Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52004AR0251

    Regionsudvalgets udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet »EU-aktionsplan for økologiske fødevarer og økologisk landbrug«

    EUT C 71 af 22.3.2005, p. 16–18 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

    22.3.2005   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 71/16


    Regionsudvalgets udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet »EU-aktionsplan for økologiske fødevarer og økologisk landbrug«

    (2005/C 71/04)

    REGIONSUDVALGET HAR –

    under henvisning til Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om »EU-aktionsplan for økologiske fødevarer og økologisk landbrug« (KOM (2004) 415 endelig), og bilaget, arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene »European Action Plan for Organic Food and Farming«, SEK(2004) 739,

    under henvisning til Kommissionens beslutning af 5. juli 2004 om i henhold til EF-traktatens artikel 265, stk. 1, at anmode om Regionsudvalgets udtalelse,

    under henvisning til formandens beslutning af 27. januar 2004 om at henvise det forberedende arbejde til Underudvalget for Bæredygtig Udvikling,

    under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler (1) og ændringerne heraf,

    under henvisning til Kommissionens forslag til Rådets forordning om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), KOM(2004) 490 endelig - 2004/0161 (CNS),

    under henvisning til sin udtalelse om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet: Midtvejsrevision af den fælles landbrugspolitik KOM(2002) 394 endelig – CdR 188/2002 fin (2),

    under henvisning til sin udtalelse om Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Mod et bæredygtigt landbrug KOM(1999) 22 endelig - CdR 183/99 fin (3),

    under henvisning til forslag til Regionsudvalgets udtalelse (CdR 251/2004 rev. 1), som blev vedtaget den 20. september 2004 af Underudvalget for Bæredygtig Udvikling med Jyrki Myllyvirta, borgmester i S:t Michel (FI/PPE), som ordfører,

    og ud fra følgende betragtninger:

    1)

    Økologiske fødevarer og økologisk landbrug har voksende betydning i bestræbelserne på at tilpasse landbrugsproduktionen til markedskravene, tage hensyn til EU-borgernes ønsker om særligt høje standarder hvad angår beskyttelse af miljøet, naturressourcerne og dyrevelfærd samt at styrke en bæredygtig udvikling i Europa;

    2)

    Kommissionen har i sin meddelelse korrekt understreget, at det økologiske landbrug har en samfundsmæssig dobbeltrolle: dels producerer det, drevet af markedets efterspørgsel, fødevarer og andre landbrugsprodukter på en miljøvenlig og sikker måde, som tilgodeser forbrugernes ønsker, dels skaber det offentlige goder ved især at fremme bæredygtig udvikling, miljøbeskyttelse og dyrevelfærd;

    3)

    der bør lægges særlig vægt på at beskytte den økologiske landbrugsproduktions vilkår i Fællesskabets forskellige regioner med deres forskellige vilkår. Normerne for økologisk landbrugsproduktion bør være pålidelige, harmoniserede, klare og i overensstemmelse med den økologiske produktions principper, men samtidig bør man sørge for, at de også fremover skaber gode forudsætninger for produktion og forædling inden for hele Fællesskabets område under dets forskellige naturforhold og markedsvilkår –

    på sin 57. plenarforsamling af 17.-18. november 2004 i Bruxelles, mødet den 17. november, enstemmigt VEDTAGET FØLGENDE UDTALELSE:

    1.   Regionsudvalgets synspunkter

    REGIONSUDVALGET

    1.1.

    konstaterer, at meddelelsen er et positivt og velkomment skridt mod anerkendelse af den økologiske landbrugsproduktions værdi og forbedring af dens forudsætninger i EU;

    1.2.

    er yderst tilfreds med, at meddelelsen er blevet forberedt grundigt og i tæt samarbejde med forskellige myndigheder;

    1.3.

    understreger, at den økologiske produktion har betydelige regionale og lokale virkninger, og at den på lokalt og regionalt niveau er vigtig for gennemførelsen af meddelelsens målsætninger;

    1.4.

    synes, at meddelelsen er meget generel, og at nogle af dens målsætninger er beskedne, for hvis der skal opnås betydelige miljøvirkninger, skal den økologiske landbrugsproduktions andel øges.

    Markedets funktion

    REGIONSUDVALGET

    1.5.

    understreger, at det er vigtigt at forbedre salgsfremstød og øge forbrugernes økologiske bevidsthed, og kræver, at også Fællesskabet deltager i finansieringen af kampagner på dette område. En styrkelse af den økologiske bevidsthed er et led i en bredere informations- og oplysningsvirksomhed, der skal gøre borgerne langt mere bevidste om principperne for bæredygtig udvikling. Kampagnerne bør finansieres på en sådan måde, at også små producenter og SMV'er inden for fødevareområdet kan deltage i dem;

    1.6.

    forholder sig positivt til forslagene om at gøre større brug af EU-logoet, foreløbigt parallelt med nationale og regionale logoer. Kriterierne for anvendelsen af EU's logo er nødt til at være ensartede og pålidelige, både i forbindelse med produkter fra EU og fra tredjelande. EU-logoet bør kunne suppleres med en oplysning om produkternes regionale oprindelse;

    1.7.

    er bevidst om, at harmonisering af de økologiske normer spiller en central rolle, hvis de salgsfremmende aktiviteter i Fællesskabet skal lykkes, og tilslutter sig meddelelsens forskellige forslag på dette punkt. Meddelelsens forslag om at supplere normerne (f.eks. fødevareforædling, dyrevelfærd, miljønormer) og fastlægge fælles standarder for nye produktgrupper (økologisk vin, akvakultur) bør støttes;

    1.8.

    understreger, at man er nødt til at harmonisere normerne for at sikre produkternes frie bevægelighed på det indre marked. Hvis man fjerner kunstige handelshindringer, øges balancen mellem efterspørgsel og udbud. På den ene side er der for øjeblikket flere forskellige markedsområder, hvor problemerne med at få adgang til råvarer forhindrer en udvidelse af aktiviteterne, på den anden side er det vigtigt for mere perifere, tyndt befolkede produktionsområder, at produkterne uhindret kan markedsføres i regioner med større efterspørgsel;

    1.9.

    er enig i, at man for at overvåge markedsudviklingen er nødt til at udvikle statistikker over økologiske produkter.

    Den internationale handels perspektiv

    REGIONSUDVALGET

    1.10.

    påpeger ligesom meddelelsen, at der er god grund til at fjerne hindringerne for den internationale handel med økologiske produkter. Fri handel garanterer tilstrækkelig adgang til regioner, hvis eget udbud ikke er tilstrækkeligt, og styrker også anvendelsen af miljøvenlige dyrkningsmetoder uden for Fællesskabet. International handel er vigtig, så man kan opnå en økonomisk fornuftig udvidelse af aktiviteterne. Samtidig er der grund til at understrege, at principperne for bæredygtig udvikling, der er udgangspunktet for økologisk landbrug, er basis for en styrkelse af den lokale og regionale produktion og omsætning. Som forudsætning for optagelse af tredjelande på ligestillingslisten skal ikke blot de nødvendige økologiske produktionsforskrifter være opfyldt, men også de øvrige EU-fødevareproduktionsstandarder.

    Den fælles landbrugspolitik

    REGIONSUDVALGET

    1.11.

    finder, at indsatsen for at fremme økologisk landbrug bør være mere synlig både i Fællesskabets og de enkelte medlemsstaters landbrugspolitik. Bevillinger på EU- og nationalt niveau til at støtte en mere miljøvenlig landbrugsproduktion bør i højere grad komme den økologiske landbrugsproduktion til gavn. Hvis man skal styrke de positive miljøvirkninger, bør den økologiske produktion også være et profitabelt alternativ for landbrugere i mere gunstige regioner med såkaldt intensivt landbrug;

    1.12.

    understreger, at man i stedet for regional specialisering bør støtte løsninger, som fører til bedre integration af økologisk plante- og husdyrproduktion. Samtidig bør man udrede, hvordan man kan forbedre den økologiske husdyrproduktions forudsætninger;

    1.13.

    støtter, at man i overensstemmelse med meddelelsens forslag bistår de nationale beslutningstagere, så de kan udnytte de forskellige støtteformer i videst muligt omfang. Ifølge forskningsundersøgelser har de økologiske producenter i landdistrikterne ofte flere indkomstkilder og er aktive i de enkelte landdistrikters aktørnetværk. For at bevare landdistrikternes variation og livskraft er det vigtigt, at en større andel af bevillingerne i programmerne til landdistriktsudvikling afsættes til økologisk produktion;

    1.14.

    støtter meddelelsens synspunkt om, at produkter, der er mærket som indeholdende genmodificerede organismer (GMO), ikke må mærkes som økologiske produkter, og at tærsklerne for utilsigtet forekomst af GMO i økologiske produkter skal svare til de generelle mærkningstærskler. De generelle tærskler for såsæd, som endnu ikke er fastlagt, bør fastsættes til et niveau, som også kan anvendes i den økologiske produktion;

    1.15.

    finder det vigtigt, at man på længere sigt fastlægger metoder til at indregne fødevareproduktionens miljøomkostninger i produkternes pris, så miljøvenlige, lokalt producerede produkters stilling på markedet styrkes.

    Undersøgelse

    REGIONSUDVALGET

    1.16.

    understreger, at der er brug for forskning til at løse problemerne i forbindelse med markedsføringen af økologiske og miljøvenlige produkter i en sektor, der er i sin indledende udviklingsfase. Forskning, der tager udgangspunkt i den økologiske produktion, bør finansieres særskilt i henhold til dens relative betydning og udviklingsmål, både nationalt og i EU-støttede programmer;

    1.17.

    ønsker at styrke arbejdsvilkårene for de regionale forsknings- og uddannelsesinstitutioner samt rådgivende organisationer, der ser på den økologiske produktions udfordringer. Deres arbejde fremmer udviklingen af landdistrikterne. De økologiske aktører er oftest små producenter eller producentorganisationer, som ikke selv har nok ressourcer til at styre en så kompleks helhed.

    Overvågning og kontrol

    REGIONSUDVALGET

    1.18.

    påskønner, at der i handlingsplanen er blevet lagt stor vægt på overvågning, kontrol og behovet for at udvikle normerne på dette område. De er vigtige, fordi de skaber grundlaget for den økologiske produktions pålidelighed. Når samfundet støtter den økologiske produktion, og forbrugerne betaler en ekstrapris for produkterne, bør der være sikkerhed for, at produkterne inden for hele Fællesskabets territorium opfylder de økologiske krav;

    1.19.

    bemærker, at et tungt kontrolsystem udgør en stor omkostningsfaktor for især små økologiske producenter. Man bør derfor forbedre kontrollen ved at anvende overvågningssystemer, der bygger på risikoanalyser. På grund af det økologiske landbrugs almennyttige karakter bør udgifterne til overvågning delvist dækkes af offentlige midler, og man bør især sørge for, at udgifterne til overvågning ikke forhindrer iværksættelse af produktion.

    2.   Regionsudvalgets henstillinger

    2.1.

    kræver, at man ved gennemførelsen af handlingsplanen for økologiske fødevarer og økologisk landbrug lægger særlig vægt på at sikre forudsætningerne for driften inden for hele Fællesskabets territorium, og at man gennemfører handlingsplanen i tæt samarbejde med medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder;

    2.2.

    anser det for nødvendigt, at gennemførelsen af fællesskabsforanstaltningerne koordineres med de nationale og regionale foranstaltninger, samt at Kommissionen overvåger gennemførelsen af handlingsplanen uden at påføre medlemsstaterne yderligere økonomiske eller administrative byrder og evt. udarbejder nye forslag;

    2.3.

    tilskynder medlemsstaterne til at fremme salgsfremstød af lokale og regionale økologiske produkter gennem foranstaltninger til udvikling af landdistrikter;

    2.4.

    tilskynder offentlige og offentligt finansierede aktører som f.eks. de regionale og lokale myndigheder til at anbefale økologiske produkter i bl.a. skoler, børnepasningsordninger og andre institutioner.

    Bruxelles, den 17. november 2004

    Peter STRAUB

    Formand for

    Regionsudvalget


    (1)  EFT L 198, 22.7.1991, s. 1.

    (2)  EUT C 73, 26.3.2003, s. 25.

    (3)  EFT C 156, 6.6.2000, s. 40.


    Top