8.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 214/1

1.1

»Hele Europa skal leve« var mottoet for det første »Europæiske landdistriktsparlament« (et forum for europæiske og nationale landdistriktsorganisationer), som EØSU var vært for den 13. november. Med de rette politiske tiltag vil landdistrikterne kunne udvikle sig og bidrage til Europas trivsel i lige så høj grad som byerne. Der blev opfordret til en geografisk målrettet og tværsektoriel græsrodspolitik baseret på involvering og partnerskab.

1.2

Denne initiativudtalelse handler om den nævnte udfordring og argumenterer på baggrund af øgede territoriale ubalancer i lande og regioner for en mere afbalanceret udvikling, så alle dele af EU kan bidrage til målet om territorial samhørighed, der er knæsat i Lissabontraktaten.

1.3

Affolkning må betragtes som den mest alvorlige trussel mod landdistrikternes økonomiske situation. Mange landdistrikter er alvorligt ramt af affolkning. I nogle lande og områder er de officielle tal kritiske, og affolkningen ligger på omkring 1 % om året. Nogle steder endda mere. Dette billede er imidlertid temmelig sammensat: Indbyggertallet falder ikke i flertallet af EU's landdistrikter, som fortsat er attraktive for mennesker og virksomheder.

1.4

EØSU understreger, at det er presserende nødvendigt med en stærk politisk indsats på alle niveauer for at tackle de økonomiske og sociale følger af affolkning. Der skal være fokus på arbejdspladser, infrastruktur og serviceydelser, som understøttes af integrerede politikker for landdistriktudvikling på alle niveauer (europæisk, nationalt og regionalt) og koncentrerer sig om at gøre brug af de iboende lokale ressourcer. Alle EU-programmer skal udnyttes fuldt ud — ikke mindst samhørighedspolitikkens og instrumenterne for udvikling lokalt og i landdistrikterne, så som Leader og CLLD (lokaludvikling styret af lokalsamfundet). Medlemsstater må afsætte midler til de områder, der er hårdest ramt af affolkning.

1.5

Enhver politisk beslutning, der har en geografisk dimension, bør vurderes på baggrund af dens territoriale konsekvenser. De eksisterende miljømæssige og samfundsøkonomiske vurderinger skal have større opmærksomhed, og der skal udvikles nye målrettede kvantitative og kvalitative indikatorer.

1.6

Samtidig med, at den primære sektor udvikles, er der brug for en politik ramme for at fremme diversificering og virksomhedsetablering gennem investeringer, innovation og viden. Korte forsyningskæder skal støttes f.eks. inden for fødevarer og energi. Det skal også overvejes at indføre incitamenter for decentralisering.

1.7

Det er vigtigt at skabe jobmuligheder, og det er presserende, at den enkeltes ret til uddannelse og erhvervsuddannelse sikres i praksis gennem investeringer, der skaber rammer, som fremmer viden og teknologi. Der bør især sættes ind for at skabe attraktive arbejdspladser og uddannelse til unge. Der er behov for at skabe de rette betingelser, som kan hjælpe unge landbrugere med at etablere sig, så de kan fungere som stabiliserende elementer i landdistrikterne. Kvinders potentiale som arbejdskraft og iværksættere skal udnyttes. Ansættelse af migranter med lovligt ophold kan være en mulighed for at inddrage migranter som aktive medspillere i regionaludvikling, hvis det følges op af tiltag, der er med til at forhindre segregation.

1.8

Det er nødvendigt med investeringer i infrastruktur for effektiv transport og kommunikation (inklusive bredbånd) samt energiforsyning for at mindske de geografiske forskelle og gøre landdistrikterne attraktive for mennesker og virksomheder.

1.9

En passende adgang til serviceydelser — både økonomiske og sociale tjenesteydelser af almen interesse — er en anden vigtig forudsætning for at gøre landdistrikterne attraktive og mindske de territoriale ubalancer. Der er et presserende behov for investeringer i såvel forskellige typer af sundheds-, uddannelses- og plejecentre som i kulturelle tilbud og andre fritidsaktiviteter.

1.10

Det er EØSU's opfattelse, at deltagelsesdemokrati er en forudsætning for at opnå en bedre territorial ligevægt i EU. Landbefolkningen og dens organisationer bør involveres i udformningen og iværksættelsen af politikker og foranstaltninger til gennemførelse af den territoriale samhørighed. Partnerskabsprincippet fra EU's strukturfonde bør bruges effektivt og udvides til andre politikområder.

1.11

EØSU støtter i dets egenskab som institutionelt bindeled til civilsamfundet tanken om et tilbagevendende »Europæisk landdistriktsparlament« — det vil sige et europæisk forum med en bred repræsentation — som skal afholdes i samarbejde med Udvalget.

2.1

Målet med denne EØSU-udtalelse er at argumentere for, at der skal gennemføres territoriale konsekvensanalyser af relevante EU-politikker for at tackle den voldsomme affolkning af visse landdistrikter.

3.1

Forskellige kulturer, sprog og historie — EU har stor mangfoldighed, men der er fælles principper og idéer, som forener os alle og som er knæsat i traktatens artikel 2 (1). Et anstændigt arbejde, adgang til sociale og økonomiske tjenesteydelser af almen interesse og høje miljøstandarder er grundlæggende behov i alle regioner.

3.2

Men forholdene er ikke de samme overalt i Europa. Forskelle mellem områder kan blandt andet være af historisk art eller skyldes nedarvede kulturelle strukturer, vidt forskellige politiske systemer, forskelle i socioøkonomiske udviklingsstrukturer såvel som en lang række indbyrdes forbindelser mellem de nævnte faktorer. Der er brug for en dybere viden om det komplekse fænomen, som geografiske forskelligheder udgør, og hvordan det påvirker politikker og praksis.

3.3

Landdistrikterne har en fælles udfordring: deres evne til at skabe og bevare arbejdspladser, som har en høj kvalitet og lang holdbarhed, er sakket agterud i forhold til byområderne (2). Gennemsnitsindkomsten er 25-30 % lavere end i byområder, men nogle steder i Central- og Østeuropa kan den være helt op til 50 % lavere. Der er færre jobmuligheder, og de findes inden for et mere snævert felt af økonomiske aktiviteter. Dårlig infrastruktur — herunder langsomme bredbåndsforbindelser, langt til butikker og begrænset adgang til sociale serviceydelser samt mangel på såvel uddannelses- og erhvervsuddannelsesfaciliteter, som kulturelle tilbud og fritidsaktiviteter — bidrager til en betragtelig fraflytning af landbefolkningen. Dette gælder særligt for unge og i overvejende grad for unge kvinder.

3.4

Men det overordnede billede ser ikke så dystert ud. I perioden 2000-2010 var væksten i overvejende landlige områder lidt højere end i byområder (3). Dette afspejler de mange interessante måder, hvorpå indbyggerne på landet har været i stand til at tackle udfordringerne og opnå positive resultater ved at bruge deres lokale ressourcer (4). Under den seneste krise har landdistrikterne været mindre omskiftelige og mere robuste. En undersøgelse har for nyligt påvist, at omkostningerne ved trængselsproblemer og høje boligpriser har medført, at de økonomiske aktiviteter er begyndt at sprede sig til mindre udviklede områder — ofte landdistrikterne (5).

3.5

Den skæve territoriale udvikling mellem og inden for lande, regioner og landdistrikter/byområder er en stor udfordring. Efter at have genopdaget den rolle, som ansvarlige territoriale aktører spillede for deres regioner og lokalsamfund under EU-tiltrædelsesprocessen, er regional og lokal udvikling nu blevet et meget interessant område for landene i Central- og Sydøsteuropa. Også i andre europæiske regioner er der fornyet interesse for lokal og regional udvikling.

3.6

Der findes tyndt befolkede områder og forladte landsbyer i hele Europa, og det er et velkendt problem selv i de mindste medlemslande. Disse tyndt befolkede områder har særlige karakteristika og behov. Men på trods af deres indbyrdes forskelligheder står de over for mindst fire fælles udfordringer: geografisk isolation og de deraf følgende høje transportomkostninger, demografiske problemer som følge af fraflytning, aldring og lave fødselsrater, svage og enstrengede økonomiske strukturer og endelig lave gennemsnitsindkomster, som i nogle tilfælde går hånd i hånd med alvorlig fattigdom.

3.7

Denne udtalelse har til formål at vise, hvordan landdistrikter kan bidrage til den territoriale og sociale samhørighed ved at bruge de lokale ressourcer inden for en integreret udviklingspolitik, som kan være med til at bekæmpe den økonomiske krise, bevare og skabe arbejdspladser samt beskytte miljøet. Landbrugs- og fødevaresektoren har en dominerende position i en række regioner. Men der er brug for diversificering. Alle sektorer skal være i stand til at bidrage, hvis de støttes af målrettede politiske foranstaltninger.

4.1.1

Lissabontraktatens artikel 174-178 om økonomisk, social og territorial samhørighed udstikker rammerne for en harmonisk udvikling i EU, sigter mod at reducere forskellene i udviklingsniveauer, retter i særlig grad opmærksomheden mod områder, som er påvirket af naturbetingede eller demografiske ulemper, og opfordrer medlemsstaterne til at føre og koordinere deres økonomiske politikker med henblik på at nå disse mål.

4.1.2

I følge Europa-Kommissionen handler territorial samhørighed om at sikre en harmonisk udvikling af Europa som helhed og sikre, at borgerne får mest muligt ud af de særlige forhold, der karakteriserer de enkelte regioner. Territorial samhørighed er derfor en måde at gøre forskellighed til en fordel, som bidrager til en bæredygtig udvikling af hele EU (6).

4.1.3

Regioner omfatter både dynamiske og problematiske områder. Det er svært at finde balancen mellem politisk samhørighed og territorial samhørighed, da regioner per definition er forskellige. Som følge heraf er der brug for et politisk perspektiv, der bygger på samarbejde mellem regioner og koordinering mellem forskellige sektorpolitikker i fællesskab med de territoriale aktører. Subsidiaritetsprincippet er også et nøgleelement i enhver tilgang til regionalpolitik, eftersom det altid er bedst at tackle lokalsamfundets særlige udfordringer på lokalt plan.

4.1.4

Når det gælder EU-politikker, er den fælles landbrugspolitik det vigtigste redskab til udviklingen af landbruget og landdistrikterne. Men det bør ikke være det eneste værktøj — medlemsstaterne bør også fokusere på landdistrikternes bæredygtighed, når de udarbejder de operationelle programmer for de andre fonde.

4.2.1

EU's statistikker (7) viser, at EU's landdistrikter oplevede en begrænset befolkningstilvækst på 0,1-0,2 % i 2008 og 2009. I 2010 og 2011 stagnerede indbyggertallet, mens bybefolkningen voksede med omkring 0,5 %. Dette billede er imidlertid meget sammensat: I mange landdistrikter er indbyggertallet steget i de sidste fem år. I 2011 voksede det gennemsnitlige indbyggertal på landet i otte ud af 27 lande. I modsætning hertil var der særlig i Letland og Litauen en meget negativ udvikling, idet landbefolkningen her faldt med 2 %, efterfulgt af Bulgarien (-1 %), mens faldet i Portugal, Rumænien, Tyskland og Ungarn lå på omkring - 0,5 %.

4.2.2

Når man analyserer regionerne enkeltvis (NUTS 3-niveau), bliver tallene kritiske. I omkring 100 ud af 1  300 af denne type områder faldt befolkningen med 5 % (og i nogle tilfælde endda endnu mere) i perioden 2007-2011. De findes hovedsageligt i de lande, der er nævnt oven for. Bulgarien, Litauen og Letland skiller sig ud med en generelt høj grad af affolkning. I Tyskland er de affolkede områder koncentreret i de østlige dele og i Portugal i de indre dele af landet.

4.2.3

Statistikker viser også, at befolkningsfordelingen i EU er bemærkelsesværdig ujævn, og det fører til enorme forskelle mellem den gennemsnitlige befolkningstæthed i forskellige regioner og mellem by og land. Men måske er det mest urovækkende den påfaldende lave befolkningstæthed i nogle områder sammenlignet med tætheden for 50 eller 100 år siden. Affolkning må uden tvivl betragtes som den alvorligste trussel mod økonomierne i landdistrikterne. Det skyldes ikke bare, at fænomenet begrænser mulighederne for vækst, medfører alvorlige miljøproblemer, påvirker de sociale strukturer og vanskeliggør leveringen af offentlige serviceydelser, men det kan også true de små byers og landsbyers eksistens som beboede områder.

4.2.4

Og tendensen fortsætter. Byerne vokser hurtigt, fordi det er her, industri- og servicesektoren er placeret, og det trækker arbejdskraft væk fra landdistrikterne. Omstruktureringen af landbrugsdriften er med til at øge vandringen fra land til by. Store investeringer i infrastrukturen kan også føre til, at folk må forlade området. Affolkning af landdistrikterne rammer regioner, hvor fraflytningen overstiger den naturlige vækst og reducerer det samlede indbyggertal til et kritisk niveau samtidig med, at det også fører til aldring af befolkningen.

4.2.5

Affolkningen af landdistrikterne medfører en række forskellige miljøpåvirkninger. Efterhånden som indbyggerne forlader et område, tager en enkelt dominerende naturtype over fra de afvekslende menneskeskabte afvekslende landskaber. Denne »økologiske ensretning« kan føre til en lavere biodiversitet på lokalt niveau. Andre miljømæssige påvirkninger kan være forringelse af jordbunden på grund af dårlig vedligeholdelse af bjergterrasser, som det er tilfælde i store dele af middelhavsområdet og Sydøsteuropa.

4.2.6

Der er også blevet peget på andre problemstillinger i forbindelse med affolkningen af landdistrikterne såsom skovforvaltning og brandfare i middelhavsområdet samt potentielle sikkerhedsrisici langs EU's ydre grænser.

4.3.1

EØSU har understreget, at »deltagelsesdemokratiet, som er anerkendt som en af EU's demokratiske principper, er en vigtig forudsætning for at opnå en bedre territorial balance i EU« (8). Man bør følgelig gøre det muligt for det organiserede civilsamfund på det regionale og lokale plan at deltage på ansvarlig og gennemsigtig vis i udformningen og iværksættelsen af politikker og foranstaltninger til gennemførelse af den territoriale samhørighed. Partnerskabsprincippet i EU's strukturfonde bør bruges på effektiv vis og udvides til andre politiske områder med betydning for landdistrikterne.

4.3.2

På den ene side har de traditionelle arbejdsmarkedspartnerne og fagorganisationer, som repræsenterer civilsamfundet, en vigtig rolle at spille i forbindelse med håndteringen af de voksende territoriale ubalancer ved at fremme beskæftigelse og virksomheder, som forbedrer arbejdsforholdene og levevilkårene.

4.3.3

På den anden side er der et stigende antal organisationer, der repræsenterer landbefolkningen over hele Europa. I nogle lande er denne bevægelse et nyt fænomen, mens den i andre har eksisteret i mange år. (Foregangslandene findes først og fremmest i Nordeuropa). På nationalt plan bliver disse bevægelser organiseret i forbund og netværk, som både omfatter traditionelle fagorganisationer og de nye græsrodsinitiativer. De giver landbefolkningen mulighed for at blive hørt ud fra en bottom-up-tilgang, og de er samtidig med til at fremme etableringen af nye virksomheder samt organisering af lokal produktion og lokale serviceydelser.

4.3.4

I november 2013 var EØSU vært for det, der blev kaldt det første »Europæiske landdistriktsparlament« (9), et forum for de nationale og europæiske landdistriktsorganisationer, hvis mål det er at styrke og fungere som et fælles talerør for organisationer, der repræsenterer landbefolkningen i Europa. Det fokuserer først og fremmest på at påvirke den europæiske landdistriktpolitik og forbedre dialogen mellem beslutningstagere og det lokale niveau samt udveksling af bedste praksis.

4.3.5

EØSU kan, i kraft af sin rolle som institutionelt bindeled til civilsamfundet, være med til at sikre, at landbefolkningen og deres organisationer kommer til at spille en vigtig rolle i arbejdet med at udforme og implementere politikker for landdistrikterne. EØSU støtter derfor idéen om et tilbagevendende Europæisk Landdistriktsparlament — det vil sige et Europæisk forum, der også omfatter fagorganisationer og arbejdsmarkedets parter — som skal holdes i partnerskab med Udvalget og som også kan fungere som et forbindelsesled til dets kontaktgruppe.

4.4.1

EØSU har tidligere foreslået, at EU's lovgivning, politikker og programmer burde analyseres ud fra de følger, de har for den territoriale samhørighed. Kommissionen har et særligt ansvar i forbindelse med denne konsekvensanalyse, der nøje bør inddrage alle berørte aktører (10).

4.4.2

Regionsudvalget har for nyligt bakket dette forslag op ved at opfordre til, »at når der gennemføres konsekvensanalyser, skal der fra starten gennemføres territoriale konsekvensanalyser på lige fod med økonomiske, miljømæssige og sociale konsekvensanalyser« og ved at slå til lyd for »at benytte samarbejdet med lokale og regionale myndigheder til at få høringerne ud til de interesserede og berørte parter« (11).

4.4.3

Brugen af konsekvensanalyser findes allerede i forskellige horisontale bestemmelser i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (artikel 8 til 12). Disse bestemmelser fastsætter, at Unionen »ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter« tager hensyn til de krav, der er knyttet den sociale dimension, ligestilling mellem mænd og kvinder, miljøet, forbrugerbeskyttelse og bekæmpelse af forskelsbehandling.

4.4.4

De politiske beslutningstagere bør altid stille sig selv spørgsmålet: Hvad forventer vi af et givent lovforslag — vil det få flere mennesker til at flytte til byerne, eller vil det få dem til at blive i landdistrikterne? De politikker, som forbedrer den globale territoriale ligevægt — eller i det mindste medvirker til, at den forbliver uændret — ville få grønt lys med det samme. Enhver beslutning, som skader denne ligevægt ved at øge bykoncentrationen, bør være underlagt en konsekvensanalyse, der godtgør, at fordelene ved beslutningen opvejer ulemperne.

4.4.5

Den territoriale virkning af sektorpolitikker bør vurderes — særligt inden for transport, IKT, energi, miljø, landbrug, handel, konkurrence og forskning (12).

4.4.6

Med det formål for øje, bør Kommissionen sikre, at den territoriale dimension i den strategiske miljøvurdering (13)og retningslinjerne for konsekvensanalyse får tilstrækkelig opmærksomhed. På den anden side skal der udover socioøkonomiske og miljømæssige indikatorer også udvikles specifikke kvantitative og kvalitative indikatorer for dimensioner, der er sværere at måle — såsom tabet af traditionelle kvalifikationer.

5.1

En velbalanceret territorial udvikling indebærer en mere lige og bæredygtig brug af naturressourcer, og det medfører økonomiske gevinster på grund af bedre fremkommelighed på vejene og et lavere omkostningsniveau. I landdistrikter vil velstanden afhænge af evnen til at mobilisere mennesker og lokale ressourcer samtidig med, at der skal ske en udvikling de lokaliseringsfaktorer, som gør levevilkårene og de økonomiske betingelser mere attraktive for mennesker og virksomheder. De ulemper og negative eksterne omkostninger, der er forbundet med meget store byområder, modvirker mulighederne for en høj livskvalitet for alle.

5.2

Mange landdistrikter med et uudnyttet udviklingspotentiale ligger side om side med overudnyttede byområder og bynære områder. I fjerntliggende områder, som er langt fra storbyer, spiller små og mellemstore byer en nøglerolle, når det gælder sikringen af adgang til serviceydelser. Dermed er de med til at sikre, at disse områder bliver ved med at være attraktive steder at bo. Det er meget vigtigt at opretholde sådanne centre i landdistrikterne for at kunne tackle nedlæggelsen af serviceydelser og tilflytning af folk fra mindre landsbyer i området. En forudsætning er dog, at, der bliver sørget for effektiv offentlig transport.

5.3

Markedskræfterne kan ikke alene skabe de incitamenter, der skal til for at vende den nuværende tendens. Derfor er det bydende nødvendigt med stærke politiske initiativer på alle niveauer for at tackle de økonomiske og sociale konsekvenser af affolkningen og gøre landdistrikterne attraktive for folk og virksomheder. Der er brug for en række velafbalancerede incitamenter, som skal sætte gang i investeringer, innovation og viden for at fastholde og skabe muligheder for at bo og arbejde på landet. Der bør fokuseres på arbejdspladser, infrastruktur og serviceydelser, som understøttes af en integreret politik for udvikling af landdistrikterne på alle niveauer (europæisk, nationalt, regionalt).

5.4

Alle EU-programmer skal udnyttes fuldt ud, ikke mindst samhørighedspolitikkens og instrumenterne for udvikling lokalt og i landdistrikterne, så som Leader og CLLD (lokaludvikling styret af lokalsamfundet). Medlemsstaterne må afsætte midler til de områder, der er hårdest ramt af affolkning.

5.5

Konkurrencelovgivningen bør tilpasses, så det bliver muligt at tillade nødvendige undtagelser. Hvis foreslåede ændringer påvirker lønomkostningerne, bør de håndteres inden for den normale sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter.

5.6

Den vigtigste praktiske omsætning af den territoriale samhørighed er sikringen af en garanti for adgang til tjenesteydelser af almen interesse for alle europæiske borgere uanset bopæl eller arbejde. For at reducere geografiske forskelle er det nødvendigt med investeringer i infrastruktur for effektiv transport, kommunikation (inklusive højhastighedsbredbånd) og energiforsyning, da det vil kunne sikre udviklingen af de mest sårbare og afsidesliggende områder.

5.7

Levevilkårene for indbyggerne i landdistrikterne — inklusive de dårligst stillede — skal forbedres gennem adgang til tilstrækkeligt med serviceydelser, som er en anden vigtig forudsætning for at reducere territoriale ubalancer. Dette gælder for både kommercielle og sociale tjenesteydelser af almen interesse. Investeringer ikke kun i sundhed, uddannelse og forskellige typer plejecentre, men også i kulturelle institutioner og fritidsaktiviteter, vil gøre landdistrikterne til attraktive steder for både mennesker og virksomheder.

5.8

Udnyttelsen af de lokale ressourcer indebærer ligeledes, at man skaber korte forsyningskæder, hvilket har økonomiske, sociale og kulturelle fordele ikke alene for landbrugerne, men også for andre erhverv, forbrugere og landdistrikterne som helhed. Fødevarer og energi er gode eksempler herpå. At det er nødvendigt at fremme denne type produktionsmodel, fremgår af det faktum, at internationale detailhandelskæder meget sjældent bruger lokale producenter som leverandører, ikke engang hvis en velorganiseret producent kan garantere en pålidelig produktion.

5.9

Det er vigtigt at skabe arbejdspladser, og retten til uddannelse og erhvervsuddannelse skal sikres i praksis. Der er et presserende behov for efteruddannelse »som skal hjælpe arbejdsstyrken med at tilpasse sig den nye produktionsmodels krav« (14). Det bør være en central opgave at reducere afvandringen af unge mennesker fra landdistrikterne — dette gælder ikke mindst unge kvinder, der er mere tilbøjelige til at flytte væk. Der er også en nettogevinst for samfundet ved at sikre jobmuligheder, så unge familier kan udnytte fordelene ved området som et godt sted for deres børn at vokse op. EØSU har tidligere argumenteret for, at kvinders potentiale som arbejdskraft og iværksættere skal udnyttes, så de kan fungere som drivkraften i udvikling og innovation, samtidig med at de udstyres med den nødvendige viden og teknologi (15).

5.10

Kvalitetsjob i avancerede og kreative brancher ville kunne starte en god cirkel, som ikke kun tiltrækker økonomisk aktivitet, men også kulturelle initiativer og andre former for serviceydelser, som kan gøre livet mere interessant for unge mennesker i landdistrikterne og overbevise dem om, at de ikke skal rejse væk.

5.11

Der er brug for en gennemgribende diversificering og decentralisering (16), som skal skabe nye arbejdspladser i de landdistrikter, som er mest ramt af affolkning. Derfor skal der indføres programmer med målrettet finansiering til disse områder. Der bør ske en udbredelse af gode erfaringer fra landdistrikter, som har været i stand til at imødegå udfordringen fra affolkning og forblive gode steder for mennesker og virksomheder.

5.12

Det indre marked og retten til fri bevægelighed gør det muligt for landmænd at udøve deres erhverv i andre medlemslande, hvor mulighederne er bedre end i deres hjemland. Et eksempel på dette er hollandske landmænd, som slår sig ned i Rumænien. Sådanne muligheder for mobilitet og opkøb af jord bør imidlertid ikke føre til, at eksisterende driftssystemer og småbrugene stilles dårligere.

5.13

EØSU har opfordret til, at migrantarbejdere i landdistrikter skal behandles lige, ved at indføre minimumsstandarder for arbejds- og levevilkår, en proces som arbejdsmarkedet parter også skal involveres i (17). En integrationsproces, som støttes af tiltag, der effektivt forhindrer segregation, kunne være en mulighed for at gøre lovlige migranter til en kilde til udvikling i landdistrikterne.