Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020D2188

    Rådets afgørelse (FUSP) 2020/2188 af 22. december 2020 om ændring af fælles aktion 2008/851/FUSP om Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster

    EUT L 435 af 23.12.2020, p. 74–78 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2020/2188/oj

    23.12.2020   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 435/74


    RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2020/2188

    af 22. december 2020

    om ændring af fælles aktion 2008/851/FUSP om Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 42, stk. 4, og artikel 43, stk. 2,

    under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Den 10. november 2008 vedtog Rådet fælles aktion 2008/851/FUSP (1) om oprettelse af EU's militæroperation Atalanta.

    (2)

    Den 30. juli 2018 ændrede Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1083 (2) fælles aktion 2008/851/FUSP og forlængede Atalanta indtil den 31. december 2020.

    (3)

    I henhold til De Forenede Nationers konvention imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer, som blev undertegnet den 20. december 1988, skal partnerne samarbejde i videst muligt omfang om at bekæmpe ulovlig transport til søs i overensstemmelse med international havret.

    (4)

    Den 15. november 2019 bekræftede De Forenede Nationers Sikkerhedsråd i sin resolution 2498 (2019) på ny, at alle stater med henblik på at skabe fred og stabilitet i Somalia skal implementere den embargo mod våben og militært udstyr til Somalia, som første gang blev pålagt ved punkt 5 i dets resolution 733 (1992) og punkt 1 og 2 i dets resolution 1425 (2002).

    (5)

    I sin resolution 2498 (2019) fordømte FN's Sikkerhedsråd også al eksport af trækul fra Somalia som værende i strid med det fuldstændige forbud mod eksport af trækul og bekræftede på ny sin beslutning om at forbyde import og eksport af somalisk trækul, jf. punkt 22 i dets resolution 2036 (2012) og punkt 11-21 i dets resolution 2182 (2014).

    (6)

    Den 4. december 2019 gentog FN's Sikkerhedsråd i sin resolution 2500 (2019) sin opfordring til de stater og regionale organisationer, der er i stand til det, om at deltage i kampen mod piratvirksomhed og væbnet røveri til søs ud for Somalias kyster, opfordrede alle stater til at samarbejde om efterforskning og retsforfølgning af alle personer, der er ansvarlige for eller involveret i sådanne handlinger, og anerkendte Seychellernes vellykkede retsforfølgning af sager om piratvirksomhed.

    (7)

    I sin resolution 2500 (2019) gav FN's Sikkerhedsråd endvidere udtryk for alvorlig bekymring over indberetninger om ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri) i Somalias eksklusive økonomiske zone og anerkendte, at IUU-fiskeri kan medvirke til at destabilisere kystsamfundene.

    (8)

    Den 25. februar 2020 opnåede Operation Agénor, den militære komponent af det europæisk ledede initiativ til at øge den maritime situationsbevidsthed i Hormuzstrædet (EMASOH), fuld operativ kapacitet.

    (9)

    FN's Sikkerhedsråd fornyede den 12. november 2020 i resolution 2551 (2020) de tilladelser, der er givet i dets resolution 2182 (2014), for at sikre nøje gennemførelse af våbenembargoen over for Somalia og forbuddet mod import og eksport af somalisk trækul og opfordrede Atalanta til at øge sit bidrag til det regionale samarbejde om at reagere på de ulovlige maritime strømme og forstyrre alle former for handel med lovlige og ulovlige varer, der kan finansiere terrorvirksomhed i Somalia.

    (10)

    Den strategiske revision af Atalanta i 2020 ledte til den konklusion, at operationens mandat bør forlænges til den 31. december 2022, og at det bør ændres således, at der indføres en sekundær opgave uden gennemførelsesbeføjelser, som vil være at overvåge ulovlig handel med narkotika, ulovlig våbenhandel, IUU-fiskeri og ulovlig handel med trækul ud for Somalias kyster.

    (11)

    Den strategiske revision af Atalanta i 2020 førte også til den konklusion, at den sekundære opgave med gennemførelsesbeføjelser, som vil være at bekæmpe ulovlig handel med narkotika og ulovlig våbenhandel, bør indarbejdes i Atalantas mandat i overensstemmelse med den relevante retlige ramme, når den er fastlagt. Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité nåede den 1. december 2020 til enighed om, at Atalanta skal løse disse opgaver, og at de nødvendige bestemmelser vil skulle defineres i planlægningsdokumenterne for operationen.

    (12)

    Fælles aktion 2008/851/FUSP bør ændres i overensstemmelse hermed.

    (13)

    I medfør af artikel 5 i protokol (nr. 22) om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af Unionens afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet. Danmark deltager ikke i gennemførelsen af denne afgørelse og deltager derfor ikke i finansieringen af operation Atalanta —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Fælles aktion 2008/851/FUSP ændres således:

    1)

    Artikel 1, stk. 3, erstattes af følgende:

    »3.   Som en sekundær opgave med gennemførelsesbeføjelser bidrager Atalanta desuden til gennemførelsen af De Forenede Nationers våbenembargo over for Somalia i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 2182 (2014) og til bekæmpelsen af ulovlig handel med narkotika ud for Somalias kyster inden for rammerne af De Forenede Nationers havretskonvention og De Forenede Nationers konvention imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer af 20. december 1988.

    4.   Atalanta overvåger endvidere som en sekundær opgave uden gennemførelsesbeføjelser ulovlig handel med narkotika, ulovlig våbenhandel, ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri) og ulovlig handel med trækul ud for Somalias kyster i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 2498 (2019) og 2500 (2019) og i overensstemmelse med De Forenede Nationers konvention imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer af 20. december 1988.

    5.   Atalanta kan som sekundær opgave uden gennemførelsesbeføjelser efter anmodning herom og inden for rammerne af midler og kapaciteter bidrage til EU's integrerede tilgang til Somalia og det internationale samfunds relevante aktiviteter, hvorved de grundlæggende årsager til piratvirksomhed og dertil knyttede netværk bekæmpes.

    6.   EU's Militærstab støtter Atalanta ved at identificere trusler og foretage forudgående planlægning vedrørende afgørende faktorer, som kan påvirke operationen, med henblik på at holde Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité orienteret om sådanne trusler og faktorer.«

    2)

    Overskriften til artikel 2 affattes således: »Bekæmpelse af piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster og beskyttelse af sårbar skibsfart«.

    3)

    Følgende artikel, hvis tekst er identisk med den ved denne afgørelse udgåede artikel 12 i fælles aktion 2008/851/FUSP, indsættes:

    »Artikel 2a

    Overførsel af pågrebne og tilbageholdte personer med henblik på retsforfølgning

    1.   På grundlag af Somalias samtykke til, at medlemsstater eller tredjestater udøver deres domstolskompetence, på den ene side og artikel 105 i FN's havretskonvention på den anden side, overføres personer, der som omhandlet i artikel 101 og 103 i De Forenede Nationers havretskonvention mistænkes for at have til hensigt at begå, for at begå eller for at have begået piratvirksomhed eller væbnede røverier, og som pågribes og tilbageholdes med henblik på foretagelse af retsforfølgning, i Somalias territorialfarvande eller indre farvande eller på åbent hav, samt de genstande, der er anvendt til at udføre disse handlinger, til:

    de kompetente myndigheder i den medlemsstat eller i den tredjestat, som deltager i operationen, hvis flag det fartøj, der har foretaget pågribelsen, fører, eller

    hvis denne stat ikke kan eller ikke ønsker at udøve sin domstolskompetence, til en medlemsstat eller enhver tredjestat, der ønsker at udøve sin domstolskompetence i forhold til de ovennævnte personer eller genstande.

    2.   Personer, der mistænkes for som omhandlet i artikel 101 og 103 i De Forenede Nationers havretskonvention at have til hensigt at begå, for at begå eller for at have begået piratvirksomhed eller væbnede røverier, og som pågribes og tilbageholdes, med henblik på foretagelse af retsforfølgning, af Atalanta i territorialfarvandene, i de indre farvande eller i arkipelagfarvande, der tilhører andre stater i regionen efter aftale med disse stater, samt genstande, der er anvendt til at udføre disse handlinger, kan overføres til den pågældende stats kompetente myndigheder eller med den pågældende stats samtykke til en anden stats kompetente myndigheder.

    3.   Ingen af de i stk. 1 og 2 nævnte personer kan overføres til en tredjestat, medmindre betingelserne for en sådan overførsel er aftalt med den pågældende tredjestat under iagttagelse af gældende international ret, navnlig de internationale menneskerettigheder, særligt for at sikre, at ingen underkastes dødsstraf, tortur eller anden form for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling.«

    4)

    Følgende artikel indsættes:

    »Artikel 2b

    Bidrag til gennemførelsen af De Forenede Nationers våbenembargo over for Somalia og bekæmpelse af ulovlig handel med narkotika ud for Somalias kyster

    1.   Atalanta gennemfører med henblik på at bidrage til gennemførelsen af De Forenede Nationers våbenembargo over for Somalia i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds relevante resolutioner, navnlig resolution 2182 (2014), og som fastsat i planlægningsdokumenterne og inden for det aftalte indsatsområde på åbent hav ud for Somalias kyster, inspektioner af fartøjer på vej til og fra Somalia, hvis der er rimelig grund til at antage, at sådanne fartøjer direkte eller indirekte transporterer våben eller militært udstyr til Somalia i strid med våbenembargoen over for Somalia, eller at de transporterer våben eller militært udstyr til personer eller enheder, der er udpeget af den komité, der er nedsat i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution 751 (1992) og 1907 (2009). Atalanta beslaglægger sådanne genstande, registrerer dem og bortskaffer dem og kan omdirigere sådanne fartøjer og deres besætninger til en passende havn for at lette sådan bortskaffelse i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds relevante resolutioner, herunder resolution 2182 (2014), og bestemmelserne i operationsplanen.

    2.   Atalanta optræder med henblik på at bidrage til at bekæmpe ulovlig handel med narkotika ud for Somalias kyster i overensstemmelse med de bestemmelser og inden for det aftalte indsatsområde på åbent hav ud for Somalias kyster, der er fastsat i planlægningsdokumenterne:

    a)

    for så vidt angår fartøjer, der fører nationalflag, border Atalanta, hvis der er rimelig grund til at antage, at et sådant fartøj anvendes til ulovlig transport af narkotika, og flagstaten har givet udtrykkelig tilladelse hertil, det pågældende fartøj, søger efter narkotika og, hvis der findes beviser for ulovlig transport, træffer de fornødne foranstaltninger med hensyn til fartøjet og den ombordværende fragt. Eventuel pågribelse, tilbageholdelse, overførsel til et tredjeland eller retsforfølgning af personer, der er involveret i ulovlig handel med narkotika, kan foretages af medlemsstater, der er villige hertil, i deres egenskab af nationalstater på grundlag af deres nationale ret

    b)

    for så vidt angår fartøjer, der ikke fører nationalflag, skrider Atalanta ind, herunder ved at borde og gennemsøge fartøjet, i overensstemmelse med den nationale ret, der gælder for det indgribende skib, og international ret og kun ved brug af de midler, der er gjort tilgængelige af de medlemsstater, der har angivet, at de er i stand til at træffe sådanne foranstaltninger. Yderligere foranstaltninger såsom beslaglæggelse af narkotika og omdirigering af sådanne fartøjer samt pågribelse, tilbageholdelse, overførsel til et tredjeland og retsforfølgning af personer, der er involveret i ulovlig handel med narkotika, kan foretages af medlemsstater, der er villige hertil, i deres egenskab af nationalstater på grundlag af deres nationale ret.

    3.   Når operationsplanen med de nødvendige bestemmelser er blevet godkendt, aktiverer Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité de sekundære opgaver med gennemførelsesbeføjelser, når den øverstbefalende for operationen rapporterer, at Atalanta råder over de nødvendige midler til at kunne gennemføre disse opgaver og, for så vidt angår De Forenede Nationers våbenembargo, når Tjenesten for EU's Optræden Udadtil rapporterer, at de meddelelser, der kræves i henhold til punkt 15 i FN's Sikkerhedsråds resolution 2182 (2014), er givet.

    4.   Beviser på transport af genstande, som er forbudt i henhold til våbenembargoen over for Somalia, og af narkotika, navnlig i som led i inspektioner i overensstemmelse med stk. 1 og 2, kan opbevares af Atalanta, for så vidt angår transport af våben, og af medlemsstater, som er villige og i stand til at gøre dette, for så vidt angår transport af narkotika. Der kan i overensstemmelse med den relevante ret navnlig indsamles og opbevares personoplysninger vedrørende personer, der er involveret i transport af sådanne genstande eller sådan narkotika, og som vedrører karakteristika, der vil kunne bidrage til at identificere dem, herunder fingeraftryk, samt følgende oplysninger, bortset fra øvrige personoplysninger: efternavn, fødenavn, fornavne og eventuelle kaldenavne eller påtagede navne, fødselsdato og fødested, nationalitet, køn, bopæl, erhverv og opholdssted, kørekort, identifikationsdokumenter og pasoplysninger. Sådanne oplysninger og oplysninger vedrørende de fartøjer og det udstyr, der anvendes af sådanne personer, og de relevante oplysninger, som er modtaget i forbindelse med gennemførelsen af de opgaver, der er omfattet af denne artikel, kan videregives til medlemsstaternes relevante retshåndhævende myndigheder. De kan også af Atalanta, for så vidt angår transport af våben, og af medlemsstater, som er villige hertil, for så vidt angår transport af narkotika, videregives til tredjestater, som ønsker at udøve deres jurisdiktion over sådanne personer eller genstande, og til kompetente EU-organer i overensstemmelse med den relevante ret.

    5.   Der kan indgås aftaler med tredjestater på grundlag af tilladelser udstedt af Rådet fra sag til sag med henblik på at lette en medlemsstats overførsel af personer, der er pågrebet eller tilbageholdt i henhold til dens nationale ret for at deltage i overtrædelser af De Forenende Nationers våbenembargo over for Somalia eller i ulovlig handel med narkotika ud for Somalias kyster, med henblik på retsforfølgning af sådanne personer. Sådanne aftaler skal omfatte betingelser for overførsel af sådanne personer, som er i overensstemmelse med relevant international ret, navnlig internationale menneskerettigheder, for navnlig at sikre, at de pågældende personer ikke underkastes dødsstraf, tortur eller anden form for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling.«

    5)

    I artikel 8 tilføjes følgende afsnit:

    »Atalanta sikrer tæt samordning med Den Europæiske Unions militærmission om at bidrage til uddannelsen af somaliske sikkerhedsstyrker (EUTM Somalia) og med Den Europæiske Unions kapacitetsopbyggende mission i Somalia (EUCAP Somalia). Den støtter inden for rammerne af midler og kapaciteter de relevante EU-programmer.

    Atalanta udvikler inden for rammerne af midler og kapaciteter specifikt samarbejde med operation Agénor.«

    6)

    I artikel 9 tilføjes følgende stykke:

    »3.   Atalanta støtter inden for rammerne af midler og kapaciteter, navnlig gennem kapacitetsopbygning og informationsudveksling, det regionale fusionscenter vedrørende maritime oplysninger (RMIFC) i Madagaskar og det regionale operative koordinationscenter (ROCC) i Seychellerne.«

    7)

    Artikel 12 udgår.

    8)

    I artikel 14 tilføjes følgende stykke:

    »7.   Det finansielle referencebeløb for de fælles udgifter til EU-militæroperationen for perioden 1. januar 2021-31. december 2022 beløber sig til 9 930 000 EUR. Den procentdel af referencebeløbet, der er omhandlet i artikel 25, stk. 1, i afgørelse (FUSP) 2015/528, er 0 %.«

    9)

    Artikel 15, stk. 4 og 5, affattes således:

    »4.   Atalanta bemyndiges herved til at dele andre oplysninger end personoplysninger, som er indsamlet om illegale eller ulovlige aktiviteter i løbet af operationerne, med ekspertpanelet for Somalia, FN's Kontor for Narkotikakontrol og Kriminalitetsbekæmpelse, CMF, RMIFC og ROCC.

    5.   Atalanta bemyndiges hermed til at videregive oplysninger, som er indsamlet om andre illegale aktiviteter end piratvirksomhed i løbet af dens operationer, til Interpol i overensstemmelse med artikel 2, litra h), og til Europol i overensstemmelse med artikel 2, litra i).«

    10)

    Artikel 16, stk. 3, affattes således:

    »3.   EU-operationen ophører den 31. december 2022.«

    Artikel 2

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 22. december 2020.

    På Rådets vegne

    M. ROTH

    Formand


    (1)  Rådets fælles aktion 2008/851/FUSP af 10. november 2008 om Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster (EUT L 301 af 12.11.2008, s. 33).

    (2)  Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1083 af 30. juli 2018 om ændring af fælles aktion 2008/851/FUSP om Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster (EUT L 194 af 31.7.2018, s. 142).


    Top