1

Studio Legale Ughi e Nunziante, der er en italiensk advokatsammenslutning (herefter »advokatfirmaet«), har med appellen nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets kendelse af 10. oktober 2022, Studio Legale Ughi e Nunziante mod EUIPO – Nunziante et Ughi (UGHI E NUNZIANTE) (T-389/22, herefter den appellerede kendelse, EU:T:2022:662), hvorved Retten afviste det søgsmål, som advokatfirmaet havde anlagt med påstand om annullation af den afgørelse, der blev truffet den 8. april 2022 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 407/2021-5) vedrørende en sag anlagt af dette advokatfirma om fortabelse af varemærket Ughi e Nunziante (herefter »den omtvistede afgørelse«).

2

Artikel 19, stk. 1-4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne såvel som [Den Europæiske Unions] institutioner repræsenteres for Domstolen af en befuldmægtiget, der udpeges for hver enkelt sag; den befuldmægtigede kan bistås af en rådgiver eller af en advokat.

De stater, som er parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde [af 2. maj 1992 (herefter »EØS-aftalen«)], bortset fra medlemsstaterne, samt den i aftalen omhandlede [tilsynsmyndighed for Den Europæiske Frihandelsorganisation (EFTA)], repræsenteres på samme måde.

Andre parter skal repræsenteres af en advokat.

Kun en advokat, der har beskikkelse i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i [EØS-]aftalen [...], kan repræsentere eller bistå en part for Domstolen.«

3

Artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol bestemmer:

»Sag anlægges ved Domstolen ved indlevering af stævning til justitssekretæren. Stævningen skal angive sagsøgerens navn og bopæl, underskriverens stilling, den part eller de parter, mod hvem stævningen udtages, søgsmålets genstand, påstandene og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene.

Stævningen ledsages i påkommende tilfælde af det aktstykke, der begæres kendt ugyldigt, eller i det i artikel 265 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde omhandlede tilfælde af dokumentation vedrørende tidspunktet for den opfordring, der omhandles i nævnte artikel. Er disse dokumenter ikke vedlagt stævningen, opfordrer justitssekretæren vedkommende part til at fremskaffe dem inden en passende frist; søgsmålet kan ikke afvises, fordi forholdet først bringes i orden efter klagefristens udløb.«

4

I henhold til artikel 53, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol finder afsnit III i statutten, der omfatter de i denne doms præmis 2 og 3 nævnte bestemmelser, anvendelse på rettergangsmåden ved Retten.

5

Artikel 51 i Rettens procesreglement med overskriften »Pligt til at lade sig repræsentere« fastsætter:

»1.   Parterne skal være repræsenteret ved befuldmægtigede eller advokater på de i [statutten for Den Europæiske Unions Domstols] artikel 19 fastsatte betingelser.

2.   En advokat, som repræsenterer eller bistår en part, skal til Justitskontoret indlevere dokumentation for, at den pågældende har ret til at give møde for en domstol i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i EØS-aftalen, medmindre sådan dokumentation allerede er blevet indleveret med henblik på oprettelsen af en adgangskonto til e-Curia.

3.   Advokaterne skal, når den part, de repræsenterer, er en privat juridisk person, til Justitskontoret indlevere en fuldmagt udstedt af denne private juridiske person.

4.   Hvis den i stk. 2 eller i stk. 3 omhandlede dokumentation ikke indleveres, giver justitssekretæren den pågældende part en rimelig frist til at tilvejebringe denne. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, træffer Retten beslutning om, hvorvidt undladelsen af at overholde den pågældende formforskrift skal medføre, at stævningen eller indlægget afvises, eller om denne undladelse giver anledning til at lægge til grund, at advokaten ikke repræsenterer eller bistår den pågældende part.«

6

Dette procesreglements artikel 55 med overskriften »Udelukkelse fra retsforhandlingerne« har følgende ordlyd:

»1.   Hvis Retten finder, at en befuldmægtigets, en rådgivers eller en advokats optræden over for Retten, præsidenten, en dommer eller justitssekretæren er uforenelig med Rettens værdighed eller med retsplejehensyn, eller at en befuldmægtiget, en rådgiver eller en advokat misbruger sine beføjelser, giver Retten den pågældende meddelelse herom. [...]

2.   På samme grundlag kan Retten, efter at have hørt den pågældende, til enhver tid ved begrundet kendelse beslutte at udelukke en befuldmægtiget, en rådgiver eller en advokat fra retsforhandlingerne. Kendelsen kan fuldbyrdes straks.

3.   Udelukkes en befuldmægtiget, en rådgiver eller en advokat fra retsforhandlingerne, udsættes disse indtil udløbet af den af retsformanden fastsatte frist, for at den pågældende part kan udpege en anden befuldmægtiget, rådgiver eller advokat.

[...]«

7

Det nævnte procesreglements artikel 78 med overskriften »Bilag til stævningen« bestemmer:

»1.   Med stævningen skal i givet fald indleveres de dokumenter, som er angivet i [statutten for Den Europæiske Unions Domstols] artikel 21, stk. 2.

[...]

5.   Med stævningen skal indleveres de i artikel 51, stk. 2 og 3, omhandlede dokumenter.

6.   Opfylder stævningen ikke kravene i stk. 1-5, giver justitssekretæren sagsøgeren en rimelig frist til at tilvejebringe de ovenfor nævnte dokumenter. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, beslutter Retten, om undladelsen af at overholde disse formforskrifter skal medføre, at sagen afvises.«

8

Sagens baggrund kan sammenfattes på følgende måde.

9

Den 26. september 2017 indgav advokatfirmaet en begæring til EUIPO om fortabelse af EU-ordmærket UGHI E NUNZIANTE for samtlige de tjenesteydelser, for hvilke dette varemærke var blevet registreret.

10

Ved afgørelse af 23. februar 2021 imødekom annullationsafdelingen ved EUIPO denne begæring for samtlige tjenesteydelser med undtagelse af »juridisk bistand« henhørende under klasse 45 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret.

11

Den 1. marts 2021 indgav advokatfirmaet en klage til EUIPO over denne afgørelse, dog alene for så vidt angår afslaget på begæringen om fortabelse.

12

Ved den omtvistede afgørelse afslog Femte Appelkammer ved EUIPO denne klage.

13

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 1. juli 2022 anlagde advokatfirmaet sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.

14

Ved den appellerede kendelse afviste Retten sagen, da det var åbenbart, at den ikke kunne antages til realitetsbehandling.

15

I denne kendelses præmis 5 bemærkede Retten bl.a., at i henhold til artikel 19, stk. 3 og 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol skal andre parter end Den Europæiske Unions medlemsstater, EU-institutioner, stater, som er parter i EØS-aftalen, og EFTA-Tilsynsmyndigheden repræsenteres af en advokat, og at kun en advokat, der har beskikkelse i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i EØS-aftalen, kan repræsentere eller bistå en part for Domstolen.

16

I denne kendelses præmis 6 præciserede Retten, at det fremgår af ordlyden af artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, navnlig af anvendelsen af udtrykket »repræsenteres«, og af præmis 44 i dom af 14. juli 2022, Universität Bremen mod REA (C-110/21 P, EU:C:2022:555), at en »part« i denne bestemmelses forstand uanset dennes stilling ikke er bemyndiget til selv at føre sin sag for en af Unionens retsinstanser, men skal lade tredjemand møde for sig, og dette gælder også, selv om denne part er en advokat, som har beskikkelse til at føre sager for en national retsinstans.

17

I samme kendelses præmis 7 ff. henviste Retten til grundene til, at denne ordlydsfortolkning bekræftes såvel af den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, som af det formål, den forfølger.

18

Idet Retten henviste til bl.a. præmis 47 i dom af 14. juli 2022, Universität Bremen mod REA (C-110/21 P, EU:C:2022:555), fastslog den således i den appellerede kendelses præmis 9, at selv om en advokats repræsentationsopgave som omhandlet i artikel 19, stk. 3 og 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol skal udøves på baggrund af hensynet til en forsvarlig retspleje, består formålet med denne opgave navnlig i på bedste vis at beskytte og forsvare fuldmagtsgiverens interesser i fuld uafhængighed og under overholdelse af loven og de faglige og etiske regler.

19

I kendelsens præmis 10 bemærkede Retten endvidere, at definitionen af begrebet advokatens »uafhængighed« har undergået en udvikling med hensyn til repræsentation ved Unionens retsinstanser, idet det fremherskende kriterium i denne henseende nu er beskyttelse og forsvaret af klientens interesser.

20

I kendelsens præmis 11 bemærkede Retten, at i overensstemmelse med Domstolens faste praksis defineres kravet om advokatens uafhængighed ikke blot negativt, nemlig ved fraværet af et ansættelsesforhold mellem advokaten og dennes klient, men også positivt, nemlig ved henvisning til etiske regler.

21

I samme kendelses præmis 12 og 13 præciserede Retten i lyset af sin egen og Domstolens praksis for det første, at dette krav om uafhængighed i den specifikke sammenhæng, hvori artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol indgår, nødvendigvis indebærer, at der ikke foreligger et ansættelsesforhold mellem advokaten og dennes klient, for det andet, at det nævnte krav ligeledes finder anvendelse, hvis den repræsenterede part er et advokatfirma, og for det tredje, at det samme krav ikke indebærer, at der ikke foreligger nogen form for forbindelse mellem advokaten og dennes klient, men udelukkende, at der ikke foreligger forbindelser, der klart skader advokatens evne til at udføre sin forsvarsopgave, der består i på bedste vis at tjene sin klients interesser under overholdelse af loven og de faglige og etiske regler.

22

I den appellerede kendelses præmis 15 og 16 fastslog Retten, at appellanten, der er et advokatfirma, i det foreliggende tilfælde havde udpeget tre advokater, der udøvede deres virksomhed inden for det berørte firma i egenskab af partnere, til at repræsentere firmaet. Retten fandt, at denne stilling var uforenelig med de krav om uafhængighed, der er fastsat for repræsentation af det pågældende firma for Unionens retsinstanser.

23

Retten fastslog derfor i den appellerede kendelses præmis 17, at eftersom stævningen var blevet underskrevet af advokater, der ikke var uafhængige tredjemænd i forhold til sagsøgeren, var søgsmålet ikke anlagt i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3 og 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 51, stk. 1, i Rettens procesreglementet.

24

Endelig fremhævede Retten i den appellerede kendelses præmis 18, at den manglende iagttagelse af forpligtelsen til at lade sig repræsentere af en advokat, der har beskikkelse i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i EØS-aftalen, ikke optræder blandt de krav, der kan være genstand for en berigtigelse efter søgsmålsfristens udløb i overensstemmelse med artikel 21, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 78, stk. 6, i Rettens procesreglementet.

25

Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 20. december 2022 har advokatfirmaet iværksat den foreliggende appel til prøvelse af den appellerede kendelse, til støtte for hvilken firmaet har fremsat tre anbringender.

26

Ved processkrifter indleveret samme dag har appellanten for det første i henhold til artikel 170a, stk. 1, i Domstolens procesreglement anmodet om, at appellen admitteres i henhold artikel 58a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, og for det andet om, at de forskellige advokater, der er nævnt i appelskriftet, tildeles anonymitet i henhold til dette procesreglements artikel 95, stk. 2.

27

Ved afgørelse af 4. januar 2023 har Domstolen afvist anmodningen om anonymisering.

28

Ved Domstolens kendelse af 8. maj 2023, Studio Legale Ughi e Nunziante mod EUIPO (C-776/22 P, EU:C:2023:441), blev appellen admitteret, for så vidt angår det andet og det tredje anbringende.

29

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 18. september 2023 blev Europa-Kommissionen givet tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for EUIPO’s påstande.

30

Appellanten har med sin appel nedlagt følgende påstande:

31

EUIPO har nedlagt følgende påstande:

32

Kommissionen har ligeledes nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at appellanten tilpligtedes at betale sagsomkostningerne.

33

Det andet anbringende, som appellanten har fremsat til støtte for appellen, vedrører en tilsidesættelse af artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og af artikel 51 i Rettens procesreglement. Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 47 og 52 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt i givet fald af artikel 51, stk. 4, og artikel 55, stk. 1, i Rettens procesreglement. Som anført i denne doms præmis 28 er appellen alene blevet admitteret med hensyn til det andet og det tredje anbringende.

34

Med det andet anbringende har appellanten i det væsentlige foreholdt Retten, at den anlagde en fejlagtig fortolkning af artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og af artikel 51 i Rettens procesreglement. Dette anbringende består af to led.

35

Med det første led har appellanten foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl ved i den appellerede kendelses præmis 17 at fastslå, at søgsmålet i første instans ikke var anlagt i overensstemmelse med bl.a. artikel 19, stk. 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, hvorefter kun en advokat, der har beskikkelse i en medlemsstat, kan repræsentere eller bistå en part for Domstolen. Appellanten har gjort gældende, at firmaet har fremlagt alle de dokumenter, der godtgør, at de advokater, som det har befuldmægtiget til at repræsentere sig, er optaget i advokatsamfundet i Rom (Italien), og at de pågældende advokater følgelig er beskikket til at give møde for italienske domstole, således at betingelsen i den omhandlede bestemmelse er opfyldt.

36

Med det andet led har appellanten foreholdt Retten, at den foretog en fejlagtig fortolkning af artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, for så vidt som den fastslog, at advokater, der er partnere i et advokatfirma, ikke har den påkrævede uafhængighed i forhold til dette firma til at kunne repræsentere det i en sag ved Unionens retsinstanser, hvilket er i strid med Domstolens praksis og navnlig dom af 14. juli 2022, Universität Bremen mod REA (C-110/21 P, EU:C:2022:555).

37

Inden for rammerne af dette andet anbringende har appellanten for det første gjort gældende, at den retspraksis vedrørende »selvmøde« ved Unionens retsinstanser, der er nævnt i den appellerede kendelses præmis 6 og 8, ikke er relevant under de foreliggende omstændigheder.

38

I henhold til den nationale lovgivning, der gælder på området, er advokatsammenslutningen »Studio Legale Ughi e Nunziante« nemlig et selvstændigt retssubjekt i forhold til sine medlemmer. Ifølge appellanten havde der alene været tale om »selvmøde«, hvis appellanten havde udpeget sin retlige repræsentant som advokat. Som Retten selv fastslog i den appellerede kendelses præmis 15, er dette imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag.

39

For det andet har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at det i henhold til Domstolens seneste praksis ikke kan antages, at en advokat, der er partner i et firma, ikke besidder den nødvendige uafhængighed til at kunne repræsentere samme firma ved Unionens retsinstanser.

40

I denne henseende har appellanten fremhævet, at det for at afgøre, om en advokat opfylder kravet om uafhængighed, således som begrebet er fortolket i denne seneste retspraksis, først og fremmest skal vurderes, om advokaten er i stand til at varetage interesserne for den part, der har udpeget advokaten som sin repræsentant. Desuden bør kravet om advokatens uafhængighed underkastes en særlig fortolkning, når sagsøgeren er et advokatfirma.

41

Appellanten har dernæst gjort gældende, at selv om begrebet »advokat« som omhandlet i artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol skal fortolkes selvstændigt, skal kriterierne for at fastslå, at advokaten er uafhængig – nemlig at der ikke foreligger et ansættelsesforhold, og at der henvises til de faglige og etiske regler – derimod undersøges under hensyntagen til den relevante nationale lovgivning, og så meget desto mere, som der ikke findes EU-retlige regler på området.

42

Appellanten har i denne henseende for det første præciseret, at i henhold til italiensk ret er udøvelsen af advokaterhvervet uforenelig med et ansættelsesforhold, der indebærer et underordnelsesforhold, og at der derfor ikke er noget ansættelsesforhold mellem et advokatfirma og en advokat, som er partner i det berørte firma. For det andet er den ydelse, som partnerne i advokatfirmaet har ydet appellanten i overensstemmelse med den relevante nationale lovgivning og de etiske regler for advokaterhvervet, hvilke regler opstiller et krav om uafhængighed.

43

Henset til det ovenstående er appellanten endelig af den opfattelse, at en tilsidesættelse af kravet om advokatens uafhængighed i det foreliggende tilfælde alene kan skyldes en interessekonflikt, et eksternt pres eller en ekstern indgriben over for de tre advokater, som appellanten har udpeget til at repræsentere sig. Hvad angår mulighed for en interessekonflikt er appellanten af den opfattelse, at i det særlige tilfælde, hvor en advokat, der er partner i et advokatfirma, repræsenterer sidstnævnte, er der ikke tale om en konflikt, men om et sammenfald af interesser.

44

EUIPO har, støttet af Kommissionen, gjort gældende, at det andet anbringende skal forkastes.

45

EUIPO har indledningsvis gjort gældende, at Retten i modsætning til, hvad appellanten har gjort gældende, ikke i den appellerede kendelse rejste tvivl om, at de advokater, som appellanten havde befuldmægtiget til at repræsentere sig, havde beskikkelse til at repræsentere appellanten ved de italienske domstole.

46

EUIPO har dernæst påpeget, at det følger af ordlyden af artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at en part skal »repræsenteres«, hvilket indebærer, at parten ikke er bemyndiget til selv at føre sin sag, men skal lade tredjemand møde for sig. Dette bekræftes af den sammenhæng, hvori denne bestemmelse skal fortolkes, idet en part og dennes repræsentant ikke kan være én og samme person. EUIPO har desuden fremhævet, at formålet med den obligatoriske repræsentation ved en advokat dels er at forhindre, at private parter selv møder i retssager, dels at sikre, at juridiske personer forsvares af en repræsentant, der er tilstrækkeligt distanceret fra dem. Den appellerede kendelse er imidlertid hovedsageligt baseret på den omstændighed, at eftersom de advokater, der var ansvarlige for at repræsentere appellanten for Retten, er partnere i det pågældende firma, kunne de ikke anses for at være uafhængige tredjeparter.

47

Endelig har EUIPO præciseret, at kravet om advokatens uafhængighed skal fortolkes dels negativt således, at det forbyder, at der foreligger et ansættelsesforhold mellem advokaten og dennes klient, dels positivt, dvs. ved henvisning til de fagetiske forpligtelser. Dette krav indebærer ikke, at der ikke må være nogen som helst forbindelse mellem advokaten og dennes klient, men alene at der ikke må forekomme forbindelser, der klart skader advokatens evne til at udføre sin forsvarsopgave, der består i på bedste vis at tjene sin klients interesser. I det foreliggende tilfælde er EUIPO af den opfattelse, at den omstændighed, at de tre advokater, der var udpeget til at repræsentere det advokatfirma, der var sagsøger i sagen for Retten, var partnere, indebærer, at de udøver væsentlige administrative og finansielle beføjelser i det pågældende firma. Denne omstændighed bringer klart de berørte advokaters uafhængighed i fare og skader åbenlyst deres evne til at udføre deres opgaver, idet status som advokat ikke i sig selv giver den udpegede repræsentant en tilstrækkelig uafhængighed som omhandlet i artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

48

Kommissionen, der har interveneret til støtte for EUIPO, har ligeledes gjort gældende, at det fremgår af Domstolens praksis, at det ikke er i overensstemmelse med kravene i artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at en juridisk person i en retssag repræsenteres af advokater, der ikke er tilstrækkeligt uafhængige af den berørte juridiske person, og hvis interesser er sammenfaldende med den pågældende juridiske persons interesser. I det foreliggende tilfælde indebærer den omstændighed, at de advokater, der har underskrevet stævningen på vegne af advokatfirmaet, der er sagsøger for Retten, er partnere i dette firma, at der ikke er en tilstrækkelig grad af adskillelse mellem denne part og vedkommendes repræsentanter.

49

Det skal bemærkes, at artikel 19, stk. 3 og 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten i overensstemmelse med statuttens artikel 53, indeholder to særskilte og kumulative betingelser, for så vidt angår repræsentation ved Unionens retsinstanser af parter, der ikke er omfattet af artikel 19, stk. 1 og 2, de såkaldte »ikke-privilegerede« parter. Ifølge den første betingelse i artikel 19, stk. 3, skal disse parter »repræsenteres af en advokat«. I henhold til den anden betingelse i samme artikels stk. 4, er det kun en advokat, der har beskikkelse i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i EØS-aftalen, der kan repræsentere eller bistå en part for Unionens retsinstanser.

50

Hvad angår den anden kumulative betingelse vedrørende gyldigheden af repræsentationen af en ikke-privilegeret part for Unionens retsinstanser, der er fastsat i artikel 19, stk. 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, og som vedrører advokatens beskikkelse til at møde ved en national domstol, har Domstolen allerede fastslået, at det fremgår af denne bestemmelses ordlyd, at betydningen og rækkevidden af denne betingelse skal fortolkes ved henvisning til den omhandlede nationale lovgivning (jf. i denne retning dom af 4.2.2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA, C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis, og af 14.7.2022, Universität Bremen mod REA, C-110/21 P, EU:C:2022:555, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

51

I den foreliggende sag er det ubestridt, at de af appellanten befuldmægtigede advokater havde beskikkelse til at give møde for de italienske domstole i overensstemmelse med de nationale regler på området.

52

Retten begik derfor en retlig fejl ved i den appellerede kendelses præmis 17 at fastslå, at søgsmålet i første instans ikke var blevet anlagt i overensstemmelse med artikel 19, stk. 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

53

Det andet anbringendes første led skal derfor tages til følge.

54

Hvad angår den første kumulative betingelse vedrørende gyldigheden af repræsentationen af ikke-privilegerede parter for Unionens retsinstanser i artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der består i en forpligtelse for disse parter til at være »repræsenteret ved en advokat«, følger det af fast retspraksis, at idet bestemmelsen ikke henviser til medlemsstaternes nationale lovgivninger, skal begrebet »advokat« fortolkes selvstændigt og ensartet i hele Unionen, idet der ikke alene skal tages hensyn til denne bestemmelses ordlyd, men også til bestemmelsens kontekst og formål (jf. i denne retning dom af 4.2.2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA, C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73, præmis 57, og af 14.7.2022, Universität Bremen mod REA, C-110/21 P, EU:C:2022:555, præmis 43).

55

I denne forbindelse har Domstolen for det første fastslået, at det fremgår af såvel ordlyden af den nævnte bestemmelse, og navnlig af anvendelsen af udtrykket »repræsenteres« heri, som af den sammenhæng, hvori den indgår, at en »part« i denne bestemmelses forstand, uanset vedkommendes stilling, ikke er bemyndiget til selv at føre sin sag for en af Unionens retsinstanser, men skal lade en anden person møde for sig, og sidstnævnte kan udelukkende være en »advokat« (jf. i denne retning dom af 4.2.2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA, C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73, præmis 58 og 60, og af 14.7.2022, Universität Bremen mod REA, C-110/21 P, EU:C:2022:555, præmis 44 og 45).

56

Denne fortolkning er i overensstemmelse med formålet med betingelsen i artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som består i dels at undgå, at private parter fører deres egen sag uden at benytte en mellemmand, dels at garantere, at juridiske personer forsvares af repræsentanter, der er tilstrækkeligt distancerede fra de juridiske personer, som de repræsenterer (dom af 4.2.2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA, C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73, præmis 61, og af 14.7.2022, Universität Bremen mod REA, C-110/21 P, EU:C:2022:555, præmis 46).

57

For det andet har Domstolen fastslået, at den repræsentationsopgave, der påhviler en »advokat« som omhandlet i artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, først og fremmest består i på bedste vis at beskytte og forsvare fuldmagtsgiverens interesser i fuld uafhængighed og under overholdelse af loven og de faglige og etiske regler (jf. i denne retning dom af 4.2.2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA, C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73, præmis 62, og af 14.7.2022, Universität Bremen mod REA, C-110/21 P, EU:C:2022:555, præmis 47).

58

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 46-52 i forslaget til afgørelse, fremgår det af Domstolens praksis, at den første kumulative betingelse i artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som består i en forpligtelse, hvorefter ikke-privilegerede parter skal »repræsenteres af en advokat«, kræver, at to krav overholdes.

59

For det første, og således som det fremgår af denne doms præmis 55, pålægger denne betingelse ikke-privilegerede parter et forbud mod »selvmøde« for Unionens retsinstanser, dvs. at disse parter under ingen omstændigheder kan repræsentere sig selv.

60

Da statutten for Den Europæiske Unions Domstol og Domstolens procesreglement ikke indeholder nogen undtagelse fra dette forbud, er det under ingen omstændigheder tilstrækkeligt til at anlægge sag ved Unionens retsinstanser, at der indleveres en stævning, som sagsøgeren selv har underskrevet, og dette gælder også, selv om sagsøgeren er en advokat, som har beskikkelse til at føre sager for en national retsinstans (jf. i denne retning dom af 4.2.2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA, C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73, præmis 59, og af 14.7.2022, Universität Bremen mod REA, C-110/21 P, EU:C:2022:555, præmis 44).

61

For det andet pålægger den nævnte betingelse repræsentanterne for de ikke-privilegerede parter at overholde et krav om uafhængighed, således som det fremgår af denne doms præmis 57.

62

Dette krav defineres både negativt og positivt. Negativt defineres kravet ved, at der ikke må foreligge et ansættelsesforhold, der er kendetegnet ved, at der består et underordnelsesforhold mellem den repræsentant, som en part har udpeget, og sidstnævnte. Positivt defineres kravet ved henvisning til de etiske og faglige regler (jf. i denne retning dom af 4.2.2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA, C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73, præmis 63, og af 14.7.2022, Universität Bremen mod REA, C-110/21 P, EU:C:2022:555, præmis 49).

63

Dette krav skal desuden ikke forstås således, at der ikke må foreligge nogen form for forbindelse mellem den repræsentant, der er udpeget af en part, og sidstnævnte, men udelukkende sådanne forbindelser, der klart skader den udpegede repræsentants evne til at varetage den repræsentationsopgave, der påhviler vedkommende, således som det fremgår af denne doms præmis 57 (jf. i denne retning dom af 4.2.2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA, C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73, præmis 64).

64

Enhver advokat, uanset i hvilken form vedkommende udøver sit erhverv i henhold til den gældende lovgivning samt de gældende faglige og etiske regler, formodes med forbehold af det, der er anført i den følgende præmis, at opfylde det krav om uafhængighed, der følger af den første kumulative betingelse i artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

65

Som det fremgår af denne doms præmis 62, forudsætter det krav om uafhængighed, som gælder for repræsentanter for ikke-privilegerede parter i denne bestemmelses specifikke sammenhæng imidlertid nødvendigvis, at der ikke foreligger noget ansættelsesforhold, der er kendetegnet ved, at der foreligger et underordnelsesforhold mellem parten og den repræsentant, som vedkommende har befuldmægtiget. Følgelig finder den formodning om uafhængighed, der er nævnt i denne doms foregående præmis, ikke anvendelse, når der foreligger et sådant ansættelsesforhold. Dette er navnlig tilfældet, når advokater, der i overensstemmelse med gældende national lovgivning udøver deres erhverv som ansatte i det advokatfirma, hvor de er beskæftiget, repræsenterer sidstnævnte for Unionens retsinstanser. Det samme er tilfældet, såfremt virksomhedsjurister (»in-house lawyers«), der er medlemmer af advokatsamfundet i en medlemsstat og som i henhold til den pågældende medlemsstats nationale lovgivning har ret til ved de nationale domstole at repræsentere den juridiske person, som de gennem et ansættelsesforhold er knyttet til, skal repræsentere den pågældende juridiske person for Unionens retsinstanser.

66

Bortset fra de tilfælde, hvor der foreligger et ansættelsesforhold, der er kendetegnet ved, at der består et underordnelsesforhold mellem parten og den repræsentant, som den pågældende part har bemyndiget, finder denne formodning om uafhængighed udelukkende anvendelse, og kan alene afkræftes, når det fremgår af konkrete forhold, at der foreligger forbindelser mellem disse parter, som klart skader den pågældende repræsentants evne til at varetage sin opgave, der består i på bedste vis at tjene sin klients interesser, eller når den nævnte repræsentant ikke overholder de gældende nationale faglige og etiske regler (jf. i denne retning dom af 4.2.2020, Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA, C-515/17 P og C-561/17 P, EU:C:2020:73, præmis 64).

67

I det foreliggende tilfælde fastslog Retten i den appellerede kendelses præmis 16, at »den omstændighed, at advokaterne er partnere i det advokatfirma, som er sagsøger i det foreliggende tilfælde«, »ikke er forenelig med de krav om uafhængighed, der er fastsat for repræsentation af advokatfirmaet for Retten«. Retten fastslog derfor i den appellerede kendelses præmis 17, at »eftersom stævningen var blevet underskrevet af advokater, der ikke var uafhængige tredjemænd i forhold til sagsøgeren«, var søgsmålet i første instans ikke anlagt i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3 og 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 51, stk. 1, i Rettens procesreglementet.

68

Når advokater på vilkår, der er i overensstemmelse med lovgivningen og de faglige og etiske regler, er partnere i det firma, som de repræsenterer ved Unionens retsinstanser, kan denne omstændighed ikke i sig selv anses for at være uforenelig med kravet om uafhængighed. For det første kan en sådan omstændighed nemlig ikke sidestilles med forekomsten af et ansættelsesforhold som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 62. For det andet kan formodningen om, at den advokat, der er partner i et firma, er uafhængig, ikke anses for afkræftet, medmindre der foreligger konkrete beviser, der godtgør, at der er forbindelser mellem advokatfirmaet og den partner, som firmaet har udpeget som dets repræsentant, der klart skader advokatens evne til at udføre sin forsvarsopgave, der består i på bedste vis at tjene sin klients interesser, eller hvis den pågældende partner ikke overholder de anvendelige nationale faglige og etiske regler.

69

Retten begik således en retlig fejl ved at anlægge en urigtig forståelse af rækkevidden af det krav om uafhængighed, der følger af den første kumulative betingelse i artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

70

Endelig skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at enhver omstændighed, der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt et annullationssøgsmål, der er anlagt for Retten, kan antages til realitetsbehandling, herunder at en juridisk person er repræsenteret af en advokat ved anlæggelsen af dette søgsmål, udgør et anbringende om ufravigelige procesforudsætninger, som Unionens retsinstanser skal tage under påkendelse af egen drift (jf. i denne retning dom af 8.2.2024, Pilatus Bank mod ECB, C-256/22 P, EU:C:2024:125, præmis 34 og 36 samt den deri nævnte retspraksis). Den omstændighed, at et sådant søgsmål ikke er blevet anlagt i overensstemmelse med kravene i artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som fortolket i Domstolens praksis, udgør en sådan omstændighed.

71

Unionens retsinstansers forpligtelse til af egen drift at behandle et anbringende om ufravigelige procesforudsætninger berører imidlertid ikke overholdelsen af retten til forsvar. Følgelig kan Unionens retsinstanser principielt ikke støtte deres afgørelse på et retligt anbringende, som påkendes af egen drift, uden forinden at have opfordret parterne til at fremsætte deres bemærkninger om det pågældende anbringende (jf. i denne retning dom af 17. december 2009, Fornyet prøvelse M mod EMEA, C-197/09 RX-II, EU:C:2009:804, præmis 40-42 og 57 samt den deri nævnte retspraksis).

72

I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at Retten i den appellerede kendelses præmis 15-19 begrænsede sig til at fastslå, at appellanten var et advokatfirma, der havde givet tre advokater, der var beskæftigede i det pågældende advokatfirma i egenskab af partnere, fuldmagt til at repræsentere firmaet, og at den på baggrund heraf drog en forkert retlig konklusion, hvorefter disse advokater ikke kunne repræsentere det pågældende firma på betingelser, der var forenelige med artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, idet en sådan uforenelighed ifølge Retten i øvrigt ikke kunne afhjælpes efter udløbet af søgsmålsfristen.

73

Retten burde imidlertid – eventuelt ved anvendelse af de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er fastsat i artikel 64 i Rettens procesreglement – indledningsvis have undersøgt, om der forelå et sådant ansættelsesforhold mellem disse tre advokater og advokatfirmaet som omhandlet i denne doms præmis 65. I mangel af et sådant ansættelsesforhold ville alene konkrete beviser på, at forbindelserne mellem advokatfirmaet og de advokater, der er partnere i firmaet og som repræsenterede det, var af en sådan art, at de klart skadede de pågældende advokaters evne til at udføre deres opgave, eller at disse advokater ikke overholdt de gældende nationale faglige eller etiske regler, have gjort det muligt at konkludere, at der ikke forelå uafhængighed som omhandlet i artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

74

I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 71, burde Retten, inden den traf afgørelse herom, have opfordret appellanten til at fremsætte sine bemærkninger for at sikre, at denne effektivt kunne udøve sin ret til forsvar.

75

Endelig burde Retten, hvis den var af den opfattelse, at uafhængighedskravet ikke var opfyldt, have opfordret appellanten til at udpege en ny advokat, inden den fastslog, at søgsmålet ikke kunne antages til realitetsbehandling.

76

Henset til de alvorlige konsekvenser, som en tilsidesættelse af artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol har for en sagsøger, nemlig at vedkommendes søgsmål uigenkaldeligt afvises, skal sagsøgeren have mulighed for at udpege en ny advokat, efter at den pågældende er blevet underrettet om de forhold, der efter Rettens opfattelse begrunder en afvisning af sagen, og efter at have haft mulighed for at udtale sig om disse forhold.

77

Det følger i øvrigt af artikel 78, stk. 6, i Rettens procesreglement, sammenholdt med samme reglements artikel 51, stk. 2-4, at der over for en part ikke kan drages den konsekvens, at den pågældendes søgsmål afvises, uden at vedkommende først er blevet opfordret til at berigtige situationen, med den begrundelse, at stævningen ikke opfylder betingelserne i dette procesreglements artikel 78, stk. 1-5. Det fremgår ligeledes af dette procesreglements artikel 55, stk. 1 og 3, at det samme gælder, når en advokats adfærd anses for uforenelig med Rettens værdighed eller med en korrekt retspleje under sagen. I sådanne tilfælde sikrer disse bestemmelser nemlig kontinuiteten i sagsbehandlingen ved alt efter omstændighederne at bestemme, at den berørte part kan fremlægge de krævede dokumenter eller udpege en ny repræsentant inden for en rimelig frist, som fastsættes af Justitskontoret.

78

Det skal ligeledes bemærkes, at artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ikke udtømmende fastsætter de tilfælde, hvor et søgsmål kan berigtiges.

79

Domstolen har i øvrigt allerede fastslået, uden at artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol er til hinder herfor, at en sagsøger skal opfordres til at bringe sagen i orden, hvis der indgives en stævning, der er underskrevet af sagsøgeren selv (jf. i denne retning kendelse af 5.12.1996, Lopes mod Domstolen, C-174/96 P, EU:C:1996:473, præmis 3).

80

Som generaladvokaten har anført i punkt 108 i forslaget til afgørelse, fremgår det desuden af medlemsstaternes nuværende praksis, at hvis national lovgivning foreskriver, at gyldigheden af en parts processuelle handlinger påvirkes af, at reglerne om, at den pågældende parts repræsentant skal være uafhængig, er blevet tilsidesat, kan denne tilsidesættelse i det mindste afhjælpes under sagen.

81

Følgelig skal det andet appelanbringendes andet led og det andet anbringende i sin helhed tages til følge.

82

Den appellerede kendelse bør derfor ophæves, uden at det er nødvendigt at tage stilling til det tredje appelanbringende.

83

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

84

I den foreliggende sag råder Domstolen over de nødvendige oplysninger til at træffe endelig afgørelse om, hvorvidt søgsmålet var anlagt i overensstemmelse med artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 51, stk. 1, i Rettens procesreglement. Det fremgår nemlig, at søgsmålet blev anlagt på appellantens vegne af advokater, som i overensstemmelse med det i denne doms præmis 68 anførte må formodes at opfylde kravet om uafhængighed som omhandlet i artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. Da der ikke er noget i sagsakterne, der afkræfter denne formodning eller endog rejser tvivl om, hvorvidt de advokater, der repræsenterer appellanten, opfylder dette krav, må søgsmålet anses for at opfylde dette krav.

85

Da sagen i øvrigt ikke er moden til påkendelse, bør den hjemvises til Retten.

86

Da sagen hjemvises til Retten, udsættes spørgsmålet om sagsomkostningerne i forbindelse med appellen.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Store Afdeling):