3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/129

1.1

Som tidligere anbefalet af EØSU bør »Lønstatistikkerne (måske sågar også indkomststatistikkerne) (…) mindst inddeles i kvintiler for bedre at kunne vurdere lønpolitikkens effekt på prisstabiliteten« (1). Punkt 4.3.3 viser, at forbrugsmønstret afhænger af indkomstniveauet. Hertil kommer, at også den marginale forbrugstilbøjelighed varierer. Det er derfor vigtigt at kunne fastslå, hvilke indkomstgrupper der nyder godt af en lønstigning (i %), da den monetære politik ellers kan reagere uheldigt på løn- og indkomststigninger.

1.1.1

Derudover ville det være hensigtsmæssigt, hvis Kommissionen og/eller Den Europæiske Centralbank i lighed med den belgiske nationalbank (2) mindst én gang om året offentliggør oplysninger om inflationens indvirkning på husholdningernes købekraft som funktion af deres indkomstniveau.

1.1.2

Hvad angår de europæiske øområder, bør de alle have adgang lokalt til statistikker og prisindekser, således at de kan foretage en objektiv måling af de meromkostninger, der følger af deres status som øområde. For at dette kan lade sig gøre, bør deres statistiktjenester anvende fælles vurderingsmetoder.

1.2

Medlemsstaterne og Eurostat bør desuden opfordres til at udnytte de indsamlede prisobservationer bedre med det formål at udarbejde detaljerede indekser, hvor der skelnes mellem prisudviklingen pr. kategori af distributionskanaler og pr. kategori af produkter afhængigt af, om der er tale om lavpris-, mellempris- eller højprisprodukter. Man kan frygte, at priserne på lavprisprodukter — navnlig fødevarer — er steget endnu mere. En international sammenligning af de prisdata, som er blevet indsamlet af de institutioner, der har ansvaret for at beregne inflationen, kunne desuden give svarene på de spørgsmål, der stilles i punkt 1.4. EØSU spørger ligeledes, om ikke det ville være relevant med et prisindeks for gruppen af ældre.

1.3

EØSU håber, at det arbejde, der gøres i Eurostat for at udvikle nøjagtige metoder til indarbejdelse af ændringer i boligudgifterne i inflationsindekset, færdiggøres hurtigst muligt og ledsages af konkrete forslag, som skal forelægges de berørte økonomiske og sociale aktører. Overordnet ønsker udvalget at blive inddraget i de metodemæssige revisioner af HICP, som Eurostat står for.

1.4

Kommissionen bør undersøge den parallelle udvikling i indekserne for forbruger-, producent- og importpriserne, eftersom det er overraskende, at importprisen for visse indikatorer er faldet væsentligt, uden at de endelige forbrugere har mærket noget til det. Det ville være uacceptabelt, hvis forbrugerne kom til at betale mere, blot fordi de manglede visse vigtige oplysninger. Dette kunne kun få konsekvenser for den fælles valuta, der uforskyldt ville blive bragt i miskredit.

1.5

EØSU, der er bevidst om de vanskeligheder, som Eurostat er stødt på i forbindelse med sin dataindsamling, spørger imidlertid, om ikke det ville være muligt hurtigere at offentliggøre de data, der relaterer sig til private husholdningers forbrugsudgifter. På nuværende tidspunkt tager det tre år, før disse data foreligger (dataene for 2005 blev således først offentliggjort i 2008!!!). Visse data (navnlig data om indkomstfordeling) er ikke blevet opdateret siden … 2001. Spørgsmålet er derfor, om ikke det ville være hensigtsmæssigt at forkorte tidsintervallet mellem undersøgelserne (en undersøgelse hvert sjette år) set i lyset af den samfundsmæssige udvikling.

1.6

Endelig anbefaler EØSU at støtte de offentlige institutioner og ikke-statslige organisationer, der oplyser forbrugerne og hjælper dem med at træffe valg, der bliver stadig vanskeligere at gennemskue, efterhånden som markedsføringsteknikkerne og pakkeløsningerne bliver mere sofistikerede.

2.1

Den fælles valuta har siden dens indførelse (fastlåsning af omregningskurserne i 1999, indførelse af eurosedler og -mønter i 2002 i de første ØMU-medlemsstater) været genstand for al mulig kritik. Mens euroen i starten afstedkom en vis latterliggørelse, fordi den mistede værdi i forhold til de andre store internationale valutaer, har dens himmelflugt de sidste tre år ført til frygt for, at europæiske virksomheder skal miste konkurrenceevne udadtil. Nogle regeringer har desuden givet næring til denne frygt for at dække over egne fejltagelser i forbindelse med den økonomiske politik. Nogle få har sågar med løftet pegefinger givet den fælles valuta en del af skylden for den manglende reale konvergens mellem landene i euroområdet, hvilket har fået dem til at overveje at trække deres lande ud af eurosamarbejdet.

2.2

Statistikkerne for det harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP) viser, at inflationen faldt betydeligt i den tredje fase til forberedelse af Den Økonomiske og Monetære Union, og at inflationen siden har befundet sig på et historisk lavt niveau, hvilket formentlig skyldes, at en lettere prissammenligning har stimuleret konkurrencen og begrænset prisstigningerne. Et stort flertal af europæerne finder imidlertid, at ansvaret for de problemer, som de respektive nationale økonomier oplever, ligger hos euroen, og at overgangen til den fælles valuta har skabt et inflationspres, der har udhulet deres købekraft. Nogle går desuden ind for en tilbagevenden til dobbelt prisskiltning, hvilket ville være et katastrofalt skridt tilbage for tilhængerne af det europæiske samarbejde. Dette har givet sig udslag i manglende tillid til euroen og mere generelt til Den Økonomiske og Monetære Union. I september 2002 fandt 59 % af europæerne, at euroen overordnet set er er en god ting, mens 29 % udtrykte skepsis (Eurobarometerundersøgelse, 2006). Fire år senere vækker et af de sidste to årtiers største politiske projekter i Europa imidlertid ikke nær så megen begejstring, eftersom 81,4 % af borgerne mener, at euroen har fået priserne til at stige.

2.3

Indtil indførelsen af euroen svarede forbrugernes opfattelse af inflationen stort set til HICP. Dette har ikke været tilfældet siden 2002. Denne kløft var størst i 2003, hvorefter den mindskedes noget for igen at blive større i 2006. Siden slutningen af 2004 har den opfattede inflation stabiliseret sig på et højere niveau end i 2001.

2.4

I størstedelen af de lande, der blev optaget i EU i 2004, steg den reelle inflation på tiltrædelsestidspunktet — dvs. fra 2003 — som følge af højere indirekte skatter og administrerede priser, navnlig på landbrugsområdet. Inflationen faldt herefter i nogle lande, men den opfattede inflation er steget hurtigere. Tjekkiet er det eneste land, hvor den opfattede inflation — i henhold til oplysninger fra begyndelsen af 2008 — er lavere end den reelle inflation.

2.5

Hvis man ser på Slovenien, der som det første af disse lande vedtog euroen, kan man ligeledes konstatere, at den opfattede inflation steg betydeligt i 2007 i forbindelse med indførelsen af euromønter og -sedler, og at forventningerne om prisstigninger i de to år inden denne begivenhed »banede vej« for denne stigning.

2.6

Denne tvivl med hensyn til euroens sundhedstilstand står i kontrast til såvel europæiske som ikke-europæiske landes vurdering; ifølge IMF er den andel, som euroen tegner sig for i de internationale reserver, steget fra ca. 18 % i 1999 til ca. 25 % i 2004. Denne succes er endnu mere udtalt i de nye vækstlande. Den kendsgerning, at 37 % af alle valutatransaktioner i verden og mellem 41 og 63 % af importen/eksporten udtrykkes i euro, vidner om euroens succes.

2.7

Formålet med denne initiativudtalelse er at komme med en bedre redegørelse for inflationsudviklingen og årsagerne til den vedvarende kløft mellem inflationsniveauet, som det opfattes af den brede befolkning, og den reelle inflation og, hvor det er nødvendigt, fremsætte anbefalinger.

3.1

Mange europæere mener, at euroen har fået priserne til at stige. Hvis dette var tilfældet, ville der imidlertid være forskelle mellem inflationen i eurolandene og inflationen i de øvrige lande. Euroområdet og de tre lande (Danmark, Det Forenede Kongerige, Sverige), som dengang ikke havde indført euroen, har dog oplevet omtrent den samme prisudvikling.

3.1.1

Korrelationsmatrixen viser, i hvilket omfang euroområdet og de tre lande udenfor samt hvert enkelt af disse lande har oplevet den samme prisudvikling. Tallene i hver enkelt celle varierer mellem 0 (ingen korrelation) og 1 (perfekt korrelation).

3.1.2

Korrelationen mellem inflationen i euroområdet og Det Forenede Kongerige og Sverige blev konsolideret efter indførelsen af euroen. Det modsatte er tilfældet med Danmark. Korrelationen mellem de danske og britiske priser bliver dog mindre, og korrelationen med de svenske priser er fortsat stabil, men svagere.

3.1.3

Det er ligeledes slående — hvis man ser bort fra korrelationen mellem Danmark og Det Forenede Kongerige — at korrelationen mellem disse tre lande, der står uden for euroområdet, og euroområdet er stærkere end disse landes indbyrdes korrelation!

3.2

Det viser, at prisbevægelserne i euroområdet ikke kan tilskrives euroen, eftersom disse bevægelser har været omtrent de samme i de lande, der ikke har indført euroen.

3.3

Følgende skema viser de 12 hovedkategorier af varer og tjenesteydelser (husholdningernes individuelle forbrug efter formål), der indgår i beregningerne af HICP, og viser deres respektive vægtning og prisstigningstakten i de to år inden/efter indførelsen af euroen. På dette niveau kan det konstateres, at kun tre kategorier har oplevet betydelige prisstigninger (alkoholiske drikkevarer, tobak (stigningen skyldes i dette tilfælde højere punktafgifter), sundhedsvæsen og transport). Dette udelukker ikke, at der ved hjælp af en mere detaljeret analyse kan måles en prisstigning (huslejerne steg f.eks. fra + 1,5 % mellem 2000-2002 til 2 % mellem 2002 og 2004).

4.1.1

Euroen blev indført få måneder efter den 11. september, på et tidspunkt med stor global og økonomisk usikkerhed. Dette blev forstærket af de nedadgående konjunkturer — en periode, der står i skarp kontrast til perioden med exceptionelt høj vækst i 1999 og 2000.

4.1.2

Denne opfattelseskløft mellem opfattet inflation og faktisk inflation skyldes bl.a. en række faktorer i forening: købshyppigheden for de forskellige varer og tjenesteydelser, der indgår i beregningen af HICP-indekset; deres respektive prisudvikling og den betydning, som forbrugerne tillægger dem.

4.1.2.1

I følgende skema tilstræbes en objektivering af disse faktorer gennem en inddeling af HICP-posterne i fem grupper: varer og tjenesteydelser, der købes regelmæssigt (mindst én gang om måneden), varer og tjenesteydelser, der købes mindre regelmæssigt, og varer og tjenesteydelser, hvor købshyppigheden afhænger af den enkelte person og omstændighederne. Hvad angår de to første kategorier, skelnes der mellem, om den pågældende vare eller tjenesteydelse udsættes for stærk (inter)national konkurrence eller ej.

4.1.2.2

Det fremgår klart, at priserne for varer og tjenesteydelser, der udsættes for ringe konkurrence, overordnet set er steget væsentligt hurtigere end den gennemsnitlige inflation i perioden 2000-2007 (+ 2,12 %). Skemaet bekræfter ligeledes, at priserne for varer, der købes mindre regelmæssigt, og som udsættes for stærk konkurrence, i høj grad har bidraget til at begrænse inflationen (+ 0,37 %), eftersom de tegner sig for en stor del af inflationen (med en vægtning på 27 % lige efter gruppen af varer, der købes regelmæssigt, og som udsættes for ringe konkurrence, med en vægtning på 34 %).

4.1.2.3

Den rolle, som spilles af uregelmæssige køb, der udsættes for stærk konkurrence, afspejler tendenserne i den internationale handel og de strukturelle ændringer, der foregår her. I 1995 kom to tredjedele af importen af forarbejdede varer fra lande uden for euroområdet fra højomkostningslande. I 2005 var deres andel faldet til 50 %. Tilbagegangen har fundet sted i Det Forenede Kongerige, Japan og USA, mens de nye vækstlande og i mindre grad de nye medlemsstater tegner sig for en stigende andel. Udviklingen i valutakurserne kan også fremme/bremse samhandlen med handelspartnerne i euroområdet.

Den andel af importen, som landene (landegrupperne) tegner sig for i euroområdet

4.1.3

Prisudsvingene har siden 2002 været væsentligt større end i årene før indførelsen af eurosedler og -mønter.

4.1.4

Husholdningernes indkomstniveau forklarer ligeledes deres opfattelse af prisudviklingen. Forskellige opfattelser blandt borgerne kan desuden forstærkes i en situation, hvor stadig flere bor alene og kun har én løn/indkomst til at dække alle udgifter. Særlig vanskelig er situationen, hvis der er tale om børnefamilier, lavtlønnede, kortuddannede, kvinder (der stadig udsættes for diskrimination, når det gælder løn og arbejdsvilkår) samt personer, der er ansat på fleksible vilkår.

4.1.5

Det skal bemærkes, at karakteristikaene for de varer og tjenesteydelser, der indgår i HICP, kan ændre sig fra det ene år til det andet og afspejle en forbedring af deres kvalitet, uden at prisen er blevet ændret. Eftersom der i indekset ikke tages højde for sådanne ændringer, vil dette imidlertid blive registreret som et prisfald i indekset (men dette udelukker ikke, at varen/tjenesteydelsen ikke længere findes på forbrugermarkedet i sin tidligere form. Det vil således blot være »på papiret«, at der er tale om et prisfald). Den Europæiske Centralbank vurderer, at »varer, der regelmæssigt er genstand for væsentlige kvalitative forbedringer, tegner sig for ca. 8-9 % af udgifterne i det globale HICP-indeks« (biler, computere, mobiltelefoner …).

4.1.6

Det skal også nævnes, at nogle detailhandlere og virksomheder udnyttede overgangen til euroen til at runde priserne op (huslejepriser) — visse ekstraomkostninger kunne dog have været berettigede som følge af arbejdet med at ændre mærkningen osv. — mens de i andre tilfælde ikke hævede priserne med det samme, fordi de foretrak at »slå to fluer med et smæk« ved at udsætte prisstigningerne til tidspunktet for overgangen til euroen. Eurostat vurderer, at overgangen til euromønter og -sedler bidrog med 0,12-0,29 procentpoint til den samlede HICP-inflation for eurområdet i 2002.

4.1.7

Endelig faldt en række punktuelle begivenheder uden forbindelse med euroen sammen med overgangen til euroen. De kan have fået den opfattede inflation til at stige. Her tænkes på de store olieprisstigninger (+ 35 % mellem december 2001 og april 2002) og den dårlige høst som følge af den hårde vinter i Europa — begivenheder, der ligeledes påvirkede økonomierne uden for euroområdet.

4.2.1

Forbrugerne kan uanset det pågældende produkt være mere følsomme over for prisstigninger end prisfald, og denne følsomhed kan være blevet større som følge af den nye ukendte situation, der opstod med indførelsen af euroen, den mistillid, som fulgte af flere forskellige prisangivelser for samme produkt efter overgangen til euroen, og vigtigheden af de udgifter, der er forbundet med varer og tjenesteydelser, som har været genstand for prisstigninger (huslejepriser, fødevarer, benzin).

4.2.2

Eftersom boligejeres boligudgifter på nuværende tidspunkt ikke indgår i HICP-»indkøbskurven«, kan de store prisstigninger, der har fundet sted på boligområdet i visse lande, forklare forskellen mellem opfattet og reel inflation.

4.2.3

Derudover findes der forbrugere, som tager udgangspunkt i de priser, der gjaldt inden overgangen til euroen, når de omregner prisen på et produkt, som de påtænker at købe, fra euro til den tidligere nationale valuta. Dette giver et misvisende billede, eftersom de gamle priser ikke længere gælder som følge af inflationen (3).

4.2.4

Det skal ligeledes bemærkes, at mange forbrugere, ja endog observatører, ofte forveksler ændringer i købekraften med øgede forventninger til levestandarden. Der er imidlertid mange tegn på, at forbrugernes forventninger til levestandarden skrues hurtigere op end tidligere som følge af den hurtige teknologiske udvikling, lanceringen af nye produkter og tjenesteydelser (der ofte føjes til det normale forbrug), den stadig mere sofistikerede markedsføring og den hurtighed, hvormed forbrugere tager produkter til sig som følge af det sociale pres. Hvis man f.eks. køber en GPS, der ligger ud over det øvrige forbrug, eller forvaskede eller tilberedte grøntsager i stedet for blot grøntsager, kan det give det indtryk, at købekraften falder, men presset på husholdningernes budget skyldes rent faktisk, at forventningerne stiger hurtigere end indkomsterne.

4.3.1

Formålet er ikke at sætte spørgsmålstegn ved HICP-indekset, der bygger på de månedlige prisobservationer og -opgørelser, som foretages af de nationale statistikinstitutter for mere end 700 repræsentative varer og tjenesteydelser, svarende til næsten 1,7 mio. månedlige observationer i 180 000 salgssteder.

4.3.2

Man bør dog ikke glemme, at det harmoniserede forbrugerprisindeks er resultatet af visse konventioner, først og fremmest hvad angår (1) valget af de varer og tjenesteydelser, der tjener som indikatorer og indgår i indekset, og (2) vægtningen af hver enkelt af disse varer og tjenesteydelser.

4.3.3

Som det fremgår af skemaet varierer husholdningernes udgiftsstruktur med deres indkomst. De største ændringer er i den faktiske husleje — en udgift, der belaster de 20 % fattigste husholdninger 5-6 gange mere end de 20 % rigeste husholdninger. Denne forskel skyldes, at sidstnævnte på en og samme tid er ejere og lejere. De oplever derfor ikke udviklingen i boligpriserne på samme måde. De fattigste husholdninger bruger endvidere 81 % mere af deres indkomst end de rigeste på indkøb af næringsmidler og ikke-alkoholiske drikkevarer, hvilket gør dem mere følsomme over for voldsomme prisudsving på de globale fødevaremarkeder. De rigeste husholdninger bruger 67 % mere end husholdningerne i første kvintil på nye køretøjer. Eftersom priserne på nye køretøjer steg meget langsommere end HICP-indekset i perioden 2000-2008, har de i høj grad mærket denne positive udvikling.

4.3.3.1

Nedenstående tabel viser forskellene i inflation mellem indkomstgrupper i begge ender af indkomstskalaen, afhængigt af deres forbrugsmønstre. Tabellen viser kløften mellem disse indkomstgrupper siden 1996. I løbet af de sidste tolv år er de fattigste seks gange blevet ramt hårdere af inflationen end de rigeste. Det modsatte blev registreret tre gange. I tre år er der ikke konstateret væsentlige forskelle.

4.3.3.2

Ud over denne strukturelle effekt synes voldsomme prisstigninger på råvarer at ramme de fattigste husholdninger, der vælger billige mærker, eller som køber ind i lavprisbutikker, endnu hårdere, eftersom råvarer udgør en større del af den pris, der skal betales af den endelige forbruger (fordi udgifterne til emballage og markedsføring osv. her tegner sig for en mindre del).

4.3.3.3

De fattigste husholdninger kan ikke afbøde indvirkningen af prisstigningerne på deres budget, eftersom deres opsparingskvote strukturelt set er lav, de ikke har let ved at opnå kredit og i øvrigt risikerer at stifte alt for megen gæld.

4.3.3.4

Dette gælder på medlemsstatsniveau, eftersom husholdningerne (se tabellen nedenfor) bruger en varierende del af deres indkomst på de forskellige kategorier af varer og tjenesteydelser afhængigt af deres geografiske karakteristika (husholdninger i øområder har større transportomkostninger) og socioøkonomiske udvikling (rumænske og bulgarske familier bruger næsten tre gange mere på fødevarer end familier i andre lande). De to sidste kolonner viser graden af lighed mellem de pågældende udgifter i hver enkelt landegruppe eller i euroområdet (jo lavere variationskoefficient, desto større lighed). Der er store ligheder mellem eurolandene, men dette gælder i mindre grad i forhold til de andre landegrupper. Dette viser begrænsningerne ved HICP-indekset, der pr. definition ikke kan afspejle særlige forhold i landene, eftersom det bygger på gennemsnitlige vægtninger. Lande, der optages i euroområdet, må ikke undervurdere dette, eftersom det kan have konsekvenser for den monetære politik og inflationen.

4.3.4

Samtidig kan forskellen mellem den gennemsnitlige struktur af forbrugsudgifterne og den måde, hvorpå de forskellige indikatorer vægtes i HICP-indekset, undertiden være betydelig. Husholdningerne i euroområdet brugte således i gennemsnit 27,5 % af deres indkomst på bolig, vand og energi — og alligevel tegner denne rubrik sig kun for 16,3 % af HICP-indekset. Også sundhedsvæsen og forsikring undervægtes. Derimod overvægtes næringsmidler, transport og posten »hoteller, restauranter« og caféer i HICP-indekset.