11.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 266/1

(1)

Ved forordning (EF) nr. 2603/2000 (2) indførte Rådet en endelig udligningstold på importen af visse typer polyethylenterephthalat (PET) med en viskositetskoefficient på 78 ml/g eller derover ifølge DIN (Deutsche Industrienorm) 53728, normalt tariferet under KN-kode 3907 60 20, med oprindelse i bl.a. Indien (den pågældende vare). Foranstaltningerne havde form af en specifik told på mellem 0 EUR og 41,3 EUR pr. ton for samarbejdsvillige individuelle indiske eksportører og en specifik told på 41,3 EUR pr. ton for alle andre indiske eksportører.

(2)

Efter indførelsen af endelige foranstaltninger modtog Kommissionen en anmodning om iværksættelse af en fremskyndet fornyet undersøgelse vedrørende forordning (EF) nr. 2603/2000 i medfør af artikel 20 i grundforordningen fra en indisk producent af den pågældende vare, South Asian Petrochem Limited (ansøgeren). Ansøgeren hævdede, at selskabet ikke var forretningsmæssigt forbundet med nogen anden eksportør af den pågældende vare. Ansøgeren fremførte desuden, at selskabet ikke havde eksporteret den pågældende vare i den oprindelige undersøgelsesperiode (1. oktober 1998-30. september 1999), men først senere havde eksporteret den pågældende vare til Fællesskabet.

(3)

Kommissionen undersøgte den dokumentation, som ansøgeren havde fremlagt, og fandt, at der var tilstrækkelige beviser til at berettige, at der blev iværksat en fornyet undersøgelse i henhold til artikel 20 i grundforordningen. Efter at have hørt det rådgivende udvalg og givet den pågældende EF-erhvervsgren lejlighed til at fremsætte bemærkninger indledte Kommissionen ved en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende  (3) en fremskyndet fornyet undersøgelse af forordning (EF) nr. 2603/2000 for så vidt angår ansøgeren.

(4)

Den vare, der er omfattet af den fornyede undersøgelse, er samme vare som den, der er omhandlet i forordning (EF) nr. 2603/2000 (se betragtning 1).

(5)

Subsidieundersøgelsen omfattede perioden fra 1. oktober 2003 til 30. september 2004 (den fornyede undersøgelsesperiode).

(6)

Kommissionen underrettede officielt ansøgeren og den indiske regering om indledningen af undersøgelsen. Den gav desuden andre interesserede parter lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt. Kommissionen modtog imidlertid ingen sådanne synspunkter og heller ingen anmodninger om at blive hørt.

(7)

Kommissionen sendte et spørgeskema til ansøgeren og modtog en fuldstændig besvarelse inden for den fastsatte frist. Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige for at gennemføre undersøgelsen, og aflagde kontrolbesøg hos ansøgeren i Calcutta og Haldia.

(8)

Kommissionen undersøgte de samme subsidieordninger som i den oprindelige undersøgelse. Den undersøgte også, om ansøgeren havde benyttet sig af andre subsidieordninger eller havde modtaget ad hoc-subsidier i tilknytning til den pågældende vare.

(9)

Ansøgeren kunne på tilfredsstillende vis godtgøre, at selskabet hverken direkte eller indirekte var forretningsmæssigt forbundet med nogen af de eksporterende producenter, der er omfattet af de gældende udligningsforanstaltninger for den pågældende vare.

(10)

Undersøgelsen bekræftede, at ansøgeren ikke havde eksporteret den pågældende vare i den oprindelige undersøgelsesperiode, dvs. fra 1. oktober 1998 til 30. september 1999, men var begyndt at eksportere til Fællesskabet efter denne periode. I øvrigt blev ansøgeren ikke undersøgt individuelt som led i den oprindelige undersøgelse af andre grunde, end at selskabet ikke var rede til at samarbejde med Kommissionen.

(11)

Det bekræftes derfor, at ansøgeren bør betragtes som en ny eksportør. Der bør følgelig i overensstemmelse med artikel 20 i grundforordningen fastsættes en individuel udligningstoldsats for ansøgeren.

(12)

På grundlag af oplysningerne i ansøgerens besvarelse af Kommissionens spørgeskema og yderligere oplysninger indsamlet i løbet af undersøgelsen blev følgende ordninger undersøgt:

(13)

Disse ordninger er baseret på Foreign Trade (Development and Regulation) Act 1992 (nr. 22 af 1992) — lov nr. 22 af 1992 om (udvikling og regulering af) udenrigshandel — der trådte i kraft den 7. august 1992 (udenrigshandelsloven). Denne lov bemyndiger den indiske regering til at udstede bekendtgørelser om handelspolitik, tidligere kaldet »eksport- og importpolitik« og fra 1. september 2004»udenrigshandelspolitik«. Bekendtgørelsen om udenrigshandelspolitikken 2004-2009 (FTP), som også omfatter eksport- og importpolitikken 2002-2007, er relevant for den fornyede undersøgelsesperiode i denne sag. Den indiske regering fastlægger desuden udenrigshandelspolitikkens procedurer i en håndbog »Handbook of Procedures Volume I« (HOP I) (4).

(14)

De nærmere oplysninger om disse ordninger fremgår af henholdsvis kapitel 6 (ordning for eksportorienterede virksomheder — EOUS) og 7 (ordning for særlige økonomiske zoner — SEZS) i FTP og HOP I.

(15)

Med undtagelse af rene handelsselskaber kan enhver virksomhed, der i princippet forpligter sig til at eksportere hele sin produktion af varer eller tjenesteydelser, etableres under EOUS- eller SEZS-ordningen. I modsætning til virksomheder i service- og landbrugssektoren skal industrivirksomheder imidlertid opfylde et krav om minimumsinvesteringer i faste aktiver (10 mio. indiske rupees) for at være berettigede til EOUS-ordningen.

(16)

SEZS er efterfølgerordningen til den tidligere ordning for eksportforarbejdningszoner (EPZS-ordningen). Særlige økonomiske zoner (SEZ) er specifikt afgrænsede toldfri enklaver og betragtes i FTP som udenlandsk område for så vidt angår handelsmæssige transaktioner, told og skatter. De indiske myndigheder har godkendt 35 SEZ.

(17)

Eksportorienterede virksomheder (EOU) er på den anden side geografisk mere fleksible og kan oprettes overalt i Indien. Denne ordning supplerer SEZS-ordningen.

(18)

Ansøgninger om at drive virksomhed under disse ordninger skal indeholde nærmere oplysninger for de kommende fem år om bl.a. planlagte produktionsmængder, forventet værdi af eksporten, importbehov og behov for indenlandske varer. Hvis myndighederne godkender et selskabs ansøgning, vil selskabet blive underrettet om de vilkår og betingelser, der er knyttet til godkendelsen. Den aftale, hvorved selskabet anerkendes som en virksomhed under EOUS- eller SEZS-ordningen, er gyldig i fem år. Den kan forlænges for yderligere perioder.

(19)

En EOU- eller SEZ-virksomhed har ifølge FTP en afgørende forpligtelse til at opnå en nettoindtjening i udenlandsk valuta, dvs. at den samlede værdi af virksomhedens eksport i en referenceperiode (fem år) skal være højere end den samlede værdi af de importerede varer.

(20)

EOUS/SEZS-virksomheder er berettiget til følgende fordele:

(21)

Selv om fordelene under de to ordninger stort set er sammenlignelige, er der også visse forskelle. F.eks. kan kun en EOU-virksomhed opnå en reduktion på 50 % af told og afgifter, der skal betales ved salg på hjemmemarkedet (DTA-salg), mens en SEZ-virksomhed i dette tilfælde skal betale de fulde beløb (100 %). En EOU-virksomhed kan have indtil 50 % af sit salg på hjemmemarkedet til denne reducerede sats.

(22)

Virksomheder, der er omfattet af disse ordninger, betragtes som virksomheder i toldzoner under toldmyndighedernes tilsyn, jf. Section 65 i den indiske toldlov.

(23)

De er retligt forpligtede til i den foreskrevne form at føre nøjagtigt regnskab over alle importerede varer, forbrug og anvendelse af alle importerede materialer og den foretagne eksport. Disse dokumenter skal efter behov regelmæssigt fremlægges for de kompetente myndigheder (kvartalsvise og årlige statusrapporter).

(24)

På intet tidspunkt stilles der dog krav om, at EOU- eller SEZ-virksomheder skal redegøre for den indbyrdes forbindelse mellem enhver importtransaktion og deres eksport, salg til andre virksomheder, salg på hjemmemarkedet eller lagre, jf. stk. 6.11.2 og 7.13.2 i HOP I.

(25)

Hjemmemarkedssalget forsendes og registreres ved selvcertificering uden forudgående tilkendegivelse af specifikke transaktioner. Ekspeditionen af en EOU-virksomheds eksportforsendelser overvåges af en embedsmand fra told- og punktafgiftsmyndighederne, der er permanent udstationeret i virksomheden. Selskabet skal godtgøre den indiske regering lønudgifterne til sådanne embedsmænd.

(26)

Det hedder i stk. 7.29 i HOP I, at alle aktiviteter, der foretages af SEZ-virksomheder inden for zonen, herunder eksport og reimport af varer, sker efter en procedure med selvcertificering, medmindre andet er bestemt. Toldmyndighederne foretager således ingen rutinekontrol af SEZ-virksomheders eksportforsendelser.

(27)

I det aktuelle tilfælde anvendte ansøgeren EOUS-ordningen. Da SEZS-ordningen ikke blev benyttet, er det ikke nødvendigt at undersøge, om den er udligningsberettiget. Ansøgeren anvendte EOUS-ordningen til toldfrit at importere råmaterialer og investeringsgoder, til punktafgiftsfrit at købe varer på hjemmemarkedet, til at opnå godtgørelse af omsætningsafgifter og told- og afgiftsgodtgørelse for fyringsolie samt til at sælge en del af sin produktion på hjemmemarkedet. Selskabet opnåede således alle de fordele, der er beskrevet i betragtning 20, nr. i)-v). Ansøgeren benyttede sig ikke af EOUS-ordningens bestemmelser om fritagelse for indkomstskat (jf. betragtning 53).

(28)

En eksportorienteret virksomheds fritagelse for to typer importafgifter (såkaldt basistold og særlig tillægstold), godtgørelsen af omsætningsafgift og told- og afgiftsgodtgørelsen for fyringsolie er finansielle bidrag fra den indiske regering, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. ii). Der gives afkald på offentlige indtægter, der ellers ville være indgået, således at ansøgeren desuden opnår en fordel i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 2, fordi virksomheden sparer likviditet ved ikke at skulle betale afgifter, der normalt ville påløbe, og ved at opnå godtgørelse af omsætningsafgift.

(29)

Fritagelsen for forbrugsafgift og den tilsvarende importafgift (den såkaldte tillægstold) fører imidlertid ikke til, at der gives afkald på indtægter, der ellers ville være indgået. Forbrugsafgifter og tillægstold kan, hvis de betales, benyttes som kredit for fremtidige afgiftsforpligtelser (den såkaldte »CENVAT-mekanisme«). Disse afgifter er derfor ikke endelige. Ved anvendelse af CENVAT-kreditter skal virksomheden kun betale endelig told af værditilvæksten og ikke af råmaterialerne.

(30)

Det er således kun fritagelsen for basistold og særlig tillægstold, godtgørelsen af omsætningsafgift og told- og afgiftsgodtgørelsen for fyringsolie, der udgør subsidier i henhold til grundforordningens artikel 2. De er retligt betinget af eksportresultater og anses derfor for at være specifikke og udligningsberettigede i henhold til artikel 3, stk. 4, litra a), i grundforordningen. Det er en ufravigelig betingelse for at opnå fordelene, at en EOU-virksomhed har eksport som mål, jf. stk. 6.1 i FTP.

(31)

Disse subsidier kan desuden ikke betragtes som tilladte toldgodtgørelsesordninger eller substitutionsgodtgørelsesordninger i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. ii). De overholder ikke de strenge regler, der er fastsat i bilag I, litra h) og i), bilag II (definition af og regler for godtgørelse) og bilag III (definition af og regler for substitutionsgodtgørelse) til grundforordningen.

(32)

For så vidt som bestemmelserne om godtgørelse af omsætningsafgift og fritagelse for importafgift benyttes til at købe investeringsgoder, er de allerede uforenelige med reglerne for tilladte godtgørelsesordninger, fordi sådanne varer ikke forbruges i produktionsprocessen, således som det kræves i henhold til bilag I, litra h) og i) (henholdsvis godtgørelse af omsætningsafgift og fritagelse for importafgift).

(33)

Desuden (og også for så vidt angår de øvrige fordele, der kan opnås under denne ordning) konstateredes det, at den indiske regering ikke anvender en effektiv verifikationsordning eller -procedure til at bekræfte, hvorvidt råmaterialer, som er købt toldfrit, eller råmaterialer, som er omfattet af godtgørelse af omsætningsafgiften og told- og afgiftsgodtgørelsen for fyringsolie, blev forbrugt ved produktionen af den eksporterede vare, og med hvilke mængder (bilag II, del II, punkt 4, og — for substitutionsgodtgørelsesordningernes vedkommende — bilag III, del II, punkt 2, i grundforordningen).

(34)

En EOU-virksomhed har lov til at sælge en betydelig del af sin produktion (indtil 50 % af årsomsætningen) på hjemmemarkedet. Der er derfor ingen lovfæstet forpligtelse til at eksportere alle de færdige varer, der fremstilles. Da der anvendes en procedure med selvcertificering, foregår disse hjemmemarkedstransaktioner endvidere uden statens tilsyn og kontrol. EOU-virksomheders toldlokaliteter er derfor i det mindste delvist ikke genstand for de indiske myndigheders fysiske kontrol. Dette gør imidlertid yderligere kontrolforanstaltninger vigtigere, især kontrol af sammenhængen mellem toldfri råmaterialer og færdige eksportvarer, for at ordningen kan betragtes som en verifikationsordning for toldgodtgørelse.

(35)

For så vidt angår yderligere verifikationstiltag skal det erindres, at en EOU-virksomhed allerede retligt ikke på noget tidspunkt er forpligtet til at redegøre for den indbyrdes forbindelse mellem enhver importforsendelse og den færdige vare, jf. betragtning 24. Imidlertid vil kun sådanne forsendelseskontroller give de indiske myndigheder oplysninger om råmaterialernes endelige bestemmelsessted, der er tilstrækkelige til at undersøge, om fritagelserne for told, godtgørelserne af omsætningsafgift og told- og afgiftsgodtgørelsen for fyringsolie ikke overstiger råmaterialerne til eksportproduktion. Månedlige selvangivelser af hjemmemarkedssalget, der regelmæssigt vurderes af de indiske myndigheder, er ikke nok. Virksomhedsinterne systemer, der føres uden en retlig forpligtelse hertil efter FTP, f.eks. et produktionsseriesystem, kan heller ikke erstatte et så centralt krav til et verifikationssystem for toldgodtgørelse. Desuden skal verifikationssystemer for toldgodtgørelse udarbejdes og håndhæves af en regering; det bør ikke overlades til ledelsen af de pågældende individuelle virksomheder at etablere et informationssystem. Det konstateres derfor, at da den indiske FTP udtrykkeligt ikke forpligter EOU-virksomheder til at dokumentere forbindelsen mellem råmaterialer og færdige varer, havde den indiske regering ikke etableret en effektiv kontrolmekanisme til at afgøre, hvilke råmaterialer der blev forbrugt ved eksportproduktionen og med hvilke mængder.

(36)

Den indiske regering foretog desuden ikke nogen yderligere undersøgelse på grundlag af de faktisk involverede råmaterialer, selv om dette normalt ville være nødvendigt, når verifikationssystemet ikke reelt blev anvendt (bilag II, del II, punkt 5, og bilag III, del II, punkt 3, til grundforordningen), og den beviste heller ikke, at der ikke blev eftergivet for store afgiftsbeløb.

(37)

Ansøgeren hævdede i den forbindelse, at der i dette tilfælde ikke blev anvendt samme metode, jf. grundforordningens artikel 22, stk. 4, som i den oprindelige undersøgelse ved vurderingen af EOUS-ordningen. Det skal bemærkes, at eksportørerne i den oprindelige undersøgelse fremlagde beviser for, at der ikke blev eftergivet for store afgiftsbeløb, og at afgiftsfritagelsen for indkøb af råmaterialer under EOUS-ordningen derfor oprindeligt ikke blev udlignet.

(38)

I det aktuelle tilfælde fremlagde ansøgeren imidlertid ingen sådanne beviser. I den forbindelse skal det tillige bemærkes, at virksomheden også solgte den pågældende vare på hjemmemarkedet, dvs. at alle toldfrit indkøbte råmaterialer ikke nødvendigvis blev forbrugt til eksportproduktion. Dertil kommer, at især den kendsgerning, at EOUS-eksportører efter den indiske lovgivning ikke er forpligtet til at redegøre for den indbyrdes forbindelse mellem importforsendelser og den færdige vare, er en omstændighed, der ikke blev konstateret i den oprindelige undersøgelse. Ordningen er derfor i det aktuelle tilfælde blevet vurderet efter bestemmelserne i grundforordningens artikel 22, stk. 4, der fastsætter, at nye omstændigheder skal tages i betragtning. Det aktuelle resultat, nemlig at EOUS-ordningen ikke er en tilladt toldgodtgørelses- eller substitutionsgodtgørelsesordning, bekræftes derfor.

(39)

Da der ikke er tale om en tilladt toldgodtgørelses- eller substitutionsgodtgørelsesordning, er den udligningsberettigede fordel derfor eftergivelsen af de samlede importafgifter (basistold og særlig tillægstold), der normalt skal betales ved import, samt godtgørelsen af omsætningsafgiften og told- og afgiftsgodtgørelsen for fyringsolie i den fornyede undersøgelsesperiode.

(40)

Ansøgeren hævdede i den forbindelse, at subsidiebeløbet, herunder rentekorrektioner for engangssubsidier, kun burde beregnes på grundlag af de syv måneder af den fornyede undersøgelsesperiode, hvor virksomheden var i kommerciel drift. Subsidiært anmodede ansøgeren om, at der som grundlag kun blev anvendt en timåneders periode, dvs. en periode, der også omfattede virksomhedens forsøgsproduktionsperiode.

(41)

Ifølge artikel 5 i grundforordningen beregnes det udligningsberettigede subsidiebeløb udtrykt ved den fordel, som det konstateres, at modtageren har opnået i undersøgelsesperioden. I overensstemmelse med samme artikel og Fællesskabets standardpraksis blev der valgt en periode på 12 måneder som fornyet undersøgelsesperiode, og resultaterne er baseret på dette tidsrum. Grundforordningen indeholder ingen bestemmelser om, at en virksomheds startfase ikke skal tages i betragtning. Ansøgerens påstand blev derfor afvist.

(42)

Subsidiebeløbet for ansøgeren blev beregnet på grundlag af den importtold (basistold og særlig tillægstold), som der var givet afkald på for de importerede materialer, samt den godtgørelsesberettigede omsætningsafgift og told- og afgiftsgodtgørelsen for fyringsolie i den fornyede undersøgelsesperiode. Gebyrer, som var nødvendige for at opnå subsidiet, blev i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, litra a), i grundforordningen fratrukket dette beløb, og herved fremkom subsidiebeløbet som tæller. Dette subsidiebeløb er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2, blevet fordelt i forhold til eksportomsætningen som behørig nævner, da subsidiet er betinget af eksportresultater og ikke blev ydet i forhold til de fremstillede, producerede, udførte eller transporterede mængder. Der fremkom herved en subsidiesats på 12,6 %.

(43)

Ansøgeren hævdede i den sammenhæng, at kun den del af subsidiebeløbet, der direkte kunne henføres til den pågældende vare, burde anvendes som tæller. Ansøgeren producerer en lille mængde PET med en lavere viskositet end den pågældende vare og mellemproduktet amorfe PET-spåner, som ikke falder ind under den vare, denne undersøgelse omfatter. Ansøgeren foreslog, at subsidiebeløbet blev fordelt på grundlag af omsætningen for den pågældende vare i forhold til den samlede omsætning.

(44)

Det skal imidlertid bemærkes, at de forskellige råmaterialer ikke i sig selv kan kædes sammen med enten den pågældende vare eller PET med en lavere viskositet og mellemproduktet, da de samme råmaterialer kunne anvendes til fremstilling af alle disse typer. Desuden fandtes der ikke, jf. betragtning 32-38, noget egentligt system til kontrol af råmaterialernes endelige bestemmelsessted. Både tælleren og nævneren blev derfor i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2, fastlagt på basis af ansøgerens samlede produktsortiment for at fordele det subsidiebeløb, der kunne henføres til den pågældende vare. Ansøgeren fremlagde ikke dokumentation for, at en anden metode ville føre til et mere nøjagtigt resultat. Det skal især bemærkes, at selv om påstanden accepteredes, ville nævneren blive nedsat forholdsmæssigt, således at resultatet sluttelig ville blive det samme.

(45)

Investeringsgoder indgår i modsætning til råmaterialer ikke fysisk i de færdige varer. Fordelen for det undersøgte selskab er derfor, jf. grundforordningens artikel 7, stk. 3, beregnet på grundlag af størrelsen af den ikke betalte told på indførte investeringsgoder fordelt over en periode, der afspejler den normale afskrivningstid for sådanne investeringsgoder i den pågældende erhvervsgren (dvs. 18,465 år), hvilket resulterer i en afskrivningssats på 5,42 % (afrundet). Det således beregnede beløb, der kan henføres til den fornyede undersøgelsesperiode, er blevet justeret ved at tillægge renter i denne periode for at afspejle værdien af fordelen over tid og derved bestemme den fulde fordel af denne ordning for modtageren. Den tillagte rente var baseret på handelsrenten i Indien i den fornyede undersøgelsesperiode. Gebyrer, som var nødvendige for at opnå subsidiet, blev i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, litra a), i grundforordningen fratrukket dette beløb, og resultatet heraf var subsidiebeløbet som tæller. Dette subsidiebeløb er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2 og 3, blevet fordelt i forhold til eksportomsætningen i den fornyede undersøgelsesperiode som behørig nævner, da subsidiet er betinget af eksportresultater og ikke blev ydet i forhold til de fremstillede, producerede, udførte eller transporterede mængder. Der fremkom herved en subsidiesats på 0,9 %.

(46)

Ansøgeren anførte i den forbindelse, at den specifikke afskrivningsperiode for virksomheden på 18,93 år burde anvendes i stedet for 18,465 år, som er det kombinerede gennemsnit af denne periode og den oprindeligt fastlagte afskrivningsperiode. Ansøgeren hævdede også, at virksomhedens individuelle afskrivningsperiode afspejler den nuværende norm for erhvervsgrenen i Indien.

(47)

Som anført ovenfor, er det imidlertid efter grundforordningens artikel 7, stk. 3, den normale, dvs. gennemsnitlige, afskrivningsperiode for erhvervsgrenen og ikke en virksomhedsspecifik periode, der skal lægges til grund. I øvrigt dokumenterede ansøgeren ikke, at den normale afskrivningsperiode for erhvervsgrenen generelt var blevet længere. Argumentet afvistes derfor.

(48)

Ansøgeren hævdede desuden, at afskrivningssatsen ikke burde have været oprundet ved beregningen af subsidiebeløbet.

(49)

Det skal imidlertid bemærkes, at afrundingen ikke påvirker det samlede resultat, hvorfor dette argument er uden betydning.

(50)

Den samlede subsidiesats for ansøgeren under EOUS-ordningen er således 13,5 %.

(51)

Ansøgeren havde ikke benyttet sig af fordele under denne ordning.

(52)

Det blev konstateret, at ansøgeren ikke havde indført investeringsgoder under EPCGS og derfor ikke havde benyttet sig af denne ordning.

(53)

Det konstateredes, at ansøgeren ikke havde haft et skattepligtigt overskud og ikke havde benyttet sig af en indkomstskattefritagelse efter Section 10B i Income Tax Act 1961 (indkomstskatteloven af 1961) i den fornyede undersøgelsesperiode.

(54)

ECS-ordningen er baseret på Section 21 og 35A i Banking Regulation Act 1949 (bankloven af 1949), der tillader Reserve Bank of India (RBI) at vejlede forretningsbanker på eksportkreditområdet.

(55)

Ordningen er nærmere beskrevet i Master Circular IECD nr. 35/04.02.02/2004-05 (Foreign Currency Export Credit) og Master Circular IECD nr. 27/04.02.02/2004-05 (Rupee Export Credit) fra RBI, der er rettet til alle forretningsbanker i Indien.

(56)

Denne ordning kan benyttes af producent-eksportører og forhandler-eksportører.

(57)

Under denne ordning fastsætter RBI obligatoriske maksimumsrentesatser for eksportkreditter såvel i indiske rupees som i udenlandsk valuta, som forretningsbanker kan pålægge eksportører »med henblik på at stille kreditter til rådighed for eksportører til internationalt konkurrencedygtige renter«. ECS består af to underordninger, nemlig en ordning for eksportkredit før forsendelse (pakkekredit), som omfatter kreditter, der ydes eksportører med henblik på finansiering af køb, forarbejdning, fremstilling, pakning og/eller forsendelse af varer forud for eksporten, samt en ordning for eksportkredit efter forsendelse, der tilvejebringer arbejdskapitallån til finansiering af eksporttilgodehavender. RBI pålægger også bankerne at yde en vis andel af deres nettobankkredit til eksportfinansiering.

(58)

Som følge af disse RBI-Master Circulars kan eksportører opnå eksportkreditter til rentesatser, der er gunstigere end renten for almindelige kommercielle kreditter (kassekreditter), der udelukkende fastsættes på markedsvilkår. I den forbindelse hedder det i cirkulæret om eksportkreditter i rupees, at »rentelofterne for de i dette cirkulære beskrevne kreditter til eksportører er lavere end den maksimumsrente, der normalt gælder for andre låntagere, og de er derfor gunstige.«

(59)

På grundlag af disse RBI-Master Circulars opnåede ansøgeren rentesatser for ECS-kreditter, der var gunstigere end rentesatserne for kassekreditter.

(60)

For det første mindskede de gunstigere rentesatser for en ECS-kredit, der er fastsat i de i betragtning 55 nævnte RBI-cirkulærer, ansøgerens renteomkostninger i forhold til renter, der udelukkende er fastsat på markedsvilkår, og de indebar dermed en fordel, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 2. For det andet og til trods for, at de gunstigere kreditter under ECS-ordningen ydes af forretningsbanker, må denne fordel betragtes som et finansielt bidrag fra staten, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. iv). I den forbindelse skal det bemærkes, at det hverken i grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. iv), eller WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger (ASCM) kræves, at der udbetales penge fra det offentlige — f.eks. godtgørelse fra den indiske regering til forretningsbankerne — for at der er tale om subsidier, men kun at staten giver pålæg om at udføre funktioner, der er omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), ii) eller iii). RBI er et offentligt organ og er derfor omfattet af den definition af »staten«, der er anført i grundforordningens artikel 1, stk. 3. Banken er 100 % statsejet, forfølger mål for den offentlige politik (f.eks. pengepolitikken), og dens ledelse udpeges af den indiske regering. RBI pålægger private organer betingelser i den forstand, at forretningsbankerne er forpligtet til at overholde bl.a. i) de rentelofter for eksportkreditter, der er fastsat i RBI-cirkulærerne, og ii) RBI’s bestemmelser om, at forretningsbanker skal afsætte en vis del af deres nettobankkredit til eksportfinansiering. Dette forpligter forretningsbankerne til at udføre funktioner, der er omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i dette tilfælde långivning i form af præferentiel eksportfinansiering. En sådan direkte overførsel af midler i form af lån på særlige vilkår ville normalt påhvile staten, og denne praksis afviger ikke reelt fra normal statslig praksis, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 1, litra a), nr. iv). Dette subsidie anses desuden for at være specifikt og udligningsberettiget, da de gunstigere rentesatser kun indrømmes i forbindelse med eksportfinansiering og derfor er betinget af eksportresultater, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a).

(61)

Subsidiebeløbet er blevet beregnet på grundlag af forskellen mellem den rente, der påløb for eksportkreditter, som blev benyttet i den fornyede undersøgelsesperiode, og det beløb, der skulle have været betalt, hvis der var anvendt samme rentesatser som for almindelige kreditter på markedsvilkår benyttet af ansøgeren. Dette subsidiebeløb (tæller) er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2, blevet fordelt i forhold til den samlede eksportomsætning i den fornyede undersøgelsesperiode som behørig nævner, da subsidiet er betinget af eksportresultater og ikke blev ydet i forhold til de fremstillede, producerede, udførte eller transporterede mængder. Der fremkom herved en ECS-subsidiesats på 0,4 %.

(62)

WBIS er nærmere beskrevet i det vestbengalske handels- og industriministeriums bekendtgørelse nr. 588-CI/H af 22. juni 1999 (WBIS 1999), senest ændret ved bekendtgørelse nr. 134-CI/O/Incentive/17/03/I af 24. marts 2004 (WBIS 2004). Det konstateredes ved undersøgelsen, at ansøgeren kun opnåede en ubetydelig fordel, og WBIS analyseres derfor ikke yderligere.

(63)

Under hensyntagen til de ovenfor anførte endelige undersøgelsesresultater vedrørende de forskellige ordninger er den udligningsberettigede subsidiesats for ansøgeren:

(64)

I overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, i grundforordningen bør udligningstolden være lavere end det samlede udligningsberettigede subsidiebeløb, hvis en sådan lavere told er tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, der er påført EF-erhvervsgrenen. I den oprindelige undersøgelse konstateredes der en generel skadestærskel på 44,3 %, hvilket er højere end den subsidiesats, der er konstateret for ansøgeren.

(65)

På baggrund af resultaterne af den fornyede undersøgelse bør importen til Fællesskabet af den pågældende vare, der produceres og eksporteres af ansøgeren, være omfattet af en udligningstold, der svarer til den individuelle subsidiesats, der er konstateret for dette selskab, dvs. 13,9 %. Da den told, der blev indført ved forordning (EF) nr. 2603/2000, havde form af et specifikt beløb pr. ton, er ovennævnte toldsats for ansøgeren blevet omregnet til et specifikt beløb på 106,5 EUR pr. ton.

(66)

Forordning (EF) nr. 2603/2000 bør derfor ændres tilsvarende.

(67)

Ansøgeren tilbød et pristilsagn for sin eksport af den pågældende vare til Fællesskabet i henhold til artikel 13, stk. 1, i grundforordningen.

(68)

Efter at have undersøgt tilbuddet mente Kommissionen, at tilsagnet kunne godtages, da det ville fjerne subsidieringens skadevirkninger. Ansøgeren har endvidere forpligtet sig til at forelægge Kommissionen regelmæssige og detaljerede rapporter, som vil gøre det muligt at føre et effektivt tilsyn. I betragtning af varens art og ansøgerens salgsstruktur finder Kommissionen desuden, at risikoen for omgåelse af tilsagnet er begrænset.

(69)

For at sikre, at tilsagnet rent faktisk overholdes og overvåges, er toldfritagelsen betinget af, at der ved fremsættelse af en anmodning om overgang til fri omsætning i henhold til tilsagnet fremlægges en gyldig »handelsfaktura« for den pågældende medlemsstats toldmyndigheder, udstedt af ansøgeren og indeholdende de oplysninger, der er anført i bilaget til forordning (EF) nr. 2603/2000. Hvis der ikke fremlægges en sådan faktura, eller hvis den ikke svarer til den vare, der frembydes for toldmyndighederne, skal udligningstolden betales med den relevante sats for at sikre en effektiv anvendelse af tilsagnet.

(70)

Hvis tilsagnet brydes eller trækkes tilbage, kan der indføres udligningstold, jf. artikel 13, stk. 9 og 10, i grundforordningen.

(71)

Ansøgeren og den indiske regering blev underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, som ligger til grund for forslaget om ændring af forordning (EF) nr. 2603/2000, og fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger hertil. Kun ansøgeren fremsatte bemærkninger, i hovedsagen vedrørende EOUS-ordningen, som er blevet taget i betragtning i forbindelse med de respektive konklusioner i afsnit 2.1.1, litra d) —

a)

I artikel 1, stk. 3, tilføjes følgende i tabellen under producenter i Indien:

b)

I artikel 2, stk. 3, tilføjes følgende i tabellen: