EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52000PC0394

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om adgang til abonnentnet

/* KOM/2000/0394 endelig udg. - COD 2000/0185 */

EFT C 365E af 19.12.2000, p. 212–214 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

52000PC0394

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om adgang til abonnentnet /* KOM/2000/0394 endelig udg. - COD 2000/0185 */

EF-Tidende nr. C 365 E af 19/12/2000 s. 0212 - 0214


Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om adgang til abonnentnet

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Som reaktion på konklusionerne fra Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Lissabon den 23.-24. marts 2000 og med henvisning til de opfølgningstiltag, som Kommissionen forpligtede sig til i sin meddelelse om resultaterne af den offentlige høring om 1999-revurderingen og retningslinjerne for de nye rammebestemmelser, fremsætter Kommissionen nærværende forordning om adgang til abonnentnet for at gennemtvinge, at operatører med en stærk markedsposition senest den 31. december 2000 giver andre udbydere adgang til deres kobberabonnentkredsløb, både i form af fuld adgang og fælles brug.

Abonnentkredsløbet er det fysiske kredsløb mellem kunden og teleoperatørens lokalcentral eller tilsvarende anlæg i abonnentnettet. Abonnentnettet er fortsat et af de segmenter af det liberaliserede telekommunikationsmarked, hvor der er mindst konkurrence, og er et af de områder, der har været genstand for den undersøgelse om telesektoren, Kommissionen iværksatte i oktober 1999 [1]. Hvis alle nytilkomne udbydere på markedet får adgang til de etablerede selskabers abonnentkredsløb, øges konkurrencen og den teknologiske innovation på abonnentnetniveau, og dette vil igen stimulere konkurrencen på udbuddet af et komplet sæt af teletjenester, fra taletelefoni til bredbåndsmultimedietjenester og højhastighedsadgang til Internettet. Dermed bliver der sat skub i e-handel og e-business i Europa.

[1] Denne sektorundersøgelse er iværksat i henhold til artikel 12 i Rådets forordning 17/62/EØF og vedrører tre områder: udbud af og priser på faste kredsløb, roamingtjenester samt adgang til og brug af abonnentkredsløb for privatkunder.

Kommissionen har allerede vedtaget en ikke-bindende henstilling [2] om adgang til abonnentnet, samt en tilhørende meddelelse [3], men de nationale tilsynsmyndigheder i medlemsstaterne har tilkendegivet, at de kan få svært ved at nå det mål, som Det Europæiske Råd har opstillet, hvis der ikke foreligger et fast retsgrundlag, ud fra hvilket de kan stille krav om adgang til abonnentnet.

[2] Kommissionens henstilling 2000/417/EF af 25. maj 2000 om adgang til abonnentnet.

[3] Meddelelse fra Kommissionen om adgang til abonnentnet (KOM(2000) 237 endelig af 26.4.2000).

Formålet med forordningen er at tilvejebringe retsgrundlaget for at kunne gennemtvinge, at operatører med en stærk markedsposition senest den 31. december 2000 giver adgang til abonnentnettet.

2000/0185 (COD)

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om adgang til abonnentnet (EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [4],

[4] EFT C

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg [5],

[5] EFT C

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget [6],

[6] EFT C

henhold til proceduren i traktatens artikel 251 [7], og

[7] EFT C

ud fra følgende betragtninger:

(1) I konklusionerne fra det Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Lissabon den 23. og 24. marts 2000 noterer Det Europæiske Råd, at det er nødvendigt, at erhvervslivet og borgerne har adgang til en billig kommunikationsinfrastruktur i verdensklasse og en bred vifte af tjenesteydelser, for at Europa kan drage det fulde udbytte af vækst- og jobskabelsespotentialet i den digitale vidensbaserede økonomi. Det Europæiske Råd opfordrer medlemsstaterne til sammen med Kommissionen at arbejde på at indføre større konkurrence på abonnentnetniveau inden udgangen af 2000 og sikre adgang til de etablerede operatørers abonnentkredsløb med henblik på at nedbringe priserne på brug af Internettet betydeligt. Det Europæiske Rådsmøde i Feira den 20. juni 2000 udtrykte sin støtte til handlingsplanen for eEurope [8], som anfører adgangen til abonnentnet som en prioritet på kort sigt.

[8] KOM(2000) 330 endelig.

(2) Abonnentkredsløbet er det fysiske kobberkredsløb i abonnentnettet, der forbinder kunden med operatørens lokalcentral, koncentrator eller tilsvarende anlæg. Som det fremgår af Kommissionens femte rapport om gennemførelsen af lovpakken for telesektoren [9], er abonnentnettet fortsat et af de segmenter af det liberaliserede telekommunikationsmarked, hvor der er mindst konkurrence. De nye udbydere på markedet har ikke en udbredt alternativ netinfrastruktur og kan ikke med de traditionelle teknologier opnå de stordrifts- og omfangsfordele, som operatører, der er anmeldt som værende i besiddelse af en stærk markedsposition på fastnetområdet (anmeldte operatører) har. Årsagen er, at netoperatørerne har opbygget deres gamle kobberabonnentnet over en længere periode, hvor de var beskyttet af eksklusiv rettigheder og var i stand til at finansiere deres investeringsomkostninger gennem monopolpriser.

[9] KOM(1999) 537 endelig.

(3) Europa-Parlamentets resolution af 13. juni 2000 om Kommissionens meddelelse vedrørende 1999-revurderingen af telekommunkationssektoren [10] understreger vigtig heden af at give sektoren mulighed for at udvikle infrastrukturer, som fremmer væksten inden for elektronisk kommunikation, og af reguleringstiltag, som understøtter denne vækst. I resolutionen noterer Europa-Parlamentet sig, at adgang til abonnentnettet i øjeblikket mest berører netoperatører, som har en stærk markedsposition, og at investeringer i alternativ infrastruktur skal kunne give mulighed for en rimelig rentabilitet, idet dette kan fremme udbredelsen i områder med ringe udbredelse.

[10] AS-0145/2000.

(4) Udbud af nye abonnentlinjer i form af lyslederkabler med høj kapacitet direkte til større kunder er et specifikt marked, der er ved at udvikle sig under konkurrencevilkår med nye investeringer, og derfor vedrører denne forordning ikke adgang til lyslederabonnentlinjer.

(5) Det vil ikke være økonomisk rentabelt for nye udbydere at duplikere det tidligere monopolselskabs kobberabonnentnetinfrastruktur i dets helhed og inden for en rimelig tidshorisont, og de alternative infrastrukturer (f.eks. kabel-tv-net, satellitnet, trådløse abonnentnet) giver generelt ikke samme funktionalitet og dækning som det etablerede selskabs net.

(6) Et krav om adgang til kobberabonnentkredsløb bør kun omfatte de netoperatører, som de nationale tilsynsmyndigheder har udpeget. Kommissionen har allerede offentliggjort en første liste af netoperatører på fastnetområdet, som er meddelt som værende i besiddelse af en stærk markedsposition [11].

[11] EFT C 112 af 23.4.1999, s. 2.

(7) Selv om kommercielle forhandlinger er den foretrukne metode til at indgå aftale om de tekniske og prismæssige spørgsmål vedrørende adgang til abonnentkredsløb, viser erfaringen, at der i de fleste tilfælde er behov for indgreb fra myndighederne på grund af den manglende balance i forhandlingsstyrken mellem den nye udbyder og den anmeldte operatør, og på grund af manglen på alternativer. Anmeldte operatører bør stille oplysninger til rådighed og give adgang til andre på samme vilkår og af samme kvalitet, som er gældende for deres egne tjenester og for tjenester, der udbydes af datterselskaber eller partnere. Til dette formål bør de under den nationale tilsynsmyndigheds kontrol offentliggøre et fyldestgørende standardtilbud på adgang til abonnentkredsløb inden for en kort tidsfrist og helst på Internettet, således at der skabes gennemskuelige og ikke-diskriminerende markedsvilkår. I sådanne tilfælde kan den nationale tilsynsmyndighed i overensstemmelse med EF-reglerne gribe ind på eget initiativ for at fastsætte betingelser, herunder priser, med det formål at sikre interoperabilitet mellem tjenesterne og opnå størst mulig økonomisk effektivitet og størst mulige fordele for slutbrugerne.

(8) Reglerne for omkostningsberegning og prisfastsættelse for adgang til abonnentkredsløb og tilhørende faciliteter (f.eks. samhusning og fast transmissionskapacitet) bør være gennemskuelige, ikke-diskriminerende og objektive for at sikre retfærdige vilkår. Reglerne for prisfastsættelse bør sikre, at leverandøren af abonnentkredsløbet kan få dækket de relevante omkostninger samt opnå en rimelig fortjeneste. Disse regler bør endvidere fremme en retfærdig og bæredygtig konkurrence og sikre, at der ikke opstår konkurrencefordrejning, og navnlig at der ikke er nogen margenklemme mellem priserne på den anmeldte operatørs detail- og engrostjenester. I den forbindelse er det vigtigt at høre konkurrencemyndighederne.

(9) Kommissionen har i sin henstilling 2000/417/EF af 25. maj 2007 "Adgang til abonnentnet: Konkurrence om udbud af et komplet sæt af elektroniske kommunikationstjenester, herunder bredbåndsmultimedietjenester og højhastigheds adgang til Internettet" [12] og meddelelsen af 26. april 2008 [13] opstillet detaljerede bestemmelser om adgang til abonnentnet med henblik på at bistå de nationale tilsynsmyndigheder i at sikre en retfærdig regulering af de forskellige former for adgang til abonnentkredsløb, og klarlægge, hvordan de eksisterende EF-bestemmelser skal anvendes.

[12] EFT L 156 af 29.6.2000, s. 44.

[13] KOM(2000) 237 endelig.

(10) Målsætningen om at skabe harmoniserede rammer for adgang til abonnentnet med henblik på at fremme konkurrencen om udbuddet af en billig kommunikations infrastruktur i verdensklasse og en bred vifte af tjenesteydelser for alle virksomheder og privatpersoner i EF kan ikke opfyldes af medlemsstaterne i tide og med tilstrækkelig sikkerhed og ensartethed i henhold til gældende national ret eller EF-lovgivning; i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet, således som fastlagt i traktatens artikel 5, gennemføres målsætningen derfor bedre på fællesskabsplan i kraft af denne forordning. Forordningen begrænser sig til det omfang, der er nødvendigt for at nå målene, og går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dem -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Anvendelsesområde

1. I denne forordning fastlægges vilkår for operatørers pligt til at give adgang til deres abonnentkredsløb; pligten gælder for operatører af faste offentlige telefonnet, som de nationale tilsynsmyndigheder har anmeldt til Kommissionen som værende i besiddelse af en stærk markedsposition på faste offentlige telefonnet i overensstemmelse med de relevante EF-bestemmelser (herefter benævnt "anmeldte operatører").

2. Forordningen tilsidesætter ikke anmeldte operatørers pligt til i overensstemmelse med EF-bestemmelserne at overholde princippet om ikke-diskrimination, når de bruger det faste offentlige telefonnet til at levere tredjeparter højhastighedsadgang og transmissionsydelser, som også leveres til egne tjenester.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

a) "abonnentkredsløb": det fysiske kobberkredsløb i abonnentnettet, der forbinder kunden med operatørens lokalcentral, koncentrator eller tilsvarende anlæg

b) "adgang til abonnentkredsløb": både fuld adgang til abonnentkredsløb og fælles brug af abonnentkredsløb; det indebærer ikke nogen ændring af ejerskabet til kobberabonnentkredsløbet

c) "fuld adgang til abonnentkredsløb": adgang til den etablerede operatørs kobberabonnentkredsløb, hvor den nye udbyder råder over hele frekvensspektret på kobberkredsløbet og kan tilbyde slutbrugeren et komplet sæt af tale- og datatjenester

d) "fælles brug af abonnentkredsløb": adgang til ikke-talefrekvensspektret på et kobberkredsløb, via hvilket det etablerede selskab leverer basistelefonitjenester til slutbrugeren. Denne samtidige adgang tillader en ny udbyder at anvende teknologier såsom ADSL (asymmetrisk digital abonnentledning) til at levere slutbrugeren tillægstjenester som f.eks. højhastighedsadgang til Internettet

e) "samhusning": tilrådighedsstillelse af de fysiske og tekniske ressourcer, der er nødvendige for at den nye udbyder kan placere og tilslutte sit udstyr under rimelige forhold og således få adgang til abonnentkredsløbet.

Artikel 3

Principper for fuld adgang til abonnentkredsløb

1. Anmeldte operatører skal senest den 31. december 2000 give andre udbydere fuld adgang til deres abonnentkredsløb på gennemskuelige, retfærdige og ikke-diskriminerende vilkår. Anmeldte operatører tilbyder konkurrenter de samme faciliteter, som de selv eller deres associerede selskaber nyder godt af, på samme vilkår og i samme periode.

2. Anmeldte operatører giver adgang til ethvert muligt termineringspunkt på kobberabonnentkredsløbet, eller en del heraf, enten i lokalcentralen, koncentratoren eller et tilsvarende anlæg, hvor den nye udbyder kan placere og tilslutte sit eget netudstyr og sine egne netfaciliteter med henblik på levering af tjenesteydelser til kunden.

3. Anmeldte operatører offentliggør senest den 31. december 2000 et standardtilbud for adgang til abonnentkredsløb og tilhørende faciliteter, herunder samhusning, tilstrækkelig transmissionskapacitet, der indeholder en beskrivelse af, hvad tilbuddet omfatter, og de tilhørende vilkår, herunder priser, under hensyntagen til listen i bilaget til henstilling 2000/471/EF.

Artikel 4

Myndighedstilsyn

1. Så længe der ikke er tilstrækkelig konkurrence på abonnentnettet til at forhindre urimeligt høje priser, sikrer de nationale tilsynsmyndigheder, at prisen for adgang til abonnentkredsløb overholder princippet om omkostningsægthed. De nationale tilsynsmyndigheder er kompetente til om nødvendigt at pålægge ændringer af standardtilbuddet for adgang til abonnentkredsløb, herunder priser.

Når de nationale tilsynsmyndigheder vedtager regler for fastsættelse af priser og priser på adgang til abonnentkredsløb, skal de sørge for, at reglerne fremmer en retfærdig og bæredygtig konkurrence.

2. De nationale tilsynsmyndigeder er kompetente til at løse tvister mellem selskaber inden for de områder, der er omfattet af denne forordning, på en hurtig, retfærdig og gennemskuelig måde.

Artikel 5

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

formand formand

[...] [...]

FINANSIERINGSOVERSIGT

Denne forordning har ingen finansielle virkninger.

KONSEKVENSANALYSE FORSLAGETS KONSEKVENSER FOR VIRKSOMHEDERNE, HERUNDER ISÆR SMÅ OG MELLEMSTORE VIRKSOMHEDER (SMV)

Forslagets titel

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om adgang til abonnentnet.

Dokumentets referencenummer

Forslaget

1. Hvorfor er der i betragtning af nærhedsprincippet behov for en EF-lovgivning på området, og hvad er hovedformålet-

Forordningen er et af elementerne i det nye regelsæt, der har til formål at sikre, at den elektroniske kommunikationssektor fortsat udvikler sig som et konkurrencebaseret marked, der bringer fordele for alle virksomheder og enkeltpersoner i EU, som anvender elektroniske kommunikationstjenester. Forordningen tager sigte på at sikre, at de etablerede selskaber giver nye udbydere adgang til deres abonnentkredsløb - et tiltag, som høringen viste stærk støtte til. Fastlæggelsen af denne forpligtelse i en særlig forordning gør det muligt at gennemføre den foreslåede foranstaltning i alle medlemsstater senest den 31. december 2000.

Der er bred enighed om, at det er vigtigt at konsolidere det indre marked på dette område, og det anerkendes, at den mest effektive måde at opnå dette på, er ved at tilpasse de eksisterende bestemmelser.

Konsekvenser for virksomhederne

2. Hvem berøres af forslaget-

Virksomheder i alle størrelsesklasser vil drage fordel af den øgede konkurrence, de innovative tilbud på markedet og det forbedrede pris/kvalitetsforhold, som bestemmelserne om adgang til abonnentnet vil tilvejebringe.

Hvis alle nytilkomne udbydere på markedet får adgang til de etablerede selskabers abonnentkredsløb, øges konkurrencen og den teknologiske innovation på abonnentnetniveau, og dette vil igen stimulere konkurrencen på udbuddet af et komplet sæt af teletjenester, fra taletelefoni til bredbåndsmultimedietjenester og højhastighedsadgang til Internettet. Dermed bliver der sat skub i e-handel og e-business i Europa.

3. Hvilke foranstaltninger skal virksomhederne træffe i henhold til forslaget-

Ifølge forslaget skal operatører, som de nationale tilsynsmyndigheder har anmeldt som værende i besiddelse af en stærk markedsposition inden for faste offentlige telefonnet, give andre udbydere adgang til de abonnentkredsløb, de kontrollerer, på gennemskuelige, retfærdige og ikke-diskriminerende vilkår.

4. Hvilke økonomiske virkninger forventes forslaget af få-

Forslaget har til formål at stimulere væksten i sektoren og således skabe nye job inden for sektoren og på de tilknyttede markeder.

Det skal sikre, at det europæiske marked for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester fortsat byder på attraktive investeringsmuligheder på globalt plan.

Forslaget vil styrke konkurrenceevnen blandt virksomhederne i sektoren, især hvad angår højhastighedsadgang til Internettet, og ved at øge effektiviteten i virksomhederne vil det gavne økonomien som helhed, idet alle virksomheder har behov for effektive kommunikationsinfrastrukturer.

5. Indeholder forslaget foranstaltninger, som går ud på at tage hensyn til de små og mellemstore virksomheders særlige situation (begrænsede eller afvigende krav osv.) -

Forslaget indholder ingen særlige foranstaltninger for SMV.

Høring

6. Liste over organisationer, som er hørt om forslaget, og en kortfattet redegørelse for deres væsentligste synspunkter.

Kommissionen har søgt råd om mange aspekter af disse forslag som led i revurderingen af kommunikationslovgivningen i november 1999 (jf. KOM(1999) 539 endelig). 229 organisa tioner og enkeltpersoner reagerede på den offentlige høring. En liste over disse findes på følgende internetadresse: http://www.ispo.cec.be/infosoc/telecompolicy/review99/comments/comments.html.

De vigtigste synspunkter er opsummeret i meddelelsen om resultaterne af den offentlig høring (KOM(2000) 239 endelig). En liste over bidragene om adgang til abonnentnet findes på følgende internetadresse:

http://www.ispo.cec.be/infosoc/telecompolicy/unbundall/commentlst.html.

Top