15.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 11/8

1.1

EØSU finder det afgørende at udarbejde konkrete handlingsforslag for at sikre, at de forskellige EU-institutioner på deres respektive områder tager initiativ til at fastlægge passende foranstaltninger til at gennemføre EU-traktatens artikel 11, stk. 1 og 2. Denne proces bør ses som en mulighed for at udvide og styrke strukturerne til at føre en dialog med civilsamfundet på EU-plan såvel som på nationalt, regionalt og lokalt plan.

1.2

Demokratiets kerne er og bliver det repræsentative demokrati. Deltagelsesdemokrati er en supplerende tilgang, men er aldrig et alternativ til det repræsentative demokrati, som er grundlaget for alle vore samfund. Ligeledes er den civile dialog ikke i konkurrence med den sociale dialog, da de hver især spiller en helt specifik og særlig rolle i henhold til traktatens bestemmelser.

1.3

Det er som fastlagt i EU-traktaten nødvendigt at skabe et effektivt deltagelsesdemokrati, der afspejler Den Europæiske Unions værdier og identitet. I betragtning af den nuværende økonomiske, sociale og politiske krise er det særdeles vigtigt at gennemføre artikel 11 fuldt ud for at øge Den Europæiske Unions demokratiske legitimitet i borgernes øjne. I sidste ende kan EU kun undgå ekstremisme, forsvare sine demokratiske værdier og skabe et "skæbnefællesskab" ved at sikre mere gennemsigtighed, en større fornemmelse af ejerskab hos borgerne og det organiserede civilsamfund og en øget deltagelse af disse på både nationalt og EU-plan.

1.4

Gennemførelsen af EU-traktatens artikel 11, stk. 1 og 2, skal ses som en afgørende mulighed for at bevæge sig ud over de allerede eksisterende processer for høring og inddragelse af civilsamfundet, som er blevet udviklet på EU-plan siden offentliggørelsen af hvidbogen om styreformer i EU i 2001. Der er allerede blevet udviklet forskellige eksempler på praksis for inddragelse af civilsamfundet, hvoraf nogle er gået længere end at dele oplysninger og kan ses som gode eksempler, der kan bruges som grundlag for at skabe en struktureret ramme for den civile dialog i EU i henhold til artikel 11, stk. 1 og 2.

1.5

EØSU anbefaler derfor følgende:

1.6

EØSU's væsentlige og stadig stærkere engagement i at skabe et europæisk offentligt rum kan dermed indbyde og opmuntre til en mere aktiv rolle for Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet i gennemførelsen af EU-traktatens artikel 11, stk. 1 og 2, og dermed skabe betydelige proces- og produktrelaterede resultater for samtlige EU-institutioner og civilsamfundsorganisationer i EU.

2.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har gennem de seneste 12 år gjort store fremskridt i fastlæggelsen af den europæiske civile dialog, dens rolle som supplement til det repræsentative demokrati og dens særlige karakter i forhold til den sociale dialog. Den civile dialog er blevet defineret som en demokratisk meningsdannende proces, som kan antage forskellige former afhængigt af de involverede aktører. EØSU er blevet enigt om en definition af den civile dialogs aktører og begreber og om dens relation til deltagelsesdemokratiet (1).

2.2

EØSU har desuden genbekræftet nærhedsprincippet på EU-plan; det har foreslået et klart skema med 14 kvantitative og kvalitative kriterier til måling af repræsentativiteten af de civilsamfundsorganisationer, der er valgt til at deltage i den horisontale, vertikale og sektorielle civile dialog; og det har præcist indkredset forskellene mellem høring (en topstyret proces) og den civile dialog (en bundstyret eller snarere cirkelformet proces). EØSU har således bidraget til de institutionelle landevindinger, som nu er lovfæstede i EU-traktatens artikel 11 (2).

2.3

EU-traktaten, som trådte i kraft i december 2009, stadfæster den formelle anerkendelse af deltagelsesdemokratiets rolle (civil dialog, høring, det europæiske borgerinitiativ). Bestemmelserne i artikel 11 (3) bygger videre på det repræsentative demokratis centrale institution (artikel 10 og 12) (4) og styrker den, og er dermed udtryk for en innovativ europæisk demokratimodel.

2.4

Det gælder nu om at arbejde på en konkret gennemførelse af artikel 11, og navnlig bør vi starte arbejdet med stk. 1 og 2, eftersom høringspraksis omtalt i stk. 3 nu i vid strækning er færdigudviklet, og det europæiske borgerinitiativ allerede er blevet reguleret (5). EØSU's historie har nemlig lært os, at effektive dialogstrukturer forudsætter en klar juridisk ramme og institutionel kontinuitet.

2.5

I marts 2010 opfordrede EØSU Kommissionen til at "fremlægge en grønbog om den civile dialog, der omhandler den konkrete udformning af artikel 11, stk. 1 og stk. 2, med det formål at tænke over den allerede eksisterende praksis, definere procedurer og principper nærmere, evaluere disse og sammen med det organiserede civilsamfund gennemføre forbedringer, særligt hvad angår etableringen af klare strukturer" (6). Et år senere, i 2011, på et ekstraordinært møde arrangeret af Gruppe III i EØSU om Hvad er mulighederne for deltagelsesdemokrati i Europa? blev disse opfordringer gentaget, og man enedes om en "køreplan for deltagelsesdemokrati" (7).

2.6

EØSU konstaterer, at med undtagelse af høringspraksis og reguleringen af det europæiske borgerinitiativ, som trådte i kraft den 1. april 2012, er der ikke sket nogen udvikling i de forskellige institutioner mht. de bestemmelser, der vedrører den civile dialog (artikel 11, stk. 1 og 2), og at der hidtil ikke har været nogen positiv reaktion på anmodningen om en grønbog herom.

2.7

I hele Europa har der desuden bredt sig en strukturel økonomisk krise, der sætter spørgsmålstegn ved selve grundlaget for den europæiske integration og desuden giver næring til et dobbelt, farligt fænomen. På den ene side en tilbagevenden til mellemstatslige forhandlinger for at finde løsninger på krisen med en mangedobling af EU-topmøderne, og på den anden side en stigende afstand mellem borgerne, deres organisationer og EU-institutionerne. Dertil kommer en udbredt fornemmelse af, at EU ikke blot er ude af stand til at finde vej ud af krisen, men at det også pålægger politiske stramninger, der rammer alle EU-borgerne, og at der nærmest ingen dialog er med de forskellige repræsentanter for det organiserede civilsamfund omkring de valg, der træffes. Den manglende forståelse og afstand synes således at tage til og baner vej for en farlig situation, hvor EU-institutionerne selv risikerer at miste deres legitimitet.

2.8

EØSU er overbevist om, at den dynamik, som EU-traktaten har skabt, og den brede vifte af emner og prioriteter, som nu er på EU's dagsorden, kræver en stærk og overbevisende styrkelse af det fællesskabsretlige samarbejde. Alt dette kan kun ske gennem en styrkelse og en fornyelse af dette samarbejde og en styrkelse af det parlamentariske demokrati, som er grundlaget for EU-institutionerne, samt ved hjælp af en ny æra med direkte inddragelse af civilsamfundet med fokus på at styrke den europæiske identitet og vække borgernes interesse. En større inddragelse af borgerne gennem den civile dialog, i såvel dens direkte former som via de repræsentative organisationer, jf. artikel 11, er ved at blive en central udfordring for selve den europæiske integrations fremtid. Det handler nemlig om ejerskab, tilslutning, gennemsigtighed og større demokratisk legitimitet af beslutningsprocesserne.

2.9

Artikel 11 og gennemførelsen heraf er således et værdifuldt redskab til at skabe en sådan dynamik i deltagelsesdemokratiet, og EØSU har uden tvivl den fornødne erfaring til at tilbyde sig selv som katalysator i denne proces for at styrke det europæiske demokratiske liv i tæt samarbejde med de forskellige EU-institutioner og det organiserede civilsamfunds vigtigste europæiske og nationale netværk.

2.10

EØSU er bevidst om, at det kun delvist afspejler de forskellige dele af det, der forstås ved "det organiserede civilsamfund" (8), og har netop derfor ud fra en pragmatisk indfaldsvinkel gennem nogen tid taget en række skridt til at sikre en stadig bredere forgrening af sine forbindelser med de europæiske civilsamfundsorganisationer. I en krisetid mener EØSU, at det er mere afgørende end nogensinde at styrke sådan en "bro" mellem institutionerne og civilsamfundet med henblik på at ledsage de strukturpolitiske valg og endda de institutionelle reformer, som EU er nødt til at gennemføre, hvis det skal have en fremtid.

2.11

Artikel 11 er som helhed en klar tillidserklæring til merværdien af det aktive medborgerskab, til værdien af deltagelsesdemokratiet og til den rolle, som det aktive medborgerskab kan spille ved at styrke befolkningens tilhørsforhold til det europæiske projekt og samtidig skabe en stadig mere velinformeret og sammenhængende offentlig mening i Europa. Ved at placere den allerede etablerede tradition for høringsprocedurer (stk. 3) under deltagelsessøjlen (stk. 1 og 2) tilkendegiver artikel 11 dermed et væsentligt skifte i retning af en mere avanceret type struktureret dialog.

2.12

Efter 15 år med udarbejdelse af teorier og vigtige dokumenter, som er at finde i det tidligere omtalte kompendium (9), er der nu behov for specifikke målrettede aktioner og redskaber for de enkelte EU-institutioner, men samtidig skal der udarbejdes en overordnet koordineret og sammenhængende strategi for at sikre en bedre gennemførelse af artiklens overordnede mål.

2.13

EØSU mener ikke, at man bør falde for fristelsen til at omdanne artikel 11's præskriptive fundament (navnlig stk. 1 og 2) til noget rent deskriptivt, som var det blot et fotografi af det, der allerede findes. Det ville overhovedet ikke afspejle lovgiverens hensigt og ej heller leve op til de europæiske civilsamfundsorganisationers høje forventninger.

3.1

EØSU mener, at det er nyttigt at tage udgangspunkt i eksisterende god praksis, hvis man vil begynde at udvikle praktiske foranstaltninger til gennemførelse af artikel 11, stk. 1 og 2.

3.2

Gennem de seneste ti år er der i EU sket en fast stigning i forskellige samarbejdsformer med civilsamfundsorganisationerne. Der er i vidt omfang tale om høringer, som foretages af Kommissionen.

3.3

I Kommissionen har et stigende antal generaldirektorater udviklet et betragteligt antal af disse høringer med forskellige målsætninger, hyppighed, format og effekt. De har udviklet sig stort set uafhængigt af hinanden og er undertiden blevet til egentlige "høringsfora". Der er tale om forskellige situationer og resultater, som i visse tilfælde allerede er blevet til ret strukturerede former for løbende dialog med civilsamfundet (10). EØSU finder det under alle omstændigheder nødvendigt at gentage, at man ikke kan sammenblande høringernes juridiske struktur med den nye form for civil dialog, der i øvrigt skal være struktureret og permanent.

3.4

Vi kan nævne EU's sundhedsforum under Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugere (SANCO), platformen for grundlæggende rettigheder under EU's agentur for grundlæggende rettigheder, kontaktgruppen for civilsamfundet under Generaldirektoratet for Udvikling og Samarbejde – EuropeAid (GD DEVCO) og Dialogen med civilsamfundet, som er lanceret af Generaldirektoratet for Handel (TRADE).

3.5

Sidstnævnte udgør nok den mest avancerede mekanisme til struktureret sektordialog, både pga. det brede spekter af involverede aktører (mere end 800 registrerede organisationer), og fordi cirka halvdelen af disse har sæde i en af medlemsstaterne og ikke i Bruxelles. Det er også den eneste, for hvilken der er blevet bestilt en ekstern evaluering (11), af GD TRADE selv.

3.6

Et andet eksempel er "Det europæiske integrationsforum" (12), som blev oprettet i 2009 på baggrund af et fælles initiativ af EØSU og Kommissionen, og som har en fast deltagerskare på omkring et hundrede såvel europæiske som nationale interessenter. Dette forum har desuden også løbende deltagelse af Europa-Parlamentet, Regionsudvalget og regeringsrepræsentanter fra EU-medlemslandene. Efter en lidt vanskelig start er forummet i dag blevet samlingssted for struktureret dialog om den konkrete udvikling af EU's dagsorden for integrationspolitik, især i den forudgående fase.

3.7

Et tredje eksempel er civilsamfundsforaene inden for rammerne af det komplekse system af EU's eksterne forbindelser. Her skal nanvlig fremhæves succesen med de blandede rådgivende udvalg, der blev oprettet i forbindelse med forhandlingerne om EU-tiltrædelse, det rådgivende udvalg Cariforum-EU's rolle i overvågningen af den specifikke økonomiske partnerskabsaftale mellem EU og Cariforum og civilsamfundets rolle, som er fastlagt i frihandelsaftalen mellem EU og Korea.

3.8

Cotonou-aftalen (13) er nok den mest komplekse og omfattende, både hvad angår antallet af involverede lande og aktører og antallet af gennemførte aktioner. Den giver en formel anerkendelse af "at ikke-statslige aktører kan spille en supplerende rolle i og potentielt bidrage til udviklingsprocessen (defineret som den private sektor, arbejdsmarkedets parter og de økonomiske interesseorganisationer, civilsamfundet)" (14). På baggrund af et specifikt mandat afholder EØSU regelmæssige møder med de økonomiske og sociale aktører fra AVS-EU, og der er desuden blevet udarbejdet et specifikt finansielt støtteprogram i de forskellige lande, som forvaltes af de respektive EU-delegationer, med stigende inddragelse af disse aktører og investering i kapacitetsopbygning (15).

3.9

Endelig skal det nævnes, at Europa-Parlamentet siden 2007, omend uregelmæssigt og med forskelligt udfald, har taget initiativ til at arrangere tre temabaserede borgerfora med deltagelse af en bred vifte af europæiske civilsamfundsorganisationer (16). Dette arbejde er for tiden genstand for en særskilt intern evaluering i Europa-parlamentet med henblik på en nødvendig og stærkere relancering i de kommende år.

3.10

Der er også på internationalt plan visse bemærkelsesværdige eksempler på civilsamfundets effektive deltagelse i beslutningsprocesserne. Der kan bl.a. nævnes Århus-konventionen (17) under De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa og kodeksen for god praksis for civilsamfundets deltagelse i beslutningsprocessen, som er vedtaget af konferencen af ikke-statslige internationale organisationer (INGO'er) (18).

3.11

Århuskonventionen sikrer ikke alene, at offentligheden og de relevante civilsamfundsorganisationer har ret til adgang til myndighedernes miljøoplysninger, men fastlægger også, at offentligheden har ret til at deltage i beslutningsprocesser om miljøsager og eventuelt gøre indsigelser mod myndighedernes beslutninger. Repræsentanterne for civilsamfundet kan desuden udpege medlemmer af konventionens overvågningsudvalg og de kan være repræsenteret i præsidiet. Endelig har de pågældende civilsamfundsorganisationer adgang til finansiel støtte.

3.12

Hvad angår Europarådet, sigter kodeksen for god praksis, som er anerkendt af ministerrådet, mod at forbedre civilsamfundets deltagelse i beslutningsprocessen på lokalt, regionalt og nationalt plan. Kodeksen for god praksis fastlægger fire forskellige deltagelsesniveauer (information, høring, dialog og partnerskab), der kan anvendes som model af hhv. civilsamfundet og de offentlige myndigheder.

3.13

Der findes desuden gode eksempler på regionalt og nationalt plan. Særligt bemærkelsesværdigt er det franske tiltag "Grenelle Environnement", som blev til på den franske præsidents initiativ i 2007 (19). Dette forum samlede repræsentanter for staten, de lokale myndigheder, ngo'erne og arbejdsmarkedets parter i en proces med dialog og partnerskab, som efterfølgende mundede ud i to vigtige lovpakker på miljøområdet i hhv. 2008 og 2010. På forslag af "Grenelle Environnement" blev det økonomiske og sociale råds navn i 2008 desuden ændret til "det økonomiske, sociale og miljøpolitiske råd", og der blev udpeget repræsentanter for miljøsektoren til at deltage i rådet (20). Til sidst skal nævnes andre modeller for civil dialog, som er udviklet på nationalt og lokalt plan, og som har form af "samarbejdsplatforme", "internationale aftaler" eller "samarbejdsaftaler eller -protokoller" osv., og som bør anvendes som sådan.

4.1

Der er på nuværende tidspunkt særdeles interessante eksempler, som i praksis går langt ud over de gængse former for almindelig høring. I visse tilfælde har de medført mere stabile og alsidige processer for aktiv deltagelse og konsolidering af samarbejdsformer, som baner vejen for mulige former for struktureret civil dialog, som foreskrevet i EU-traktatens artikel 11. Denne praksis er imidlertid i vid udstrækning ikke tilstrækkeligt kendt uden for de berørte kredse i de enkelte sektorer og trænger til at blive vurderet, i højere grad fremmet, udvidet og gjort mere stabil.

4.2

Hvordan disse fora opfattes af de forskellige interessenter, navnlig hvad angår deres effektivitet, afhænger af en række faktorer: det meget forskellige niveau af ejerskab i forhold til processen, aktørernes oplevelse af repræsentationsniveauet (21), den finansielle situation der kan være befordrende eller ej for deltagelse af mindre strukturerede aktører, som ikke er til stede i Bruxelles, af den tekniske kapacitet til aktivt at bidrage til diskussionen og sikre opfølgning af processen og af kontinuiteten af den operationelle investering fra EU-institutionernes side.

4.3

Det er værd at understrege visse vigtige aspekter af disse processer:

4.4

Disse resultater afslører muligheden for en kritisk masse, som, hvis den udnyttes systematisk og omtales tilstrækkeligt, kunne være en vigtig brik i opbygningen af deltagelsesdemokratiet på europæisk plan. Under alle omstændigheder ville dette gøre det muligt at synliggøre denne søjle i det europæiske demokrati, både for offentligheden og internt i de forskellige institutioner. Omfanget af de europæiske civilsamfundsorganisationers bidrag og den indsats, som EU-institutionerne allerede i længere tid har gjort, ville dermed blive mere synligt og værdsat.

4.5

EØSU foreslår derfor, at Kommissionen med aktiv medvirken fra alle de øvrige institutioner tager initiativ til en større, mere detaljeret undersøgelse.

4.6

Her ti år efter hvidbogen om nye styreformer i EU (23) bør en sådan undersøgelse resultere i en mere komplet overordnet status over de opnåede resultater, den konkrete indvirkning på lovgivningsprocessen, de uventede ændringer, der opstod og blev afprøvet, de indkredsede problemstillinger og manglerne og uoverensstemmelserne samt de afholdte udgifter, og endelig bør den pege på de elementer, der er nødvendige for at opnå en mere relevant og udbredt deltagelse. Undersøgelsen bør desuden vurdere den konkrete effektivitet og udbredelse af samtlige eksisterende strukturerede samarbejdsformer med civilsamfundet, se på hvilke parametre og betingelser der kræves opfyldt for at øge deres effektivitet, og indkredse, hvilken god praksis der kan opstilles som eksempel, samt finde ud af, hvordan den kan udvikles yderligere. Endelig bør den også vurdere, i hvor høj grad der er kendskab til dette omfattende arbejde, og hvordan det opfattes uden for de berørte kredse, hvordan det bidrager til udbredelsen af deltagelsesdemokratiet, opbakningen til det europæiske projekt og dermed til opbygningen af et offentligt europæisk rum. En sådan undersøgelse bør desuden skitsere elementerne til en konsekvensanalyse set fra såvel de forskellige institutioners som de forskellige organiserede civilsamfundsaktørers synsvinkel.

4.7

Hvis en sådan undersøgelse blev udarbejdet i lyset af artikel 11 (24) og dermed direkte og aktivt inddrager civilsamfundsorganisationerne, kunne den blive et godt arbejdsgrundlag for at indkredse retningslinjer og andre praktiske forhold med henblik på at udvikle den strukturerede dialog i henhold til EU-traktatens artikel 11. Dermed kunne den give Kommissionen og de øvrige EU-institutioner de nødvendige elementer til senere at udarbejde mere præcise praktiske forslag i overensstemmelse med grønbogen, der er nævnt i punkt 2.5, og som EØSU understreger, er vigtig. Navnlig bør den søge at identificere eventuelle fælles retningslinjer og praksis for samtlige institutioner, under hensyntagen til deres individuelle selvbestemmelse, med det sigte at udvikle en utvetydig, effektiv, inklusiv og gennemsigtig procedure for civilsamfundets strukturerede deltagelse i gennemførelsen af den europæiske integration.

4.8

EØSU kan klart bidrage på dette punkt ved at stille sin ekspertise og sine netværk til rådighed og deltage aktivt i gennemførelsen af denne undersøgelse, både i udformnings- og gennemførelsesfasen og i den efterfølgende udbredelse af resultaterne, navnlig i de 27 medlemsstater.

4.9

Dertil kommer, at Kommissionen og Europa-Parlamentet den 23. juni 2011 søsatte det fælles åbenhedsregister, som erstatter det register, Kommissionen oprettede i 2008. Registret omfatter allerede flere tusinde forskellige organisationer, der kommer fra vidt forskellige dele af det europæiske civilsamfund, og som skal levere en ret lang række informationer samt forpligter sig til at overholde en fælles adfærdskodeks (25). Dette ene register, som er fælles for de to institutioner, og det faktum, at Rådet allerede har udtrykt interesse i at komme med om bord, er tegn på en klar retning og en vilje fra institutionernes side til at gå koordineret til værks i dette spørgsmål, der er så vigtigt og følsomt for forbindelserne til civilsamfundet.

4.10

EØSU mener, at registret, som indtil videre kun har det formål at skabe gennemsigtighed for dem, der står i kontakt med EU-institutionerne for at påvirke politikkerne, gradvist kunne blive et redskab til at indkredse interessenterne i den civile dialog i forbindelse med spørgsmålet om repræsentativitetskriterier. Et sådant registers potentiale mht. udvikling af den strukturerede civile dialog bør derfor også kortlægges i forbindelse med ovennævnte undersøgelse.

4.11

Lissabontraktaten åbner desuden nye muligheder i forhold til Det Europæiske Råd. Det er nu en permanent struktur, og formanden for Det Europæiske Råd udpeges nu for en periode på 2,5 år med mulighed for genudpegelse. Alt dette danner grundlag for at strukturere en mere langsigtet vision og mere stabile forbindelser til det organiserede civilsamfund. Det Europæiske Råd er nemlig også forpligtet til at efterleve kravet i EU-traktatens artikel 11, og det faktum, at det i dag har ansvaret for at udstikke EU's overordnede politiske retningslinjer, gør det endnu mere strategisk vigtigt at udvikle et samarbejde, der gradvist udvikler sig til en struktureret civil dialog. EØSU mener, at Rådet bør etablere en særlig enhed til at beskæftige sig med dialogen med civilsamfundet, og EØSU er i forlængelse af sine specifikke funktioner parat til at samarbejde tæt med Rådet om at forfølge dette mål i praksis.

5.1

Gennem de seneste ti år har EØSU også ændret sine arbejdsmetoder betydeligt og har frem for alt i væsentligt omfang udvidet inddragelsen af interessenter, eksperter og europæiske civilsamfundsorganisationer i sit arbejde.

5.2

Alle områder er blevet berørt: den mere traditionelle del af udvalgets arbejde (udtalelserne) med stigende inddragelse af eksperter og en mangedobling af høringerne (af meget forskelligt omfang); nedsættelse af kontaktgruppen med civilsamfundsorganisationerne; de forskellige møder og arrangementer afholdt inden for rammerne af sektionernes, gruppernes og formandskabernes programmer såvel i Bruxelles som i de forskellige EU-medlemsstater; det arbejde, der er gennemført om Europa 2020-strategien i samarbejde med de økonomiske og sociale råd og lignende organisationer i de forskellige medlemsstater; og endelig den brede vifte af aktiviteter gennemført inden for rammerne af udvalgets egne eksterne forbindelser.

5.3

Der toner et billede frem af omfattende og tiltagende forbindelser og dialog med en bredere og mere forskelligartet vifte af aktører fra det europæiske organiserede civilsamfund. En temmelig vidtforgrenet og meget sektoropdelt udvikling, hvor det indbyrdes kendskab til hinandens tiltag ofte er ret lavt, og hvor det overordnede potentiale ikke er blevet tilstrækkeligt udnyttet.

5.4

5.5

EØSU skal udnytte alle nyttige synergier med de øvrige EU-institutioner for at sikre, at artikel 11 gennemføres ordentligt. I dette øjemed gentager EØSU sin vilje til at skabe nye muligheder for at arbejde med Det Europæiske Råd og at styrke og udvide de eksisterende samarbejdsmuligheder med Europa-Parlamentet, Kommissionen og Regionsudvalget.

5.6

Den nye samarbejdsprotokol, som EØSU og Kommissionen  (27) har underskrevet og som konsoliderer og styrker udvalgets rolle som privilegeret bindeled mellem det organiserede civilsamfund og EU-institutionerne, åbner i den sammenhæng utallige muligheder, som bør forfølges med beslutsomhed. Denne protokol konsoliderer og styrker de samarbejdsveje, der er udviklet gennem årene, og den etablerer nye, ambitiøse og konkrete veje til gradvist og i fællesskab at gennemføre EU-traktatens artikel 11 med det sigte at udvikle "deltagerdemokrati på EU-plan med henblik på at styrke EU's demokratiske legitimitet" (28). Navnlig "betragter Kommissionen samarbejdet som et privilegeret redskab til at føre "en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med repræsentative organisationer og civilsamfundet", som der står i EU-traktatens artikel 11"  (29).

5.7

Protokollen peger navnlig på to centrale muligheder for at udvikle et sådant samarbejde, som kunne blive en stabil og struktureret ramme, i hvilken man gradvist kunne indlemme et stadigt større netværk af organisationer, der repræsenterer det europæiske civilsamfund, og dermed give yderligere struktur til den praktiske udvikling af den strukturerede civile dialog i artikel 11, stk.2:

5.8

EØSU skal desuden arbejde på at skabe de mest hensigtsmæssige synergier med civilsamfundsorganisationerne på både nationalt og europæisk plan og samtidig udvikle et struktureret samarbejde på begge niveauer.

5.9

Især kan et sådant struktureret samarbejde udvikles på nationalt plan med henvisning til det bidrag, protokollen nu forlanger af EØSU, mht. "evalueringen af gennemførelsen af EU-lovgivning, navnlig i relation til de horisontale bestemmelser i EUF-traktatens artikel 8 og 12" (30). I dette øjemed bør der ske en styrkelse af det eksisterende samarbejde med de nationale økonomiske og sociale råd og lignende organer.

5.10

Endelig nedsatte EØSU i 2004 kontaktgruppen med det europæiske civilsamfunds organisationer og netværk, som der også henvises til i den reviderede protokol. I forbindelse med de skitserede perspektiver finder EØSU det nødvendigt at revidere, omstrukturere og genoplive kontaktgruppens rolle ved navnlig at åbne den for alle dele af det organiserede civilsamfund og med henvisning til den bredeste sammensætning af de tre grupper i EØSU. En sådan styrkelse kunne konkret bidrage til et afgørende fremskridt i gennemførelsen af navnlig EU-traktatens artikel 11, stk. 1, (vedrørende den horisontale civile dialog) og samtidig gøre udvalget til en platform, der befordrer denne proces. En således revideret og styrket kontaktgruppe vil kunne spille en stadig mere værdifuld rolle i EØSU, især i overvågningen af gennemførelsen af EU-traktatens artikel 11.

6.1

EØSU ser det som sin pligt i stigende grad at gøre sig gældende som ekspertisecenter for den europæiske civile dialog og samtidig udvikle og finjustere de eksisterende redskaber, stimulere nye former for struktureret dialog og åbne fora med støtte fra interessenterne inden for rammerne af en overordnet strategi og med en stadig mere passende deltagelse af de europæiske civilsamfundsorganisationer med det sigte at udbrede god praksis for civil dialog på alle niveauer. På denne måde kan EØSU yde et afgørende bidrag til gennemførelsen af artikel 11.

6.2

EØSU mener også, at man også bør tage fat på at skabe en synlig platform til denne nye æra med deltagelsesdemokrati. Ud over at være en nyskabelse, både hvad angår indhold og form, ville det også fremme hele den overordnede proces og være en kommunikationsbegivenhed i sig selv. Dette er en måde at give form og indhold til opbygningen af en europæisk offentlig sfære, som foreslået af filosoffen Jürgen Habermas, som en grundlæggende forudsætning for selve det europæiske projekt, men som stadig er langt fra at være gennemført. Denne opgave er så meget desto mere nødvendig i forbindelse med krisen og den allerede påviste risiko for, at den demokratiske opbakning til den europæiske samling går i opløsning.

6.3

I EØSU er forslaget om et sådant forum allerede blevet nævnt under såvel konferencer organiseret i EØSU (31) som i en nylig vigtig udtalelse om Fornyelse af fællesskabsmetoden  (32).

6.4

EØSU mener, at et sådant struktureret forum til den europæiske civile dialog kan have form af et årligt arrangement og have følgende karakteristika og mål:

6.5

EØSU mener, at et sådant arrangement på en konstruktiv måde kunne anspore alle EU-institutionerne til at gøre den civile dialog til en horisontal opgave for både alle Kommissionens generaldirektorater, alle Rådets arbejdsgrupper og alle Europa-Parlamentets udvalg på en gennemsigtig og afbalanceret måde i forhold til de forskellige dele af det europæiske organiserede civilsamfund, hvilket Europa-Parlamentet i sin tid anmodede om (35).

6.6

For at tillægge dette perspektiv mere vægt og fylde opfordrer EØSU desuden Kommissionen til på ny at fremsætte et konkret, endeligt forslag til en europæisk statut for foreninger, som de europæiske civilsamfundsorganisationer i høj grad efterlyser, og som også EØSU har udtrykt ønske om i flere udtalelser.