EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020R1203

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/1203 af 9. juni 2020 om ændring af bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1021 for så vidt angår opførelsen af perfluoroctansulfonsyre og derivater heraf (PFOS) (EØS-relevant tekst)

C/2020/3639

EUT L 270 af 18.8.2020, p. 1–3 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2020/1203/oj

18.8.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 270/1


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2020/1203

af 9. juni 2020

om ændring af bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1021 for så vidt angår opførelsen af perfluoroctansulfonsyre og derivater heraf (PFOS)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1021 af 20. juni 2019 om persistente organiske miljøgifte (1), særlig artikel 15, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved forordning (EU) 2019/1021 gennemføres Unionens forpligtelser i henhold til Stockholmkonventionen om persistente organiske miljøgifte (2) (»konventionen«) og i henhold til protokollen til 1979-konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande om persistente organiske miljøgifte (3) (»protokollen«).

(2)

Bilag B til konventionen (»Begrænsning«) indeholder en liste over kemikalier, som hver part i konventionen skal begrænse sin fremstilling, anvendelse, import og eksport af i lyset af eventuelle gældende acceptable formål og/eller specifikke undtagelser, der er opført i nævnte bilag.

(3)

Konferencen mellem parterne i konventionen har i henhold til konventionens artikel 8, stk. 9, på sit niende møde besluttet at ændre bilag B til konventionen, for så vidt angår acceptable formål og specifikke undtagelser for perfluoroctansulfonsyre (PFOS), salte heraf og perfluoroctansulfonylfluorid (PFOSF). Partkonferencen besluttede at ændre det acceptable formål for anvendelsen af PFOS, salte heraf og PFOSF til metalbeklædning (hårdmetalbeklædning) alene i lukkede systemer til en specifik undtagelse.

(4)

Det forhold, at det acceptable formål for anvendelsen af PFOS, salte heraf og PFOSF til metalbeklædning (hårdmetalbeklædning) alene i lukkede systemer ændres til en specifik undtagelse, har den virkning, at parterne har lov til at benytte undtagelsen i en periode på højst fem år, efter at ændringen er trådt i kraft. Undtagelsen kan forlænges med yderligere fem år, hvis partskonferencen træffer afgørelse herom efter anmodning fra en part og på grundlag af en begrundelse for det fortsatte behov for anvendelsen. Opførelsen i del A i bilag I til forordning (EU) 2019/1021 af perfluoroctansulfonsyre og derivater heraf (PFOS) bør ændres, således at forpligtelserne i henhold til konventionen afspejles.

(5)

Forordning (EU) 2019/1021 bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag I til forordning (EU) 2019/1021 ændres som anført i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juni 2020.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 169 af 25.6.2019, s. 45.

(2)  EUT L 209 af 31.7.2006, s. 3.

(3)  EUT L 81 af 19.3.2004, s. 37.


BILAG

I del A i bilag I til forordning (EU) 2019/1021 foretages for stoffet perfluoroctansulfonsyre og derivater heraf (PFOS) følgende ændringer af punkt 4 i fjerde kolonne (»Specifik undtagelse vedrørende anvendelse som mellemprodukt eller andre præciseringer«):

1)

Første afsnit affattes således:

»4.

Hvis den mængde, der frigives til miljøet, minimeres, tillades fremstilling og markedsføring indtil den 7. september 2025 til anvendelse som dughindrende middel ved ikkedekorativ hårdforkromning (VI) i lukkede systemer. Forudsat at de medlemsstater, hvori PFOS anvendes, senest den 7. september 2024 indberetter til Kommissionen, hvor langt elimineringen af PFOS er nået, og begrunder det fortsatte behov for dets anvendelse, tager Kommissionen behovet for at forlænge undtagelsen for denne anvendelse af PFOS med en periode på højst fem år op til fornyet vurdering senest den 7. september 2025.«

2)

Tredje afsnit udgår.


Top