Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32007D0163

    2007/163/EF: Kommissionens beslutning af 10. juli 2006 om en fusions forenelighed med fællesmarkedet og EØS-aftalen (Sag COMP/M.4000 — Inco/Falconbridge) (meddelt under nummer K(2006) 3052)( EØS-relevant tekst).

    EUT L 72 af 13.3.2007, p. 18–23 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2007/163(1)/oj

    13.3.2007   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 72/18


    KOMMISSIONENS BESLUTNING

    af 10. juli 2006

    om en fusions forenelighed med fællesmarkedet og EØS-aftalen

    (Sag COMP/M.4000 — Inco/Falconbridge)

    (meddelt under nummer K(2006) 3052)

    (Kun den engelske udgave er autentisk)

    (EØS-relevant tekst)

    (2007/163/EF)

    Den 4. juli 2006 vedtog Kommissionen en beslutning i en fusionssag efter Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomheds-overtagelser (1), særlig forordningens artikel 8, stk. 2. En ikke fortrolig version af den fuldstændige beslutning findes på det autentiske sagssprog og Kommissionens arbejdssprog på Generaldirektoratet for Konkurrences netsted: http://ec.europa.eu/comm/competition/index_en.html

    I.   SAMMENDRAG

    (1)

    Denne sag drejede sig om Inco Limiteds (»Inco«, Canada) overtagelse af Falconbridge Limited (»Falconbridge«, Canada). Begge virksomheder har verdensomspændende aktiviteter inden for udvinding, forarbejdning, forædling og salg af forskellige nikkelprodukter, kobber, kobolt og ædelmetaller.

    (2)

    Inco er et internationalt mineselskab, der hovedsagelig er aktivt inden for udvinding, forarbejdning, forædling og salg af forskellige nikkelprodukter, kobber, kobolt og ædelmetaller samt svovlprodukter. Inco havde i 2004 en verdensomsætning på 3 439 mia. EUR. Incos kerneaktiviteter lå inden for nikkel, der tegnede sig for 83 % af Incos samlede omsætning, mens kobber tegnede sig for 9 %, kobolt for 1 % og ædelmetaller for 5 %.

    (3)

    Falconbridge er et internationalt mineselskab, der hovedsagelig er aktivt inden for udvinding, forarbejdning, forædling og salg af forskellige nikkelprodukter, kobber, kobolt, bly, zink, aluminium og ædelmetaller samt svovlprodukter. Falconbridge havde i 2004 en verdensomsætning på 5 610 mia. EUR. Halvdelen af Falconbridges omsætning lå inden for kobber, 26 % inden for nikkel, 14 % inden for aluminium, 6 % inden for zink og 2 % inden for kobolt.

    (4)

    Den 11. oktober 2005 meddelte Inco sin intention om gennem et offentligt overtagelsestilbud at erhverve alle cirkulerende aktier i Falconbridge. Den anmeldte transaktion indebærer, at Inco erhverver enekontrollen med Falconbridge. Transaktionen udgør derfor en fusion, jf. fusionsforordningens artikel 3, stk. 1, litra b).

    (5)

    Af markedsundersøgelsen fremgik det, at den anmeldte transaktion betydeligt ville hæmme den effektive konkurrence på markedet for levering af nikkel til galvaniserings- og galvanoplastikindustrien i EØS, på verdensmarkedet for levering af nikkel med høj renhed til produktion af superlegeringer/superlegeringer til brug i sikkerhedskritiske komponenter og på verdensmarkedet for levering af kobolt med høj renhed til produktion af superlegeringer til brug i sikkerhedskritiske komponenter. Den fusionerede virksomhed ville blive langt den største leverandør i EØS af nikkelprodukter til galvaniserings- og galvanoplastikindustrien og have fået noget nær monopol på levering af nikkel med høj renhed til brug i superlegeringer og kobolt med høj renhed til produktion af superlegeringer til brug i sikkerhedskritiske komponenter. Undersøgelsen viste, at den fusionerede virksomhed ville blive i stand til og have incitament til at hæve priserne på disse markeder, fordi den ikke ville være udsat for nogen nævneværdig konkurrence. Det blev også fastslået, at de effektivitetsgevinster, den anmeldte transaktion ville resultere i, sandsynligvis ikke direkte ville komme forbrugerne til gavn og derfor ikke ville opveje de konkurrence-skadelige virkninger.

    (6)

    Med henblik på at løse de påviste konkurrenceproblemer tilbød parterne den 16. marts 2006 en række tilsagn. Efter indgående drøftelser med Kommissionen fremsendte parterne derefter den 5. april 2006 en revideret tilsagnspakke. Denne reviderede tilsagnspakke blev underkastet en markedstest med deltagelse af tredjeparter. Den 7. juni 2006 forelagde parterne Kommissionen endnu en revideret tilsagnspakke. Disse tilsagn blev siden ændret en smule. En endelig version af tilsagnene blev fremsendt af parterne den 26. juni 2006.

    (7)

    Parternes endelige tilsagn gik ud på at afhænde Falconbridges Nikkelverk-raffinaderi i Norge med dertil hørende aktiver til en virksomhed, der er aktiv inden for metaludvinding og/eller metalforarbejdning, og som råder over tilstrækkelige nikkelressourcer til at kunne drive raffinaderiet rentabelt. Den 7. juni 2006 indgik Falconbridge desuden en bindende aftale med LionOre Mining International Ltd (»LionOre«) om salget af raffinaderiet. Samme dag anmodede parterne om Kommissionens godkendelse af LionOre som egnet køber af raffinaderiet. Kommissionen fandt, at disse tilsagn var tilstrækkelige til at eliminere de konkurrencemæssige betænkeligheder, fusionen gav anledning til, og at LionOre var en egnet køber til raffinaderiet.

    (8)

    Det blev derfor foreslået at godkende fusionen med påbud og betingelser efter fusionsforordningens artikel 8, stk. 2.

    II.   BEGRUNDELSE

    1.   Relevante produktmarkeder

    (9)

    Den anmeldte transaktion berørte markederne for nikkel og kobolt. Parterne gjorde gældende, at de relevante produktmarkeder var markederne for levering af nikkel og markederne for levering af kobolt. Af markedsundersøgelsen fremgik det imidlertid klart, at de relevante nikkel- og koboltmarkeder burde defineres på basis af de endelige anvendelsesformål. For det første er efterspørgselsmønstrene meget forskellige, alt efter det endelige anvendelsesformål, specielt i relation til produkternes renhedsgrad, størrelse og form, leveringskrav og efterspørgsels-struktur, for det andet havde nikkelproducenterne i vid udstrækning specialiseret sig i at levere til bestemte anvendelsesformål, og for det tredje så priserne på færdigforarbejdede nikkelprodukter ud til at være forskellige, alt efter deres anvendelsesformål.

    (10)

    Markedsundersøgelsen bekræftede, at de relevante produktmarkeder var:

    i)

    Markedet for levering af nikkel til galvaniserings- og galvanoplastikindustrien

    ii)

    Markedet for levering af nikkel med høj renhed til produktion af superlegeringer/superlegeringer til brug i sikkerhedskritiske komponenter

    iii)

    Markedet for levering af kobolt med høj renhed til produktion af superlegeringer til brug i sikkerhedskritiske komponenter.

    A.   Levering af nikkel til galvaniserings- og galvanoplastikindustrien

    (11)

    Galvaniseringsteknikken bruges til at give en genstand en metalbeklædning ved at sende elektrisk strøm gennem en væske (elektrolytten). Ved galvanoplastik (elektroformning) bliver forskellige typer afstøbninger beklædt med nikkelprodukter i forskellige former eller forsynet med en tynd metalbelægning.

    (12)

    Af markedsundersøgelsen fremgik det, at det kun er bestemte færdigforarbejdede nikkelprodukter, der kan bruges til galvanisering og galvanoplastik. Galvaniseringskunderne stiller særlige krav til renhed, form, størrelse og emballage. Salget af nikkelprodukter til galvanisering og galvanoplastik foregår normalt via distributører. Markedsundersøgelsen viste, at den markante spredning i efterspørgslen gør det nødvendigt for en nikkelleverandør at udvikle og opretholde en salgsorganisation af distributører.

    (13)

    På udbudssiden er det ikke alle nikkeludbydere, der er i stand til at levere nikkelprodukter til galvaniserings- og galvanoplastikindustrien, og nogle producenter, også parterne, har udviklet særlige produkter til dette anvendelsesformål. En nikkeludbyder, der endnu ikke er aktiv på dette marked, ville være nødt til at foretage betydelige investeringer for at kunne levere hele det sortiment af nikkelprodukter, der bruges i galvaniserings- og galvanoplastikindustrien.

    (14)

    Desuden tyder interne dokumenter fra parterne også på, at dette marked udgør et særskilt marked med en prissætnings- og markedsføringsstrategi, der adskiller sig fra markederne for andre nikkelanvendelsesformål.

    B.   Levering af nikkel med høj renhed til produktion af superlegeringer/superlegeringer til brug i sikkerhedskritiske komponenter

    (15)

    Superlegeringer bruges til formål, hvor de skal kunne fungere under høje temperaturer eller belastninger. De bruges bl.a. inden for luft- og rumfartsindustrien, elproduktion og medicinalindustrien. En særlig kategori af superlegeringer bruges til sikkerhedskritiske roterende dele, f.eks. turbineskovle og plader til jetfly.

    (16)

    Af markedsundersøgelsen fremgik det, at ikke alle færdigforarbejdede nikkelprodukter fra en hvilken som helst leverandør uden videre egner sig til produktion af superlegeringer, og det gælder ikke mindst for superlegeringer til brug i sikkerhedskritiske komponenter, hvor der stilles krav om nikkel af høj renhed (meget lavt indhold af urenheder og sporstoffer), certificering og mulighed for at spore produkterne tilbage til producenten.

    (17)

    Hvad angår substitutionsmulighederne på udbudssiden, er det ikke alle nikkelproducenter, der kan producere nikkel med den høje renhed, der kræves til produktion af superlegeringer/superlegeringer til brug i sikkerhedskritiske komponenter. Hvis man sammenholder specifikationerne på en række forskellige nikkelproducenters nikkelprodukter med de specifikationer, som et udsnit af superlegeringsproducenter kræver, fremgår det, at kun ganske få leverandører — deriblandt parterne — er i stand til at producerede nikkelprodukter med en tilstræk-kelig renhedsgrad til, at de opfylder superlegeringsproducenternes specifikationer. Markedsundersøgelsen viste også, at dette produktmarked var præget af betydelige adgangsbarrierer.

    C.   Levering af kobolt med høj renhed til produktion af superlegeringer til brug i sikkerhedskritiske komponenter

    (18)

    Et særligt anvendelsesformål for kobolt er brugen af kobolt til produktion af superlegeringer og til den særlige kategori af superlegeringer, der kan bruges til sikkerhedskritiske formål. Superlegeringer er et af de vigtigste anvendelsesformål for kobolt og tegner sig for 20-25 % af den samlede koboltefterspørgsel.

    (19)

    Markedsundersøgelsen viste, at det ikke er alle koboltprodukter til brug i superlegeringer, der opfylder de krav til renhedsgrad, der stilles til superlegeringer til sikkerhedskritiske formål. Der findes en helt specifik efterspørgsel efter kobolt med høj renhed til produktion af superlegeringer til brug til sikkerhedskritiske formål. Producenterne af disse superlegeringer til brug til sikkerhedskritiske formål kan ikke i stedet for bruge koboltprodukter af lavere kvalitet og/eller anden kemisk sammensætning.

    2.   De relevante geografiske markeder

    (20)

    Markedsundersøgelsen bekræftede, at de relevante geografiske markeder kan afgrænses således:

    i)

    Markedet for levering af nikkelprodukter til galvaniserings- og galvanoplastikindustrien er et regionalt marked (omfattende hele EØS).

    ii)

    Markedet for levering af nikkel med høj renhed til produktion af superlegeringer/superlegeringer til brug i sikkerhedskritiske komponenter omfatter hele verden.

    iii)

    Markedet for levering af kobolt med høj renhed til produktion af superlegeringer til brug i sikkerhedskritiske komponenter omfatter hele verden.

    3.   Berørte markeder

    A.   Levering af nikkel til galvaniserings- og galvanoplastikindustrien

    (21)

    Efter fusionen ville New Inco blive langt den største leverandør af nikkelprodukter til galvaniserings- og galvanoplastikindustrien, med en samlet markedsandel inden for EØS på [70-80] % og en omsætning, der ville være over fem gange større end den nærmeste konkurrents (2).

    (22)

    Markedsundersøgelsen viste, at de andre producenter af nikkelprodukter til galvaniserings- og galvanoplastikindustrien ikke kunne lægge noget konkurrencepres på New Inco, enten fordi de ikke har tilstrækkelig kapacitet eller en egnet teknologi, eller fordi de ikke opererer inden for EØS. Distributører og kunder har bekræftet, at OMG ville være det eneste reelle leverandøralternativ til New Inco. Men OMG’s vanskeligheder med at skaffe sig udgangsmaterialer (»feed«) og OMG's lønraffineringsaftale med Inco ville i betydelig grad begrænse det konkurrencepres, OMG ville kunne lægge på New Inco.

    (23)

    Af interne dokumenter fra parterne fremgik det også, at Inco og Falconbridge er hinandens største konkurrenter inden for levering af nikkelprodukter til galvaniserings- og galvanoplastikindustrien. Disse dokumenter bekræftede desuden, at det var parterne, der drev markedet, idet de havde det største sortiment af nikkelprodukter til galvaniserings- og galvanoplastikindustrien (forskellige former og størrelser) og rådede over mærker med et overordentligt stærkt omdømme på markedet.

    (24)

    New Inco ville således blive den eneste leverandør, der ville være i stand til at tilbyde et unikt sortiment af produkter til galvaniserings- og galvanoplastikindustrien. Efter fusionen ville New Inco derfor få magt til ensidigt at hæve priserne på nikkelprodukter og kun være udsat for et meget begrænset konkurrencepres fra andre eksisterende eller potentielle leverandører af nikkel-produkter til galvaniserings- og galvanoplastikindustrien.

    B.   Levering af nikkel med høj renhed til produktion af superlegeringer/superlegeringer til brug i sikkerhedskritiske komponenter

    (25)

    New Inco ville blive langt den største leverandør og få noget nær monopolstilling inden for nikkel med høj renhed til produktion af superlegeringer, med en global markedsandel på 80-95 %. Konkurrencen på markedet for superlegeringer har hovedsagelig været drevet af rivaliteten mellem Inco og Falconbridge. New Inco ville komme til at stå meget stærkt, da ingen anden nikkelleverandør var eller ville blive i stand til at matche New Inco i relation til produktkvalitet, produktionskapacitet og omdømme på markedet for højrenhedsnikkel til produktion af superlegeringer/superlegeringer til brug i sikkerhedskritiske komponenter. De fleste producenter og aftagere af superlegeringer gav udtryk for bekymring over fusionen, som ville reducere antallet af leverandører af højrenhedsnikkel fra tre til to, idet New Inco stort set kun ville komme til at stå over for Eramet.

    (26)

    I betragtning af de meget betydelige adgangsbarrierer på markedet for højrenhedsnikkel (som tydeligt fremgår af, at der i de sidste ti år ikke er andre, der er trængt ind på dette marked), måtte New Inco antages kun at ville blive udsat for et ganske minimalt pres fra potentielle konkurrenter. Efter fusionen ville New Inco være i stand til ensidigt at hæve priserne på højrenhedsnikkel. Det gjaldt ikke mindst i en situation, hvor efterspørgslen efter højrenhedsnikkel var i stærk stigning, mens udbuddet var yderst knapt, bl.a. på grund af de kapacitetsproblemer, andre leverandører stod overfor.

    C.   Levering af kobolt med høj renhed til produktion af superlegeringer til brug i sikkerhedskritiske komponenter

    (27)

    New Inco ville få noget nær monopol på levering af højrenhedskobolt til produktion af superlegeringer til sikkerhedskritiske formål. Ligesom på markedet for højrenhedsnikkel var konkurrencen på markedet for levering af højrenhedskobolt til brug i superlegeringer til sikkerhedskritiske formål drevet af rivaliteten mellem Inco og Falconbridge.

    (28)

    New Inco ville få en meget stærk position, eftersom det kun var meget få, der producerede højrenhedskobolt, som opfyldte de meget strenge krav, der stilles af producenter af superlegeringer til sikkerhedskritiske formål. Af markedsundersøgelsen fremgik det, at ingen anden koboltproducent var eller ville blive i stand til at matche New Incos unikke position, hvad angår renhedsgrad og konstant kvalitet i koboltproduktionen, produktionskvalitet og omdømme på markedet for levering af højrenhedskobolt til produktion af superlegeringer til brug i sikkerhedskritiske komponenter. Ingen anden koboltproducent ville derfor være i stand til at lægge noget nævneværdigt konkurrencepres på New Inco.

    (29)

    Markedet for højrenhedskobolt, der egner sig til produktion af superlegeringer til brug i sikkerhedskritiske komponenter, var præget af meget betydelige adgangsbarrierer. I betragtning af disse adgangsbarrierer måtte det antages, at New Inco kun ville blive udsat for et ganske minimalt pres fra potentielle konkurrenter. Fusionen ville følgelig sætte New Inco i stand til ensidigt at hæve priserne på de højrenhedskoboltprodukter, der bruges til at producere superlegeringer til sikkerhedskritiske formål.

    D.   Indskrænkning af det globale udbud af nikkel

    (30)

    Nogle tredjeparter fremførte, at New Inco ville være i stand til og have incitament til at udskyde nogle af sine nikkeludvindingsprojekter, især Koniambo-projektet, og at det ville få indvirkning på nikkelpriserne på metalbørsen i London. Markedsundersøgelsen viste imidlertid, at New Inco ikke ville have nogen økonomisk interesse hverken i at forhale et udvindingsprojekt, der befandt sig på et fremskredent udviklingsstadium (hvor minen allerede er sat i drift eller allerede producerer) på grund af størrelsen af de allerede afholdte omkostninger eller i at udskyde et (potentielt) udvindingsprojekt på et tidligt stadium, da de fordele, det kunne give i form af højere priser på metalbørsen, ville være yderst spekulative og helt sikkert kun midlertidige.

    E.   Effektivitetsgevinster

    (31)

    Parterne gjorde gældende, at den anmeldte transaktion ville afføde effektivitetsgevinster, primært på grund af den korte afstand mellem deres respektive miner/forarbejdningsanlæg i Sudbury-området, der ville sætte dem i stand til at optimere deres minedrift og forarbejdning. De hævdede, at de derigennem ville kunne producere mere med lavere omkostninger, hvilket ville komme alle nikkelkunder til gavn. Parterne har imidlertid ikke godtgjort, at de effektivitetsgevinster, transaktionen ville give anledning til, ikke kunne opnås på en mindre konkurrenceskadelig måde, og at de direkte ville komme de endelige kunder til gode på de tre markeder, hvor der var påvist konkurrenceproblemer. De af parterne fremførte effektivitetsgevinster kunne derfor ikke anses for at opveje den anmeldte transaktions konkurrenceskadelige virkninger.

    F.   Konklusion

    (32)

    I sin beslutning konkluderede Kommissionen derfor, at den anmeldte transaktion måtte antages at ville hæmme den effektive konkurrence betydeligt, i særdeleshed fordi den ville skabe en dominerende stilling, og på hvert af de tre relevante markeder forekom at være uforenelig med fællesmarkedet og EØS-aftalen.

    4.   Tilsagn fra parterne

    (33)

    For at imødekomme de ovennævnte konkurrencemæssige betænkeligheder på markedet for levering af nikkel til galvaniserings- og galvanoplastikindustrien inden for EØS, markedet for levering af nikkel med høj renhed til produktion af superlegeringer/superlegeringer til brug i sikkerhedskritiske komponenter i hele verden og markedet for levering af kobolt med høj renhed til produktion af superlegeringer til brug i sikkerhedskritiske komponenter i hele verden afgav parterne de nedenfor beskrevne tilsagn.

    (34)

    Parterne afgav tilsagn om at afhænde Falconbridges eneste raffinaderi, Nikkelverk-raffinaderiet i Norge, sammen med de dertil hørende forsyningsfaciliteter og eksisterende kontrakter om forsyninger af udgangsmaterialer, salgsorganisation og eksisterende kundekontrakter, Falconbridges patentbeskyttede raffineringsteknologi og varemærker (»afhændelsespakken«) til en egnet køber med adgang til tilstrækkelige forsyninger til at kunne drive Nikkelverk rentabelt. Desuden afgav parterne tilsagn om at tilbyde denne køber en 10-årig fleksibel kontrakt om forsyninger af udgangsmaterialer, der ville dække en betydelig del af Nikkelverks forsyningsbehov.

    (35)

    Falconbridge indgik endvidere en bindende aftale med LionOre om køb af afhændelsespakken. Parterne anmodede Kommissionen om at godkende LionOre som en egnet køber af afhændelsespakken.

    5.   Vurdering af de afgivne tilsagn

    (36)

    Nikkelverk var Falconbridges eneste raffinaderi, og det producerede alle de nikkelprodukter, Falconbridge leverede til galvaniserings- og galvanoplastikindustrien, alle de højrenhedsnikkelprodukter Falconbridge solgte til produktion af superlegeringer og alle de højrenhedskoboltprodukter, Falconbridge leverede til produktion af superlegeringer til brug i sikkerhedskritiske komponenter. Desuden omfattede afhændelsespakken hele Falconbridges organisation til markedsføring og salg af disse nikkel- og koboltprodukter.

    (37)

    De tilbudte tilsagn eliminerede derfor hele den kvantitative overlapning mellem Inco og Falconbridge på de tre markeder, hvor der var påvist konkurrenceproblemer. Forudsat at de afhændede aktiviteter ville blive drevet som en rentabel og konkurrencedygtig virksomhed, ville køberen derfor komme til at overtage Falconbridges position på markedet på de tre relevante markeder og genoprette den effektive konkurrence, der bestod på markedet forud for den anmeldte fusion.

    (38)

    Undersøgelserne viste imidlertid, at det afgørende spørgsmål ved vurderingen af de tilbudte tilsagn var spørgsmålet om, hvorvidt afhændelsespakkens køber ville være i stand til at sikre sig de langsigtede forsyninger af nikkel-udgangsmaterialer, der var nødvendige for en konstant produktion af højrenhedsnikkel, på økonomisk attraktive vilkår. Hvis denne betingelse ikke var opfyldt, måtte køberen til afhændelsespakken antages at blive en svag og sårbar konkurrent på de relevante markeder, som ville være ude af stand til at klare sig i konkurrencen med New Inco.

    (39)

    Analyserne af de nuværende strukturer i nikkelindustrien viste, at vertikal integration mellem udvinding, forarbejdning og raffinering var et fremtrædende kendetegn ved denne industri. Der fandtes for øjeblikket ingen isolerede raffinaderier i nikkelindustrien, og de få raffinaderier, der købte deres forsyninger fra andre, havde også interesser i nikkelminer og forarbejdningsanlæg. Denne situation kunne ikke ventes at ville ændre sig nævneværdigt frem til 2015, da en forretningsmodel baseret på vertikal integration giver en effektiv løsning på raffinaderiernes problemer med at sikre sig stabile forsyninger af udgangsmaterialer på lang sigt.

    (40)

    Derfor ville kun en afhændelse til en køber med erfaring inden for udvinding og forarbejdning af nikkel samt adgang til miner og tilstrækkelige forsyninger af udgangsmaterialer kunne give tilstrækkelig garanti for, at køberen ville være i stand til og have incitament til at genoprette konkurrencen på længere sigt. Denne konklusion blev kraftigt underbygget af resultaterne af den markedstest af de tilbudte tilsagn, som Kommissionen foretog.

    (41)

    For koboltindustriens vedkommende gælder i modsætning til, hvad der er tilfældet med nikkelindustrien, at vertikal integration ikke er den fremherskende forretningsmodel, idet der foregår en betydelig handel med kobolt-udgangsmaterialer. Over 50 % af Nikkelverks koboltproduktion er baseret på forsyninger fra andre, udenforstående virksomheder. Falconbridge raffinerer bl.a. kobolt indeholdt i råsten fra BCL og kobolt-mellemprodukter fra Australien og Afrika på basis af såvel forsynings- og lønraffineringskontrakter. Desuden havde New Inco forpligtet sig til i op til 10 år at levere mængder af kobolt-udgangsmaterialer til køberen af afhændelsespakken, der svarede til de mængder, Falconbridge forsynede Nikkelverk med.

    (42)

    Ifølge de endelige tilsagn ville afhændelsespakken udelukkende blive solgt til en virksomhed, der var aktiv inden for metaludvinding og/eller –forarbejdning, og som rådede over tilstrækkelige nikkelressourcer til at sikre afhændelsespakkens økonomiske rentabilitet efter udløbet af råstensforsyningsaftalen med New Inco. De 55 000 tons om året, som Falconbridge for øjeblikket forsynede Nikkelverk med, blev af Inco nævnt som et relevant benchmark.

    (43)

    Denne del af tilsagnene imødekom i fuldt omfang Kommissionens betænkeligheder angående afhændelsespakkens rentabilitet og konkurrencedygtighed, da den skabte klar sikkerhed i relation til forsyningerne med nikkel-udgangsmaterialer. Tilsagnene løste dermed alle de ovenfor nævnte konkurrenceproblemer.

    (44)

    Desuden fandt Kommissionen, at den tiårige fleksible forsyningsaftale og den prismekanisme, der blev tilbudt i den endelige version af tilsagnene, gav tilstrækkelig garanti for afhændelsespakkens rentabilitet og konkurrencedygtighed, hvis køberen var en virksomhed, der allerede var aktiv inden for metaludvinding.

    6.   Den foreslåede købers egnethed

    (45)

    LionOre Mining International Ltd (»LionOre«) er en mellemstor nikkelproducent, der har aktive miner i Botswana, Sydafrika, og i Australien samt adskillige udvindingsprojekter i disse regioner. Alle LionOres nuværende miner og udvindingsprojekter drejede sig om sulfider. Virksomheden havde opereret i nikkelbranchen siden 1996, producerede ca. 29 000 tons nikkel i 2005 og var den tiendestørste nikkelproducent i verden.

    (46)

    LionOre havde interesser i fire aktive nikkelminer og en guldmine. I Afrika ejede LionOre 85 % af Tati Nickel i Botswana og 50 % af Nkomati-nikkelminen i Sydafrika. I Vestaustralien var LionOre eneejer af Lake Johnston Nickel Operations, ejede 80 % af Black Swan og 100 % af Thunderbox-guldminen. Desuden havde LionOre planer om at udvikle Honeymoon Well-reserverne i Vestaustralien. LionOre stræbte efter at blive en fuldt integreret nikkelproducent på basis af sin Activox-teknologi, men producerede for øjeblikket kun nikkelkoncentrat (3) og havde ingen raffinerings-kapacitet. Ved udgangen af 2005 rådede LionOre over dokumenterede nikkel-ressourcer på 2,3 mio. tons.

    (47)

    Ud fra de overordnede principper og kriterier i tilsagnene måtte det vurderes, om LionOre efter overtagelsen af afhændelsespakken ville blive en uafhængig konkurrencefaktor på de markeder, hvor der var påvist konkurrenceproblemer. I særdeleshed så Kommissionen på, om LionOre var/ville forblive uafhængig af Inco/New Inco og havde tilstrækkelige finansielle ressourcer til at overtage afhændelses-pakken. Kommissionen fokuserede i den forbindelse på, hvordan LionOre kunne indpasse Nikkelverk i sine eksisterende og fremtidige nikkeludvindingsaktiviteter, og om LionOre ville kunne forsyne Nikkelverk med tilstrækkelige mængder udgangsmaterialer til at sikre afhændelsespakkens økonomiske rentabilitet, når råstensforsyningsaftalen udløb i overensstemmelse med tilsagnene.

    (48)

    LionOre opfyldte alle kriterierne i tilsagnene angående køberens egnethed og de generelle krav, Kommissionen stiller angående en købers egnethed i forbindelse med afhændelsestilsagn. Det blev derfor konkluderet, at LionOre var en egnet køber til afhændelsespakken, og at LionOre ville sikre afhændelsespakkens uafhængighed, rentabilitet og konkurrencedygtighed på lang sigt. LionOre opfyldte de kriterier, der blev identificeret som værende afgørende herfor: i) omfattende erfaring og viden inden for nikkelindustrien, ii) ejerskab og interesser i miner og udvindingsprojekter, som allerede producerede eller snart ville producere egnede udgangsmaterialer til Nikkelverk, og iii) kendskab til Nikkelverks raffineringsprocesser og produktion.

    7.   Konklusion

    (49)

    Af de ovenstående grunde var de af parterne afgivne tilsagn tilstrækkelige til at løse de konkurrenceproblemer, denne fusion ville give anledning til.

    (50)

    I sit beslutningsudkast erklærede Kommissionen derfor den anmeldte transaktion forenelig med fællesmarkedet og med EØS-aftalen i henhold til fusionsforordningens artikel 8, stk. 2.


    (1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1.

    (2)  Inden for EØS var parterne for øjeblikket udsat for meget begrænset konkurrence fra OMG (14 %), Eramet (5 %) og i mindre grad Anglo American (2 %).

    (3)  LionOre ejede også 20 % af nikkelforarbejdningsvirksomheden BCL i Botswana.


    Top