Sag C-530/11

Europa-Kommissionen

mod

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

»Traktatbrud — offentlig deltagelse i beslutningsprocessen samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet — begrebet en »ikke uoverkommeligt dyr« retssag«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 13. februar 2014

1. Institutionernes retsakter – direktiver – medlemsstaternes gennemførelse – direktiv, der tilsigter at skabe rettigheder for borgerne – krav om klarhed og retssikkerhed – gennemførelse gennem retspraksis – lovlig

   [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35, art. 3, nr. 7), og art. 4, nr. 4)]

2. Traktatbrudssøgsmål – sagens genstand – fastlæggelse under den administrative procedure

   (Art. 258 TEUF)

3. Miljø – vurdering af visse projekters indvirkning på miljøet – direktiv 85/337 og 96/61 – gennemførelse af direktiv 2003/35 – søgsmålsret – krav om, at en retssag ikke må være uoverkommeligt dyr – skønsmargen, som er overladt den nationale ret – nødvendigheden af en retsregel, der sikrer, at retssagen ikke bliver uoverkommeligt dyr

   [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35, art. 3, nr. 7), og art. 4, nr. 4); Rådets direktiv 85/337, art. 10a, og direktiv 96/61, art. 15a]

4. Traktatbrudssøgsmål – bevis for traktatbruddet – Kommissionens bevisbyrde – formodninger – ikke tilladt

   (Art. 258 TEUF)

5. Miljø – vurdering af visse projekters indvirkning på miljøet – direktiv 85/337 og 96/61 – gennemførelse af direktiv 2003/35 – søgsmålsret – krav om, at en retssag ikke må være uoverkommeligt dyr – ordning om modforpligtelser til foreløbige forholdsregler – omfattet

   [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35, art. 3, nr. 7), og art. 4, nr. 4); Rådets direktiv 85/337, art. 10a, og direktiv 96/61, art. 15a]

1.  Ved gennemførelsen af et direktiv er det ikke absolut nødvendigt formelt og ordret at gentage direktivets bestemmelser i udtrykkelige specielle lovbestemmelser eller administrative bestemmelser, men det er tilstrækkeligt, at der foreligger en generel retlig ramme, der giver en sikker hjemmel for, at direktivet anvendes fuldt ud på en tilstrækkelig klar og præcis måde.

   Navnlig hvor den omhandlede bestemmelse tilsigter at skabe rettigheder for private, skal retstilstanden være tilstrækkeligt bestemt og klar, og de berettigede personer skal have mulighed for fuldt ud at kende deres rettigheder og i givet fald påberåbe sig dem ved de nationale domstole.

   I den forbindelse kan det ikke lægges til grund, at enhver retspraksis efter sin art antager en usikker karakter og ikke kan opfylde de krav til klarhed og præcision, der stilles, for at den kan anses for at udgøre en gyldig gennemførelse af de forpligtelser, som følger af artikel 3, nr. 7), og artikel 4, nr. 4), i direktiv 2003/35 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv 85/337 og 96/61.

   (jf. præmis 33-36)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 39)

3.  Kravet om, at retssager ikke må være uoverkommeligt dyre – som er fastsat i artikel 3, nr. 7), og artikel 4, nr. 4), i direktiv 2003/35 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv 85/337 og 96/61 – er ikke til hinder for, at de nationale retter kan træffe afgørelse om fordelingen af omkostningerne ved afslutningen af en retssag, forudsat at disse er af en rimelig størrelse, og at de af den berørte part afholdte omkostninger samlet set ikke er uoverkommelige.

   Den skønsmargen, som retten råder over ved anvendelsen i en konkret sag af den nationale ordning om sagsomkostninger, kan i den forbindelse ikke i sig selv anses for uforenelig med kravet om, at retssagerne ikke må være uoverkommeligt dyre. I øvrigt sikrer muligheden for, at den ret, ved hvilken der er anlagt søgsmål, kan afsige en kendelse om omkostningsbeskyttelse – der på et tidligt stadium i retssagen gør det muligt for sagsøgeren at opnå en begrænsning af de eventuelle sagsomkostninger – en større forudsigelighed af sagsomkostningerne og bidrager til overholdelsen af dette krav.

   De ovennævnte bestemmelser i direktiv 2003/35 kan imidlertid kun anses for korrekt gennemført, såfremt den nationale ret er forpligtet af en retsregel til at sikre, at retssagen ikke bliver uoverkommeligt dyr for sagsøgeren. Den omstændighed alene, at Domstolen for at efterprøve, om en medlemsstats nationale ret opfylder nævnte direktivs formål, er nødt til at foretage en analyse og en bedømmelse af rækkevidden af forskellige afgørelser, som de nationale retsinstanser har truffet, og derfor af en retspraksis som helhed, skønt EU-retten tillægger borgerne præcise rettigheder, som for at være effektive kræver entydige regler, fører imidlertid til, at det må lægges til grund, at gennemførelsen under alle omstændigheder ikke er tilstrækkeligt klar og præcis.

   Selve de betingelser, hvorunder de nationale retsinstanser tager stilling til anmodningerne om omkostningsbeskyttelse, gør det i øvrigt ikke muligt at sikre, at national ret er i overensstemmelse med det krav, der er opstillet i direktiv 2003/35 om, at retssager ikke må være uoverkommeligt dyre, hvis det viser sig, at retten alene kan afsige en kendelse om omkostningsbeskyttelse, såfremt de spørgsmål, der skal træffes afgørelse om, er af almen interesse, og den ikke er forpligtet til at bevilge en sådan beskyttelse, når sagsomkostningerne er objektivt urimelige, eller når det udelukkende er sagsøgerens særlige interesse, der er involveret.

   (jf. præmis 44 og 54-57)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 60-62)

5.  Kravet om, at retssagerne ikke må være uoverkommeligt dyre – som er fastsat i artikel 3, nr. 7), og artikel 4, nr. 4), i direktiv 2003/35 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv 85/337 og 96/61 – gælder ligeledes for de økonomiske omkostninger, der skyldes foranstaltninger, som den nationale domstol kan gøre meddelelsen af retsbevarende foranstaltninger betinget af i forbindelse med sager, der henhører under de nævnte bestemmelser.

   Med dette forbehold er de betingelser, hvorunder den nationale domstol giver adgang til sådanne foreløbige forholdsregler, i princippet alene fastsat i national ret, dog inden for rammerne af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet. Kravet om, at retssagerne ikke må være uoverkommeligt dyre, kan ikke fortolkes således, at det på forhånd er til hinder for anvendelsen af en økonomisk sikkerhedsstillelse – såsom en modforpligtelse til de foreløbige forholdsregler, der består i at pålægge sagsøgeren at forpligte sig til at erstatte det tab, der kan blive resultatet af en foreløbig forholdsregel, såfremt den rettighed, som denne havde til formål at beskytte, til slut ikke anses for at foreligge – når denne økonomiske sikkerhedsstillelse er fastsat i national ret. Det samme gælder de økonomiske konsekvenser, der i givet fald ifølge denne ret kan skyldes et søgsmål, der bærer præg af misbrug.

   Til gengæld påhviler det den ret, som træffer afgørelse herom, at sikre sig, at den for sagsøgeren heraf følgende økonomiske risiko ligeledes er omfattet af de forskellige omkostninger, der er affødt af sagen, når denne ret vurderer, hvorvidt proceduren er uoverkommeligt dyr.

   (jf. præmis 64 og 66-68)

Sag C-530/11

Europa-Kommissionen

mod

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

»Traktatbrud — offentlig deltagelse i beslutningsprocessen samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet — begrebet en »ikke uoverkommeligt dyr« retssag«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 13. februar 2014

1. Institutionernes retsakter — direktiver — medlemsstaternes gennemførelse — direktiv, der tilsigter at skabe rettigheder for borgerne — krav om klarhed og retssikkerhed — gennemførelse gennem retspraksis — lovlig

   [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35, art. 3, nr. 7), og art. 4, nr. 4)]

2. Traktatbrudssøgsmål — sagens genstand — fastlæggelse under den administrative procedure

   (Art. 258 TEUF)

3. Miljø — vurdering af visse projekters indvirkning på miljøet — direktiv 85/337 og 96/61 — gennemførelse af direktiv 2003/35 — søgsmålsret — krav om, at en retssag ikke må være uoverkommeligt dyr — skønsmargen, som er overladt den nationale ret — nødvendigheden af en retsregel, der sikrer, at retssagen ikke bliver uoverkommeligt dyr

   [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35, art. 3, nr. 7), og art. 4, nr. 4); Rådets direktiv 85/337, art. 10a, og direktiv 96/61, art. 15a]

4. Traktatbrudssøgsmål — bevis for traktatbruddet — Kommissionens bevisbyrde — formodninger — ikke tilladt

   (Art. 258 TEUF)

5. Miljø — vurdering af visse projekters indvirkning på miljøet — direktiv 85/337 og 96/61 — gennemførelse af direktiv 2003/35 — søgsmålsret — krav om, at en retssag ikke må være uoverkommeligt dyr — ordning om modforpligtelser til foreløbige forholdsregler — omfattet

   [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35, art. 3, nr. 7), og art. 4, nr. 4); Rådets direktiv 85/337, art. 10a, og direktiv 96/61, art. 15a]

1.  Ved gennemførelsen af et direktiv er det ikke absolut nødvendigt formelt og ordret at gentage direktivets bestemmelser i udtrykkelige specielle lovbestemmelser eller administrative bestemmelser, men det er tilstrækkeligt, at der foreligger en generel retlig ramme, der giver en sikker hjemmel for, at direktivet anvendes fuldt ud på en tilstrækkelig klar og præcis måde.

   Navnlig hvor den omhandlede bestemmelse tilsigter at skabe rettigheder for private, skal retstilstanden være tilstrækkeligt bestemt og klar, og de berettigede personer skal have mulighed for fuldt ud at kende deres rettigheder og i givet fald påberåbe sig dem ved de nationale domstole.

   I den forbindelse kan det ikke lægges til grund, at enhver retspraksis efter sin art antager en usikker karakter og ikke kan opfylde de krav til klarhed og præcision, der stilles, for at den kan anses for at udgøre en gyldig gennemførelse af de forpligtelser, som følger af artikel 3, nr. 7), og artikel 4, nr. 4), i direktiv 2003/35 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv 85/337 og 96/61.

   (jf. præmis 33-36)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 39)

3.  Kravet om, at retssager ikke må være uoverkommeligt dyre – som er fastsat i artikel 3, nr. 7), og artikel 4, nr. 4), i direktiv 2003/35 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv 85/337 og 96/61 – er ikke til hinder for, at de nationale retter kan træffe afgørelse om fordelingen af omkostningerne ved afslutningen af en retssag, forudsat at disse er af en rimelig størrelse, og at de af den berørte part afholdte omkostninger samlet set ikke er uoverkommelige.

   Den skønsmargen, som retten råder over ved anvendelsen i en konkret sag af den nationale ordning om sagsomkostninger, kan i den forbindelse ikke i sig selv anses for uforenelig med kravet om, at retssagerne ikke må være uoverkommeligt dyre. I øvrigt sikrer muligheden for, at den ret, ved hvilken der er anlagt søgsmål, kan afsige en kendelse om omkostningsbeskyttelse – der på et tidligt stadium i retssagen gør det muligt for sagsøgeren at opnå en begrænsning af de eventuelle sagsomkostninger – en større forudsigelighed af sagsomkostningerne og bidrager til overholdelsen af dette krav.

   De ovennævnte bestemmelser i direktiv 2003/35 kan imidlertid kun anses for korrekt gennemført, såfremt den nationale ret er forpligtet af en retsregel til at sikre, at retssagen ikke bliver uoverkommeligt dyr for sagsøgeren. Den omstændighed alene, at Domstolen for at efterprøve, om en medlemsstats nationale ret opfylder nævnte direktivs formål, er nødt til at foretage en analyse og en bedømmelse af rækkevidden af forskellige afgørelser, som de nationale retsinstanser har truffet, og derfor af en retspraksis som helhed, skønt EU-retten tillægger borgerne præcise rettigheder, som for at være effektive kræver entydige regler, fører imidlertid til, at det må lægges til grund, at gennemførelsen under alle omstændigheder ikke er tilstrækkeligt klar og præcis.

   Selve de betingelser, hvorunder de nationale retsinstanser tager stilling til anmodningerne om omkostningsbeskyttelse, gør det i øvrigt ikke muligt at sikre, at national ret er i overensstemmelse med det krav, der er opstillet i direktiv 2003/35 om, at retssager ikke må være uoverkommeligt dyre, hvis det viser sig, at retten alene kan afsige en kendelse om omkostningsbeskyttelse, såfremt de spørgsmål, der skal træffes afgørelse om, er af almen interesse, og den ikke er forpligtet til at bevilge en sådan beskyttelse, når sagsomkostningerne er objektivt urimelige, eller når det udelukkende er sagsøgerens særlige interesse, der er involveret.

   (jf. præmis 44 og 54-57)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 60-62)

5.  Kravet om, at retssagerne ikke må være uoverkommeligt dyre – som er fastsat i artikel 3, nr. 7), og artikel 4, nr. 4), i direktiv 2003/35 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv 85/337 og 96/61 – gælder ligeledes for de økonomiske omkostninger, der skyldes foranstaltninger, som den nationale domstol kan gøre meddelelsen af retsbevarende foranstaltninger betinget af i forbindelse med sager, der henhører under de nævnte bestemmelser.

   Med dette forbehold er de betingelser, hvorunder den nationale domstol giver adgang til sådanne foreløbige forholdsregler, i princippet alene fastsat i national ret, dog inden for rammerne af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet. Kravet om, at retssagerne ikke må være uoverkommeligt dyre, kan ikke fortolkes således, at det på forhånd er til hinder for anvendelsen af en økonomisk sikkerhedsstillelse – såsom en modforpligtelse til de foreløbige forholdsregler, der består i at pålægge sagsøgeren at forpligte sig til at erstatte det tab, der kan blive resultatet af en foreløbig forholdsregel, såfremt den rettighed, som denne havde til formål at beskytte, til slut ikke anses for at foreligge – når denne økonomiske sikkerhedsstillelse er fastsat i national ret. Det samme gælder de økonomiske konsekvenser, der i givet fald ifølge denne ret kan skyldes et søgsmål, der bærer præg af misbrug.

   Til gengæld påhviler det den ret, som træffer afgørelse herom, at sikre sig, at den for sagsøgeren heraf følgende økonomiske risiko ligeledes er omfattet af de forskellige omkostninger, der er affødt af sagen, når denne ret vurderer, hvorvidt proceduren er uoverkommeligt dyr.

   (jf. præmis 64 og 66-68)