Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 51998AC0446

    Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommissionens forslag til Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om bådtransport af farligt gods på indre vandveje«

    EFT C 157 af 25.5.1998, p. 15 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    51998AC0446

    Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommissionens forslag til Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om bådtransport af farligt gods på indre vandveje«

    EF-Tidende nr. C 157 af 25/05/1998 s. 0015


    Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommissionens forslag til Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om bådtransport af farligt gods på indre vandveje« (98/C 157/04)

    Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 11. september 1997 under henvisning til EF-traktatens artikel 75, stk. 1, litra c), at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

    Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Transport og Kommunikation, som udpegede Helmut Giesecke til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 11. marts 1998.

    Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 353. plenarforsamling af 25. og 26. marts 1998, mødet den 25. marts 1998, med 105 stemmer for, ingen imod og 1 hverken for eller imod, følgende udtalelse.

    1. Indledning

    1.1. Det er nødvendigt med harmoniserede bestemmelser for transport af farligt gods på de indbyrdes forbundne indre vandveje i Europa. Dette gælder både den grænseoverskridende transport og transporten inden for de enkelte lande.

    1.2. Den mest befærdede indre vandvej i verden er Rhinen. På grund af sin store økonomiske betydning for Centraleuropa har Rhinen siden 1868 været underlagt bestemmelserne i »Mannheim-konventionen«.

    På dette grundlag har Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen (CCNR) fastsat bestemmelser for transport af farlige stoffer på Rhinen (ADNR), herunder også vigtige uddannelseskrav for fartøjernes besætning.

    ADNR-bestemmelserne er blevet omsat til national lov af de lande, der grænser op til Rhinen. ADNR gælder således for alle indbyrdes forbundne vandveje i Centraleuropa.

    1.3. Østrig vedtog i 1997, at ADNR med nogle ubetydelige ændringer skulle gælde som ADN-bestemmelser for transport på Donau.

    1.4. Ansøgerlandene har deres nationale bestemmelser. I det omfang deres aktiviteter er grænseoverskridende, har de indgået bilaterale aftaler på grundlag af ADNR.

    1.5. Tredjelande i Europa har egne nationale bestemmelser.

    1.6. Mellem alle de nævnte lande har der siden 1996 i FN's regi (FN's Økonomiske Kommission for Europa - ECE) været forhandlinger i gang om en bindende overenskomst om international bådtransport af farligt gods på indre vandveje.

    1.7. I ECE-regi er der allerede udarbejdet tilsvarende aftaler om grænseoverskridende bane- og vejtransport. EU har vedtaget direktiver, som pålægger medlemsstaterne at omsætte disse internationale aftaler til national lov.

    1.8. For at garantere et højt sikkerhedsniveau i den intermodale transport af farligt gods, og for at udnytte de indre vandvejes ledige transportkapacitet i denne henseende er det nødvendigt at fastsætte bestemmelser både for den grænseoverskridende og den nationale bådtransport ad indre vandveje.

    1.9. For snarest muligt at nå frem til ensartede regler i hele Europa for transport af farligt gods også på dette område er det nødvendigt, at ECE hurtigst muligt færdiggør sit arbejde. I den forbindelse må ADNR-forskrifternes sikkerhedsniveau så vidt muligt opretholdes som minimum på alle punkter.

    2. Kommissionens forslag til direktiv

    2.1. Kommissionens direktivforslag har til formål at opnå større sikkerhed i forbindelse med transport af farligt gods ad indre vandveje i et udvidet europæisk område. Det skaber lige konkurrencevilkår på det tekniske område og letter færdselsafviklingen både for transportører og speditører.

    2.2. For at sikre ansøgerlandenes og europæiske tredjelandes deltagelse i beslutninger om transport af farligt gods på de indre vandveje i Europa har Kommissionen gjort de paneuropæiske ADN-bestemmelser og ikke ADNR til retsgrundlag for sit direktiv.

    2.3. Kommissionen understreger i den forbindelse, at den vil bringe ADN-sikkerhedsstandarderne på linje med ADNR-forskrifterne.

    3. Generelle bemærkninger

    3.1. ØSU bifalder Kommissionens forslag. Også for transport ad indre vandveje i de europæiske lande bør det være de for tiden højeste sikkerhedsstandarder, dvs. ADNR fremfor de endnu ikke færdigudarbejdede ADN-bestemmelser, der finder anvendelse - både inden for og på tværs af landegrænserne.

    3.2. Allerede i 1997 blev ADNR's væsentligste tekniske forskrifter indarbejdet i rekommandationen om international transport af farligt gods ad indre vandveje (ADN) og derefter offentliggjort. Det drejer sig nu om snarest muligt at få vedtaget aftalen som helhed.

    3.3. Selv om aftalens endelige udformning endnu ikke foreligger i alle detaljer, og det derfor er forbundet med en vis risiko at bruge den som grundlag for direktivet, hilses det med tilfredshed, at Kommissionen er så tidligt ude med sit forslag.

    3.3.1. Til risiciene hører først og fremmest:

    - ADN's overgangsbestemmelser, som på grund af ansøger- og tredjelandenes forhandlingssituation let kunne blive distanceret af ADNR-bestemmelserne,

    - muligheden for, at der slækkes på kravene til de anerkendte klassificeringsselskaber og godkendelsesmyndighederne.

    3.4. ØSU giver udtryk for sin bekymring over, at der i tilfælde af manglende overensstemmelse mellem ADN og ADNR, hvad angår indenlandsk transport, kan være en risiko for, at der kommer til at gælde to forskellige regelsæt: ADN (i overensstemmelse med direktivforslaget) for transport ad indre vandveje, hvor transportruten ikke berører Rhinen, og ADNR for indenlandsk transport, som indebærer sejlads på Rhinen.

    3.5. Ifølge direktivforslagets artikel 5, stk. 3, skal en medlemsstat, hvis der indtræffer en ulykke, informere Kommissionen, inden den iværksætter foranstaltninger, og afvente Kommissionens afgørelse.

    Hvis det er nødvendigt at handle hurtigt, bør en medlemsstat efter ØSU's opfattelse i sådanne tilfælde straks kunne iværksætte midlertidige, tidsbegrænsede foranstaltninger, indtil proceduren i artikel 5, stk. 3, er afsluttet.

    4. Særlige bemærkninger

    4.1. ØSU opfordrer Kommissionen til at overtale medlemsstaterne til at fremskynde ADN-forhandlingerne i den fælles ECE-FN/CCNR-arbejdsgruppe, der blev oprettet i 1995, således at rammeaftalen kan ligge klar inden udgangen af 1998.

    4.2. ØSU støtter Kommissionens bestræbelser på at tiltræde ADN-rekommandationen, hvilket vil kunne fremme en hurtig harmonisering af ADN-forskrifterne på højt niveau. Målet er dog ikke at træde i medlemsstaternes sted.

    4.3. Med henblik på en snarest mulig gennemførelse af forskrifterne, også i de central- og østeuropæiske lande, anbefaler ØSU, at EU-organerne i forhandlingerne med ansøgerlandene arbejder for, at ADN ratificeres, inden disse lande tiltræder EU.

    4.4. I den forbindelse henleder ØSU opmærksomheden på indbyrdes modstridende bestemmelser i ADNR og i EF's direktiv om flygtige organiske forbindelser (VOC) (), som giver transporten ad indre vandveje betydelige problemer i forbindelse med direktivets omsætning til national lovgivning, da det afviger fra ADNR.

    4.4.1. I enkelte medlemsstater er udtømning af tankrester ikke længere tilladt under sejladsen. Det er imidlertid endnu ikke muligt at foretage en sådan udtømning på affaldsbehandlingsanlæg. Dette giver skibsfarten på indre vandveje betydelige meromkostninger til affaldsbortskaffelse.

    4.4.2. ØSU frygter, at sådanne omsætningsvanskeligheder kan føre til, at transportopgaverne fra de sikre og miljøvenlige indre vandveje overføres til veje og jernbaner.

    Bruxelles, den 25. marts 1998.

    Tom JENKINS

    Formand for Det Økonomiske og Sociale Udvalg

    () EFT L 365 af 31.12.1994, s. 24-33.

    Top