Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32008D0489

    2008/489/EF: Kommissionens beslutning af 27. juni 2008 om midlertidige beskyttelsesforanstaltninger mod spredning af Bursaphelenchus xylophilus (Steiner et Buhrer) Nickle et al. (fyrretræsnematoden) i Portugal (meddelt under nummer K(2008) 3312)

    EUT L 168 af 28.6.2008, p. 38–40 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 18/08/2008; ophævet ved 32008D0684

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2008/489/oj

    28.6.2008   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 168/38


    KOMMISSIONENS BESLUTNING

    af 27. juni 2008

    om midlertidige beskyttelsesforanstaltninger mod spredning af Bursaphelenchus xylophilus (Steiner et Buhrer) Nickle et al. (fyrretræsnematoden) i Portugal

    (meddelt under nummer K(2008) 3312)

    (2008/489/EF)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet (1), særlig artikel 16, stk. 5, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Portugal er i færd med at gennemføre en udryddelsesplan for at imødegå spredning af fyrretræsnematoden i overensstemmelse med Kommissionens beslutning 2006/133/EF af 13. februar 2006 om et krav til medlemsstaterne om midlertidigt at træffe supplerende foranstaltninger mod spredning af Bursaphelenchus xylophilus (Steiner et Buhrer) Nickle et al. (fyrretræsnematoden) for så vidt angår andre områder i Portugal end dem, hvor den vides ikke at forekomme (2).

    (2)

    Portugal har vedtaget en ministeriel anordning (Portaria nr. 358/2008 af 12. maj 2008), der forbyder flytning af modtageligt træ og modtagelige planter ud af det portugisiske fastland, medmindre træet er blevet varmebehandlet og planterne er blevet behørigt undersøgt.

    (3)

    Portugal har forelagt Kommissionen et udkast til en kontrolplan, jf. artikel 4, stk. 2, i beslutning 2006/133/EF, for hele Portugals område. Udkastet blev drøftet i Den Stående Komité for Plantesundhed den 26.-27. maj 2008. På grundlag af komitéens konklusioner godkendte Kommissionen imidlertid ikke planen på grund af utilstrækkelig overvågningsintensitet.

    (4)

    Portugal underrettede den 5. juni 2008 om, at der var fundet nye udbrud af fyrretræsnematoden, efter at de portugisiske myndigheder havde foretaget en ekstraordinær undersøgelse ud over den årlige kontrol i den del af Portugal, hvor man hidtil har vidst, at fyrretræsnematoden ikke forekom.

    (5)

    Levnedsmiddel- og Veterinærkontorets kontrolbesøg den 2.-6. juni 2008 viste, at de foreliggende data ikke er tilstrækkelige til, at det kan bekræftes, at der er områder i Portugal, som er fri for fyrretræsnematoden. Desuden er fællesskabsforanstaltningerne og de nationale foranstaltninger ikke gennemført fuldt ud.

    (6)

    De hidtidige foranstaltninger anses derfor ikke for at være fyldestgørende, og man kan ikke længere udelukke en umiddelbar risiko for spredning af fyrretræsnematoden ud af Portugal som følge af flytninger af modtageligt træ, modtagelig bark og modtagelige planter. Dertil kommer, at andre medlemsstater end Portugal hurtigst muligt bør have mulighed for at kontrollere flytninger ind på deres område af modtageligt træ, modtagelig bark og modtagelige planter med oprindelse i alle dele af Portugal.

    (7)

    Som følge af den seneste stigning i antallet af udbrud af fyrretræsnematoden i Portugal bør der hurtigst muligt træffes foranstaltninger for at beskytte andre medlemsstaters område mod nåletræsnematoden og for at beskytte Fællesskabets handelsinteresser i forhold til tredjelande. Flytninger af modtageligt træ, modtagelig bark og modtagelige planter fra Portugal til andre medlemsstater og tredjelande bør forbydes, medmindre materialet er blevet behandlet på passende vis eller, for planters vedkommende, er blevet behørigt undersøgt. Kravene vedrørende flytning af modtageligt træ, modtagelig bark og modtagelige planter fra afgrænsede områder til ikke-afgrænsede områder i Portugal eller til de øvrige medlemsstater bør derfor udvides til at omfatte alle flytninger fra Portugal til andre medlemsstater og tredjelande. Sporbarhed bør sikres, ved at plantepasset eller mærket fastgøres på alle enheder i en sending. Medlemsstaternes kontrolaktiviteter bør udvides, så det bliver muligt at kontrollere modtageligt træ, modtagelig bark og modtagelige planter, der flyttes fra Portugal til deres område.

    (8)

    Indtil Den Stående Komité for Plantesundhed afholder møde, bør der træffes midlertidige beskyttelsesforanstaltninger for at hindre spredning af fyrretræsnematoden fra Portugal til andre medlemsstater og tredjelande.

    (9)

    Foranstaltningerne i denne beslutning tages op til revision af Den Stående Komité for Plantesundhed —

    VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

    Artikel 1

    1.   Portugal sikrer, at betingelserne i bilaget vedrørende modtageligt træ, modtagelig bark og modtagelige planter, der flyttes fra Portugals område til andre medlemsstater og tredjelande, er opfyldt.

    2.   Andre bestemmelsesmedlemsstater end Portugal kan kontrollere sendinger af modtageligt træ, modtagelig bark og modtagelige planter, der kommer fra Portugal og flyttes ind på deres område, for at undersøge, om Bursaphelenchus xylophilus (Steiner et Buhrer) Nickle et al. (fyrretræsnematoden) forekommer.

    3.   Nærværende beslutning tilsidesætter ikke beslutning 2006/133/EF.

    Artikel 2

    Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 27. juni 2008.

    På Kommissionens vegne

    Androulla VASSILIOU

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2007/41/EF (EUT L 169 af 29.6.2007, s. 51).

    (2)  EUT L 52 af 23.2.2006, s. 34. Senest ændret ved beslutning 2008/378/EF (EUT L 130 af 20.5.2008, s. 22).


    BILAG

    I tilfælde af flytninger fra Portugal til andre medlemsstater og tredjelande af:

    a)

    modtagelige planter skal sådanne planter være ledsaget af et plantepas, som er udfærdiget og udstedt i henhold til Kommissionens direktiv 92/105/EØF (1), efter at:

    planterne er blevet officielt undersøgt og fundet fri for tegn eller symptomer på angreb af fyrretræsnematoden og

    der ikke er iagttaget symptomer på angreb af fyrretræsnematoden på produktionsstedet eller i dets umiddelbare nærhed siden begyndelsen af den sidste, afsluttede vækstperiode

    b)

    modtageligt træ og isoleret bark, dog ikke træ i form af:

    flis, spåner og affald, som helt eller delvis hidrører fra disse nåletræer

    pakkasser, tremmekasser eller tromler

    lastpaller og lignende

    stuvholt, afstandsklodser og -ribber

    men inklusive træ, der ikke har bevaret sin naturlige runding, skal sådant træ og isoleret bark ledsages af det plantepas, der er nævnt i litra a), efter at træet eller den isolerede bark ved en passende varmebehandling har opnået en kernetemperatur på mindst 56 °C i 30 minutter, således at det er fri for levende fyrretræsnematoder

    c)

    modtageligt træ i form af flis, spåner og affald, der helt eller delvis hidrører fra disse nåletræer, skal sådant træ være ledsaget af det plantepas, der er nævnt i litra a), efter at have været underkastet passende gasning for at sikre, at det er fri for levende fyrretræsnematoder

    d)

    modtageligt træ i form af stuvholt, afstandsklodser og -ribber, inklusive træ, der ikke har bevaret sin naturlige runding, og i form af pakkasser, tremmekasser, tromler og lignende, lastpaller og lignende samt pallerammer, hvad enten de anvendes ved transport af alle slags genstande eller ej, skal sådant træ underkastes en af de godkendte foranstaltninger omhandlet i bilag I til FAO's »International Standard for Phytosanitary Measures« nr. 15 om »Guidelines for regulating wood packaging material in international trade«. Det skal være forsynet med et mærke, hvoraf det fremgår, hvor og af hvem det er blevet behandlet, eller være ledsaget af det plantepas, der er nævnt i litra a), med angivelse af de gennemførte foranstaltninger.

    Portugal sikrer, at det plantepas, der er nævnt i litra a), eller mærket i overensstemmelse med FAO's »International Standard for Phytosanitary Measures« nr. 15, er fastgjort til alle enheder af modtageligt træ, modtagelig bark og modtagelige planter, der flyttes.


    (1)  EFT L 4 af 8.1.1993, s. 22.


    Top