Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32014R0252

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 252/2014 af 26. februar 2014 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 774/94 for så vidt angår de gennemførelsesbeføjelser og delegerede beføjelser, der skal tillægges Kommissionen

EUT L 84 af 20.3.2014, pp. 35–37 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 08/06/2015; ophævet ved 32015R0754

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2014/252/oj

20.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 84/35


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 252/2014

af 26. februar 2014

om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 774/94 for så vidt angår de gennemførelsesbeføjelser og delegerede beføjelser, der skal tillægges Kommissionen

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

efter den almindelige lovgivningsprocedure (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets forordning (EF) nr. 774/94 (2) tillægger Kommissionen beføjelse til at gennemføre visse af nævnte forordnings bestemmelser.

(2)

Som følge af at Lissabontraktaten er trådt i kraft, bør de beføjelser, som Kommissionen har fået tillagt i henhold til forordning (EF) nr. 774/94, bringes i overensstemmelse med artikel 290 og 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(3)

For at supplere eller ændre visse ikkevæsentlige elementer i forordning (EF) nr. 774/94 bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår vedtagelse af ændringer af nævnte forordning, såfremt mængder og andre vilkår i kontingentordningerne tilpasses, navnlig ved en rådsafgørelse om indgåelse af en aftale med et eller flere tredjelande. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(4)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelse af forordning (EF) nr. 774/94 for så vidt angår de regler, der er nødvendige for forvaltningen af de kontingentordninger, der er omhandlet i nævnte forordning, bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (3).

(5)

Forordning (EF) nr. 774/94 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 774/94 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 7 og 8 affattes således:

»Artikel 7

Ved gennemførelsesretsakter vedtager Kommissionen de regler, der er nødvendige for forvaltningen af de kontingentordninger, der er omhandlet i denne forordning, og i givet fald:

a)

bestemmelser, der sikrer produktets art, herkomst og oprindelse

b)

bestemmelser om anerkendelse af det dokument, hvorved det kan kontrolleres, at de i litra a) omhandlede krav om sikkerhed er opfyldt, og

c)

udstedelse af importlicenser og bestemmelser om licensernes gyldighedsperiode.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages i overensstemmelse med undersøgelsesproceduren i artikel 8b, stk. 2.

Artikel 8

For at opfylde de internationale forpligtelser, og hvis mængder og andre vilkår i de kontingentordninger, der er omhandlet i denne forordning, ændres af Europa-Parlamentet og Rådet eller af Rådet, navnlig ved en rådsafgørelse om indgåelse af en aftale med et eller flere tredjelande, tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 8a vedrørende de heraf følgende ændringer af denne forordning.«

2)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 8a

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 8, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 9. april 2014. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 8 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 8 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 8b

1.   Kommissionen bistås af Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter, der er nedsat ved artikel 229 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 (*1). Denne komité er et udvalg som omhandlet i den i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (*2).

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.

3.   Når komitéens udtalelse indhentes efter en skriftlig procedure, afsluttes proceduren uden noget resultat, hvis formanden for komitéen træffer beslutning herom, eller mindst en fjerdedel af komitéens medlemmer anmoder herom, inden for tidsfristen for afgivelse af udtalelsen.

(*1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671)"

(*2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).«."

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 26. februar 2014.

På Europa-Parlamentets vegne

M. SCHULZ

Formand

På Rådets vegne

D. KOURKOULAS

Formand


(1)  Europa-Parlamentets holdning af 14. januar 2014 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 17. februar 2014.

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 774/94 af 29. marts 1994 om åbning og forvaltning af en række EF-toldkontingenter for oksekød af høj kvalitet, svinekød, fjerkrækød, hvede og blandsæd af hvede og rug samt klid og andre restprodukter (EFT L 91 af 8.4.1994, s. 1)

(3)  1. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).


Kommissionens erklæring om kodificering

Vedtagelsen af denne forordning vil indebære et væsentligt antal ændringer af de pågældende retsakter. For at gøre de pågældende retsakter mere overskuelige vil Kommissionen foreslå en kodificering af retsakterne hurtigst muligt, når forordningen er vedtaget og senest den 30. september 2014.


Kommissionens erklæring om delegerede retsakter

For så vidt angår denne forordning erindrer Kommissionen om sin forpligtelse i stk. 15 i rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen til at tilsende Parlamentet alle oplysninger og dokumenter vedrørende Kommissionens møder med nationale eksperter i forbindelse med udarbejdelsen af delegerede retsakter.


Top