19.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 65/168

—

der henviser til artikel 27, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (EU-traktaten), som fastsætter bestemmelser om oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), der har til opgave at bistå Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik,

—

der henviser til artikel 21, stk. 3, i EU-traktaten, hvori det fastsættes, at den højtstående repræsentant bistår Rådet og Kommissionen med at sikre sammenhæng mellem de forskellige områder inden for Unionens optræden udadtil,

—

der henviser til artikel 26, stk. 2, i EU-traktaten, hvori det fastsættes, at Rådet og den højtstående repræsentant påser, at Unionens aktion fremtræder som en helhed, er sammenhængende og effektiv,

—

der henviser til artikel 35, tredje afsnit, i EU-traktaten, hvoraf det fremgår, at medlemsstaternes og Unionens diplomatiske og konsulære missioner bidrager til iværksættelsen af EU-borgeres ret til beskyttelse på tredjelandes område,

—

der henviser til artikel 36 i EU-traktaten, hvoraf det fremgår, at Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen (herefter HR/VP) regelmæssigt skal høre Europa-Parlamentet om de vigtigste aspekter og grundlæggende valg i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, underrette det om udviklingen i disse politikker og påse, at der tages behørigt hensyn til Europa-Parlamentets synspunkter,

—

der henviser til, at artikel 42 i EU-traktaten giver HR/VP beføjelse til inden for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitiks rammer at stille forslag bl.a. om iværksættelse af opgaver og om anvendelse af både nationale midler og EU-instrumenter,

—

der henviser til artikel 13, stk. 3, i Rådets afgørelse af 26. juli 2010 om oprettelse af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (herefter kaldet udenrigstjenesteafgørelsen), hvori det bestemmes, at HR/VP senest medio 2013 foretager en gennemgang af, hvordan EU-Udenrigstjenesten tilrettelægges og fungerer, som bl.a. vil omfatte gennemførelsen af artikel 6, stk. 6 og 8 om geografisk balance, og om nødvendigt være ledsaget at et lovforslag om ændring af den pågældende afgørelse,

—

der henviser til artikel 298 og 336 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), hvori det bestemmes, at den lovgivningsmæssige procedure finder anvendelse i personaleanliggender,

—

der henviser til erklæringen fra HR/VP om politisk ansvarlighed (i det følgende benævnt HR/VP-erklæringen) (1),

—

der henviser til rapporten af 24. juli 2012 om besættelsen af stillinger i EU-Udenrigstjenesten, som blev udarbejdet i overensstemmelse med artikel 6, stk. 9, i Udenrigstjenesteafgørelsen;

—

der henviser til forretningsordenens artikel 97,

—

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget, Budgetudvalget, Budgetkontroludvalget og Retsudvalget (A7-0147/2013),

A.

der henviser til, at Lissabon-traktaten indeholder en målsætning om at sikre en ensartet, konsekvent og effektiv optræden fra EU's side udadtil;

B.

der henviser til, at EU-Udenrigstjenesten er et ny organ med hybridkarakter, der trækker på fællesskabskilder og mellemstatslige kilder, hvilket er uden fortilfælde i EU, og som derfor ikke kan forventes at være fuldt funktionsdygtigt to år efter oprettelsen; der derfor henviser til, at en revision af dens organisation og funktionsmåde bør baseres på fair og konstruktiv kritik;

C.

der henviser til, at EU-Udenrigstjenestens succes bør måles efter dens evne til at forfølge en sammenhængende EU-politik i forhold til de aktuelle eksterne udfordringer og dens evne til at opnå en mere effektiv anvendelse af knappe ressourcer gennem forstærket samarbejde og stordriftsfordele på EU-plan og på nationalt plan;

D.

der henviser til, at HR/VP's tre kasketter er det mest håndgribelige udtryk for denne stræben efter større sammenhæng i EU’s optræden udadtil;

E.

der henviser til, at den nuværende struktur i Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad afspejler den særlige rolle, som HR/VP har fået i forhold til EU’s optræden udadtil;

F.

der henviser til, at de mange forskellige roller, som Lissabon-traktaten tillægger HR/VP, gør det påkrævet at oprette en eller flere post(er) som politisk(e) næstkommanderende, for at sikre, at den pågældende får hjælp til at udføre sine opgaver;

G.

der henviser til, at den operative beslutningstagning og gennemførelse inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FUSP/FSFP) er for langsom af strukturelle og proceduremæssige grunde; der henviser til, at dette endnu en gang er blevet klart i forhold til krisen i Mali, hvor beslutningsprocessen og finansieringsafgørelserne ikke blev gennemført eller vedtaget hurtigt nok;

H.

der henviser til, at EU-Udenrigstjenesten bør være en strømlinet, resultatorienteret, effektiv struktur, der er i stand til at yde støtte til den politiske ledelse på FUSP-området og lette beslutningstagningen i Rådet; der henviser til, at EU-Udenrigstjenesten derfor bør være i stand til med kort varsel og på koordineret vis at yde ekspertise fra de forskellige afdelinger, herunder fra Kommissionen; der henviser til, at EU-Udenrigstjenestens nuværende struktur er for ledelsestung og kendetegnet ved at have for mange beslutningslag;

I.

der henviser til, at EU endnu ikke har gjort brug af muligheden for en hurtig indsættelse af EU-kampgrupper;

J.

der henviser til, at de hidtidige erfaringer tydeligt har vist, at det er nødvendigt at oprette et permanent operativt hovedkvarter i Bruxelles til gennemførelse af FSFP-missioner;

K.

der henviser til, at det i forbindelse med de arabiske revolutioner er blevet tydeligt, at EU ikke er i stand til hurtigt at omfordele ressourcer, herunder personale, med henblik på at reagere på nye politiske prioriteringer; der henviser til, at størrelsen af og personalesammensætningen på EU-delegationerne skal afspejle Unionens strategiske interesser;

L.

der henviser til, at EU-Udenrigstjenestens rolle i forbindelse med fastlæggelsen af de strategiske retningslinjer for og gennemførelsen af EU's eksterne finansieringsinstrumenter bør styrkes i overensstemmelse med hovedlinjerne i EU's udenrigspolitik;

M.

der henviser til, at der bør lægges større vægt på en bedre samordning og forvaltning inden for udviklingspolitikken på verdensplan, så EU kan tale med én tunge og blive mere synlig;

N.

der henviser til, at EU-Udenrigstjenesten navnlig i en tid med budgetstramninger bør fungere som katalysator for større synergi, ikke blot inden for EU's institutionelle rammer, men også mellem EU og medlemsstaterne;

O.

der henviser til, at EU-udenrigstjenesten i en tid, hvor medlemsstaterne reducerer deres diplomatiske og konsulære repræsentation, bør anses for og udnyttes som en mulighed for at fremme et tættere samarbejde og mere synergi;

P.

der henviser til, at der bør gøres for at undgå dobbeltarbejde og parallelstrukturer mellem EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen — i særdeleshed GD DEVCO og Kontoret for Humanitær Bistand (ECHO) — og Rådets generalsekretariat;

Q.

der henviser til, at målet om, at en tredjedel af medarbejderne skal komme fra medlemsstaterne, er nået, og til, at medarbejderne fra de tre komponenter (Kommissionen, Rådets generalsekretariat og de nationale diplomatiske tjenester) bør fordeles hensigtsmæssigt på alle niveauer og mellem delegationerne og hovedkvarteret;

R.

der henviser til, at kvinder er underrepræsenteret i AD-kategorien og ledelsesstillingerne og overrepræsenteret i AST-kategorien;

S.

der henviser til, at eventuelle ændringer af personalebestemmelserne skal vedtages efter den fælles beslutningsprocedure;

T.

der henviser til, at der er et klart behov for at udvikle EU-Udenrigstjenestens evne til at identificere og lære af erfaringer fra tidligere operationer, navnlig inden for konfliktforebyggelse, konfliktmægling, krisestyring, udsoning og fredsopbygning;

U.

der henviser til, at der to og et halvt år efter vedtagelsen af HR/VP-erklæringen bør foretages en grundig vurdering af EU-Udenrigstjenestens politiske ansvarlighed over for Parlamentet, navnlig i hvilket omfang Parlamentet skal høres om strategiske beslutninger, og i hvor vid udstrækning der skal tages hensyn til dets synspunkter og input;

V.

der henviser til, at en sådan vurdering også skal omfatte metoder til forbedring af HR/VP's og Udenrigstjenestens medarbejderes fremmøde i Parlamentet og dets organer, herunder delegationschefer og særlige EU-repræsentanter, og af Udenrigstjenestens opfølgning af Parlamentets beslutninger,

W.

der henviser til, at Parlamentets tilsyn med Udenrigstjenesten er af afgørende betydning, hvis der skal sikres en bedre forståelse for og opbakning bag EU's optræden udadtil; der henviser til, at det parlamentariske tilsyn styrker legitimiteten af EU's optræden udadtil;

X.

der henviser til, at der mangler fleksibilitet i de nuværende finansielle kredsløb i delegationerne, hvilket har negative følger for personalets arbejdsmængde;

1.

retter følgende henstillinger til den højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen på baggrund af, at der er sket gode fremskridt i oprettelsen af EU-Udenrigstjenesten, men at der kan opnås mere med hensyn til synergi og samordning mellem institutionerne og med hensyn til politisk ledelse og synlighed i betragtning af de muligheder, som kombinationen af rollen som højtstående repræsentant, næstformand i Kommissionen og formand for Udenrigsministerrådet skaber, og gennem en styrkelse af tjenestens forskellige instrumenter:

2.

til at bistå HR/VP i forbindelse med vedkommendes udøvelse af de mange opgaver, som han/hun har fået overdraget i medfør af EU-traktaten, udnævnes der (en) politisk(e) næstkommanderende(r), som skal være ansvarlige over for Parlamentet, og give fremmøde i det korresponderende udvalg inden deres udnævnelse, og som skal have beføjelse til at handle på HR/VP's vegne; det skal sikres, at medlemmer af Kommissionen med ansvar for udenrigsanliggender i fuld udstrækning kan repræsentere HR/VP i Parlamentet og internationalt; desuden bør det overvejes at inddrage medlemsstaternes udenrigsministre i bestemte opgaver på Unionens vegne for derigennem af styrke fælles EU-holdninger;

3.

på denne baggrund bør befalingsstrukturen i EU-Udenrigstjenesten forenkles og generalsekretærens rolle styrkes gennem fastlæggelse af en klar kommandovej for at sikre en effektiv beslutningstagning og en rettidig politisk reaktion; i den forbindelse skal stillingerne som driftsdirektør og forvaltningsdriftsdirektør rationaliseres; den hierarkiske struktur i driftsdirektoraterne skal indskrænkes og forenkles; de forskellige kompetenceområder inden for ledelsesstrukturen i EU-Udenrigstjenesten skal defineres klart; den nuværende struktur, der bygger på en direktion skal tages op til fornyet overvejelse med henblik på at opnå effektivitet, klarhed og sammenhæng i beslutningstagningen; tilsvarende skal det sikres, at HR/VP indhenter politisk rådgivning f.eks. gennem et politisk råd fra alle relevante institutionelle aktører, så vedkommende sættes i stand til at evaluere følgerne af EU-Udenrigstjenestens indsats;

4.

af HR/VP's samordnende, initiativtagende og politiske lederskab, navnlig som formand for Udenrigsministerrådet skal forbedres og styrkes gennem sikring af, at vedkommende kan udøve sin rolle som næstformand i Kommissionen i fuld udstrækning og får overdraget formandskabet i gruppen af kommissionsmedlemmer med ansvar for udenrigsanliggender (RELEX) suppleret med andre kommissionsmedlemmer, hvis sagsområder har udenrigspolitiske aspekter, for yderligere at udvikle praksis med fælles forslag og fælles beslutninger;

5.

mulighederne for synergi, der ligger i EU-Udenrigstjenesten, skal udnyttes fuldt ud, og i den forbindelse bør man overveje afstemninger med kvalificeret flertal om FUSP-anliggender i medfør af artikel 31. stk. 2, i EU-traktaten, og formelt undersøge mulighederne for at udvide de områder, hvor der foretages afstemning med kvalificeret flertal om FUSP-anliggender, ved hjælp af de forskellige passerellebestemmelser;

6.

det skal sikres, at EU-Udenrigstjenesten i overensstemmelse med artikel 9, stk. 3, i udenrigstjenesteafgørelsen spiller en ledende rolle i fastlæggelsen af strategierne for de forskellige eksterne finansieringsinstrumenter, og at Udenrigstjenesten har den nødvendige ekspertise til at påtage sig en sådan ledende rolle;

7.

på samme tid skal det sikres, at naboskabspolitikken fortsat behandles efter fællesskabsmetoden i betragtning af, at Parlamentet afviser enhver form for »mellemstatsliggørelse« af EU's politikker, og til, at traktaten giver Kommissionen hovedansvaret for at forhandle internationale aftaler på plads for og på vegne af Unionen;

8.

samspillet mellem Direktoratet for Eksterne Politiske Instrumenter og EU-udenrigstjenesten skal forbedres yderligere;

9.

det skal sikres, at Den Europæiske Unions særlige repræsentanter integreres tæt i EU-Udenrigstjenestens arbejde gennem en forankring af dem og deres medarbejdere i EU-Udenrigstjenestens struktur, og overvejes, når som helst det er muligt, at lade cheferne for EU-delegationerne udføre denne ekstra funktion;

10.

der skal gennemføres en systematisk og tilbundsgående revision med henblik på at forene den udenrigspolitiske struktur, som Kommissionen og Rådets generalsekretariat har opbygget, med henblik på at fjerne de nuværende overlapninger og fremme omkostningseffektiviteten; resultaterne af denne revision skal gøres tilgængelige for Parlamentet;

11.

tilsvarende skal praksis med fælles tekniske og logistiske tjenester mellem institutionerne udvikles yderligere for at opnå stordriftsfordele og forbedret effektivitet; som første skridt skal forskellige af Kommissionens og EEAS' logistiske tjenester som alarmsystemet, risikovurdering og sikkerhedsopgaver samles under en »samlet fælles struktur«, der dækker begivenheder uden for Unionen, under hvilke disse tjenester skal samarbejde;

12.

i samråd med medlemsstaterne skal mulighederne for på mellemlang og lang sigt at opnå stordriftsfordele mellem medlemsstaternes diplomatiske tjenester og EU-Udenrigstjenesten i tredjelande undersøges, bl.a. i forbindelse med leveringen af konsulære tjenesteydelser;

13.

der skal være konsekvens i formandskabet for Rådets arbejdsgrupper og det roterende formandskab i disse grupper skal bringes til ophør;

14.

i overensstemmelse med artikel 24 i TEU skal det sikres, at medlemsstaterne aktivt og uforbeholdent, loyalt og solidarisk støtter Unionens udenrigs- og sikkerhedspolitik, og at de respekterer Unionens indsats og støtter EU-Udenrigstjenesten i gennemførelsen af dens mandat;

15.

med dette for øje skal der fremmes et mere dybtgående samarbejde med medlemsstaterne og udvikles fælles politisk indberetning fra delegationer og ambassader;

16.

for at udnytte samtlige mulighederne i Lissabon-traktaten skal der følges en samlet tilgang, som omfatter diplomatiske, økonomiske, udviklingsmæssige og — som sidste udvej og i overensstemmelse med FN-pagten — militære midler, på grundlag af fælles strategiske politiske EU-retningslinjer med henblik på at beskytte og styrke sikkerheden og velfærden hovedsageligt for EU-borgerne, men også for befolkningen i nabolandene og i fjernereliggende lande; i den forbindelse skal der sikres sammenhæng mellem kortsigtede og langsigtede foranstaltninger; derudover skal det sikres, at EU-Udenrigstjenesten har den nødvendige kapacitet til at tænke strategisk og til at fremsætte forslag om gennemførelsen af de vigtige nyskabelser, som Lissabon-traktaten indeholder, som f.eks. at overdrage gennemførelsen af visse opgaver til grupper af medlemsstaterne med den nødvendige kapacitet og udvikling af et fast struktureret samarbejde, herunder anvendelsen af kampgrupper;

17.

til med henblik herpå skal der udformes en »hensigtsmæssig struktur« (f.eks. i form af et kriseråd), som omfatter konfliktforebyggelse, beredskab, fredsopbygning, de relevante udenrigspolitiske instrumenter, sikkerhedspolitikken og FUSP-strukturen og sikrer samordningen med de geografiske afdelinger, delegationerne og andre politiske afdelinger, der beskæftiger sig med krisestyring, idet der skal bygges på idéen med kriseplatforme; der skal sikres sammenhæng i det hele, og der skal undgås overlapninger inden for EU-udenrigstjenesten; endvidere skal samordningen mellem institutionerne styrkes, og de forskellige roller skal klarlægges;

18.

der skal sikres en effektiv og integreret planlægning og en hurtigere beslutningstagning i forbindelse med FSFP-operationer gennem en kombinering af de relevante planlægningskapaciteter fra Direktoratet for Krisestyring og -planlægning (CMPD) og Den civile planlægnings- og gennemførelseskapacitet (CPCC); derudover skal der oprettes en permanent implementeringsstruktur gennem etablering af et permanent militært operativt hovedkvarter, der er placeret samme sted som en civil implementeringskapacitet, således at der bliver mulighed for effektiv gennemførelse af militære og civile operationer, samtidig med at deres respektive kommandoveje respekteres;

19.

alle muligheder for fleksibilitet i finansforordningen for så vidt angår den økonomiske forvaltning af administrative og operationelle udgifter skal udnyttes, så delegationscheferne, når omstændighederne nødvendiggør det, får mulighed for at uddelegere til deres stedfortræder eller Kommissionens medarbejdere, hvilket vil lette forvaltningen og smidighed i ledelsen af delegationerne og dermed gøre det muligt for delegationscheferne at koncentrere sig om deres politiske opgaver;

20.

procedurerne i Tjenesten for Udenrigspolitiske Instrumenter for administration af FUSP-midler skal fremskyndes for at sikre en fleksibel og rettidig reaktion på krisesituationer og navnlig sikre, at civile FUSP-operationer iværksættes hurtigt og effektivt; i denne forbindelse skal det undersøges, om der kan indføres ændringer i finansforordningen, uden at der slækkes på kontrollen;

21.

fleksibiliteten og reaktionstiden i forbindelse med EU's eksterne bistand skal henholdsvis øges of afkortes ved at tage reglerne om beslutningstagningen i forbindelse med programlægningen for og udbetalingen af midler fra de eksterne finansinstrumenter op til revision;

22.

den finansielle ansvarlighed skal øges ved at indføre åbenhed i forbindelse med alle FUSP-budgetposter, herunder FSFP-operationer, Den Europæiske Unions særlige repræsentanter, ikke-spredning og konfliktforebyggelse;

23.

EU-Udenrigstjenesten skal have større indflydelse på (om)fordelingen af Kommissionens medarbejdere mellem EU-delegationerne for at sikre, at medarbejderprofilerne og EU-delegationernes størrelse afspejler Unionens strategiske interesser og politiske prioriteringer;

24.

der skal foretages det fornødne for at sikre, at EU-delegationscheferne udnævnes efter fortjeneste og på grundlag af et godt kendskab til Unionens interesser, værdier og politikker for at sikre motivation, kvalitet og effektivitet på højeste niveau blandt dem, der udvælges til disse følsomme opgaver;

25.

delegationschefen, navnlig når der er få medarbejdere fra EU-Udenrigstjenesten, skal i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i udenrigstjenesteafgørelsen også kunne pålægge Kommissionens medarbejdere at foretage politiske analyser og politisk rapportering;

26.

i denne forbindelse skal delegationschefernes autoritet over alle medarbejdere, herunder Kommissionens medarbejdere, styrkes, og det skal sikres, at alle instrukser fra hovedkvarteret rettes til delegationschefen;

27.

de muligheder, der er åbnet op for med udenrigstjenesteafgørelsen og EU-traktaten, skal undersøges seriøst, navnlig ved at øge delegationernes koordinerende rolle, navnlig i krisesituationer, og ved at give dem mulighed for at yde konsulær beskyttelse til EU-borgere fra medlemsstater, der ikke er repræsenteret i et givet land; det skal sikres, at yderligere opgaver ikke fjerner ressourcer fra eksisterende politikker, institutioner og prioriteter på E-plan;

28.

i betragtning af, at de fleste EU-delegationer nu rådet over kontaktpunkter for menneskerettigheder skal det sikres, at menneskerettigheder og kvinders rettigheder integreres i alle EU's delegationer og kontorer; endvidere skal den europæiske kultur med dens udgangspunkt i forskellighed gøres mere synlig; hvor det er hensigtsmæssigt skal det sikres, at EU-delegationerne blandt deres eksisterende personale har en medarbejder med ansvar for forbindelserne med Europa-Parlamentet, der skal have til opgave at yde tilstrækkelig bistand under Parlamentets delegationsrejser til tredjelande, og besvare spørgsmål ud fra princippet om, at EU-delegationerne repræsenterer alle EU-institutionerne på lige vilkår;

29.

endvidere skal det sikre, at delegationerne har den nødvendige ekspertise på de politiske områder (f.eks. klimaforandringer, energisikkerhed, social- og arbejdsmarkedspolitik, kultur osv.), som er relevante for EU's forbindelser med det pågældende land;

30.

hvor det er relevant sal det sikres, at hver delegation har en sikkerheds- og forsvarsattaché, navnlig hvor delegationerne arbejder under omstændigheder med politisk ustabilitet eller usikkerhed, eller hvor der for nylig er blevet afsluttet en FSFP-operation eller -mission, for at sikre operationel kontinuitet og behørig tilsyn med de politiske forhold;

31.

opfordrer HR/VP til at beordre en gennemgang af sikkerhedsforanstaltningerne og -behovene i EU-delegationerne i udlandet for at sikre, at beslutninger vedrørende sikkerheden træffes af EU-udenrigstjenesten og ikke af eksterne sikkerhedseksperter;

32.

i overensstemmelse med firpartsaftalen, der blev indgået i juni 2010 i Madrid, skal det sikres, at forpligtelsen i artikel 36 i EU-traktaten til at tage behørigt hensyn til Parlamentets synspunkter gennemføres i fuld udstrækning og effektivt, f.eks. gennem en proaktiv og systematisk høring af Parlamentets kompetente udvalg inden der vedtages strategier og mandater på FUSP/FSFP-området;

33.

der skal sikres fuldstændig politisk indberetning fra EU-delegationerne til personer, der besidder centrale tillidsposter i Parlamentet, med begrænset adgang;

34.

i overensstemmelse med artikel 218, stk. 10, i TEU skal det sikres, at Parlamentet straks underrettes fuldt ud om alle faser i forhandlingsproceduren for internationale aftaler, herunder aftaler der indgås på FUSP-området;

35.

på baggrund af de positive erfaringer med, at nyudnævnte delegationschefer og særlige EU-repræsentanter har givet fremmøde i Udenrigsudvalget, inden de tiltrådte deres stillinger, skal denne praksis udvides til at omfatte nyudnævnte chefer for FSFP-missioner og -operationer;

36.

det skal sikres, at nye delegationschefer efter udnævnelsen af HR/VP officielt får deres udnævnelse bekræftet af Parlamentets kompetente udvalg, inden de tiltræder deres stillinger;

37.

der skal systematisk finde en drøftelse sted med Parlamentets kompetente udvalg forud for hver samling i Udenrigsministerrådet, og der skal aflægges rapport til det pågældende udvalg efter hver rådssamling;

38.

der skal fremmes fælles uddannelse og andre konkrete tiltag for at konsolidere en korpsånd blandt medarbejdere i EU-Udenrigstjenesten med forskellige diplomatiske kulturer og institutionelle baggrunde, og der skal overvejes fælles uddannelsesinitiativer for medarbejdere i EU-Udenrigstjenesten og nationale diplomater som en del af deres løbende faglige udvikling;

39.

på den baggrund skal de relevante eksisterende uddannelsesprogrammer på EU-plan og nationalt plan gennemgås med henblik på at konsolidere dem parallelt med det eksisterende Europæiske Sikkerheds- og Forsvarsakademi;

40.

bestræbelserne på at opnå en bedre balance mellem kønnene under behørig hensyntagen til fortjeneste og kompetencer skal fortsættes og udbygges; betydningen af at opnår balance på delegationslederniveau og andre ledelsesniveauer understreges endnu en gang; der skal indføres overgangsforanstaltninger, mens der udarbejdes en handlingsplan, som skal omfatte programmer med vejledere, særlig faglig uddannelse og et familievenligt arbejdsmiljø for at fremme kvindernes repræsentation og for at gøre noget ved de strukturelle hindringer for deres diplomatiske karriere;

41.

der skal sikres en ligelige geografisk repræsentation på lederplan og i alle andre grader og stillinger for at fremme og tilskynde til, at både medarbejdere og medlemsstater føler et tilhørsforhold til EU-Udenrigstjenesten, og som der er krav om i artikel 6, stk. 6 og 8, i udenrigstjenesteafgørelsen;

42.

i betragtning af, at målet med at ansætte en tredjedel af medarbejderne fra medlemsstaterne er blevet nået, skal det sikres, at medarbejdere fra de nationale ministerier ikke koncentreres på lederplan så der skabes karrieremuligheder for alle, og man skal nu koncentrere sig om ansættelse af nye faste EU-medarbejdere; i denne forbindelse bør man også undersøge mulighederne for, at nationale diplomater, som arbejder i EU-Udenrigstjenesten, kan søge på faste stillinger i tjenesten;

43.

for at udvikle en ægte europæisk korpsånd og sikre, at tjenesten kun tjener fælles europæiske interesser skal man modsætte sig ethvert forsøg fra medlemsstaternes side på at blande sig i ansættelsesprocessen for EU-Udenrigstjenestens medarbejdere; nu, hvor overgangsperioden er forbi, skal det sikres, at EU-Udenrigstjenesten kan udvikle sin egen, uafhængige ansættelsesprocedure, som alle EU-institutionernes tjenestemænd og kandidater udefra har adgang til gennem almindelig udvælgelsesprøver;

44.

til navnlig i betragtning af Europa-Parlamentets særlige rolle i fastlæggelsen af målsætningen og de grundlæggende valg inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Parlamentet beføjelser som budgetmyndighed, dens rolle som tilsynsførende for udenrigspolitikken og dets praksis med parlamentariske eksterne forbindelser bør man overveje muligheden for, at tjenestemænd fra Europa-Parlamentet fra den 1. juli 2013 kan søge om stillinger i EU-Udenrigstjenesten på lige vilkår med tjenestemænd fra Kommissionen og Rådet;

45.

det skal sikres, at EU-Udenrigstjenesten har den rette sammensætning af færdigheder til at kunne reagere på konfliktsituationer, navnlig gennem udvikling af færdigheder inden for mægling og dialog;

46.

opfordrer til, at en yderligere udvikling af FUSP/FSFP og EU-Udenrigstjenesten, herunder en navneforandring, sættes på dagsordenen for en kommende regeringskonference;

47.

pålægger sin formand at sende denne henstilling til Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden i Kommissionen, Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.