28.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 487/7

Ordfører:

Adam ROGALEWSKI

1.1.

Der er et behov for at tage hul på en debat om indførelse af en fælles definition af erhvervet som »indeboende« plejer i Europa, der skal anerkendes som en form for hjemmepleje. Definitionen af indeboende pleje bør dække arbejdsordninger for arbejdstagere (ansatte eller selvstændige), der bor i private boliger, hvor de primært er beskæftiget med at yde pleje til ældre eller personer med handicap. Indeboende plejere bør, uanset om de er ansatte eller selvstændige, opfattes som hørende til systemet for langtidspleje. Formålet med indførelse af en fælles erhvervsdefinition er at anerkende, at der på det europæiske arbejdsmarked findes indeboende plejere, og at forbedre kvaliteten af den langsigtede pleje, de leverer.

1.2.

Som input til politikudformningen bør Eurostat indsamle tilstrækkelige oplysninger om indeboende plejere.

1.3.

EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge situationen for disse arbejdstagere, herunder deres antal, nationalitet, indvandrerstatus, mobilitet over grænserne, reelle integration i systemerne for beskyttelse af arbejdstagere og social sikring, arbejds- og sociale forhold og kvalifikationer samt deres reelle og potentielle bidrag til de europæiske økonomier.

1.4.

EØSU understreger, at indeboende plejere bør behandles som andre arbejdstagere inden for plejesektoren. Det betyder, at de skal være beskyttet af samme rettigheder vedrørende f.eks. grænser for arbejdstid (inkl. vagter) og sikret mod proformaselvstændighed. Ansatte indeboende plejere må ikke nægtes de rettigheder, der følger af den relevante ansættelsesretlige lovgivning i EU og medlemsstaterne, herunder retten til en rimelig løn, sundhed og sikkerhed på arbejdet, social sikring, foreningsfrihed og kollektive forhandlinger.

1.5.

Manglen på arbejdskraft inden for langtidsplejen i Europa bør afhjælpes med positive foranstaltninger, der sikrer anstændige løn- og arbejdsvilkår, får rettet op på investeringsunderskuddet, garanterer respekt for princippet om fri bevægelighed, fjerner hindringer for arbejdstagernes udnyttelse af deres rettigheder som arbejdstagere og åbner muligheder for, at migranter kan få adgang til lovlig beskæftigelse.

1.6.

EØSU opfordrer Den Europæiske Union til at arbejde tæt sammen med medlemsstaterne om koordinering af udbuddet af indeboende plejere og deres mobilitet som led i en strategi for at forbedre sektorens samlede kapacitet til at levere kvalitetspleje. Helt konkret bør der iværksættes foranstaltninger med henblik på:

Derudover bemærkes det, at Kommissionens forslag til en europæisk søjle for sociale rettigheder ikke indeholder en omtale af situationen for indeboende plejere. Det bør overvejes at medtage deres sociale rettigheder i det videre arbejde med søjlen for sociale rettigheder, som EØSU er i færd med at udarbejde en udtalelse om.

1.7.

Medlemsstaterne bør garantere beskyttelsen af plejemodtageres og plejeres, herunder indeboende plejeres, rettigheder. Helt konkret bør der iværksættes foranstaltninger med henblik på:

1.8.

EØSU understreger, at den økonomiske støtte til plejemodtagere, som er afhængige af indeboende plejere, skal sikres via tilstrækkelige langsigtede og bæredygtige offentlige investeringer.

1.9.

Fagforeninger, arbejdsgivere og civilsamfundsorganisationer skal inddrages i den politiske planlægning i medlemsstaterne og på EU-niveau. Den sociale og civile dialog bør fremmes med alle interessenter på alle niveauer.

1.10.

EØSU bør spille en aktiv rolle i at fremme udviklingen af EU-politikker, som har til sigte at støtte plejere, plejemodtagere og deres familier ved bl.a. at afholde en konference om indeboende pleje i Europa i fremtiden.

2.1.

Manglen på arbejdskraft i sundhedssektoren er en »tikkende bombe«. Der er allerede tale om en krise (3), og manglen på arbejdskraft vil blive mere udtalt, hvis der ikke findes de rigtige politiske løsninger. Helt tilbage i 1994 pegede Kommissionen på pleje som en sektor af strategisk betydning. I 2010 advarede Kommissionen om, at der i 2020 ville mangle to millioner arbejdstagere i sundhedssektoren, hvis der ikke straks blev grebet ind for at afhjælpe udbudsunderskuddet på op til én million arbejdstagere inden for langtidsplejen (4).

2.2.

Antallet af indeboende plejere er højt, men alligevel er de en marginaliseret gruppe i arbejdsstyrken inden for langtidsplejen. De er yderst mobile og befinder sig nederst i arbejdskrafthierarkiet i sektoren. Ofte indgår indeboende plejere slet ikke i overvejelserne om sektorplanlægningen inden for langtidsplejen på EU- og medlemsstatsniveau.

2.3.

Det nøjagtige antal indeboende plejere kendes ikke, da der mangler oplysninger som følge af, at de ofte ikke medtælles, når der indsamles data. Plejepersonale nyder generelt ikke stor anerkendelse og er dårligt betalt, og på den baggrund har indeboende plejere i alt for lang tid været usynlige for politikerne.

2.4.

I alle medlemsstater findes der indeboende plejere. Mange af dem er migranter fra tredjelande, mens andre er EU-borgere, som arbejder i deres hjemland eller i udlandet. Nogle arbejder ulovligt som udokumenterede migranter og andre som led i cirkulær eller midlertidig migration. For manges vedkommende foregår arbejdet på usikre vilkår, bl.a. som proformaselvstændige.

2.5.

Der findes ikke for nuværende en definition af indeboende plejer som erhverv, og deres situation sidestilles derfor med husarbejderes (5). Ifølge ILO udgør husligt arbejde, herunder plejearbejde, mellem 5 % og 9 % af al beskæftigelse i de industrialiserede lande (6).

2.6.

Nogle medlemsstater har truffet skridt til at formalisere og fremme inklusionen af udokumenterede migranter, der arbejder som plejere, ved at underskrive ILO-konvention nr. 189.

2.7.

EØSU har allerede bidraget til politikken om langtidspleje med udarbejdelse af udtalelser om husarbejderes rettigheder som arbejdstagere (7), behovet for sociale investeringer (8) og langtidspleje og afinstitutionalisering (9). Denne udtalelse bygger videre på synspunkterne deri med fokus på den særlige situation for indeboende plejere.

3.1.

Hjemmeplejen er i hastig vækst som en følge af, at flere og flere foretrækker at modtage pleje i hjemmet, at udgifterne til pleje i institutioner for mange er uoverkommelige, og at der ikke investeres tilstrækkeligt i infrastruktur i plejesektoren.

3.2.

De besparelser, der er blevet gennemført i de fleste medlemsstater, har reduceret den allerede begrænsede infrastruktur og arbejdskraft inden for langtidsplejen. EØSU mener, at investeringer i langtidspleje må betragtes som noget positivt, som en økonomisk mulighed og et prioriteret område for jobskabelse, social støtte til familier og fremme af ligestilling mellem kønnene. Investeringer i sektoren øger arbejdsstyrkens erhvervsfrekvens og skaber en mulig vej ud af den økonomiske krise (10).

3.3.

Der er en udbredt mangel på arbejdskraft inden for plejesektoren i mange medlemsstater. Ansættelse af både lovlige og udokumenterede indeboende plejere afhjælper manglen inden for langtidsplejen. Særligt sundhedssystemerne i Sydeuropa er stærkt afhængige af indeboende plejere. I Italien udgør migranter, der arbejder som indeboende plejere, ca. tre fjerdedele af arbejdsstyrken inden for hjemmeplejen (11).

3.4.

Også lande i Central- og Østeuropa mærker manglen på arbejdskraft i plejesektoren og den stigende efterspørgsel efter pleje i Vesteuropa. Polen leverer for eksempel mange indeboende plejere til andre lande, trods en stor mangel på arbejdstagere til hjemmemarkedet. Denne mangel dækkes af arbejdstagere fra Ukraine og andre lande uden for EU, som tager til Polen.

3.5.

Trods en tiltagende bevidsthed om plejesektorens betydning for økonomisk velstand er der ingen tal for det bidrag, som indeboende plejere yder til den europæiske økonomi, hvilket der bør rettes op på med undersøgelser i hele Europa.

3.6.

Mange kvinder i Europa er fanget i en såkaldt »sandwich«, hvor de forventes at passe både forældre og børn. Dette arbejde betaler de sig stadig mere fra. I en verden, hvor plejearbejde er globaliseret, er konsekvensen globale kædereaktioner inden for pleje (12). Migrantarbejdere i plejesektoren, som flytter for at finde arbejde, er ofte nødt til at finde plejere til deres egne familiemedlemmer og ansætter plejere, der kommer fra andre, ofte fattigere, baggrunde.

4.1.

Den lave status, som indeboende plejere har, er et resultat af kønsbaserede antagelser om, at plejearbejde er lavt kvalificeret »kvindearbejde«. Den gødes endvidere af den strukturelle marginalisering af migrantkvinder. I adskillige arbejdsmarkedsundersøgelser kategoriseres husarbejdere som lavt kvalificerede eller uden kvalifikationer. Imidlertid besidder mange indeboende plejere færdigheder og kvalifikationer, som de har erhvervet gennem mange års erfaring eller fra ikkeanerkendte formelle uddannelses- og autorisationsprogrammer. Indeboende plejere skal i mange tilfælde kunne dokumentere erfaringer med pleje og kvalifikationer, inden de hyres, og dette afspejles ikke i deres arbejdsvilkår.

4.2.

Mange indeboende plejere oplever, at arbejdsforholdene er uregulerede, og mange af dem arbejder ulovligt. Ofte har de ingen rettigheder som arbejdstagere, og de bliver udnyttet. Forholdene kan sammenlignes med moderne slaveri: Arbejdstagerne kan være isolerede, udsat for vold eller misbrug, tvunget til at arbejde 24 timer i døgnet uden adgang til noget så grundlæggende som et privat, personligt rum. Andre arbejder som proformaselvstændige. I mange tilfælde har arbejdstilsyn, andre offentlige tilsynsmyndigheder og fagforeninger ikke adgang til plejerne på deres arbejdssted (dvs. private boliger).

4.3.

Foranstaltninger med henblik på at legalisere og bringe indeboende plejeres situation i orden må støttes for at sikre, at der er lovlige indgange til plejesektoren. En sådan tilgang er ikke uden fortilfælde: I Spanien og Italien har omkring 500 000 udokumenterede husarbejdere fået deres situation legaliseret siden 2002 (13). Der må udvikles arbejdskraftmigrationspolitikker, som gør det muligt for tredjelandsstatsborgere at arbejde lovligt i plejesektoren, og som sikrer ligebehandling og ret til at skifte arbejdsgiver.

4.4.

Indeboende plejere er en af de allermest mobile grupper i arbejdsstyrken inden for langtidsplejen. Der er en tendens til, at indeboende plejere fra EØS-lande er midaldrende kvinder med forpligtelser over for deres egne familier (14). Det er helt almindeligt, at disse arbejdstagere fra EØS-landene arbejder i indtil tre måneder ad gangen i et vesteuropæisk land og derefter rejser tilbage til deres hjemland.

4.5.

Kvalificerede indeboende plejeres migration til værtslande dræner arbejdsstyrken i hjemlandene. Når arbejdstagernes kvalifikationer ikke anerkendes i værtslandene, er der tale om et socialt og økonomisk tab på et tidspunkt, hvor der generelt mangler arbejdskraft i sundhedssektoren i Europa og på globalt plan.

4.6.

Alle disse forhold tegner et billede af, at indeboende plejeres rettigheder ikke er tilstrækkeligt beskyttet efter den eksisterende lovgivning på EU- og medlemsstatsniveau.

4.7.

Medlemsstaterne bør tilskynde og hjælpe indeboende plejere til at undgå at arbejde under uregulerede forhold.

5.1.

Det er svært for plejemodtagere og deres familier at finde plejere. I de fleste tilfælde hyres plejerne via uformelle netværk af familie og venner. Ofte er der meget lidt garanti for kvaliteten af den pleje, som leveres af plejere, der hyres på den vis. Familierne står ofte i en situation, hvor de ikke har klare retningslinjer for, hvordan man ansætter plejere lovligt.

5.2.

Plejemodtagere og deres familier bør modtage relevant støtte fra staten. På kort sigt bør dette inkludere en oplysningskampagne og løbende bistand i forbindelse med spørgsmål vedrørende indeboende plejeres rettigheder som arbejdstagere og sociale rettigheder. På lang sigt bør medlemsstaterne træffe foranstaltninger med henblik på at sikre, at der føres tilsyn, og sørge for, at der findes en formidlingsfunktion, der bistår plejemodtagerne med at finde indeboende plejere.

5.3.

Plejemodtagerne og deres familier bør tilbydes en række støttetjenester alt afhængig af plejemodtagerens og familiens behov, som kan omfatte hjemmepleje på halv tid eller fuld tid. Alle plejeordninger skal tilrettelægges, så de sikrer anstændige vilkår for ansatte og selvstændige.

5.4.

Plejemodtagerne og deres familier bør også tilskyndes til at være mere opmærksomme på de indeboende plejeres behov og opfatte dem som arbejdstagere, der skal behandles med respekt, og som har rettigheder. Pleje er yderst krævende både fysisk og følelsesmæssigt. Indeboende plejere bør tilbydes ordentlige boligforhold og et privat rum, og grænserne for ansatte plejeres arbejdstid, herunder vagter, skal respekteres.

5.5.

Samtidig skal plejemodtagernes ret til passende pleje respekteres. Det gælder især sårbare grupper og personer med særlige behov som demente.

6.1.

Et stort antal små virksomheder, herunder vikarbureauer, bliver stadig mere aktive i sektoren for indeboende pleje og driver forretning parallelt med en stærkt ureguleret uformel sektor.

6.2.

Plejesektoren kan bidrage til skabelsen af anstændigt arbejde i private husholdninger og vækst i den europæiske økonomi. Kun kvalitetsjob kan garantere kvaliteten af den pleje, der leveres.

6.3.

Manglende regulering af grænseoverskridende ansættelse af indeboende plejere gør det muligt for nogle virksomheder at tilbyde lavere priser for samme arbejde, hvilket bidrager til social dumping. Det er særligt udtalt i polske og slovakiske agenturer, som sender indeboende plejere til Vesteuropa (15). Denne fortsatte forekomst af illoyal konkurrence er skadelig for arbejdstagerne, arbejdsgiverne og den europæiske økonomi.

7.

7.1.

Organisationer i lokalsamfundet og trossamfund (16) spiller sammen med offentlige og private arbejdsgivere en afgørende rolle i at levere pleje på forskellige niveauer. Mange organisationer i lokalsamfundet har bidraget til at legalisere forholdene for migranter, der arbejder som indeboende plejere (17).

7.2.

I mange medlemsstater ydes der imidlertid ikke tilstrækkelig støtte til pleje. Den seneste økonomiske krise har betydet, at der er blevet underinvesteret i plejesektoren overalt i Europa, og forårsaget en negativ spiral af stadig ringere kvalitet i plejen og arbejdsvilkår.

7.3.

Udbyderne af plejetjenesteydelser bør tilføres tilstrækkelige midler til at opfylde den stigende efterspørgsel efter pleje. I betragtning af deres erfaringer skal de inddrages i en ægte social og civil dialog, der skal munde ud i et sæt af brancheforskrifter om, hvordan pleje bør tilrettelægges og leveres.

8.1.

Sverige er et godt eksempel på levering af kvalitetspleje med deltagelse af alle interessenter. Systemet beror i høj grad på offentlig støtte, der finansieres over skatten (18). Vouchersystemer som dem, der anvendes i Frankrig og Belgien, har medvirket til at formalisere husarbejde og har i nogle tilfælde forbedret arbejdsforholdene for arbejdstagere, som yder tjenesteydelser til husholdninger. For Belgiens vedkommende er pleje ikke omfattet af denne ordning (19).

8.2.

Østrig har etableret et system af selvstændige indeboende plejere til at dække behovet for langsigtet pleje og fastsat krav til kvaliteten og rammebetingelser for levering af tjenesteydelser. I 2015 blev der indført yderligere forbedringer af kvalitetsstandarderne og gennemsigtigheden. Systemet er meget udbredt i den østrigske befolkning, men kritiseres af de østrigske fagforeninger for at undergrave arbejdsvilkårene.

8.3.

Da bedste praksis for kvalitetspleje ikke altid kan overtages 100 % i alle medlemsstater, må der på alle niveauer anlægges en helhedsorienteret tilgang, som omfatter alle interessenter og koordineres på EU-niveau.

8.4.

EØSU er af den overbevisning, at Den Europæiske Union bør føre tilsyn med udbuddet af indeboende arbejdstagere og deres mobilitet i Europa og fremme tilgange, som forbedrer sektorens samlede kapacitet til at levere kvalitetspleje og skabe anstændige jobs.

8.5.

Manglen på arbejdskraft inden for plejen i Europa skal sættes øverst på EU's politiske dagsorden. Der skal være fokus på indeboende plejere, som i vidt omfang slet ikke tages i betragtning i de nuværende politiske paradigmer.