15.1.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 13/97

Ordfører:

Volker PETERSEN

1.1.

Den fælles landbrugspolitiks markeds- og prispolitik er i vid udstrækning blevet liberaliseret. EU's landbrugsmarked er åbent og en del af det globale marked, der styres af udbud og efterspørgsel. I forbindelse med markedsåbningen har EU's landbrugshandel med tredjelande udviklet sig meget dynamisk i de sidste 10 år.

1.2.

I lyset af denne udvikling konstaterer EØSU, at landbrugshandelen er af afgørende økonomisk betydning for landbrugs- og fødevaresektorerne og for landdistrikterne. EØSU konstaterer med bekymring, at landbrugshandelen til tider betragtes med kritiske øjne i samfundsdebatten, i modsætning til andre økonomiske sektorer, som f.eks. biler, kemikalier osv.

1.3.

Der er ingen tvivl om, at landbrugshandelen står med et særligt ansvar i en verden med sult eller kvantitativ og kvalitativ underernæring. EØSU er meget opmærksom på dette ansvar. I en verden med voksende befolkning, stigende indkomster i mange lande og fattigdom i andre drejer det sig på den ene side om at imødekomme købekraftig efterspørgsel og på den anden side yde hjælp og støtte, der hvor sult og mangel ikke kan udryddes ved egen kraft.

1.4.

EØSU bifalder de tydelige fremskridt med hensyn til sammenhængen i udformningen af EU's landbrugs- og udviklingspolitik. Udvalget mener, at dette er en nødvendig forudsætning for, at udformningen og varetagelsen af opgaverne i henholdsvis landbrugshandel og udviklingsindsats kan håndteres på bæredygtig vis.

1.5.

EØSU anbefaler, at landbrugs- og fødevaresektoren i EU får en bæredygtig støtte til at deltage effektivt i den voksende globale landbrugshandel. Landbrugshandelen yder et vigtigt bidrag til sikring af de økonomiske strukturer i EU's landdistrikter. Samtidig sikrer handelen med landbrugsprodukter 40 mio. kvalitetsjob i de forskellige faser af fødevaresektorens værdikæde, som er mindre krisefølsomme end job i andre sektorer.

1.6.

EU's bilaterale frihandelsaftaler kan yde et vigtigt bidrag til at fjerne ikketoldmæssige handelshindringer. I den forbindelse vil der altid på begge sider være bestemmelser, som ikke er til forhandling. Her gælder det om at indføre ordninger, der kan lette handelen, under harmoniseringen.

1.7.

SMV'er yder et stort bidrag til EU's landbrugshandel. Internationalt er de især afhængige af solid administrativ hjælp til at åbne markeder i tredjelande, og denne hjælp bør ydes af de relevante organer i EU.

1.8.

EØSU bifalder den fortsatte udvidelse af partnerskabsaftalerne med udviklingslande, som kan danne grundlag for, at de positive virkninger af en åben og retfærdig handel kan udfolde sig til fordel for disse lande. Formålet med sådanne aftaler bør være at støtte en vis grad af selvforsyning med landbrugsprodukter i disse lande. Landbrugshandelens rolle kan bestå i at supplere den lokale produktion.

2.1.

Handelen med landbrugsprodukter og forarbejdede fødevarer har historisk set altid haft en særlig betydning. I det 20. århundrede, der var præget af to verdenskrige, var det længe meget »planøkonomiske« regler, der regulerede den internationale handel med landbrugsprodukter. I GATT-aftalen, der blev indgået efter 2. verdenskrig, indtog landbrugshandelen fortsat en særstilling, så den ikke var omfattet af handelsliberaliseringen. Først med Uruguayrunden under GATT, som blev afsluttet i 1993, blev landbrugshandelen i højere grad inddraget i GATT-reglerne. Nedsættelse af den indenlandske støtte, toldafvikling og udfasning af eksportsubsidier var de forpligtelser, som EU dengang indgik. Som følge heraf er EU's landbrugshandel efter udfasningen af toldmæssige barrierer for import og eksportsubsidier, når man ser bort fra enkelte undtagelser, i vid udstrækning liberaliseret. Den internationale handel med landbrugsprodukter er dog stadig i relativ høj grad reguleret, især ved hjælp af ikke-toldmæssige standarder.

2.2.

EØSU har flere gange taget stilling til generelle handelsspørgsmål (1). I den forbindelse er der lagt vægt på handelens betydning for en vedvarende vækst og dermed en positiv udvikling af den sociale markedsøkonomi. EØSU har altid slået til lyd for en åben og retfærdig handel. Kun på den måde kan den fortsatte globalisering og internationalisering af markederne resultere i fordele og muligheder for alle lande i verden i overensstemmelse med deres økonomiske potentiale, lød konklusionen.

2.3.

EØSU har i sine tidligere udtalelser om handelsspørgsmål altid taget højde for udviklingslandenes interesser og givet dem stor opmærksomhed. Udvalget har altid understreget, at handel og handelspolitik i en globaliseret verden må bidrage til vækst og udvikling i lande på forskellige udviklingsniveauer.

2.4.

Debatten om landbrugshandelens rolle befinder sig i et særligt spændingsfelt. I de seneste år har den globale købedygtige efterspørgsel efter landbrugsprodukter og fødevarer, i f.eks. vækstøkonomier med befolkningstilvækst og indkomststigninger, udviklet sig positivt. Landbrugshandelen sikrer dog ikke, at enhver fødevaremangel er udryddet. Næsten 800 mio. mennesker i hele verden lider af sult, især på grund af manglende købekraft.

2.5.

Med denne udtalelse ønsker EØSU at undersøge, hvilke muligheder en voksende global landbrugshandel giver EU's landbrugssektor. I den forbindelse skal der ikke ses bort fra det ansvar, som også EU har i forhold til udviklingslandene.

3.1.

EU's landbrugseksport var i 2014 på ca. 125 mia. EUR, svarende til en andel på 7 % af EU's samlede eksport. Set i forhold til både stigningen fra det foregående år på 2,2 % og den årlige stigning på 8 % mellem 2005 og 2014 er dynamikken i landbrugseksporten betydeligt større end for eksporten som helhed, hvor der sågar var tale om et fald på 2 % fra 2013 til 2014 (en årlig stigning på 5,5 % mellem 2005 og 2014).

Det samme gør sig gældende for importen af landbrugsprodukter, der beløb sig til 104 mia. EUR i 2014 og tegnede sig for 6,2 % af EU's import (se tabel A-1 og A-3 i bilaget).

3.2.

EU's landbrugseksport er en grundpille i EU's udenrigshandel. Sammenlignet med andre sektorer indtager landbrugseksporten en fjerdeplads efter maskiner, kemiske produkter og lægemidler. Som følge af den tidligere handelsliberalisering har EU udviklet sig fra at være nettoimportør til nettoeksportør, og EU har siden 2010 haft et overskud på handelsbalancen for landbrugsprodukter, som i 2014 var på godt 21 mia. EUR.

3.3.

Af særlig relevans for denne initiativudtalelse er, at landbrugshandelens andel af EU's samlede udenrigshandel i 2014 på 7 % er betydeligt højere end andelen af hele landbrugs- og fødevaresektorens andel af BNP. Sidstnævnte udgør 3,5 % i EU.

3.4.

Denne betydelige forskel mellem sektorens makroøkonomiske betydning og landbrugshandelens betydning for udenrigshandelen understreger landbrugshandelens voksende betydning i de seneste år. Væksten i landbrugs- og fødevaresektoren skabes i stigende grad gennem eksport.

3.5.

Den makroøkonomiske betydning af værdikæden for fødevarer:

3.6.

Denne udtalelse koncentrerer sig om EU's landbrugshandel med tredjelande. Der kastes imidlertid også et hurtigt blik på handelen inden for EU. Handelen internt i EU har stadig langt større betydning for medlemsstaterne end EU's udenrigshandel. I 2014 gik næsten 73 % af medlemsstaternes landbrugseksport til andre EU-medlemsstater. Det indre marked har altså bidraget til intensiveringen af handelen og dermed til den stigende velstand i EU. Hvad der gælder for samhandelen internt i EU, gælder under liberaliserede internationale rammevilkår også for handelen med tredjelande.

3.7.

EU har siden 2013 ligget på førstepladsen i den globale handel med landbrugsprodukter og har i de seneste årtier bidraget væsentligt til en positiv udvikling. Siden 2000 er EU's eksport til tredjelande årligt steget med ca. 8 %. Sideløbende med denne positive udvikling for EU's landbrugseksport har andre lande imidlertid kunnet øge deres eksport med større dynamik. EU's andel af verdens landbrugshandel faldt fra næsten 13 % i 2000 til 10,3 % i 2012 (se tabel A-4 i bilaget).

4.1.

Tidligere var EU udsat for international kritik på grund af sin landbrugseksport, f.eks. i forbindelse med forhandlingsrunder i GATT/WTO. Dette billede har ændret sig grundlæggende siden årtusindskiftet.

4.2.

Priserne i EU's markedsordninger er reduceret betydeligt som følge af flere reformer af den fælles landbrugspolitik. Markedspriserne i EU bestemmes af udviklingen i udbud og efterspørgsel på verdensplan og følger således tendentielt verdensmarkedspriserne. Den fælles markedsordning giver nu kun EU's landbrugere et sikkerhedsnet, der træder i kraft i tilfælde af et massivt internationalt prisfald. Eksportrestitutioner, der beløb sig til 3 mia. EUR i 1992, spiller ingen rolle længere.

4.3.

Som verdens største eksportør af landbrugsprodukter foran USA, Brasilien, Kina og Canada og som verdens største importør af landbrugsprodukter foran USA, Kina, Japan og Rusland har EU et voksende og dobbelt ansvar for den globale samlede ernæringstilstand og fødevaresikkerhed. Set i lyset af dette ansvar skal den eksterne dimension af den fælles landbrugspolitik styrkes væsentligt og prioriteres højere inden for denne politik.

4.4.

EØSU bemærker, at der allerede er gjort store fremskridt med hensyn til sammenhængen mellem den fælles landbrugspolitik og udviklingspolitikken. Landbrugseksporten sker uden subsidier og virker ikke markedsforvridende. Med hensyn til importen er EU i dag et af de mest tilgængelige markeder, navnlig for udviklingslande. Importen fra de mindst udviklede lande — 48 lande — udgjorde i gennemsnit næsten 3 % af EU's landbrugsimport i perioden 2011-2013. Alt i alt fire gange så meget, som Canada, USA, Australien og New Zealand til sammen importerer fra disse lande set i forhold til værdien.

5.1.

I en verden med stadig uløste sultproblemer hos mere end 800 mio. mennesker i mange lande, især i Afrika og Asien, skal forbedring af ernæring, kvantitativt såvel som kvalitativt, være et af de vigtigste spørgsmål i landbrugs- og handelspolitikken.

5.2.

I betragtning af disse udfordringer er handelen med landbrugsprodukter, som følge af dens særlige ansvar for fødevaresikkerheden, ofte genstand for kontroversielle debatter i civilsamfundet. Dette skyldes bl.a., at landbrugshandel kan have meget forskellige virkninger. Den kan bidrage til at afhjælpe mangelsituationer, men den kan også føre til en uønsket afhængighed.

5.3.

Dette giver EØSU anledning til at se på følgerne af handelen med landbrugsprodukter, men også på kravene til denne. Udfordringerne består i globalisering, liberalisering af landbrugsmarkedet i EU, voksende global handel med landbrugsprodukter, global befolkningstilvækst, ændrede forbrugsvaner og nye efterspørgselsmønstre som følge af økonomisk vækst.

5.4.

Hvad angår spørgsmålet om fødevaresikkerhed er en vis grad af selvforsyning med landbrugsprodukter stadig hensigtsmæssig, navnlig for meget fattige lande. Målet om fuld selvforsyning i hvert enkelt land eller region bør dog ikke gå forud for alt andet. Selv i et land med en selvforsyningsgrad på 100 % er det ikke garanteret, at den lokale befolkning har en tilfredsstillende forsyning og en tilstrækkelig adgang til mad. Det kan konstateres, at der selv i lande med landbrugsoverskud findes mange mennesker, der lider af fejlernæring eller underernæring.

5.5.

Underernæring er snarere et fattigdomsproblem end et forsyningsproblem og skal forstås og løses på det grundlag. Fødevaresikkerhed skabes gennem generering af indkomst og afhænger i mindre grad af den respektive situation vedrørende selvforsyning og/eller handelsstatus. I meget fattige lande lever en stor del af befolkningen stadig af selvforsyningslandbrug og råder stort set ikke over andre indtægter. Ud over genereringen af indkomst og en rimelig indkomstfordeling er det derfor navnlig kriterier vedrørende tilgængelighed, prisoverkommelighed og stabil adgang til fødevarer, der skal stå i fokus ved forbedringen af fødevaresikkerheden.

5.6.

Handelen med landbrugsprodukter, både på eksportsiden (generering af indkomst og beskæftigelse) og importsiden (køb af billigere fødevarer på de internationale markeder og eksport af andre varer), bidrager til en stigning i indkomstniveauet. Denne strategi kræver imidlertid, at landbrugs- og industriprodukter har adgang til internationale markeder.

6.1.

Det er et kendetegn ved landbrugsproduktionen, at den i modsætning til den industrielle produktion er underlagt naturens luner. Produktion og udbud afhænger af variable faktorer, som er vanskelige at forudse og kontrollere. Dette gælder for vejrliget eller forekomsten af dyre- og plantesygdomme. De globale klimaændringer vil forstærke naturens uforudsigelighed. Dette vil ramme andre kontinenter og lande i langt større og mere alvorlig grad end EU.

6.2.

For EU indebærer dette, at Unionen efter en omfattende åbning af de europæiske landbrugsmarkeder i langt højere grad vil mærke konsekvenserne af mængde- og prisudsving på verdensmarkedet for landbrugsprodukter. Samtidig vokser EU's ansvar for den globale fødevaresikkerhed på grund af de forholdsvis gunstige og stabile produktionsvilkår i Europa.

6.3.

Handelen med landbrugsprodukter er en del af løsningen på problemet med denne større volatilitet og ikke årsagen til problemet. Den globale handel med landbrugsprodukter muliggør udjævningen af mængdeudsving og yder dermed et bidrag til begrænsning af prisudsving. Erfaringerne viser, at isolerede markedsinterventioner i individuelle lande, herunder eksportforbud, eksportafgifter eller importbegrænsninger, snarere forværrer end afhjælper problemet for alles vedkommende.

6.4.

Undertiden har overordnede politiske udviklingstendenser — f.eks. det russiske importforbud siden august 2014 — en skadelig indflydelse på handelen med landbrugsprodukter, hvilket EU har erfaret i 2014/15. Sådanne geopolitiske faktorer kan resultere i alvorlige markedsforstyrrelser, tab og økonomiske ulemper for landbrugs- og fødevaresektoren. Landbrugshandelen bliver dermed en brik i det politiske spil. I sådanne situationer har landbrugere og virksomheder brug for politisk støtte til at kompensere for problemerne i de berørte handelsforbindelser.

6.5.

I betragtning af landbrugshandelens stærkt stigende betydning på verdensplan og for EU mener EØSU, at den eksterne dimension af den fælles landbrugspolitik skal styrkes betydeligt. Denne styrkelse kan opnås på flere måder.

6.5.1.

De fortsat eksisterende reguleringer i den globale handel med landbrugsprodukter skyldes især forskellige metoder til at sikre forbruger- og sundhedsbeskyttelsen i de forskellige lande. EU-institutionerne, især Kommissionen, opfordres til at presse på for en hurtig markedsåbning set i forhold til de lande, hvor sådanne tekniske handelshindringer findes, og — om nødvendigt — indlede relevante forhandlinger.

6.5.2.

EØSU mener, at det har afgørende betydning, at Kommissionen klart viser, at den påtager sig ansvaret for hele EU på dette område. Kun på den måde kan EU's holdninger håndhæves på effektiv vis over for handelspartnere. Samtidig er det ikke til gavn for en fair konkurrence mellem medlemsstaterne, hvis der findes forskellige aftaler med tredjelande. Kun for så vidt som der er tale om regionale eller landespecifikke begrænsninger fra medlemsstaternes side, bør der kunne træffes specifikke foranstaltninger.

6.5.3.

EØSU anbefaler, at EU på stadig mere åbne landbrugsmarkeder med international konkurrence målrettet gør, hvad der kan gøres for at styrke og udvide den europæiske landbrugs- og fødevaresektors internationale konkurrenceevne. Det overordnede mål for den nye Kommission om at begrænse bureaukratiet peger i den rigtige retning. Samtidig skal man være opmærksom på at gøre de administrative strukturer mere effektive.

6.5.4.

Ved import til EU bør EU's standarder være grundlaget for certifikater. Med hensyn til betingelserne for produktion og andre regler bør der fastlægges minimumskrav for import, der tager behørigt hensyn til situationen i EU, og som ikke stiller EU-virksomheder i en ugunstig konkurrencesituation.

6.5.5.

EØSU påpeger, at EU-landbrugshandelens succes på liberaliserede markeder i vid udstrækning skyldes SMV'er. EØSU opfordrer Kommissionen til at intensivere sin administrative støtte i relation til erobringen af de internationale landbrugsmarkeder på samme måde, som det allerede praktiseres af tredjelande. SMV'erne skal kunne støtte sig til pålidelige markedsoplysninger i forbindelse med deres planlægning.

6.6.

Globale markeder kræver global gennemsigtighed på markedet. Dette omfatter information og begrundede prognoser for udviklingen i mængder, priser, valutakurser, vejr, sygdom osv. EØSU glæder sig over, at EU deltager aktivt i opbygningen af AMIS i FAO. Disse bestræbelser må imidlertid være rettet mod, at markedsdeltagerene får adgang til de oplysninger, der indsamles inden for rammerne af AMIS, således at de kan drage direkte fordel af disse.

6.7.

EU's frihandelsaftaler har en særlig betydning. Hvis det ikke lykkes at indgå multilaterale aftaler inden for WTO's rammer, må der søges en løsning på bilateralt niveau med henblik på at åbne nye markeder. Aftalerne skal imidlertid være afbalancerede for så vidt angår de forskellige berørte sektorer. Det ville ikke være acceptabelt, hvis EU's landbrugshandel blev belastet ensidigt til fordel for andre økonomiske sektorer.

6.8.

EØSU peger på den særlige betydning, som partnerskabsaftaler med udviklingslande har. Gennem en yderligere udvidelse af præferenceaftaler vil de positive effekter af handelsrelationer baseret på en åben og fair handel kunne udfolde sig i disse lande på grundlag af en forbedret adgang til EU's markeder.