30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 324/8

1.1

Det drejer sig om en kodifikation, og til trods for visse formelle ændringer resulterer de kodificerede tekster ikke i nogen ændring af gældende ret på tidspunktet for kodifikationen, som foretages med uændrede retsregler.

1.2

I forbindelse med borgernes Europa er forenklingen af fællesskabslovgivningen og dens klarhed af stor betydning. Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen har derfor understreget, at det er nødvendigt at kodificere retsforskrifter, der ofte ændres, og i en interinstitutionel aftale er man blevet enige om, at der kan anvendes en hasteprocedure. Der kan ikke foretages nogen ændringer af indholdet i de kodificerede retsakter.

2.1

EØSU konstaterer, at Kommissionens forslag fuldt ud opfylder de formelle krav til hasteproceduren i forbindelse med kodifikation.

2.2

Der rejser sig dog spørgsmålet om konsolideringen af lovgivningen om ophavsret og visse beslægtede rettigheder. Det er kun oplagt at foretage en kodifikation, når man ikke forventer en yderligere gennemgribende udvikling i lovgivningen på det pågældende område.

2.3

Beskyttelsestiden for ophavsret, der ved sin oprindelse i det 19. århundrede var på 10 år, er i dag på 70 år efter ophavsmandens død. Det er ikke udelukket, at nye krav fra ophavsmænd eller rettighedshavere vil resultere i en yderligere forlængelse af beskyttelsestiden.

2.4

Der er i dag en kraftig ubalance til fordel for arvinger til ophavshavere (ca. 3 generationer) og til fordel for rettighedshavere til beslægtede rettigheder, og man bør revidere de tidsfrister, der er blevet uforholdsmæssigt lange set i forhold til offentlighedens og skabernes behov. Hvis et medlem af WTO, som f.eks. De Forenede Stater øger den originale beskyttelse til 90 år eller et århundrede (»Disney-ændringen«), hvilket ikke er utænkeligt, hvad sker der så i Europa? Bør vi revidere handelsaftalerne om »intellektuel ejendomsret«?

2.5

Et stort antal litterære, filosofiske og andre værker udgives kun én gang på originalsproget og genudgives ikke, hverken medens forfatteren eller arvingerne lever. Selv om de ikke i deres tid var »bestsellers«, havde en række af disse en vis værdi, og de bliver hurtigt utilgængelige for enhver potentiel læser. Forlængelsen af ophavsretten i det uendelige er i realiteten kun til fordel for et relativt ringe antal skabere, hvorimod beskyttelsessystemet med sin varighed fastfryser et langt mere betydeligt antal værker, som læserne, de studerende, ikke vil kunne finde, når førsteudgaven er udsolgt.

2.6

Der rejser sig dermed spørgsmålet om stabiliseringen af lovgivningen om ophavsret og visse beslægtede rettigheder. Kodifikationen har i realiteten kun en klar effekt, når man ikke forventer en yderligere gennemgribende udvikling af lovgivningen på det pågældende område.

2.7

I denne digitaliseringens tidsalder bør man grundigt overveje spredningen af værker og offentlighedens ret til at få adgang til det universelt skabte og den universelle kultur. Kodifikationen forekommer derfor forhastet, og EØSU ville have foretrukket en simpel konsolidering og en revision af vilkårene og beskyttelsestiden for ophavsret og beslægtede rettigheder, som harmonerede med Lissabon-strategien.

3.1

Udvalget så gerne, at man i fællesskabsretten endvidere indførte tilstrækkelig anerkendelse og beskyttelse af licenser som f.eks. LGPL (offentlig licens i »light«-version for teknisk dokumentation) eller »Creative Commons«-licensen i forbindelse med bøger og kunstneriske værker. Sådanne licenser giver brugerne store frihedsgrader, og f.eks. finder »General Public License«-konceptet anvendelse på et stort antal software-programmer, der anvendes i edb-servere (internet browsers, administrationer, virksomheder).

3.2

Disse mere liberale licenser fremmer spredningen af værker og brugernes og målgruppernes tilegnelse heraf og er fuldt og helt i overensstemmelse med målsætningerne om en hurtig spredning af viden og teknologi i henhold til Lissabon-strategien.

3.3

EØSU opfordrer derfor Kommissionen til på ny at overveje spørgsmålet, som synes at stivne med en kodifikation og overveje foranstaltninger til at give flest mulige adgang til værker ved at anerkende frie licenser og skabe en bedre balance mellem ophavsmændenes og brugernes rettigheder i informationssamfundet.