52001AE0404

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om de generelle principper og krav i fødevarelovgivning, om oprettelse af Myndigheden og om procedurer i fødevaresikkerhedsanliggender"

(2001/C 155/08)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 22. december 2000 under henvisning til EF-traktatens artikel 37, 95, 133 og 152 (4) (b) at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Paul Verhaeghe til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 8. marts 2001.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 380. plenarforsamling af 28.-29. marts 2001, mødet den 28. marts 2001, følgende udtalelse med 92 stemmer for, 6 imod og 5 hverken for eller imod.

1. Indledning og baggrund

1.1. Den 8. november 2000, vedtog Kommissionen sit forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om de generelle principper og krav i fødevarelovgivning, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaremyndighed og om procedurer i fødevaresikkerhedsanliggender.

1.2. Forslaget danner hovedhjørnestenen blandt de 84 lovforanstaltninger om fødevare- og fodersikkerhed, der vil blive fremlagt i løbet af de næste tre år i forlængelse af Kommissionens hvidbog om fødevaresikkerhed, som blev vedtaget i januar 2000. Hvidbogen er en fundamental nytænkning af EU's eksisterende fødevare- og foderpolitik og et svar på forbrugernes øgede betænkeligheder for så vidt angår fødevaresikkerheden.

1.3. Hvidbogen blev diskuteret i ØSU og førte til en udtalelse(1), der blev vedtaget med stort flertal i maj 2000.

1.4. En række henstillinger i ØSU's udtalelse om hvidbogen er indarbejdet i Kommissionens forslag, nemlig henstillingerne om øget opmærksomhed om krisestyring, fastlæggelse af nogle kompetenceområder vedrørende ernæring samt medtagelse af drikkevand i fødevaredefinitionen og spørgsmålene vedrørende akvakultur, fiskeri og fiskeriprodukter.

1.5. Det er også værd at bemærke, at artikel 29 i forslaget tager hensyn til de vigtigste spørgsmål, som ØSU har rejst vedrørende mulige konflikter mellem medlemsstaternes og EU's videnskabelige udtalelser, skønt ØSU, som anført i de særlige bemærkninger, mener, at den tilbudte løsning ikke går vidt nok, idet Den Europæiske Fødevaremyndighed ikke får videnskabelig forrang. Artikel 35 vidner om vilje til at løse koordineringsproblemerne mellem de respektive EU-myndigheder og de nationale myndigheder, igen et punkt, som ØSU har anset at for at være af hovedbetydning i sine diskussioner om hvidbogen.

1.6. De forslag, der ikke er taget hensyn til, er især dem vedrørende de sociale aspekter, som er henvist til andre retsinstrumenter. ØSU understreger, at de udtalelser, der er blevet vedtaget af Fødevaremyndigheden, kan få betydelige konsekvenser for sikkerheden på arbejdspladsen, beskæftigelsen og virksomhedens konkurrenceevne, og ØSU vil vende tilbage til disse emner i fremtidige udtalelser om særlige aspekter vedrørende fødevaresikkerhed.

1.7. I tidligere diskussioner om en europæisk fødevaremyndighed har mange medlemmer rejst spørgsmålet om sammensætning af bestyrelsen for den foreslåede fødevaremyndighed, idet det for eksempel blev understreget, at bestyrelsen også bør omfatte producenter af primærfødevarer for at understrege den integrerede helhedsstrategi for fødekæden. I betragtning af de begrænsede budgetmidler blev der også rejst tvivl om Fødevaremyndighedens muligheder for at kommunikere med offentligheden.

1.8. I denne udtalelse vil der blive foretaget en detaljeret gennemgang af Kommissionens forslag, der er opdelt i kapitel II "Den generelle fødevarelovgivning", kapitel III "Den Europæiske Fødevaremyndighed", kapitel IV "System for hurtig varsling, krisestyring og krisesituationer" og kapitel V "Procedurer og afsluttende bestemmelser".

2. Generelle bemærkninger

2.1. ØSU værdsætter Kommissionens indsats for at have fremsat dette forslag så hurtigt. ØSU vil sikre en lige så effektiv behandling af forslaget og håber, at de øvrige involverede institutioner vil gøre det samme og tage hensyn til borgernes betænkeligheder på dette område og behovet for så snart som muligt at kunne disponere over et velegnet europæisk risikovurderingssystem i disse sager.

2.2. ØSU beklager, at revisionen af de lovgivningsmæssige foranstaltninger, der er fremsat i hvidbogen, går forud for vedtagelsen af de nye grundlæggende principper og krav til EU's fødevarelovgivning samt oprettelsen af Fødevaremyndigheden. Således vil Fødevaremyndigheden ganske vist komme til at spille en fremtrædende rolle i fødevarelovgivningens fremtidige udvikling, men vil først blive oprettet, efter at disse foranstaltninger er blevet revideret. I lyset af den tidsplan, der blev oplyst på Nice-topmødet i december 2000 (Fødevaremyndigheden skal være operationel i begyndelsen af 2002), opfordrer ØSU EU-institutionerne til at overveje, om nogle af elementerne i forslaget ikke kunne iværksættes inden denne dato.

2.3. ØSU er positiv over for en større brug af forordninger, som EU-retsinstrumenter, eftersom det styrker en ensartet anvendelse og gennemførelse og medvirker til, at det indre marked fungerer bedre til gavn for både forbrugere og erhvervsliv. I dette tilfælde er ØSU imidlertid overrasket over det store antal formuleringer, som enten er vagt eller slet ikke defineret (som f.eks. i artikel 19, "for så vidt omstændighederne tillader det", "på et passende tidspunkt", "repræsentative organer", eller i artikel 6, stk. 3: "andre forhold af relevans i det pågældende tilfælde", stk. 1: "omstændighederne i øvrigt"). Da lovgivning i form af forordninger skal anvendes umiddelbart i medlemsstaterne, kan så vage formuleringer føre til fortolkningsproblemer af juridisk art, hvilket er uacceptabelt.

2.4. ØSU mener, at der er behov for større klarhed om, hvem nøjagtigt de forskellige artikler i forordningen henvender sig til. Der bør ikke være tvivl om, hvilket ansvar der påhviler henholdsvis medlemsstaterne, de implicerede parter og andre. Et eksempel på den mulige forvirring er artikel 8, hvor stk. 1 synes henvendt til medlemsstaterne, mens stk. 2 synes at pålægge fødevareproducenterne en forpligtelse. For at opnå det tilsigtede resultat - nemlig mere sikre fødevarer - bør det foreliggende forslag også tage hensyn til, at fødevarekædens aktører er meget forskellige og har forskellige behov for så vidt angår de regler, de skal overholde. Små og mellemstore virksomheder i fødevarekæden bør således skænkes den fornødne opmærksomhed.

2.5. ØSU er overrasket over graden af uoverensstemmelse mellem på den ene side betragtningerne og på den anden side selve teksten i forordningsforslaget, som det fremgår af artiklerne. Dette forekommer ubegrundet og kan føre til yderligere fortolkningsvanskeligheder. F.eks. anføres det i den femte "betragtning" i forordningen, at principper og definitioner vedrørende fødevarer, der er fastlagt i forordningen, danner et fælles grundlag for alle fødevareforanstaltninger, mens det i artikel 3 hedder, at definitionerne dér gælder "den foreliggende forordning".

2.6. ØSU byder den nye tilgang til EU-fødevarelovgivning velkommen, idet den lægger vægt på fødevaresikkerhed, men anbefaler en vedvarende integration med fast etablerede grundlæggende principper som f.eks. fri bevægelighed, gensidig anerkendelse, proportionalitet og subsidiaritet, som megen fødevarelovgivning er baseret på. I forbindelse med fødevarelovgivningens mål bør der ikke blot henvises til sikkerhed, men også til andre aspekter med henblik på udvikling af den europæiske fødevaremodel, der bygger på principperne om kvalitet, mangfoldighed og sikkerhed som fastslået på Rådets landbrugsministermøde i Biarritz.

2.7. ØSU er også overbevist om, at den betydning, der tillægges forbrugerbeskyttelse, og som ØSU er enig i, vil støtte andre primære EU mål, som f.eks. at forbedre det indre markeds funktion og konkurrenceevnen i EU's fødevareindustri. Kun ved at genoprette forbrugertilliden og ved at garantere en egentlig overvågning, sporbarhed og kontrol vil det være muligt at undgå forstyrrelser på det indre marked og neo-protektionistiske holdninger.

2.8. Med hensyn til Fødevaremyndigheden, forbeholder ØSU sig ret til at fremsætte mere detaljerede kommentarer, når den har været operativ i en rimelig periode. Selv om strukturer, arbejdsmetoder og lignende synes at have været genstand for grundige overvejelser, vil alene dette nye organs funktion i praksis give mulighed for en korrekt evaluering af dets stærke og svage sider. ØSU insisterer derfor på at blive opført på listen over EU-institutioner, der skal modtage Fødevaremyndighedens arbejdsprogrammer og aktivitetsrapporter (se kommentarer til artikel 24, 7 og 3).

2.9. ØSU har det indtryk, at det foreliggende forslag bør indeholde en tydeligere og mere effektiv handlingsplan. For at sikre, at fødevaresikkerhed har høj prioritet også i ØSU, vil ØSU med jævne mellemrum gennemføre en ad hoc-evaluering af udviklingen på området og dermed sikre et vedvarende engagement fra det organiserede civilsamfunds side og medvirke til gennemsigtighed, dialog og kommunikation med offentligheden.

2.10. ØSU er enig i udtrykket "myndighed", der er valgt til det nye organ, da det understreger, at det er den klare hensigt at gøre denne nye struktur til hjørnesten for den nye EU-politik om fødevaresikkerhed. ØSU er dog opmærksom på de forskellige betydninger, som udtrykket "myndighed" kan have i forskellige EU-retssystemer, og anbefaler derfor, at der opstilles en liste over, hvad dette udtryk helt specielt indebærer, samt hvilke emner, Fødevaremyndigheden skal afgive en videnskabelig udtalelse om, inden der udarbejdes lovforslag. Det nye organ bør i det mindste have bemyndigelse til at optræde som endelig mægler i konflikttilfælde, der vedrører emner inden for dens ansvarsområde.

3. Særlige bemærkninger

Kapitel I: Mål og definitioner

3.1. Artikel 2 ("Definition af fødevarer"). Definitionen forekommer meget bred og svarer til den integrerede helhedsstrategi for fødevarekæden. Men i andre henseender er definitionen meget snævrere. Ved at definere fødevarer i forhold til lægemidler, løber man en risiko for, at der ikke bliver taget hensyn til den seneste udvikling på fødevaremarkedet. Fødevarer med sundhedsanprisninger, som f.eks. anprisninger om "reduceret sygdomsrisiko", som nogle i dag anser for at være lig med anprisninger om forebyggelse, vil derfor kunne falde ind under definitionen på medicin og ikke under kategorien for fødevarer med anprisninger om sundhedsvirkninger, som de egentlig henhører under.

3.1.1. Stk. 2 i definitionen omfatter ikke "kosttilskud", selv om et vertikalt direktiv herom er til behandling efter proceduren for fælles beslutningstagning(2). ØSU anbefaler, at dette begreb omfattes af definitionen, da det ofte tidligere har givet anledning til klassifikationsvanskeligheder, især i forhold til farmaceutiske produkter.

3.2. Artikel 3 ("Andre definitioner"). I nr. 1 er det interessant at bemærke, at mens dyrefoder er holdt uden for definitionen på "fødevarer", er det en integreret del af "fødevarelovgivningen". ØSU mener, at brugen af ord og begreber i de forskellige artikler bør kontrolleres for at forhindre enhver form for misforståelse. Også nr. 3 ("leder af en fødevarevirksomhed") kræver en nærmere forklaring, især når man tager de forskellige sproglige versioner af forordningen og det betydelige ansvar, der påhviler disse "virksomheder", i betragtning, f.eks. i henhold til artikel 10. ØSU beklager, at lejligheden til at definere begreber som "vildledning" og "svindel", osv. blev forpasset.

Kapitel II: Den generelle fødevarelovgivning

3.3. Artikel 5 ("Generelle målsætninger"). Som ØSU har bemærket i pkt. 2.7 ovenfor, bør en forbedring af det indre markeds funktion indgå i stk. 1. ØSU konstaterer, at beskyttelse af dyr og miljø indgår i en forordning om fødevarelovgivning. ØSU formoder, at der kun vil blive taget hensyn til disse to målsætninger i det omfang, de har direkte relevans for fødevaresikkerheden. ØSU vil desuden gerne vide, hvordan Kommissionen vil sikre, at disse målsætninger også opfyldes, når det gælder importerede fødevarer, som det er fastlagt i artikel 16, stk. 1 ("krav mindst svarende hertil").

3.4. Artikel 5 ("Generelle målsætninger"). Selv om stk. 3 generelt ligger på linje med de grundlæggende principper i SPS-aftalen (sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger), er det formuleret så vagt, at det giver EU mulighed for at unddrage sig internationale forpligtelser, tilsyneladende uden at skulle komme med detaljerede begrundelser.

3.5. Artikel 6 ("Beskyttelse af sundheden"). Som anført tidligere i denne udtalelse (pkt. 2.3) bør kravet i stk. 1, at fødevarelovgivning skal baseres på risikoanalyser "medmindre dette vil være uhensigtsmæssigt, når henses til foranstaltningens karakter eller omstændighederne i øvrigt" præciseres. At afvige fra et princip, der kan opfattes som et af de mest fundamentale i den nye fremgangsmåde, bør kun være muligt i veldefinerede tilfælde. Ligeledes bør henvisningen til "andre forhold af relevans i det pågældende tilfælde" i stk. 3 præciseres; denne henvisning foregriber de diskussioner, der for øjeblikket finder sted på internationalt plan. I overensstemmelse med ØSU's udtalelse om hvidbogen, bør det afgøres, hvordan der i en fødevarepolitik, hvor sikkerhed er det primære mål (se udtalelsen om hvidbogen pkt. 3.18), kan tages et rimeligt og afbalanceret hensyn til disse "andre forhold af relevans", som f.eks. miljø, bæredygtig udvikling og dyrevelfærd.

3.6. Artikel 7 ("Forsigtighedsprincippet"). Det er ikke særligt logisk, at et princip, der har fået så megen opmærksomhed, ikke defineres i forordningen. Desuden bør begrebet "videnskabelig usikkerhed", som forsigtighedsprincippet synes at afhænge af, gøres mere specifikt. Det er almindeligt accepteret, at "videnskabelig sikkerhed" ikke er et realistisk mål i denne sammenhæng. Vedrørende forsigtighedsprincippet, henviser ØSU til sin udtalelse af 12. juli 2000 (se konklusionerne pkt. 14.2).(3)

3.7. Artikel 8 ("Beskyttelse af forbrugerens interesser"). ØSU deler Kommissionens grundlæggende bekymringer, som de kommer til udtryk i denne artikel. Dog bør der gives flere detaljer om den måde, hvorpå man kan sørge for, at mærkning/etikettering, reklame og præsentation af fødevarer ikke vildleder forbrugeren. Der er for eksempel blevet forsket meget i forbrugernes behov for mærkning, og de hyppige anmodninger (se konklusionerne fra EU-Parlamentets tværpolitiske Fødevaregruppe) om en gennemgribende revision af den eksisterende EU-mærkningspolitik tages ikke op i dette forslag.

3.8. Artikel 9 ("Sporbarhed"). ØSU mener principielt, at fødevarers sporbarhed bør sikres på ethvert niveau - eller på successive niveauer - fra primærproduktion til den endelige forbruger. ØSU konstaterer, at der fortsat er en række åbne spørgsmål, som må tages op, vedrørende den praktiske gennemførelse af dette princip inden for de forskellige fødevaresektorer og den økonomiske effekt af de tilknyttede systemer.

3.9. Artikel 12 ("Krav til fødevaresikkerheden"). Den nøjagtige forbindelse mellem teksten i denne artikel og direktivet om produktsikkerhed i almindelighed må præciseres.

3.10. Mellem artikel 16 ("Fødevarer importeret til Fællesskabet") og artikel 17 ("Fødevarer, der eksporteres fra Fællesskabet") bør Kommissionen overveje at indføje en artikel om handel med såkaldt "transitgods". Udtrykket "mindst svarende hertil" i artikel 16, stk. 1, mener ØSU bør gøres mere præcist for at hindre mange forskellige fortolkninger. Hvad angår eksport af fødevarer og foder i artikel 17, mener ØSU, at importlandenes love og bestemmelser skal overholdes, og som et minimum under hensyntagen til Codex-reglerne om de respektive emner, bortset fra når det er tydeligt, at den offentlige sundhed står på spil.

3.11. Artikel 19 ("Høring af offentligheden"). ØSU mener, at denne artikel bør omformuleres til følgende: "I forbindelse med udarbejdelse af fødevarelovgivning skal der på alle niveauer være åbne og effektive høringer af de implicerede parter".

3.12. Artikel 20 ("Information af offentligheden"). Kommunikation af den form for potentielt følsom information bør altid være korrekt og objektiv. "Offentlige myndigheder" i linje 4 i denne artikel bør defineres klart.

Kapitel III: Den europæiske fødevaremyndighed

3.13. Artikel 21 ("Myndighedens kommissorium"). ØSU hilser det brede kommissorium velkommen, men understreger, at der af hensyn til effektiviteten må foretages en prioritering. Det er ØSU's opfattelse, at Fødevaremyndighedens opgaver og ansvar bør defineres og afgrænses klart. Det bør undgås at udvide Fødevaremyndighedens ansvar til områder, der kan bringe dets kerneopgave i fare.

3.13.1. I overensstemmelse med sin udtalelse om hvidbogen er ØSU positiv over for, at ernæringsspørgsmålet indgår som en integreret del af Fødevaremyndighedens kompetenceområde. ØSU har tillid til, at der vil blive fastsat klare grænser for Fødevaremyndighedens opgaver, der skal vedrøre videnskabelige spørgsmål i relation til fødevaresikkerhed. Emner så som sundhedsfremmeprogrammer og lignende bør fortsat være Kommissionens og dens specialiserede tjenestegrenes ansvar.

3.13.2. Der er brug for mere klarhed omkring Fødevaremyndighedens ansvar. Af forordningsforslaget synes det at fremgå, at Fødevaremyndigheden kun er endeligt ansvarlig over for Kommissionen Dette er ikke på linje med ØSU's udtalelse om hvidbogen, hvor det blev nævnt, at Fødevaremyndigheden også bør være ansvarlig over for EU-Parlamentet og medlemsstaterne (se udtalelsen om hvidbogen, pkt. 3.17).

3.13.3. Hvad angår stk. 3, foreslår ØSU, at der for at sikre, at Fødevaremyndighedens udtalelser og videnskabelige rolle i beslutningsprocessen formelt anerkendes, åbnes reel mulighed for under beslutningsprocessen om fødevareanliggender, at Fødevaremyndigheden rådspørges for at kunne checke den videnskabelige logik og konsekvens i udtalelserne på det tidspunkt, hvor de første gang fremlægges, og inden de endelig vedtages.

3.14. Artikel 22 ("Myndighedens opgaver"). Hvad angår litra a), mener ØSU, at det henhører under "Fællesskabsinstitutionerne". I henhold til litra l) sammenholdt med artikel 39 ("Kommunikation") skal offentligheden have direkte information fra Fødevaremyndigheden om risikovurderingsaspekterne vedrørende et bestemt område, mens de ansvarlige beslutningstagere i risikostyringsprocessen skal informere om de lovmæssige foranstaltninger om samme emne. Dette rejser nogle afgørende spørgsmål om midlerne og effektiviteten i Fødevaremyndighedens meddelelser, der kan påvirke dets troværdighed i offentligheden og især dens succesmuligheder. Fødevaremyndigheden skal skabe respekt for sine dybtgående videnskabelige ressourcer, sine fornuftige vurderinger og sin hurtige reaktion i nødstilfælde. Den skal meget hurtigt vinde forbrugernes tillid via de eksisterende medier, og det er vitalt, at man får størst muligt udbytte af at have én enkelt autoritet.

3.15. Artikel 23 ("Myndighedens organer"). ØSU mener, at den nye terminologi vedrørende videnskabelige organer i litra d) kan være problematisk for klarheden i forholdet til forbrugerne eller tolkes, som om deres autoritet og evne til at yde passende teknisk og videnskabelig støtte drages i tvivl.

3.16. Artikel 24 ("Bestyrelsen"). Det er nødvendigt med en afklaring af den sandsynlige sammensætning og procedurerne/kriterierne for udvælgelsen af kandidater. Som påpeget ovenfor understreger ØSU behovet for, at primær-, sekundær- og tertiæroperatører repræsenteres i bestyrelsen for at understrege den integrerede helhedsstrategi for fødekæden (jf. 1.7). ØSU beklager, at hverken ØSU eller Regionsudvalget nævnes, selv om begge har bevist, at de yder værdifulde bidrag, hvad fødevaresikkerhed angår. I samme ånd henleder ØSU opmærksomheden på stk. 7, 3. afsnit, som der allerede er henvist til i 2.8.

3.17. Artikel 26 ("Det rådgivende forum"), stk. 6, og artikel 27 ("Videnskabelig komité og ekspertpaneler"), stk. 8. Kommissionens (ansvarlig beslutningstager i risikostyringsprocessen) deltagelse i møderne i det rådgivende forum, (såvel som i den videnskabelige komité, ekspertpanelerne og arbejdsgrupperne, som fastsat i Artikel 27), skal garantere hovedmålet om at bevare en klar grænse mellem risikovurdering og risikostyring. Stk. 8 bør således have større vægt. Stk. 1 bør indeholde en beskrivelse om stedfortrædere. Det er vanskeligt at se sig, hvordan en repræsentant alene kan sikre tilstrækkelig feedback, og inddragelse af det bredest mulige nationale netværk.

3.18. Artikel 27 ("Videnskabelig komité og ekspertpaneler"). ØSU ønsker, at der skabes mulighed for at oprette særlige ekspertgrupper om emner, der ikke specifikt falder ind under et af de omtalte panelers ansvarsområder. I denne artikel bør også indføjes en mulighed for at organisere høringer. Titlerne på ekspertpanelerne bør være mere fleksible, så de kan omfatte emner, som f.eks. følger af forurening i fødekæden og levnedsmiddelintolerans. Hvad angår de komitéer og ekspertpaneler, artikel 27 omhandler, bør der efter ØSU's mening også være et ekspertpanel, som ser på det følsomme problem vedrørende traditionel produktion og fødevaresikkerhed.

3.19. Artikel 27 ("Ekspertudtalelser"). Der rejser sig det spørgsmål, hvorledes prioriteringen af de mange udtalelser, som Fødevaremyndigheden anmodes om, skal afgøres, og af hvem.

3.20. Artikel 29 ("Modstridende ekspertudtalelser"). Det synes at fremgå af stk. 3, at det i tilfælde af konflikt mellem de eksperter, der vurderer risikoen, er den ansvarlige beslutningstager i risikostyringsprocessen, der træffer afgørelse om et risikovurderingsspørgsmål. Som det allerede er nævnt i 2.10 må den endelige mægler i sådanne sager helt klart være Fødevaremyndigheden. Stk. 4 bidrager ikke med nogen løsning på denne eventuelle konflikt og bør præciseres.

3.21. Artikel 32 ("Dataindsamling"). ØSU bør anføres på listen over institutioner, der er nævnt i stk. 6, og som Fødevaremyndigheden skal sende resultaterne af sine dataindsamlinger til.

3.22. Artikel 33 ("Konstatering af nye risici"). ØSU bør anføres på listen over institutioner, der modtager informationer om nye risici.

3.23. Artikel 34 ("System for hurtig varsling"). ØSU er klar over, at mange medlemsstater er betænkelige ved, at det er Fødevaremyndigheden, der skal være ansvarlig for driften af det hurtige varslingssystem. Det bør være helt klart, hvad der menes med "den daglige forvaltning" af dette system, og hvad Kommissionens og Fødevaremyndighedens specifikke roller er.

3.24. Artikel 41 ("Forbrugere og andre interesserede parter"). ØSU bemærker, at Kommissionen har fulgt dets forslag vedrørende dialogen med forbrugerne og andre berørte parter, og håber, at den endelige tekst kan forbedres ved at understrege, at dialogen med producenterne og forarbejdningsindustrien bør sikres på alle niveauer i fødevarekæden.

3.25. Artikel 42 ("Vedtagelse af Myndighedens budget") sammen med artikel 44 ("Gebyrer modtaget af Myndigheden"). ØSU finder det nødvendigt, at terminologien ændres i visse sprogudgaver for at sikre, at der ikke tales om skatter eller afgifter, men om gebyrer for leverede tjenesteydelser. Gebyrer, der betales for tjenesteydelser, må aldrig true Myndighedens uafhængighed og objektivitet. ØSU anmoder om, at det præciseres, hvilke af Fødevaremyndighedens tjenester der potentielt kan føre til gebyrbetaling.

3.26. Artikel 48 ("Tredjelandes deltagelse"). ØSU mener, at i betragtning af dette emnes umiddelbare og store betydning bør de foreslåede regler gøres mere præcise og specifikke.

Kapitel IV: System for hurtig varsling, krisestyring og krisesituationer

3.27. Artikel 53 ("Kriseenhed"). ØSU mener, at der i denne artikel fokuseres for meget på kriseenhedens rolle i styring af kriser, når de først er opstået, og det som ØSU anser for at være af meget større betydning, nemlig kriseforebyggelse, nævnes ikke. Kriseenheden bør derfor ikke være et organ, der oprettes, når der først er opstået en krise, men et permanent organ, hvis formål er at medvirke til at undgå krisesituationer. Såfremt der faktisk opstår en krise, kan kriseenheden altid styrkes ved at tilføre ekstra personale og ressourcer.

Kapitel V: Procedurer og afsluttende bestemmelser

3.28. Artikel 59 ("Mæglingsprocedurer"). Denne artikel synes at indføre en særlig klageprocedure for frihandel i tilfælde vedrørende fødevaresikkerhed. ØSU undrer sig over, at det skulle være nødvendigt, og spørger om det ikke ville være mere hensigtsmæssigt at ændre den almindelige procedure.

3.29. Artikel 60 ("Evaluering"). I henhold til artikel 60, stk. 1, 2. afsnit, skal bestyrelsen gennemgå evalueringens konklusioner og derefter om nødvendigt rette henstillinger til Kommissionen om ændringer af Fødevaremyndigheden og dens arbejdsmetoder. Ville bestyrelsen ikke selv efter en grundig evaluering af konklusionerne være bedre i stand til at tage beslutning om kommende tiltag? Affattet på denne måde giver artiklen let det indtryk, at Fødevaremyndigheden i alt væsentligt er en underafdeling af Kommissionen. ØSU mener, at denne evalueringsrapport også bør præsenteres for de andre EU-institutioner, herunder ØSU, og at der i de endelige konklusioner bør tages hensyn til alle kommentarer.

3.30. Artikel 62 ("Kompetencen hos Det Europæiske Agentur for Lægemiddelvurdering"). Selv om forordningen ifølge denne artikel "ikke berører den kompetence, der er tillagt Det Europæiske Agentur for Lægemiddelvurdering", ønsker ØSU at understrege, som det tidligere har gjort i sin udtalelse om hvidbogen (se pkt. 3.17 c), at forholdet mellem Fødevaremyndigheden og Lægemiddelvurderingsagenturet er af særlig betydning, især når det drejer sig om grænseprodukter, hvor det kan være vanskeligt at afgøre om et produkt er en fødevare eller et lægemiddel. Yderligere detaljer om, hvorledes dette forhold skal udvikle sig i praksis, synes at være på sin plads. ØSU mener ligeledes, at en særlig artikel bør omhandle forbindelsen mellem Fødevaremyndigheden og Levnedsmiddel- og Veterinærkontoret i Dublin. (FVO).

4. Konklusioner

4.1. Som nævnt ovenfor anerkender ØSU Kommissionens store indsats for at udarbejde det foreliggende forslag, som vidner om den store betydning, som den tillægger fødevaresikkerhed. Indførelsen af en global plan med forbedrede strukturer, der involverer hele fødekæden og er baseret på principper om åbenhed, den bedste kvalitet og gennemsigtighed, kan kun bydes velkommen.

4.2. Visse artikler og principper er imidlertid for vage, der mangler sammenhæng mellem forskellige dele af dokumentet og klarhed omkring den nøjagtige fordeling af forskellige ansvarsområder. Derfor kræves der en yderligere indsats, hvis målene i forordningen skal opfyldes.

4.3. Forordningen bør primært indeholde en effektiv handlingsplan. Den virkelige udfordring består i at gøre tingene bedre end tidligere, og at øge den generelle tillid til hele fødevarekæden. ØSU har til hensigt at følge den fremtidige udvikling for at sikre, at udviklingen omkring fødevaresikkerhedsspørgsmål hovedsageligt skal være resultatorienteret og forebyggende. ØSU vil derfor med jævne mellemrum gennemføre en ad hoc-evaluering for at sikre konsekvens og dialog om disse spørgsmål.

4.4. ØSU understreger, at evaluering af fremskridt inden for fødevaresikkerhedsspørgsmål og bedømmelse af, om det nye system lever op til forventningerne, kræver evalueringskriterier, som for eksempel øget/dalende forbrugertillid, forekomst og håndtering af fødevarekriser, tættere samarbejde mellem involverede parter, osv.

4.5. Hvis der er generel konsensus om den kommende Fødevaremyndigheds vigtige rolle, mener ØSU, at man må drage den logiske konklusion, at Fødevaremyndigheden skal have en rolle i beslutningsprocessen på fødevareområdet; Fødevaremyndigheden skal fokusere på at sikre videnskabelig konsekvens, altid at bevare en neutral holdning og en realistisk adskillelse mellem risikovurdering og risikostyring. ØSU tilbyder at omsætte dette koncept til mere konkrete planer og foreslår, at der nedsættes en blandet arbejdsgruppe om dette emne med deltagelse af de andre EU-institutioner og de berørte parter.

Bruxelles, den 28. marts 2001.

Göke Frerichs

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EFT C 204 af 18.7.2000, s. 21.

(2) EFT C 14 af 16.1.2001.

(3) EFT C 268 af 19.9.2000.

BILAG

til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Forkastede ændringsforslag

Følgende ændringsforslag blev forkastet under forhandlingerne, men opnåede mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer:

Punkt 3.8

Følgende tilføjes i slutningen af punktet:

"Det er derfor nødvendigt, at der for produkter, der anvendes til hhv. menneskeføde og dyrefoder, fastsættes nogle grænseværdier for de stoffer og bestanddele, der indgår i produkterne, således at sporbarhedssystemet bliver anvendeligt og funktionelt for især SMV".

Begrundelse

Den foreslåede formulering åbner mulighed for en fornuftig fortolkning af princippet om sporbarhed ved at fastlægge nogle grænseværdier for stofferne i bestemte produkttyper med henblik på at give operatørerne mulighed for at overholde deres forpligtelser.

Afstemningsresultat

For: 24, imod: 63, hverken for eller imod: 3.