31.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 252/24

—

Dommen afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 19. april 2013 i de forenede sager T-99/09 og T-308/09, og meddelt den italienske regering den 24. april 2013, ophæves.

—

Der tages stilling til sagens realitet, og følgende afgørelser annulleres:

Første anbringende: Tilsidesættelse af artikel 9, litra e), f), h), j), k), 1) og m), artikel 32, stk. 3, første afsnit, litra f), artikel 32, stk. 4 og 5, samt artikel 31, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1260/99 (1).

For at det kan fastslås, at en anmodning om betaling af bidrag fra en strukturfond til aktioner fastsat i en foranstaltning ikke kan behandles, fordi der verserer en overtrædelsesprocedure, skal der være en specifik og ikke generel forbindelse mellem overtrædelsen og foranstaltningen, og Kommissionen skal godtgøre, at der foreligger konkret fare for, at man ved at finansiere foranstaltningen ender med at finansiere overtrædelsen. I modsætning til hvad Retten har fundet, er det ikke tilstrækkeligt, at der blot er en »tilstrækkeligt direkte forbindelse«, der ikke på anden måde er kvalificeret.

Andet anbringende: Tilsidesættelse af artikel 32, stk. 3, litra f), andet led, i forordning nr. 1260/1999.

I den foreliggende sag mangler imidlertid også denne forbindelse, idet Retten har bemærket, at det fulgte af sagsakterne, at den utilstrækkeligt differentierede indsamling i overtrædelsesproceduren blev omtalt som medvirkende årsag til, at deponierne var utilstrækkelige. Det fremgik endvidere, at der ved foranstaltning 1.7 var fastsat støtte til kommunerne for at øge den differentierede indsamling. Retten har således ikke kunnet afklare, om der var en sådan forbindelse mellem overtrædelsen og foranstaltningen, at finansieringen af foranstaltningen formildede eller tværtimod skærpede overtrædelsen. Retten skulle derfor have udelukket, at der forelå nogen forbindelse, og tiltræde det første anbringende i sagen i første instans.

Tredje anbringende: Begrundelsesmangel.

Den italienske regering har med det tredje anbringende i sagen i første instans nøje påvist, at der ikke var sammenhæng mellem overtrædelsen og foranstaltningen. Retten har ved at forkaste det første anbringende fastslået det modsatte uden at undersøge den italienske regerings påvisning, og der foreligger herved en begrundelsesmangel.

Fjerde anbringende: Tilsidesættelse af artikel 32, stk. 3, litra f), i forordning nr. 1260/1999. Begrundelsesmangel.

Ovennævnte tilsidesættelser medfører ligeledes, at de dele af dommen, hvori Retten har forkastet det andet anbringende i sagen i første instans, er mangelfulde.

Femte anbringende: Begrundelsesmangel.

Der foreligger ligeledes en begrundelsesmangel ved, at det tredje anbringende i stævningen er forkastet, hvorved den italienske regering gjorde gældende, at de anfægtede afgørelser støttede deres begrundelse på Kommissionens skrivelse af 20. oktober 2008, som bestred faktiske omstændigheder, der ikke blev gentaget i overtrædelsesproceduren. Retten har på ingen måde taget hensyn til dette argument.

Sjette anbringende: Tilsidesættelse af artikel 32, stk. 3, litra f), andet led, i forordning nr. 1260/1999.

Under alle omstændigheder har Retten ved sin stillingtagen til det fjerde anbringende faktisk erklæret, at skrivelsen af 20. oktober 2008 vedrørte faktiske omstændigheder, der ikke var relevante for overtrædelsesproceduren. Retten skulle derfor have tiltrådt det tredje anbringende. Retten har ved ikke at gøre dette tilsidesat artikel 32, stk. 3, litra f), andet led, i forordning nr. 1260/1999.

Syvende anbringende: Tilsidesættelse af artikel 32, stk. 3, litra f), første og andet led, og artikel 39, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1260/1999.

Retten har med urette forkastet det fjerde anbringende i stævningen, hvorved det var anført, at Kommissionen faktisk havde suspenderet betalingerne med henvisning til bekymring for, om foranstaltningen blev forvaltet korrekt. For at gøre dette skulle man imidlertid have fulgt den procedure, som er fastsat i nævnte forordnings artikel 39, stk. 1 og 2, som der henvises til i artikel 32, stk. 3, litra f), første led. Retten har ikke formået faktisk at tilbagevise den italienske regerings argument om, at dette var årsagen til den afgørelse, Kommissionen havde vedtaget.

Ottende anbringende: Tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF.

Retten har med urette udelukket, at Kommissionen ikke havde givet en tilstrækkelig begrundelse. Under hensyn til betydningen af dette aspekt skulle Kommissionen have forklaret, hvorfor der ikke var en modsigelse mellem i overtrædelsesproceduren at kritisere den utilstrækkelige differentierede indsamling og at nægte at finansiere foranstaltningen, der tilsigter at øge netop den differentierede indsamling.