This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62011TN0281
Case T-281/11 P: Appeal brought on 3 June 2011 by Diego Canga Fano against the judgment of the Civil Service Tribunal of 24 March 2011 in Case F-104/09, Canga Fano v Council
Sag T-281/11 P: Appel iværksat den 3. juni 2011 af Diego Canga Fano til prøvelse af Personalerettens dom af 24. marts 2011 i sag F-104/09, Canga Fano mod Rådet
Sag T-281/11 P: Appel iværksat den 3. juni 2011 af Diego Canga Fano til prøvelse af Personalerettens dom af 24. marts 2011 i sag F-104/09, Canga Fano mod Rådet
EUT C 238 af 13.8.2011, p. 20–21
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
13.8.2011 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 238/20 |
Appel iværksat den 3. juni 2011 af Diego Canga Fano til prøvelse af Personalerettens dom af 24. marts 2011 i sag F-104/09, Canga Fano mod Rådet
(Sag T-281/11 P)
2011/C 238/37
Processprog: fransk
Parter
Appellant: Diego Canga Fano (Bruxelles, Belgien) (ved advokaterne S. Rodrigues og C. Bernard-Glanz)
Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union
Appellantens påstande
Appellanten har nedlagt følgende påstande:
— |
Appellen fremmes til realitetsbehandling. |
— |
Personalerettens dom af 24. marts 2011 i sag F-104/09 ophæves. |
— |
Appellanten gives medhold i de for Personaleretten nedlagte annullations- og erstatningspåstande, idet det imidlertid præciseres, at appellanten, som vil være tilfreds med en ophævelse af den appellerede dom, er villig til kun at blive tildelt en symbolsk erstatning på 1 EUR for den skade, der er forvoldt ham. |
— |
Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger i begge instanser. |
Anbringender og væsentligste argumenter
Til støtte for appellen har appellanten påberåbt sig et enkelt anbringende, som er delt i tre led og vedrører en retlig fejl.
— |
Med det første led har appellanten gjort gældende, at Personaleretten har fortolket de gældende bestemmelser i strid med den fortolkning, der er fastslået af Domstolen og af Retten i deres retspraksis for så vidt angår ansættelsesmyndighedens skøn (den appellerede doms præmis 35 og 36). |
— |
Med det andet led har appellanten gjort gældende, at Personaleretten har draget retsstridige konklusioner i forbindelse med udøvelsen af dens efterprøvelse af det anlagte åbenbart urigtige skøn (den appellerede doms præmis 48, 51, 52, 58, 78 og 79) og har handlet i strid med sine egne kriterier, som den angiveligt har sat i stedet for Domstolens og Rettens retspraksis. |
— |
Med det tredje led har appellanten gjort gældende, at Personalerettens begrundelse er behæftet med materielle unøjagtigheder samt en forkert gengivelse eller en manglende hensyntagen til de beviser, den har fået forelagt (den appellerede doms præmis 80, 81, 85, 88 og 90). |