30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 108/81

1.1.

I Grønbogen om forbrugerbeskyttelse i Den Europæiske Union (1) beskriver Kommissionen behovet for en reform af fællesskabslovgivningen om forbrugerbeskyttelse og peger på et rammedirektiv, som medfører en generel forpligtelse, for så vidt angår urimelig handelspraksis, som et muligt udgangspunkt for en reform.

1.2.

EØSU har tidligere udtalt sig i sagen (2) og givet udtryk for, at det går ind for et rammedirektiv og er enigt i, »at en generel regel, der indeholder en retsstandard, er et fleksibelt og passende instrument til at styre markedsføringsskik på et meget dynamisk område, som er under konstant udvikling og forandring« (3)

1.3.

I opfølgningsmeddelelsen til grønbogen (4) offentliggjorde man resultaterne af høringen samt et udkast til, hvordan rammedirektivet kunne struktureres for at harmonisere forholdet mellem illoyal konkurrence, forbrugerbeskyttelse og betydningen af adfærdskodekser.

1.4.

Næsten samtidigt vedtog Kommissionen en »Meddelelse om salgsfremmende foranstaltninger i det indre marked« og et »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om salgsfremmende foranstaltninger i det indre marked« (5), som EØSU afgav en udtalelse om (6), hvori det anbefalede Kommissionen at ændre forslaget med henblik på at sikre sammenhængen mellem de forskellige EU-politikker, især set i lyset af den offentlige debat i forbindelse med grønbogen om forbrugerbeskyttelse.

2.1.

Forslaget giver en definition af de betingelser, som afgør, hvorvidt en handelspraksis er urimelig; der opstilles ikke positive forpligtelser, som den erhvervsdrivende skal overholde, for at vise, at han optræder rimeligt.

2.2.

Det indeholder en »indremarkedsklausul«, som betyder, at de erhvervsdrivende kun skal overholde oprindelseslandets krav, og at andre medlemsstater forhindres i at opstille yderligere krav over for erhvervsdrivende, som overholder disse (dvs. gensidig anerkendelse).

2.3.

Det medfører fuld harmonisering af EU-kravene vedrørende virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugere og sikrer – ifølge Kommissionen – et passende højt forbrugerbeskyttelsesniveau.

2.3.1.

Denne tilnærmelse vedrører den urimelige handelspraksis, som skader forbrugernes økonomiske interesser, og således ligger forbrugerens sundhed samt sikkerhedsaspekter i forbindelse med produkterne uden for anvendelsesområdet. Imidlertid vil vildledende påstande om sundhed blive vurderet i henhold til bestemmelserne om vildledende handelspraksis.

2.3.2.

I henhold til direktivet skal rammedirektivet finde anvendelse i de tilfælde, hvor der ikke er specifikke bestemmelser for urimelig handelspraksis i sektorlovgivningen. Såfremt sådanne specifikke bestemmelser findes, er det dem og ikke rammedirektivet, som er gældende.

2.4.

Det indeholder et generelt forbud, som erstatter de eksisterende divergerende generalklausuler og principper i medlemsstaterne, og opstiller en fælles ramme for hele EU.

2.4.1.

Det generelle forbud omfatter urimelig handelspraksis. Det opstiller tre betingelser, som skal være opfyldt, for at en praksis kan være urimelig. Sagsøger vil skulle bevise, at alle tre betingelser opfyldes, før en praksis kan dømmes urimelig:

2.5.

Det anvender EF-Domstolens begreb om »den gennemsnitlige forbruger« som referenceforbrugeren frem for den udsatte eller atypiske forbruger. Begrebet inkorporerer EF-Domstolens fastsatte referencepunkt for en »almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet forbruger«. Selvom denne definition differentieres for at sikre, at der i tilfælde, hvor der sigtes mod en særlig gruppe af forbrugere, anvendes et gennemsnitsmedlem af denne gruppe ved vurdering af virkningen af den anvendte praksis.

2.6.

Det indeholder en nærmere beskrivelse af to hovedtyper af urimelig handelspraksis, nemlig »vildledende« og »aggressiv« praksis. I disse bestemmelser anvendes alle de samme elementer, som findes i det generelle forbud, men de fungerer uafhængigt af dette.

2.6.1.

Det betyder, at en praksis, som enten er vildledende eller aggressiv, i henhold til de tilsvarende bestemmelser, automatisk er urimelig. Såfremt praksis hverken er vildledende eller aggressiv, afgør det generelle forbud, hvorvidt den er urimelig.

2.6.2.

En handelspraksis kan være vildledende enten gennem handling eller udeladelse, og en sådan opdeling afspejles i artiklernes sammensætning.

2.6.3.

Direktivet omfatter ikke definitioner af rimelig og urimelig eftersalgspraksis, men anvender de samme rimelighedsprincipper for handelspraksis før og efter salgstidspunktet.

2.6.4.

Det anerkendes, at adfærdskodekser grundlæggende er af frivillig natur, og at de fastlægger kriterier for, hvornår den erhvervsdrivendes adfærd i forhold til kodeksen kan forventes at påvirke forbrugerens beslutning.

2.6.5.

Der beskrives tre typer af aggressiv handelspraksis, nemlig chikane, tvang og utilbørlig påvirkning.

2.7.

Bestemmelserne vedrørende virksomheders salg til forbrugere fra direktivet om vildledende reklame inkorporeres og begrænser det eksisterende direktivs anvendelsesområde til virksomheders reklame over for virksomheder og sammenlignelig reklame, som kan skade en konkurrent, men som ikke er til skade for forbrugerne.

2.8.

I bilaget til dette direktiv findes en kort sortliste over handelspraksis. Det drejer sig om former for praksis, som under alle omstændigheder vil blive anset for urimelige og således vil være forbudte i alle medlemsstater. Der indføres således et automatisk forbud mod specifikke former for praksis.

3.1.

EØSU er enigt i Kommissionens formål om at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og et velfungerende indre marked. Tidspunktet for offentliggørelsen af forslaget var meget belejligt, men man bør også anerkende den store indsats i den offentlige debat, som Kommissionen foranledigede, samt forhåndsevalueringen, som fandt sted før forslagets offentliggørelse. EØSU håber, at man med fremtidige forslag, der vedrører forbrugerbeskyttelse, vil gå frem på samme måde.

3.1.1.

EØSU har allerede rost Kommissionens nye tilgang til skabelse af overordnet lovgivning baseret på kodekser. EØSU mener også, man bør undgå en for detaljeret regulering, som hverken er i forbrugernes eller i erhvervslivets interesse, og peger tillige på behovet for lidt efter lidt at indføre et højt harmoniseringsniveau for forbrugerbeskyttelsen med de mest passende midler (7).

3.1.2.

EØSU er især tilfreds med, at det slås fast i forslaget, at det i tilfælde af uoverensstemmelse mellem rammedirektivet og andre fællesskabsbestemmelser vil være sidstnævnte, der gælder.

3.1.3.

Ligeledes mener EØSU, at det er vigtigt, at forbrugerbeskyttelse mod urimelige handelspraksis omfatter handelspraksis både før og efter salgstidspunktet og/eller leveringen af ydelsen.

3.1.4.

EØSU har tidligere givet udtryk for (8), at det tilslutter sig fastlæggelsen af frivillige adfærdskodekser, såfremt kodekserne er af høj kvalitet og koncentreres om definitionen af god praksis, samt at de statslige myndigheder og organisationer (virksomheder, forbrugerorganisationer og andre), som har udstukket dem, overvåger dette. Derfor ser EØSU positivt på, at man i forslaget overvejer at give mulighed for anvendelse af retlige sanktioner ved manglende overholdelse af de beslutninger, der træffes af disse adfærdskodeksers kontrol- og gennemførelsesmyndigheder.

3.1.5.

Udvalget anbefaler, at Kommissionen i forslaget fremmer forbrugerbeskyttelse i forbindelse med brug af de nye teknologier – dette gælder især de mest sårbare grupper (herunder navnlig børn) – med henblik på at supplere den retlige ramme, som blev påbegyndt med vedtagelsen af direktivet om elektronisk handel (9).

3.2.

Alligevel giver direktivforslaget anledning til en række spørgsmål angående flere aspekter.

3.3.1.

Kommissionen er i henhold til EF-traktaten forpligtet til at »opnå visse resultater« med sine forslag til harmonisering af lovgivningerne, så disse sikrer et »højt forbrugerbeskyttelsesniveau«. I dette direktivforslag lægges der imidlertid tydelig vægt på at indføre »ensartede bestemmelser« og tydeliggøre »visse retlige begreber på EU-plan i det omfang det er nødvendigt for at sikre et velfungerende indre marked og for at overholde kravene til retssikkerhed« (betragtning nr. 4 i forslaget).

3.3.2.

EØSU er bange for, at forslaget vil føre til en svækkelse af forbrugerbeskyttelsesniveauet i medlemsstaterne, og mener, at det bliver svært at forklare over for borgerne, at EU skulle kunne sænke det eksisterende forbrugerbeskyttelsesniveau (10). Der bør derfor i forslaget indføres en standstill-klausul, som sikrer, at det nuværende beskyttelsesniveau ikke sænkes.

3.3.3.

EØSU har tidligere udtalt sig til fordel for maksimal harmonisering, idet det mener, at beskyttelse af forbrugerne i overensstemmelse med artikel 153 bør være på det højest mulige niveau (11).

3.3.4.

Det vil muligvis senere være nødvendigt at tage yderligere skridt til at harmonisere aftaleretten i tråd med Kommissionens seneste meddelelse (12).

3.4.1.

Direktivforslaget skaber en ny retlig ramme for vildledende reklame over for forbrugere uden at erstatte den tidligere ramme, der med nogle få ændringer stadig vil gælde for erhvervsdrivende. Dette forslag til direktiv om forbrugerbeskyttelse medtager ikke lovgivning om sammenlignelig reklame, der med de foreslåede ændringer vil være omfattet af det nuværende direktiv 84/450/EØF som ændret ved direktiv 97/55/EF om vildledende reklame over for erhvervsdrivende. Desuden, og i modsætning til det foreliggende forslag, vil det give medlemsstaterne mulighed for at opretholde eller indføre en mere vidtgående beskyttelse af de erhvervsdrivende og konkurrenterne mod vildledende reklame.

3.4.1.1.

EØSU mener, at det vil komplicere den gældende retlige ramme betydeligt, at man på samme tid fastsætter to særskilte retlige ordninger, afhængigt af om den økonomiske aktør er erhvervsdrivende eller forbruger, til regulering af samme område, nemlig vildledende reklame, og at anvendelsen af disse særskilte retlige ordninger kan give anledning til manglende sammenhæng og forskelle i anvendelsen af dem. Alt dette modarbejder princippet om lovgivningsforenkling og kan gå ud over retssikkerheden.

3.4.1.2.

EØSU mener, at det vil være mere hensigtsmæssigt med blot én retlig ordning om vildledende reklame, enten gennem dette forslag og samtidig ophævelse af det gældende direktiv eller gennem ændring af det gældende direktiv med vedtagelsen af dette forslag. Det retlige mål bør fokusere på at organisere det indre marked og styrke forbrugerbeskyttelse gennem objektiv lovgivning, som tager hånd om »kendsgerningerne« – den vildledende reklame – og dermed yder samtidig beskyttelse til alle berørte parter, i stedet for at der indføres to lovgivninger, som kan være forskelligartede i indhold og forsvarsmekanismer afhængigt af, hvem de skal beskytte (udbud eller efterspørgsel).

3.4.2.

Hvis det ikke er Kommissionens hensigt at udvide direktivets anvendelsesområde i overensstemmelse med ovenstående henstillinger, bør den i det mindste som et første skridt sikre, at det altid automatisk omfatter et urimeligt kontraktvilkår i en aftale mellem en forbruger og en virksomhed, hvis nøjagtig samme vilkår optræder i en aftale mellem to virksomheder tidligere i distributionskæden.

3.4.3

Bestemmelsen, hvorefter etableringsstaten skal påse, at bestemmelserne overholdes, giver i forbindelse med en virksomheds grænseoverskridende aktiviteter anledning til praktiske problemer. Udvalget opfordrer Kommissionen til at komme med nogle supplerende regler vedrørende anvendelsen af denne bestemmelse.

3.5.1.

Forslagets retsgrundlag er EF-traktatens artikel 95, som omhandler en tilnærmelse af de lovgivninger, der vedrører det indre markeds etablering og funktion. Det er imidlertid EF-traktatens artikel 153, der påbyder EU at sikre et højt beskyttelsesniveau og bidrage til beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser. EØSU vil foretrække, at direktivet baseres på sidstnævnte artikel (13) eller eventuelt på begge.

3.6.1.

Kommissionen gør i forslaget brug af begrebet »den gennemsnitlige forbruger« som defineret i Domstolens retspraksis, dvs. som en »almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet forbruger«.

3.6.2.

EØSU er bange for, at anvendelsen af denne fortolkning medfører, at forbrugerbeskyttelsespolitikken mister sin beskyttende funktion, og at beskyttelsen af mindre oplyste og lavtuddannede forbrugere forringes trods den særlige opmærksomhed, der i forslaget rettes mod de mest udsatte grupper. Man må ikke glemme den materielle ulighed, der eksisterer mellem parterne i forholdet forbruger/virksomhed.

3.6.3.

Kravprofilen for gennemsnitsforbrugeren i direktivforslaget forudsætter en adfærd, hvorefter beslutningerne træffes på et informeret grundlag. I nogle medlemsstater må reklametekster ifølge retspraksis ikke indeholde negative eller skadelige udsagn om ens egen vare/ydelse. Kun med denne viden vil forbrugerne imidlertid kunne foretage et informeret forbrugsvalg. Udvalget finder det vigtigt, at der findes en entydig og gennemførlig løsning.

3.7.1.

EØSU har tidligere bekræftet, at en generel regel, der indeholder en retsstandard, er et fleksibelt og passende instrument til at styre markedsføringsskik på et meget dynamisk område, som er under konstant udvikling og forandring (14).

3.7.2.

Direktivforslaget indeholder en negativ tilgang til begrebet urimelig handelspraksis samt et bilag med en fortegnelse over en række specifikke former for urimelig handelspraksis. EØSU mener imidlertid, at der er brug for en positiv tilgang, der falder mere i tråd med de moderne lovgivninger på området. En handelsklausul med denne tilgang vil sikre dets tilpasning til markedets foranderlighed og den skiftende konkurrenceadfærd og især åbne mulighed for, at upassende adfærd kan underkastes urimelighedskontrol.

3.8.1.

Retsregler bør tjene til at fremme retssikkerheden. I forslaget anvendes begreber, der er ukendte i flere af medlemsstaternes lovgivninger, som f.eks. »erhvervsmæssig diligenspligt«, der ifølge Kommissionen kan sidestilles med principperne om »god tro« og »faglig kompetence«. EØSU foreslår, at Kommissionen i forslagets begrundelse forklarer præcis, hvad der menes med dette begreb, så aktører på det retlige, økonomiske og sociale område kan forstå forslagets rækkevidde.

3.9.1.

EØSU er bange for, at vedtagelsen af direktivet ikke vil øge gennemsigtigheden i forholdet mellem forbruger og virksomhed og ikke vil sikre, at den nødvendige sammenhæng med den øvrige EU-lovgivning bevares. Man må især håbe, at frygten for, at direktivet eventuelt er i modstrid med den foreslåede forordning om salgsfremmende foranstaltninger i det indre marked (15), vil vise sig at være ubegrundet. De to tekster bør supplere hinanden. Udvalget opfordrer Kommissionen til at udvikle yderligere retningslinjer for forholdet mellem direktivet og de nuværende sektordirektiver og andre lovgivningsområder (eksempelvis aftaleret) og at gøre disse tilgængelige, før direktivet træder i kraft.

3.9.2.

Visse begreber i forslaget bør checkes i de forskellige sprogudgaver, især begreber, der angår »aggressiv praksis«, idet brugen af termer såsom »tvang« eller »trussel« ikke er særlig passende i forbindelse med en privatretlig tekst, da den adfærd, der er forbundet med disse termer, ofte er defineret som værende grovere strafbare forhold i mange af medlemsstaternes lovgivninger.

3.10.1.

Som et supplement til adfærdskodekserne bør man i forslaget overveje muligheden for udenretslig bilæggelse af tvister, så forbrugere og virksomheder på hurtig og fleksibel vis kan løse tvister om urimelig handelspraksis ved at gøre brug af udenretslige instanser, uden dog at miste retten til effektiv retsbeskyttelse ved domstolene. Disse instanser skal under alle omstændigheder overholde principperne om uafhængighed, gennemsigtighed, kontradiktion, effektivitet, lovlighed, frihed og repræsentation jf. Kommissionens henstilling 98/257/EF (16).

3.10.2.

Direktivforslaget omfatter foranstaltninger til effektiv håndhævelse af rammedirektivet, som medlemsstaterne bør anvende, såsom vedtagelse af forebyggelsesforanstaltninger eller mulighed for at kræve, at den erhvervsdrivende underbygger erklæringer om produkterne. EØSU mener, at direktivforslaget også bør omfatte frivillige foranstaltninger og foranstaltninger, som skal styrke håndhævelsen af rammedirektivet, såsom offentliggørelse af retsafgørelser i medierne, efter dommerens omhyggelige skøn, som påbyder at bringe urimelig handelspraksis til ophør.