Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52001PC0808

Ændret forslag til Rådets forordning om vedtægterne for de forvaltningsorganer, der skal administrere opgaver i forbindelse med EF-programmerne

/* KOM/2001/0808 endelig udg. - CNS 2000/0337 */

EFT C 103E af 30.4.2002, pp. 253–265 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

52001PC0808

Ændret forslag til Rådets forordning om vedtægterne for de forvaltningsorganer, der skal administrere opgaver i forbindelse med EF-programmerne /* KOM/2001/0808 endelig udg. - CNS 2000/0337 */

EF-Tidende nr. 103 E af 30/04/2002 s. 0253 - 0265


Ændret forslag til RÅDETS FORORDNING om vedtægterne for de forvaltningsorganer, der skal administrere opgaver i forbindelse med EF-programmerne

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

1. Metodik

I overensstemmelse med de retningslinjer, der er vedtaget for en eksternaliseringspolitik, vedtog Kommissionen den 14. december 2000 et forslag til Rådets forordning om vedtægterne for de forvaltningsorganer, der administrerer opgaver i forbindelse med EF-programmerne [1].

[1] EFT C 120 E af 24. april 2001, s. 140-145.

I overensstemmelse med bestemmelserne i EF-traktatens artikel 308 er dette forslag blevet fremsendt til Rådet og Europa-Parlamentet.

Europa-Parlamentet vedtog den 5. juli 2001 en lovgivningsmæssig beslutning, der omfattede omkring tyve ændringsforslag til forslaget.

Revisionsretten afgav, efter Rådets opfordring af 8. marts 2001, en udtalelse den [...] oktober 2001 og foreslog en række ændringer af forslaget.

På baggrund af de holdninger, Parlamentet har givet udtryk for, og under hensyntagen til forslagene fra Revisionsretten har Kommissionen vedtaget nærværende ændrede forslag.

2. gennemgang af de ændringer, der er foreslået af de øvrige institutioner

2.1. Generel bemærkning

Parlamentet og Revisionsretten støttede som helhed det oprindelige forslags opbygning og grundlæggende punkter, idet de understregede, at forslaget indgik som et vigtigt svar på de bekymringer, de samme institutioner tidligere havde givet udtryk for, bl.a. hvad angår uddelegeringen til private organer (Kontorer for Faglig Bistand - KFB) af visse opgaver i forbindelse med forvaltningen af EF-programmer.

2.2. Særlige bemærkninger

2.2.1. Opgaver

Hvad angår de tildelte opgaver ønskede Parlamentet, at de opgaver, som forvaltningsorganerne forventes at udføre, blev mere klart afgrænset, både når det gælder specialisering og varighed. Kommissionen ønsker bl.a. at kunne pålægge organerne et stort antal ikke særlig specialiserede opgaver, og den kan derfor ikke godtage dette ændringsforslag.

2.2.2. Betingelser for oprettelse og opløsning af organerne

- Retsgrundlag: Parlamentets ændringsforslag, der går ud på at fjerne henvisningen til traktatens artikel 308 kan ikke godtages. Således er denne artikel det eneste mulige retsgrundlag, da der ikke findes et specifikt grundlag for oprettelse af enheder, der er retligt adskilte fra Kommissionen, og som har til opgave at gennemføre EF-programmer.

- Betingelser for oprettelse: Derimod forstår Kommissionen Parlamentets ønske om at udvide de kriterier, der skal tages i betragtning i forbindelse med analysen forud for enhver beslutning om uddelegering til forvaltningsorganer (f.eks. indvirkningen på de menneskelige ressourcer), og den har derfor medtaget den foreslåede ændring.

- Komitologi: Parlamentets ændringsforslag, der går ud på at afskaffe anvendelsen af udvalg og af forskriftsproceduren i forbindelse med oprettelse og opløsning af organer kan ikke godtages, eftersom bestemmelserne i afgørelse 468/1999 om komitologi nøje skal overholdes.

- Opløsning: organerne oprettes med et specifikt formål, og Revisionsretten insisterer på, at Kommissionen rent faktisk skal benytte sine beføjelser til at opløse et organ, hvis det er blevet overflødigt; i det ændrede forslag er formuleringen af artikel 3 ændret i denne retning. Derimod ville Revisionsrettens forslag om at tilbageføre samtlige et organs fordringer og gældsposter til Kommissionens konti, så snart organet ser ud til at skulle opløses, ikke respektere Kommissionens retlige autonomi; denne nødvendiggør, at procedurerne for afvikling af formuen føres til ende, indtil organet er opløst, hvilket er det tidspunkt, hvor Kommissionen forelægges nettoresultatet af afviklingen, hvad enten der er tale om aktiver eller passiver. Derfor kan forslaget ikke godtages.

2.2.3. Direktion, personale og hjemsted

- Ledelsesorganer: Hvad angår styrelseskomitéens opgaver, kan Revisionsrettens forslag om at lade komitéen fastslå organets målsætninger og definere indikatorer for dets ydelse ved oprettelsen af organet ikke godtages, eftersom disse målsætninger og indikatorer ifølge deres natur er fastsat i andre akter, dvs. enten akten vedrørende organets oprettelse, aftalen mellem organet og Kommissionen eller fuldmagtsakten. Til gengæld vil der blive medtaget detaljerede indikatorer i det årlige arbejdsprogram.

- Personale: Kommissionen kan fuldt ud tilslutte sig de ønsker, Parlamentet giver udtryk for vedrørende organernes personale. Gennem anvendelse af kontrakter, der kan fornyes, sikres det, at organet til stadighed har det personale, der er nødvendigt for dets drift. Gennem et andet ændringsforslag fra Parlamentet tilføjes i øvrigt en bestemmelse vedrørende fastlæggelsen af personalets forpligtelser.

- Hjemsted: Parlamentets ændringsforslag, der tager sigte på at give et organ mulighed for at organisere sine tjenestegrene på grundlag af forvaltnings behovene, er godtaget (idet henvisningen til underafdelinger er fjernet). Derimod vil det ikke være ønskeligt at følge Revisionsrettens forslag om kunne etablere hjemsted for et organ andre steder, end hvor institutionerne har hjemsted, idet der bør sikres et snævert samarbejde mellem Kommissionens tjenestegrene og organet, med det formål at opretholde ansvarsfordelingen og ikke skabe hindringer for Kommissionens kontrol.

2.2.4. Budget- og finansordning

- Udarbejdelse af budgettet: Parlamentet ønsker, at det udtrykkelig fastslås, at forvaltningsorganernes arbejdsprogram skal være i overensstemmelse med budgetbeslutningerne, hvilket der er taget højde for i forslaget.

- Vedrørende opstilling af budgettet har Parlamentets ændringsforslag, der går ud på tydeligere at fastslå budgetmyndighedens ansvar, kunnet godtages.

- Parlamentets ændringsforslag, der går ud på at medtage organets personaleplan i budgetforslaget, kan ikke godtages, eftersom personaleplanen klart henhører under organets interne organisation, som ikke skal forelægges budgetmyndig heden. Til gengæld vil stillingsfortegnelsen blive forelagt budgetmyndigheden. Organet vil naturligvis ikke kunne vedtage sit budget, førend De Europæiske Fællesskabers almindelige budget er vedtaget.

- Budgettets gennemførelse: Som Parlamentet anmoder om i et ændringsforslag, skal enhver ændring af organets budget foregå efter samme procedure som vedtagelsen af selve budgettet.

- Retten er i tvivl om, hvorvidt principperne om "aktivitetsbaseret budget lægning" (ABB) er overholdt. På Kommissionens niveau er disse principper fuldt ud overholdt, eftersom driftsbevillingerne udgør en procentdel af de aktionsbevillinger, organet forvalter; forbindelsen mellem disse midler og midlerne til deres forvaltning fremgår derfor klart. Da derimod organets budget udelukkende består af driftsbevillinger, ligger det uden for anvendelsesområdet for ABB. I øvrigt vil det, som Retten foreslår, være nødvendigt meget præcist at definere betingelserne for og beregningsmåden for driftstilskuddet udtrykt i procent af de aktionsbevillinger, som skal forvaltes af organet, men dette bør snarere indgå i aftalen mellem Kommissionen og organet og i dettes finansforordning.

- Retten er positivt indstillet over for, at et organ forvaltes af aktionsbevillinger, som forbliver opført på Kommissionens budget - og dette er et af de nye punkter i forordningen - men den ønsker, at det samme skal være tilfældet med administrationsbevillingerne. Men Rettens overvejelser i denne retning kan ikke følges: driftsbevillingerne bør overføres til organets budget i form af tilskud, hvilket er en følge af organets stilling som juridisk person og en garanti for den forvaltningsmæssige smidighed, som organet bør udvise. En sådan ordning må dog ikke være til hinder for udarbejdelsen af detaljerede, gennemsigtige og sammenhængende finansielle oversigter. I samme forbindelse bør organets andre finansieringskilder også fremgå klart af de finansielle oversigter.

- Regnskabsaflæggelse og decharge: Rettens forslag om, at regnskaberne skal godkendes af styrelseskomitéen inden fremsendelsen til institutionerne kan godtages.

- Derimod vil Parlamentets anmodning, som støttes af Retten, om at meddele decharge for organernes driftsbudget i forbindelse med decharge for det almindelige budget ikke kunne imødekommes; i betragtning af organernes status som juridisk person er deres driftsbudget forskelligt fra Fællesskabernes almindelige budget, og må derfor gøres til genstand for en adskilt decharge. Til gengæld kan denne decharge meget vel meddeles samtidig med decharge for det almindelige budget, således at dechargemyndigheden får mulighed for samtidig at udtale sig om Kommissionens samlede programforvaltning.

- Finansforordningen: Parlamentets ændringsforslag, der går ud på at vedtagelsen af organernes finansforordning skal være afhængig af en høring af Parlamentet og Rådet, forekommer irrelevant, eftersom organernes finansforordning vedtages efter udtalelse fra Revisionsretten og udfærdiges, så den ligger tættest muligt på finansforordningen vedrørende det almindelige budget. Forslaget er derfor ikke godtaget.

2.2.5. Programmer finansieret gennem andre kilder end det almindelige budget

- Parlamentet har anmodet om - med støtte af Retten - at i tilfælde af, at Kommissionens forvaltningsorganer skulle blive pålagt forvaltningsopgaver i forbindelse med programmer, der finansieres af kilder uden for fællesskabsbudgettet, skal det garanteres, at sådanne udgifter er budgetmæssigt neutrale; Kommissionen har godtaget dette ændringsforslag.

2.2.6. Referenceramme og kontrol

- Generel ansvarsramme: Revisionsrettens forslag vedrørende organernes ansvar kan godtages på to områder: dels Kommissionens mulighed for at efterprøve lovligheden af organernes retsakter, med henblik på at kunne annullere dem, dels bekræftelsen af et generelt princip om, at Kommissionens tjenestegrene skal føre kontrol med gennemførelsen af de fællesskabsprogrammer, som er betroet organerne.

- På Rettens anmodning er desuden forpligtelsen for organets direktør til at etablere systemer for forvaltning og intern kontrol medtaget i forslaget.

- Kontrol af lovlighed: Hvad angår kontrol af lovlighed, hvor Rettens udtalelse og Parlamentets ændringsforslag stemmer overens, kan Kommissionen ikke godtage forslaget om at erklære Kommissionen juridisk ansvarlig for forvaltningsorganets akter, på grund af dettes klare status som juridisk person. Til gengæld er begrænsningen i kontrollen af lovlighed ændret for at give mulighed for, dels at Kommissionen selv kan prøve lovligheden af organets akter og annullere dem, dels at der kan gøres indsigelse over for Kommissionen mod organets akter, idet Kommissionens afgørelser derefter vil kunne indbringes for Domstolen. Disse mekanismer til beskyttelse af tredjemands interesser understreger klart, hvorledes Kommissionen er impliceret i forvaltningsorganerne, samt at ansvarsfordelingen opretholdes.

- Aktivitetsrapporter: På Parlamentets anmodning vil dechargemyndigheden blive forelagt en rapport om organets aktiviteter.

- Revisionsretten foreslår, at årsrapportens indhold skal være detaljeret, hvilket er forståeligt; imidlertid er indholdet af dette dokument knyttet til retsakten om oprettelse af det enkelte organ, og afhænger af dettes specifikke opgaver, og derfor kan anmodningen ikke medtages i en rammeforordning.

- OLAF: De bestemmelser vedrørende OLAF, som Parlamentet foreslår, er i det væsentlige medtaget i det ændrede forslag, således at OLAF får det nødvendige grundlag for at foretage sine undersøgelser.

- Den interinstitutionelle aftale: Parlamentets ændringsforslag, som går ud på, at den interinstitutionelle aftale om fremsendelse af dokumenter og oplysninger mellem Kommissionen og Europa-Parlamentet, skal finde anvendelse, kan ikke godtages, eftersom forvaltningsorganerne ikke er parter i denne aftale. Der vil imidlertid kunne indsættes tilsvarende bestemmelser i retsakterne om oprettelse af organerne, og bestemmelsernes nærmere anvendelse vil kunne fastslås i den pågældende finansforordning.

- Evaluering: Et ændringsforslag fra Parlamentet omhandler en evaluering af forvaltningsorganernes tre første driftsår; Retten støtter delvis dette forslag, idet den opfordrer til regelmæssige evalueringer af organernes funktion. Disse anmodninger er imødekommet ved, at der forudses en evaluering af hvert enkelt organs funktion, efter at det har været i aktivitet i tre år.

2000//0337 (CNS)

Ændret forslag til RÅDETS FORORDNING om vedtægterne for de forvaltningsorganer, der skal administrere opgaver i forbindelse med EF-programmerne

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 308,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [2],

[2] EFT C [...] af [...], s. [...].

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [3],

[3] EFT C [...] af [...], s. [...].

under henvisning til udtalelse fra Revisionsretten, og [4]

[4] EFT C [ ] af [.............], s. [ ].

ud fra følgende betragtninger:

(1) Der er indført et stigende antal programmer på en lang række områder til fordel for forskellige kategorier af modtagere inden for rammerne af de foranstaltninger, der er omhandlet i traktatens artikel 3. Kommissionen skal normalt varetage gennemførelsen af disse programmer, som i det følgende benævnes "EF-programmer".

(2) Gennemførelsen af de pågældende EF-programmer finansieres i hvert fald delvis over bevillinger, der er opført på De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

(3) Kommissionen er i henhold til traktatens artikel 274 ansvarlig for gennemførelsen af dette budget.

(4) For at Kommissionen fuldt ud kan varetage sit ansvar over for de øvrige institutioner og borgerne, må den prioritere sine institutionelle opgaver. Den bør derfor kunne uddelegere visse opgaver i forbindelse med forvaltningen af EF-programmerne til tredjeparter. I øvrigt kan eksternaliseringen af visse forvaltningsopgaver være et hurtigt og effektivt middel til at nå disse EF-programmers målsætninger.

(5) Eksternaliseringen af forvaltningsopgaverne skal ske under overholdelse af de begrænsninger, der er en følge af det institutionelle system, som er indført ved traktaten. Dette indebærer, at eksternaliseringen ikke kan omfatte opgaver, som ifølge traktaten påhviler institutionerne, og som indebærer, at der skal udøves et skøn, når politiske beslutninger skal føres ud i livet.

(6) Eksternalisering kan benyttes på betingelse af, at der foretages en analyse, som omfatter flere faktorer, såsom identificering af, hvilke opgaver der gør eksternalisering berettiget, en cost-benefit analyse, der omfatter udgifterne til kontrol og samordning, indvirkningen på menneskelige ressourcer, effektiviteten og fleksibiliteten ved gennemførelsen af de eksternaliserede opgaver, forenklingen af procedurerne, afstanden mellem de eksternaliserede aktiviteter og de endelige modtagere, Fællesskabets synlighed som programpromotor og behovet for at opretholde et passende niveau af knowhow inden for Kommissionen.

(7) En form for eksternalisering består i at oprette fællesskabsretlige organer med status som juridiske personer, idet følgende benævnt "forvaltningsorganer".

(8) For at sikre en ensartet behandling af forvaltningsorganerne på institutionelt plan bør der indføres vedtægter, herunder visse regler for struktur, opgaver, funktioner, budgetordning, kontrol og ansvarsfordeling.

(9) Kommissionen kan som den institution, der er ansvarlig for den budgetmæssige gennemførelse af de forskellige EF-programmer, vurdere, hvorvidt og i hvilket omfang et forvaltningsorgan bør overdrages forvaltningsopgaver i forbindelse med et eller flere specifikke EF-programmer. Overdragelsen af opgaver til et forvaltningsorgan fritager ikke Kommissionen for det ansvar, den har ifølge traktaten, særlig artikel 274. Den må derfor kunne fastsætte præcise rammer for forvaltningsorganets virksomhed og sikre en effektiv kontrol med organets arbejdsgange, især ledelsesfunktionerne.

(10) Dette indebærer, at Kommissionen skal have bemyndigelse i henhold til nærværende forordning til at oprette (og i givet fald opløse) et forvaltningsorgan. Da beslutningen om at oprette et forvaltningsorgan er en generel foranstaltning som defineret i artikel 2 i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen [5], bør en sådan beslutning træffes efter forskriftsproceduren i artikel 5 i nævnte afgørelse.

[5] EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(11) Kommissionen skal ligeledes kunne udnævne medlemmerne af forvaltningsorganets styrelseskomité samt dets direktør, således at Kommissionen ikke mister kontrollen over de opgaver, der hører under dens egne beføjelser, når den uddelegerer dem til forvaltningsorganet.

(12) Endelig skal forvaltningsorganet i sin virksomhed fuldt ud respektere den planlægning, som Kommissionen fastlægger for EF-programmerne, i forbindelse med den forvaltning, som dette organ deltager i. Forvaltningsorganets årlige arbejdsprogram skal forelægges Kommissionen til godkendelse og være i overensstemmelse med budgetbeslutningerne.

(13) For at sikre en effektiv eksternalisering, der fuldt ud udnytter den ekspertise, som forvaltningsorganet kan tilføre, bør Kommissionen kunne overlade organet nogle eller alle gennemførelsesopgaver vedrørende et eller flere EF-programmer, bortset fra opgaver, der indebærer, at der skal udøves et skøn, når politiske beslutninger skal føres ud i livet. De opgaver, der således kan uddelegeres, omfatter forvaltningen af nogle eller alle faser af et specifikt projekts forløb, vedtagelsen af de nødvendige budgetgennemførelsesakter, indsamlingen og behandlingen af data, der skal fremsendes til Kommissionen, og udarbejdelsen af anbefalinger til Kommissionen.

(14) Forvaltningsorganets budget skal kun finansiere organets driftsudgifter, og derfor bør dets midler hovedsagelig stamme fra en af budgetmyndigheden fastsat procentdel af den finansielle tildeling til de EF-programmer, som organet deltager i forvaltningen af.

(15) For at sikre overholdelsen af traktatens artikel 274 skal EF-programmernes aktionsbevillinger til den forvaltning, som organet tager del i, fortsat opføres på De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, og bevillingsanvendelsen skal ske ved direkte kontering på dette budget. De finansielle transaktioner vedrørende disse bevillinger skal gennemføres efter bestemmelserne i finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

(16) Forvaltningsorganet kan pålægges opgaver i forbindelse med forvaltningen af programmer, der finansieres med andre midler end sådanne, som hidrører fra De Europæiske Fællesskabers almindelige budget. Dette må dog ikke, end ikke indirekte, medføre yderligere administrationsudgifter, som ville skulle dækkes gennem andre bevillinger fra det almindelige budget. I sådanne tilfælde gælder bestemmelserne i denne forordning under hensyntagen til de særlige forhold, der måtte fremgå af de pågældende programmers retsgrundlag.

(17) Målsætningen om, at organets forvaltning skal være gennemskuelig og pålidelig, kræver, at der indføres en ekstern og intern kontrol af dets aktiviteter, at organet gøres ansvarligt for sine handlinger, og at offentligheden får aktindsigt i organets dokumenter efter principper og begrænsninger svarende til dem, der omhandles i traktatens artikel 255.

(18) Forvaltningsorganet skal løbende samarbejde intensivt med de tjenestegrene i Kommissionen, der har ansvaret for den EF-programforvaltning, organet deltager i. For at dette samarbejde kan foregå så gnidningsløst som muligt, bør hver enkelt forvaltningsorgans hjemsted ligge der, hvor Kommissionens tjenestegrene findes.

(19) Traktaten indeholder ikke andre beføjelser til vedtagelse af nærværende forordning end dem, der findes i artikel 308 -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Formål

Formålet med denne forordning er at fastlægge vedtægterne for de forvaltningsorganer, hvortil Kommissionen i forbindelse med forvaltningen af EF-programmer på eget ansvar kan overdrage visse opgaver, hvis varetagelse den fører kontrol med.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

a) "forvaltningsorgan": en retlig enhed oprettet i henhold til nærværende forordning

b) "EF-program": enhver foranstaltning eller række af foranstaltninger eller andre initiativer, der ifølge deres retsgrundlag eller budgetgodkendelse skal iværksættes af Kommissionen til fordel for en eller flere kategorier af bestemte modtagere, og som medfører udgiftsforpligtelser.

Artikel 3

Oprettelse og opløsning

1. Kommissionen kan beslutte at oprette et forvaltningsorgan med henblik på uddelegering af visse opgaver i forbindelse med forvaltningen af et eller flere EF-programmer. Den kan fastsætte organets eksistensperiode.

2. Hvis Kommissionen ikke længere finder det nødvendigt at benytte et forvaltningsorgan, den selv har oprettet, træffer den beslutning om at opløse det. I så tilfælde udpeger den to likvidatorer til at varetage organets likvidation. Kommissionen fastsætter betingelserne for organets likvidation. Nettoresultatet af likvidationen konteres på De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

3. Kommissionen vedtager de beslutninger, der omhandles i stk. 1 og 2, efter proceduren i artikel 23, stk. 2.

4. Alle forvaltningsorganer, der er oprettet efter stk. 1, skal opfylde bestemmelserne i denne forordning.

Artikel 4

Retlig status

1. Forvaltningsorganet er et EF-organ, der skal yde offentlige tjenester.

2. Forvaltningsorganet er en juridisk person. Det har i alle medlemsstater den mest vidtgående rets- og handleevne, som de nationale lovgivninger kan give sådanne organer. Organet kan bl.a. erhverve eller overdrage løsøre og fast ejendom og optræde som part i retssager.

Artikel 5

Hjemsted

Forvaltningsorganet har hjemsted på et af Kommissionens tjenestesteder.

Det organiserer sine tjenestegrene i overensstemmelse med, hvad der er nødvendigt af hensyn til de programmer, det skal forvalte.

Artikel 6

Opgaver

Kommissionen kan for at nå målsætningen i artikel 3, stk. 1, overdrage forvaltningsorganet enhver opgave vedrørende gennemførelsen af et EF-program, bortset fra opgaver, der indebærer, at der skal udøves et skøn, når politiske beslutninger skal føres ud i livet.

De opgaver, der kan overdrages til forvaltningsorganet, kan bl.a. omfatte:

a) udarbejdelse af anbefalinger til Kommissionen vedrørende EF-programmets gennemførelse

b) styring af alle faser eller dele af faserne i specifikke projekter som led i EF-programmets gennemførelse og udøvelse af den dertil nødvendige kontrol baseret på relevante beslutninger, der er truffet i henhold til de af Kommissionen uddelegerede beføjelser

c) vedtagelse af budgetgennemførelsesakter for indtægter og udgifter og gennemførelse, på grundlag af Kommissionens uddelegering, af alle de operationer, der er nødvendige for EF-programmets gennemførelse, bl.a. de operationer, der er knyttet til tildelingen af kontrakter og af tilskud;

d) indsamling, analyse og fremsendelse til Kommissionen af alle de oplysninger, der er nødvendige for at målrette gennemførelsen af EF-programmet.

Kommissionen fastlægger i en retsakt om uddelegeringen de betingelser, kriterier, parametre og regler, som forvaltningsorganet skal overholde ved udførelsen af de i stk. 2 omhandlede opgaver, samt reglerne for den kontrol, som gennemføres af de tjenestegrene i Kommissionen, der har ansvaret for de EF-programmer, hvis forvaltning forvaltningsorganet deltager i.

Artikel 7

Struktur

1. Forvaltningsorganet administreres af en styrelseskomité og en direktør.

2. Direktøren har myndigheden over forvaltningsorganets personale.

Artikel 8

Styrelseskomité

1. Styrelseskomitéen består af fem medlemmer, som udpeges af Kommissionen.

2. Styrelseskomitéens funktionstid er mindst to år. Dette mandat kan fornys. Ved mandatets udløb eller ved fratrædelse beholder medlemmerne deres hverv, indtil deres mandat bliver fornyet, eller de bliver udskiftet.

3. Styrelseskomitéen udpeger en formand og en næstformand blandt sine medlemmer.

4. Styrelseskomitéen mødes mindst to gange om året efter indkaldelse fra formanden. Komitéen kan ligeledes indkaldes efter anmodning fra et simpelt flertal af medlemmerne eller på direktørens anmodning.

5. Ethvert medlem af styrelseskomitéen, som er forhindret i at deltage i et møde, kan lade sig repræsentere af et andet medlem med et særligt mandat for det pågældende møde. Et medlem kan kun repræsentere ét andet medlem. Hvis formanden er forhindret i at deltage i mødet, overtager næstformanden formandshvervet.

6. Styrelseskomitéens beslutninger vedtages med simpelt flertal af de afgivne stemmer. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

Artikel 9

Styrelseskomitéens opgaver

1. Styrelseskomitéen vedtager selv sin forretningsorden.

2. På grundlag af et udkast, som direktøren forelægger med Kommissionens godkendelse, vedtager styrelseskomitéen senest i begyndelsen af hvert år det årlige arbejdsprogram for forvaltningsorganet, omfattende detaljerede målsætninger og indikatorer for dets ydelse. Dette program skal overholde den programlægning, som Kommissionen har fastlagt i akterne om udarbejdelsen af de gennemførelses programmer, som forvaltningsorganet deltager i administrationen af. Det årlige arbejdsprogram kan ændres undervejs efter samme procedure for at tage hensyn til bl.a. Kommissionens beslutninger vedrørende de pågældende EF-programmer. Foranstaltningerne i det årlige arbejdsprogram ledsages af et overslag over de nødvendige udgifter.

3. Styrelseskomitéen vedtager forvaltningsorganets driftsbudget efter proceduren i artikel 13.

4. Styrelseskomitéen træffer efter at have indhentet Kommissionens samtykke beslutning om accept af arv, donationer og tilskud fra andre kilder end Fællesskabet.

5. Styrelseskomitéen træffer beslutning om organiseringen af forvaltningsorganets tjenestegrene.

6. Styrelseskomitéen fastsætter særlige bestemmelser for gennemførelsen af aktindsigten i forvaltningsorganets dokumenter, jf. artikel 22, stk. 1.

7. Styrelseskomitéen vedtager senest den 31. marts hvert år en årsrapport om forvaltningsorganets effektivitet og aktiviteter i det foregående år og om deres finansiering, og forelægger denne for Europa-Parlamentet og Kommissionen. Rapporten omhandler bl.a. forskellene mellem målsætningerne i arbejdsprogrammet for det pågældende år og de konstaterede resultater i samme periode.

8. Styrelseskomitéen vedtager og anvender foranstaltninger til bekæmpelse af svig og uregelmæssigheder.

9. Styrelseskomitéen påtager sig de andre opgaver, den tildeles ved denne forordning.

Artikel 10

Direktøren

1. Forvaltningsorganets direktør udnævnes af Kommissionen, som til dette formål udpeger en tjenestemand som defineret i ordningerne og forordningerne for tjenestemænd og øvrige ansatte ved De Europæiske Fællesskaber.

2. Direktørens funktionstid er fire år. Dette mandat kan fornys. Efter udtalelse fra styrelseskomitéen kan Kommissionen afslutte direktørens funktionstid, inden hans mandat udløber.

Artikel 11

Direktørens opgaver

1. Direktøren repræsenterer forvaltningsorganet. Han varetager administrationen.

2. Direktøren forbereder styrelseskomitéens arbejde, bl.a. udarbejder han udkastet til forvaltningsorganets årlige arbejdsprogram. Han deltager uden stemmeret i styrelseskomitéens arbejde.

3. Direktøren står for gennemførelsen af forvaltningsorganets årlige arbejdsprogram. Han er blandt andet ansvarlig for udførelsen af de opgaver, der omhandles i artikel 6, og i den forbindelse træffer han de relevante afgørelser. Han er forvaltningsorganets delegerede anvisningsberettigede for gennemførelsen af aktionsbevillingerne til de programmer, hvis administration forvaltningsorganet deltager i, og hvis budget Kommissionen har givet organet fuldmagt til at gennemføre.

4. Direktøren udarbejder indtægts- og udgiftsoverslag og gennemfører som anvisningsberettiget forvaltningsorganets driftsbudget i overensstemmelse med den i artikel 15 omhandlede finansforordning.

5. Direktøren har ansvaret for udarbejdelsen og offentliggørelsen af de rapporter, som forvaltningsorganet skal forelægge for Kommissionen. Det drejer sig bl.a. om årsrapporten om forvaltningsorganets aktiviteter, jf. artikel 9, stk. 7, og om alle andre almindelige eller særlige rapporter, som Kommissionen anmoder forvaltningsorganet om.

6. Direktøren har med hensyn til forvaltningsorganets personale de beføjelser til at indgå ansættelseskontrakter, der følger af vilkårene for de øvrige ansatte ved De Europæiske Fællesskaber. Han varetager endvidere alle andre personaleanliggender i forvaltningsorganet.

7. Direktøren etablerer systemer til forvaltning og intern kontrol, som er egnede til at udføre de opgaver, forvaltningsorganet er pålagt, således at det sikres, at de aktiviteter organet udfører, er lovlige, korrekte og effektive.

Artikel 12

Driftsbudget

1. Alle forvaltningsorganets indtægter og udgifter skal anslås for hvert regnskabsår, der er sammenfaldende med kalenderåret, og optages i organets driftsbudget. Disse overslag, som omfatter forvaltningsorganets stillingsfortegnelse, fremsendes til orientering til budgetmyndigheden sammen med dokumenter vedrørende det foreløbige forslag til det almindelige budget. Stillingsfortegnelsen, der kun omfatter midlertidige stillinger og angiver antallet af personer, som forvaltningsorganet beskæftiger, fordelt på lønklasser og kategorier, i det pågældende regnskabsår, godkendes af budgetmyndigheden og offentliggøres som bilag til Kommissionens budget.

2. Forvaltningsorganets driftsbudget balancerer med hensyn til indtægter og udgifter.

3. Forvaltningsorganets indtægter omfatter, uden i øvrigt at foregribe andre indtægter, et tilskud opført på De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, som repræsenterer en procentdel, der fastsættes af budgetmyndigheden, af bevillingerne til de fællesskabsprogrammer, hvis forvaltning organet deltager i.

Artikel 13

Opstilling af driftsbudget

1. Direktøren opstiller hvert år et forslag til forvaltningsorganets driftsbudget med angivelse af driftsudgifterne for det efterfølgende regnskabsår. Han forelægger dette forslag for styrelseskomitéen.

2. Styrelseskomitéen vedtager senest den 1. marts hvert år forslaget til næste års driftsbudget, herunder stillingsfortegnelsen, som forelægges Kommissionen.

3. På basis af dette budgetforslag foreslår Kommissionen under hensyn til sin planlægning for de EF-programmer, hvis forvaltning forvaltningsorganet deltager i, at der som led i budgetproceduren afsættes et årligt tilskud til forvaltningsorganets driftsbudget svarende til en vis procentsats af den årlige finansielle tildeling til de pågældende programmer.

4. På basis af det årlige tilskud, som den kompetente budgetmyndighed fastlægger, vedtager styrelseskomitéen i begyndelsen af hvert regnskabsår, samtidig med arbejdsprogrammet, forvaltningsorganets driftsbudget, der justeres med de forskellige bidrag til forvaltningsorganet og midlerne fra andre kilder.

5. Forvaltningsorganets driftsbudget kan først vedtages endeligt efter den endelige vedtagelse af De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

6. Inden for rammerne af de bestemmelser i finansforordningen, der er omhandlet i artikel 15, skal enhver ændring af budgettet, herunder stillingsfortegnelsen, ske gennem et tillægs- og ændringsbudget, som er vedtaget i overensstemmelse med den procedure, der er omhandlet i nærværende artikel.

Artikel 14

Driftsbudgettets gennemførelse og godkendelse

1. Direktøren gennemfører forvaltningsorganets driftsbudget.

2. Direktøren forelægger senest den 31. marts hvert år detaljerede regnskaber over alle indtægter og udgifter i det foregående regnskabsår for styrelseskomitéen til godkendelse, og denne fremsender dem til Europa-Parlamentet, Revisionsretten og Kommissionen.

3. Europa-Parlamentet meddeler inden den 30. april i år n + 2 forvaltningsorganet decharge for driftsbudgettets gennemførelse.

Denne decharge meddeles sammen med decharge vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

Artikel 15

Finansforordningen vedrørende driftsbudgettet

Finansforordningen vedrørende forvaltningsorganets driftsbudget vedtages af Kommissionen efter udtalelse fra Revisionsretten, under overholdelse af artikel 142 i finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

Artikel 16

Finansforordningen vedrørende aktionsbevillingerne

1. Når Kommissionen i henhold til bestemmelserne i artikel 6, litra c), har uddelegeret opgaver til forvaltningsorganet i forbindelse med budgetgennemførelsen af aktionsbevillingerne til EF-programmerne, forbliver disse bevillinger opført på De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, og deres gennemførelse sker ved direkte kontering i dette budget.

2. Direktøren er forvaltningsorganets delegerede anvisningsberettigede for så vidt angår gennemførelsen af disse aktionsbevillinger, og skal i den forbindelse overholde finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

Artikel 17

Programmer finansieret gennem andre kilder end det almindelige budget

Bestemmelserne i artikel 13 og 16 foregriber ikke de specifikke bestemmelser, der er fastsat i medfør af retsgrundlagene for de programmer, der finansieres gennem andre kilder end De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

Artikel 18

Personale

1. Forvaltningsorganets personale er omfattet af de regler og forskrifter, der gælder for tjenestemænd og øvrige ansatte ved De Europæiske Fællesskaber. Styrelseskomitéen fastsætter efter aftale med Kommissionen de nødvendige gennemførelses bestemmelser.

2. Forvaltningsorganets personale består dels af EF-ansatte, som er udstationeret af institutionerne og tilknyttet forvaltningsorganet som midlertidigt ansatte, der varetager ledende stillinger, dels af andre ansatte, der rekrutteres af forvaltningsorganet gennem kontrakter, der kan fornys. Arten af kontrakten, privatretlig eller offentligretlig, og varigheden af de forpligtelser, der knytter de ansatte til forvaltningsorganet, samt kriterierne for krævede kvalifikationer, afhænger af det nærmere indhold og varigheden af de opgaver, der skal udføres, og er underlagt den gældende nationale lovgivning.

3. Protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter gælder for såvel forvaltningsorganet som dets personale.

Artikel 19

Kontrol

1. Gennemførelsen af de fællesskabsprogrammer, der overdrages til forvaltningsorga nerne, er undergivet Kommissionens kontrol. Kontrollen udøves efter de nærmere regler, som Kommissionen fastsætter i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3.

2. Funktionerne som intern revisor og finansinspektør i forvaltningsorganerne udøves af de kompetente tjenester i Kommissionen.

3. Kommissionen og forvaltningsorganet er ansvarlige for gennemførelsen af den interne revisors anbefalinger ifølge deres respektive beføjelser.

4. Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) har de samme beføjelser over for forvaltningsorganet og dettes personale som over for Kommissionens tjenestegrene. Så snart forvaltningsorganet er oprettet, tiltræder det den interinstitutionelle aftale om de interne undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF). Styrelseskomitéen formaliserer denne tiltrædelse og vedtager de bestemmelser, der er nødvendige for at lette gennemførelsen af OLAF's interne undersøgelser.

5. Revisionsretten reviderer forvaltningsorganets regnskaber i overensstemmelse med traktatens artikel 248.

6. Enhver akt fra forvaltningsorganet, herunder enhver beslutning og kontrakt, som dette organ indgår, skal udtrykkeligt indeholde en bestemmelse om, at Kommis sionens interne revisor, OLAF og Revisionsretten kan kontrollere sagsakterne om nødvendigt på stedet, dvs. også hos de endelige modtagere af midler og i givet fald hos de formidlende organer, der distribuerer midlerne.

Artikel 20

Ansvar

1. Forvaltningsorganets ansvar i kontraktforhold reguleres af den lov, der gælder for den pågældende kontrakt.

2. Hvad angår ansvar uden for kontraktforhold, skal forvaltningsorganet ifølge den almindelige lovgivning i medlemsstaterne erstatte skader, som forårsages af organet selv eller dets ansatte under udførelsen af deres hverv. De Europæiske Fællesskabers Domstol har kompetence til at afgøre tvister vedrørende sådanne skadeserstatninger.

3. De ansattes personlige ansvar over for forvaltningsorganet er styret af bestemmelserne i den ordning, som gælder for dem.

Artikel 21

Legalitetskontrol

1. Enhver af forvaltningsorganets akter, der har bindende retsvirkning, som vil kunne berøre tredjemands interesser, kan forelægges Kommissionen af den pågældende part, af enhver anden person, der er direkte og individuelt berørt, eller af en medlemsstat med henblik på en kontrol af dens lovlighed.

2. Klagen skal forelægges Kommissionen inden for en måned fra den dag, hvor den anmodende part har fået kendskab til den akt, der anfægtes.

3. Efter at have hørt den anmodende parts og forvaltningsorganets argumenter, træffer Kommissionen inden for en måned afgørelse om klagen. En manglende afgørelse inden for denne frist medfører implicit, at klagen er afvist.

4. Kommissionen kan træffe afgørelse om enhver af forvaltningsorganets akter inden for en frist af en måned at regne fra den dag, hvor akten er vedtaget, og beslutte, efter at have hørt forvaltningsorganets argumenter, at den skal annulleres.

5. Forvaltningsorganet skal snarest muligt træffe de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme de afgørelser, Kommissionen træffer i henhold til nærværende artikel.

Artikel 22

Aktindsigt og fortrolighed

1. Når forvaltningsorganet forelægges en anmodning om adgang til et dokument, der beror hos det, er det undergivet bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 [6] om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter.

[6] EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43.

De særlige bestemmelser, der er nødvendige for gennemførelsen af disse bestemmelser, vedtages af styrelseskomitéen senest seks måneder efter forvaltningsorganets oprettelse.

2. Styrelseskomitéens medlemmer, direktøren og medlemmerne af personalet - også når deres respektive hverv er ophørt - samt alle personer, der deltager i forvaltningsorganets aktiviteter, må ikke videregive oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt.

Artikel 23

Udvalg

1. Kommissionen bistås af et udvalg betegnet "Forvaltningsorganudvalget", der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand.

2. Hvis der henvises til dette stykke, anvendes forskriftsproceduren i artikel 5 i afgørelse 1999/468/EF under overholdelse af bestemmelserne i denne afgørelses artikel 7.

3. Fristen i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

Artikel 24

Evaluering

Kommissionen foranstalter, at der udarbejdes en ekstern evalueringsrapport om hvert enkelt forvaltningsorgans tre første driftsår, og denne sendes til forvaltningsorganets styrelseskomité, Europa-Parlamentet, Rådet og Revisionsretten.

Artikel 25

Ikrafttrædelse

Denne forordning træder i kraft på [....] dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den [...]

På Rådets vegne

Formand

[...]

Top