1

Med sin appel har Bank Tejarat nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 14. marts 2017 Bank Tejarat mod Rådet (T-346/15, ikke trykt i Sml., herefter »den appellerede dom«, EU:T:2017:164), hvorved Retten frifandt Rådet for en påstand om annullation af Rådets afgørelse (FUSP) 2015/556 af 7. april 2015 om ændring af Rådets afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT 2015, L 92, s. 101), og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/549 af 7. april 2015 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT 2015, L 92, s. 12), for så vidt som disse retsakter vedrører Bank Tejarat (herefter »de omtvistede retsakter«).

2

Den 9. juni 2010 vedtog FN’s Sikkerhedsråd resolution 1929 (2010) (herefter »resolution 1929«), som udvidede anvendelsesområdet for de restriktive foranstaltninger, der var blevet indført med resolution 1737 (2006), 1747 (2007), 1803 (2008), og indførte supplerende restriktive foranstaltninger over for Den Islamiske Republik Iran. I denne resolution henviser De Forenede Nationers Sikkerhedsråd bl.a. til »den mulige forbindelse mellem Irans indtægter fra dets energisektor og finansieringen af denne stats spredningsfølsomme nukleare aktiviteter«.

3

Den 14. juli 2015 vedtog Den Islamiske Republik Iran på den ene side og Forbundsrepublikken Tyskland, Folkerepublikken Kina, Amerikas Forenede Stater, Den Russiske Føderation, Den Franske Republik og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland samt Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik på den anden side i Wien (Østrig) »den fælles omfattende handlingsplan« med henblik på at skabe en langsigtet samlet løsning på det iranske atomspørgsmål (herefter »den fælles omfattende handlingsplan«).

4

Den 20. juli 2015 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd resolution 2231 (2015), som godkender den fælles omfattende handlingsplan, opfordrer til gennemførelse heraf i overensstemmelse med tidsplanen i den fælles omfattende handlingsplan og foreskriver handlinger, der skal udføres i overensstemmelse med denne handlingsplan.

5

Den 17. juni 2010 opfordrede Det Europæiske Råd Rådet for Den Europæiske Union til at vedtage foranstaltninger til gennemførelse af foranstaltningerne i resolution 1929 og ledsageforanstaltninger hertil med henblik på gennem forhandling at støtte en løsning af alle de udestående betænkeligheder med hensyn til Den Islamiske Republik Irans udvikling af følsomme teknologier til støtte for sine atom- og missilprogrammer. Foranstaltningerne skulle navnlig fokusere på områder som handel, finanssektoren, den iranske transportsektor og nøglesektorer inden for gas- og olieindustrien.

6

Den 26. juli 2010 vedtog Rådet for Den Europæiske Union afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT 2010, L 195, s. 39), hvis bilag II opregner navnene på de personer og enheder, hvis midler indefryses. 22. betragtning til denne afgørelse henviser til resolution 1929 og noterer sig den mulige forbindelse mellem Den Islamiske Republik Irans indtægter fra dets energisektor og finansieringen af denne stats spredningsfølsomme nukleare aktiviteter.

7

Den 25. oktober 2010 vedtog Rådet forordning (EU) nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007 (EUT 2010, L 281, s. 1) for at sikre Den Europæiske Unions gennemførelse af de i afgørelse 2010/413 fastsatte restriktive foranstaltninger.

8

Den 23. januar 2012 vedtog Rådet afgørelse 2012/35/FUSP om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT 2012, L 19, s. 22). Det følger af 13. betragtning til denne afgørelse, at indefrysning af midler og økonomiske ressourcer bør anvendes på yderligere personer og enheder, der yder støtte til Irans regering, og som muliggør, at denne kan gå videre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter eller udvikling af atomvåbenfremføringsmidler, herunder navnlig personer og enheder, som yder finansiel, logistisk eller materiel støtte til Irans regering.

9

Nævnte afgørelse ændrede litra b) og tilføjede litra c) til artikel 20, stk. 1, i afgørelse 2010/413, som fastsætter indefrysning af midler tilhørende følgende personer og enheder:

10

Den 23. marts 2012 vedtog Rådet forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 961/2010 (EUT 2012, L 88, s. 1), hvorved der for Den Europæiske Unions vedkommende blev iværksat de i afgørelse 2012/35 fastsatte restriktive foranstaltninger.

11

Denne forordnings artikel 23, stk. 2, foreskriver indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer hos de i forordningens bilag IX opregnede personer, enheder eller organer, der i henhold til artikel 20, stk. 1, litra b) og c), i afgørelse 2010/413 anses for:

[…]

12

Rådets afgørelse 2012/635/FUSP af 15. oktober 2012 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT 2012, L 282, s. 58) ændrede ordlyden af artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 til følgende:

»andre personer og enheder, der ikke er omfattet af bilag I, og som forsyner Irans regering og enheder, der ejes eller kontrolleres af dem eller personer, og enheder, som de har forbindelse til, med støtte, som opført på listen i bilag II«.

13

Ved forordning (EU) nr. 1263/2012 af 21. december 2012 om ændring af forordning nr. 267/2012 (EUT 2012, L 356, s. 34) ændrede Rådet ordlyden af sidstnævnte forordnings artikel 23, stk. 2, litra d), til følgende:

»at være andre personer, enheder eller organer, som yder støtte, herunder materiel, logistisk eller økonomisk støtte til Irans regering, samt enheder, der ejes eller kontrolleres af dem eller af personer og enheder med tilknytning til dem«.

14

Appellanten, Bank Tejarat, er en iransk bank.

15

Den 23. januar 2012 opførte Rådet ved afgørelse 2012/35 og gennemførelsesforordning (EU) nr. 54/2012 af 23. januar 2012 om gennemførelse af forordning nr. 961/2010 (EUT 2012, L 19, s. 1) appellantens navn på listerne over de personer og enheder, der er indeholdt i henholdsvis bilag II til afgørelse 2010/413 og bilag VIII til forordning nr. 961/2010, og hvis midler indefryses. Begrundelsen for bankens opførelse på disse lister var enslydende og følgende:

»Bank Tejarat er en statsejet bank. Den har direkte lettet Irans nukleare bestræbelser. Bank Tejarat lettede f.eks. i 2011 overførslen af et tocifret millionbeløb i dollar for at bistå den FN-udpegede Irans Atomenergiorgani-sation (AEOI) i dennes fortsatte bestræbelser på at erhverve sig yellowcake-uran. AEOI er den vigtigste iranske organisation for forskning og udvikling inden for nuklear teknologi og forvalter programmerne for fremstilling af fissilt materiale.

Bank Tejarat har desuden bistået udpegede iranske banker med at omgå internationale sanktioner, f.eks. ved at deltage i forretninger, der inddrager FN-udpegede dækfirmaer i Shahid Hemmat Industrial Group.

Bank Tejarat har endvidere gennem sine finansielle tjenesteydelser til den EU-udpegede Bank Mellat og Export Development Bank of Iran (EDBI) i de seneste par år støttet aktiviteterne i afdelinger og underordnede enheder i Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC), den FN-udpegede Defence Industries Organisation og det FN-udpegede MODAFL.«

16

Den 23. marts 2012 blev appellantens navn ved afgørelse 267/2012 tilføjet på listen i bilag IX til denne forordning med henvisning til samme begrundelse.

17

Rådets afgørelse 2012/457/FUSP af 2. august 2012 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT 2012, L 208, s. 18) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 709/2012 af 2. august 2012 om gennemførelse af forordning nr. 267/2012 (EUT 2012, L 208, s. 2, og berigtigelse EUT 2013, L 41, s. 14) ændrede begrundelsen for opførelsen af appellanten på listerne over personer og enheder, hvis midler indefryses, ved at præcisere, at »Bank Tejarat er en delvis statsejet bank«, mens resten af begrundelsen forblev uændret.

18

Ved dom af 22. januar 2015, Bank Tejarat mod Rådet (T-176/12, EU:T:2015:43), annullerede Retten afgørelse 2012/35, gennemførelsesforordning nr. 54/2012, forordning nr. 267/2012 og gennemførelsesforordning nr. 709/2012, for så vidt som de vedrørte appellanten, fordi Rådet ikke havde godtgjort, at appellanten havde ydet støtte til nuklear spredning og bistået andre personer og enheder med at overtræde de restriktive foranstaltninger eller til at unddrage sig dem. Denne dom er ikke blevet appelleret.

19

Den 7. april 2015 genopførte Rådet med de omtvistede retsakter appellantens navn dels på den liste over personer og enheder, der er indeholdt i bilag II til afgørelse 2010/413, og hvis midler indefryses, dels på den liste, der er indeholdt i bilag IX til forordning nr. 267/2012 (herefter »de omtvistede lister«), med henvisning til følgende begrundelse:

»Bank Tejarat yder betydelig støtte til Irans regering ved at tilbyde økonomiske ressourcer og finansiering til udviklingsprojekter inden for olie og gas. Olie- og gasindustrien udgør en betydelig finansieringskilde for Irans regering, og flere projekter, der finansieres af Bank Tejarat, gennemføres af datterselskaber af enheder, der ejes eller kontrolleres af Irans regering. Bank Tejarat er desuden fortsat delvis ejet af og nært tilknyttet Irans regering, som derfor er i stand til at påvirke Bank Tejarats beslutninger, herunder dens medvirken ved finansiering af projekter, der af Irans regering betragtes som havende høj prioritet.

Da bank Tejarat yder finansiering til forskellige råolieproduktions- og ‑raffinaderiprojekter, der nødvendigvis kræver erhvervelse af nøgleudstyr og ‑teknologi til de pågældende sektorer, som det er forbudt at levere til anvendelse i Iran, kan Bank Tejarat desuden konstateres at være involveret i indkøb af forbudte varer og teknologi.«

20

Den 18. oktober 2015 vedtog Rådet i forbindelse med gennemførelsen af den fælles omfattende handlingsplan dels afgørelse (FUSP) 2015/1863 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT 2015, L 274, s. 174), som ophævede de restriktive foranstaltninger over for appellanten fastsat ved afgørelse 2010/413, dels gennemførelsesforordning (EU) 2015/1862 om gennemførelse af forordning nr. 267/2012 (EUT 2015, L 274, s. 161), som fjernede appellantens navn på listen i bilag IX til sidstnævnte forordning.

21

Afgørelse 2015/1863 og gennemførelsesforordning 2015/1862 har fundet anvendelse siden den 16. januar 2016 i medfør af henholdsvis Rådets afgørelse (FUSP) 2016/37 af 16. januar 2016 om anvendelsesdatoen for afgørelse (FUSP) 2015/1863 (EUT 2016, L 11, s. 1), og bekendtgørelse af anvendelsesdatoen for Rådets forordning (EU) 2015/1861 om ændring af forordning nr. 267/2012 og gennemførelsesforordning 2015/1862 (EUT 2016, C 15 I, s. 1).

22

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. juni 2015 anlagde appellanten søgsmål med påstand om annullation af de omtvistede retsakter og påberåbte sig syv anbringender, det første om tilsidesættelse af artikel 266 TEUF, det andet om procedurefordrejning og tilsidesættelse af princippet om res judicata, af retssikkerhedsprincippet og retskraftprincippet, det tredje om tilsidesættelse af effektivitetsprincippet og af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse samt tilsidesættelse af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og artikel 6 og 13 i den europæiske menneskerettighedskonvention, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), det fjerde om magtfordrejning og tilsidesættelse af retten til god forvaltning, det femte om tilsidesættelse af appellantens grundlæggende rettigheder, bl.a. ejendomsretten og retten til respekt for omdømme samt tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, det sjette om tilsidesættelse af begrundelsespligten og det syvende om et åbenbart urigtigt skøn.

23

Retten forkastede samtlige disse anbringender og frifandt følgelig Rådet i det hele.

24

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

25

Rådet har nedlagt følgende påstande:

26

Rådet har gjort gældende, at appellanten ikke har interesse i afgørelsen af nærværende appel, og at denne derfor ikke kan antages til realitetsbehandling, da de restriktive foranstaltninger over for appellanten blev ophævet med afgørelse 2015/1863 og gennemførelsesforordning 2015/1862, og da de omtvistede retsakter ikke har skadet appellantens omdømme.

27

Appellanten har gjort gældende, at denne har en retlig interesse i den appellerede doms ophævelse og i annullationen af de omtvistede retsakter inden for rammerne af det erstatningssøgsmål, som appellanten har anlagt ved Retten, og som blev registreret under sagsnummer T-37/17, og i at få fastslået disse retsakters ulovlighed og i at opnå en form for ikke-kompenserende erstatning for den skade, som appellantens omdømme har lidt.

28

Ifølge fast retspraksis forudsætter en retlig interesse hos appellanten, at appellen gennem sit resultat kan tilføre den part, der har iværksat den, en fordel (dom af 21.12.2011, Frankrig mod People’s Mojahedin Organization of Iran, C-27/09 P, EU:C:2011:853, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

29

Domstolen har fastslået, at en person eller enhed, hvis navn er blevet opført på en liste over personer og enheder, der har fået indefrosset deres midler, fortsat i hvert fald har en ikke-økonomisk interesse i at få denne opførelse annulleret med henblik på at få Unionens retsinstanser til at fastslå, at vedkommende aldrig skulle have været opført på en sådan liste, henset til konsekvenserne for hans omdømme, herunder også efter at dennes navn er blevet slettet fra listen, eller indefrysningen af hans midler er blevet suspenderet (jf. i denne retning dom af 28.5.2013, Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen, C-239/12 P, EU:C:2013:331, præmis 70-72, af 8.9.2016, Iranian Offshore Engineering & Construction mod Rådet, C-459/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:646, præmis 12, og af 15.6.2017, Al-Faqih m.fl. mod Kommissionen, C-19/16 P, EU:C:2017:466, præmis 36).

30

Det følger heraf, at appellanten i hvert fald har en i det mindste ikke-økonomisk interesse i, at selskabets genopførelse på de omtvistede lister annulleres, selv om den indefrysning af dets midler, der fulgte af denne genopførelse på den liste, der fremgår af bilag II til afgørelse 2010/413, for det første er blevet suspenderet, og dets navn for det andet er blevet fjernet fra den liste, der fremgår af bilag IX til forordning nr. 267/2012 i medfør af henholdsvis afgørelse 2015/1863 og gennemførelsesforordning 2015/1862.

31

Appellen skal følgelig antages til realitetsbehandling.

32

Bank Tejarat har fremsat fire anbringender til støtte for appellen.

33

Med det første anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 84-86 begik en retlig fejl ved behandlingen af de beviser, som appellanten havde fremlagt til anfægtelse af begrundelsen for genopførelsen på de omtvistede lister, særligt ved at ikke at lægge tilstrækkelig vægt på vidneudsagnet fra appellantens direktør. Retten foretog en urigtig gengivelse af beviserne og gjorde bevisbyrden umulig at løfte, hvilket medførte en uretfærdig procedure.

34

Med det andet anbringende, som vedrører den appellerede doms præmis 83-114, har appellanten gjort gældende, at Retten foretog en urigtig gengivelse af de fremlagte beviser, hvis betydning var klar, og vendte bevisbyrden, således at appellanten blev pålagt denne, og dermed krævede, at appellanten skulle løfte den omvendte bevisbyrde. Retten så således bort fra det afgørende bevis, som vidneudsagnet fra appellantens direktør udgjorde, og foretrak indholdet af unøjagtige og udvalgte presseartikler fremlagt af Rådet, hvoraf visse udgjorde propaganda, da de stammede fra det iranske olieministerium. Retten støttede sig fejlagtigt på den iranske regerings minoritetsandel i appellantens kapital. Retten undergav dermed ikke de af Rådet fremlagte beviser en fuldstændig og streng prøvelse.

35

Rådet har anført, at det første anbringende er ugrundet. Vedrørende det andet anbringende er Rådet af den opfattelse, at appellanten i virkeligheden har anmodet Domstolen om at foretage en fornyet vurdering af beviserne, og at dette anbringende derfor ikke bør antages til realitetsbehandling, subsidiært at det er ugrundet.

36

Med det første og det andet anbringende, der skal behandles samlet, har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at Retten inden for rammerne af bedømmelsen af begrundelsen i de omtvistede retsakter, herunder navnlig appellantens medvirken ved finansiering af diverse projekter i olie- og gassektoren, ikke iagttog bevisbyrdereglerne og foretog en urigtig gengivelse af beviserne.

37

Ifølge fast praksis har Domstolen i appelsager ikke kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og i princippet heller ikke til at bedømme de beviser, som Retten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det alene nemlig Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Denne vurdering udgør derfor ikke et retsspørgsmål, som er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre de beviser, der er fremlagt for Retten, er gengivet forkert. Domstolens prøvelsesret med hensyn til Rettens faktiske konstateringer omfatter derimod navnlig spørgsmålet om, hvorvidt reglerne om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt (dom af 18.1.2017, Toshiba mod Kommissionen, C-623/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:21, præmis 39, og af 14.6.2018, Makhlouf mod Rådet, C-458/17 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:441, præmis 57).

38

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt Retten tilsidesatte bevisbyrdereglerne på området for restriktive foranstaltninger, bemærkes, at Unionens retsinstanser i forbindelse med kontrollen af disse foranstaltninger i overensstemmelse med de kompetencer, som er blevet dem tildelt i medfør af traktaterne, skal sikre en i princippet fuldstændig legalitetsprøvelse af alle EU-retsakter (jf. i denne retning dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 97, af 28.11.2013, Rådet mod Fulmen og Mahmoudian, C-280/12 P, EU:C:2013:775, præmis 58, og af 28.3.2017, Rosneft, C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 106).

39

Den effektive domstolsprøvelse, som er sikret ved chartrets artikel 47, indebærer, at Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af, om begrundelsen for afgørelsen om at opføre en bestemt persons navn på listen over personer, der er genstand for restriktive foranstaltninger, er lovlig, skal sikre sig, at denne afgørelse, hvis rækkevidde er individuel for denne person, er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag. Dette indebærer i den foreliggende sag en efterprøvelse af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for de omtvistede retsakter, således at domstolsprøvelsen ikke skal begrænses til en vurdering af, om den anførte begrundelse er sandsynlig i abstrakt forstand, men skal indebære en stillingtagen til, om der er belæg for disse grunde, eller i de mindste én af dem, som i sig selv anses for at kunne begrunde de nævnte retsakter (jf. i denne retning dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 119, af 18.6.2015, Ipatau mod Rådet, C-535/14 P, EU:C:2015:407, præmis 42, og af 18.2.2016, Rådet mod Bank Mellat, C-176/13 P, EU:C:2016:96, præmis 109). Det er i øvrigt den kompetente EU-myndighed, som i tilfælde, hvor den begrundelse, der foreholdes den berørte person, bestrides, skal godtgøre, at den er rigtig, og ikke sidstnævnte, der skal føre bevis for, at begrundelsen ikke er velbegrundet (dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 121, og af 28.11.2013, Rådet mod Fulmen og Mahmoudian, C-280/12 P, EU:C:2013:775, præmis 66).

40

I den foreliggende sag har Rådet for at godtgøre, at begrundelsen i de omtvistede retsakter er materielt rigtig, ud over forslaget fra en medlemsstat, bl.a. fremlagt en række offentlige dokumenter såsom flere presseartikler, der er opregnet i den appellerede doms præmis 65 og appellantens årsrapport for 2014, der er nævnt i denne doms præmis 108. På grundlag af disse dokumenter undersøgte Retten konkret i den appellerede doms præmis 87-89, 107-109, 111 og 112, om den nævnte begrundelse var tilstrækkeligt underbygget af Rådet, samtidig med, at den tog hensyn til de af appellanten fremførte argumenter til støtte for de beviser, som denne havde fremlagt, dvs. direktørens vidneudsagn og flere interne dokumenter.

41

Det skal således fastslås, at Retten vurderede samtlige de af både Rådet og appellanten fremlagte dokumenter og fremførte argumenter. Ved at fastslå, at de af sidstnævnte fremlagte oplysninger ikke kunne rejse tvivl om de af Rådet dragne konklusioner om disse beviser, pålagde Retten imidlertid på ingen måde appellanten bevisbyrden eller krævede, at appellanten skulle løfte den omvendte bevisbyrde.

42

Rettens bekræftelse i den appellerede doms præmis 110 og 114, ifølge hvilken Rådet, uden at begå en fejl vedrørende de faktiske omstændigheder eller foretage et »åbenbart urigtigt skøn«, havde kunnet konstatere, at appellanten finansierede diverse projekter i olie- og gassektoren, hviler, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 85-109, på Rettens efterprøvelse af rigtigheden af de angivne faktiske omstændigheder i de omtvistede retsakters begrundelser og på udøvelsen af en fuldstændig prøvelse, som den er forpligtet til at foretage i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 38 og 39.

43

På denne baggrund rejses der med appellantens argument om tilsidesættelse og omvendt bevisbyrde i virkeligheden tvivl om Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder og af beviserne og af den vægt, som disse elementer skal tillægges. I medfør af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 37, er denne vurdering imidlertid ikke omfattet af Domstolens prøvelsesret, medmindre disse elementer er gengivet forkert.

44

Hvad angår den påberåbte urigtige gengivelse af beviser bemærkes, at en sådan urigtig gengivelse foreligger, hvis det uden fremlæggelse af nye beviser fremgår åbenbart, at vurderingen af de foreliggende beviser er urigtig. Denne urigtige gengivelse af omstændighederne skal imidlertid fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne (dom af 7.4.2016, Akhras mod Rådet, C-193/15 P, EU:C:2016:219, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis). Endvidere påhviler det en appellant, der gør gældende, at Retten har gengivet beviserne urigtigt, præcist at angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet af Retten, og at påvise de fejl i dens undersøgelse, der efter appellantens opfattelse har foranlediget Retten til denne urigtige gengivelse (dom af 3.12.2015, Italien mod Kommissionen, C-280/14 P, EU:C:2015:792, præmis 52, og af 19.10.2017, Yanukovych mod Rådet, C-598/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:786, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

45

Hvad i den foreliggende sag angår de konstateringer, der vedrører vidneudsagnet fra appellantens direktør i den appellerede doms præmis 83-86, og de konstateringer, der er baseret på dette vidneudsagn, bemærkes, at appellanten på ingen måde har godtgjort, at disse konstateringer udgjorde en fejl i Rettens undersøgelse, der førte til en urigtig gengivelse. Desuden fremgår der ingen åbenbart urigtig gengivelse af de i den appellerede doms præmis 88 og 89 nævnte presseartikler eller af de af Retten anførte faktuelle konstateringer i den appellerede doms præmis 91-112. Disse konstateringer viser derimod, at Retten tog hensyn til vidneudsagnet fra appellantens direktør med en præcisering af grundene til, at dette vidneudsagn, der kun kunne tillægges en svag bevisværdi, ikke gjorde det muligt at rejse tvivl om konklusionen i den appellerede doms præmis 89 vedrørende de af Rådet fremlagte dokumenter.

46

Appellanten har desuden påpeget, at Retten urigtigt gengav nævnte vidneudsagn, idet Retten vurderede, at det ikke kunne kvalificeres som forskelligt og uafhængigt af appellantens, og at det havde en svag bevisværdi, fordi det blev indhentet på appellantens anmodning til brug for søgsmålet i første instans, og at det stammede fra en person, som er direktør for sidstnævnte. Denne påstand har dog ikke til formål at godtgøre en urigtig gengivelse af beviser, men at anfægte Rettens vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne, hvilket ikke kan antages til realitetsbehandling under appelsagen.

47

Det første og det andet anbringende skal således forkastes.

48

Med det tredje anbringende, der består af to led, har appellanten gjort gældende, at Retten fejlagtigt fastslog, at den anfægtede begrundelse for appellantens genopførelse på de omtvistede lister, selv hvis begrundelsen antages at være underbygget, opfyldte kriterierne for opførelse.

49

Inden for rammerne af det første led har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 128 og 129 ved at fastslå, at appellanten ydede en direkte finansiel støtte til den iranske regering og dermed, at kriteriet i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, som krævede en sådan støtte, var opfyldt. De af Rådet fremførte påstande udtrykte højest, at det drejede sig om indirekte finansiel støtte, eftersom appellanten blev foreholdt at stille finansielle midler til rådighed og at finansiere tjenesteydelser med tilknytning til udviklingsprojekter i olie- og gassektoren, hvoraf visse blev gennemført af datterselskaber, der kontrolleres af den iranske regering.

50

Inden for rammerne af det andet led har appellanten anført, at Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 133 at fastslå, at appellanten medvirkede direkte til køb af forbudte produkter og forbudt teknologi, og at kriteriet i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 267/2012 var opfyldt, selv om appellanten på ingen måde var involveret i noget som helst køb af disse produkter eller teknologi.

51

Ifølge Rådet er det tredje anbringende ugrundet. Hvad angår kriteriet om finansiel støtte til den iranske regering er appellanten med urette af den opfattelse, at kun en direkte støtte gør det muligt at begrunde opførelsen af en enhed på de omtvistede lister, bl.a. henset til det formål, der forfølges med afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012. Hvad angår kriteriet om køb af forbudte produkter og forbudt teknologi kræver dette blot en persons eller enheds medvirken til dette køb.

52

Hvad angår det tredje anbringendes første led bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 122 med rette mindede om, at kriteriet om støtte til den iranske regering i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2012/635, og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, som ændret ved forordning nr. 1263/2012, skal forstås således, at det omfatter de aktiviteter, som den omhandlede person og enhed selv har udøvet, og som, selv om de i sig selv hverken har en direkte eller indirekte tilknytning til nuklear spredning, ikke desto mindre kan fremme denne spredning ved at forsyne Irans regering med materielle, økonomiske eller logistiske ressourcer eller faciliteter, der gør det muligt for den at forfølge den nukleare spredning (jf. i denne retning dom af 1.3.2016, National Iranian Oil Company mod Rådet, C-440/14 P, EU:C:2016:128, præmis 80 og 81, og af 7.4.2016, Central Bank of Iran mod Rådet, C-266/15 P, EU:C:2016:208, præmis 44).

53

Som det fremgår af præmis 81 og 82 i dom af 1. marts 2016, National Iranian Oil Company mod Rådet (C-440/14 P, EU:C:2016:128), tager dette kriterium hensyn til »den mulige forbindelse mellem Irans indtægter fra dets energisektor og finansieringen af denne stats spredningsfølsomme nukleare aktiviteter«, der bl.a. er omfattet af resolution 1929 og 22. betragtning til afgørelse 2010/413, der er rettet mod den iranske regerings finansiering af Irans atomprogram. Forbindelsen mellem energisektoren og den nukleare spredning er således fastslået af EU-lovgiver selv.

54

Det fremgår desuden af Domstolens praksis, at dette kriterium, sammenholdt med de mål, som Rådet forfølger, omfatter de former for støtte til den iranske regering, der i kraft af deres kvantitative eller kvalitative omfang bidrager til opretholdelsen af de iranske nukleare aktiviteter (jf. i denne retning dom af 1.3.2016, Iranian Oil Company mod Rådet, C-440/14 P, EU:C:2016:128, præmis 83, og kendelse af 4.4.2017, Sharif University of Technology mod Rådet, C-385/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:258, præmis 64).

55

På denne baggrund og henset til det i nærværende doms præmis 52 nævnte formål, er spørgsmålet således, om den aktivitet, som den omhandlede person eller enhed selv har udøvet, i kraft af sit kvantitative eller kvalitative omfang kan fremme den nukleare spredning ved at forsyne Irans regering med materielle, økonomiske eller logistiske ressourcer eller faciliteter, der gør det muligt for den at forfølge den nukleare spredning.

56

I den foreliggende sag anførte Retten, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 125-128, på grundlag af sine faktuelle konstateringer, at appellanten havde bidraget til finansieringen af flere store projekter i olie- og gassektoren i Iran, der havde til formål at renovere visse installationer eller at skabe nye, hvoraf visse markant øgede disse installationers, og dermed Den Islamiske Republik Irans, råolieproduktions- og raffinaderikapacitet. Appellanten bestred ikke det kvantitative omfang af denne involvering for Retten.

57

Det følger heraf, at Retten, henset til appellantens finansielle aktivitet, der består i finansiering af store projekter i en sektor, hvor der ved den omhandlede lovgivning blev fastslået en forbindelse med nuklear spredning, ikke begik en retlig fejl ved at fastslå, at appellanten ydede støtte til den iranske regering, således at kriteriet i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2012/635, og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, som ændret ved forordning nr. 1263/2012, var opfyldt. Spørgsmålet om, hvorvidt en sådan støtte kan kvalificeres som direkte eller indirekte, er i det foreliggende tilfælde uden betydning.

58

For så vidt som de omtvistede retsakter opførte appellantens navn på de omtvistede lister med henvisning til, at appellanten yder støtte til den iranske regering, skal den appellerede doms konklusion på disse betingelser anses for at være begrundet.

59

Hvad angår det tredje appelanbringendes andet led bemærkes, at det har til formål at fastslå, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at begrundelsen for opførelsen, hvorefter appellanten kan anses for at medvirke til køb af forbudte produkter og forbudt teknologi, opfyldte kriteriet i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 267/2012.

60

Hvad angår legalitetsprøvelsen af en afgørelse om vedtagelse af restriktive foranstaltninger følger det imidlertid af Domstolens praksis, at det i betragtning af den præventive karakter af de omhandlede restriktive foranstaltninger forholder sig sådan, at såfremt Unionens retsinstanser finder, at i det mindste én af de anførte grunde er tilstrækkeligt præcis og konkret, er underbygget og i sig selv udgør et tilstrækkeligt grundlag for denne afgørelse, kan den omstændighed, at det samme ikke gælder for andre af disse grunde, ikke begrunde en annullation af afgørelsen (dom af 28.11.2013, Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft, C-348/12 P, EU:C:2013:776, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

61

Da den appellerede doms konklusion, således som det fremgår af nærværende doms præmis 58, skal anses for at være begrundet, for så vidt som appellantens navn ved de omtvistede retsakter blev opført på de omtvistede lister med henvisning til, at appellanten yder støtte til den iranske regering, kan en fejl begået af Retten hvad angår begrundelsen vedrørende køb af forbudte produkter og forbudt teknologi, hvis det lægges til grund, at den er godtgjort, ikke føre til annullation af de omtvistede retsakter, således at det tredje appelanbringendes andet led skal forkastes som irrelevant.

62

Under hensyn til det anførte skal det tredje appelanbringende forkastes.

63

Med det fjerde anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at Rådet kunne vedtage en afgørelse om genopførelse på de omtvistede lister med henvisning til en tidligere adfærd og ikke en ny eller en nyligt opdaget adfærd, mens denne begrundelse kunne eller burde have været påberåbt inden for rammerne af den første opførelse. I forbindelse med genopførelsen af en person eller en enhed på listen over personer og enheder, der er genstand for restriktive foranstaltninger, kan Rådet ikke nøjes med at ændre begrundelsen for dennes oprindelige opførelse på sådanne lister. Retten fastslog således med urette, særligt i den appellerede doms præmis 31, 32, 36-40, 45, 47 og 145, at Rådet ikke havde tilsidesat artikel 266 TEUF og princippet om res judicata, retssikkerhedsprincippet og retskraftprincippet, eller endvidere retten til en effektiv domstolsbeskyttelse og effektivitetsprincippet, de rettigheder, som chartrets artikel 47 og EMRK’s artikel 6 og 13 giver, samt retten til god forvaltningsskik.

64

Appellanten har tilføjet, at dennes genopførelse på de omtvistede lister i strid med artikel 266 TEUF erstatter den oprindelige opførelse, i modsætning til det af Retten fastslåede. Retten burde desuden have konkluderet, at Rådets adfærd havde omgået og frataget dom af 22. januar 2015, Bank Tejarat mod Rådet (T-176/12, EU:T:2015:43), sin effektive virkning, da den i praksis gjorde annullationssøgsmålet ineffektivt og forgæves og udgjorde proceduremisbrug. Appellanten har desuden anført, at dennes situation i strid med chartrets artikel 41 ikke er blevet behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist, idet genopførelsesproceduren ikke kunne adskilles fra de foregående opførelser. Endelig har appellanten gjort gældende, at eftersom disse rettigheder og principper ikke overholdes, indebærer genopførelsen en tilsidesættelse af appellantens grundlæggende rettigheder, særligt ejendomsretten og proportionalitetsprincippet.

65

Rådet er derimod af den opfattelse, at det på tidspunktet for appellantens oprindelige opførelse ikke havde pligt til at påberåbe sig samtlige kriterier for opførelse og den begrundelse, der kunne lægges til grund, og at det efter en dom om annullation af en afgørelse om oprindelig opførelse er muligt for Rådet at vedtage en afgørelse om genopførelse, for så vidt som denne nye afgørelse ikke er behæftet med de samme indholdsmæssige eller proceduremæssige mangler som dem, der blev konstateret i den pågældende dom.

66

Inden for rammerne af det fjerde appelanbringende hviler tilsidesættelsen af de forskellige EU-retlige principper og grundlæggende rettigheder, som appellanten har påberåbt sig, i det væsentlige på argumentet om, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at en enhed, der havde opnået annullation af restriktive foranstaltninger, der blev truffet over for denne, kunne være genstand for en genopførelse på en liste over enheder, hvis midler indefryses, eftersom de klagepunkter, der er indeholdt i den nye begrundelse, ikke henviser til en ny eller en nyopdaget adfærd og derfor burde have været fremført i forbindelse med den første opførelse af denne enhed.

67

Først bemærkes, at den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, i medfør af artikel 266 TEUF har pligt til at gennemføre de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af den dom, der annullerer denne retsakt.

68

Når en retsakt annulleres eller erklæres ugyldig, er de institutioner, fra hvilken retsakten hidrører, i medfør af artikel 266 TEUF udelukkende forpligtet til at gennemføre de nødvendige foranstaltninger til dommens opfyldelse. Institutionerne har derfor en vid skønsbeføjelse til at vælge de midler, der skal anvendes med henblik på at drage konsekvenserne af en dom om annullation eller ugyldighed, idet det forudsættes, at disse midler skal være forenelige med den pågældende doms konklusion og de grunde, der danner det fornødne grundlag derfor (jf. i denne retning dom af 28.1.2016, CM Eurologistik og GLS, C-283/14 og C-284/14, EU:C:2016:57, præmis 75 og 76, og af 15.3.2018, Deichmann, C-256/16, EU:C:2018:187, præmis 87).

69

Artikel 266 TEUF giver som sådan ikke noget svar på spørgsmålet om, hvorvidt Rådet lovligt kan foretage en genopførelse på grundlag af andre begrundelser end dem, der var anført i de annullerede retsakter. Dette spørgsmål, som til gengæld kræver, at det fastslås, om annullationsdommen begrænser Rådets mulighed for at vedtage genopførelsesretsakter, kan vurderes i lyset af princippet om res judicata.

70

Hvad angår dette princip bemærkes, at annullationsdomme afsagt af Unionens retsinstanser har materiel retskraft, så snart de er blevet endelige. Dette omfatter ikke blot dommens konklusion, men også de præmisser, der udgør det nødvendige grundlag for domskonklusionen og derfor er uadskillelige (jf. i denne retning dom af 15.11.2012, Al-Aqsa mod Rådet og Nederlandene mod Al-Aqsa, C-539/10 P og C-550/10 P, EU:C:2012:711, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

71

Det følger imidlertid af fast retspraksis, at retskraften kun vedrører de faktiske og retlige omstændigheder, som en retsafgørelse rent faktisk eller nødvendigvis har taget stilling til (dom af 29.3.2011, ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, C-352/09 P, EU:C:2011:191, præmis 123, og af 13.9.2017, Pappalardo m.fl. mod Kommissionen, C-350/16 P, EU:C:2017:672, præmis 37).

72

I den foreliggende sag annullerede Retten i dom af 22. januar 2015, Bank Tejarat mod Rådet (T-176/12, EU:T:2015:43), den oprindelige opførelse af appellanten, idet den i denne doms præmis 60 fastslog, at Rådet ikke havde godtgjort, at appellanten havde ydet støtte til nuklear spredning og bistået andre personer og enheder med at overtræde de restriktive foranstaltninger eller til at unddrage sig dem. I den sag, der gav anledning til den nævnte dom, havde Rådet, som det fremgår af denne doms præmis 40 og 41, for at godtgøre de restriktive foranstaltninger over for appellanten, ud over forslaget fra en medlemsstat, kun fremlagt en skrivelse fra appellanten og bilaget hertil.

73

Rådets retsakter blev således annulleret med den nævnte dom, fordi de af Rådet fremlagte oplysninger ikke i tilstrækkelig grad underbyggede disse retsakters faktuelle grundlag. Det kan af en sådan konstatering, til hvilken retskraften knytter sig, ifølge den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 71, ikke udledes, at Rådet derefter ikke kunne tage hensyn til andre beviselementer, der kunne godtgøre rigtigheden af den påberåbte begrundelse, eller at det aldrig ville kunne godtgøres, at appellanten yder støtte til nuklear spredning eller bistår andre personer og enheder med at overtræde de restriktive foranstaltninger eller til at unddrage sig dem.

74

Det må fastslås, at de omtvistede retsakters genopførelse af appellanten på de omtvistede lister er baseret på andre opførelseskriterier end dem, som dannede grundlag for appellantens oprindelige opførelse, der er blevet annulleret ved dom af 22. januar 2015, Bank Tejarat mod Rådet (T-176/12, EU:T:2015:43), og dermed på et andet retsgrundlag, således som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 36. Begrundelsen i de omtvistede retsakter og i de retsakter, der gik forud for den oprindelige opførelse af appellanten samt de for Retten forelagte beviser, er desuden ikke den samme.

75

Appellanten har imidlertid gjort gældende, at Rådet, for så vidt som de faktiske forhold, som det lagde til grund for sin beslutning om at genopføre selskabet på de omtvistede lister, allerede var tilgængelige ved den oprindelige opførelse, var forpligtet til ved den første opførelse at udnytte samtlige de oplysninger, som det rådede over, og de retlige kvalificeringer, der kunne begrunde pålæggelsen af restriktive foranstaltninger i forhold til selskabet, i forbindelse med denne første opførelse.

76

I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at dette klagepunkt ikke kan føre til, at det fastslås, at princippet om res judicata er blevet tilsidesat, eftersom disse forhold og retlige kvalificeringer, såfremt der ikke ved en afgørelse, der har fået retskraft, er taget hensyn til disse, ikke kan udgøre retlige og faktiske omstændigheder, som den nævnte afgørelse rent faktisk eller nødvendigvis har taget stilling til som omhandlet i den i nærværende doms præmis 71 nævnte retspraksis.

77

Det fremgår af det ovenstående, at Retten uden at begå en retlig fejl fastslog, at Rådet ikke havde tilsidesat den retskraft, der knytter sig til dom af 22. januar 2015, Bank Tejarat mod Rådet (T-176/12, EU:T:2015:43), ved at vedtage de omtvistede retsakter af de grunde vedrørende støtten til den iranske regering, som er nævnt i nærværende doms præmis 19.

78

Hvad angår retssikkerhedsprincippet bemærkes, at appellanten med sin appel ikke har argumenteret præcist for, at dette princip i det foreliggende tilfælde giver en videre beskyttelse over for vedtagelsen af nye restriktive foranstaltninger, der er baseret på andre opførelseskriterier eller begrundelser, end den beskyttelse, der følger af princippet om res judicata, for en person eller en enhed, der har opnået annullation af den pågældendes opførelse på en liste over personer og enheder, hvis midler indefryses.

79

Hvad angår princippet om effektiv domstolsbeskyttelse er dette et almindeligt retsprincip, som nu fremgår af chartrets artikel 47. Denne artikel sikrer i EU-retten den beskyttelse, der er fastslået i EMRK’s artikel 6, stk. 1, og artikel 13 (jf. dom af 16.5.2017, Berlioz Investment Fund, C-682/15, EU:C:2017:373, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis). Nævnte artikel 47, stk. 1, kræver, at enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel.

80

Princippet om effektiv domstolsbeskyttelse kan ikke hindre Rådet i at genopføre en person eller enhed på listerne over personer og enheder, der har fået indefrosset deres midler, med henvisning til andre grunde end dem, der dannede grundlag for den oprindelige opførelse, eller en identisk grund, der støttes på andre beviser. Dette princip har således til formål at sikre, at en bebyrdende retsakt kan anfægtes for en ret, og ikke, at en ny bebyrdende retsakt, der støttes på andre grunde eller beviser, ikke kan vedtages.

81

Som Domstolen allerede har fastslået, anses en afgørelse truffet af en EU-institution for aldrig at have eksisteret, når den efter at have været genstand for et søgsmål annulleres, og denne institution, der tilsigter at træffe en ny afgørelse, kan foretage en fuldstændig fornyet undersøgelse og lægge andre grunde til grund end dem, der underbyggede den annullerede afgørelse (jf. analogt dom af 6.3.2003, Interporc mod Kommissionen, C-41/00 P, EU:C:2003:125, præmis 31).

82

På denne baggrund er en ulovlighed som den, som Retten konstaterede i dom af 22. januar 2015, Bank Tejarat mod Rådet (T-176/12, EU:T:2015:43), i forbindelse med den første opførelse af appellanten på listerne over personer og enheder, hvis midler indefryses, ikke til hinder for, at Rådet efter en fornyet undersøgelse heraf vedtager nye restriktive foranstaltninger på grundlag af allerede eksisterende eller tilgængelige faktiske forhold.

83

Det bemærkes desuden, at appellanten som led i den sag, der gav anledning til dom af 22. januar 2015, Bank Tejarat mod Rådet (T-176/12, EU:T:2015:43), der er blevet endelig, havde nedlagt påstand om og opnået annullation af de restriktive foranstaltninger, som blev vedtaget i 2012, og som således er blevet fjernet fra Unionens retsorden, således som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 45. Det følger heraf, at appellanten kan påberåbe sig denne dom til støtte for det erstatningssøgsmål, som denne har anlagt ved Retten, og som er registreret under sagsnummer T-37/17. Appellanten har desuden mulighed for, hvilket denne har benyttet sig af, at anlægge et nyt søgsmål ved Unionens retsinstanser for at få efterprøvet lovligheden af en beslutning om genopførelse med henblik på eventuelt at blive genoprettet i sin oprindelige stilling og få erstatning.

84

Det følger heraf, at Retten ikke begik en retlig fejl ved at fastslå, at vedtagelsen af de omtvistede retsakter ikke udgjorde en tilsidesættelse af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 47.

85

Appellanten har desuden ikke fremlagt oplysninger, der kan godtgøre en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, der er fastlagt i chartrets artikel 41 (jf. i denne retning dom af 8.5.2014, N., C-604/12, EU:C:2014:302, præmis 49, og af 17.7.2014, YS m.fl., C-141/12 og C-372/12, EU:C:2014:2081, præmis 68). Enhver persons ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af EU-institutionerne i forbindelse med vedtagelsen af en individuel foranstaltning, som måtte berøre vedkommende negativt, som følger af dette princip, har således ikke til formål at sikre, at Rådet ikke i fremtiden kan træffe nye restriktive foranstaltninger med henvisning til en anden begrundelse.

86

Appellanten har heller ikke fremlagt oplysninger, der kan godtgøre, at Rådet har gjort sig skyldig i magtfordrejning. Ifølge Domstolens praksis er en retsakt kun udtryk for magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgår, at den udelukkende eller dog i det mindste overvejende er truffet for at forfølge andre formål end dem, med henblik på hvilke den omhandlede kompetence er tillagt, eller for at omgå en fremgangsmåde, der særligt er fastsat ved traktaterne for at imødegå konkret foreliggende vanskeligheder (dom af 28.3.2017, Rosneft, C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 135 og den deri nævnte retspraksis). Retten fastslog desuden i den appellerede doms præmis 144, at genopførelsen af appellanten på de omtvistede lister har til formål at gennemføre de formål, der forfølges med bestemmelserne i afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012. Retten forkastede således med rette i den appellerede doms præmis 146 anbringendet om magtfordrejning og om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik.

87

Endelig har appellanten gjort gældende, at dennes genopførelse tilsidesætter appellantens grundlæggende rettigheder, særligt dennes ejendomsret og proportionalitetsprincippet, eftersom de principper og rettigheder, som appellanten har påberåbt sig til støtte for det fjerde anbringende, ikke overholdes. Det fremgår imidlertid af ovenstående betragtninger, at de af appellanten påberåbte rettigheder og principper ikke er blevet tilsidesat. Endelig har appellanten ikke kritiseret den appellerede doms præmis 147-165, hvori Retten forkastede appellantens anbringende om, at Rådets afgørelse om at genopføre appellanten på de omtvistede lister udgjorde en tilsidesættelse af dennes grundlæggende rettigheder, særligt dennes ejendomsret og proportionalitetsprincippet.

88

Henset til det ovenstående bør det fjerde appelanbringende samt appellen i sin helhed forkastes.

89

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge. I henhold til samme reglements artikel 138, stk. 1, der i medfør af dets artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

90

Da Rådet har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og appellanten har tabt sagen, bør det pålægges appellanten at bære sine egne omkostninger og at betale de af Rådet afholdte omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Fjerde Afdeling):