—

Afgørelse truffet af Afviklingsinstansen den 11. april 2022 om fastsættelse af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond for 2022 (SRB/ES/2022/18), herunder bilagene hertil, annulleres, for så vidt som den anfægtede afgørelse, herunder bilag I, II og III hertil, vedrører sagsøgerens bidrag.

—

Afviklingsinstansen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Det fastslås, at den anfægtede afgørelse er retligt ikke-eksisterende.

—

Afviklingsinstansen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende: Afgørelsen tilsidesætter artikel 81, stk. 1, i forordning (EU) nr. 806/2014 (1), sammenholdt med artikel 3 i Rådets forordning nr. 1 af 15. april 1958 (2), idet den ikke er affattet på tysk, hvilket er det sprog, der er valgt til at anvendes over for sagsøgeren.

2.

Andet anbringende: Afgørelsen tilsidesætter begrundelsespligten i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF og artikel 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og den grundlæggende ret til effektiv retsbeskyttelse i henhold til chartrets artikel 47, stk. 1, idet der foreligger begrundelsesmangler, navnlig i forbindelse med sagsøgtes anvendelse af flere skønsbeføjelser tillagt ved lov, og idet oplysninger om de andre institutter ikke offentliggøres, således at en domstolsprøvelse af afgørelsen er praktisk umulig.

3.

Tredje anbringende: Afgørelsen tilsidesætter artikel 69 og 70 i forordning (EU) nr. 806/2014 og chartrets artikel 16, 17, 41 og 53, idet Afviklingsinstansen har fastsat det årlige målniveau fejlagtigt; Subsidiært strider artikel 69 og 70 i forordning (EU) nr. 806/2014 mod trinhøjere retsregler.

4.

Fjerde anbringende: Artikel 7, stk. 4, andet punktum, i den delegerede forordning (EU) 2015/63 (3) strider mod trinhøjere retsregler, for så vidt som den tillader en objektivt uhensigtsmæssig og uforholdsmæssig differentiering mellem medlemmerne af en institutsikringsordning (herefter »IPS«), samt en relativering af IPS-indikatoren.

5.

Femte anbringende: Afgørelsen tilsidesætter bl.a. artikel 113, stk. 7, i forordning (EU) nr. 575/2013 (4) og princippet om en beregning af bidraget, der tager passende hensyn til risikoen, idet afgørelsen på sagsøgeren anvender en forholdsmæssig multiplikator for IPS-indikatoren. En differentiering mellem institutterne for så vidt angår IPS-indikatoren er som følge af den omfattende beskyttelsesvirkning af en IPS i strid med ordningen og vilkårlig.

6.

Sjette anbringende: Artikel 6, 7 og 9 i den delegerede forordning (EU) nr. 2015/63 og bilag I hertil strider mod trinhøjere retsregler, bl.a. idet de tilsidesætter princippet om en beregning af bidraget, der tager passende hensyn til risikoen, proportionalitetsprincippet og princippet om en fuldstændig hensyntagen til de faktiske omstændigheder.

7.

Syvende anbringende: Afgørelsen tilsidesætter sagsøgerens frihed til at oprette og drive egen virksomhed i henhold til chartrets artikel 16 samt proportionalitetsprincippet, idet de risikojusteringsmultiplikatorer, der er blevet lagt til grund, ikke er i overensstemmelse med den gode risikoprofil, som sagsøgeren har som følge af dobbeltafdækningen gennem Sparkassen-Finanzgruppe og Reservefonds Hessen-Thüringen’s IPS.

8.

Ottende anbringende: Afgørelsen tilsidesætter chartrets artikel 16 og 20 samt proportionalitetsprincippet og retten til en god forvaltning, idet der er sket åbenbare fejl ved sagsøgtes udøvelse af adskillige skønsbeføjelser.

9.

Niende anbringende: Artikel 20, stk. 1, første og andet punktum, i den delegerede forordning strider mod artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59/EU (5) og mod princippet om en beregning af bidraget, der tager passende hensyn til risikoen.