3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/123

1.1

EØSU opfordrer EU til at vælge en integreret tilgang til en bedre integration af ø-områderne i det indre marked som en afgørende faktor for øget samhørighed og vækst i EU og for derigennem at virkeliggøre målsætningerne i den reviderede Lissabondagsorden. En sådan integreret tilgang kan retfærdiggøres ved, at ø-områder — på trods af deres forskelle (navnlig med hensyn til størrelse) står over for de samme hovedproblemer.

1.2

EØSU anbefaler oprettelsen af en integreret ramme af fællesskabspolitikker, som på sammenhængende vis dækker samtlige relevante problemer for EU's ø-områder.

1.3

EØSU understreger behovet for en forsvarlig forvaltning for at kunne løse problemer som information og kommunikation, mængden og kvaliteten af data, en fælles strategisk vision, klynge- og netværkssamarbejde eller inddragelse af civilsamfundet. For at nå et sådant mål er det derfor vigtigt at skabe de rette betingelser, der giver de lokale institutioner i ø-områderne mulighed for at evaluere omkostningerne ved at være et øsamfund. Derfor er der behov for, at der på øerne findes såvel lokale statistiske tjenester som prisindekser. Følgelig bør de lokale statistiske tjenester på de europæiske øer nå frem til en fælles vurderingsmetode.

1.4

EØSU opfordrer til, at man på gennemførelsesniveauet for ethvert EU-initiativ om det indre marked foretager en konsekvensanalyse for ø-områderne, og at samtlige EU-politikker forholder sig til ø-områderne og gennemfører en forenkling af administrative opgaver navnlig for SMV'er.

1.5

Fordi tilgængelighed er et hovedproblem for ø-områderne, vil EØSU gerne understrege betydningen af territorial sammenhæng. Et sådant redskab bør være mere udbredt i EU. Det bør være ø-områderne, der over for fastlandet afgør dets anvendelse og ikke omvendt.

1.6

EØSU anmoder Kommissionen om at fremlægge en årsberetning for Europa-Parlamentet, Rådet, Regionsudvalget og EØSU, vedrørende overvågning og evaluering af virkningen af de relevante foranstaltninger, som er blevet indført for at løse ø-områdernes problemer. I den forbindelse bør man også inddrage Kommissionens forslag til aktioner i årsberetningen. Man kan derfor hævde, at denne udtalelse er starten på en langsigtet, dynamisk proces.

2.1

I henhold til Eurostats definition skal et ø-område:

2.2

Denne definition bør imidlertid revideres og fornys med udgangspunkt i den enkle kendsgerning, at en ø er et geografisk område, som ikke kan nås til fods. Desuden har definitionen i 2.1 ikke noget retsgrundlag og anvendes blot som en henvisning og fordi man mangler en bedre definition, som tager højde for de nye vilkår for en udvidet Europæisk Union, der indbefatter medlemsstater, der er østater.

2.2.1

Når man definerer en ø, bør man også huske på den 33. erklæring i Lissabontraktaten, hvori der står: »Efter [regerings-] konferencens opfattelse kan ordet »øområder« i artikel 174 omfatte østater i deres helhed, hvis de nødvendige kriterier er opfyldt«.

2.3

På nuværende tidspunkt hører der ø-områder til fjorten af EU's medlemsstater. Der bor omkring 21 mio. indbyggere på EU's øer. Disse ø-områder er lig med en økonomisk og geopolitisk tilstedeværelse for EU i næsten alle verdenshave og udgør en aktiv grænse op til mange kontinenter.

2.4

Såvel øer som medlemsstater er forskellige. Derfor vil EØSU gerne foreslå følgende typologier:

2.4.1

De er forskellige ud fra et strukturelt synspunkt, fordi nogle er perifert beliggende, mens andre, hvis karakteristika er nedfældet i EU-traktaten (art. 299, stk. 2), er mere afsides beliggende. Nogle er mindre (visse af dem har en befolkning på under 50 personer), mens andre er større.

2.4.2

Rent institutionelt afviger de også fra hinanden, fordi nogle er ø-stater. Visse har regional status og andre, som ligger tæt på kystområder, indgår i den regionale myndighed på fastlandet.

2.5

Til trods for disse forskelle har ø-områderne en række karakteristika som kan adskille dem betragteligt fra territorierne på fastlandet med hensyn til f.eks. kultur, uddannelse, transport, miljø osv. Disse aspekter fortjener en grundig gennemgang, så man kan fastlægge en politik for disse territorier, hvori der tages højde for såvel fællestræk som særpræg, der kan påvirke de enkelte ø-områders muligheder og udfordringer. EØSU foreslår, at man vender tilbage til dette spørgsmål senere.

2.6

De har en række fælles karakteristika som f.eks. kultur, uddannelse, transport (problemer med ekstraomkostninger) og miljø.

2.7

Kommissionen søsatte med sin ny meddelelse »Et indre marked for Europa i det 21. århundrede« (20. november 2007) (1) debatten om fremtiden for det indre marked. Man er nødt til at anskue ø-områdernes plads ud fra denne betragtning.

3.1

Fordi man har anvendt en ny forvaltningsmetode, som karakteriseres af en integreret tilgang (navnlig i forbindelse med grønbogen og blåbøgerne om fremtidens EU-havpolitik) bør man ikke adskille spørgsmål om det indre marked fra spørgsmål af mere regional karakter. Det indre marked er ikke et mål i sig selv: det er et redskab, der skal tjene territoriers og menneskers formål.

3.2

Ø-områder har altid forholdt sig til, hvordan de kan udvikle sig på hjemmemarkedet og er som sådan nødt til at kunne foregribe fremtidige ændringer.

3.3

Regionalpolitik er et nyttigt redskab for ø-områderne. Ikke desto mindre er det et redskab, der skal udvikles yderligere og forbedres i en integreret EU-ramme, så de får mulighed for ikke blot reelt at indgå i det indre marked, men også at spille en større rolle inden for det såvel økonomisk som socialt. Med henblik på den fremtidige politik om territorial samhørighed, som Kommissionen skal udarbejde i henhold til Lissabontraktaten, bør dette aspekt også medtages i betragtningerne.

3.4

Denne integrerede ramme for fællesskabspolitikker dækker ikke blot regional- og samhørighedspolitikkerne, men navnlig følgende politikområder: transport, energi og vand, uddannelse og beskæftigelse, forskning, teknologisk udvikling og innovation, konkurrence, industripolitik, miljø, samt landbrug og fiskeri.

3.5

I den aktuelle sammenhæng skal ø-områderne i første omgang vurderes i lyset af den fjerde samhørighedsrapport.

3.5.1

Selvom EU's institutioner støtter en integreret tilgang i deres politikker, er det forbavsende, at Kommissionen åbenbart ikke foretager en integreret analyse af ø-områdernes problemstillinger.

3.5.2

Ifølge Kommissionens opfattelse er tilgængelighed et »særligt problem«, som ø-områderne må forsøge at klare.

3.5.3

Kommissionen understreger med rette, at den lille befolkningsstørrelse udgør et andet problem. Det indebærer, at ø-områderne har små lokale markeder, hvilket lægger en dæmper på SMV'ernes vækstpotentiale pga. manglende stordriftsfordele. Det forringer navnlig deres mulighed til at vinde ind på de europæiske markeder.

3.5.4

En anden følgevirkning er, at de fleste øer ikke kan nøjes med hjemmemarkederne (2), som oftest er få små til at opretholde en omfattende og effektiv økonomi. Denne enkle kendsgerning tvinger lokale SMV'er til at eksportere. Det er de simpelthen nødt til.

3.5.5

Derudover er man nødt til at tage hensyn til en anden slags vanskeligheder i forbindelse med ø-områdernes naturlige handicap nemlig de problemer, der er forbundet med deres afsides beliggenhed. De høje ekstraomkostninger for transport er med til at forringe deres konkurrenceevne betragteligt. Paradoksalt nok kan den situation, som er med til at »beskytte« ø-områdernes markeder ved at begrænse konkurrencen fra fastlandet, faktisk føre til, at der udvikles monopolagtige tilstande på øerne.

3.5.6

Øsamfund kendetegnes også af følgende problemstillinger (problemer, som også er afgørende for deres muligheder for langsigtet udvikling):

3.5.7

Vedrørende spørgsmålet om tilgængelighed:

3.6

Alle disse elementer fokuserer på svaghederne i de ø-områder, der skal integreres i det indre marked: de opfylder ikke de nødvendige betingelser for at kunne drage nytte af alle de fordele, som dette marked med dets 500 mio. forbrugere tilbyder.

3.6.1

EU bør undgå en standardpolitik og i stedet fremme en integreret tilgang som nævnt ovenfor. Ø-områdernes problemer er komplekse, da de omfatter flere handicap. Men de er også nødt til at spille på de fordele, de rent faktisk har, og som kunne udgøre grundlaget for en socioøkonomisk udvikling. Det er f.eks. fiskeriressourcer, vedvarende energikilder, økonomiske aktiviteter i forbindelse med turisme, stærk kulturel identitet samt natur- og kulturarv.

3.6.2

Derudover skal det understreges, at Kommissionen i et ledsagedokument til den førnævnte meddelelse om »Et indre marked for Europa i det 21. århundrede« slår til lyd for idéen om adgang til forsyningspligtydelser i hele EU. Som Kommissionen udtrykker det: »det er af stor betydning for at forbedre den territoriale samhørighed i EU«, og Kommissionen tilføjer: »For områder med geografiske eller naturbetingede handicap som fjernt beliggende regioner, øer, bjergområder, tyndt befolkede områder og områder ved ydre grænser er det ofte forbundet med vanskeligheder at få adgang til tjenesteydelser af almen interesse på grund af afstanden til større markeder eller de øgede omkostninger for at få adgang til dem. Disse særlige behov skal der tages hensyn til«. Kommissionen synes derfor at være meget opmærksom på dette problem, og man kan derfor godt forestille sig initiativer på området.

3.7

Derfor har spørgsmålet om integration af ø-områderne i det indre marked været et problem siden Den Europæiske Fælles Akt. Ø-områder vil fortsat være sårbare territorier. Som beskrevet ovenfor kan de fleste af dem ikke nøjes med hjemmemarkedet, øernes SMV'er er nødt til at sælge deres varer og tjenester på det europæiske fastland. Deres konkurrencevene hindres imidlertid af adgangsforhold og ensidige erhvervsaktiviteter.

3.8

Med dette for øje, opfordrer EØSU til, at al fremtidig lovgivning kommer til at indeholde en specifik evaluering af alle relevante forslags følger for ø-områderne. EØSU understreger, at der er behov for en integreret tilgang til ø-områdernes problemer, så man navnlig tager højde for de grundlæggende principper om proportionalitet og subsidiaritet, som ø-områderne kræver.

4.1

Som det allerede er blevet slået fast, opfordrer EØSU til, at man anlægger en integreret tilgang i løsningen af ø-områdernes problemer i EU samtidig med en integreret ramme for fællesskabspolitikker.

4.2

Ø-områderne skal finde deres plads i revisionen af det indre marked (8). Meddelelsen fra 20. november 2007 bekræfter de SMV-venlige retningslinjer som omtales i midtvejsrapporten fra februar 2007.

4.3

SMV'erne skal opfordres til at indgå i grænseoverskridende aktiviteter. En sådan ide forudsætter en mekanisme til territorial sammenhæng, der kan hjælpe øboerne til at komme ind på markederne enten gennem fastlandet i den medlemsstat, de tilhører, eller gennem en nabo(medlems)stat. Der findes konkrete og effektive eksempler. Således drager Bornholm fordel af den offentligt støttede færgeforbindelse til Ystad i Sverige. Der er også territorial sammenhæng mellem det kontinentale Frankrig og Korsika.

4.3.1

Den offentligt støttede færgeforbindelse er et redskab, der har forbedret transportforbindelserne mellem disse to franske territorier og fortjener helt klart at blive udvidet til Italien (velvidende, at det er lettere for en korsikaner at nå det europæiske fastland ved at rejse gennem Italien end gennem Frankrig). Derfor mener EØSU, at det kunne være interessant at undersøge muligheden for at udvide en sådan praksis til samtlige europæiske øer og at »europæisere« dens udbredelse. Erfaringen viser ligeledes for så vidt angår gennemførelsen af et sådant redskab, at det er ø-områderne, der over for fastlandet skal afgøre dets anvendelse og ikke omvendt.

4.3.2

En sådan europæisering af redskabet til territorial sammenhæng ville konkretisere den grænseoverskridende integration, som Kommissionen fremhævede i sin udtalelse »Et indre marked for Europa i det 21. århundrede«.

4.4

Et indre marked, der fokuserer på et vidensbaseret samfund, kan blandt andet omsættes til spredning af de nye informations- og kommunikationsteknologier i EU. En sådan idé kunne virkelig give mulighed for diversificering af ø-områdernes økonomier.

4.5

Man må ikke glemme, at ø-områdernes naturlige miljø egner sig til innovation (f.eks. vedvarende energi, blå bioteknologier …). Eftersom ovennævnte fjerde samhørighedsrapport hævder, at der er en sammenhæng mellem økonomiske og innovative resultater, så har ø-områderne et stort spillerum.

4.6

Man skal huske på, at de fleste øer er berørt af fiskeri, og derfor kan bioenergi være interessant for fiskeopdrættere eller fiskere. Offentlige politikker skal indeholde midlerne til udvikling af sådanne initiativer. Offentlige politikker skal hjælpe øerne til at udvikle vedvarende maritime ressourcer (som f.eks. bølgeenergi, havenergi eller, som noget mere specifikt for de perifere regioner, termisk havenergi).

4.7

I landbrugets tilfælde må der udvises fleksibilitet i gennemførelsen af landbrugspolitikkens to søjler til fordel for landmændene i ø-områderne.

4.8

Sådanne energikilder er afgørende for øer, som er underlagt et stort pres på deres fysiske planlægning og hvis geografiske afhængighed af fossile brændstoffer lægger en dæmper på deres udvikling. Alternativer til et sådant afhængighedsforhold bør findes i form af vedvarende energi, som kan udgøre nye energikilder for disse områder. I den forbindelse er øerne fantastiske steder, hvor der kan foregå forsøg og udvikling, og på den måde kan de være til nytte for Europa. Øen Réunion tilkendegav således for nylig et ønske om at forpligte sig til en politik for »alle former for vedvarende energi«, og der er allerede konstateret store mængder af vedvarende maritime ressourcer. Vindkraft er et andet godt eksempel. El Hierro på De Kanariske Øer vil inden 2009 blive fuldt ud forsynet med en kombination af vindturbiner og vandkraft.

4.9

Det indre marked er baseret på god europæisk regulering, (9) og det betyder, at det er nødvendigt at undersøge, hvordan gældende europæisk lovgivning gennemføres og sikre, at den har den ønskede virkning. For så vidt angår de lovgivningsmæssige problemer, som omtales ovenfor, ville et sådant initiativ have positiv betydning for øerne. Måske kunne følgende pilotprojekt gennemføres i den forbindelse: i henhold til servicedirektivet skal Kommissionen inden 28. december 2011 og herefter hvert tredje år fremlægge en omfattende rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af dette direktiv. I den forbindelse kunne der anlægges en territorial tilgang og ø-områdernes situation kunne vurderes ved at sammenligne dem med andre regioner.

4.10

Alle disse elementer bidrager til at finde mulige løsninger for fremover bedre at integrere ø-områderne i det indre marked. En sådan integration afhænger af to betingelser: tiltrækningskraft og diversificering.

5.1

For at kunne opfylde de to ovennævnte betingelser mener EØSU, at en passende gennemførelse af politikkerne afhænger af de efterfølgende initiativer.

5.1.1

Man skal sikre bedre forbindelser mellem ø-områderne og fastlandet takket være transport- og innovationspolitikkerne.

5.1.1.1

Mange igangsættere klager over ekstraomkostninger, når deres produkter ankommer til en fastlandshavneby (på grund af transporten). Visse undersøgelser når frem til ekstraomkostninger på op til 20 %. Men da produkter er forskellige bør der gennemføres præcise undersøgelser (metodologien herfor kunne baseres på den, man anvender for regionerne i den yderste periferi). For at nå et sådant mål er det derfor vigtigt at skabe de rette betingelser, der giver de lokale institutioner i ø-områderne mulighed for at evaluere omkostningerne ved at være et øsamfund. Derfor er der behov for, at der på øerne findes såvel lokale statistiske tjenester som prisindekser. Følgelig bør de lokale statistiske tjenester på de europæiske øer nå frem til en fælles vurderingsmetode.

5.1.1.2

Mere overordnet har ø-områderne behov for effektive forsyningspligtydelser.

5.1.2

Der bør anlægges en geografisk indfaldsvinkel til initiativet »Bedre lovgivning«, som indebærer:

5.1.3

EU's tjenestemænd skal opmuntres til efteruddannelse i ø-områderne, så de kan sætte sig ind i disse områders virkelighed. EØSU støtter derfor »Enterprise Experience«-programmet og opfordrer SMV'er i ø-områderne til at ansøge om at kunne tage imod tjenestemænd fra EU. Det vil samtidig give tjenestemændene mulighed for at kommunikere direkte med øboerne om europæiske spørgsmål. Det beviste studiegruppemødet, der fandt sted i Ajaccio den 7.-8. april 2008. Når man mødes med EU-borgerne i medlemsstaterne opnår man bedre forståelse af EU og dens politikker, og debatviljen er større.

5.1.4

Fremover bør betydningen af regional statsstøttepolitik fremhæves. Til lige netop det punkt støttede EØSU stærkt forslagene i Francesco Musottos betænkning, navnlig:

5.1.5

SMV'ernes potentiale i ø-områderne bør styrkes:

5.1.5.1

Lettelse af SMV'ers adgang til forskning og innovation, f.eks. gennem værktøjer som JEREMIE. Rent faktisk lider ø-områderne under manglen på stærke forskere, laboratorier og patenter. Den private forskning er så svag, at den offentlige bør udbygges. Idéen om frizoner bør også udforskes nærmere. Sammenlignet med situationen på fastlandet er ø-områderne dårligere stillet, bortset fra de tilfælde, hvor de offentlige myndigheder fører en voluntaristisk politik, eller hvor en sektor er så økonomisk vigtig, at den gør det muligt at nå en tærskel, som forventes at kunne skabe eller støtte forskningsaktiviteter. Hertil kommer, at en sådan tilgang desuden hænger sammen med bevarelsen af tidligere tiders viden, en side af innovationen, man ikke må se bort fra.

5.1.5.2

Eksport til tredjelande. Man må huske på, at Kommissionen i sin midtvejsrapport om revisionen af det indre marked (februar 2007) opfordrer til, at fremtidens indre marked bliver åbent for hele verden. Denne holdning bekræftes i meddelelsen »Et indre marked for Europa i det 21. århundrede«. Her opfordrede Kommissionen til en »udvidelse af det indre markeds reguleringsområde«. Denne idé kunne konkretiseres gennem samarbejdsprogrammer mellem EU og medlemsstaterne og deres nabolande.

5.1.5.3

Fordele ved en veluddannet arbejdsstyrke. Ø-områderne er plaget af udvandringen af unge, der foretrækker universitetsuddannelser og høje lønninger i regionerne på fastlandet. End ikke BNP er nogen perfekt indikator eller noget godt kriterium. Den fjerde samhørighedsrapport understreger, at stigningen i BNP afhænger af produktiviteten og den erhvervsaktive befolkning. EØSU er fuldstændig overbevist om, at der skal opmuntres til igangsættelse af initiativer som udvikling af universiteter og andre højere uddannelsesinstitutioner i ø-områderne. Det er en forudsætning for uddannelse af indbyggerne på øerne. Eksempelvis er det siden genåbningen af Korsika Universitet i 1981, og takket være et stort antal studerende, lykkedes at øge den menneskelige kapital i regionen såvel kvantitativt som kvalitativt. En sådan forbedring har rettet op på nogle ubalancer på arbejdsmarkedet og har støttet ekspansionen af de økonomiske sektorer (som levnedsmiddelindustrien, turisme, IKT) og virksomhederne.

5.1.5.4

Med udgangspunkt i deres karakteristika finder man frem til den mest hensigtsmæssige udvikling. I den henseende har Kommissionen i sin grønbog om havpolitik med rette fremhævet, at »diversificering af turistprodukter og serviceydelser kan fremme konkurrenceevnen for kyst- og ø-områder«. Som følge af opretholdelse af en (ikke) teknologisk innovation, og fordi behovet for global diversificering afstemmes efter ø-områdernes økonomiske aktiviteter (mange ø-områder har problemer som følge af meget lille aktivitetsspredning inden for turismen), afhænger diversificeringen af følgende betingelser:

6.1

EØSU foreslår at gennemføre følgende forslag i lovgivningsprocessen:

6.1.1

Råde over den bedst mulige information om ø-områdernes situation. Betydningen af ajourføring og indsamling af yderligere statistisk materiale om ø-områderne kan ikke understreges nok. Dette er de nødvendige redskaber for præcise offentlige politikker (på europæisk, nationalt og regionalt niveau). En sådan fremgangsmåde bør i første omgang tage udgangspunkt i enkeltvise evalueringer, som blandt andet tager højde for ø-områdernes særlige socioøkonomiske situation. Det kunne også være give lejlighed til at overveje BNP-kriteriets relevans i vurderingen af regionale problemstillinger.

6.1.1.1

En forudgående betingelse for udformningen og gennemførelsen af enhver fællesskabspolitik vedrørende ø-områderne er, at der foreligger relevante indikatorer samt tilstrækkelige og pålidelige statistiske data. Isoleret set egner hverken BNP-kriteriet eller arbejdsløshedsprocenter sig som bekendt til at frembringe en tilfredsstillende forståelse af ø-områdernes realiteter og de komplekse mekanismer, der adskiller dem fra resten af fællesskabet.

6.1.1.2

Denne situation er ikke ny, men har længe været overskygget af den kendsgerning, at der ikke var nogen praktisk pointe i at behandle et så komplekst spørgsmål, eftersom hovedparten af EU's ø-befolkning alligevel modtog højeste støttesats (mål 1-region). Udvidelsesprocessen og den efterfølgende »statistiske effekt« (dvs. tidligere tiders dårligt stillede regioner er blevet forholdsvis rige) har belyst behovet for en beskrivelse af ø-områdernes situation og behov gennem bedre og mere målrettede statistiske indikatorer.

6.1.1.3

Det foreslås i Musotto betænkningen: »fremover bør der fokuseres på udarbejdelsen af mere relevante statistiske indikatorer, der i højere grad vil kunne give et klart statistisk billede af udviklingsniveauet og kunne bibringe en tilfredsstillende forståelse af forholdene i områder med geografiske og naturbetingede handicap og navnlig der, hvor der er tale om en ophobning af faktorer, herunder bjergkæder og øgrupper og tilfælde, hvor en ø er dobbelt ramt af isolerende faktorer; understreger, at disse indikatorer også skal forbedre muligheden for at vurdere forskellene mellem disse områder og resten af EU og forskellene inden for områderne«.

6.1.2

Nedsættelse af en tværfaglig gruppe i Kommissionen for ø-områderne for at sikre en integreret tilgang, når man behandler deres problemstillinger.

6.1.3

EØSU opfordrer civilsamfundet og de offentlige myndigheder til på lokalt plan at samarbejde (og de, der allerede samarbejder opfordres til at fortsætte), så man kan udarbejde fælles udviklingsstrategier. Det er nødvendigt, at ø-samfundene har en projektbaseret tilgang til et positivt partnerskab.

6.2

EØSU mener, at der i den gode forvaltnings interesse bør foretages en regelmæssig revision af ø-områdernes situation og anmoder derfor Kommissionen om at fremlægge en årsberetning for Europa-Parlamentet, Rådet, Regionsudvalget og EØSU, vedrørende overvågning og evaluering af virkningen af de relevante foranstaltninger, som er blevet indført for at løse ø-områdernes problemer. I den forbindelse bør man også inddrage Kommissionens forslag til aktioner i årsberetningen. Man kan derfor hævde, at denne udtalelse er starten på en langsigtet, dynamisk proces.

7.1

Som konklusion kan spørgsmålet om bedre integration af øerne i det indre marked måske få de interesserede parter til at udforske to forskellige alternativer i forhold til dem, der nævnes ovenfor.

7.2

Anvendelse af den udvidede samarbejdsprocedure mellem de medlemsstater, der består af ø-områder eller er østater (Portugal, Spanien, Frankrig, Italien, Grækenland, Malta, Cypern, Det Forenede Kongerige, Irland, Nederlandene, Danmark, Estland, Finland, Sverige). For så vidt angår de betingelser, der skal opfyldes for at nå målet om en europæisk politik for ø-områderne, kan denne løsning virke umulig at gennemføre. Derfor bør man, så vidt forslaget skal komme fra medlemsstaterne, vælge en bottom up-indfaldsvinkel. Derfor er det, som allerede nævnt, vigtigt med udviklingsstrategier på lokalt plan. De operationelle programmer (inden for rammerne af strukturfondene 2007-2013) kunne i den forbindelse ses som et godt grundlag for den fremtidige periode 2014-2020.

7.3

De fremtidige EU-regler kan forbedre de nuværende løsninger takket være Lissabontraktaten og omformuleringen af artikel 158 i EF-traktaten.

7.3.1

Den fremtidige ny artikel 158, ændret ved Lissabontraktaten, lyder således:

7.3.2

En sådan omformulering er i overensstemmelse med den kendsgerning, at den territoriale dimension — takket være Lissabontraktaten — (som endnu ikke er ratificeret) er et nyt element i den europæiske samhørighed. Denne anerkendelse fremhæver EU's hensigt til at tage højde for samtlige territoriers realiteter. Den fremtidige artikel 158 er således en konkretisering af en sådan vilje.

7.3.3

Det er ingen let opgave at definere territorial samhørighed. Den kommende grønbog vil ganske vist udgøre en interessant mulighed for at blive informeret om de forskellige eksisterende indfaldsvinkler. I den forbindelse mener EØSU, at overvejelser om territorial samhørighed svarer til at undersøge mere end blot økonomisk statistik og også vurdere territoriets åbenlyse geografiske realiteter og de efterfølgende svagheder, som for visse territoriers vedkommende kan risikere at være en alvorlig trussel for den socio-økonomiske samhørighed. Territorial samhørighed betyder, at man søger efter midler til at styrke samarbejdet såvel inden for øens territorium som mellem alle territorier samt at styrke partnerskabet mellem alle interesserede parter (offentlige myndigheder og civilsamfundet) i udformningen og gennemførelsen af de relevante politikker.