1)

Artikel 26, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og tjenester (forsyningspligtdirektivet), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136 af 25. november 2009, skal fortolkes således, at bestemmelsen pålægger medlemsstaterne en pligt til, i det omfang det er teknisk muligt, at sikre, at de relevante virksomheder gratis stiller opkaldslokaliseringsfaciliteter til rådighed for den myndighed, der håndterer alarmopkald til det fælleseuropæiske alarmnummer »112«, så snart opkaldet når frem til den pågældende myndighed, herunder når opkaldet foretages fra en mobiltelefon uden SIM-kort.

2)

Artikel 26, stk. 5, i direktiv 2002/22, som ændret ved direktiv 2009/136, skal fortolkes således, at bestemmelsen overlader medlemsstaterne en skønsbeføjelse ved fastsættelsen af kriterierne for, hvor nøjagtige og pålidelige oplysningerne om lokaliseringen af den person, der foretager et opkald til det fælleseuropæiske alarmnummer »112«, skal være, idet det imidlertid præciseres, at de kriterier, de fastsætter, i det omfang det er teknisk muligt, skal sikre en lokalisering af den kaldende parts placering, der er så pålidelig og nøjagtig, som det er nødvendigt for at gøre det muligt for alarmtjenesterne at komme den kaldende part til hjælp på effektiv vis, hvilket det påhviler den forelæggende ret at bedømme.

3)

EU-retten skal fortolkes således, at når det i henhold til en medlemsstats nationale ret anses for tilstrækkeligt til, at staten ifalder ansvar, at der fastslås en indirekte årsagsforbindelse mellem denne medlemsstats tilsidesættelse af national ret og den af en privatperson lidte skade, skal en sådan indirekte årsagsforbindelse mellem en tilsidesættelse af EU-retten, der kan tilregnes den pågældende medlemsstat, og den af en privatperson lidte skade ligeledes anses for tilstrækkelig til, at den pågældende medlemsstat ifalder ansvar for denne tilsidesættelse af EU-retten.