1.

Skal artikel 27 i forordning (EU) nr. 604/2013 (Dublin III-forordningen) (1), eventuelt sammenholdt med artikel 47 og artikel 51, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), jf. dog bestemmelserne i Rådets direktiv 2003/86/EF (2) om ret til familiesammenføring, fortolkes således, at den anmodede medlemsstat er forpligtet til at give ansøgerne, deriblandt børn, som opholder sig i den anmodende medlemsstat og anmoder om en overførsel i henhold til Dublin III-forordningens artikel 8, 9 eller 10, eller deres familiemedlemmer i den anmodede medlemsstat som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 8, 9 eller 10 adgang til effektive retsmidler vedrørende afslaget på anmodningen om overtagelse ved en domstol i den anmodede medlemsstat?

2.

Såfremt spørgsmål a.1. besvares benægtende:

Følger den under a.1. beskrevne ret til adgang til effektive retsmidler i mangel af en tilstrækkelig ordning i Dublin III-forordningen i så fald direkte af chartrets artikel 47, eventuelt sammenholdt med chartrets artikel 7, 9 og 33 (jf. Domstolens dom af 7.6.2016, C-63/15 (Mehrdad Ghezelbash), præmis 51-52 (3), juris; Domstolens dom af 26.7.2017, C-670/16 (Tsegezab Mengesteab), præmis 58 (4), juris)?

3.

Såfremt spørgsmål a.1. eller a.2. besvares bekræftende:

Skal chartrets artikel 47, eventuelt sammenholdt med princippet om loyalt samarbejde (jf. Domstolens dom af 13.11.2018, C-47/17 og C-48/17 (5), juris), fortolkes således, at den anmodede medlemsstat er forpligtet til at informere den anmodende medlemsstat om en sag, som ansøgerne har anlagt til prøvelse af et afslag på anmodningen om overtagelse, og at den anmodende medlemsstat er forpligtet til ikke at træffe materiel afgørelse om ansøgernes asylansøgning, før proceduren vedrørende retsmidlet er afsluttet med negativt udfald?

4.

Såfremt spørgsmål a.1. eller a.2. besvares bekræftende:

Skal chartrets artikel 47, eventuelt under hensyntagen til de værdier, der kommer til udtryk i femte betragtning til Dublin III-forordningen, i et tilfælde som det i sagen omhandlede fortolkes således, at bestemmelsen forpligter domstolene i den anmodede medlemsstat til at sikre retsbeskyttelsen i form af en hasteprocedure? Pålægges domstolene i den anmodede medlemsstat frister for afgørelsen vedrørende retsmidlet?

1.

Bevirker Dublin III-forordningens artikel 21, stk. 1, tredje afsnit, sammenholdt med artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1560/2003 som affattet ved forordning (EU) nr. 118/2014 (6) (gennemførelsesforordning) — principielt — en ansvarsovergang til den anmodende medlemsstat, som ikke længere kan anfægtes, når den anmodede medlemsstat inden for de fastsatte frister har givet et negativt svar både på den [anmodende] medlemsstats oprindelige forespørgsel og på anmodningen om fornyet behandling (jf. Domstolens dom af 13.11.2018, C-47/17 og C-48/17, præmis 80, juris)?

2.

Såfremt spørgsmål b.1. besvares bekræftende:

Gælder dette også, hvis den anmodede medlemsstats afgørelser om negative svar er retsstridige?

3.

Såfremt spørgsmål b.2. besvares benægtende:

Kan asylansøgeren i den anmodende medlemsstat over for den anmodede medlemsstat påberåbe sig en ansvarsovergang, der er retsstridig — idet ansvarskriterierne vedrørende familiens enhed ikke er overholdt (Dublin III-forordningens artikel 8-11, 16 og artikel 17, stk. 2)?

1.

Skal Dublin III-forordningens artikel 7, stk. 2, og artikel 20, stk. 1, fortolkes således, at de ikke udelukker en anvendelse af bestemmelserne i kapitel III og gennemførelse af en overtagelsesprocedure i henhold til Dublin III-forordningens kapitel VI, afsnit II i tilfælde, hvor ansøgerne allerede har indgivet en asylansøgning i den anmodende medlemsstat og denne oprindeligt er blevet afvist af den anmodende medlemsstat på grundlag af artikel 33, stk. 2, litra c), sammenholdt med artikel 38 i direktiv 2013/32/EU (7), men der nu — f.eks. som følge af den faktiske gennemførelse af »Erklæring fra EU og Tyrkiet af 18. marts 2016« (jf. EN P-000604/2021, Answer given by Ms Johansson on behalf of the European Commission af 1.6.2021) — gennemføres en lovlig procedure vedrørende en fornyet ansøgning?

2.

Såfremt spørgsmål c.1. besvares benægtende:

Skal Dublin III-forordningens artikel 7, stk. 2, og artikel 20, stk. 1, i det under c.1. beskrevne tilfælde da fortolkes således, at de ikke udelukker en anvendelse af bestemmelserne i kapitel III og gennemførelse af en overtagelsesprocedure i henhold til Dublin III-forordningens kapitel VI, afsnit II, i tilfælde af ansvarskriterier vedrørende familiens enhed (Dublin III-forordningens artikel 8-11, 16)?

3.

Kan Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 2, stadig anvendes, når ansøgerne allerede har indgivet en asylansøgning i den anmodende medlemsstat og denne oprindeligt er blevet afvist af den anmodende medlemsstat på grundlag af artikel 33, stk. 2, litra c), sammenholdt med artikel 38 i direktiv 2013/32/EU, men der nu — f.eks. som følge af den faktiske gennemførelse af »Erklæring fra EU og Tyrkiet af 18. marts 2016« (jf. EN P-000604/2021, Answer given by Ms Johansson on behalf of the European Commission af 1.6.2021) — gennemføres en lovlig procedure vedrørende en fornyet ansøgning?

4.

Såfremt spørgsmål c.3. besvares bekræftende:

Giver Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 2, asylansøgerne en subjektiv ret, som kan gøres gældende — i den anmodede stat? Findes der i så henseende EU-retlige krav til de nationale myndigheders udøvelse af skøn — f.eks. hensyn til familiens enhed, børns tarv — eller er dette spørgsmål alene undergivet national ret?