18.5.2010

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/3

---

457. PLENARMØDE DEN 4. OG 5. NOVEMBER 2009

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Lissabonstrategien efter 2010

(sonderende udtalelse)

(2010/C 128/02)

Hovedordfører: Wolfgang GREIF

Ved brev af 23. juli 2009 anmodede statssekretæren for EU-anliggender i det spanske udenrigsministerium, Diego López Garrido, under henvisning til EF-traktatens artikel 262 om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs sonderende udtalelse om:

Lissabonstrategien efter 2010.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed (Observatoriet for Lissabonstrategien).

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009, mødet den 4. november, Wolfgang Greif til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 178 stemmer for, 6 imod og 15 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1.   I denne udtalelse præsenteres politiske anbefalinger, der efter EØSU's mening må prioriteres ved udformningen af en ny europæisk strategi for perioden efter 2010. I den forbindelse skal de omfattende økonomiske, sociale og politiske følgevirkninger af den aktuelle finansielle og økonomiske krise tages med i betragtning. Der skal udpeges koordinater for det politiske kursskifte, som forekommer nødvendigt, når målet er at »trodse krisen« og skabe en dynamik, der resulterer i bæredygtig vækst, beskæftigelse og social samhørighed samt sikrer, at krisesituationer, som den nuværende, ikke kan genopstå.

1.2.   Denne udtalelse er forberedt af EØSU's Observatorium for Lissabonstrategien under aktiv medvirken af de nationale økonomiske og sociale råd. De talrige – ofte også kontroversielle - bidrag til debatten, der blev fremført på de fælles møder, understreger de nu fremførte anbefalingers politiske kvalitet og relevans for civilsamfundet.

1.3.   Det fælleseuropæiske perspektiv i udtalelsen suppleres med nationale kapitler, der på grundlag af et spørgeskema om henholdsvis a) en analyse af den aktuelle Lissabonfase (2008-2010) og b) Lissabonstrategien efter 2010, er udarbejdet selvstændigt af de nationale delegationer (1). Det interaktive netværk, som EØSU har etableret med de nationale økonomiske og sociale råd samt andre sammenlignelige partnerorganisationer, fremlægger dermed igen (2) en Sammenfattende rapport, der skal indgå i EU-institutionernes politiske beslutningsproces med henblik på Det Europæiske Råds forårstopmøde i 2010.

2.   Evaluering af Lissabonstrategien

2.1.   Lissabon 2000 – en helhedsstrategi, som fik bred opbakning

2.1.1.   I marts 2000 præsenterede Det Europæiske Råd et ambitiøst reformprogram for Europa. Målet med Lissabondagsordenen var at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi inden 2010 – et økonomisk område, der er i stand til at sikre bæredygtig økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed.

2.1.2.   Suppleret med dimensionen bæredygtig udvikling (Göteborg-strategien) blev der dermed udviklet en vidtfavnende strategi. På talrige politikområder blev der formuleret kvantificerbare mål, der skulle realiseres i medlemsstaterne ved hjælp af den åbne koordinationsmetode.

2.1.3.   EØSU har altid anset denne helhedsorienterede politiske tilgang for at være den mest oplagte fordel ved Lissabonstrategien. Udvalget har advaret mod at fokusere ensidigt på bestemte områder og har presset på for at fremme en ligelig vægtning af de tre søjler.

2.2.   Relancering 2005 – indholdsmæssig fokusering på den nationale gennemførelse

2.2.1.   På enkelte områder har flere EU-lande været i stand til at skabe bedre resultater. Således steg beskæftigelsesgraden generelt. Også med hensyn til udbredelse af bredbånd, deltagelse i efteruddannelse, unges uddannelsesniveau samt på andre områder er der sket fremskridt (3). Alligevel var mange lande allerede »midtvejs i perioden« betydeligt bagud med opfyldelsen af de opstillede mål på mange områder.

2.2.2.   På den baggrund blev indsatsen i 2005 kritiseret med særlig fokus på det strategiske partnerskab mellem europæiske og nationale aktører. Der blev fokuseret på de nationale gennemførelsesforanstaltninger ledsaget af en indholdsmæssig fokusering på »vækst og beskæftigelse«. Visse målområder, f.eks. den sociale søjle, blev trængt i baggrunden til fordel for en forenklet formidling og en mere stringent økonomisk satsning. Strategien med at pålægge medlemsstaterne et større ansvar for udarbejdelsen af landespecifikke planer og målsætninger, og dermed øge fokuseringen på nationale reformer, blev imidlertid ikke ledsaget af en passende økonomisk og social ramme på europæisk niveau.

2.2.3.   På trods af nye fremskridt (4) opfyldte mange lande stadig ikke de fastsatte mål. På mange områder vil målene i bedste fald være opfyldt for EU som gennemsnit inden 2010, men ikke i alle medlemsstater. Dette vedrører bl.a. 3 %-målet for forskning og udvikling, hvor de fleste EU-lande, men også EU som helhed, næsten ikke har kunnet notere noget fremskridt, hvilket også gælder for reduktionen af drivhusgasemissioner. Også målene på beskæftigelsesområdet har kun delvist kunnet opfyldes, herunder målet for andelen af kvinder i beskæftigelse, da der er sket en kraftig stigning i antallet af deltidsarbejdspladser (til dels ikke selvvalgt) (5), omfanget af midlertidig beskæftigelse og lavtlønnede job, der ofte er baseret på atypiske kontraktforhold.

2.3.   Videre som hidtil eller har Europa brug for en ny dagsorden?

2.3.1.   Den manglende opfyldelse af Lissabonmålene opfattes generelt som værende en konsekvens af, at medlemsstaterne ikke fører en mere konsekvent politik samt at den åbne koordinationsmetode giver for få incitamenter til det nødvendige engagement på nationalt og fællesskabsplan. En anden årsag er manglen på en europæisk ramme for den makroøkonomiske politik samt socialpolitikken, der gør det muligt for EU-landene at gennemføre de rigtige reformer på koordineret vis og dermed realisere de opstillede mål samt forhindre, at de nationale reformer kommer i intern konkurrence. Derudover har EØSU flere gange konstateret, at der ikke tages et fælles ansvar, hvilket udvalget også ser som en konsekvens af den manglende inddragelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet.

2.3.2.   EØSU er fortaler for videreførelsen af en global og overordnet strategi efter 2010. Udvalget mener imidlertid også, at hverken formlen »tilbage til Lissabon 2000« eller et »videre som hidtil, måske en smule mere miljøorienteret« vil udgøre et passende svar på de aktuelle udfordringer. Tidens løsen består i at vælge bæredygtige modeller, hvor konkurrenceevne, F&U samt innovation kombineres med det innovative potentiale i en social og bæredygtig europæisk økonomi samt idéen om »et godt arbejde« (6). Derudover gør den aktuelle krise i mange henseender op med traditionel tænkning, og der er et behov for nye alternativer som f.eks. en effektiv regulering af de finansielle markeder, en radikal ny satsning på produktionsformer og forbrug, der kræver færre ressourcer og udleder mindre CO2 samt investeringer i innovationen af offentlige tjenesteydelser, så borgerne kan føle sig trygge og genvinde tilliden til EU.

2.3.3.   De aktuelle udfordringer, herunder overvindelsen af krisen på finansmarkederne samt de dermed forbundne sociale problemer, den økonomiske globalisering, forbedring af det indre markeds funktion, energipolitik og klimaændringer, demografiske tendenser og migration kræver en ny omfattende strategi på europæisk niveau for perioden efter 2010, der a) imødegår disse udfordringer, b) udbedrer mangler i gennemførelsen, c) er underlagt et fælles europæisk ansvar og d) kan skabe sammenhæng mellem samtlige EU-strategier (strategien for økonomisk genopretning, Lissabonstrategien, bæredygtig udvikling, klimaændringer). EØSU foreslår, at disse nye strategiske prioriteter også synliggøres gennem valget af et andet navn til denne nye europæiske strategi.

3.   Politiske anbefalinger: europæiske overvejelser og handling vha. europæiske projekter

3.1.   Etablering af en europæisk ramme for lovende reformprogrammer: Selvom EU-landene har hovedansvaret for gennemførelsen, er der behov for en passende europæisk ramme, som gør det muligt at gennemføre de planlagte strukturreformer på koordineret og konsekvent vis. Det haster med at evaluere de nationale reformer på europæisk plan og se nærmere på deres indvirkning på den økonomiske udvikling, indkomst- og formuefordelingen og den sociale samhørighed. I den henseende må der også foretages en grundig vurdering af enkelte specifikke afgørelser fra EF-Domstolen (Vaxholm, Viking, Rüffert og Luxembourg), og der må eventuelt træffes konkrete og relevante foranstaltninger til beskyttelse af arbejdstagerne, så det præciseres, at hverken økonomiske friheder eller konkurrenceregler vægtes højere end de grundlæggende sociale rettigheder.

Større fokus på vækst i EU-politikken gennem etablering af en passende ramme for den økonomiske politik: Strategiens grundlæggende og iboende mål om en vækst på 3 % om året blev kun opfyldt to gange. Den finansielle krise og EU-økonomiens manglende modstandsdygtighed viser, at det er nødvendigt at udforme en ny strategi for den økonomiske politik. En afbalanceret makroøkonomisk strategi, der skaber en balance mellem en udbuds- og efterspørgselsrelateret økonomisk politik, må efter EØSU's opfattelse udgøre en integreret del af strategien for perioden efter 2010. Kvaliteten af den tilstræbte vækst spiller ligeledes en vigtig rolle. Det grundlæggende mål er vækst i velfærd. BNP er ikke i sig selv en tilstrækkelig indikator til måling af velfærd. Der bør derfor anvendes en bedre indikator (eller et sæt af indikatorer) for velfærd, for at der kan fastsættes et mere tilfredsstillende og sammenhængende vækstmål for den nye strategi, og dette mål siden kan justeres.

3.2.1.   Håndtering af den finansielle krise og de sociale udfordringer: EU må påtage sig en ledende rolle og arbejde koordineret og beslutsomt på at finde en løsning på den aktuelle krise, først og fremmest hvad angår reformen af det finansielle system. Et omstruktureret globalt finanssystem (først og fremmest en effektiv regulering af banksektoren, men også af hedgefonde og private equity-virksomheder) må give plads til udvikling og ibrugtagning af solide finansielle instrumenter, der gavner realøkonomien og borgerne. Den aktuelle krise er imidlertid ikke kun et resultat af problemer på det finansielle marked. Den blev også, først og fremmest i USA, forårsaget af en række voksende makro- og mikroøkonomiske uligheder, herunder først og fremmest en skæv indkomstfordeling. Derfor må vejen ud af krisen baseres på følgende: fravalg af en vækst, som delvist er baseret på »spekulation«, og tilbagevenden til en vækst, som er baseret på investeringer i først og fremmest innovative realøkonomiske sektorer, en retfærdig indkomstfordeling, skabelse af produktiv beskæftigelse af høj kvalitet samt miljømæssig bæredygtighed.

3.3.   Forbedring af det indre markeds funktionsevne ved at der skabes en bedre balance mellem den økonomiske, sociale og miljømæssige dimension: For at nå dette mål er der behov for en korrekt anvendelse og eventuel forbedring af den sociale lovgivning for det indre marked og »Better Regulation« samt etablering af velfungerende mikroøkonomiske vilkår og et tilstrækkeligt spillerum for private investeringer. Det er imidlertid også nødvendigt at sikre, at konkurrencen på det fælles marked er innovationsorienteret og ikke kontraproduktiv, dvs. karakteriseret ved konkurrence mellem EU-landene, der sker på bekostning af den sociale samhørighed og den miljømæssige bæredygtighed.

Fremme af social samhørighed som et paramenter for en stabil og dynamisk økonomi: EØSU mener, at en veludviklet socialpolitik, herunder en overordnet politik for skabelse af »gode arbejdspladser«, der omfatter ambitiøse mål på uddannelses-, erhvervsuddannelses- og efteruddannelsesområdet samt på området livslang læring, i høj grad bidrager til vækst og produktivitetsstigninger. Vejen ud af krisen må fremmes gennem relevante investeringer.

3.4.1.    Bekæmpelse af den stigende ulighed og fattigdom på europæisk plan : Der blev opstillet et mål om i væsentlig grad at reducere antallet af personer, som er i fare for at havne i fattigdom eller blive socialt udstødte inden 2010, men Kommissionens rapport om den sociale virkelighed fra 2007 viser, at der stadig er alvorlige sociale problemer i mange europæiske lande og regioner. Derfor må strategien for perioden efter 2010 satse på sociale fremskridt, styrkelse og bevarelse af de sociale sikringssystemers bæredygtighed og fattigdomsbekæmpelse gennem tiltag, der bl.a. bekæmper en ulige fordeling. Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse (2010) vil være en perfekt anledning til at opstille effektive mål, herunder tidsfrister, for tiltag til bekæmpelse af fattigdom (f.eks. hvad angår mindstelønsordninger og overførselsindkomster (7)). Et sådant initiativ til sikring af den sociale samhørighed ville udgøre et vigtigt skridt i retning af at genoprette borgernes tillid til den europæiske integration.

Etablering af et rummeligt arbejdsmarked : På trods af fremskridt vil beskæftigelsesmålene for 2010 ikke være opfyldt for EU som gennemsnit. Det må, set i lyset af den nuværende krise, der ganske vist har nået sit højdepunkt, men som stadig ikke er fuldstændig overvundet, og som har skærpet uligheden og konfronteret stadig flere mennesker med eksistentielle problemer, give anledning til bekymring. En hurtig genskabelse af væksten til stabilisering af arbejdsmarkedet kræver ifølge den europæiske økonomiske genopretningsplan  (8) en styrkelse af den indenlandske efterspørgsel, der må støttes vha. strukturfremmende foranstaltninger. Det er vigtigt at have effektive modeller for uddannelse og efteruddannelse samt beskæftigelsesfremme, også for de personer, der på grund af bl.a. manglende uddannelse ikke kan få adgang til arbejdsmarkedet. Det er ligeledes vigtigt, at man gør en effektiv indsats for at forebygge diskrimination i forbindelse med adgang til og varig integration på arbejdsmarkedet. Netop de forskellige former for socialøkonomi i medlemsstaterne kan gå forrest med et godt eksempel i krisestyringen, først og fremmest når det handler om at skabe beskæftigelse på området sociale tjenesteydelser. EØSU har den holdning, at beskæftigelse og arbejdsproduktivitet må stige parallelt. Under inddragelse af arbejdsmarkedets parter på nationalt og europæisk plan, og med respekt for deres uafhængighed, må EU i den forbindelse også tilstræbe, at der udformes passende regler for beskæftigelse under atypiske kontraktforhold og med ringe social sikring  (9).

3.4.2.1.   Virksomheder i den sociale økonomi, der udøver virksomhed i alle sektorer, og som kombinerer økonomisk rentabilitet med almenvellets interesse og sociale hensyn, er et godt eksempel på visse former for iværksætteri og virksomhedsledelse, der bidrager til opnåelsen af den reviderede Lissabon-strategis mål. EØSU opfordrer Det Europæiske Råd, Kommissionen og medlemsstaterne til at tage hensyn til de forslag, som sigter på at gennemføre de henstillinger (10), som Europa-Parlamentet har fremsat til at sikre, at virksomhederne i den sociale økonomi kan konkurrere på samme vilkår som andre virksomheder.

3.4.3.    Flexicurity må reelt skabe sikkerhed i en forandringsproces : Økonomiske rammebetingelser i forandring kræver en høj grad af innovativ tilpasningsevne også på arbejdsmarkederne. Hurtigt skiftende strukturer kræver intelligente løsninger. I tråd med flexicurity-konceptet må det sikres, at arbejdstagerne er rustet til de nye udfordringer i arbejdslivet. Begrebet flexicurity må reelt skabe»sikkerhed i en forandringsproces«, hvor sikkerhed på arbejdsmarkedet, stabile beskæftigelsesforhold og arbejdspladser, bevarelse af beskæftigelsesevnen, den sociale sikkerhed og mobiliteten på arbejdsmarkedet i retning af gode og produktive arbejdspladser (»make transition pay«) i praksis må prioriteres lige højt. Her drejer det sig også om at sikre en overordnet gennemførelse og anvendelse af Fællesskabets sociale landvindinger og udbedre disse, så en eventuel uretfærdig konkurrence baseret på stadigt dårligere arbejdsvilkår undgås.

3.4.4.    Bedre koordinering af skattepolitikkerne : I overensstemmelse med EU-traktaterne er det nødvendigt at arbejde for en styrkelse af den fælleseuropæiske koordinering af medlemsstaternes skattepolitik (f.eks. gennem harmoniserede beregningsgrundlag og minimumssatser), først og fremmest på de områder, hvor skattegrundlaget er internationalt mobilt og risikoen for skatteflugt og skattekonkurrence medlemsstaterne imellem er størst. Målet for denne europæiske koordinering må være en konsolidering af de offentlige budgetter samt fremme af mere retfærdige skattesystemer (herunder en styrkelse af skattegrundlaget gennem lukning af skatteoaser samt foranstaltninger til bekæmpelse af skattesvig).

3.4.5.    Den Europæiske Centralbank må leve op til sit økonomiske ansvar : Med henblik på strategien for perioden efter 2010 må det lykkes at skabe en passende og samtidig bæredygtig balance mellem målene vækst og stabilitet, der tager hensyn til kommende generationers behov. Den Europæiske Centralbank må i overensstemmelse med traktaterne leve fuldt og helt op til sit ansvar og ud over målet om prisstabilitet også tage højde for flg. målsætninger: et højt beskæftigelsesniveau, socialsikring og en bæredygtig vækst.

3.4.6.    Bevarelse af det budgetpolitiske spillerum for investeringer : Under hensyntagen til og anvendelse af den fleksibilitet, som stabilitets- og vækstpakken forudser i tilfælde af en krise, skal det konjunkturpolitiske spillerum udvides gennem en omfordeling af budgetmidlerne. Målet er at styrke Lissabon-relevante offentlige investeringer (i bl.a. betalbare og effektive offentlige tjenester, forskning, uddannelse, innovation) og produktive investeringer fra den private sektors side, også i produktion med lavt CO2-udslip. I den forbindelse bør ideen om EU-lån gennem en europæisk statsfond også videreudvikles  (11).

3.5.   Styrkelse af industripolitik og iværksætterkultur samt passende rammebetingelser for SMV'er: Økonomisk vækst og et gunstigt investeringsklima er væsentlige forudsætninger for skabelse af nye arbejdspladser og bevarelse af de eksisterende. Hertil bidrager store virksomheder, men i høj grad også SMV'er. Netop SMV'er er forbundet med den lokale økonomi og har i særlig grad gavn af en stabil og voksende indenlandsk efterspørgsel. EØSU har flere gange gjort opmærksom på, at der bør lægges særlig vægt på videreudviklingen af den europæiske industripolitik (bl.a. i retning af »grønne teknologier«, nanoteknologi og IKT) og styrkelsen af en socialt ansvarlig iværksætterkultur samt støtte til etablering af virksomheder og disses videreførelse. Reduktionen af en uforholdsmæssigt stor bureaukratisk byrde og forvaltningsmæssige barrierer samt bedre rammebetingelser for virksomhedsfinansiering er en prioritet for erhvervslivet og en afgørende faktor for såvel den europæiske konkurrenceevne som et gunstigt investeringsklima. I den forbindelse må arbejdstageres og forbrugeres berettigede interesse i beskyttelse ikke bringes i fare. Eftersom økonomisk output, innovation og beskæftigelse i stadigt større grad afhænger af SMV'er bør det være en prioritet at udvikle en iværksætterkultur blandt unge.

3.6.   Imødegåelse af de demografiske forandringer og løsningsmodeller på migrationsområdet: De væsentligste udgangspunkter for håndteringen af de udfordringer, som er forbundet med en aldrende befolkning, er og bliver vækst og beskæftigelse. Det gælder for de unge generationer såvel som for de ældre. Ud over bekæmpelse af arbejdsløshed og oprettelse af flere og bedre arbejdspladser må det også gøres lettere at kombinere arbejds- og familieliv – ikke mindst med henblik på fødselsraten. Effektive løsningsmodeller på områderne migration og integration, der fremmer Europas vækstpotentiale, og som samtidig ikke bringer den sociale samhørighed i fare, hører blandt de centrale udfordringer for perioden efter 2010  (12).

Yderligere styrkelse af videnstrekanten (uddannelse, forskning og innovation): Europa må fortsat styrke sit potentiale bestående af kvalificerede mennesker, videnskab, forskning og teknologi og dermed sin innovationsevne som et væsentligt konkurrenceparameter. Videnstrekanten må under alle omstændigheder forblive et centralt element i strategien for perioden efter 2010. I den forbindelse skal innovations-begrebet udvides til også at omfatte »social innovation« for derved at øge den sociale kapital, der har betydning for såvel konkurrenceevnen som den sociale samhørighed.

3.7.1.   Med henblik på at sikre grundlaget for fremtidig innovation, må videnskab og forskning samt anvendelsen af resultaterne herfra i økonomien spille en stor rolle. Bologna-processens mål om at skabe ét fælles område for videregående uddannelse i Europa kræver, at der iværksættes konkrete gennemførelsestiltag, og der er behov for en større politisk vilje til at koordinere forskellige politikker. Utilstrækkelige investeringer i innovation og efteruddannelse skærper de økonomiske problemer og påvirker arbejdsproduktiviteten. Universiteter og højere læreanstalter må påtage sig et ansvar og i langt højere grad end hidtil udvikle en europæisk dimension, idet de spiller en nøglerolle i videnstrekanten bestående af uddannelse, forskning og innovation. Med hensyn til grænseoverskridende aktiviteter må multilaterale samarbejdsformer inden for forskning fremmes. Europa mangler også højteknologivirksomheder, der investerer i forskning og udvikling. Virksomheder må have incitamenter til at investere endnu mere i forskning og udvikling samt etablering af produktive arbejdspladser.

3.7.2.   Godt uddannede arbejdstagere, særligt på de videnskabeligt-tekniske områder, og innovationsevne er væsentlige konkurrenceparametre og en forudsætning for velstand. Dette skal gå hånd i hånd med skabelsen af produktive, godt betalte arbejdspladser, som kræver et højt kvalifikationsniveau. Også under krisen må unge færdiguddannede have mulighed for at finde en arbejdsplads, der modsvarer deres kvalifikationer, og som giver perspektiver for den videre forbliven på arbejdsmarkedet.

Imødegåelse af klimaændringerne som et centralt element i strategien for perioden efter 2010 stiller krav om forandringer på mange områder: Fremme af energieffektivitet og vedvarende energi vil på samme måde som udnyttelsen af miljøsektoren være et nøgleelement i strategien for perioden efter 2010. Den reviderede strategi må omfatte en handlingsplan for en lavemissionsøkonomi. EU bør nu, efter at have udformet en omfattende lovgivningsmæssig ramme for energi og klimaændringer, koncentrere sig om den praktiske gennemførelse. Effektive politiske foranstaltninger bør integreres i de integrerede retningslinjer, landespecifikke anbefalinger og nationale reformprogrammer.

3.8.1.    EU skal blive det mest energi- og ressourceeffektive økonomiske område : En klimapolitik, der vedvarende reducerer drivhusgasemissionerne samt afhængigheden af fossile energikilder og energiimport, må bygge på bæredygtighedskriterier, dvs. tage hensyn til økonomiske, miljømæssige og sociale mål. Derudover må også hele energibesparelsespotentialet udnyttes, og der skal i den forbindelse satses på lokale, vedvarende og regionale strukturer. Forbedring af energi- og ressourceeffektiviteten vil være et centralt element i den nye strategi. Et yderligere strategisk mål for EU bør derfor være»at blive et af de mest energi- og ressourceeffektive økonomiske områder«. Med henblik på at realisere disse forandringer må Europa påtage sig et stort ansvar, hvad angår reduktionen af CO2-emissioner. For de forskellige sektorer handler det om at opstille konkrete mål og tidsplaner i samarbejde med de enkelte brancher.

3.8.2.   » New Green Deal «: Inden for rammerne af en »New Green Deal« bør miljøsektorens potentiale som drivkraft for vækst, nye arbejdspladser og innovation udnyttes, en ledende rolle på området innovative grønne teknologier tilstræbes, og der bør gennemføres omkostningsbesparelser, uden at der af den grund gives afkald på velstand, livskvalitet og global konkurrenceevne. Den øgede satsning på forskning og teknologi samt brugen af resultaterne herfra til udvikling af salgbare nye produkter og tjenesteydelser, og dermed skabelse af arbejdspladser, vil spille en væsentlig rolle i denne nødvendige innovationsproces.

Styrkelse af det finansielle grundlag for Lissabonstrategien: Håndteringen af fremtidens udfordringer gør det også nødvendigt, at man gør sig nye strategiske overvejelser vedrørende EU's fremtidige budget.

3.9.1.    En Lissabon-relevant reform af EU-budgettet : Generelt må der gennemføres en »Lissabon-relevant« omfordeling af midlerne til de enkelte politikområder: i retning af forskning og konkurrenceevne, miljø og klima, investeringer i bæredygtig energi, produktive offentlige investeringer i forbedring af forholdene for erhvervslivet, en aktiv arbejdsmarkedspolitik, øgede muligheder for at skabe en balance mellem arbejde og familieliv, social samhørighed, forebyggelse af fattigdom og skabelse af nye arbejdspladser af høj kvalitet. En Lissabon-relevant debat om en reform af EU-budgettet bør også indgå som et element i den finansielle ramme for 2014-2020  (13). En effektiv realisering af EU's mål kræver også, at en styrkelse af den regionale dimension indgår i debatten om finansieringen af struktur- og samhørighedspolitikken for perioden efter 2013.

3.9.2.    Vurdering af mulige alternativer til en EU-finansiering : Der eksisterer talrige grænseoverskridende udfordringer, der kræver en styrkelse af den aktive politiks europæiske dimension. For europæiske projekters vedkommende må der ses nærmere på alternative finansieringsmuligheder, og ud over tiltag til strukturelle omfordelinger og besparelser må perspektiverne for en udvidelse af EU-budgettet debatteres. EØSU opfordrer til, at man i den forbindelse også undersøger mulighederne for at indføre finansieringsmekanismer på EU-plan (herunder modeller for skatteopkrævning). Således kunne en skat på finansielle transaktioner eksempelvis bidrage til at inddæmme omfanget af spekulative transaktioner. Der bør også ses nærmere på muligheden for at indføre en afgift på emissioner (carbon tax).

3.10.   Styrkelse af den eksterne dimension: Europas velstand er bl.a. baseret på regionens åbenhed over for resten af verden. Som verdens største økonomi, der indtager førstepladsen, hvad angår eksport og import af varer og tjenesteydelser, og andenpladsen som henholdsvis kilde til og modtager af direkte udenlandske investeringer, og som den største globale giver af udviklingsbistand, har det afgørende betydning for EU, at Fællesskabets internationale dagsorden styrkes ved hjælp af klare og langsigtede mål. Set i lyset af nye globale økonomiers fremdrift og konsekvenserne af den internationale økonomiske krise, er det vigtigere end nogensinde før, at EU udformer en ny ramme for sin eksterne politik, der er mere helhedsorienteret og handlekraftig. Målet er at sikre en passende, retfærdig og bæredygtig åbning af markeder, at gøre lovgivningsbaserede standarder til normen, at fremme det multilaterale aspekt samt den strukturerede dialog med udvalgte partnere og skabe et fremtidsorienteret samarbejde til gavn for alle parter, som også inddrager Middelhavsområdet og Afrika. Hvis disse forudsætninger opfyldes, vil Europa med sin model for social markedsøkonomi også fremover tjene som et forbillede for resten af verden. EU vil kunne klare sig i konkurrencen om adgang til markeder og råstoffer og samtidig kunne sikre, at de internationale konkurrencevilkår er retfærdige, at der gives plads til en bæredygtig udvikling, samt at alle aktører kan nyde godt af globaliseringsgevinsterne.

4.   Anbefalinger i tilknytning til Lissabonmålene

4.1.   Bibeholdelse af mål og større ambitioner på mellemlangt sigt: På trods af nye udfordringer og de tilbageslag, der er forbundet med den aktuelle krise, må strategien for perioden efter 2010 ikke tabe de hidtidige mål af syne. EØSU foreslår, at de fælles mål i den aktuelle strategi ikke opgives, men at der derudover formuleres ambitiøse mål, der bør realiseres inden 2015. Således bør eksempelvis målet for forskningsandelen hæves til 3,5 % (eventuelt suppleret med et bredere formuleret mål om investeringer i innovation), og målene om mere og bedre beskæftigelse samt uddannelse og efteruddannelse skærpes yderligere.

4.2.   Beregning af de nationale bidrag på grundlag af de enkelte EU-landes udgangssituation: EU-landenes økonomiske formåen er yderst forskellig. EØSU foreslår, at man på samme måde som ved den oprindelige fastsættelse af de kvantitative Lissabonmål, tager højde for udgangssituationen i de enkelte medlemsstater og på det grundlag beregner og debatterer ambitiøse nationale bidrag til strategien for EU-27.

4.3.   Fornyet inddragelse af kvalitative mål: Derudover bør den fremtidige dagsorden også fokusere på opfyldelsen af de kvalitative mål, der i høj grad er gået tabt i forbindelse med genlanceringen af Lissabonstrategien i de seneste år (f.eks. de såkaldte Laeken-indikatorer til måling af, om der skabes arbejdspladser af høj kvalitet (14)).

4.4.   Opstilling af nye mål, først og fremmest hvor der er tale om klare mangler: Derudover bør der, inden for rammerne af de integrerede retningslinjer, særligt opstilles nye eller mere konkrete målsætninger på de områder, hvor der er sket få fremskridt, eller hvor den hidtidige reformpolitik har vist sig at give problemer. Derfor foreslår EØSU, at der udarbejdes selvstændige retningslinjer omfattende kvantificerbare mål for ligestilling mellem kønnene, bekæmpelse af ansættelsesforhold uden social sikring, overgang til en lavemissionsøkonomi, bekæmpelse af fattigdom (også blandt arbejdstagere) samt forebyggelse af social udstødelse (f.eks. passende understøttelse i tilfælde af arbejdsløshed eller tab af arbejdsevne og adgang til offentlige tjenesteydelser).

5.   Anbefalinger vedrørende styreformer

5.1.   Styrkelse af EU-institutionernes rolle: Den nye strategi må have større gennemslagskraft. En styrkelse af EU-institutionernes rolle har særlig betydning i den aktuelle krise. Siden justeringen af Lissabonstrategien i 2005 er Kommissionens indsats blevet langt mere synlig, først og fremmest hvad angår offentliggørelse og formidling af landespecifikke retningslinjer samt eksempler på bedste praksis. Der er blevet opfordret til en debat for åbne døre i Rådet med henblik på at bevare fremdriften i processen. I en revideret strategi bør disse aspekter uddybes og udvides. Kommissionen og medlemsstaterne bør gennem brugen af elektroniske kommunikationsmidler bestræbe sig på at fremme en bedre gennemførelse og en grænseoverskridende udveksling af bedste praksis. Disse metoder er imidlertid afhængige af, at medlemsstaterne tilbydes en passende europæisk ramme for opfyldelsen af Fællesskabets målsætninger. I givet fald må det overvejes at tage nye, innovative instrumenter i brug.

5.2.   Styrkelse af den åbne koordinationsmetodes gennemslagskraft i medlemsstaterne: Anvendelsen af den åbne koordinationsmetode som Lissabonstrategiens »metodiske rygrad« udvides til at omfatte yderligere områder i EU-reformtraktaten. EØSU mener, at den åbne koordinationsmetodes akilleshæl, udover den manglende synlighed hos borgerne, først og fremmest vedrører metodens manglende effektivitet på nationalt niveau. Derfor er det afgørende, at målene ikke som hidtil ofte opfattes som »indikatorer for det hensigtsmæssige«, men ses som konkrete politiske forpligtelser. Der bør findes metoder og instrumenter til at skærpe forpligtelsen og give medlemsstaterne et større incitament til effektivt at forfølge de opstillede mål. Med henblik på at sikre en større ligevægt bør ikke alene økonomi- og finansministre, men også andre, først og fremmest arbejds- og socialministre, i højere grad inddrages i gennemførelsen af den nye strategi. Derudover anbefaler EØSU, at arbejdsmarkedets parter kommer til at spille en større rolle og bliver mere synlige, f.eks. ved at resultaterne af den makroøkonomiske trepartsdialog altid føjes til konklusionerne fra Det Europæiske Råd.

5.3.   Overvågning af Lissabonmålene gennem de økonomiske og sociale råd i medlemsstaterne: Inden for rammerne af de enkelte høringsprocedurer og de beføjelser, der ligger hos arbejdsmarkedets parter i de enkelte medlemsstater, bør den rolle som de nationale økonomiske og sociale råd eller sammenlignelige civilsamfundsorganisationer spiller, styrkes (15). De relevante rapporter, som de økonomiske og sociale råd udarbejder, bør indeholde analyser af gennemførelsen af Lissabonmålene, der vil blive forelagt regeringer og EU-institutioner, som vil blive tilskyndet til at drage konklusioner. De økonomiske og sociale råd samt civilsamfundsorganisationer kunne i den forbindelse invitere repræsentanter for Kommissionen til at diskutere den nationale kontekst. Derudover bør de nationale økonomiske og sociale råd også inddrages i Kommissionens årlige høringer. Det har i den sammenhæng stor betydning, at EØSU og de nationale økonomiske og sociale råd viderefører den løbende menings- og erfaringsudveksling vedrørende de nationale reformplaner og Lissabondagsordenen.

5.4.   Forbedret legitimering gennem øget inddragelse af civilsamfundet og en styrkelse af den regionale dimension: Ud over nødvendigheden af, at EU-institutionerne påtager sig det fulde ansvar, har EØSU altid påpeget, at en bedre gennemførelse af Lissabonstrategien kun kan sikres ved, at der sker en omfattende inddragelse af alle samfundets interessegrupper, og at der opstår et tæt samarbejde mellem regeringerne og arbejdsmarkedets parter samt civilsamfundet på nationalt og europæisk, men også på lokalt og regionalt niveau i medlemsstaterne (16).

—	De nationale Lissabon-koordinatorer bør i forbindelse med udarbejdelse, gennemførelse og evaluering af de nationale reformprogrammer arbejde systematisk sammen med alle involverede parter.

—

Inden for rammerne af de enkelte høringsprocedurer og beføjelserne hos arbejdsmarkedets parter er der behov for at træffe yderligere foranstaltninger for at fremme den eksisterende dialog i medlemsstaterne. En dialog der også involverer de nationale økonomiske og sociale råd og som i givet fald kan inddrage andre civilsamfundsrepræsentanter (NGO'er, organisationer i socialøkonomien mm.) samt repræsentanter for højere uddannelsesinstitutioner eller »tænketanke«.

—	Hver Lissabon-cyklus kan afsluttes med en konference, hvor de vigtigste aktører og civilsamfundsorganisationer deltager, og som har til formål at gøre status over fremskridt og mangler.

—

Strukturelle barrierer, der lægger hindringer i vejen for en effektiv inddragelse af de nationale parlamenter og en ægte dialog med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer, må ryddes af vejen. Hertil hører, at man undgår de korte frister for udarbejdelse af de nationale reformprogrammer i sommermånederne, der allerede er blevet etableret praksis, samt udpegelsen af Lissabon-ansvarlige, der i mange EU-lande ikke har meget at gøre med den sociale dialog.

—	Medlemsstaternes regeringer bør i øget omfang informere om den civile og sociale dialogs resultater i relation til Lissabonmålene.

—	Med henblik på at sikre en helhedsorienteret strategi for territorial, social og økonomisk samhørighed må strukturfondenes partnerskabsbaserede principper realiseres i fuldt omfang i medlemsstaterne og brugen af instrumenterne under den åbne koordinationsmetode må også på dette område intensiveres.

---

(1)  Hvad angår den institutionelle ramme for civilsamfundets inddragelse i de nationale politiske processer eksisterer der betydelige forskelle. I mange EU-lande findes der et økonomisk og socialt råd, i de fleste »nye« medlemslande findes der såkaldte trepartsudvalg (arbejdsmarkedets parter samt repræsentanter for regeringen), andre lande igen har ikke noget økonomisk og socialt råd, men enkelte af disse har dog på alternativ vis formået at tage højde for civilsamfundets interesser. EØSU bestræber sig på at indsamle bidrag fra så mange af disse instanser som muligt.

(2)  Jf. CESE 1468/2005 rev. »Gennemførelse af Lissabonstrategien – Bidrag på baggrund af mandatet fra Det Europæiske Råd«, 23.-24. marts 2006; CESE 40/2008 »Den fornyede Lissabonstrategi 2008-2010: Det organiserede civilsamfunds rolle«, sammenfattende rapport til Det Europæiske Råd den 13. og 14. marts 2008.

(3)  Vedrørende gode resultater og mangler med hensyn til opfyldelsen af Lissabonmålene findes der en oversigt i: M.J. Rodrigues, Europe, Globalisation and the Lisbon Agenda (2009), s. 16.

(4)  Jf. fodnote 2 og EØSU-udtalelsen »Effektiv styring af den fornyede Lissabonstrategi«, EUT C 175 af 28.7.2009, s. 13.

(5)  Jf. http://www.eurofound.europa.eu/ewco/reports/TN0403TR01/TN0403TR01_3.htm, Part-time work in Europe, Dublin-instituttet, 2004.

(6)  Jf. det af Rådet i Laeken 2001 godkendte sæt af indikatorer for arbejdspladsers kvalitet: KOM(2001) 313 »Beskæftigelses-, social- og arbejdsmarkedspolitikken: investering i kvalitet«.

(7)  Se også Europa-Parlamentets beslutning, PT_TA(2008)0467 af 9.10.2008.

(8)  Meddelelse fra Kommissionen til Det Europæiske Råd »En europæisk økonomisk genopretningsplan«, KOM(2008) 800 endelig af 16. november 2008.

(9)  Overblik over relevante europæiske aftaler mellem arbejdsmarkedets parter: http://europa.eu/legislation_summaries/employment_and_social_policy/social_dialogue/c10132_de.htm.

(10)  Europa-Parlamentets beslutning af 19. februar 2009 om socialøkonomi (2008/2250(INI).

(11)  Jf. EØSU's udtalelse »En europæisk økonomisk genopretningsplan«EUT C 182 af 4.8.2009, s. 71, punkt 5.4.

(12)  I den forbindelse må også etableringen af Det Europæiske Integrationsforum, der samler EU-institutioner, relevante aktører og NGO'er under EØSU's auspicier, bifaldes.

(13)  Jf. EØSU's udtalelse om »EU's budgetreform og fremtidige finansiering«, EUT C 204 af 9.8.2008, s. 113.

(14)  Se KOM(2001) 313 endelig »Beskæftigelses-, social- og arbejdsmarkedspolitikken: investering i kvalitet«.

(15)  EØSU bemærker, at det på ingen måde vil blande sig i de eksisterende høringsprocedurer, kompetencer og opgaver, der tilfalder arbejdsmarkedets parter i de enkelte medlemsstater.

(16)  Jf. EØSU's udtalelse »Effektiv styring af den fornyede Lissabonstrategi«, EUT C 175 af 28.7.2009, s. 13.

---