(1)

Statslig finansiering, som opfylder kriterierne i artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, udgør statsstøtte og skal anmeldes til Kommissionen i henhold til traktatens artikel 108, stk. 3. I medfør af traktatens artikel 109 kan Rådet imidlertid bestemme, at visse former for støtte er fritaget for denne anmeldelsespligt. I henhold til traktatens artikel 108, stk. 4, kan Kommissionen vedtage forordninger vedrørende disse former for statsstøtte. I forordning (EU) 2015/1588 og i overensstemmelse med traktatens artikel 109 besluttede Rådet, at de minimis-støtte (dvs. støtte, der ydes til den samme virksomhed over en bestemt periode, og som ikke overstiger et vist nærmere fastsat beløb) udgør en sådan form for støtte. De minimis-støtte anses således for ikke at opfylde alle kriterierne i traktatens artikel 107, stk. 1, og er derfor ikke omfattet af anmeldelsespligten.

(2)

Kommissionen har i adskillige afgørelser præciseret begrebet støtte som omhandlet i traktatens artikel 107, stk. 1. Kommissionen har også bekendtgjort, hvordan den forholder sig til et de minimis-loft, under hvilket traktatens artikel 107, stk. 1, kan anses for ikke at finde anvendelse. Det gjorde den første gang i meddelelsen om de minimis-støtteordninger (2) og efterfølgende i Kommissionens forordning (EF) nr. 69/2001 (3), (EF) nr. 1998/2006 (4) og (EU) nr. 1407/2013 (5). Denne forordning erstatter forordning (EU) nr. 1407/2013, når den udløber.

(3)

I lyset af erfaringerne med anvendelsen af forordning (EU) nr. 1407/2013 bør loftet for den de minimis-støtte, som en enkelt virksomhed kan modtage pr. medlemsstat i en given periode på 3 år, hæves til 300 000 EUR. Dette loft tager hensyn til inflationen siden ikrafttrædelsen af forordning (EU) nr. 1407/2013 og den forventede udvikling i nærværende forordnings gyldighedsperiode. Loftet er nødvendigt for at sikre, at enhver foranstaltning, der falder ind under nærværende forordning, kan anses for ikke at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og ikke at fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene.

(4)

Ved anvendelsen af traktatens konkurrenceregler forstås ved en virksomhed enhver enhed, det være sig en fysisk eller juridisk person, som udøver økonomisk virksomhed, uanset enhedens retlige status og finansieringsmåde (6). EU-Domstolen har præciseret, at en enhed, der »ejer kontrollerende aktieposter i en virksomhed«, og som »reelt udøver denne kontrol ved at være direkte eller indirekte involveret i ledelsen deraf«, skal anses for at deltage i sidstnævntes økonomiske aktivitet. Derfor skal enheden selv kvalificeres som en virksomhed efter traktatens artikel 107, stk. 1 (7). EU-Domstolen har fastslået, at alle enheder, som kontrolleres af samme enhed (de jure eller de facto), skal betragtes som en enkelt virksomhed (8).

(5)

Af hensyn til retssikkerheden og for at mindske den administrative byrde bør denne forordning indeholde en klar og udtømmende liste med kriterier for, hvornår to eller flere virksomheder i den samme medlemsstat bør betragtes som en enkelt virksomhed. Kommissionen har ud fra de veletablerede kriterier for definitionen af »tilknyttede virksomheder« i definitionen af små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i Kommissionens henstilling 2003/361/EF (9) og bilag I til Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 (10) udvalgt de kriterier, der er relevante i forbindelse med nærværende forordning. Kriterierne bør i lyset af denne forordnings anvendelsesområde anvendes på både SMV'er og store virksomheder og bør sikre, at en gruppe af tilknyttede virksomheder betragtes som en enkelt virksomhed i forbindelse med anvendelsen af de minimis-reglen. Virksomheder, der ikke har nogen forbindelse til hinanden, ud over at de hver især har en direkte forbindelse til det eller de samme offentlige organer, betragtes imidlertid ikke som knyttede til hinanden. Der bør således tages hensyn til de særlige omstændigheder, der gælder for virksomheder, som kontrolleres af det eller de samme offentlige organer, men som kan have selvstændig beslutningsbeføjelse.

(6)

På grund af de særlige regler, der gælder for primærproduktion (navnlig primærproduktion af landbrugsprodukter og primærproduktion af fiskevarer og akvakulturprodukter) og risikoen for, at støttebeløb, der ligger under loftet i denne forordning, alligevel vil kunne opfylde kriterierne i traktatens artikel 107, stk. 1, bør denne forordning ikke finde anvendelse på disse sektorer.

(7)

I betragtning af lighederne mellem forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter og ikke-landbrugsprodukter bør denne forordning finde anvendelse på forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter, når visse betingelser er opfyldt. Aktiviteter på bedriften, som er nødvendige for at forberede et produkt til det første salg (f.eks. høst og tærskning af korn eller forpakning af æg) eller det første salg til forhandlere eller forarbejdningsvirksomheder, bør ikke betragtes som forarbejdning eller afsætning i denne forbindelse, og denne forordning bør derfor ikke gælde for sådanne aktiviteter.

(8)

På samme måde og i betragtning af typen af aktiviteter inden for forarbejdning og afsætning af fiskevarer og akvakulturprodukter og lighederne mellem disse aktiviteter og andre forarbejdnings- og afsætningsaktiviteter bør denne forordning finde anvendelse på virksomheder, der beskæftiger sig med forarbejdning og afsætning af fiskevarer og akvakulturprodukter, på visse betingelser. Hverken aktiviteter på bedriften, som er nødvendige for at forberede et dyr eller en plante til det første salg (herunder udskæring, filetering eller nedfrysning), eller det første salg til forhandlere eller forarbejdningsvirksomheder bør i denne henseende betragtes som forarbejdning eller afsætning, og denne forordning bør derfor ikke gælde for disse aktiviteter.

(9)

EU-Domstolen har fastslået, at når Unionen ved lovgivning har indført en fælles markedsordning i en given landbrugssektor, har medlemsstaterne pligt til ikke at gøre undtagelser fra ordningen eller i øvrigt tilsidesætte den (11). Denne forordning bør derfor ikke gælde for støttebeløb, hvis størrelse fastsættes på grundlag af prisen for eller mængden af produkter, der indkøbes eller afsættes i landbrugssektoren. Den bør heller ikke finde anvendelse på støtte, der er betinget af, at støtten deles med primærlandbrugsproducenter. Disse principper gælder også for fiskeri- og akvakultursektoren.

(10)

Denne forordning bør ikke finde anvendelse på eksportstøtte eller støtte, der er betinget af at der anvendes indenlandske varer eller tjenester frem for importerede. Den bør navnlig ikke gælde for støtte til finansiering af etablering og drift af distributionsnet i andre medlemsstater eller i tredjelande. EU-Domstolen har fastslået, at forordning (EF) nr. 1998/2006 »udelukker ikke enhver støtte, der kan have indvirkning på eksporten, men kun den støtte, der gennem den måde, hvorpå den er udformet, har som direkte formål at støtte salg til en anden medlemsstat«, og at »en støtte til en investering, forudsat at den ikke under den ene eller den anden form i princippet og med hensyn til størrelsen fastsættes ved mængden af eksportvarer, ikke udgør »støtte til aktiviteter, der er knyttet til eksport« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra d), i forordning (EF) nr. 1998/2006 og således ikke omfattes af denne bestemmelses anvendelsesområde, selv ikke såfremt de herved støttede investeringer fremmer udvikling af produkter, der er bestemt til eksport« (12). Støtte til dækning af udgifter til deltagelse i varemesser eller til dækning af udgifter til undersøgelser eller konsulentbistand, der er nødvendige for at lancere et nyt eller et eksisterende produkt på et nyt marked i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, betragtes generelt ikke som eksportstøtte.

(11)

Den periode på tre år, der skal tages i betragtning ved anvendelsen af denne forordning, bør være glidende. For hver ny de minimis-støtte skal der således tages hensyn til den samlede de minimis-støtte, der er ydet i de foregående tre år.

(12)

Hvis en virksomhed er aktiv inden for en af de sektorer, der er udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde, og også er aktiv inden for andre sektorer eller har andre aktiviteter, bør denne forordning finde anvendelse på de andre sektorer eller aktiviteter, forudsat at den pågældende medlemsstat ved hjælp af egnede midler, f.eks. adskillelse af aktiviteter eller af regnskaber, sikrer, at de minimis-støtten ikke kommer aktiviteterne i de udelukkede sektorer til gode. Det samme princip bør gælde, når en virksomhed er aktiv inden for sektorer, hvor der gælder et lavere de minimis-loft. Såfremt en virksomhed ikke kan sikre, at der til aktiviteterne inden for de sektorer, hvor der gælder lavere de minimis-lofter, kun ydes de minimis-støtte op til disse lavere lofter, bør det laveste loft finde anvendelse på alle virksomhedens aktiviteter.

(13)

Der bør fastsættes regler til at sikre, at det ikke er muligt at omgå de maksimale støtteintensiteter, der er fastsat i relevante forordninger eller kommissionsafgørelser vedrørende statsstøtte. Der bør også fastsættes klare kumuleringsregler.

(14)

Denne forordning udelukker ikke, at en foranstaltning eventuelt ikke skal betragtes som statsstøtte efter traktatens artikel 107, stk. 1, af andre grunde end de i denne forordning nævnte, f.eks. fordi foranstaltningen er i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip, eller fordi den ikke indebærer overførsel af statsmidler. Særligt udgør EU-støtte, der forvaltes centralt af Kommissionen, og som ikke direkte eller indirekte kontrolleres af medlemsstaterne, ikke statsstøtte og bør ikke tages i betragtning ved bestemmelsen af, om loftet i denne forordning er overholdt.

(15)

Denne forordning omfatter ikke alle de situationer, hvor en foranstaltning muligvis ikke påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne eller ikke fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen. Der kan være situationer, hvor en støttemodtager leverer varer eller tjenesteydelser i et begrænset område (f.eks. en øregion eller en region i den yderste periferi) i en medlemsstat, og at det er usandsynligt, at støttemodtageren vil tiltrække kunder fra andre medlemsstater, og at det ikke kan forventes, at foranstaltningen vil have andet end en marginal indvirkning på grænseoverskridende investeringer eller etableringer. En sådan foranstaltning bør vurderes fra sag til sag.

(16)

For at sikre gennemsigtighed, ligebehandling og effektivt tilsyn bør denne forordning kun finde anvendelse på de minimis-støtte, hvis bruttosubventionsækvivalent kan forudberegnes præcist, uden at det er nødvendigt at foretage en risikovurdering (»gennemsigtig de minimis-støtte«). En sådan præcis beregning er f.eks. mulig i forbindelse med tilskud, rentetilskud, begrænsede skatte- og afgiftsfritagelser eller andre instrumenter, for hvilke der gælder en øvre grænse, som sikrer, at det relevante loft ikke overstiges. En sådan øvre grænse betyder, at så længe det præcise støttebeløb ikke er kendt, skal medlemsstaten antage, at beløbet svarer til grænsen for foranstaltningen, for at sikre, at flere støtteforanstaltninger ikke tilsammen overstiger det loft, der er fastlagt i denne forordning, og for at anvende kumuleringsreglerne.

(17)

For at sikre gennemsigtighed, ligebehandling og korrekt anvendelse af de minimis-loftet bør alle medlemsstaterne anvende den samme metode til beregning af det samlede støttebeløb. For at lette beregningen bør støttebeløb, der ikke udbetales som kontante tilskud, omregnes til en bruttosubventionsækvivalent. For at kunne beregne bruttosubventionsækvivalenten for andre former for gennemsigtig støtte end tilskud og rateudbetalt støtte er det nødvendigt at anvende de gældende markedsrentesatser på støttetidspunktet. For at fremme en ensartet, gennemsigtig og enkel anvendelse af statsstøttereglerne bør de markedsrentesatser, der skal anvendes med henblik på denne forordning, være de referencesatser, der er fastsat i meddelelsen fra Kommissionen om revision af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (13).

(18)

Støtte indeholdt i lån, herunder de minimis-støtte til risikofinansiering i form af lån, bør betragtes som gennemsigtig de minimis-støtte, hvis bruttosubventionsækvivalenten er blevet beregnet på basis af de gældende markedsrentesatser på støttetidspunktet. For at forenkle behandlingen af mindre lån med kort løbetid bør der fastsættes en klar regel, der er enkel at anvende og tager hensyn til såvel lånebeløbet som løbetiden. Lån, der er sikret ved sikkerhedsstillelse for mindst 50 % af lånet, og som ikke overstiger enten 1 500 000 EUR og en løbetid på fem år eller 750 000 EUR og en løbetid på ti år, kan anses for at have en bruttosubventionsækvivalent, der ikke overstiger de minimis-loftet. Disse beløbsstørrelser er baseret på Kommissionens erfaringer og tager hensyn til inflationen siden ikrafttrædelsen af forordning (EU) nr. 1407/2013 og den anslåede inflationære udvikling i nærværende forordnings anvendelsesperiode. På grund af vanskelighederne med at bestemme bruttosubventionsækvivalenten af støtte, der ydes til virksomheder, der muligvis ikke vil være i stand til at tilbagebetale lånet (f.eks. fordi virksomheden er under konkursbehandling, eller fordi den opfylder betingelserne i national ret for at blive sat under konkursbehandling efter begæring fra kreditorerne), bør denne regel ikke gælde for sådanne virksomheder.

(19)

Støtte indeholdt i kapitaltilførsler bør ikke betragtes som gennemsigtig de minimis-støtte, medmindre det samlede beløb i forbindelse med den offentlige kapitaltilførsel ligger under de minimis-loftet. Støtte indeholdt i risikofinansieringsforanstaltninger i form af egenkapital- eller kvasiegenkapitalinvesteringer, jf. retningslinjerne for risikofinansiering (14), bør ikke betragtes som gennemsigtig de minimis-støtte, medmindre den pågældende foranstaltning tilfører kapital, der ikke overstiger de minimis-loftet.

(20)

Støtte indeholdt i garantier, herunder de minimis-støtte til risikofinansiering i form af garantier, bør betragtes som gennemsigtig, hvis bruttosubventionsækvivalenten er blevet beregnet på grundlag af de minimumspræmier, der er fastsat i Kommissionens meddelelse for den pågældende type virksomhed (15). Denne forordning bør indeholde klare regler, der tager hensyn til såvel størrelsen af det underliggende lån som garantiens løbetid. Sådanne klare regler bør bidrage til at forenkle behandlingen af garantier med kort løbetid, der dækker op til 80 % af et relativt lille lån, og hvor tabene bæres proportionalt og på samme betingelser af långiveren og garantistilleren, og de nettobeløb, der genereres i forbindelse med inddrivelsen af lånet på den sikkerhed, som låntageren stiller, proportionalt mindsker långiverens og garantistillerens tab. Denne regel bør ikke gælde for garantier på underliggende transaktioner, der ikke er lån, såsom garantier på kapitaltransaktioner. Ud fra Kommissionens erfaringer og under hensyn til inflationen siden ikrafttrædelsen af forordning (EU) nr. 1407/2013 og den anslåede inflationære udvikling i nærværende forordnings gyldighedsperiode bør garantien anses for at have en bruttosubventionsækvivalent, der ikke overstiger de minimis-loftet, hvis i) garantien ikke overstiger 80 % af det underliggende lån, ii) det garanterede beløb ikke overstiger 2 250 000 EUR, og iii) garantiens løbetid er på højst 5 år. Det samme gælder, hvis i) garantien ikke overstiger 80 % af det underliggende lån, ii) det garanterede beløb ikke overstiger 1 125 000 EUR, og iii) garantiens løbetid er på højst 10 år.

(21)

Medlemsstaterne kan desuden anvende en metode til beregning af garantiens bruttosubventionsækvivalent, der er blevet meddelt Kommissionen i henhold til en anden forordning vedtaget af Kommissionen på statsstøtteområdet, der var gældende på det pågældende tidspunkt, og som Kommissionen har accepteret er i overensstemmelse med garantimeddelelsen (16) eller en efterfølgende meddelelse, Medlemsstaterne må kun anvende en sådan accepteret metode, hvis den udtrykkeligt tager sigte på den type garantier og underliggende transaktioner, der er relevante i forbindelse med anvendelsen af denne forordning.

(22)

Når der ydes de minimis-støtte gennem finansielle formidlere, bør medlemsstaterne sikre, at disse ikke modtager nogen form for statsstøtte. Dette kan f.eks. gøres ved at kræve, i) at finansielle formidlere, der er omfattet af en statsgaranti, betaler en markedskonform præmie eller ii) fuldt ud videregiver enhver fordel til de endelige støttemodtagere eller iii) overholder de minimis-loftet og andre bestemmelser i denne forordning, herunder på formidlerplan. I de tilfælde, hvor medlemsstaterne benytter mulighed iii), bør denne forordning for at forenkle behandlingen af finansielle formidlere, som gennemfører de minimis-støtteordninger, indeholde en klar og let anvendelig regel, som tager hensyn til den samlede mængde lån, der indebærer de minimis-støtte, som udstedes af en finansiel formidler over tre år. Det er Kommissionens erfaring, at finansielle formidlere, som yder garanterede de minimis-lån og anvender en mekanisme til at videregive fordelen ved garantien til de endelige støttemodtagere, kan anses for at modtage en bruttosubventionsækvivalent, der ikke overstiger de minimis-loftet, hvis den samlede portefølje af garanterede de minimis-lån udgør mindre end 10 mio. EUR, eller hvis den samlede portefølje af garanterede de minimis-lån udgør mindre end 40 mio. EUR og består af individuelle de minimis-lånebeløb på under 100 000 EUR, forudsat at alle de finansielle formidlere, der opererer i den pågældende medlemsstat, har adgang til de minimis-ordningen på lige vilkår.

(23)

På grundlag af en anmeldelse fra en medlemsstat bør Kommissionen undersøge, om en foranstaltning, der ikke består i et tilskud, et lån, en garanti, en kapitaltilførsel eller risikofinansiering i form af egenkapital- eller kvasiegenkapitalinvesteringer, begrænsede skatte- og afgiftsfritagelser eller andre instrumenter, for hvilke der gælder en øvre grænse, medfører en bruttosubventionsækvivalent, som ikke overstiger de minimis-loftet og derfor kunne falde ind under denne forordnings anvendelsesområde.

(24)

Kommissionen har pligt til at sikre, at statsstøttereglerne overholdes og er i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde i artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Medlemsstaterne bør lette denne opgave ved at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at den samlede de minimis-støtte, der ydes til en enkelt virksomhed efter de minimis-reglen, ikke overstiger det samlede tilladte loft. Medlemsstaterne bør føre tilsyn med den ydede støtte for at sikre, at loftet i denne forordning ikke overstiges, og at reglerne om kumulering overholdes. Med henblik herpå bør medlemsstaterne senest den 1. januar 2026 indlæse fuldstændige oplysninger om den de minimis-støtte, der er ydet, i et centralt register på nationalt plan eller EU-plan og kontrollere, at ny støtte ikke overstiger loftet i denne forordning. Det centrale register vil bidrage til at lette virksomhedernes administrative byrde. Virksomhederne vil i henhold til denne forordning ikke længere skulle holde øje med og anmelde eventuel anden modtaget de minimis-støtte, når først registret indeholder data for en periode på tre år. I forbindelse med denne forordning bør kontrol med overholdelsen af loftet i denne forordning i princippet baseres på oplysningerne i det centrale register.

(25)

Hver medlemsstat kan oprette et nationalt centralt register. Eksisterende nationale centrale registre kan fortsat anvendes, hvis de opfylder betingelserne i denne forordning. Kommissionen vil oprette et centralt register på EU-plan, som medlemsstaterne kan anvende fra den 1. januar 2026.

(26)

Da administrative byrder og lovgivningsmæssige hindringer udgør et problem for de fleste SMV'er, og da Kommissionen har et mål om at reducere byrden i forbindelse med rapporteringskrav med 25 % (17), skal centrale registre oprettes på en sådan måde, at de mindsker den administrative byrde. God administrativ praksis, f.eks. som fastsat i forordningen om den fælles digitale portal (18), kan danne udgangspunktet for oprettelsen og driften af det centrale register på EU-plan og de nationale centrale registre.

(27)

Formålet med reglerne om gennemsigtighed er at sikre bedre overholdelse af reglerne, større ansvarlighed, peer review og i sidste ende en mere produktiv anvendelse af offentlige midler. Offentliggørelsen af navnet på støttemodtageren i et centralt register tager hensyn til den legitime interesse i gennemsigtighed ved at informere offentligheden om anvendelsen af medlemsstaternes midler. Det griber ikke unødigt ind i støttemodtagerens ret til beskyttelse af personoplysninger, så længe offentliggørelsen af sådanne oplysninger i det centrale register overholder EU-reglerne om databeskyttelse (19). Medlemsstaterne bør have mulighed for at pseudonymisere bestemte dele, når det er nødvendigt for at overholde EU-reglerne om databeskyttelse.

(28)

Denne forordning bør indeholde en række betingelser for, hvornår en given foranstaltning, der falder ind under denne forordning, kan anses for ikke at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og ikke at fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene. Denne forordning bør derfor også gælde for støtte, der er blevet tildelt før dens ikrafttræden, hvis alle betingelserne deri er opfyldt. Støtte, som opfylder kriterierne i forordning (EU) nr. 1407/2013 og er blevet tildelt mellem den 1. januar 2014 og den 31. december 2023, bør ligeledes anses for at være fritaget for anmeldelsespligten i traktatens artikel 108, stk. 3.

(29)

Under hensyn til den hyppighed, hvormed det generelt er nødvendigt at revidere statsstøttepolitikken, bør forordningens anvendelsesperiode begrænses.

(30)

Hvis forordningens anvendelsesperiode udløber uden at blive forlænget, bør medlemsstaterne have en overgangsperiode på seks måneder for de minimis-støtte, der er omfattet af denne forordning —