Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31999R1655

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1655/1999 af 19. juli 1999 om ændring af forordning (EF) nr. 2236/95 om generelle regler for Fællesskabets finansielle støtte inden for transeuropæiske net

EFT L 197 af 29.7.1999, p. 1–7 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL, BG, RO)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 18/02/2010

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/1999/1655/oj

31999R1655

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1655/1999 af 19. juli 1999 om ændring af forordning (EF) nr. 2236/95 om generelle regler for Fællesskabets finansielle støtte inden for transeuropæiske net

EF-Tidende nr. L 197 af 29/07/1999 s. 0001 - 0007


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1655/1999

af 19. juli 1999

om ændring af forordning (EF) nr. 2236/95 om generelle regler for Fællesskabets finansielle støtte inden for transeuropæiske net

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 156, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(3),

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 251(4), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Erfaringerne med anvendelsen af forordning (EF) nr. 2236/95(5) viser, at der er behov for at ændre den;

(2) det er nødvendigt at lette finansieringen af visse projekter ved blandt de mulige støtteformer at indføje et bidrag til fremskaffelse af risikovillig kapital; de finansielle ressourcer, der stilles til rådighed under forordning (EF) nr. 2236/95, bør anvendes til at maksimere bidraget fra private finansieringsmidler;

(3) en portion risikovillig kapital i et projekts finansielle pakke kunne bidrage til at iværksætte partnerskaber i transeuropæiske net med deltagelse af både den offentlige og private sektor; tilførsel af risikovillig kapital til transeuropæiske net er, især i de tidlige faser, begrænset;

(4) risikovillig kapital i investeringsfonde, der som hovedmål har at skaffe risikovillig kapital til transeuropæiske netprojekter, bør tillades op til 1 % af det samlede beløb for perioden 2000-2006, så der kan indhøstes erfaringer med denne nye finansieringsform; dette loft kan forhøjes op til 2 % efter en revision af dette instruments funktion; der bør ligeledes foretages en undersøgelse af mulighederne for i fremtiden at udbygge dette;

(5) der bør, for at øge gennemrigtigheden og imødekomme forventningerne for så vidt angår projekter eller grupper af projekter med store finansielle behov over længere tid, udarbejdes vejledende flerårige programmer inden for specifikke sektorer eller områder med angivelse af det samlede årlige støttebeløb, der kan tildeles sådanne projekter eller grupper af projekter for en given periode; støttebeløbene bør tjene som referenceramme for de årlige afgørelser om ydelse af finansiel støtte inden for de årlige budgetbevillinger, når projekterne er i overensstemmelse med de relevante vejledende flerårige programmer; de årlige beløb, der anføres i disse programmer, udgør imidlertid ikke budgetforpligtelser;

(6) projekter eller grupper af projekter bør kunne nyde godt af flere på hinanden følgende afgørelser om finansiel støtte;

(7) ansøgninger om finansiel støtte til et projekt skal indeholde en detaljeret anslået opdeling for så vidt angår oprindelsen af Fællesskabets bidrag og bidrag fra nationale, regionale og lokale administrative organer samt af omfanget af finansielle bidrag fra den private sektor;

(8) tildelt finansiel støtte skal undtagen i behørigt begrundede tilfælde annulleres, hvis de pågældende aktioner ikke er påbegyndt inden en bestemt dato;

(9) det er nødvendigt at medtage Den Europæiske Investeringsfonds aktiviteter blandt de finansielle fællesskabsinstrumenter, som aktioner under forordning (EF) nr. 2236/95 skal koordineres med;

(10) Kommissionen bør kunne kræve, at støttemodtagerne forelægger evalueringer af projekter, der får støtte i henhold til forordning (EF) nr. 2236/95, eller giver de oplysninger, som Kommissionen behøver for at kunne foretage sin egen evaluering;

(11) Rådets afgørelse 87/373/EØF(6) fastsætter de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen af Rådet i de retsakter, det vedtager; de procedurer, der er fastsat i denne forordning, skal tage højde for eventuelle ændringer af eksisterende ordninger fastsat ved interinstitutionel aftale eller ved afgørelse 87/373/EØF;

(12) i betragtning af de transeuropæiske nets betydning er det hensigtsmæssigt, at der i forordning (EF) nr. 2236/95 indsættes en finansieringsramme, jf. punkt 1 i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens erklæring af 6. marts 1995, på 4600 mio. EUR for gennemførelsen af forordningen for perioden 2000-2006;

(13) det er hensigtsmæssigt, at Rådet undersøger, hvorvidt de foranstaltninger, der er fastsat i forordning (EF) nr. 2236/95, skal videreføres eller ændres i lyset af den samlede rapport, som Kommissionen forelægger inden udgangen af 2006;

(14) i hele overgangsperioden fra den 1. januar 1999 til den 31. december 2001 læses alle angivelser i euro som angivelser i euro som en valutaenhed, jf. Rådets forordning (EF) nr. 974/98 af 3. maj 1998 om indførelse af euroen(7);

(15) forordning (EF) nr. 2236/95 bør ændres i overensstemmelse med det ovenfor anførte -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Forordning (EF) nr. 2236/95 ændres således:

1) Artikel 2, stk. 2, ophæves.

2) Artikel 3 ophæves.

3) Artikel 4 affattes således: "Artikel 4

Støtteformer

1. Fællesskabets støtte kan antage en eller flere af følgende former:

a) Samfinansiering af projektundersøgelser, herunder forberedende undersøgelser, forundersøgelser, evalueringsundersøgelser og anden teknisk bistand til sådanne undersøgelser. Fællesskabets finansielle deltagelse kan normalt ikke overstige 50 % af de samlede undersøgelsesomkostninger.

På anmodning af Kommissionen og med de berørte medlemsstaters samtykke kan Fællesskabets finansielle deltagelse i behørigt begrundede undtagelsestilfælde overstige 50-%'s-grænsen.

b) Rentegodtgørelser i forbindelse med lån bevilget af Den Europæiske Investeringsbank eller andre offentlige eller private finansielle organer. Godtgørelserne kan som hovedregel ikke ydes i mere end fem år.

c) Bidrag til lånegarantipræmier i Den Europæiske Investeringsfond eller andre finansielle institutter.

d) Direkte investeringsstøtte i behørigt begrundede tilfælde.

e) Risikovillig kapital til investeringsfonde eller tilsvarende finansielle foretagender, der som hovedmål har at skaffe risikovillig kapital til transeuropæiske netprojekter, med inddragelse af betydelige investeringer fra den private sektor; denne type risikovillig kapital må ikke overstige 1 % af de budgetmidler, der er fastsat i artikel 18. Dette loft kan efter proceduren i artikel 17 forhøjes op til 2 % fra 2003 på baggrund af en revision af dette instruments funktion forelagt af Kommissionen for Europa-Parlamentet og Rådet.

Yderligere gennemførelsesbestemmelserne for så vidt angår risikovillig kapital er fastsat i bilaget.

Den risikovillige kapital kan indskydes enten direkte i fonden eller tilsvarende finansielle foretagender eller i et passende fællesinvesteringsorgan, der forvaltes af samme kapitaladministratorer.

f) Fællesskabsbistand i henhold til litra a)-e) kombineres, når det er hensigtsmæssigt, for at opnå den størst mulige stimulerende virkning af de tilførte budgetmidler, der skal anvendes så økonomisk som muligt.

2. De former for fællesskabsintervention, som er omhandlet i litra a)-e), anvendes selektivt for at tage hensyn til de særlige karakteristika ved de forskellige berørte nettyper og sikre, at støtten ikke medfører konkurrencefordrejning mellem sektorens virksomheder.

3. De finansielle ressourcer, der er afsat til trafikinfrastrukturprojekter i hele den i artikel 18 nævnte periode, skal anvendes på en sådan måde, at mindst 55 % tildeles til jernbaneprojekter - inklusive kombineret transport - og højst 25 % tildeles til vejprojekter.

4. Kommissionen fremmer navnlig anvendelsen af private finansieringskilder til projekter, som finansieres efter denne forordning, hvor multiplikatoreffekten af Fællesskabets finansielle instrumenter kan maksimeres i offentlig-private partnerskaber. Hvert enkelt tilfælde vurderes konkret af Kommissionen, hvor det er hensigtsmæssigt, i forhold til et eventuelt alternativ finansieret udelukkende med offentlige midler. For hvert enkelt projekt kræves den berørte medlemsstats støtte i overensstemmelse med traktaten."

4) I artikel 5, stk. 3, tilføjes følgende afsnit: "For projekter, der berører satellitbestemmelses- og navigationssystemer, som omhandlet i artikel 17 i beslutning nr. 1692/96/EF(8), kan den samlede fællesskabsstøtte i henhold til denne forordning dog fra og med 1. januar 2003 efter en revision undtagelsesvis udgøre op til 20 % af de samlede investeringsomkostninger."

5) Følgende artikel indsættes: "Artikel 5a

Vejledende flerårige EF-programmer

1. Kommissionen kan, med forbehold af artikel 6, efter proceduren i artikel 17 og med henblik på at gøre Fællesskabets indsats mere effektiv sektor for sektor udarbejde et vejledende flerårigt program, i det følgende benævnt 'program', på grundlag af de i traktatens artikel 155 omhandlede retningslinjer. Programmet baseres på støtteansøgninger i henhold til artikel 8 og bygger bl.a. på oplysninger fra medlemsstaterne, især de oplysninger, der er omhandlet i artikel 9.

2. Programmet sammensættes udelukkende af projekter af fælles interesse og/eller sammenhængende grupper af projekter af fælles interesse, der tidligere er fastlagt inden for rammerne af de retningslinjer, der er omhandlet i traktatens artikel 155, stk. 1, på specifikke områder med betydelige finansielle behov over en længere periode.

3. Programmet omfatter for hvert projekt eller hver gruppe af projekter, der er omhandlet i stk. 2, de vejledende beløb for ydelse af finansiel støtte i henhold til budgetmyndighedens årlige afgørelser. Der må ikke anvendes mere end 75 % af budgetmidlerne i artikel 18 til vejledende flerårige programmer.

4. Programmet tjener som referenceramme for de årlige afgørelser om tildeling af fællesskabsstøtte til projekter inden for rammerne af de årlige budgetbevillinger. Kommissionen underretter regelmæssigt Europa-Parlamentet og Rådet om, hvordan programmerne forløber, og om afgørelser, Kommissionen træffer om tildeling af fællesskabsstøtte til projekter. Den dokumentation, der vedlægges Kommissionens foreløbige budgetforslag, skal omfatte en rapport om, hvordan gennemførelsen af hvert flerårigt vejledende program forløber i overensstemmelse med finansforordningen.

Programmet skal tages op til fornyet overvejelse mindst midtvejs i forløbet eller på baggrund af, hvordan projekterne eller grupperne af projekter rent faktisk forløber, og det revideres om nødvendigt efter proceduren i artikel 17.

Programmet skal også indeholde angivelser af andre kilder til finansiering af de pågældende projekter, navnlig andre fællesskabsinstrumenter og Den Europæiske Investeringsbank.

5. Hvis der sker betydelige ændringer i gennemførelsen af projekterne eller grupperne af projekter, underretter den berørte medlemsstat straks Kommissionen herom.

Hvis det som følge af disse ændringer skulle blive nødvendigt at ændre de vejledende samlede beløb, som programmet omfatter for projekterne eller grupperne af projekter, træffes der afgørelse herom efter proceduren i artikel 17."

6) I artikel 6 indsættes følgende stykke: "1 a. Ved gennemførelsen af denne forordning sikrer Kommissionen overensstemmelse mellem sine beslutninger om at yde fællesskabsstøtte og de prioriterede mål, der er opført i retningslinjerne for de forskellige sektorer i henhold til traktatens artikel 155, stk. 1. Dette omfatter overensstemmelse med ethvert krav, som fastsættes i disse retningslinjer i form af en procentdel af den samlede fællesskabsstøtte."

7) Artikel 8 affattes således: "Artikel 8

Indgivelse af støtteansøgning

Støtteansøgninger indgives til Kommissionen af de pågældende medlemsstater eller, efter aftale med disse, af de direkte berørte offentlige eller private foretagender eller organer. Kommissionen skal fastslå, at der foreligger en aftale med de pågældende medlemsstater."

8) Artikel 9, stk. 1, litra a), ottende led, affattes således: "- en finansieringsplan med angivelse af beløbene i euro eller national valuta og alle komponenter i finansieringspakken, herunder forventet og tildelt støtte fra Fællesskabet, i de forskellige former som omhandlet i artikel 4, og støtte fra lokale, regionale eller nationale administrative organer samt fra private kilder."

9) Artikel 9, stk. 2, affattes således: "2. Ansøgerne meddeler Kommissionen alle yderligere relevante oplysninger, som Kommissionen har brug for, såsom parametre, retningslinjer og hypoteser, som costbenefitanalyser er baseret på."

10) Artikel 10 affattes således: "Artikel 10

Ydelse af støtte

Kommissionen beslutter i overensstemmelse med traktatens artikel 274 at yde støtte i henhold til denne forordning efter en vurdering af ansøgningerne på grundlag af udvælgelseskriterierne. I forbindelse med projekter, der er omhandlet i det relevante vejledende flerårige program, som udarbejdes i henhold til artikel 5a, træffer Kommissionen de årlige afgørelser om at tildele støtte under iagttagelse af de i dette program fastlagte vejledende beløb. I forbindelse med andre projekter vedtages der foranstaltninger efter proceduren i artikel 17. Kommissionen meddeler støttemodtagerne og medlemsstaterne sin beslutning direkte."

11) Artikel 11, stk. 7, affattes således: "7. Kommissionen fastlægger efter proceduren i artikel 17 en plan for, hvordan, hvornår og med hvilke beløb rentegodtgørelser, tilskud til garantipræmier og støtte i form af andel i risikovillig kapital til investeringsfonde eller tilsvarende finansielle foretagender, der som hovedmål har at skaffe risikovillig kapital til transeuropæiske netprojekter, skal udbetales."

12) I artikel 12

a) affattes indledningsafsnittet i stk. 1 således: "1. For at sikre, at de projekter, der finansieres i henhold til denne forordning, gennemføres på rette måde, træffer medlemsstaterne og Kommissionen, hver inden for sit kompetenceområde, de nødvendige foranstaltninger til:"

b) affattes stk. 1, tredje led således: "- at tilbagesøge midler, der er gået tabt som følge af uregelmæssigheder, herunder renter af for sent foretagne tilbagebetalinger, i overensstemmelse med de af Kommissionen fastsatte regler. Medmindre medlemsstaten og/eller den gennemførende offentlige myndighed godtgør, at de ikke er skyld i uregelmæssigheden, er medlemsstaten subsidiært ansvarlig for tilbagebetalingen af uberettiget udbetalte beløb."

c) affattes stk. 6 således: "6. Når der er tale om fællesskabsstøtte til direkte berørte offentlige eller private foretagender eller organer, foretager Kommissionen i det omfang, det er hensigtsmæssigt, kontrollen i samarbejde med medlemsstaten."

d) affattes stk. 7 således: "7. I en periode på fem år efter den sidste udbetaling til et projekt stiller de ansvarlige organer og myndigheder og direkte berørte offentlige eller private foretagender eller organer alle udgiftsbilag i forbindelse med et projekt til rådighed for Kommissionen."

13) I artikel 13 indsættes som stk. 2a: "2 a. Bortset fra tilfælde, der er behørigt begrundet over for Kommissionen, annullerer Kommissionen støtte til projekter, som ikke er påbegyndt senest to år efter datoen for deres forventede start som angivet i beslutningen om tildeling af støtte."

14) Artikel 14 affattes således: "Artikel 14

Samordning

Kommissionen sikrer samordning og sammenhæng mellem projekter og de i artikel 5a, stk. 1, omhandlede programmer, der iværksættes i henhold til denne forordning, samt projekter, der iværksættes med bidrag fra fællesskabsbudgettet, Den Europæiske Investeringsbank, Den Europæiske Investeringsfond og Fællesskabets andre finansielle instrumenter."

15) Artikel 15 affattes således: "Artikel 15

Vurdering, overvågning og evaluering

1. Medlemsstaterne og Kommissionen sørger for, at der sker effektiv overvågning og evaluering i forbindelse med gennemførelsen af projekter i henhold til denne forordning. Projekterne kan tilpasses efter resultaterne af overvågningen og evalueringen.

2. For at sikre effektiviteten af fællesskabsstøtten foretager Kommissionen og de berørte medlemsstater en systematisk overvågning af projekternes forløb, om fornødent i samarbejde med Den Europæiske Investeringsbank eller andre relevante organer.

3. Når Kommissionen modtager en ansøgning om støtte, foretager den, inden projektet godkendes, en vurdering af, om projektet opfylder betingelserne og kriterierne i artikel 5 og 6. Kommissionen opfordrer om fornødent Den Europæiske Investeringsbank eller andre relevante organer til at medvirke ved vurderingen.

4. Kommissionen og medlemsstaterne foretager en bedømmelse af den måde, hvorpå projekterne og programmerne er blevet gennemført, og en evaluering af virkningen af deres gennemførelse, således at det kan bedømmes, om de oprindelige mål kan nås eller er blevet nået. Denne evaluering skal bl.a. omfatte en vurdering af projekternes indvirkning på miljøet på baggrund af gældende EF-ret. Kommissionen kan efter samråd med de berørte medlemsstater også kræve, at støttemodtageren forelægger en specifik evaluering af projekter eller grupper af projekter, der modtager støtte i henhold til denne forordning, eller stiller de oplysninger og den assistance til rådighed, som måtte være nødvendig for at evaluere sådanne projekter.

5. Overvågningen udføres eventuelt under anvendelse af fysiske og finansielle indikatorer. Hvilke afhænger af projekternes særlige karakter og deres mål. De sammenstilles, således at det fremgår:

- hvor langt man er kommet i projektforløbet i forhold til den oprindelige plan og den operationelle målsætning

- de ledelsesmæssige fremskridt og eventuelle problemer i denne forbindelse.

6. Ved behandlingen af de enkelte støtteansøgninger tager Kommissionen hensyn til resultaterne af de vurderinger og evalueringer, der er foretaget i henhold til denne artikel.

7. I de enkelte beslutninger om godkendelse af projekter og/eller i kontraktbestemmelserne vedrørende den finansielle støtte fastsættes der nærmere regler for overvågning og evaluering, jf. stk. 4 og 5."

16) Artikel 16, stk. 1, affattes således: "1. Aktiviteterne i henhold til denne forordning beskrives i en årlig beretning, som Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget til vurdering. Denne beretning skal indeholde en evaluering af de resultater, som fællesskabsstøtten har ført til inden for forskellige anvendelsesområder, set i forhold til de oprindelige mål, samt et kapitel om indholdet og gennemførelsen af de nuværende flerårige programmer, især en redegørelse for de i artikel 5a omhandlede revisioner."

17) Artikel 18 affattes således: "Artikel 18

Budgetmidler

Finansieringsrammen for gennemførelsen af denne forordning er for perioden 2000-2006 på 4600 mio. EUR.

De årlige bevillinger godkendes af budgetmyndigheden inden for rammerne af de finansielle overslag."

18) Artikel 19 affattes således: "Artikel 19

Revisionsklausul

Inden udgangen af 2006 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en samlet rapport om erfaringerne med mekanismerne i denne forordning til ydelse af fællesskabsstøtte, navnlig mekanismerne og bestemmelserne i artikel 4. Europa-Parlamentet og Rådet vurderer under anvendelse af proceduren i traktatens artikel 156, stk. 1, hvorvidt og på hvilke betingelser de foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning, skal videreføres eller ændres ud over den i artikel 18 nævnte periode."

19) "Ecu" ændres overalt til "euro".

20) Bilaget i bilaget til nærværende forordning tilføjes.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 1, nr. 19), anvendes fra 1. januar 1999.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. juli 1999.

På Europa-Parlamentets vegne

J. M. GIL-ROBLES

Formand

På Rådets vegne

T. HALONEN

Formand

(1) EFT C 175 af 9.6.1998, s. 7, og

EFT C 27 af 2.2.1999, s. 18.

(2) EFT C 407 af 28.12.1998, s. 120.

(3) EFT L 93 af 6.4.1999, s. 29.

(4) Europa-Parlamentets udtalelse af 19. november 1998 (EFT C 379 af 7.12.1998, s. 186), Rådets fælles holdning af 21. december 1998 (EFT C 49 af 22.2.1999, s. 4) og Europa-Parlamentets afgørelse af 6. maj 1999 (endnu ikke offentliggjort i EFT). Rådets afgørelse af 7. juni 1999.

(5) EFT L 228 af 23.9.1995, s. 1.

(6) EFT L 197 af 18.7.1987, s. 33.

(7) EFT L 139 af 11.5.1998, s. 1.

(8) EFT L 228 af 9.9.1996, s. 1.

BILAG

"BILAG

Gennemførelsesbestemmelser til artikel 4, stk. 1, litra e)

1. Betingelser for Fællesskabets deltagelse i risikovillig kapital

Ansøgninger om finansiel bistand i henhold til forordningens artikel 4, stk. 1, litra e), skal indeholde følgende oplysninger, der skønnes tilfredsstillende af udvalget i artikel 17 i denne forordning, og som skal udgøre grundlaget for beslutningerne om tildeling af bistand:

- et informationsmemorandum, der indeholder de væsentlige bestemmelser i fondens lovpligtige dokumentation, herunder dens juridiske og forvaltningsmæssige struktur

- detaljerede retningslinjer for dens investeringer, herunder oplysninger om målprojekter

- oplysninger om private investorers deltagelse

- oplysninger om geografisk dækning

- oplysninger om fondens finansielle levedygtighed

- oplysninger om investorernes ret til at træffe afhjælpende foranstaltninger, hvis fonden ikke indfrier de tilsagn, den har givet

- oplysninger om praksis for udtræden af fonden og arrangementer med henblik på ophævelse af fonden

- investorernes ret til repræsentation i udvalgene.

Inden der træffes beslutning om tildeling af bistand, skal den formidlende investeringsfond eller andre tilsvarende finansieringsinstitutter påtage sig at investere en sum, der mindst svarer til to en halv gange Fællesskabets bidrag, i projekter, der på forhånd er fastlagt som projekter af fælles interesse i overensstemmelse med traktatens artikel 155, stk. 1, første afsnit, første led.

Hvis Fællesskabets støtte til investeringsfonde eller tilsvarende finansielle foretagender ydes i form af risikovillig kapital, ydes den principielt kun, hvis Fællesskabets bidrag med hensyn til risiko er på "pari-passu"-højde med de andre investorer i fonden.

Investeringsfonde eller tilsvarende finansielle foretagender, der modtager støtte, skal følge sunde finansielle principper.

2. Begrænsninger for deltagelse og maksimal investering

Bidrag i henhold til forordningens artikel 4, stk. nr. 1, litra e), må ikke overstige 1 % af det samlede beløb for den i artikel 18 omhandlede periode. Dette loft kan imidlertid forhøjes i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, litra e).

Fællesskabets bistand i henhold til forordningens artikel 4, stk. 1, litra e), må ikke overstige 20 % af den samlede kapital i en investeringsfond eller i et tilsvarende finansielt foretagende.

3. Forvaltning af Fællesskabets bidrag

Den Europæiske Investeringsfond (EIF) forvalter Fællesskabets bidrag. De nærmere bestemmelser og vilkår for gennemførelsen af fællesskabsstøtten i henhold til forordningens artikel 4, stk. 1, litra e), herunder overvågning og kontrol, fastsættes i en samarbejdsaftale mellem Kommissionen og EIF under hensyntagen til bestemmelserne i dette bilag.

4. Andre bestemmelser

Bestemmelserne om vurdering, overvågning og evaluering som fastsat i denne forordning gælder fuldt ud for forordningens artikel 4, stk. 1, litra e), herunder også bestemmelserne om betingelserne for fællesskabsstøtte, finanskontrol og nedsættelse, suspension og ophævelse af støtte. Dette skal bl.a. sikres ved passende bestemmelser i samarbejdsaftalen mellem Kommissionen og EIF og passende aftaler med investeringsfonde eller tilsvarende finansielle foretagender, hvori den nødvendige kontrol af individuelle projekter af fælles interesse fastsættes. Der skal tages passende skridt til at sikre, at Revisionsretten kan udføre sin opgave, specielt for at kontrollere den formelle rigtighed af de foretagne betalinger.

Betalinger i henhold til forordningens artikel 4, stk. 1, litra e), er omfattet af artikel 11, stk. 7, uanset artikel 11, stk. 6. Ved udløbet af investeringsperioden eller eventuelt tidligere tilbageføres alle beløb, der udbetales som afkast af investeret kapital eller udlodning af overskud samt kapitalgevinster og alle andre udlodninger, der tilfalder investorer, til Fællesskabets budget.

Alle beslutninger om risikovillig kapital i henhold til forordningens artikel 4, stk. 1, litra e), forelægges for det i artikel 17 nævnte udvalg.

Kommissionen aflægger i henhold til forordningens artikel 4, stk. 1, litra e), regelmæssigt beretning til nævnte udvalg om anvendelsen af risikovillig kapital.

Inden udgangen af 2006 gennemfører Kommissionen inden for rammerne af artikel 15 en evaluering af foranstaltninger, der er gennemført i henhold til forordningens artikel 4, stk. l, litra e), navnlig af deres udbytte, af deres virkninger på iværksættelsen af transeuropæiske netprojekter, der har modtaget støtte, og af private investorers deltagelse i de finansierede projekter."

Top