Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32021R1349

    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/1349 af 6. maj 2021 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer betingelserne for de kompetente myndigheders overensstemmelsesvurdering vedrørende den obligatoriske administration af et kritisk benchmark (EØS-relevant tekst)

    C/2021/3117

    EUT L 291 af 13.8.2021, p. 4–8 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2021/1349/oj

    13.8.2021   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 291/4


    KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2021/1349

    af 6. maj 2021

    om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer betingelserne for de kompetente myndigheders overensstemmelsesvurdering vedrørende den obligatoriske administration af et kritisk benchmark

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 af 8. juni 2016 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater, og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU samt forordning (EU) nr. 596/2014 (1), særlig artikel 21, stk. 5, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    De kompetente myndigheders vurdering, jf. artikel 21, stk. 2, litra b), i forordning (EU) 2016/1011, vedrører enten, hvordan et kritisk benchmark skal overdrages til en ny administrator, eller hvordan leveringen af benchmarket skal indstilles. Der bør derfor fastsættes to sæt kriterier, som de kompetente myndigheder skal tage i betragtning, afhængigt af hvilket scenarie de vurderer.

    (2)

    Hvis et kritisk benchmark skal overdrages til en ny administrator, bør den nye administrator kunne sikre kontinuiteten i leveringen af det kritiske benchmark på en sådan måde, at tilsynsbelagte enheder fortsat kan bruge det uden afbrydelse og i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/1011. Det er derfor nødvendigt at præcisere, hvilke kriterier en kompetent myndighed bør tage i betragtning, når den vurderer, om den nye administrator kan sikre en sådan kontinuitet.

    (3)

    Tilsynet med et kritisk benchmark bør sikres under hele det pågældende benchmarks overdragelse til en ny administrator. Der er en større risiko for manglende kontinuitet i tilsynet med et sådant benchmark, hvis den nye administrator er etableret i en anden medlemsstat end den, hvor den kompetente myndighed foretager vurderingen af, hvordan det kritiske benchmark skal overdrages til den nye administrator. De berørte kompetente myndigheder bør samarbejde for at sikre, at den kompetente myndighed, der foretager vurderingen, modtager alle de oplysninger, der er nødvendige for at afgøre, om det fortsatte tilsyn med benchmarket vil blive sikret under hele denne overdragelse, herunder en analyse med fokus på den nye administrators placering og godkendelsesstatus.

    (4)

    Når en kompetent myndighed vurderer, hvordan et kritisk benchmark skal overdrages til en ny administrator, bør den ud fra et operationelt synspunkt analysere, hvordan leveringen af det kritiske benchmark vil blive overført fra den nuværende administrator til den nye administrator. Den berørte kompetente myndighed bør navnlig overveje en uafbrudt offentliggørelse af benchmarket, tilgængeligheden af inputdata, metodologien til beregning af benchmarket og nødvendige kontakter med stillere, brugere og andre interessenter.

    (5)

    En kompetent myndighed, der vurderer, hvordan leveringen af et kritisk benchmark skal indstilles, bør sikre sig, at leveringen af benchmarket kan indstilles på en velordnet måde, bl.a. under hensyntagen til den procedure for ophør af benchmarket, som administratoren har fastsat i overensstemmelse med artikel 28, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1011. Det er derfor nødvendigt at præcisere, hvilke kriterier en kompetent myndighed bør tage i betragtning, når den afgør, om dette er tilfældet.

    (6)

    En kompetent myndighed, der vurderer, hvordan leveringen af et kritisk benchmark skal indstilles, bør også overveje de skriftlige planer for ophør af benchmarket, jf. artikel 28, stk. 2, i forordning (EU) 2016/1011. Disse skriftlige planer fra forskellige brugere af et kritisk benchmark stemmer muligvis ikke altid overens og er muligvis ikke konsistente, hvis de anvendes samtidig. Det er derfor vigtigt, at de kompetente myndigheder overvejer, i hvilket omfang disse skriftlige planer er kompatible mellem forskellige brugere af benchmarket, herunder med hensyn til de udløsende begivenheder for ophør af benchmarket, som disse skriftlige planer forudser, og hvordan disse skriftlige planer kan anvendes til at sikre, at det kritiske benchmark ophører på en velordnet måde.

    (7)

    Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) har forelagt for Kommissionen.

    (8)

    ESMA har afholdt åbne offentlige høringer om det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt anmodet interessentgruppen for værdipapirer og markeder, der er nedsat i henhold artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (2), om rådgivning.

    (9)

    For at sikre overensstemmelse med anvendelsesdatoen for artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2175 (3), hvorved artikel 21, stk. 5, blev indført i forordning (EU) 2016/1011, bør nærværende forordning anvendes fra den 1. januar 2022 —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Kriterier for vurdering af overdragelsen til en ny administrator

    Ved vurderingen af, hvordan et kritisk benchmark kan overdrages til en ny administrator, tager de kompetente myndigheder hensyn til alle følgende kriterier:

    a)

    om den nye administrator, der er foreslået i den vurdering, som den nuværende administrator har fremlagt i henhold til artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), i forordning (EU) 2016/1011:

    i)

    er etableret i samme medlemsstat som den nuværende administrator eller i en anden medlemsstat, i hvilket tilfælde den kompetente myndighed om nødvendigt samarbejder med den kompetente myndighed i den nye administrators medlemsstat for at vurdere, om tilsynet med det kritiske benchmark vil blive sikret under hele overdragelsen til den nye administrator

    ii)

    er en tilsynsbelagt enhed og i bekræftende fald, hvilke aktiviteter der er tilsynsbelagte, og hvorvidt der er faktiske eller potentielle interessekonflikter med enhedens eksisterende aktiviteter

    iii)

    er bruger af benchmarket og i bekræftende fald, om de interessekonflikter, der kan opstå, i tilstrækkelig grad modvirkes

    iv)

    allerede er godkendt som benchmarkadministrator i henhold til artikel 34 i forordning (EU) 2016/1011

    v)

    allerede leverer benchmarks og i bekræftende fald, om disse benchmarks er kritiske, væsentlige, ikkevæsentlige, råvare- eller rentebenchmarks

    b)

    om den nuværende administrator af det kritiske benchmark har underrettet stillere, brugere og andre interessenter eller har gennemført offentlige høringer om den mulige overdragelse af det kritiske benchmark til den nye administrator

    c)

    den måde, hvorpå den nye administrator har til hensigt at beregne det kritiske benchmark, og hvorvidt denne administrator har til hensigt at ændre et eller flere af følgende elementer vedrørende det kritiske benchmark og i bekræftende fald, hvordan administratoren vil sikre, at disse elementer er i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/1011:

    i)

    metodologien, herunder kvaliteten af inputdataene, og gennemgangen heraf

    ii)

    nødretningslinjerne for beregningen af benchmarket

    iii)

    procedurerne for håndtering af fejl i inputdata eller i den fornyede fastlæggelse af benchmarket

    iv)

    adfærdskodeksen

    d)

    om den nye administrator vil få adgang til de samme inputdata som den nuværende administrator, herunder historiske inputdata, som den nuværende administrator opbevarer

    e)

    om den nye administrators IT-infrastruktur er blevet testet tilstrækkeligt med henblik på levering af det kritiske benchmark

    f)

    hvis det kritiske benchmark er baseret på inputdata fra et panel af stillere, hvordan den nye administrator har til hensigt at opfylde kravet i artikel 11, stk. 1, litra d), i forordning (EU) 2016/1011, og om de nuværende stillere fortsat vil være en del af panelet efter benchmarkets overdragelse til den nye administrator

    g)

    den måde, hvorpå den nye administrator har til hensigt at offentliggøre det kritiske benchmark, herunder standardordninger for daglig offentliggørelse, offentliggørelseshyppighed, webstedets adresse, og hvorvidt det kritiske benchmark vil være tilgængeligt mod betaling af et gebyr eller gratis

    h)

    om der er en detaljeret plan for overdragelsesdatoen og i bekræftende fald, om planen behandler alle eventuelle spørgsmål, herunder kontraktmæssige spørgsmål, der opstår som følge af overdragelsen af det kritiske benchmark til en ny administrator

    i)

    juridiske risici i forbindelse med overdragelsen, herunder risikoen for kontraktforstyrrelse

    j)

    de regnskabsmæssige og skattemæssige konsekvenser af, at det kritiske benchmark leveres af en ny administrator

    k)

    overdragelsens indvirkning på de finansielle markedsinfrastrukturer, herunder clearingcentraler.

    Artikel 2

    Kriterier for vurdering af ophør af leveringen af et kritisk benchmark

    1.   Ved vurderingen af, hvordan leveringen af et kritisk benchmark skal indstilles, tager de kompetente myndigheder hensyn til alle følgende kriterier:

    a)

    effektiviteten af den procedure, der er fastsat i henhold til artikel 28, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1011, og navnlig:

    i)

    om denne procedure præcist definerer de foranstaltninger, som administratoren skal træffe for på en velordnet måde at indstille leveringen af det kritiske benchmark

    ii)

    om disse foranstaltninger i betragtning af omstændighederne ved den konkrete sag vil være tilstrækkelige til at sikre, at leveringen af det kritiske benchmark indstilles på en velordnet måde, idet der også tages hensyn til kriteriet i litra b) i dette stykke

    iii)

    hvornår denne procedure blev udarbejdet, og hvornår den sidst blev ajourført

    b)

    de skriftlige planer, der er omhandlet i artikel 28, stk. 2, i forordning (EU) 2016/1011, og navnlig:

    i)

    om disse skriftlige planer udpeger egnede alternative benchmarks, der kan anvendes som reference i stedet for det kritiske benchmark, og i bekræftende fald, om disse skriftlige planer udpeger de samme eller forskellige alternative benchmarks

    ii)

    hvis disse skriftlige planer udpeger det samme alternative benchmark, om dette benchmark er blevet anvendt i forskellige aktivklasser

    iii)

    om de udløsende begivenheder for ophør af leveringen af det kritiske benchmark, der er medtaget i de skriftlige planer, er de samme i de planer, der er udarbejdet af de tilsynsbelagte enheder, som anvender det kritiske benchmark, hvor det er muligt at vurdere dette

    c)

    om administratorerne af de alternative benchmarks, der er omhandlet i litra b), nr. i), er godkendt

    d)

    hvor det er muligt, om ophør af leveringen af det kritiske benchmark vil have en negativ indvirkning på markedets integritet, den finansielle stabilitet, forbrugerne, realøkonomien eller finansieringen af husholdninger og virksomheder (4)

    e)

    om ophør af leveringen af det kritiske benchmark vil medføre en force majeure-hændelse

    f)

    dynamikken i den markedsmæssige eller økonomiske realitet, som det kritiske benchmark har til formål at måle, og om der findes inputdata af tilstrækkelig kvalitet og kvantitet til med præcision at repræsentere den underliggende markedsmæssige eller økonomiske realitet

    g)

    om administratoren har underrettet eventuelle stillere til det kritiske benchmark, brugere af det pågældende benchmark og andre interessenter eller har gennemført offentlige høringer om det mulige ophør af leveringen af det kritiske benchmark

    h)

    eventuelle juridiske risici i forbindelse med ophør af leveringen af det kritiske benchmark

    i)

    de regnskabsmæssige og skattemæssige konsekvenser af ophør af leveringen af det kritiske benchmark

    j)

    virkningen af ophør af leveringen af det kritiske benchmark for markedsinfrastrukturer, herunder clearingcentraler.

    Hvis administratorerne af de alternative benchmarks, der er omhandlet i litra b), nr. i), ikke er godkendt, vurderer den kompetente myndighed med henblik på litra c) betingelserne for deres godkendelse i henhold til artikel 34 i forordning (EU) 2016/1011 og vurderer, om en periode med obligatorisk administration af det kritiske benchmark er nødvendig for at muliggøre godkendelse af administratorerne af disse alternative benchmarks.

    2.   Ud over kriterierne i stk. 1, litra a), kan en kompetent myndighed vurdere, om den procedure, der er fastlagt af administratoren i overensstemmelse med artikel 28, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1011, er hensigtsmæssig under hensyntagen til følgende elementer vedrørende de finansielle instrumenter, finansielle kontrakter eller investeringsfonde, der anvender det kritiske benchmark som reference:

    a)

    deres omfang og værdi

    b)

    løbetid, varighed, forfalds- eller udløbsdato for de finansielle instrumenter, finansielle kontrakter og ethvert andet dokument, der er indgået, med henblik på måling af en investeringsfonds økonomiske resultater ved hjælp af et indeks eller en kombination af indeks med det formål at spore udbyttet af et sådant indeks eller en kombination af indeks, at fastsætte allokeringen af aktiver for en portefølje eller at beregne resultatbetingede gebyrer

    c)

    om det kritiske benchmark fortsat vil blive leveret til brug i en overgangs- eller afviklingsperiode

    d)

    om proceduren i artikel 28, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1011 indeholder bestemmelser om de ændringer af det kritiske benchmark, der måtte være nødvendige for at sikre, at det kritiske benchmark forbliver pålideligt og repræsentativt for den underliggende markedsmæssige eller økonomiske realitet, som det har til formål at måle, i hele den periode, der er omhandlet i stk. 2, litra c)

    e)

    sandsynligheden for, at der vil blive lagt hindringer i vejen for sådanne finansielle instrumenter, finansielle kontrakter eller andre dokumenter, der er indgået, med henblik på måling af en investeringsfonds økonomiske resultater ved hjælp af et indeks eller en kombination af indeks med det formål at spore udbyttet af et sådant indeks eller en kombination af indeks, at fastsætte allokeringen af aktiver for en portefølje eller at beregne resultatbetingede gebyrer, eller at betingelserne heri vil blive krænket i tilfælde af ophør af leveringen af det kritiske benchmark.

    Artikel 3

    Ikrafttræden og anvendelse

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den anvendes fra den 1. januar 2022.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 6. maj 2021.

    På Kommissionens vegne

    Ursula VON DER LEYEN

    Formand


    (1)  EUT L 171 af 29.6.2016, s. 1.

    (2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84).

    (3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2175 af 18. december 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), forordning (EU) nr. 1094/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), forordning (EU) nr. 1095/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), forordning (EU) nr. 600/2014 om markeder for finansielle instrumenter, forordning (EU) 2016/1011 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater, og forordning (EU) 2015/847 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler (EUT L 334 af 27.12.2019, s. 1).

    (4)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/64 af 29. september 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 for så vidt angår præcisering af, hvordan kriterierne i artikel 20, stk. 1, litra c), nr. iii), skal anvendes til at vurdere, om bestemte begivenheder ville medføre væsentlige negative konsekvenser for markedernes integritet, den finansielle stabilitet, forbrugerne, realøkonomien eller finansieringen af husholdninger og virksomheder i en eller flere medlemsstater (EUT L 12 af 17.1.2018, s. 5).


    Top