13.3.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 72/24

(1)

Den 4. april 2005 modtog Kommissionen efter reglerne om henvisning i artikel 22, stk. 1, i forordning (EF) nr. 139/2004 (»fusionsforordningen«) en anmodning fra den finske konkurrencemyndighed, som derefter fik tilslutning fra de svenske konkurrencemyndigheder den 22. april 2005, de østrigske den 26. april 2005 og de franske den 28. april 2005, om at behandle denne transaktion.

(2)

Kommissionen fandt, at den planlagte transaktion var en fusion som defineret i fusionsforordningens artikel 3, stk. 1, litra b), og at anmodningen opfyldte kravene i fusionsforordningens artikel 22, stk. 3. Kommissionen besluttede derfor at tage fusionen til behandling og vedtog den 18. maj 2005 efter fusionsforordningens artikel 22, stk. 3, beslutninger herom rettet til Finland, Sverige, Østrig og Frankrig. De henvisende medlemsstater fremsendte alt det materiale, de var i besiddelse af angående sagen, til Kommissionen. Disse oplysninger blev suppleret med Omyas indgivelse af en anmeldelse den 4. august 2005.

(3)

Kommissionen indledte procedure i sagen den 23. september 2005. Den fremsendte klagepunktsmeddelelse til den anmeldende part den 2. maj 2006. Omya besvarede denne klagepunktsmeddelelse den 16. maj 2006. En ikke-fortrolig version af Kommissionens klagepunktsmeddelelse blev udleveret til to berørte parter, SMI og Imerys, der fremsatte skriftlige bemærkninger.

(4)

Den 18. maj 2006 blev der afholdt mundtlig høring i sagen.

(5)

For at give Omya tid til at overveje, hvilke tilsagn virksomheden kunne tilbyde, vedtog Kommissionen den 17. maj 2006 en beslutning efter artikel 10, stk. 3, om at forlænge fristen for afgivelse af tilsagn med to arbejdsdage.

(6)

Efter en tilbundsgående undersøgelse af sagen drog Kommissionen den konklusion, at den anmeldte fusion gav anledning til betænkeligheder med hensyn til dens forenelighed med fællesmarkedet.

(7)

For at imødekomme betænkelighederne angående horisontale konkurrenceproblemer på markedet for kalciumkarbonater til coatingformål afgav Omya og J.M. Huber Corporation den 23. maj 2006 en række tilsagn (der blev udvidet den 3. juli 2006) til Kommissionen, som blev fundet tilstrækkelige til at løse de konkurrenceproblemer, som den anmeldte fusion ville give anledning til.

(8)

Det blev derfor foreslået at godkende den anmeldte fusion med betingelser og påbud efter fusionsforordningens artikel 8, stk. 2.

(9)

Omya AG (»Omya«) er en schweizisk familieejet virksomhed, der er aktiv inden for produktion og afsætning af industrimineraler (2), herunder kalciumkarbonater (3), der anvendes inden for en lang række forskellige industrigrene, f.eks. papir-, maling-, plast-, stål- og glasindustri samt inden for landbrug. Salg til papirindustrien tegner sig for en stor del af Omyas indtjening.

(10)

Inden for EØS er den amerikanske virksomhed J.M. Huber Corporation aktiv inden for afsætning af kaolin, PCC, udfældet siliciumdioxid og silikater (PSS). De Huber-datterselskaber, der vil blive overtaget i denne fusion, omfatter J.M. Huber Corporations (»Huber PCC«) aktiviteter inden for onsite-produktion og onsite-levering af PCC til brug som fyldstof til papirindustrien. De overtagne aktiviteter består af i alt 12 PCC-fabrikker, hvoraf de seks ligger inden for EØS. Hubers PCC-fabrikker inden for EØS ligger i Finland (3 fabrikker) samt i Sverige, Frankrig og Portugal (1 i hvert land).

(11)

Den anmeldte fusion berører:

(12)

Med henblik på vurderingen af denne fusion er Kommissionen nået frem til den konklusion, at inden for produktion og salg af industrimineraler til papirindustrien tilhører kalciumkarbonater til brug som fyldstof (PCC, GCC og GCC/PCC-blandinger) og kalciumkarbonater til coatingformål (PCC, GCC og GCC/PCC-blandinger) hver sit relevante produktmarked.

(13)

Kommissionen konkluderede, at de relevante geografiske markeder ved vurderingen af denne fusion måtte defineres ved at indkredse de papirfabrikker, der har nogenlunde samme realistiske forsyningsmuligheder. Hvilke mineralfabrikker der kan anses for at være realistiske forsyningsalternativer for en papirfabrik, afhænger af deres logistik og deres afstand fra papirfabrikken. Hvor langt væk en mineralfabrik kan anses for at skulle ligge fra papirfabrikken, for at den ikke kan betragtes som et realistisk forsyningsalternativ, afhænger af de hidtidige leveringserfaringer, hvilke transportformer der er til rådighed (vej, jernbane, skib eller en kombination heraf), og hvilken type kalciumkarbonat der produceres (PCC, GCC).

(14)

De relevante geografiske markeder blev afgrænset som følger:

(15)

Kommissionen fandt, at priskonkurrencen inden for kalciumkarbonater til brug som fyldstof afhang af beliggenheden af hver kundes næstbedste forsyningsalternativ.

(16)

Hvis fusionsparterne havde konkurrerende fabrikker med salgsområder, der overlappede hinanden, kunne fusionen resultere i højere priser. Hvis det næstbedste alternativ, en af fusionsparternes kunder havde, var en af den anden fusionsparts mineralfabrikker, ville fusionsparterne få mulighed for og incitament til at hæve priserne. Men hvis der lå en fabrik, der konkurrerede med fusionsparternes, i tilstrækkeligt kort afstand fra kunden, måtte eksistensen af dette alternativ antages at kunne udgøre en tilstrækkelig konkurrencefaktor til, at der ikke blev nogen prisforhøjelseseffekt. For nogle papirfabrikker blev denne analyse påvirket af muligheden for at have en onsite-fabrik til produktion af fyldstof-PCC. Men i denne sag havde det ikke nogen større indflydelse på virkningen for konkurrencen, om Kommissionen fandt, at en onsite-fabrik til produktion af fyldstof-PCC også var et realistisk alternativ, der kunne udgøre en modvægt mod handelsleverancer af fyldstof-PCC eller -GCC, eller ej.

(17)

Kommissionen identificerede to brede kategorier af kunder. Den første bestod af papirfabrikker, der for øjeblikket fik deres forsyninger fra et onsite-anlæg til produktion af fyldstof-PCC. Den anden kategori bestod af papirfabrikker, der fik deres forsyninger via handelen. Kommissionen baserede sin konkurrencevurdering på fusionsparternes faktiske kunder.

(18)

For hver kunde opstillede Kommissionen et sæt realistiske alternative mineralfabrikker på basis af den maksimumsafstand, hver fabrik kan levere over. Oplysninger om disse afstande blev taget fra den omfattende database, Kommissionen havde etableret. På basis af data om PCC- og GCC-leverancer for 2004 (4) foretog Kommissionen også en økonometrisk undersøgelse (discrete choice-modellen) for at kunne vurdere sandsynligheden for, at en kunde ville vælge en anden mineralfabrik, hvis dens hidtidige leverandør hævede sine priser. Resultaterne af denne undersøgelse gav Kommissionen indblik i substitutionsmønstrene mellem de forskellige producenter af kalciumkarbonater til papirindustrien.

(19)

Med hensyn til de nuværende onsite-leverancer af PCC til brug som fyldstof fandt Kommissionen, at uanset om leverandøren var Huber eller Omya ville fusionen ikke have nogen øjeblikkelige virkninger. Onsite-leverandørerne af fyldstof-PCC har eksklusive, langfristede kontrakter med deres papirfabrikker (normalt med en varighed på fra 7 til 10 år), der sikrer PCC-fabrikken en mindsteafsætning. I disse kontrakter opereres der med en prisformel baseret på en grundpris, der fastsættes ved kontraktens begyndelse, og denne prisformel er afgørende for de årlige prisændringer over hele kontraktens løbetid. Prisformlen er normalt baseret på omkostningsfaktorer, f.eks. priserne på kalksten, elektricitet, lønninger og inflation, og de påvirkes ikke af fusionen. Spørgsmålet var, om fusionen ville skade disse kunder, når de langfristede kontrakter udløber. Undersøgelserne viste, at det var meget usandsynligt, at fusionen ville få nogen større virkning for fornyelsen af de nuværende kontrakter om onsite-leverancer af fyldstof-PCC.

(20)

For fremtidige onsite-kunder ville fusionen eliminere en udbyder, der bevisligt var i stand til at etablere onsite-levering af fyldstof-PCC inden for EØS. Undersøgelserne tydede dog på, at fusionen ikke ville føre til nogen større prisændringer for disse kunder, da antallet af troværdige udbydere af onsite-løsninger til levering af fyldstof-PCC var tilstrækkeligt stort til at udgøre et konkurrencepres. Det samme gjaldt for onsite-løsninger til levering af coating-PCC.

(21)

For de kunder, der får leveret disse mineraler som handelsprodukter, fandt Kommissionen, at selv om de måske havde mulighed for onsite-leverancer af fyldstof-PCC, ville en mineralfabrik beliggende inden for en bestemt afstand fra en papirfabrik udgøre en realistisk forsyningsmulighed for enten fyldstof-PCC eller fyldstof-GCC. Efter at have gennemgået situationen for Omyas nuværende kunder til handelsleverancer af fyldstof-PCC drog Kommissionen den konklusion, at der ikke var sandsynlighed for, at fusionen ville få negative virkninger for disse kunder, eftersom de alle sammen havde andre realistiske PCC-alternativer. Det var derfor usandsynligt, at elimineringen af Huber som en konkurrent ville få større konkurrenceskadelige virkninger for Omyas kunder til fyldstof-PCC.

(22)

Desuden er der for Omyas kunder til fyldstof-GCC ingen sandsynlighed for, at Huber var det næstbedste alternativ. Disse kunder havde enten en alternativ leverandør af fyldstof-GCC og/eller andre alternativer til deres forsyninger med fyldstof-PCC, der ikke så ud til at have noget konkurrencemæssigt handicap i forhold til Hubers fyldstof-PCC-fabrikker. Desuden viste den økonometriske undersøgelse, at Huber som helhed ikke var det næstbedste alternativ. Det var derfor usandsynligt, at elimineringen af Huber som konkurrent ville få større konkurrenceskadelige virkninger for Omyas kunder til fyldstof-GCC.

(23)

For Hubers kunder til handelsleverancer af PCC så flere af Omyas fabrikker til produktion af fyldstof-GCC ud til at være realistiske alternativer. I Sverige har Imerys imidlertid flere fabrikker, både i Husum, hvor der produceres fyldstof-PCC, og i Tunadal, hvor der produceres fyldstof-GCC. Desuden har SMI fabrikker til produktion af fyldstof-PCC i Finland, i Lappeenranta, Myllykoski og Äänekoski. Ingen af disse alternative forsyningsmuligheder så ud til at have noget konkurrencemæssigt handicap i forhold til Hubers onsite-produktion af fyldstof-PCC i Sverige og Finland. Desuden viste den økonometriske undersøgelse, at det konkurrencepres, der udgik fra handelsleverandører af fyldstof-GCC, nok var mindre end det, der udgik fra handelsleverandører af fyldstof-PCC. Det var derfor ikke sandsynligt, at elimineringen af Omya som konkurrent ville få større konkurrenceskadelige virkninger for Hubers kunder til fyldstof-PCC.

(24)

I sin anmeldelse af denne fusion udtalte Omya, at coatingmarkedet ikke ville blive berørt af fusionen, fordi Huber ikke for øjeblikket var aktiv på dette marked. Kommissionens markedsundersøgelse viste imidlertid, at Huber havde været i gang med at udvikle et PCC-produkt, der egnede sig til brug i GCC/PCC-blandinger til coatingformål, og også havde afgivet tilbud på leverancer af PCC-produkter til coatingformål.

(25)

Kommissionen betragtede derfor Huber som en potentiel konkurrent på markedet for kalciumkarbonater til papircoating, som uden fusionen sandsynligvis ville være blevet en effektiv konkurrent på markedet for kalciumkarbonater til coatingformål.

(26)

Kommissionen konkluderede derfor, at den anmeldte fusion ville hæmme konkurrencen betydeligt, i særdeleshed ved at styrke Omyas dominerende stilling på markederne for kalciumkarbonater til coatingformål leveret til kunder i Sydfinland.

(27)

Kommissionen baserede sin konklusion på følgende argumenter.

(28)

For det første var Omya allerede den dominerende leverandør af kalciumkarbonater til coatingformål til de fleste kunder i EU og Finland. Omya tegnede sig for en meget stor del af alle leverancerne af kalciumkarbonater til coatingformål til papirindustrien i EØS i 2004. Omya ejede eller kontrollerede adgangen til en meget stor del af EØS' reserver af de råmaterialer, der er nødvendige for at kunne producere GCC til coatingformål, og kunne levere til papirfabrikker overalt i EØS. I betragtning af sin dominerende stilling og kontrol med råmaterialeforsyningerne var Omya en uomgængelig handelspartner for alle papirfabrikker, der havde brug for at købe kalciumkarbonater til coatingformål i Europa, og især i Finland.

(29)

For det andet var Huber med sin teknologi inden for PCC-additiver i stand til at gå ind på coatingmarkedet. Kommissionen så især på, om Hubers PCC-additivteknologi var nået så langt som til markedsføringsstadiet, om Huber havde tiltro til, at det var en kommercielt rentabel mulighed i større målestok, og om Huber kunne frigøre tilstrækkeligt med kapacitet i sin onsite-PCC-fabrik i Kuusankoski til at gå ind på markedet. Og endelig så Kommissionen også på, hvor store irreversible omkostninger det ville være forbundet med for Huber, hvis Huber gik ind på markedet for kalciumkarbonater til coatingformål. Kommissionen fandt, at Huber før indledningen af fusionsforhandlingerne med Omya havde planer om at gå ind på coatingmarkedet i større målestok og inden længe ville have gjort det på basis af sin PCC-additivteknologi.

(30)

Kuusankoski-fabrikkens beliggenhed ville have sat Huber i stand til også at levere til flere af Omyas kunder i Sydfinland. Disse kunder, der i øjeblikket købte deres forsyninger af kalciumkarbonater til coatingformål hos Omya, kunne overveje at hente i det mindste en del af deres forsyninger fra Hubers Kuusankoski-fabrik. Kommissionen identificerede en række kunder, for hvem afstanden til Hubers fabrik i Kuusankoski var betydeligt kortere end til den nærmeste SMI- eller Imerys-fabrik (»berørte kunder«).

(31)

For det tredje ville Huber være en effektiv konkurrencefaktor, der med stor sandsynlighed kunne lægge et betydeligt konkurrencepres på Omya på markedet for kalciumkarbonater til papircoating. I betragtning af det finske markeds struktur og den omstændighed, at den eneste anden konkurrent, SMI, fortsat kun havde en lille markedsandel og havde beliggenhedsmæssige handicap, fandt Kommissionen det meget sandsynligt, at Hubers kapacitet i Kuusankoski ville lægge et betydeligt pres på Omyas leverancer af kalciumkarbonater til coatingformål til de identificerede kunder i Finland. Kommissionen fandt desuden, at der ikke var nogen anden potentiel konkurrent, der kunne lægge et tilstrækkeligt konkurrencepres på Omya i Sydfinland.

(32)

Af de ovennævnte grunde drog Kommissionen den konklusion, at den anmeldte fusion ville hæmme konkurrencen betydeligt, især gennem en styrkelse af Omyas dominerende stilling på markederne for kalciumkarbonater til coatingformål leveret til berørte kunder i Sydfinland.

(33)

Kommissionen konkluderede endelig, at den anmeldte fusion ikke kunne antages at give anledning til konglomeratvirkninger eller at øge sandsynligheden for, at virksomhederne blev i stand til at samordne deres adfærd og derigennem hæve priserne til over det konkurrencedygtige niveau.

(34)

Med henblik på at løse de ovennævnte horisontale konkurrenceproblemer på markedet for kalciumkarbonater til coatingformål tilbød Omya og J.M. Huber Corporation den 23. maj 2006 at afgive en række tilsagn over for Kommissionen. Der var tale om to alternative tilsagnspakker, hvoraf den første bestod af afhændelse af onsite-PPC-fabrikken i Kuusankoski og additivteknologien, mens den anden alene gik ud på afhændelse af teknologien.

(35)

Kommissionen besluttede at markedsteste den første tilsagnspakke (afhændelse af onsite-PCC-fabrikken i Kuusankoski, Finland, samt af Hubers coating- og additivteknologi). Der blev udsendt spørgeskema til i alt 11 kunder og 4 konkurrenter, der har været impliceret i undersøgelsen af denne fusion, og der indkom svar fra dem alle (5). Svarene på denne markedstest var blandede. Kunderne mente stort set, at tilsagnet kunne løse de af Kommissionen påviste konkurrenceproblemer, mens konkurrenterne gav udtryk for forbehold med hensyn til tilsagnets omfang og mente, at det burde forbedres for at kunne give en tilfredsstillende løsning på de af Kommissionen påviste konkurrenceproblemer (6).

(36)

Med hensyn til det første alternative tilsagn tog Kommissionen stilling til, om afhændelsen af onsite-fabrikken til produktion af fyldstof-PCC i Kuusankoski sammen med teknologien ville sætte en egnet køber i stand til at opnå et konkurrencepotentiale på markedet for PCC til coatingformål, der ville svare til det potentiale, Huber ville have haft, hvis fusionen ikke fandt sted.

(37)

Kommissionen drog den konklusion, at det første tilsagn (afhændelse af onsite-fabrikken i Kuusankoski samt teknologien) ville sikre den egnede køber adgang til såvel produktionskapacitet, den fornødne teknologi og nært samarbejde med papirfabrikken, således at køberen blev placeret i en position svarende til den, Huber for øjeblikket havde, og tillige ville kunne fremstå som en etableret leverandør, der ikke ville være nødt til først at opføre en ny fabrik i tilfælde af, at vedkommende bød på en kontraktfornyelse og opnåede kontrakten. Det var derfor det tilsagn, der ville give den bedste løsningog sikre udvikling af et troværdigt konkurrerende produkt på markedet for kalciumkarbonater til coatingformål.

(38)

Kommissionen fandt endvidere, at spørgsmålet om, hvorvidt onsite-PCC-fabrikken i Kuusankoski og teknologien fortsat ville kunne virke som en konkurrencefaktor og tage konkurrencen op på markedet med Omya og andre udbydere, i vid udstrækning afhang af, hvem køberen var. En egnet køber i denne sag måtte derfor være en industrivirksomhed, der i forvejen havde de fornødne finansielle midler og erfaring på området.

(39)

Kommissionens konklusion var følgelig, at det første af de tilbudte alternative tilsagn, nemlig afhændelse af onsite-PCC-fabrikken i Kuusankoski samt afhændelse af Hubers coatingteknologi (med de forbedringer, parterne tilbød den 3. juli 2006), ville kunne genoprette den effektive konkurrence på markedet for levering af kalciumkarbonater til coatingformål til de berørte kunder i Sydfinland ved at genetablere det konkurrencepres, som Hubers PCC-additivteknologi lagde på Omyas aktiviteter inden for kalciumkarbonater til coatingformål, og som ellers ville være gået tabt som følge af fusionen i den oprindeligt anmeldte version.

(40)

Af de ovennævnte grunde, betragtet såvel hver for sig som tilsammen, drog Kommissionen den konklusion, at de af Omya og J.M. Huber afgivne tilsagn var tilstrækkelige til at løse de konkurrenceproblemer, denne fusion rejste.

(41)

I sin beslutning i sagen har Kommissionen derfor erklæret den anmeldte fusion forenelig med fællesmarkedet og med EØS-aftalen i henhold til fusionsforordningens artikel 8, stk. 2.