

4.3.2

Udvalget bifalder, at der med vedtagelsen af direktivet om anerkendelse af eksamensbeviser er fjernet væsentlige hindringer for arbejdstageres og selvstændiges mobilitet. Det opfordrer medlemsstaterne til at sørge for, at direktivet hurtigt gennemføres. Desuden bør der via regelmæssige præstationssammenligninger og benchmarking af universiteter og skoler, som allerede praktiseres i forbindelse med Pisa-undersøgelsen og Bologna-processen, øves indflydelse på deltagernes ambitioner og vilje til at gøre en indsats (22).

4.3.3

Desuden er de europæiske videregående uddannelser ikke i tilstrækkelig grad indrettet til at sikre Europa en førende stilling inden for topforskning. Hvor det ikke allerede er sket, bør man både på nationalt og på europæisk plan være mere opmærksom på tanken om ekspertisenet og kompetenceklynger. Dermed kunne man også modvirke europæiske topforskeres udvandring til oversøiske lande.

4.4

Den forventede tilbagegang og aldring i befolkningen i Europa kræver stadig flere teknologiske nyskabelser for at kunne bevare hele det europæiske samfunds fremtidige velstand. Kommissionen har imidlertid med rette påpeget, at EU's hidtidige bestræbelser på at øge innovationen ikke har været tilstrækkelige (23).

4.4.1

For at øge innovationen i EU finder EØSU det nødvendigt at fjerne de hindringer, der står i vejen for dens spredning over grænserne. Den svage innovative aktivitet, som stadig halter bagefter i forhold til det mulige, er sammen med den utilfredsstillende arbejdsmarkedssituation blandt de afgørende faktorer bag den aftagende vækst i produktiviteten i euroområdet. Men for at opnå bedre innovationsmæssige resultater, må man fjerne årsagerne til markedsfragmenteringen, der for øjeblikket hindrer udbredelsen af ny teknologi.

4.4.2

EØSU er enigt med Kommissionen i, at det fortsat er nødvendigt at forbedre rammebetingelserne og tilskyndelsesmekanismerne med henblik på tilvejebringelse af en produktiv og innovationsvenlig atmosfære.

4.4.3

Statsstøtte til innovation bør være mere effektiv og mere målrettet, så man undgår forkerte incitamenter til private investorer og dermed fejlallokation af offentlige midler. Der bør — uden at svigte grundforskningen — i højere grad satses på projekter udformet i nært samarbejde mellem universiteter og virksomheder, så forskningen mere effektivt knyttes sammen med den private sektor.

4.4.4

Reglerne for statslige støtteforanstaltninger bør være mere gennemskuelige, så adgangen til offentlige forskningsmidler bliver lettere. EØSU hilser også øget samarbejde mellem Kommissionens tjenestegrene indbyrdes velkomment. Udvalget understreger sit tidligere fremførte krav om, at rammebetingelserne for støtte udformes, så små og mellemstore virksomheder og mikrovirksomheder får lettere ved at anvende dem.

4.4.5

Indførelse af et EU-omspændende patent vil også være med til at styrke innovationen. Hindringerne herfor (såsom »sprogproblemer«) burde ikke være uovervindelige. Udvalget går endnu en gang udtrykkeligt ind for, at der snarest indføres et EU-patent.

4.5

Som EØSU har understreget i en tidligere udtalelse, må man være særlig opmærksom på at fremme iværksætterinitiativer (24). Navnlig små og mellemstore virksomheder har et særligt innovationsmæssigt potentiale. For at kompensere for deres ulemper med hensyn til omkostninger i forhold til større etablerede virksomheder er de nødt til at hævde sig ved hjælp af innovative produkter og tjenesteydelser. Derfor bifalder EØSU Kommissionens krav om, at unge virksomheder i Europa får uhindret adgang til finansielle midler i almindelighed og til markederne for risikovillig kapital i særdeleshed (25).