52003AE0931

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om en overvågningsmekanisme for emissioner af drivhusgasser i Fællesskabet og om gennemførelse af Kyoto-protokollen"

(KOM(2003) 51 endelig - 2003/0029 (COD))

(2003/C 234/14)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 19. februar 2003 under henvisning til EF-traktatens artikel 175, stk. 1, at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede An Le Nouail Marlière til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 27. juni 2003.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 401. plenarforsamling af 16. og 17. juli 2003 (mødet den 16. juli) følgende udtalelse med 106 stemmer for og 8 hverken for eller imod.

1. Indledning

1.1. Videnskabelige undersøgelser(1) har vist, at klimaændringer allerede er et faktum, og at det meste af den temperaturstigning, som har kunnet konstateres gennem de sidste 50 år, skyldes menneskets aktivitet. Koncentrationen af kuldioxid i atmosfæren er på 25 år steget med 31 %. Den globale gennemsnitstemperatur er steget med 0,6 °C siden 1861. Denne udvikling forventes at accelerere, hvis der ikke skrides ind for at formindske emissionerne. Temperaturerne vil stige med 1,4-5,8 °C i de næste 100 år, hvilket medfører, at havets vandstand vil stige med mellem 0,1 og 0,9 m(2).

Klimaændringer vil føre til økonomiske tab på grund af hyppigere tropiske cykloner, tabte landområder som følge af stigende vandstand og beskadigelse af fiskebestanden, landbruget og vandforsyningen. Selv om havets vandstand stiger med mindre end en meter på 100 år, er det stadig nok til, at mange ø-stater fjernes fra landkortet, kystregioner oversvømmes, og 150 millioner mennesker bliver nødt til at flytte.

Klimaændringerne vil også forværre fødevaresikkerheden i lande beliggende i tropiske eller subtropiske regioner, der domineres af landdistrikter. De vil blive ramt af en nedgang i afgrødeudbyttet og vil blive mere udsat for hungersnød, social uro og politisk ustabilitet.

Antallet af mennesker, der bor i lande, der lider under vandstress vil øges fra 1,7 mia. (en tredjedel af jordens befolkning) til 5 mia. i 2025. Der vil ske en stigning i den geografiske spredning af potentielt overførbare sygdomme som malaria og denguefeber, som allerede plager 40-50 % af klodens befolkning.

Alle modeller advarer om, at det i betragtning af den globale varmeakkumulering vil tage flere årtier at bremse denne opvarmning, selv om der ydes en kraftig indsats.

1.2. De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), der blev undertegnet af 154 lande på topmødet om miljø og udvikling i Rio i juni 1992, trådte i kraft den 21. marts 1994 og er udtryk for en samordnet indsats for at gribe ind over for den globale opvarmning som følge af menneskeskabte (antropogene) klimaændringer. Dets overordnede målsætning er at opnå "en stabilisering af drivhusgaskoncentrationerne i atmosfæren på et niveau, der vil forhindre en farlig menneskeskabt påvirkning af klimasystemet. Et sådant niveau skal opnås inden for en tidsramme, der er tilstrækkelig til at tillade økosystemerne at tilpasse sig naturligt til klimaforandringer, til at sikre, at fødevareproduktionen ikke trues, og til at muliggøre en bæredygtig økonomisk udvikling(3)".

1.3. Kyoto-protokollen (KP) under UNFCCC blev vedtaget i december 1997 på partskonferencens tredje møderække i Kyoto i Japan. 76 lande plus EU og dets medlemsstater samt størstedelen af de tiltrædende lande har allerede ratificeret den.

For at Kyoto-protokollen kan træde i kraft, skal den ratificeres af mere end 55 lande, der stod for mere end 55 % af emissionerne af kuldioxid (CO2) i 1990. USA trak sig ud af protokollen i 1998. Til trods for alle bestræbelserne på at nå dette mål inden topmødet i Johannesburg i august 2002 er protokollen endnu ikke trådt i kraft.

1.4. EU forpligtede sig til at begrænse emissionerne af drivhusgasser med 8 % i forhold til 1990-niveauet for perioden 2008-2012. De samlede emissioner af drivhusgasser i EU forventes dog at falde med 4,7 % fra 1990 til 2010 under forudsætning af, at de nuværende foranstaltninger vedtages og gennemføres. EU vil herved være 3,3 % fra at opfylde målsætningen om et fald på 8 %. Hvis EU skal opfylde sin Kyoto-målsætning, vil der være behov for betydelige ekstratiltag og ledsagepolitikker(4). I 1998 blev de femten medlemsstater enige om at fordele byrden mellem sig og fastsætte et mål for hver enkelt stat i en "byrdefordelingsaftale". EU ratificerede Kyoto-protokollen på Rådets møde den 4. marts 2002 i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2002/358/EF(5). Medlemsstaterne afsluttede ratificeringen den 31. maj 2002.

1.5. For at sætte yderligere skub i opfyldelsen af deres forpligtelser med hensyn til formindskelse af emissionerne har bilag I-landene såkaldte fleksible mekanismer til deres rådighed; de er oprettet med henblik på at fremme opnåelsen af formindskede emissioner på en omkostningseffektiv måde. Disse fleksible mekanismer er: handel med emissionstilladelser, fælles gennemførelse og mekanismen for ren udvikling (fremme af bæredygtig udvikling og samarbejde mellem de udviklede lande og udviklingslandene).

På den 7. partskonference under UNFCCC, som blev holdt i Marrakesh i november 2001 (CdP7) vedtog parterne også Marrakesh-ministererklæringen, som anerkender, at verdenstopmødet om bæredygtig udvikling bød på en vigtig anledning til at se nærmere på forbindelserne mellem klimaændringer og bæredygtig udvikling(6).

2. Forslagets indhold

2.1. Dette forslag skal afløse Rådets beslutning nr. 389/93/EØF om en overvågningsmekanisme for emissionen af CO2 og andre drivhusgasser i Fællesskabet(7), som indførte en ordning for overvågning af menneskeskabte drivhusgasemissioner og for evaluering af fremskridtene hen imod opfyldelsen af forpligtelserne for så vidt angår disse emissioner.

2.2. Formålet med revisionen er at:

- indarbejde de rapporteringsforpligtelser og retningslinjer for gennemførelsen af FN's rammekonvention om klimaændringer ("klimakonventionen" (UNFCCC)) og Kyoto-protokollen, hvorom der blev vedtaget politiske aftaler og juridiske beslutninger på den 7. partskonference i Marrakech,

- tilvejebringe yderligere oplysninger om emissionsfremskrivninger i medlemsstaterne og på EU-plan og sikre harmonisering af disse fremskrivninger, i lyset af erfaringerne med den nuværende overvågningsmekanisme og

- indarbejde rapporteringskrav og gennemførelsesaspekter i tilknytning til "byrdefordelingen" mellem Fællesskabet og dets medlemsstater.

2.3. Erfaringerne med den nuværende overvågningsmekanisme har vist, at der er behov for yderligere harmonisering af medlemsstaternes indberetning af politikker og foranstaltninger samt fremskrivninger. Det har hidtil været vanskeligt at foretage en pålidelig vurdering af medlemsstaternes politikker og fremskrivninger som følge af betydelige metodologiske forskelle under den nuværende ordning. Det er imidlertid af afgørende betydning for tidlig varsling og for forebyggelse af overtrædelser, at der er adgang til pålidelige fremskrivninger.

2.4. Der er truffet beslutning om indførelse af et system for opgørelser over drivhusgasser under Kyoto-protokollen. Fællesskabets efterlevelse af Kyoto-protokollens retningslinjer og kvaliteten af Fællesskabets drivhusgasopgørelse hænger nøje sammen med gennemførelsen af de nationale opgørelsessystemer i medlemsstaterne og af kvaliteten af medlemsstaternes opgørelser.

2.5. For at kunne vurdere, om Fællesskabet og dets medlemsstater er på rette kurs mod deres mål efter Kyoto-protokollen, dvs. konstaterede og forventede fremskridt, fortsætter man med den årlige indberetning til Rådet og Parlamentet som hidtil.

2.6. Efter retningslinjerne under Kyoto-protokollens artikel 7, stk. 4, skal hver bilag I-part oprette og føre et nationalt register for at sikre nøje regnskabsføring over udlevering, besiddelse, overdragelse, anskaffelse, annullering og tilbagetrækning af tildelte enheder, emissionsreduktionsenheder, godkendte emissionsreduktioner og optagsenheder. Som parter i protokollen er Fællesskabet og medlemsstaterne derfor forpligtet til at opstille nationale registre.

3. Generelle bemærkninger

3.1. Kyoto-protokollen, der blev vedtaget i 1997 med det formål at begrænse emissioner af drivhusgasser, svarer kun til 3 % af den indsats, som er nødvendig for at bremse den globale opvarmning. For visse lande vil gennemførelsen af protokollen have ubetydelige eller endda negative virkninger, eftersom den vil tilgodese sektorer, der udgør andre risici, som f.eks. atomkraft eller stigende kulstoflagre med ukendte bivirkninger. Ikke desto mindre bifalder EØSU de ændringer, der muliggør en forenkling af procedurerne for medlemsstaterne i et udvidet EU, når det drejer sig om fremlæggelse af årlige og periodiske rapporter, og som gør det muligt for medlemsstaterne at opfylde deres rapporteringsforpligtelser over for klimakonventionens sekretariat.

3.2. EØSU støtter Kommissionen i dens bestræbelser på at fremlægge fremadskuende projekter og undersøgelser som f.eks. undersøgelsen WETO (World Energy, Technology and Climate Policy Outlook)(8), som er en af prioriteterne under EU's sjette rammeprogram for forskning 2003-2006, der afsætter 2,12 mia. euro til bæredygtig udvikling, globale forandringer og økosystemer i løbet af de næste fire år. Denne undersøgelse indeholder fremskrivninger for energien i verden, fremskridt inden for energiteknologier, konsekvenser for politikken vedrørende klimaændringer og teknologiske perspektiver.

3.2.1. Hvis der dukker nye energikilder op, vil Kyoto-målsætningerne for emissioner nemt kunne opfyldes. Ifølge WETO-undersøgelsen kan de omkostninger, der er forbundet med opfyldelsen af disse målsætninger, begrænses med op til 30 %, hvis man i stor skala anvender nukleare eller vedvarende energikilder. Man kunne ligeledes formindske emissionerne betydeligt gennem øget energieffektivitet og energibesparelser, hvilket sænker energiefterspørgslen og kulstofintensiteten i energiefterspørgslen. Stadig ifølge WETO-undersøgelsen bliver det formentlig industrien, som skal yde den største indsats for at begrænse energiefterspørgslen. Et fald i forbruget af kulstofintensive brændstoffer bør først og fremmest være resultatet af, at man er gået over til at anvende gas og biomasse samt i mindre omfang olie i stedet for kul. Dette scenarie tager ligeledes højde for det betydelige bidrag, som vedvarende energiformer som vind-, sol- og vandkraft yder til energiproduktionen. EØSU mener, at alle sektorer inden for menneskelig aktivitet skal inddrages i bestræbelserne på at nedbringe energiforbruget.

3.3. Med det europæiske klimaprogram (EKP) er det blevet bekræftet, at der findes et stort emissionsreduktionspotentiale, men størstedelen af dette potentiale er forblevet på tegnebordet på grund af hindringer for de pågældende teknologiers markedspenetration. Derfor er der inden for EKP allerede blevet indkredset nogle forskellige hindringer samt nogle specifikke tiltag til at fjerne dem(9).

4. Særlige bemærkninger

4.1. Mekanismen for ren udvikling (CDM) vil gøre det muligt for de udviklede lande at erhverve certificerede emissionsreduktioner ved at finansiere emissionsreducerende projekter i udviklingslande. De certificerede emissionsreduktioner vil så på deres side hjælpe de udviklede lande med at opfylde deres egne mål med hensyn til begrænsningen af emissioner. Følgelig er CDM af særlig relevans for relationerne og samarbejdet mellem udviklingslandene og de udviklede lande.

4.2. Allerede nu, før Kyoto-protokollen træder i kraft, kan projektbaserede aktiviteter komme i betragtning med henblik på CDM-kreditter. Disse kreditter vil have en værdi, eftersom regeringerne kan købe dem for at opfylde deres Kyoto-mål. Dette gør CDM til et økonomisk incitament til grønnere udenlandske direkte investeringer. Under hensyntagen til kravet om miljømæssig additionalitet som fastsat i Kyoto-protokollen forventes CDM som sådan at være et velegnet middel til overførsel af rene og moderne teknologier til udviklingslandene, samtidig med at der opstår reelle udviklingsfordele(10).

5. Konklusioner

5.1. EØSU understreger vigtigheden af, at EU ajourfører sin egen overvågningsmekanisme for emissioner af drivhusgasser i Fællesskabet og gennemfører Kyoto-protokollen, således at den kan arbejde aktivt for tiltrædelse og ratificering af Kyoto-protokollen som led i Det Pan-Europæiske miljøsamarbejde efter Kiev-konferencen(11).

Bruxelles, den 16. juli 2003.

Roger Briesch

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Tredje statusrapport fra IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) (2001) og Europa-Kommissionens undersøgelse "Perspektiver for politikken på verdensplan i forbindelse med energi, teknologi og klimaet".

(2) Tredje rapport om miljøets tilstand - Det Europæiske Miljøagentur, København, 2003, s. 91.

(3) Artikel 2 i UNFCCC.

(4) Jf. fodnote 2 ovenfor, s 102.

(5) Rådets beslutning af 25. april 2002 om godkendelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af Kyoto-protokollen til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer og den fælles opfyldelse af forpligtelserne i forbindelse hermed (2002/358/EF), EFT L 130 af 15.5.2002.

Europa-Parlamentets betænkning A5-0025/2002 om Rådets forslag vedrørende godkendelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af Kyoto-protokollen til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer og den fælles opfyldelse af forpligtelserne i forbindelse hermed.

(6) Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om klimaændringer som led i udviklingssamarbejdet. KOM(2003) 85 endelig.

(7) EFT L 167 af 9.7.1993, s. 31, ændret ved beslutning nr. 296/99/EF (EFT L 117 af 5.5.1999, s. 35).

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Kommissionens forslag til Rådets beslutning om en overvågningsmekanisme for emissionen af CO2 og andre drivhusgasser i Fællesskabet", EFT C 073, s. 73 (1993).

EP's udtalelse, enkelt behandling EFT C 115, s. 246 (1993).

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Kommissionens forslag til Rådets beslutning om ændring af beslutning nr. 389/93/EØF om en overvågningsmekanisme for emissionen af CO2 og andre drivhusgasser i Fællesskabet"EFT C 89 af 19.3.1997 s. 7.

EP's beslutning, 2. behandling T4-0079/1999 af 9.2.1999, EFT C 150 af 28.5.1999.

(8) "Energi-, teknologi- og klimaændringspolitik: Perspektiverne for 2030 på verdensplan". I den forbindelse bør også nævnes to nye meddelelser fra Kommissionen, "Klimaændring og udviklingssamarbejde" (KOM(2003) 85 endelig) og "Udarbejdelse af en handlingsplan for miljøteknologi" (KOM(2003) 131 endelig) af henholdsvis 11.3.2003 og 25.3.2003.

(9) Ibid. KOM(2003) 131 endelig.

(10) KOM(2003) 85 endelig.

(11) Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om "Det Paneuropæiske Miljøsamarbejde efter Kiev-konferencen i 2003" KOM(2003) 62 endelig.