This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 32000D0409
2000/409/EC: Council Decision of 19 June 2000 on the signing and conclusion of Agreed Minutes between the European Community and the Government of the Republic of Korea relating to the world shipbuilding market
2000/409/EF: Rådets afgørelse af 19. juni 2000 om undertegnelse og indgåelse af et godkendt forhandlingsprotokollat mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Koreas regering om skibsbygningsmarkedet på verdensplan
2000/409/EF: Rådets afgørelse af 19. juni 2000 om undertegnelse og indgåelse af et godkendt forhandlingsprotokollat mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Koreas regering om skibsbygningsmarkedet på verdensplan
EFT L 155 af 28.6.2000, pp. 47–48
(ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV) Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave
(CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL, BG, RO, HR)
In force
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2000/409/oj
2000/409/EF: Rådets afgørelse af 19. juni 2000 om undertegnelse og indgåelse af et godkendt forhandlingsprotokollat mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Koreas regering om skibsbygningsmarkedet på verdensplan
EF-Tidende nr. L 155 af 28/06/2000 s. 0047 - 0048
Rådets afgørelse af 19. juni 2000 om undertegnelse og indgåelse af et godkendt forhandlingsprotokollat mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Koreas regering om skibsbygningsmarkedet på verdensplan (2000/409/EF) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 133 sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første punktum, under henvisning til Kommissionens forslag, og ud fra følgende betragtninger: (1) Skibsbygningsindustrien befinder sig på verdensplan i dyb krise, der skyldes overkapaciteten inden for denne sektor. Medens sektoren i Fællesskabet i det sidste tiår har gennemført omstruktureringer og nedskæringer i produktionskapaciteten, har de koreanske producenter øget deres produktionskapacitet betydeligt siden 1993. (2) En analyse af de koreanske kontrakter, som en uafhængig konsulent har gennemført for Kommissionen, har klarlagt, at de koreanske skibsværfter tilbyder deres produkter til en pris, der ligger væsentligt under fremstillingsprisen. Denne praksis har gjort det muligt for den koreanske værftsindustri at øge sin markedsandel ganske betydeligt, hvilket navnlig er gået ud over Fællesskabets værftsindustri, som i øjeblikket befinder sig i en kritisk situation. På grund af situationen på verdensmarkedet, hvor priserne i øjeblikket er ekstremt lave, er fællesskabsværftsindustriens markedsandel faldet fra 25 % i 1998 til 17 % i 1999. (3) Efter at have gjort sig bekendt med Kommissionens første og anden rapport om situationen for skibsbygningsindustrien på verdensplan udarbejdet i henhold til artikel 12 i Rådets forordning (EF) nr. 1540/98 af 29. juni 1998 om nye regler for støtte til skibsbygningsindustrien(1) konstaterede Rådet den 9. november 1999 og den 18. maj 2000, at sektoren befandt sig i en kritisk situation og udtrykte sin bekymring over ovennævnte praksis, der alvorligt skader EF-skibsværfternes interesser. I sine konklusioner opfordrede Rådet bl.a. Kommissionen til at fortsætte sine bestræbelser på at standardisere reglerne inden for denne sektor ved straks at indlede konstruktive konsultationer med Republikken Korea med henblik på at bringe den illoyale konkurrence til ophør. (4) Med udgangspunkt i denne opfordring fra Rådet har Kommissionen gennemført flere intensive høringsfaser med den koreanske regering, og den har forhandlet sig frem til et udkast til godkendt forhandlingsprotokollat. Når dette er undertegnet, forpligter den Korea til at afholde sig fra enhver direkte eller indirekte tabsgivende støtte til koreanske skibsværfter, til at overholde de internationale normer for finansiel og regnskabsmæssig gennemsigtighed samt at sørge for, at de koreanske værfter fastsætter deres priser i overensstemmelse med markedsprincipperne. Udkastet til godkendt forhandlingsprotokollat indeholder endvidere en ad hoc-høringsordning til hurtig løsning af problemer, der bringes op af parterne. (5) Det godkendte forhandlingsprotokollat bør vedtages - TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE: Artikel 1 Det godkendte forhandlingsprotokollat mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Koreas regering om skibsbygningsmarkedet på verdensplan godkendes. Teksten til det godkendte forhandlingsprotokollat er knyttet til denne afgørelse. Artikel 2 Rådets formand bemyndiges til at udpege den person, der er beføjet til at undertegne det godkendte forhandlingsprotokollat med bindende virkning for Fællesskabet. Udfærdiget i Luxembourg, den 19. juni 2000. På Rådets vegne L. Capoulas Santos Formand (1) EFT L 202 af 18.7.1998, s. 1.