Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Sammenlignelige og overskuelige regnskaber i hele EU

Sammenlignelige og overskuelige regnskaber i hele EU

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 2013/34/EU om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Det sigter mod at:

  • sikre overskuelige og sammenlignelige regnskaber ud over IFRS-standarderne (International Financial Reporting Standards)
  • begrænse den administrative byrde og give enkle og robuste regnskabsregler, især for små og mellemstore virksomheder (SMV’er)
  • øge gennemsigtigheden af betalinger, som foretages af udvindings- og skovningsindustrier til regeringer og selskabsskatter betalt af meget store multinationale koncerner
  • fastsætte reglerne for rapportering om virksomheders bæredygtighed som følge af ændringerne i direktiv (EU) 2022/2464 (direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD).

HOVEDPUNKTER

  • Lovgivningen finder anvendelse på virksomheder af typen med begrænset ansvar i Den Europæiske Union (EU).
  • Lovgivningen definerer og skelner mellem mikrovirksomheder, små virksomheder, mellemstore virksomheder og store virksomheder på baggrund af deres:
    • balance
    • nettoomsætning
    • gennemsnitlige antal medarbejdere i regnskabsåret.
  • For hver af følgende størrelseskategorier er der tre grænser, hvoraf to ikke må overskrides:
    • mikrovirksomheder: balancesum (350 000 EUR), nettoomsætning (700 000 EUR), medarbejdere (10)
    • små virksomheder: balancesum (4 mio. EUR), nettoomsætning (8 mio. EUR), medarbejdere (50)
    • mellemstore virksomheder: balancesum (20 mio. EUR), nettoomsætning (40 mio. EUR), medarbejdere (250).
  • Store virksomheder overskrider mindst to af følgende tre kriterier: balance (20 mio. EUR), nettoomsætning (40 mio. EUR), medarbejdere (250).
  • En delegeret retsakt, direktiv (EU) 2023/2775, som EU’s medlemsstater skal overholde senest den 24. december 2024, justerer størrelseskriterierne som følger:
    • mikrovirksomheder: balance (450 000 EUR), nettoomsætning (900 000 EUR), medarbejdere (10)
    • små virksomheder: balance (5 mio. EUR eller op til 7,5 mio. EUR efter medlemsstaternes skøn), nettoomsætning (10 mio. EUR eller op til 15 mio. EUR), medarbejdere (50)
    • mellemstore virksomheder: balance (25 mio. EUR), nettoomsætning (50 mio. EUR), medarbejdere (250)
    • store virksomheder overskrider mindst to af følgende tre kriterier: balance (25 mio. EUR), nettoomsætning (50 mio. EUR), medarbejdere (250).

På samme måde fastsætter direktivet lignende regler for koncerner (bestående af moder- og dattervirksomheder) af forskellige størrelser.

  • Årsregnskaber skal:
    • som minimum indeholde en balance, en resultatopgørelse og noter til årsregnskabet*.
    • give et retvisende billede af virksomhedens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultat
    • offentliggøres af virksomheden i det relevante nationale virksomhedsregister.
  • Direktivet fastsætter almindelige principper for regnskabsaflæggelse, såsom konsekvent anvendelse af regnskabspraksis og målingsgrundlag fra et år til det næste.
  • Detaljerede regler dækker præsentationen af balancer, resultatopgørelser og noter til årsregnskabet samt ledelsesberetninger, ikkefinansielle oplysninger, virksomhedsledelse og konsoliderede regnskaber.
  • Forpligtelserne kan variere afhængigt af virksomhedens størrelse, og direktivet åbner mulighed for undtagelser eller forenklinger på mange områder for mikrovirksomheder og SMV’er. Det er op til hver enkelt medlemsstat at fastlægge omfanget af disse undtagelser og forenklinger.
  • Regnskaber for virksomheder af interesse for offentligheden og mellemstore og store virksomheder skal revideres af en eller flere revisorer.
  • Store virksomheder, som er involveret i udvinding af mineraler, olie, naturgas eller andre materialer, eller som er involveret i skovning af primærskove*, skal offentliggøre oplysninger om betalinger over 100 000 EUR i alt, som de foretager til myndigheder inden for et regnskabsår.
  • Siden den 22. juni 2023 har kapitel 10a i direktiv 2013/34/EU, der omhandler de multinationale koncerners offentliggørelse af oplysninger om indkomstskat med årlige konsoliderede indtægter på over 750 mio. EUR, været gældende.
    • Disse koncerners moderselskaber skal i en specifik rapport, der offentliggøres på deres websted, angive deres indtægter, overskud, betalt selskabsskat og antallet af ansatte pr. medlemsstat og pr. ikke-EU-land, som ikke samarbejder med EU på skatteområdet, eller som ikke opfylder alle standarder, men har forpligtet sig til at reformere.
    • Virksomhedsregistre giver også offentligheden adgang til disse rapporter.
    • Ikke-EU-baserede multinationale koncerner, der driver virksomhed i EU, skal rapportere på tilsvarende vis.
  • Regler om indberetning af virksomheders bæredygtighed kræver, at små, mellemstore og store virksomheder (undtagen mikrovirksomheder), der er registreret på EU-regulerede markeder, samt store virksomheder og store moderselskaber, i deres ledelsesberetninger skal medtage oplysninger om virksomhedens indvirkning på bæredygtighedsspørgsmål (såsom miljørettigheder, sociale rettigheder, menneskerettigheder og forvaltningsfaktorer), samt oplysninger, der er nødvendige for at forstå, hvordan bæredygtighedsaspekter påvirker dens udvikling, resultater og stilling. Anvendelsen af disse regler sker i faser (se nedenfor). I bilagene og de vedlagte dokumenter fastsætter delegeret forordning (EU) 2023/2772 detaljerede regler for så vidt angår EU’s standarder for rapportering om bæredygtighed, som skal anvendes af virksomheder til at udføre indberetning om bæredygtighed, i overensstemmelse med den tidsplan, der er fastsat i direktiv (EU) 2022/2464.
  • Ændringsdirektiv (EU) 2023/2864 indfører en artikel om tilgængeligheden af de oplysninger, der skal offentliggøres i henhold til direktiv 2013/34/EU om det fælles europæiske adgangspunkt (ESAP), der er oprettet i henhold til forordning (EU) 2023/2859 — se resumé. ESAP vil give adgang til oplysninger om offentlig finansiering og bæredygtighed vedrørende EU-virksomheder og EU’s investeringsprodukter. Fra den 10. januar 2028 skal virksomheder, når de offentliggør deres forskellige rapporter og regnskaber (f.eks. ledelsesberetninger, årsregnskaber og konsoliderede regnskaber samt revisionsberetninger og erklæringer om bæredygtighedsrapporter), forelægge disse rapporter og regnskaber for det udpegede indsamlingsorgan med henblik på at gøre disse tilgængelige på ESAP.

Ophævelse

HVORNÅR GÆLDER BESTEMMELSERNE FRA?

  • Direktiv 2013/34/EF skulle være gennemført i national lovgivning inden den 20. juli 2015.
  • Ændringsdirektiv (EU) 2022/2464 skulle være gennemført senest den 6. juli 2024. Det vil blive anvendt i tre faser:
    • regnskabsåret 2024 for virksomheder, der allerede er omfattet af direktivet om ikke-finansiel rapportering (direktiv 2014/95/EU — se resumé)
    • regnskabsåret 2025 for store virksomheder, der ikke i øjeblikket er omfattet af direktiv 2014/95/EU
    • regnskabsåret 2026 for børsnoterede SMV’er, små og ikkekomplekse kreditinstitutter og captive-forsikringsselskaber*.
  • Ændringsdirektiv (EU) 2023/2864 skal være gennemført senest den 10. januar 2026.

Disse regler gælder også for virksomheder i og uden for EU med værdipapirer, der er optaget til handel på EU-regulerede markeder som følge af krydsreferencen, der er omfattet af direktiv 2004/109/EF ved ændring af direktiv (EU) 2022/2464.

BAGGRUND

VIGTIGE BEGREBER

Noter til årsregnskabet. Supplerende oplysninger til virksomhedens årsregnskab. Disse oplysninger anføres af hensyn til overskueligheden og kan for eksempel omfatte regnskabsmetoder anvendt til registrering og rapportering af transaktioner og oplysninger om pensionsordninger.
Primærskove. Bevoksninger med hjemmehørende arter, hvor der ikke er noget klart synligt tegn på menneskelig aktivitet, og hvor de økologiske processer ikke er forstyrret i væsentlig grad.
Captive-forsikringsselskaber. Et forsikringsselskab, der er ejet enten af en anden finansiel virksomhed end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af en forsikrings- eller genforsikringskoncern, eller af en ikke-finansiel virksomhed, som har til formål udelukkende at yde forsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som den tilhører, eller af det eller de selskaber i den koncern, som det er en del af.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF (EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19-76).

Efterfølgende ændringer til direktiv 2013/34/EU er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/2772 af 31. juli 2023 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU for så vidt angår standarder for bæredygtighedsrapportering (EUT L 2023/2772 af 22.12.2023).

Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/2859 af 13. december 2023 om oprettelse af et fælles europæisk adgangspunkt, som giver centraliseret adgang til offentligt tilgængelige oplysninger med relevans for finansielle tjenesteydelser, kapitalmarkeder og bæredygtighed (EUT L 2023/2859 af 20.12.2023).

Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2464 af 14. december 2022 om ændring af forordning (EU) nr. 537/2014, direktiv 2004/109/EF, direktiv 2006/43/EF og direktiv 2013/34/EU for så vidt angår virksomheders bæredygtighedsrapportering (EUT L 322 af 16.12.2022, s. 15-80).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/95/EU af 22. oktober 2014 om ændring af direktiv 2013/34/EU for så vidt angår offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger og oplysninger om mangfoldighed for visse store virksomheder og koncerner (EUT L 330 af 15.11.2014, s. 1-9).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF (EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87-107).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 19.09.2024

Top